torsdag den 29. december 2011

you must be a christmas tree

Det er trods alt stadig december, og juleaften var så hyggelig, at jeg gerne vil dele lidt mere af den gode julestemning inden året rinder ud. Der er liv og glade dage i køkkenet når mor laver mad - man kunne jo være heldig, at der faldt et lille stykke and af. Og der er varme i gulvet! Hvilken lykke, når man er en lille (eller i Milles tilfælde, kæmpestor...) kat eller hund. Jeg selv smagte på sovsen en fem-seks gange mere end nødvendigt, og som min tallerken afslører, var jeg meget glad for den. :) Min bedstemor og min søster kiggede i førstnævntes ældgamle kogebog, som hun selv har skrevet opskrifter i, da hun arbejdede som ung tjenestepige. Nu har min søster fået den, og samtidig overtaget det ærefulde hverv at lave årets chokoladekage. Den skal helst være stenhård og med et tykt lag af smørcreme i midten - og min søster er mindst lige så god til at lave den som min bedstemor. 

tirsdag den 27. december 2011

mine fantastiske julegaver

Juleaften var den bedste af slagsen i mange år - også på gavefronten. Jeg fik selv givet et par gode gaver væk, synes jeg, og jeg modtog SÅ mange dejlige gaver! Egentlig var aftalen lidt, at jeg i år mest ville få penge - dem har jeg ikke så mange af i øjeblikket, og de skal bruges på en rejse med min kæreste i det kommende år. Og jeg fik rigtig mange penge af min søde bedstemor! Derudover har mine forældre været virkelig gavmilde (de står bag det meste på billederne), så jeg mærkede overhovedet ikke til mangel på gaver under træet - jeg fik næsten pinligt mange. Jeg har ikke engang fået taget billeder af dem alle. Jeg fik nemlig også to gavekort til Matas, fra svigerforældre og onkel og tante, samt et dejligt tykt strandtæppe af min faster og hendes kæreste. Min mor er uhyggeligt god til at ramme min smag, for selvom jeg i år havde givet hende en meget sparsom ønskeseddel, ramte alle gaverne plet. Min søster forærede mig øreringene (som jeg ELSKER) + et bevis på, at jeg med hundrede kroner har støttet kampen for at gøre opdræt af burræve forbudt (hurra!), og det gjorde mig glad på en aften, der generelt stod i dyrevelfærdens tegn: andestegen var fra en glad (altså indtil for et lille stykke tid siden), fritgående and - og den smagte fantastisk.     

søndag den 25. december 2011

no one seems to be around today

I kan tro, at jeg hygger mig her i mit barndomshjem med det gode gamle julepynt - julemanden og den overdimensionerede skål risengrød er lavet af Tine, 4.A, og nissen forestiller min far, som han så ud for en ti-femten år siden, da han blev tegnet af sin kollega. Han ligner nu stadig meget godt, han har bare fået lidt smartere briller siden sidst. :) Det er mit yndlingsjulepynt, og jeg var helt skuffet, da jeg kom hjem den toogtyvende og han ikke var fundet frem - men det fik vi hurtigt rettet op på. Min søster har lavet hjemmelavede kort med hunde og glimmer, og på en af mine forældres mange julepyramider spiller englene julemusik. Juleaften var den bedste længe; helt stille og rolig og hyggelig - og indbringende, men mere om det senere. 

mandag den 19. december 2011

hitler og hundejahre

Jeg er ved at lægge sidste hånd på min opgave, der skal afleveres tirsdag kl. 15. Den hedder "Dyresymbolik og mytologi i Günter Grass' Hundejahre", og i opgaven argumenterer jeg for, at de sorte schæferhunde i romanen skal opfattes som repræsentanter for ondskab. Günter Grass har fundet inspiration i virkeligheden, når han skriver om Hitler og dennes forhold til hunde, for som billederne viser, var Hitler meget glad for hunde. Billederne er selvfølgelig også ren propaganda, da de skulle vise tyskerne en mere menneskelig side af Hitler, og jeg synes det er helt mærkeligt at se ham posere på den måde. Hans yndlingshund hed i øvrigt Blondi. Nazityskland var et af de første lande, der indførte skrappe regler mod dyremishandling, og det første land, der fredede ulven. Men det er jo ikke ligefrem dét, man husker her halvfjerds år efter...

søndag den 18. december 2011

the horrors of stephen king

Denne dokumentar er rent guf for en Stephen King-fan som jeg.  I en time guides vi igennem Kings horrorfilmhistorie, fra hans yndlings monsterfilm i tresserne, over hans dårlige jokes om Twilight-filmene til ros af både originalen og remaket af en af mine yndlingsgysere, The Ring. Han kommer altså vidt omkring, og jeg har delt den op i mindre bidder. Hver gang han viser klip fra en potentiel interessant film, finder jeg gode scener på YouTube. Det er teknisk set research i mit film- og mediehistoriefag, hvis vi strækker den lidt... Ellers er det bare en virkelig god overspringshandling.  

De sidste tyve minutter omhandler King-filmatiseringer, og det er spændende at høre, hvorfor han var fundamentalt uenig med Stanley Kubrick omkring "The Shining". Sidstnævnte tror åbenbart ikke på begrebet helvede, og insisterer på at se spøgelser som en grundlæggende positiv ting. Hotellets endeligt beskrives også vidt forskelligt i bog og film, men King anerkender dog den uhyggeligt skræmmende billedside - han mener bare, at filmen er mere surface end substance.  Begejstret er han til gengæld når det kommer til David Cronenberg, der instruerede "The Dead Zone.", og en af hans yndlingsfilm er "The Fly", som jeg så i en teenagedrengekælder i Herning hos en af mine første kærester.



En anden af hans favoritter er den i hans øjne nyskabende "Blair Witch Project", og det er tilfældigvis også en af mine yndlingsfilm. "Just talking about it, I break out in goosebumps", og sådan har jeg det også, når jeg tænker på visse scener i filmen. Han indrømmer at have slukket for lyden på et tidspunkt, og det gør jeg også, når jeg ser den alene. Samme følelse får han af Paranormal Activity-filmene.


Han snakker også om sine cameos i efterhånden mange af filmatiseringerne. Følelsen af at tilfredsstille sine fans får ham til altid at sige ja, og personligt elsker jeg når mesteren selv optræder som præst eller dommer. Min yndlingsoptræden er nok netop præsterollen i Pet Sematary. Cujo er han ikke med i, men han er mere end tilfreds med filmatiseringen og især skuespillet. Hans yndlingsfilm indenfor egen produktion er The Dead Zone, Misery og Cujo. Nå, men hele denne gennemgang er altså virkelig seværdig - mest hvis man kan lide Stephen King, men også hvis man er interesseret i horrorfilm generelt.    

fredag den 16. december 2011

zunge heraus

I forbindelse med min opgave har jeg lige læst et portræt af Günter Grass om Hundejahre (som er den roman jeg skriver om) i Der Spiegel fra treogtres. Artiklen hedder "Zunge heraus!" og har hjulpet mig meget. Jeg er på tolv ud af seksten sider! Da jeg skriblede brugbart materiale ned på den lille computer, Lillen, gik den anden på pauseskærm og viste tilfældigt dette billede af Silke i solen. What are the odds! I får lige to billeder af Silke, da hun er så ekstremt nuttet og ikke altid ser dum ud. Men det ved I vel efterhånden godt. Silke-tagget vokser sig større og større ude i siden. Jeg glæder mig sådan til at komme hjem til min familie og alle dyrene igen. Én uge, så er jeg hjemme!

onsdag den 7. december 2011

Stephen King - 11.22.63.

Det tog mig kun en uge at få læst den nyeste Stephen King, og havde jeg ikke haft min BA hængende over hovedet, havde jeg nok slet ikke lagt den fra mig overhovedet - den er nemlig en rigtig pageturner. Emnet denne gang er time-travel, og befriende nok skal vi ikke høre om skøre videnskabsmænd med avancerede tidsmaskiner, her går vejen direkte tilbage til 1958 gennem et ormehul i baglokalet af en amerikansk diner. Vores sympatiske hovedperson Jake Epping er på en mission - han skal finde Lee Harvey Oswald og forhindre mordet på præsident Kennedy. Men der er nogle år til 1963, og de bliver blandt andet tilbragt i Derry - lige efter børnene fra It (ja, den med klovnen) midlertidigt har reddet verden. Jeg elsker, når Stephen King refererer til sine andre bøger, så for mig var det en helt perfekt start på den syvhundrede sider lange fortælling.


Jeg vil ikke afsløre for meget, men det er virkelig interessant at læse om hvordan en mand fra 2011 oplever 1958. Der er en snert af den følelse man kan få ved at se Mad Men - vi ved alle sammen bedre nu, men det er også nostalgisk, trygt og rart. Okay, det ER trods alt Stephen King vi har med at gøre, så idyllen bliver selvfølgelig brudt af bestialske mord med økser og lignende, men langt hen af vejen er bogen en feel-good, american lovestory. Stephen King skriver om to slags ondskab; den overnaturlige samt den menneskeskabte ondskab, og dette er et godt eksempel på sidstnævnte. Her er ingen rabies-ramte hunde, tvillingepiger i tomme hotelgange eller onde spøgelser, men til gengæld et par helt utroligt usympatiske mænd, der er lidt for glade for at slå på deres koner.

Med 22.11.63 beviser SK (i hvert fald over for mig), at han heldigvis er langt fra at være færdig med at skrive. Hans forrige bog, novellesamlingen "Full Dark, No Stars" var en lille smule skuffende, men nu er han tilbage for fulde omdrejninger. I denne weekend bliver filmatiseringen af en af mine yndlingsbøger "Bag of Bones" i øvrigt vist i USA - jeg glæder mig helt vildt til at se den!

mandag den 5. december 2011

the walking dead - mid-season finale

I søndags løb foreløbigt sidste afsnit af anden sæson af The Walking Dead over skærmen i USA, og nu skal vi vente helt til februar for at få resten. Det er ulempen ved slavisk at måtte se det nyeste afsnit så hurtigt som muligt, og derfor jeg oftest venter til der er en hel sæson med at kaste mig over en tv-serie. Jeg har været ret begejstret for anden sæson også - den lever bestemt op til første, selvom den sine steder er en anelse lang i spyttet. Fyrre minutters dialog er dog bestemt til at leve med, for de sidste ti minutter af hvert afsnit er helt fantastisk zombie-action. Instruktør Frank Darabont er siden sidst blevet fyret, hvilket jeg finder rigtig ærgerligt - der gik rygter om, at Stephen King skulle være gæsteinstruktør på et afsnit, men det er helt sikkert udelukket nu. Tilsyneladende var han ikke tilfreds med de stigende budget cuts - han skulle lave tretten afsnit af anden sæson for de samme penge som seks afsnit af første sæson kostede. Jeg håber ikke, at det bliver alt for tydeligt til foråret. Men sikke en mid-season finale! Nå, ingen spoilers - glæder mig til februar!  

fredag den 2. december 2011

mad men

I løbet af de sidste par måneder har min kæreste og jeg pløjet os igennem alle fire sæsoner af Mad Men, og jeg kan faktisk ikke rigtig finde ud af, hvad jeg synes om det. Bevares, det ER da virkelig en flot og spændende serie, men den virker bare ikke specielt overbevisende, og så er den simpelthen for unuanceret i skildringen af de forskellige menneskeskæbner. January Jones' karakter Betty Draper var lige fra starten en af mine favoritter - hun var noget mere kompleks end hvad man kunne forvente og vækkede nok alle kvinders sympati - men i de sidste par sæsoner har hun KUN været på skærmen når hun er utilfreds og skælder børnene ud, og nu fremstår hun mest af alt som en sur kælling, der ikke længere er vigtig for historien. Det er for nemt, og det er en skam.

Serien forsøger at favne alt for bredt, og det gør, at alle problemerne virker særdeles overfladiske. Peggy Olsons uønskede graviditet og medfølgende indlæggelse behandles i halvandet afsnit, og derefter fortsætter hun frisk og frejdig med sit arbejde som om ingenting var sket - what the fuck? En anden potentielt interessant sidehistorie er om homoseksuelle Sal og hans helt utroværdigt søde kone, der må være mere end almindeligt langsomt opfattende. Denne historie når dog heller aldrig at udvikle sig - pludselig er Sal fyret (og dermed skrevet ud af serien), og det eneste man står tilbage med er endnu et lidet flatterende karaktertræk ved Don Draper - han er også homofobisk.

Forstå mig ret - det ER en ganske hæderlig serie, men jeg forstår simpelthen ikke den hype der er skabt omkring den. Jeg tror aldrig, at vi på min arbejdsplads har solgt så mange eksemplarer af en tv-serie som med Mad Men - og det er ALLE typer, der køber den. Hvorfor? Som skrevet på dvd-boksen er den lavet af skaberne af Sopranos, der efter min mening er klasser bedre end Mad Men - et meget mere ærligt og rørende billede af en gruppe mennesker. Paradoksalt nok virker Sopranos' gangstermiljø hundrede gange mere troværdigt end dette kunstige glansbillede af starttresserne - der er forhåbentlig ikke nogen der for alvor tror på, at vi får bare nogenlunde realistiske skildringer af reklamebranchen. 

Serien er derudover spækket med seksuelle, chauvinistiske, racistiske og homofobiske punchlines - fordi "sådan var det dengang", men det virker nærmest som en undskyldning og blåstempling af igen at grine af ting, der for længst er blevet politisk ukorrekte. Hvis jeg vil se grove jokes, tænder jeg for South Park og American Dad, der går så meget over stregen at det KUN kan være sjovt - i Mad Men er det kun sjovt første gang Roger Sterling kommenterer Joan Harris' "perfect ass". Betyder alt dette, at jeg ikke skal se femte sæson? Nej da - til marts tager vi en tur mere. :) 

søndag den 27. november 2011

come, ring the curtain up

Jeg kunne ikke stå for de små nøddeknækkere med de desperate øjne og de grimme tænder. De er fra turen i Tivoli, og man må sige, at de passer ret godt ind med resten af min beskedne samling julepynt. OK, det er i virkeligheden løgn, jeg har meget mere julepynt, men det er altså blevet forvist til det lille værelse. Der er ligesom ikke mere plads her i stuen - vindueskarmen er fyldt med kaktus i alle former og størrelser. Fra palmen hænger den ene julepølse og dingler, mens den anden nyder solens stråler på en plante i vinduet. Min kæreste synes det hele er forfærdeligt, men han bærer heldigvis over med mig, så længe det ikke tager overhånd. Og det er et løfte jeg kan holde - i hvert fald i et par år endnu, til jeg får samlet mig endnu mere tyskinspireret julepynt!  

torsdag den 24. november 2011

all the figures I used to see

Disse fem helt uimodståelige skabninger flyttede ind hos mig da min veninde var på besøg - de er købt i en butik i Strædet. Egentlig havde jeg slet ikke råd (havde også lige købt den der sommerfugleplakat + tre Tarkovskij-film), men jeg blev grebet af stemningen, og jeg kan heller ikke helt udelukke at jeg køber endnu et sæt engang... (måske det med de kloge ugler) Jeg havde ikke forestillet mig HVOR besværligt det ville være at klippe alle de små dele ud og lime dem sammen (fik heldigvis hjælp), og det er vist også ret tydeligt, at katten var den første jeg lavede.

I går var jeg på arbejde hele dagen. Jeg har lidt svært ved at komme op om morgenen i øjeblikket - jeg er ekspert i at udsætte min alarm, men jeg har fundet ud af, at det er meget lettere bare at stå op. Derfor sprang jeg næsten ud af sengen, da min alarm bippede første gang - og fik hikke. En meget insisterende hikke. Der blev ved i TO timer OG vendte tilbage, da jeg havde spist frokost. Jeg tror helt seriøst ikke jeg ville kunne leve med at have kronisk og konstant hikke. I går aftes var jeg pylret og frøs, så min kæreste og jeg kravlede under flere tæpper og så et par afsnit af Carnivale, som vi lige er begyndt på. Det er VIRKELIG fedt!

lørdag den 19. november 2011

game of thrones

Fredag eftermiddag og aften blev tilbragt i Nordvest i selskab med Rannvá, Tobias, Game of Thrones, Coca Cola og popcorn. Så bliver det altså ikke meget bedre. Vi snuppede lige syv afsnit i træk, og jeg er blæst fuldstændig væk. Jeg har set det beskrevet som "Sopranos i Middle-Earth", en rimelig sammenligning, selvom hele dette univers er har så meget mere. Jeg vil ikke skrive en hel roman, for Rannvá har allerede skrevet en fin anbefaling af det - den kan du læse her. 

tirsdag den 15. november 2011

to ting jeg virkelig holder af

To ting jeg virkelig holder af, er Stephen King og Harry Potter. Den allersidste film udkommer på dvd i dag, og den er selvfølgelig flyttet ind på hylden til de andre i serien. Det er helt mærkeligt, at det er slut nu. Og hvor ville jeg dog ønske, at de havde udeladt de sidste fem minutter af filmen. Det er jo en pinagtig afslutning på en stribe gode film. Også Stephen King er fan - jeg kan endnu engang anbefale The Dark Tower, den sidste bog er ren meta (Stephen King selv spiller en vigtig rolle i historien) og fyldt med referencer til Harry Potter-universet. Jeg er helt overbevist om, at jeg stadig læser begge dele når jeg fylder firs. ...Men hvorfor er Stephen Kings briller altid lidt for små?

Den nyeste King har jeg fået som en tidlig adventsgave af min far, og jeg hentede den på posthuset i går. Jeg er allerede i fuld gang med den. Prøvede halvhjertet at lave en aftale med mig selv om, at den først måtte læses efter jul - men jeg vidste jo godt, at jeg ikke ville kunne lade den være. I øvrigt ventede jeg fem kvarter på lægen i går. Inden jeg havde hentet bogen, selvfølgelig. Suk, it's a cruel world. I stedet måtte jeg fordrive tiden med at smile til andre folks babyer, læse Billed Bladet og stirre ud af vinduet. Min læge var i det mindste virkelig sød - som altid. Det er rart at have en læge, der rent faktisk virker interesseret i hvad der foregår.  

mandag den 14. november 2011

the devil and daniel johnston

Jeg har fået den anbefalet flere steder fra, og nu har jeg endelig fået set "The Devil and Daniel Johnston", der er en af de bedste og mest rørende (musik)dokumentarer jeg nogensinde har set. Her er et helt unikt indblik i den maniodepressive kunstners barndom; han har nemlig lavet små film og kreative projekter siden han var helt ung. Senere eksperimenterer han lidt for meget med sprut og stoffer, hvilket kun fremmer hans vrangforestillinger, og det er et frygteligt ærligt billede af total menneskelig nedtur. Vi får dog heldigvis også opturen at se. Der er nemlig så meget mere i denne film der er smukt og optimistisk. Musikken er virkelig god, og Daniel er faktisk også ret sjov - ligesom de mange interviews med hans forældre og venner er det. En hel klar anbefaling herfra til folk, der godt kan lide dokumentarfilm, menneskeskæbner og god musik.  

søndag den 13. november 2011

get lost in the memory

Jeg har haft den allerbedste og hyggeligste weekend sammen med min søde veninde, der kom flyvende helt fra Hobro for at tage forskud på julestemningen. I går gik vi først en lang tur i det gode vejr - først rundt på Christiania og ind over Knippelsbro, og derefter gik turen gennem Strædet, hvor vi fik brugt lidt penge på de fineste ting. Jul i Tivoli har hele tiden været udgangspunktet for vores weekend, så selvom vi begge synes det var liiiige tidligt nok med julemusik og klejner, var det dér vi brugte det meste af eftermiddagen. I år er temaet russisk jul, og som I nok kan fornemme, er de virkelig gået all-in. Jeg har aldrig tidligere besøgt Tivoli til jul, men det bliver bestemt ikke sidste gang, for der var SÅ fint. Først på eftermiddagen var der heller ikke ubehageligt mange mennesker; de myldrede først til, da mørket faldt på. 

Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har haft en weekend alene sammen. Men vi har kendt hinanden i snart et kvart århundrede(!), så tiden fløj af sted, og egentlig havde vi slet ikke tid nok. Vi kiggede i gamle fotoalbums og grinede og græmmede os over senhalvfemsernes mode; vores halbal-outfits og tur til Italien, og det var bare SÅ hyggeligt. Hun er faktisk den eneste veninde jeg har fra min hjemby og min opvækst, og nogle gange er det bare rart at kunne referere til fælles folkeskolelærere, klassekammerater og byens originaler. Alberte på halvandet blev hjemme hos far og sagde kun HEJ og HEJ HEJ i telefonen, så der var dømt hygge helt uden forstyrrelser. I morges lavede vi morgenmad med hjemmebagte boller, pandekager, scrambled eggs, bacon og frugt - et overdådigt måltid som vi fik spist det hele af, inden jeg fik taget et billede. Yndlingsweekend!

tirsdag den 8. november 2011

freaks and geeks

Freaks and Geeks er på et splitsekund blevet min yndlings ungdomsserie, og jeg ville have givet meget for at have set den i 1999, hvor serien er fra og hvor jeg var fjorten år. Beverly Hills, Dawson's Creek - you ain't got nothing! Der er virkelig mange gode skuespillere samlet i én serie; Seth Rogen, James Franco, Linda Cardellini og især Jason Segel er helt fantastisk. Jeg tror endnu ikke, at jeg har set ham i en dårlig rolle? Freaks and Geeks kredser sig om Lindsay og hendes lillebror Sam, der begge går i high school i Michigan i 1980, og gæt selv, hvem der er henholdsvis freaks og geeks!

Det er et dejligt umiddelbart portræt af ungdommen, og meget nemmere at relatere til end til de førnævnte serier. På de kun atten afsnit omfavner den godt nok ufatteligt mange typiske problemstillinger og stereotyper, men det virker alligevel afbalanceret og ikke helt urealistisk. Og så er den bare virkelig, virkelig sjov! Der er så mange helt åndssvage situationer; især Lindsay og Sams håbløst gammeldags forældre er søde, men ofte ganske tåkrummende pinlige. Denne serie har alt - min eneste anke er, at den ikke er udgivet på dvd i Europa. Jeg lånte serien af Rannvá i region et-format og så den på min computer, men der måtte gerne stå et eksemplar på min egen hylde.      

mandag den 7. november 2011

nature sometimes makes mistakes

Min søsters hest Serafina blev flyttet til sit nye hjem i lørdags. Her er de nye staldkammerater NOGET mindre end hvad hun er vant til, til gengæld scorer de ekstremt højt på nuttethedsskalaen. Den brogede hedder Alfie, og dværgponyen hedder Pusle - og hende kan jeg altså godt finde plads til i min lejlighed! Serafina følte sig dog lidt truet (her må jeg retfærdigvis sige, at det ikke var disse små yndigheder hun følte sig truet af) og sprang ud af folden to gange i går, men mon ikke hun snart falder ordentligt til. Det er i øvrigt min gamle rideskole; et sted jeg har tilbragt det meste af min tidlige ungdom, så det var ret sjovt at være tilbage.  

søndag den 6. november 2011

walking in the woods

Efteråret er langt fra min yndlingsårstid, men det er godt nok en af de flotteste. Jeg er glad for, at jeg nåede en tur hjem inden de sidste blade faldt af træerne, for jeg synes nu engang de er pænere på grenene end på jorden. De små knægte blev med deres plasticsværd og brynjer forvandlet til mægtige krigere på en vigtig mission - og overbeviste selv Silke, der lige måtte hen og knurre lidt af dem. Huset på toppen af bakken er vist et yndet udflugtsmål for kysselystne folkeskoleelever - det er dog ikke noget jeg selv kan bekræfte, da jeg dengang ikke havde stort held med kæresteriet. Jeg må hellere tage Simon med derop engang og tage revanche.