tirsdag den 21. september 2021

so shall it cease at my command

 


Tak for de sidste 11 år! Lad os snuppe 11 mere lige her: 

tirsdag den 14. september 2021

summer's gotten away from us

 


- Jeg har været forkølet on/off i over en måned - hvilket har været overkommeligt, omend moderat irriterende - og nu er det kulmineret i en grad, der nok kræver en sygemelding fra arbejde i morgen. Det er altid umuligt for mig at vurdere, og jeg er den trælse type, der helst skal sendes hjem af mine kollegaer, men denne gang er jeg selv ret sikker på, at jeg bør blive under dynen i morgen. 

- Jeg har ellers lige holdt fri i fire dage netop med henblik på at blive helt fri af forkølelsen. Og jeg synes, at jeg gjorde hvad jeg kunne - fredag spiste jeg is i solen på stranden i Vedbæk, søndag cyklede jeg en langsom tur til Tårnby på venindebesøg, og de andre dage har jeg sovet meget længe, bygget LEGO og lyttet til podcasts. Det var meget tiltrængt, men åbenbart ikke helt nok.

- AaB ligger efter otte runder på tredjepladsen i Superligaen. Dét havde jeg ikke lige set komme! Men hvor er det dog en fornøjelse at se fodbold i øjeblikket, ligesom jeg også sætter stor pris på fanpodcasten Rød Aalborg, der senest havde et super interview med vestegnsdrengen Louka Prip, der er en af mine nye favoritter på holdet.

- Efterårssæsonen er for alvor startet på streamingtjenesterne, og jeg ser herligt mange tv-serier i øjeblikket. Der er nye sæsoner af American Horror Story, The Walking Dead, What We Do In The Shadows, La Casa De Papel og Sunday, og senest er min mand og jeg (lidt sent) blevet blæst bagover af WandaVision. Vi ser naturligvis også Gift Ved Første Blik på DR, selvom jeg egentlig slet ikke er i stand til at tolerere al den akavethed. 

torsdag den 9. september 2021

you take only seconds to draw me in

Nogle af mine allerførste LEGO-sæt var med middelaldertema, og de har en særlig plads i mit hjerte. Byggeteknikkerne og modellerne tiltaler mig langt mere end teknik og rumskibe, og jeg blev øjeblikkeligt forelsket i Middelaldersmedjen da jeg så den første gang i foråret. Trætophuset, som jeg endnu ikke har vist frem, er helt i særklasse, men ellers er smedjen klart blandt mine nyere yndlingssæt. Først og fremmest synes jeg bare, at det er helt vildt flot! Det kan have noget at gøre med, at blå er min yndlingsfarve, men taget er særligt fint. De forskellige etager af huset kan nemt løftes af, og her fortsætter LEGO byggemetoden fra både de modulære bygninger og de nyere Harry Potter-sæt. Nederst er selve smedjen, og i køkkenet er hunden ved at stjæle en gulerod. Øverst oppe er soveværelset, hvor hunden med smedens accept igen har sneget sig op i sengen - til hustruens store irritation. Den anspændte stemning bliver dog heldigvis brudt af et par Black Falcons, der kommer i hestevogn for at kigge på og købe flotte sværd. 

Jeg er naturligvis særligt glad for huskyen, selvom det ikke er et helt indlysende valg til sættet. Jeg blev grebet lidt af stemningen under fotograferingen og lod hunden hjælpe hesten i en heroisk befrielses- og berigelsesaktion, så ridderne må selv trække vognen hjem til slottet (jeg håber virkelig at smedjen blot er det første sæt af mange i en relancering af Castle-temaet, for det har været SÅ fedt med et mere komplekst byg end dem fra min barndom). Der er så mange fine detaljer, og i modsætning til mange andre nyere LEGO-sæt, var der ikke et eneste klistermærke med - hvilket for mig er en god ting, og bestemt heller ikke nødvendigt. Den koster 1299,-, hvilket jeg finder ganske rimeligt - jeg kan i hvert fald klart anbefale 'Medieval Blacksmith'. 

mandag den 6. september 2021

a thousand suns are in the sky right now

Jeg har haft en helt ufattelig dejlig forlænget weekend i det nordjyske hos min familie. Jeg tror ikke helt, det var gået op for mig HVOR meget, jeg trængte til det, men min krop var begyndt at give mig små stresstegn (OK, halvstore tegn. Jeg glemte min computer hos min søster, og opdagede det først i sikkerhedskontrollen i lufthavnen. Min stakkels far måtte trykke lidt på speederen og hente den, og jeg fik den overleveret af verdens venligste lufthavnspersonale seksten minutter før planlagt take-off. Det ligner mig virkelig, virkelig ikke!). 
Men på Gjøl kunne jeg komme helt ned i gear. Jeg gik lange ture med Esther, der blev gode venner med et par køer nede ved fjorden, og jeg har tilbragt mange timer i den solbeskinnede have i selskab med nysgerrige høns, min skønne niece, graphic novels og cola. Jeg kan ikke komme i tanke om ret mange andre steder, jeg hellere ville opholde mig på en solrig efterårsdag, hvor det stadig føles som sommer. 
I lørdags tog min far og jeg på udflugt med min niece. Først var destinationen en episk skovlegeplads med nærliggende dådyrpark, hvor vi fik flere timer til at gå med at lege, spise pølsehorn og kigge på søde dyr. Men på hjemvejen kørte vi forbi et skilt mod Brønderslev Marked, hvilket ingen af os kunne modstå, og pludselig (eller efter 45 minutters bilkø, men hvem tæller?) stod vi midt på pladsen, hvor Sussi og Leo spillede 'For Evigt'. Min niece fik ret let lokket en ballon ud af morfar, og jeg er vild med, at hun valgte koen! (Den hedder i øvrigt MacGyver nu - opkaldt efter den nuttede pony, vi også nåede at hilse på). Brønderslev Marked var en uventet lille perle midt i min Jyllandstur, og det var også virkelig hyggeligt at være afsted med min niece og min far alene.