onsdag den 27. maj 2015

there's a plane and I am flying

I weekenden tog jeg forskud på sol og sommer på min fars terrasse, hvor der også bor en nuttet fugl med unger. Min far og søster lavede lidt havearbejde; jeg kiggede på, og min søster lavede den fineste sammenplantning til vores mor med den blomst, jeg havde købt til hende tidligere. Jeg kan godt lide, at der nogle gange står noget på kirkegården, som jeg har udvalgt. Det var en skøn eftermiddag, og jeg er glad for at jeg lige nåede hjem inden Barcelonaturen. Der bliver syvogtyve grader dernede; sommertøjet er pakket, og vi flyver faktisk om et par timer. Jeg skal tilsyneladende betale elleve euro i døgnet(!) for wi-fi på værelset, så der bliver nok lidt stille herinde de næste dage - med mindre jeg lige snupper en pause med en drink på tagterrassen. 

tirsdag den 26. maj 2015

just reeks with the sweetest belief

Ved Havnø er der ikke kun flotte rapsmarker, men også uendelige mængder blomstrende ramsløg, hvis gennemtrængende duft altid vil minde mig om min bedstemor. Hun elskede, når skovbunden blev hvid, og vi tog herud hvert forår sammen med hende for at beundre, dufte til og plukke ramsløg. I lørdags besøgte vi hende på kirkegården inden vi kørte til Havnø, så på en måde var hun stadig med. Vi plukkede en stor bunke blade og en fin buket, og senere lavede min søster en lækker ramsløgspesto, der passede godt til den hele kylling vi fik til aftensmad. 

mandag den 25. maj 2015

it's more a case of haves against haven'ts

I lørdags var der fantastisk vejr - i hvert fald omkring Mariager Fjord - og min far, søster, hunden og jeg kørte en tur til Øster Hurup, hvor jeg har tilbragt de fleste af min barndoms sommerferier i min mormor og morfars campingvogn. Vi fik en is sammen med stort set resten af Nordjyllands befolkning, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvor travlt der må være i ishuset, når sommeren og turistsæsonen for alvor begynder. 
Jeg havde jo advaret jer om flere rapsbilleder, for da vi kørte omkring Havnø efter isspisning var der så overdrevet idyllisk, at vi gik endnu en lille tur i rapsmarkerne ved møllen. Mine bedsteforældre arbejdede på Havnø inden de købte deres egen gård nogle kilometer væk, og da min far var en lille knægt, var det her han kravlede i træer og løb rundt efter gæssene. Her var ingen mennesker, men i stedet nuttede køer og fuglefløjt, og på sådan en forårsdag i naturen har jeg svært ved at forstå, at jeg har valgt at bo i byen. 

lørdag den 23. maj 2015

a thought to wrap your head around

I går tilbragte jeg hele dagen alene med min søster, imens vores far var på arbejde og til middag hos nogle venner. Det er efterhånden længe siden vi bare har været os to, og det var simpelthen så hyggeligt at få snakket helt igennem. Uden far til at agere privatchauffør måtte vi tage bussen til Hadsund (jeg har teknisk set et kørekort, men kan overhovedet ikke forestille mig, at jeg nogensinde kommer til at køre bil igen), og Silke sad på skødet af min søster hele vejen.
Den endelige destination var rideskolen, og de tre kilometer fra rutebilstationen førte os forbi gemte skovsøer og de flotteste rapsmarker via små, hyggelige stier. Jeg ELSKER rapsmarker, og tog syv-ottehundrede halvdårlige billeder fra toget, da jeg kørte igennem et helt gult Danmark i torsdags, så min glæde var stor, da jeg endelig var helt tæt på. (På vores tur i dag fandt vi en endnu flottere rapsmark, så jeg kan ikke helt udelukke, at der kommer flere gulnuancerede billeder på bloggen i de kommende dage.)
Min søsters nye hest Welander er simpelthen så smuk, blid og kærlig, og jeg har glædet mig til at prøve en tur, lige siden min søster købte ham. Hendes gamle hest Serafina var noget mere utilregnelig og smed hende af i tide og utide, så hende turde jeg aldrig ride på. Men det føltes helt rigtigt at sidde på Welander, og jeg følte mig så tryg, at jeg til min søsters (og egentlig også min egen) store overraskelse pludselig satte ham i galop. På min rejse til Den Dominikanske Republik sidste år blev vi trukket gennem junglen på hesteryg, men det er godt nok ved at være mange år siden jeg sidst har redet selv - og galopperet. Jeg kan konstatere, at det er ligesom at cykle - man glemmer det vist aldrig helt, selvom tøjlerne kunne være strammere og holdningen bedre. Og så har jeg vist lidt længere ben og et mindre hoved end min søster, men det gik jo alt sammen alligevel.

Nu har jeg fået blod på tanden og har allerede planlagt, at jeg senere på sommeren skal låne en hest, så min søster og jeg kan ride en tur sammen. Jeg har vist også en veninde jeg kan lokke med til Kongelunden og leje en hest - og Pille og jeg snakkede faktisk også om at gøre det engang for tre-fire år siden; måske har hun stadig lyst. Det var i hvert fald en god oplevelse og en rigtig god dag - og skønt at hænge lidt ud med min søster alene.  

onsdag den 20. maj 2015

I'm short a foot or two from proud

Jeg har haft ret travlt på arbejdet den sidste tid, men der har også været plads til at fjolle lidt med mine kollegaer og grimme solskærme. Efter en kort arbejdsdag i morgen tager jeg til Jylland og besøger min far og min søster, for det er alt for længe siden jeg har set dem. Måske skal jeg prøve at ride på min søsters hest.  I næste uge  flyver vi til Barcelona - og om præcis otte dage står jeg med en kold øl i hånden og hører Battles ved Heineken-scenen, så jeg har altså et par gode uger foran mig.    
Jeg er også kommet forbi et par ting, der er pæne i al deres tristhed. Hvorfor blomstrer træerne i så kort tid? Og en skraldespand er vel bare lidt trist i sig selv, men den her er alligevel nok den flotteste, jeg nogensinde har set. Den er selvfølgelig at finde på min cykelrute tværs over Christiania.  
Jeg er så småt begyndt at pakke til Barcelona, og jeg har i den forbindelse ledt lidt efter et net jeg købte til den sidste Primavera Festival jeg var til, hvor jeg også så Battles - og jeg har undervejs i processen indset, at jeg har et problem. Jeg har nævnt det før, men jeg har helt klart for mange net. Man kan måske ane, hvor mange der gemmer sig bag de forreste, men det er ikke engang dem alle - jeg har FLERE. Øjeblikkeligt indkøbsstop! (Med mindre jeg finder et meget pænt et til festivalen...) 

søndag den 17. maj 2015

rolls that world right off my shoulder

Jeg har vist slet ikke fået det nævnt, men om lidt over en uge tager min kæreste og jeg en smuttur til Barcelona og Primavera Festival. Vi har været der et par gange tidligere - senest i 2011 - og sidste års tur til Porto bød på Primavera Festivalens lillebror, der havde et lige så charmerende setup som hovedfestivalen i Barcelona. Jeg er vild med, at der ikke er noget campingområde, at der er så god plads (især i Porto) og at folk ikke vælter sanseløst berusede rundt ligesom til de danske festivaler. Primavera har altid haft et helt eminent godt program, hvilket årets navne måske ikke helt lever op til, men jeg skal se flere af mine gamle favoritter*, opleve et par legender** og opdage nyt musik - eller se ting jeg godt kan lide live for første gang***, og jeg glæder mig - ligesom jeg også glæder mig til solskin og god mad.

*Belle & Sebastian, The Strokes, Death From Above 1979, Sunn O))), Ariel Pink, Battles, Dan Deacon, HEALTH, Interpol, Shellac, Sun Kil Moon, Swans, Panda Bear
**Patti Smith, Sleater-Kinney
***Fucked Up, Mac DeMarco, Tobias Jesso Jr., Viet Cong

fredag den 15. maj 2015

I think there's something in my eye

ADVARSEL! Her følger et, for de fleste af mine læsere, kedeligt indlæg om fodbold, men jeg må have det ud, for fodbolden døde lidt i dag. Den mistede i hvert fald som minimum lidt af sin sjæl. AaB smed alt håb om bronze og nok også drømmen om Europa væk med et nederlag på hjemmebane til OB her til aften, og selvom det er trist, accepterede jeg det allerede for et par uger siden. Med sidste års The Double kan jeg godt leve med en mellemsæson, for AaB ER ikke et hold, der kan ligge helt i toppen hvert år. Det værste ved årets sæson er, at FC Midtjylland nok ender med at rende med guldet, og det gør ondt helt ind i hjertet - men det er ikke derfor, jeg er trist i dag.

Som det ulækre billede viser, har AaB-drengen Kasper Kusk skiftet til FCK i dag. Jeg kan simpelthen ikke beskrive, hvor rasende det gør mig, så her citerer jeg lige en bruger fra AaBs debatside, der er lidt bedre til at sætte ord på nogle af de følelser jeg har: 'Jeg er godt nok overrasket over, hvor primitiv en voksen, relativt fornuftig person som jeg kan blive over det her. Men fuck hvor er han ulækker at se på med den klamme trøje i hånden - det svin... Og så slår fornuften til, og jeg husker at han også har en karriere at pleje, samt at AaB aldrig havde været villige til at smide tilstrækkeligt med penge efter Twente eller Kusk alligevel. Han har altid virket som en utroligt sympatisk gut, og jeg håber at han får hurtig succes og bliver solgt videre til udlandet. Det fucking svin. Føj.'  Her må jeg lige tilføje, at skuffelsen kun er så stor, fordi kærligheden var det samme. 

Men ÅH, Kasper Kusk, hvor kunne du! Jeg kan måske acceptere hans ønske om flere penge, for det kan AaB ikke tilbyde, men han drømte jo om udlandet, og transfervinduet er ikke engang åbnet endnu! Kunne han ikke liiiige vente lidt og se om der skulle dukke et andet spændende tilbud op i løbet af de næste par måneder, inden han fuldstændig forkaster hele sin fodboldopvækst og vender ryggen til sit under et år gamle statement: 'Jeg kan sagtens se mig selv spille i AaB igen. AaB er min klub'? Jeg ved godt, at klubskifter er en del af gamet, og  at FCK jo nok er et skridt opad i karrieren for Kasper Kusk, men mit hjerte kan ikke forstå, at spillerne ikke har samme klubfølelse som fansene. Øv. Det eneste der trøster mig er, at han ikke skiftede til FC Midtjylland eller Brøndby. 

torsdag den 14. maj 2015

all things being considered you'd call it a success

De forskellige poser chips til anmeldelse i denne omgang kommer fra så eksotiske steder som England og Sverige. De første fire, små poser havde min kæreste med hjem fra et besøg i London, og trods deres beskedne størrelse var de et fint bekendtskab - med de brede, riflede Cheddar & Onion-chips fra McCoy's som en af de to bedste. Chipsene var så dejligt tykke, at stort set ingen af dem var knækket i posen, og det var et stort plus, da jeg ikke er fan af smulder. Selve smagen var fin; med lidt mere løg end ost, men den kunne måske godt have været lidt mere dominerende. Jeg ender med karakteren syv (ud af ti) store pringlesrør.    
Min kæreste havde også tre små poser Walkers med hjem - Walkers er ejet af Frito-Lays Corporation og er derfor basically det samme som Lays, der er et af mine favoritmærker. Jeg var dog noget skeptisk over for disse tre eksemplarer, da jeg måske ikke synes rejecoctail og worcestersauce er oplagte smagsvarianter - men i England er de altså en del af det faste sortiment. Fælles for dem alle var en lækker konsistens og udformning af nogle tynde, smagfylde kartoffelskiver, der heller ikke går for meget i stykker i posen - og en fuldstændig ugennemsigtig varedeklaration, der ikke helt fortalte om indholdet i krydderierne, men lad nu det ligge.

Jeg tog det sikre valg og startede med Simply Roast Chicken-varianten, der faktisk var overraskende lækker. Den gode smag af grillkylling var ret autentisk og ikke tung eller overvældende; hvilket chips med kødsmag ellers godt kan have en tendens til at være, og posen var min anden, engelske favorit. De ender med karakteren syv ud af ti.  Famously Worcester Sauce-varianten var næste pose til bedømmelse, og her var smagen virkelig gennemtrængende. Jeg har aldrig smagt saucen irl, men internettet fortæller mig, at chipsene smager præcis sådan. De var ikke lige mig, men jeg må give point for en kraftig smag, og de får seks ud af ti pringlesrør. Definitively Prawn Cocktail var jeg mest forbeholden overfor. Jeg er egentlig glad for både skaldyr og fisk, men måske ikke i forbindelse med chips. Det skulle dog vise sig, at chipsene slet ikke smagte af rejer, men af det der dressing, der altid er i en rejecocktail - og så virkede det straks mindre ulækkert. I stedet var de bare lidt kedelige, og må også nøjes med seks rør.  
Posen med Hockeychips er denne rundes fineste, trods de associationer den giver til en vis forfærdelig fodboldklub. Men skriften er pæn, chipsene ligner sig selv, og farverne er trods alt flotte. De er bragt til København fra Malmø af min kollega og ven David, og jeg har forhåbninger om et fremtidigt samarbejde med henblik på at fremme interessen for svenske chips. Selve chipsen lever desværre ikke helt op til den smukke indpakning - det er en ganske reel grovchip, der minder om dem fra Netto og Fakta (som jeg åbenbart ikke har anmeldt.) De er altså ikke decideret dårlige - men bare heller ikke specielt spændende. Hockeychipsene kan lige akkurat snige sig op på syv ud af ti pringlesrør, også fordi de støtter det svenske hockeylandshold.   
Den sidste pose i denne omgang er også svensk - denne gang en gave fra min kæreste, der spillede en koncert i Lund tidligere på året. OLW er et udmærket mærke, der laver store, tykke, riflede chips, og denne gang skulle jeg prøve Grill Cheese & Onion-varianten. Jeg er meget ambivalent omkring varianten, for på den ene side er det nok det tætteste jeg er kommet den fabelagtige Queso Blanco-variant fra Den Dominikanske Republik, men på den anden side er der bare ikke nok pulver på chipsene. Smagen bliver nogle gange lige grillet nok, men alt i alt er de ret lækre, og jeg spiser meget gerne en pose igen engang, når nu jeg ikke kan få den bedste i kategorien. Otte ud af ti pringlesrør.    

onsdag den 13. maj 2015

I've got a big big big heartbeat, yeah

I mandags havde min kæreste og jeg været sammen i hele otte år. Vi plejer egentlig ikke at gøre så meget ud af dagen, men vi havde tilfældigvis fundet ud af, at Warren Ellis samme aften skulle præsentere filmen 'Loin Des Hommes' i Grand og fortælle om det soundtrack, han har lavet til filmen sammen med Nick Cave, og det måtte vi jo se. Jeg arbejdede hele dagen og gad ikke tage hjem før biografen, og så kunne vi jo lige så godt tage på restaurant og fejre det. Min kæreste havde købt en lille gave til mig, og så lykkedes det mig at overtale ham til et selfie inden vi tog på Madklubben på Vesterbro, hvor vi fik virkelig god mad. 
Ved Grand var der lagt rød løber ud (ikke til os, er jeg ret sikker på), og vores plads på tredje række placerede os lige foran den altid enormt seje Warren Ellis, der fortalte meget indlevende om musikken til filmen og hele arbejdsprocessen med at lave et soundtrack i det hele taget, og det var meget spændende. Jeg tog et hurtigt billede og slukkede så min telefon, da jeg altid er overbevist om at den vil begynde at ringe under filmen i biografen - selvom den er på lydløs. Den beslutning skulle jeg fortryde, men lad nu det ligge. Filmen var udmærket - virkelig visuelt smuk og selvfølgelig med et godt soundtrack. Viggo Mortensen spillede den altdominerende hovedrolle, snakkede både fransk og arabisk og var lige så dygtig som altid. 

Folk begyndte at rejse sig under rulleteksterne, men så fik vi at vide, at der ville komme en surprise guest star, og pludselig stod Viggo Mortensen foran mig! Jeg fangirlede totalt og kunne næsten ikke være i min egen krop, for jeg ELSKER Viggo Mortensen - selvfølgelig allermest som Aragorn, men The Road (som Warren Ellis og Nick Cave også har lavet soundtrack til) er også helt eminent.  Han er tydeligvis vant til at tale til et publikum og havde øjenkontakt med de forreste rækker hele tiden - deriblandt mig! Publikum kunne stille spørgsmål og snakkede om Albert Camus, krig i Algeriet og filmtekniske detaljer, og jeg havde kun lyst til at spørge ham, om han ville sige noget på elversprog, haha! Jeg turde ikke tage min telefon op og tænde den igen, så ikke noget billede, desværre. Men det var altså en helt fantastisk årsdag, og eftersom samme dato sidste år bød på AaBs mesterskab i superligaen, må den 11. maj 2016 blive helt spektakulær. 

søndag den 10. maj 2015

loose an endless longing

Jeg har fået en ny telefon, og med den et kamera der tager bedre billeder end noget digitalkamera jeg nogensinde har ejet. Jeg kommer stadig til at slæbe mit spejlrefleks med mig i tide og utide, men det er virkelig rart altid at have et godt kamera på mig uanset hvor jeg er. Det bliver også sjovere at lave de her rode-indlæg, for jeg tager mange flere billeder nu end jeg har gjort før, og selvom de fleste af billederne i netop dette indlæg måske ikke vidner om kameraets fortræffeligheder og mange muligheder, skal det nok komme, når jeg lige har lært det lidt bedre at kende.
Med min gamle telefon var det ganske enkelt en umulighed at tage billeder af Jimmy, når det var blevet mørkt udenfor. Heller ikke selvom lyset var tændt som her, hvor han får det lige i skallen. Og selvom dette billede langt fra er perfekt, har det bestemt potentiale og tegner godt for mørkere tiders fotosessions. Evnen til at tage aftenbilleder af Jimmy er især vigtig i forhold til mine snapchat-venner, der nu ikke længere bliver spammet med uskarpe billeder af en sort klump, der måske/måske ikke er Jimmy. 
I denne uge har jeg spist kage to gange på arbejdet, men ingen af dem så fotogene som den der blev serveret til min kærestes nieces konfirmation for et par uger siden. Den var flottere end den smagte (det må jeg gerne sige, familien havde ikke selv lavet den), og min søster er helt klart stadig mesteren i at lave kager, der både er sindssygt flotte og enormt velsmagende.
Jeg har haft en rigtig god uge på arbejdet; hygget mig med mine kollegaer og grint lidt af et par kunder. I går var vi i Imperial og se Blade Runner - den legendariske sci-fi-klassiker fra 1982 med Harrison Ford i hovedrollen. Jeg har set den en gang før uden at være rigtig overbevist, og selvom det helt klart hjalp at se den i biografen, er den nok stadig lidt for firser til min smag. Bagefter drak vi en øl på en irsk pub og hørte en skrækkeligt musiker ødelægge en række covernumre, men det var en ret hyggelig aften alligevel.
Ugens vigtigste nyhed kom fra min tidligere studiebuddy Rikke, der kunne fortælle om Svampebob-stickers på facebook. Det er så vigtigt!