fredag den 30. april 2021

I gave my heart so many times

Det har været en helt vanvittig rutsjebanetur at være AaB-tilhænger i denne sæson, og jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte eller slutte. Tidligere i dag blev jeg i telefonen enig med min far om, at vores tålmodighed for alvor var ved at være brugt op - det var så horribelt at tabe til Horsens at det fjernede enhver rest af min naive optimisme, og udtalelserne om, at man ikke ser Tom Van Weert være i klubben i næste sæson gjorde det ikke bedre. Mit forhold til fodbold er ekstremt følelsesstyret, og i efteråret fældede jeg en tåre, da Jacob Friis måtte forlade cheftrænerposten for at hellige sig sin kræftsyge lille datter (der heldigvis har det bedre nu). Peter Feher var en god erstatning, og jeg er glad for, at han og Rasmus Würtz stadig er i klubben, for spanske Marti Cifuentes har tydeligvis haft brug for hjælp til at justere lidt på sin ambitiøse spillestil. Det har været et forår med konstante op- og nedture, og det er svært at beskrive hvor fortvivlende det var, at mesterskabsspillet glippede - igen. Men her til aften stod projektet klart og tydeligt; AaB var i storform og smadrede Lyngby med 4-0 på hjemmebane foran begejstrede og larmende AaB-tilhængere - og sejren kunne endda have været endnu større. Mit hjerte kan snart ikke holde til det længere, men nu er jeg - meget mod min vilje - alligevel begyndt at tro lidt på en syvendeplads og måske en tur i Europa. Sådan er det nok bare at 'elske synet af røde-hvide striber'.    

Ingen kommentarer:

Send en kommentar