fredag den 19. februar 2021

the world is a hundred to one again

Det niende og sidste afsnit af The Stand er for længst løbet over skærmen, men jeg har virkelig haft svært ved at få konkretiseret mine tanker om serien, og jeg havde nok håbet på at lidt distance til oplevelsen ville gøre mig mindre kritisk. Men selvom jeg så gerne ville elske denne nyfortolkning af et af Stephen Kings episke hovedværker, er der simpelthen for mange elementer, der ikke fungerer for mig. Der er heldigvis også adskillige lysglimt i mørket, men helt overordnet ville jeg aldrig kunne svinge mig op på mere end en middelkarakter - og jeg har faktisk heller ikke lyst til decideret at anbefale den, hvilket næsten gør ondt at indrømme. 

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte eller slutte, så jeg vil prøve at lave et par lister over de gode og mindre gode ting ved serien. Jeg vil gerne slutte af med noget positivt, men har desværre nok mest negativt at sige, så det giver også mening at starte dér. Det virker måske overflødigt at nævne, men der vil være bunkevis af spoilers i det kommende. Og det bliver nok lidt langt. 

                      

DET FUNGEREDE MINDRE GODT I THE STAND
- Min allerstørste anke med serien er strukturen og kronologien, der bryder fuldstændig med romanens opbygning, og efter min mening fjerner det meste af spændingen fra historiens første halvdel. Min seneste genlæsning af The Stand efterlod mig med en følelse af, at den måske alligevel ikke er en af mine favoritter - men dens beskrivelse af samfundets sammenbrud efter en særdeles dødelig virus vil stadig være noget af det ypperste fra Kings hånd. I serien er vores hovedpersoner allerede nået til Boulder i allerførste afsnit, og så bliver vi i stedet nærmere introduceret for karaktererne i flashbacks til både tiden under og lige efter Captain Trips. Det er en ufatteligt dårlig beslutning, og jeg kan kun forestille mig, at det også må tage luften af ballonen for de seere, der ikke kendte historien på forhånd. 

- Det næste hænger også lidt sammen med pacingen, men serien er simpelthen for kort. Ni afsnit til at fortælle en så episk saga som The Stand er ikke nok, og da det sidste afsnit endda hovedsageligt var en helt ny slutning skrevet af Stephen King selv, efterlod det endnu mindre tid til den egentlige historie. Skuespillerne gør for det meste, hvad de kan, og nogle gør det endda fremragende (mere om det på plus-siden), men jeg synes desværre ikke, at de får nok materiale at arbejde med, og der er aldrig rigtigt tid til at dvæle ved deres karakterer, fordi serien er så plot-drevet. Josh Boone og Benjamin Cavell kendte nok materialet lidt for godt, og så går noget altså tabt i oversættelsen - og jeg kan næsten ikke bære at tænke på, at skaberne selv sagde nej til flere sæsoner. Jeg tror på, at det kunne have været godt.

- Apropos slutningen, så gav King os et indblik i hvordan Frannie og Stu klarede turen op igennem USA, hvilket langt hen ad vejen fungerede ret godt. Her var der faktisk tid til mere hverdagspræget dialog og typiske King-vendinger, men det var næsten bittersødt først at opleve det til allersidst. Og selvom jeg faktisk er ret stor fan af Frannies konfrontation med Flagg, er jeg meget mindre tilfreds med det mystiske barn, der pludselig dukker op fra kornmarken  og redder dagen. "Kid A", som The Loser's Club-podcasten vittigt har døbt hende, skal tydeligvis være en version/reinkarnation af Mother Abagail, og det er hovedrystende dumt. Really, King? Der har været ret meget kritik af hans tidligere brug af the magical negro (blandt andet med netop Mother Abagail), og Kid A er indbegrebet af netop dét.

- Og når vi snakker om Mother Abagail, så bliver jeg bare nødt til at sige, at Whoopi Goldberg slet, SLET ikke fungerer for mig. Meget af det er karakteren fra romanens skyld, men Mother A er ikke i nærheden af at have nok historie eller agenda, og Whoopi i rollen er bare forstyrrende. Jeg var forberedt på ikke at kunne lide Amber Heard som Nadine, men hun gjorde det faktisk så godt hun kunne - også hendes historie var bare groft underbelyst, og jeg følte intet for hendes karakter. Serien prøver hårdt på at introducere flere seje, kvindelige karakterer (hvilket bogen bestemt også mangler) - blandt andet er The Ratman nu The Ratwoman - men det lykkes ikke, for de har stort set ikke tre linjers meningsfyldt dialog. 

- Horrorscenerne var klart nogle af de bedste, men der var alt, alt for få af dem. Især beslutningen om at springe over Larrys flugt gennem rådnende lig i den mørklagte Lincoln Tunnel gør ondt, for det er en af bogens allermest ikoniske scener.  

- Jeg håber virkelig, at alle mennesker drømte om både Mother A og Flagg (selvom Nadine jo beviser det modsatte), for det virker enormt uretfærdigt, at valget bliver truffet for én på forhånd. Søger man mod det gode eller det onde? Det er alt for simplificeret, og selvom det også er en af bogens svagheder, er det trods alt noget mere nuanceret på skrift.

- Simplificeret er også fremstillingen af Las Vegas, der er helt ufatteligt overdrevet. Det burde være et sted, der potentielt kunne tiltrække alle, og det havde klædt serien med nogle gråzoner, men alle i dette nye Vegas er kategorisk onde. Bogens styrke var blandt andet, at de mennesker, der valgte at tage til Vegas kunne have været ens nabo, kollega eller familiemedlem, men her er der bare skruet for meget op. Ondt og syndigt er åbenbart også kvinder, der kysser hinanden og mænd med make-up, og var det ikke for de absurde gladiatorkampe med afrevne lemmer og utallige dødsfald, ville jeg nok i virkeligheden synes, at Flaggs tropper var mest interessante. 

- Alexander Skarsgård kunne i virkeligheden godt optræde på begge lister, for jeg synes faktisk han som udgangspunkt var godt castet til at spille Kings superskurk nummer ét, Randall Flagg. I det sidste afsnit viste han sig endelig som den Flagg jeg forestiller mig - en drillende, flirtende, charmerende og opportunistisk joker, som vi så alt for lidt af i løbet af serien, hvor han mest af alt var vred og dyster (kudos til dansescenen, dog!). Jeg er også stærkt utilfreds med, at han i serien havde en tydelig finger (eller fod) med i spillet omkring udbredelsen af den dødelige virus, for det har aldrig været meningen.  

DET FUNGEREDE RIGTIG GODT I THE STAND
- Jeg synes faktisk, at castingen langt hen af vejen var fremragende, og hos de karakterer, vi trods alt fik lov til at følge helt tæt, var skuespillet helt i top. Allerbedst var Owen Teague i rollen som den irriterende incel Harold Lauder, der på en måde også er denne versions egentlige hovedperson. Han er skræmmende spot-on i al sin ynk og selvretfærdighed, og hans følelse af ejerskab over Frannie er kuldegysfremkaldende. Scenen, hvor han øver sig på Tom Cruise-smilet i spejlet, er en af seriens bedste, ligesom hans død også er frydefuldt forfærdelig. Jeg kan godt lide, at han i serien slutter af med at skrive "I allowed myself to be mislead" frem for det mere ansvarsfraskrivende "I was mislead", og Owen Teague holdt et imponerende højt niveau hele serien igennem. Han er faktisk selv stor King-fan og er gået all-in til rollen som Harold, og det har virkelig givet pote. 

- Brad William Henke, som jeg ellers kender bedst som den ubehagelige Piscatella i Orange is the New Black, leverede også en virkelig fin og respektfuld version af den mentalt handicappede Tom Cullen. I bogen hypnotiseres han(!) og tager til New Vegas som spion, men i serien får han heldigvis valget, og er tydeligvis i stand til at træffe sine egne beslutninger. Selvom hans venskab med den døve Nick Andros egentlig mest understreger Kings lettere problematiske og simplificerede fremstilling af mennesker med handicap, er deres kapitler stadig nogle af mine favoritter, og det kunne jeg godt have brugt mere af i serien, hvor Nick desværre næsten ikke blev brugt - hvorfor hans død også virkede underligt undervældende. 

- Odessa Young formår faktisk at gøre Frannie til en sympatisk og levende karakter, og jeg synes endda hun gør det bedre end bogen selv. King gav oprindeligt ikke Frannie ret meget interessant materiale, og hun er mest af alt en medløber, der står på sidelinjen og hepper på Stu. Odessa Youngs Frannie er langt mere handlekraftig og selvkørende, og jeg er vild med, at hun i Kings nye slutning fik mulighed for selv at stå ansigt til ansigt med Flagg og alle hans fristelser - endda i en brønd, der så ofte før har spillet centrale roller i Kings historier. Hun er med afstand den bedste kvindelige karakter i serien, og kan fyre floskler af, så det næsten ikke får mig til at krumme tæer - men hun havde nogle gode refleksioner over den nye verden i det sidste afsnit - blandt andet, at mennesket altid vil finde tilbage til de gamle veje; eksemplificeret ved, at Boulders nyopstartede politistyrke blev bevæbnede efter hændelserne i Vegas. 

- I New Vegas er jeg gladest for Nat Wolff og hans flamboyante Lloyd, der forguder og frygter Flagg. Det er langt fra alle, der er enige med mig, men jeg synes han er helt fantastisk - lige fra den første, ikoniske scene i fængslet, hvor han bliver så sulten, at han lige snupper en bid af sin døde cellekammerat. Jeg kan faktisk også godt lide, at Lloyd ender med at få lidt oprejsning og tvivle på Flagg til allersidst, selvom han var loyal til det sidste i bogen. Der er også noget delte meninger om Ezra Millers Trashcan Man, men jeg synes, at det helt overskruede skuespil fungerer. Det er dog en stor fejl, at Flagg selv sendte Trashy ud efter atombomben, for det var et af bogens allerstørste overraskelsesmomenter, der slet ikke havde samme chokeffekt i serien.

- De alt for få sekvenser vi fik fra sygdommens udbrud kom skræmmende tæt på, da der blandt andet var scener fra et overfyldt hospital. Horrorscenerne var faktisk overraskende brutale og voldsomme - især Nadines endeligt og efterfølgende knuste hoved på et fad (tænderne, siger jeg dig, TÆNDERNE!) sad lige i skabet, ligesom Flaggs fortæring af stakkels Bobby Terry i en glaselevator også var hårrejsende brutal. Der er også noget fundamentalt skrækkeligt over brækkede knogler; især i situationer, hvor ambulancen ikke venter lige om hjørnet, og både Stu og Harolds skader var forfærdelige. 

- Jeg vil gerne rose soundtracket, selvom valget af flere sange nok helt ærligt forstyrrede mig mere end de burde; og flere af dem var da også liiidt for on the nose. Men hvor var det fedt, at Larry og Heather Grahams fine Rita havde sex til Sigur Ros i en mennesketom Central Park  - for ikke at nævne scenerne med Beach House, Canned Heat, Black Sabbath, Lou Reed og Daniel Johnston i baggrunden.

- Der er stadig ufatteligt meget religion i The Stand, men det ER også en stor og vigtig del af bogen, så det er svært at komme udenom. Jeg synes egentlig, at der langt hen af vejen er nogle gode løsninger og forklaringer på folks blinde tro på Mother Abagail og Flagg; eksemplificeret i sympatiske - og ateistiske - Glen Batemans udtalelse "Don't you wanna follow the rabbit hole and see where it goes?" Han er ikke troende, men faktum er, at alle de nye indbyggere i Boulder har haft den samme drøm om Mother A, hvilket trods alt er noget spektakulært. 

Det BLEV meget langt, men det er også en historie, der står mit hjerte nært, og jeg ville sådan ønske, at adaptionen bare havde siddet lige i skabet. Der er glimtvise øjeblikke, der virkelig rørte mig, men helt overordnet mangler serien både sjæl og dybde, og virker til tider som en tjekliste af romanens største hændelser uden de mellemliggende forklaringer. Kronologien fungerer kun, hvis man i forvejen kender historien, men det er tydeligt, at folkene bag har læst The Stand mange, mange gange. Jeg har lyttet til flere interviews med Benjamin Cavell og læst flere med Josh Boone, og de har virkelig haft en vision med deres fortolkning. Jeg synes desværre ikke, at de nåede helt i mål.    

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar