søndag den 14. februar 2021

the time has come for bitter things

Dagens tekst bliver ledsaget af et par billeder af København fra smukke vinkler, for som altid efter en tur (hjem) til Jylland, har jeg fået en anelse storbylede efter min tilbagevenden, og jeg har brug for at blive mindet om alt det gode. Der er også et billede af Esther på den nordjyske is, men det er mest et symbol på at jeg helt overordnet mangler godt hundeselskab i København. Årstiden taget i betragtning er jeg faktisk overraskende positivt indstillet, men jeg kan ikke helt se mig fri for at være småirriteret/unødigt påvirket af verden omkring mig. Her er lidt af, hvad der har givet flest rynker på panden den sidste tid: 

- Allerførst må jeg lige slå fast, at jeg jo er udmærket klar over, at jeg ikke er noget specielt eller har særlig ret til Amagers veje og stier og Øresunds kolde vand, men det gør i virkeligheden bare min irritation over trængslen endnu større, for jeg er en del af den. Men der er GODT nok mange mennesker ude i øjeblikket, og alle er begyndt at vinterbade! Det er forståeligt, for jeg kan selv mærke en øget frustration over nedlukningen og en trang til, at der skal ske noget - det tog næsten et år, men nu er jeg faktisk ved at have et behov for en rigtig fest. 

- Det hjælper ikke på sagen, at min nabo holder fester fire-fem gange om ugen - og der er mange mennesker, sagde den sure, gamle nabo. Højdepunktet må stadig være dengang han sendte en sms, der helt køligt informerede os om, at han skulle øve sit DJ-sæt sammen med sine venner, og at det nok ville vare hele natten. I går var der piger på besøg, og der var Disney sing-a-long til klokken fire. Det havde været til at leve med, hvis dem ovenpå altså ikke stod op klokken halv syv i morges og gav sig til at løbe runder i lejligheden. 

- Folk skal lade være med at holde fest. Og de skal tage deres mundbind på og holde afstand. Jeg bakker stadig fuldt op om regeringens håndtering af nedlukningen, men udover dén del er jeg desværre ramt af en heftig omgang politikerlede hele vejen rundt. Jeg kan næsten ikke være i mig selv over, at minkavlerne blev belønnet med 18 milliarder for deres vedvarende dyremishandling, når nu den oplagte mulighed for at nedlægge erhvervet totalt var til stede. Og så har mit tidligere parti (jeg har behov for at understrege, at det er lææænge siden) SF håndteret Amager Fælled-sagen helt grotesk, ligesom de fleste andre på Rådhuset, i øvrigt. Samme partis Carl Valentin er i øvrigt også involveret i mit næste punkt:

- World Animal Protections helt vanvittige og grundløse kampagne mod Fjord og Bælt og deres forskning i marsvin. Det er utroligt nok lykkedes organisationen at overbevise flere politikere, deriblandt ovennævnte, om at forsøgene er ulovlige, og jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte eller slutte. Det er et indlæg værd i sig selv, men det bliver det ikke, så jeg tillader mig lige at linke til denne artikel og (især) debat, der dækker sagen meget godt. Det blev samtidig enden på min årelange støtte til World Animal Protection - jeg hjælper gerne til med elefanter og bjørne i kæder, men helt forfejlede angreb på Fjord og Bælt kan jeg ikke acceptere. (Nu støtter jeg Børn, Unge og Sorg og World Population Balance i stedet). 

- Det sidste punkt er et lidt betændt ét af slagsen, men I'm on a roll, og jeg indrømmer desuden blankt, at jeg har meget modstridende følelser omkring det hele. Det er blevet Marilyn Mansons tur til at komme en tur i mediernes søgelys efter hans tidligere forlovede Evan Rachel Wood er stået frem og har beskyldt ham for både fysisk og psykisk vold i deres tre år lange forhold. Det er forfærdeligt, og jeg betvivler slet ikke, at det er dén oplevelse hun har haft, men med fare for at blive beskyldt for at komme med en knee-jerk-reaction, må jeg alligevel sige, at det ikke kommer som en overraskelse for mig. Manson har selv fortalt om det dysfunktionelle forhold i et flere år gammelt interview, og hans selvbiografi også mere end antyder, at han kan være et ekstremt dumt svin - især over for kvinder. Det retfærdiggør ingenting, det ved jeg godt, og jeg er mere end bare lidt ærgerlig over det - men det betyder heller ikke at jeg stopper med at lytte til Marilyn Manson, der har været min trøst og go-to i årevis. Jeg tror ikke på cancel culture, og jeg mener godt, at man kan adskille mennesket og kunsten - og så er jeg i øvrigt stadig meget glad for J. K. Rowling, Isaac Brock, Michael Jackson og Billy Corgan, der også har tvivlsomme holdninger til mange ting. (Men  Ariel Pink og John Maus får altså lige en pause fra pladespilleren - selv jeg har en grænse!)

Rant over og god søndag!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar