lørdag den 1. maj 2021

delighting in your very company

Verdens allerbedste kjælemousch og min yndlingsmindstemand har fødselsdag i dag - det har Dyreværnet i hvert fald vurderet, efter de fandt ham, hans søskende og hans mor forladt i en papkasse. Det er hele ni år siden, og Jimmy Oberst er på papiret en seniorkat, men det virker han ikke til selv at have forstået - i hvert fald ikke når han holder fest om natten og løber runder i lejligheden. Hans nyeste påfund er at spille bold med vores fine solsystemsuro, der ligger på gulvet i soveværelset på grund af vores renoveringsprojekt, og det skal helst ske omkring klokken tre, når jeg er allerlængst væk i velsignet søvn. På dét tidspunkt virker det uoverskueligt at flytte uroen andre steder hen, og jeg overgiver mig i stedet og giver Jimmy en ufortjent omgang natmad i bytte for min nattesøvn - hvorefter jeg glemmer alt om det, når jeg vågner. Men i dag er det slut; uroen er flyttet i sikkerhed for kattepoter, selvom det egentlig er lidt strengt at gøre på hans fødselsdag. 
Med tiden er han også blevet ekspert i afslapning, og det har været det hele værd at vi måtte vente flere år på at han blev tryg nok til at ville putte hos os. Nu står han ofte på sofabordet og venter tålmodigt på, at vi lægger et tæppe ud imellem os i sofaen - der trods alt stadig er lidt for farlig at ligge direkte på - og så er han ellers en kjælemousch resten af aftenen. Det er dog min mand, der må forsyne mig med aftensmad/snacks/cola, for Jimmy løber forventningsfuldt ud i køkkenet, hver gang jeg så meget tænker på at rejse mig fra sofaen - så det lader jeg som regel være med. Det er en ret god deal.   
Der er sket store ting i Jimmys liv siden sidst han havde fødselsdag, for vores nye altan har virkelig beriget tilværelsen for min gamle indekat, der kun har været ude af lejligheden en enkelt gang, siden han flyttede ind. Han lærte lynhurtigt at have selen på, og selvom hans ture ud i den friske luft var særdeles korte de første par gange, er han nu blevet ret glad for at slappe af i solen. Billedet er fra den allerførste gang, han var ude på altanen, og det minder mig også om hvor glad jeg er for at være sluppet af med vores mørke, brune gulv - for selvom det nye, lyse gulv afslører uendeligt mange flere sorte kattehår, er værelset blevet et helt andet sted at opholde sig. Det er også blevet Jimmys favoritrum, og hans nye yndlingsplads er på min striktrøje foran altandøren. Jeg var egentlig ret glad for den trøje, men jeg nænner ikke at fjerne den nu, så det bliver nok bare en ekstra fødselsdagsgave til den forkælede minimis. Tillykke, Jimmy! <3 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar