fredag den 4. juni 2021

it covered up my soul


Det er stukket helt af. Jeg har altid været glad for at bygge LEGO - jeg fik mit første sæt i julegave som fem-årig i 1990 (Forestmen's Crossing) og udvidede op gennem min barndom med sæt fra især Castle- og Islanders-serierne. I mine tyvere købte jeg nogle få sæt; blandt andet enkelte med Lord of the Rings-tema, men jeg begyndte først for alvor at samle igen for nogle år siden, da der langsomt flyttede mere og mere Harry Potter-LEGO ind på hylderne. Det sidste års tid er tempoet dog eskaleret noget, og siden jeg løb tør for HP-sæt, er jeg begyndt at købe alt for mange andre sæt, der tiltaler mig. 
Jeg kan i forvejen godt have svært ved at styre mine besættelser, så det er lidt med vilje, at jeg har afholdt mig fra LEGO Masters og diverse facebook-grupper. Mens jeg sad i lufthavnen og ventede på at flyve til Aalborg for et par uger siden kunne jeg dog ikke længere lade være; og jeg har ikke set mig tilbage siden. Det har både været fantastisk og forfærdeligt at se andre - mange, mange andre - være super meget mere nørdede end mig, for jeg er blevet enormt inspireret til nye byg - men føler også jeg har fået carte blanche til at købe endnu mere LEGO. Og det har jeg gjort! Den næste tid kommer jeg derfor til at dele nogle af mine nyindkøb, og så må jeg også beklage en lille smule at jeg nu har tilføjet endnu en specifik besættelse til bloggen, der nok i forvejen består af lidt for meget Stephen King og lidt for mange chips. 
Hos min søster slugte jeg alle tilgængelige afsnit af det danske LEGO Masters, hvorefter jeg herhjemme har haft både det amerikanske og det australske kørende i baggrunden, når jeg byggede. Jeg er dog på ingen måde kreativ som de ekstremt talentfulde byggere fra programmerne - jeg føler mig helt klart mest komfortabel med bare at følge en vejledning, men nu har jeg opdaget en helt ny verden af LEGO-fans, der deler byggevejledninger til deres egne kreationer, så nu kan jeg få endnu mere ud af mine sæt. 
Jeg er som sagt begyndt at købe de sæt, der tiltaler mig på den ene eller anden måde, og selvom jeg faktisk aldrig har set ret meget Sesame Street, blev jeg enormt draget af farveeksplosionen og de mange nuttede detaljer. Karaktererne kender jeg selvfølgelig også, og jeg kan godt lide, at der er lavet særlige minifigurer med en lidt anden facon end de almindelige - jeg er især glad for Big Bird og Oscar the Grouch. Sættet er nemt og hyggeligt at bygge, og det er fyldt med små easter eggs, som man ikke nødvendigvis kan se, når sættet står færdigt - der er blandt andet en edderkop skjult i kælderen. Selvom jeg ikke kender alle referencerne er jeg vild med dem alle; Sesame Street er et sæt, jeg rent faktisk godt kan lide at lege lidt med, og det er helt bestemt alle pengene værd.  

4 kommentarer:

  1. Jeg syntes det er dødhyggeligt, selvom jeg aldrig i mit liv har lavet lego. Eller læst/set S.K. Og altid køber Pringles, de grønne.
    :)

    Jeg begyndte engang at græde lidt over en kok´s entusiastiske gennemgang af menuen (det var viiiildt pinligt), men jeg blev bare så rørt over at jeg kunne MÆRKE hans passion. Han var fløjet ind til det her meget fancy arrangement, og han havde haft surdejen med i håndbagagen. Armenhva? <3

    Så skriv om lige hvad du lyster, det er bare så super hyggeligt at læse med hos dig.

    Kh
    HemmeLine

    SvarSlet
    Svar
    1. Din kommentar gjorde mig virkelig glad! Sikke et dejligt kompliment at få, tusind tak! Manglende LEGO- og S.K.-interesse opvejes næsten af, at du foretrækker de grønne Pringles - det var trods alt den variant, der startede det hele for mig, og som er testens pointsystem. :D

      Det lyder SÅ pinligt med den entusiastiske kok, men jeg kan 100% godt forstå dig, og kan ikke helt udelukke, at jeg ikke havde gjort det samme. Det er godt nok også engagement, der vil noget! <3

      Slet
  2. Jeg er også blevet smittet med LEGO-feberen! Jeg har tegnet abonnement hos bygogbyt, så kan jeg få byggelysten stillet uden at det koster mig en formue. Kan du henvise til nogle hjemmesider, hvor man kan få fans-byggevejledninger? Sommerferien i år er dedikeret til at få vasket og sorteret alt vores Lego! Din blog er hyggelig og du skriver godt. VH Anne W.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor fantastisk! Det er en farlig feber, synes jeg. Jeg har også haft kig på bygogbyt, men tak for lige at minde mig om den - det er jo en fremragende idé. Jeg er stadig ikke blevet suget allerlængst ind i det sorte hul, så jeg vil nødig komme med halvhjertede anbefalinger før jeg har researchet mere, men jeg tror man kommer langt i diverse facebook/reddit-grupper - jeg er f.eks. medlem af en, der hedder Hogwarts MOC Lego, der viser (og ofte deler vejledninger til) selvbyggede Harry Potter-modeller.

      Tusind tak! <3

      Slet