onsdag den 10. februar 2021

morning came and then came noon

I torsdags fløj jeg til Aalborg for at tilbringe fire døgn sammen med min familie. Det har været en ret hektisk tid på arbejde - og er det stadig - og jeg trængte til kolde gåture, hundeselskab og hygge med de fleste af mine yndlingsmennesker. Fredag tilbragte jeg et par timer alene med Esther, min søsters nye hund, og jeg kunne næsten fysisk mærke, hvordan jeg blev ladet op af solskin, stilhed og smuk natur. Der var bidende koldt og is på Limfjorden, men trods alt ikke nok til at kunne spadsere en tur til Aalborg på den anden side. 

Lørdag pakkede vi bilen med hunde og klapvogn og kørte en tur til Fosdalen, der er et virkelig smukt naturområde, som jeg helt klart også skal besøge til sommer - og så vil jeg have min søster med. I virvarret med at få pakket alt til to hunde og min niece, havde hun nemlig glemt sin jakke, så hun måtte blive i bilen og lytte til en podcast - for der var virkelig koldt. Vi andre nåede dog ikke mere end et par hundrede meter ind i skoven før min treårige niece annoncerede, at hun havde kolde fødder og ville hjem, og jeg kunne næsten ikke bære udsigten til at droppe turen. Hvis jeg skal være helt ærlig, græd jeg faktisk et par salte tårer af ærgrelse på vej op til bilen, men det hele endte godt, da min søster, svoger og niece kørte på eventyr i den varme bil, imens min far og jeg alligevel fik gået en god, lang tur på gangbroer, trapper og glatte stier. Vi blev venner med en lille rødkælk, der fulgtes med os langs en lille bæk, og jeg smed jakken i bedste influencer-stil for at fremvise min nye yndlings-Ka-tet19-shirt, der (selvfølgelig) har Oy som motiv.   
Ellers er dagene gået i laveste gear. Min søster forkælede mig som altid med utrolig lækker mad, og Lagkagehusets ellers flotte og lækre fastelavnsboller blegnede i sammenligning med hendes eminente frugtsalat. Hun fremtryllede også en forrygende flæskesteg, og jeg blev ekstra glad for beslutningen om at spise (stort set) vegetarisk i København, men tillade mig selv en frilandsgris hos min søster. (Oooog en hurtig tur på McD - på min opfordring.) 
I Nordjylland behøver man heldigvis heller ikke bekymre sig om isens tykkelse på søerne i København, for der ligger massevis af frossent vand på markerne. Her var min niece til gengæld ikke til at hive med hjem igen, og hundene havde også en fest på isen, imens jeg var lidt mere usikker på benene. Afslutningsvis må jeg også nævne, at det lykkedes mig at læse en hel bog, der ikke har noget med Stephen King at gøre, og jeg må sende mine varmeste anbefalinger efter Stefan Spjuts moderne troldefortælling 'Stallo'. Det har været den bedste forlængede weekend meget, meget længe. 

2 kommentarer:

  1. Jeg giver dig 11/10 point for din dedikation for at fremvise din yndlings t-shirt 😄 Og jeg giver forresten også t-shirten 11/10 - jeg har på fornemmelsen at Oy også bliver min nye yndling! 😍 Derudover lyder det jo som en helt fantastisk weekend, og du har virkelig fået taget nogle fine billeder (as usual!).

    SvarSlet
    Svar
    1. TAK for en (som altid) sød kommentar - og jeg er glad for, at nogen sætter pris på min dedikation. Jeg har stadig femten t-shirts mere i skabet, jeg ikke har fremvist endnu, så i sne og slud må Oy fotograferes. Og ja, hvis han ikke bliver din nye yndling, ved jeg ikke, om jeg kan lade dig kommentere på bloggen længere.

      Tak :) <3

      Slet