mandag den 19. april 2021

he dares to be recognized

Det er virkelig ved at være på tide med en ny runde chipsanmeldelser, for pandemien har heldigvis ikke stået i vejen for udgivelsen af en hel række nye varianter - og herhjemme virker chipskrigen tværtimod til at være på sit højeste. Vi starter dog et helt andet sted med Doritos bud på en guacamole-majssnack, og jeg kan med det samme sige, at jeg blev virkelig positivt overrasket. Jeg havde forventet, at de ville være super kedelige (selvom jeg selvfølgelig eeelsker dem med nacho cheese), men jeg blev blæst omkuld af mængden af pulver, der måske mest smagte af lime og chili, men som bestemt fik guacamole-vibes frem. De passer perfekt til en gang snasket texmex-mad, og jeg ville gerne have smagt dem med en form for dip, men selv uden ender trekanterne med otte flotte Pringles-rør (som altid ud af ti). 

Jeg har tidligere nævnt, at min mand efterhånden er en større leverandør af nye varianter til test end nogen anden, og han har virkelig også haft travlt i denne omgang. En gråvejrsdag kom han hjem med hele fire nye varianter fra et af mine svenske yndlingsmærker Gårdschips - hvis tidligere poser vakte stor lykke herhjemme - og trods det lidt grimmere design, var jeg meget spændt på at smage. 

Den første pose var med pecorino, rosmarin og hvidløg, og dermed også den, jeg havde de største forventninger til. Og det er bestemt en ostechip; de har sparet på både rosmarin og hvidløg, som der kun er et lille hint af, men det er helt fint med mig. Der er ikke så langt til en af mine tidligere favoritter, parmesan-varianten fra samme mærke, og jeg ender på ni små rør. Simon nøjes med otte og ville gerne have haft lidt mere sødme fra osten - og han blev noget overrasket over informationen om pecorinoens oprindelse, der altså er fra får og ikke geder. Næste pose var med sourcream og, ja, sort hvidløg - og de smagte af hvidløg uden at være stærke på nogen måde; smagen var faktisk næsten ovre i en lækker trøffelsmag. Pulveret var mere sparsomt på disse chips, der heller ikke var lige så cremede, men det passede udmærket til denne lidt simple variant, der ender med otte rør fra os begge. 

Og sørme om den næste pose ikke også havde hvidløg i sig - denne gang i en ristet variant med selskab af en Piri Piri-peber. Det ristede hvidløg kan sagtens smages, hvilket gør chipsene ret spændende, og de er ikke specielt stærke, men hælder mere til peber- end til chilisiden. Det er som altid en god grundchip, der hverken er for salt eller olieret, og vi ender nok med at give den endnu et kedeligt otte-tal, selvom vi måske synes smagene kæmper lidt for meget mod hinanden - det ville bare ikke være fair at give dem mindre end otte. 

Sidste pose i rækken er en nyfortolkning af den tidligere nævnte parmesanpose, der i denne variant har fået følgeskab af dild. Den dufter og smager rigtig meget af dild, og der er da også rigeligt pulver på de meget cremede chips. I virkeligheden er det nok mest rimeligt at kalde dem dildchips med undertoner af parmesan, men jeg er heldigvis også utroligt glad for dild, så jeg sender gladeligt ni rør i deres retning. Min mand er moderat begejstret og ender på otte. 

Den nyeste pose i dagens runde er fra KiMs, der har sendt en limited edition Smukfest-variant på markedet. Jeg er altid en sucker for nye varianter, men jeg synes måske, at 'Bøgeflis - Smokey Love fra Bøgeskoven' er en lille smule kikset. Heldigvis er det jo posens indhold, jeg (primært) bedømmer, og de riflede kartoffelchips skulle være krydrede med "en delikat, røget smag", der dog ikke bliver nærmere udpenslet. Min mand og jeg synes begge, at de helt overordnet smager af røget paprika og løg; måske med et touch af sour cream. Vi giver den begge syv rør; de er bestemt ikke dårlige - og særligt gode, hvis man er sulten - men der er andre varianter, jeg hellere vil have.  

Der har sneget sig hele fire Pringles-varianter med i denne omgang, og det første rør var efter sigende med Prawn Cocktail-smag. Det var i praksis mest bare en Thousand Island-dressinglignende smag, men det er vel heller ikke helt hen i vejret. De var både søde og syrlige og havde hints af både ketchup og syltede agurker, og det var faktisk en overraskende lækker kombination. Jeg ender på otte solide rør til pingvinen, mens min mand er noget mere begejstret og giver ni store rør - og kun fordi han principielt aldrig giver et Pringles-rør topkarakter. 

Rundens anden lilla variant er fra svenske Estrella, der lover hvidløg, purløg og chili, og de dufter virkeligt indbydende og lækre. De smager af stegt hvidløg og er nogle af de bedste hvidløgschips, vi har smagt, og de små hints af purløg og chili trækker bestemt også op. Hvidløgssmagen er ikke dominerende på dårlig ånde-måden, men er i stedet ganske delikat og smager faktisk 'ristet'. Både min mand og jeg ender med at give de svenske bølgechips ni pæne Pringles-rør. 

Med de næste tre Pringlesrør vil jeg gerne henlede opmærksomheden på den arbejdsindsats jeg lægger for dagen, når jeg skal fotografere chips til anmeldelse (og Stephen King-t-shirts, for den sags skyld). Mange af billederne bliver taget herhjemme, fordi vi er utålmodige, men jeg prøver at tage chips med på tur når det er muligt, og - ja, folk synes det er noget besynderligt, at jeg stiller chipsposer og Pringlesrør op til fotografering, når jeg ser potentiale i en lokation. Og ret ofte virker idéen alligevel ikke i praksis; som på billedet ovenover, der dog til gengæld viser en ret tough Pringles-bande. 

Der er to limited editions blandt dagens rør, og det første er med New York Hot Dog-smag. Chipsene dufter også præcis af dét, som billedet viser - en helt klassisk, billig New York-hotdog, der for mig ikke er specielt indbydende, men som får point for oprigtighed og ærlighed. De smager på én gang af både stærk og sød sennep, og vi bilder os ind, at der også er en pølseundertone, men vi er muligvis blevet snydt af sennepssmagen. Min mand er vild med dem og giver dem ni - igen afholder han sig kun fra topkarakteren af principielle årsager - imens jeg er noget mere lunken og nøjes med syv.

Midterst er den flotte Sour Cream & Herbs-variant, der dog mest af alt smager som endnu en dild-variant - det er i hvert fald svært at isolere andre urter i pulveret. De er ret saltede, hvilket ikke nødvendigvis er en god ting, og min mand giver noget skuffet varianten seks rør. Jeg kan godt lide dem, men vil til enhver tid foretrække en rigtig dild-variant eller det klassiske grønne sourcream-rør, og jeg giver et stort syvtal. 

Den anden limited edition er med Buffalo Wings-smag, hvilket ifølge ingredienslisten mest består af røget paprika og hvid peber. De smager lidt syrligt af hot wings, men selve kyllingesmagen er der ikke meget af. De er dog nemme og gode at fråde, hvilket faktisk trækker dem op på et lille otte-tal fra mig, imens min mand bliver på syv. 

Der har været lidt farvetema over varianterne i dag, og jeg afslutter naturligvis med en række grønne nyheder for at fejre forårets komme. Første grønne pose var fra min anden svenske favorit OLW, der bød på overdimensionerede, luftige osterejer med spicy jalapeño-smag. Duften var lovende, men smagen var i første omgang noget skuffende, da ostesmagen overhovedet ikke var gennemtrængende nok. De allerførste smagte endda en anelse af pap, men efter man havde kværnet et par stykker, begyndte de at blive bedre. Det er en meget mild jalapeño-smag, der dog gjorde dem noget mere spændende, men selvom de bestemt har potentiale, kan jeg kun tildele dem syv Pringles-rør. Min mand giver dem otte for frådefaktoren, men er heller ikke imponeret. 

Taffels Super Crunch med cheddar og sourcream & onion var en glædelig overraskelse, der straks bragte mine forventninger helt i vejret. De duftede kraftigt og lækkert af den lidt kunstige ostepulver-duft, og formen på dem var ganske lovende. Og de indfriede heldigvis forventningerne, for Taffel holder hvad de lover - snacksene ER ekstra crispy, giver noget at tygge i og har rigeligt krydderi, der tilmed domineres af ostesmagen. What's not to like? De får ni store Pringles-rør fra både min mand, min søster og mig selv, imens min far ikke helt kan komme sig over lugten og giver dem otte.

Taffel havde en pose mere med i puljen, og endnu en fortolkning af sourcream & onion; nemlig de porøse snackstjerner, der havde konsistens som de velkendte Menu-chips. De havde en ganske mild smag og inviterede til at indtage mange på én gang, men vi kunne alle godt ønske os, at de smeltede lidt mere på tungen. Min søster og jeg er måske lidt hårde i dommen og ender med seks rør, men det er intet imod min far, der nådesløst giver tre. Jeg håber ikke, at han er lige så hård mod sine elever, når de er til tyskeksamen! 

Den sidste pose i denne omgang var endnu en variant i serien af KiMs dobbeltkrydrede chips, og efter min mening også den bedste af dem. 'Krydret Pickadilly' indebærer pickles og dildolie, og det var også den duft, der mødte os da vi åbnede posen. "De dufter sygt godt" sagde min søster, og jeg kunne kun være enig. Dildsmagen var ret kraftig, men efter et par chips kunne man også smage eddiken og de sure pickles, og det var en forrygende kombination. De slår Gårdschips' dild- og parmesanchips på målstregen og slutter runden af med fire flotte nitaller fra mine gæsteanmeldere og jeg. 

6 kommentarer:

  1. Men de der dildchips smager bare slet ikke godt. Købte dem igen og gad næsten ikke spise dem. Men havde heller ikke cola til.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er altså underligt. Jeg må lige prøve dem igen engang - og så må jeg jo komme med en disclaimer, hvis de virkelig er forfærdelige. Jeg har dog altid rigelige mængder cola til, kan man sige.

      Slet
  2. Oste vennens mor21. april 2021 kl. 18.33

    Og jeg vil også smage pecorinochips 👍

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan nok godt lade sig gøre engang. :)

      Slet
  3. Jeg elsker simpelthen dine chipsanmeldelser! Særligt, at du er så detaljeret omkring plusser og minusser ved hver variant. Engagementet lyser ud af indlægget :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ej, og jeg elsker din kommentar! Den gjorde mig virkelig glad! :D

      Slet