onsdag den 21. september 2016

any fool can think of words that rhyme

Tiden flyver, og jeg har det godt. I sidste uge var jeg på et kort virksomhedsophold hos Statens Serum Institut, og det var en helt utroligt spændende og lærerig oplevelse. Jeg hjalp med pasningen af deres mus, rotter og marsvin, og jeg var positivt overrasket over den enorme respekt, dyrene blev mødt med. Det er helt sikkert en branche, jeg meget gerne vil lære mere om, og det er ærgerligt, at SSI først søger elever om et års tid, for det var et rigtig fedt sted med søde mennesker. Billeder har jeg ingen af (jeg var ellers yndig med hvid kittel og hårnet), så i stedet et par glimt fra Dragør, som jeg besøgte med min kæreste og hans forældre, der lidt spontant kiggede forbi i sidste uge. De købte også en Pikachu-kage til mig, så det var en ret god dag.
Siden sidst har jeg også spist lækker mad med min kæreste, der stjal mine sweet potato-fritter, og senere på ugen lånte vi den bedårende Eddie med en tur på Amager Fælled. Det er ret tydeligt, at jeg bestikker ham med en godbid for at få billedet, men han var altså helt uimodståelig. I denne uge skriver jeg gruppeprojekt, hvilket normalt ikke liiiige er min favoritaktivitet, men jeg skriver heldigvis med nogle søde piger, og i dag var vi på en selvvalgt -måske ikke strengt nødvendig, men utrolig hyggelig - studietur i zoo. Mere om det en anden gang, for nu skal jeg lige beskrive giraffens fordøjelsessystem til vores opgave. 

lørdag den 17. september 2016

the world requires no audience

Denne sommer har jeg genlæst en af de Stephen King-romaner, jeg normalt har i top tre - nemlig The Stand fra 1979. Det var niende gennemlæsning, så vidt jeg husker, og første gang jeg læste den, har jeg ikke været mere end tolv år gammel. Jeg var alene hjemme en hel aften, læste 'Slutspil' som bogen hed på dansk, og så prøvede jeg at lave pulver-bearnaisesauce for første gang. Umiddelbart en relativt simpel kulinarisk øvelse, men jeg nåede aldrig længere end til bernaise-suppe-stadiet, hvilket jeg dog accepterede og spiste alligevel. Derfor tænker jeg altid lidt på The Stand, når jeg spiser Knorrs bearnaisesauce. 

I The Stand udløser en virus med øgenavnet Captain Tripps helvede på jord, og udsletter 99,4% af jordens befolkning i løbet af blot et par uger. Jeg har nævnt det omkring hundrede gange før, men jeg elsker alting postapokalyptisk, og ved denne gennemlæsning var det også beskrivelserne af de øde landskaber og smadrede byer, og når de overlevende rejste rundt alene eller i små grupper, der gjorde størst indtryk på mig. Ellers må jeg desværre konstatere, at jeg ikke er helt så glad for romanen som jeg plejer at være - den er stadig klart i top fem, men der er alligevel nogle ting, der halter. Som det allervigtigste finder jeg det svært at identificere mig med alle eller bare én af de mange hovedpersoner, der alle sammen har unødvendigt mange irriterende karaktertræk. De virker samtidigt lidt daterede, og især kvindesynet halter en anelse set med nutidens skarpe blik, men det er måske også en unfair kritik at give en snart fyrre år gammel bog, for jeg synes normalt at Stephen King er helt eminent til at skrive gode og stærke kvinderoller. 

Den overordnede historie er dog stadig fremragende, og det er en storslået kamp mellem det gode og det onde - næsten så bogstaveligt talt som det kan være. Det onde viser sig denne gang i den helt klart mest interessante karakter Randall Flagg, der er Stephen Kings primære bad guy i mange romaner (han er også über-skurken The Man in Black i The Dark Tower-serien), og som vi altså bliver introduceret for i The Stand. Det gode er personificeret i den tudsegamle, sorte kvinde Mother Abigail, der bor midt i en majsmark, spiller guitar og tror på Gud, og selvom jeg alle andre gange har været klart på hendes side, synes jeg denne gang at hun var lidt irriterende. De overlevende efter influenzaepidemien drømmer enten om Randall Flagg eller Mother Abigail og valfarter fra hele landet til deres opholdssteder, men de overlevende er ikke nødvendigvis gode eller onde mennesker af den grund - og det virker lidt urimeligt at ens fremtidige skæbne afgøres af hvem man drømmer om. 

Kulminationen på historien er ganske tilfredsstillende og bestemt den lange ventetid værd, og jeg er også glad for det faktisk ret lange efterspil. Der er ikke noget værre end historier der slutter lige efter klimaks - jeg vil vide, hvordan diverse afsluttende, skelsættende begivenheder påvirker karakterernes liv, især når romanen er så lang, som den er (min udgave af The Stand er på 1153 sider). Og selvom jeg denne gang ikke er helt lige så begejstret for The Stand, som jeg plejer at være, er det stadig en af de romaner, der har betydet mest for mig i mit liv, og en af de bøger, jeg har læst flest gange. 
Nogle gange føler jeg lidt, at jeg gør Stephen King en bjørnetjeneste ved at insistere på også at anmelde - eller bare nævne - de fremragende romaners tilhørende filmatiseringer. De er ret ofte decideret elendige, ufrivilligt komiske, og i hvert fald overhovedet ikke uhyggelige, hvilket i langt de fleste tilfælde er hovedformålet. Alt dette gør sig desværre også gældende for miniserien The Stand fra 1994, der ellers har flere forudsætninger for succes; en god pose penge, på papiret gode navne OG forholdsvis god tid til at folde sig ud - der er fire afsnit på hver halvanden time. Mick Garris har instrueret, hvilket jeg sjældent plejer at være begejstret for; han er manden bag den elendige miniserie The Shining (altså ikke Kubricks), han fik ødelagt en af mine favoritter Bag of Bones, og han har gjort Desperation så dårlig, at den faktisk er ret underholdende. Stephen King elsker selvfølgelig alt, hvad Mick Garris kaster sig over, og han har også en cameo i The Stand. 

Miniseriens største problem er, at den føles voldsomt dateret. Den er kun 22 år gammel, men den er virkelig ikke ældet med ynde, selvom jeg har svært ved præcis at sætte fingeren på hvorfor. Om det er firserdronningen Molly Ringwalds hovedrolle som den allerede i bogen irriterende Fran (åh GUD, hvor er hun træls - jeg var nødt til at spole over en ellers meget følelsesladet scene, hvor hun sang hele Amazing Grace), eller om det er halvfemserikonet Gary Sinise (der samme år slap lidt bedre fra at spille Lieutenant Dan i Forrest Gump) der ødelægger det for mig, ved jeg ikke helt, men skuespillet fungerer ikke. Jeg har ikke så meget imod klichéfyldt og dateret skuespil i King-filmatiseringer, hvis horroren i det mindste fungerer, men det er heller ikke tilfældet her. Romanen har flere meget ubehagelige passager, men de har ikke fået plads i miniserien, der cruiser let hen over spædbørnsdød og selvmord.

Derudover lider The Stand også under det faktum, at Stephen Kings romaner tit er spækket med lange, beskrivende passager, mange detaljer og indre monologer, og i denne adaption virker transitionen slet ikke, og  historien bliver derfor præsenteret lettere uelegant. Der er ikke plads til nuancer eller den langsomt voksende paranoia, der ellers er et vigtigt element i bogen. Selv ikke min elskede Rob Lowe i rollen som den døvstumme Nick Andros kan redde serien hjem, men selvom jeg ikke har haft ret meget godt at sige om miniserien The Stand, er der stadig et godt stykke ned til de allerværste filmatiseringer. 

lørdag den 10. september 2016

another season leaving us too soon

Lad mig starte med at beklage den stærkt dalende indlægsfrekvens. For jer betyder det nok ikke det store - jeg går ud fra, at de fleste alligevel læser med via en form for reader - men jeg kan mærke, at jeg selv lige har behov for at nævne det. Først og fremmest skyldes det, at jeg har virkelig travlt. Det er stadig fedt at gå i skole, men det efterlader ikke meget fritid, og de overskydende timer jeg har til rådighed, vil jeg hellere bruge et andet sted end foran computeren. Derudover har den sidste måned ændret mit liv totalt - udover skolestarten er min tidligere arbejdsplads blevet til Elgiganten, så en stor håndfuld af mine venner er nu arbejdsløse. Min kæreste har også sagt op, så han skal ligesom mig til at starte på en frisk, hvilket er ret stort for os begge, der har lavet næsten det samme i ti år. Jeg har været vant til at se mange af mine venner på arbejdet, og det er en underlig følelse pludselig at have for travlt til at se de mennesker, man har gået op ad i så mange år. 

I stedet for at blogge har jeg i denne uge været ved stranden og i vandet hele tre gange; først med min gode veninde, så med min kæreste, der dog blev på land, og i går et smut alene. Vandet er virkelig dejligt lige nu, og jeg prøver at få det sidste ud af sommeren, inden der bliver mørkt, koldt og trist. I går gik jeg også en lang tur ud til Naturcenter Amager sammen med min veninde og hendes vidunderlige lille Ellie på to måneder i barnevognen. Vi fik en burger og en nybagt kanelsnegl i solskinnet, og fik snakket lidt om stort set alting, så det var lige som det skulle være. 

Nu skal jeg spille lidt Fallout 4 - der er netop kommet en expansion-pack, der kombinerer tre af mine yndlingsting; nemlig forladte steder, forlystelsesparker og en postapokalyptisk verden. I morgen skal AaB spille mod Brøndby, og det bliver så spændende, at jeg næsten ikke tør se det. Jeg tror ikke jeg får skrevet så meget den næste måneds tid, for nu vil jeg bare koncentrere mig om skolen uden at have andet i baghovedet. (Jeg har kun en måned tilbage i Roskilde! Det er for sindssygt!) 

fredag den 2. september 2016

my cheeks are chewed down to the bit

Jeg fik mit kørekort en måned efter min 18-års fødselsdag, hvilket nærmest var en selvfølge hvor jeg kommer fra (og i mange andre små, jyske byer). I modsætning til de fleste andre blev jeg dog aldrig rigtig glad for det; heller ikke selvom jeg fik kørt en del det første år. Og så blev jeg i starten af 3.g indlagt med en blindtarmsbetændelse gone wrong, der gjorde mig ude af stand til ret meget andet end at gå i skole og ligge på sofaen i tre måneder. Derefter kørte jeg bil et par gange, men det var en svær periode i mit liv, og jeg begyndte at få det rigtig skidt, når jeg skulle køre.

For næsten præcis elleve år siden (og samme år jeg blev student), flyttede jeg i september 2005 til København, og siden da har jeg ikke kørt bil. Jeg har bestemt heller ikke haft nogle intentioner om at gøre det igen, med mindre jeg en dag flytter langt ud på landet, for jeg  klarer mig fint uden her i byen. Da jeg skulle starte på en såkaldt grøn uddannelse på teknisk skole fandt jeg ud af, at minimum et traktorkørekort er påkrævet, og det væltede min verden lidt. Det blev endnu værre, da en lærer talte begejstret om at sende os ned til Roskilde i myldretiden i en traktor med anhænger på, og jeg begyndte at tvivle lidt på mit valg. Jeg delte mine bekymringer med en studievejleder, der heldigvis kunne berolige mig med, at os med kørekort i forvejen bare skulle trille lidt rundt i en traktor på en lukket bane. 

Det er dog stadig noget jeg har gruet lidt for, så jeg er faktisk glad for, at jeg ikke havde opfattet at vi skulle køre traktor i onsdags. Efter lidt hjertebanken og god coaching fra både min søde lærer og endnu sødere klassekammerat kørte jeg pludselig traktor, og det var faktisk helt vildt sjovt. Jeg ville paradoksalt nok have nemmere ved at køre i trafikken i en traktor end i en bil, tror jeg, men jeg har stadig ikke behov for at praktisere nogen af delene. I onsdags endte jeg faktisk med at bakke med den store, grønne vogn på billedet, og selvom jeg ikke ligefrem var god til det, var jeg heller ikke elendig, så det var alt i alt en kæmpe succes. 

Til sidst må jeg lige nævne (fordi jeg er meget stolt af mig selv), at jeg i sommerferien faktisk har kørt bil en enkelt gang, da jeg kørte en lille tur sammen med min far. Det var kun seks-syv kilometer på en lille vej uden ret meget andet trafik, men det var en kæmpe overvindelse for mig. Det gik helt godt - jeg havde ikke helt mistet følingen med koblingen, og selvom jeg en enkelt gang lige panikbremsede i rabatten da der kom en anden bil, var det i det hele taget slet ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Hurra!

tirsdag den 30. august 2016

we're not terrific but we're competent

Man kan ikke beskylde mig for at ligge på den lade side, når det kommer til mit vigtige hverv som anmelder af chips. Jeg finder hele tiden lovende kandidater, og min familie og mine venner bidrager lystigt til anmeldelserne. Senest har jeg været på rov i Meny, og faldt straks for de skønne poser, der alene ville kunne indbringe en god karakter. Heldigvis er indholdet også utroligt lækkert - cidereddiken gør, at den grønne pose ikke bliver for sur, og i den gule pose kan man rent faktisk smage, at cheddaren er moden. Et stort ottetal og en lille nier til henholdsvis den grønne og gule Tyrrell's-pose. 
Taffel har igen haft travlt på tegnebrættet, og her gælder det deres bud på en urørlig klassiker - nemlig KiMs ostepops. Det er en modig satsning, og eksistensen af Taffels osterejer er faktisk berettiget, for de smager meget mere af Holiday end af Cheddar. Jeg forestiller mig, at det kan være et hit hos nogen, men jeg har aldrig været glad for peberfrugt, og smagen er ikke lige noget for mig. Posen får dog alligevel et seks-tal for forsøget, mens min veninde Rannvá er noget strengere og kun giver et lille femtal. 
I Søstrene Grene af alle steder har jeg også fundet et par fine, små poser, der naturligvis måtte med hjem. Jeg er ikke vild med den brune farve til cheddar-posen, men indholdet fejler ikke noget - det er en lækker chip, der både har en god sødme fra de karamelliserede løg; en karakteristisk ostesmag og en passende mængde salt til at afbalancere den interessante smag. Chipsen kan desværre ikke få topkarakter trods dens lovende smag, for den var lidt for olieret og stegt, men et lille otte-tal kan det godt blive til. Den fine nabo er allerede foran på point med den blå pose, og her var de grove chips heldigvis ikke for stegte, så trods en noget mere anonym smag af Chardonnay Wine Vinegar, kan de også godt skrabe en lille otter med hjem. 
En af mine vigtigste leverandører til anmeldelser er min far, der er god til at købe en pose med til mig, hvis han ser noget nyt og spændende. Sidst fik jeg et par poser til min fødselsdag (ja, der har været andre, vigtigere chips, der snød foran i køen af anmeldelser) - den første er en discount-men-god-udgave af klassikeren sourcream & onion fra Lidl, og den anden en noget mere aparte variant med lime og koriander fra Coops eget mærke. Crusti Croc er kvantitet over kvalitet, og halvvejs igennem bliver de noget kedelige og ville have nydt godt af en omgang dip. Decideret dårlige er de dog ikke, og et seks-tal er også en fin karakter. 

Straks værre er det med den næste pose, der (som lovet) har en altdominerende smag af koriander. Jeg synes ikke selv, at jeg er specielt kræsen, men koriander er jeg ikke ret glad for - en lækker ret kan ødelægges totalt af den insisterende lille plante, der er alt for populær i thaimad, så jeg havde heller ikke store forhåbninger til denne chips-variant. Men én ting er den dårlige smag, en anden ting er den ringe kvalitet af selve chipsen, der er alt for olieret og klam. Det kan kun blive et to-tal fra mig. 
Vi slutter af med en lille, uventet perle: jeg kunne ikke stå for denne fine pose fra Burts, da den lokkede på hylderne i Meny, og det var naturligvis varianten med vintage cheddar & spring onion jeg måtte have med mig hjem. Den indbydende kok holder sit løfte om at levere tykke, semigrove kartoffelchips med 'great crunch', og det er længe siden jeg har smagt så vellykkede af slagsen. På smagssiden lykkedes chipsene også; pulveret var rigeligt og velsmagende, og jeg var faktisk ret imponeret af disse chips. Der er åbenbart noget med de gule, britiske poser fra Meny - se bare den første pose i indlægget. De får et stort ni-tal af mig (for at nå topkarakteren skulle ostesmagen dog have været lidt mere dominerende), og så håber jeg på en dag at få lejlighed til at smage nogle af de andre spændende varianter fra Burts

søndag den 28. august 2016

I fold it right at the top of my head

Tre ud af ti uger på skolen er overstået, og det går stadig over al forventning. Det har været en begivenhedsrig uge, hvor jeg blandt andet har haft et førstehjælpskursus og har givet kunstigt åndedræt til den flotte fyr på billedet, der heldigvis havde været en tur i opvaskemaskinen, inden jeg skulle puste luft i ham. Jeg har ikke haft førstehjælp før, og det er egentlig meget rart at have lært noget helt grundlæggende om at redde liv.
I den noget mere kedelige ende har jeg også lært at bestemme forskellige frøsorter i det lidet ophidsende fag Planter & Miljø. Det var egentlig spændende nok til at starte med, og jeg kan da også kende forskel på havre, rug, byg og hvede nu (jeg har lavet et meget fint og pædagogisk skema, jeg også burde have taget et billede af), men der findes såååå mange forskellige frøsorter, og mange af dem ligner hinanden på en prik. I næste uge skal jeg lære at skelne mellem ti forskellige typer græs. Ahem.
Straks bedre går det på gården, hvor jeg igen i denne uge har været hos rotterne og gederne. Rotterne fik skiftet bure (og fik kradset og bidt os godt undervejs; når de ikke er håndtamme, er de altså ikke så lette at håndtere, som man lige skulle tro), og gederne fik beskåret klove, efter vi havde brugt et kvarters tid på at fange dem. På vej tilbage fra gården går turen forbi planteskolen og gartnerne, der altid lokker med lækre grøntsager og frugt.
Til sidst et billede af vores klasseværdier, der næsten giver mig lyst til at græde. Både billedet og klasseværdierne, altså, der er resultatet af hele to timers gruppediskussioner, hvor vi alle var ret enige om, at det var spild af vores tid - og de fleste andre var tydeligvis også enige om, at kage var ret vigtigt. (Jeg er ikke så glad for kage, med mindre min søster har lavet den - eller det er en cheesecake eller jordbærtærte, selvfølgelig). 
Og til allersidst et billede af en hestevogn, der fragter en statue af en hest gennem byen. Det er måske lidt uden for kategori, men jeg ved heller ikke umiddelbart om det ville passe ind andre steder, så her er det altså. 

mandag den 22. august 2016

a place where you found hope

Tredje mandag i Roskilde er nu overstået, og jeg bliver mere og mere glad for at gå i skole for hver dag der går. Okay, det er stadig åndssvagt hårdt at komme op om morgenen, men det er så fedt at lære noget, og de fleste af de ting vi lærer er enormt spændende. Jeg ved blandt andet rigtig meget om hegn nu. Med de dystre udsigter til muligheden for en elevplads, ville jeg næsten ønske, at jeg skulle gå i skole i to år og ikke kun i to måneder. Og når dagen starter med at passe geder i solskinsvejr, er det ikke helt så slemt at skulle stå tidligt op.
Vi er alle ret glade for staldtimerne, der er et velkomment afbræk i nogle lange skoledage. Jeg har i løbet af de sidste to uger passet rotter, mus, kaniner, heste, geder, skildpadder og undulater (og jeg mangler mange arter endnu!), og det er så skønt at gå rundt blandt så mange dyr. Jeg har også muget ud, fejet i den gamle svinestald og stakket mødding - så helt rosenrødt er det hele altså heller ikke, men jeg er ret glad for begge sider af pasningen. 

Jeg har ikke ret meget andet at fortælle om end skolen, for det er tydeligvis altoverskyggende i øjeblikket. Jeg har dog haft tid til at besøge en fem uger gammel, yndig baby og hendes mor i sidste uge, og i går fik jeg presset lidt sofahygge og snak med en anden veninde ind i søndagens ellers stramme program, der bød på CV-skrivning og læren om forskellige fodertyper. Ooooog et par afsnit af Vikings, som min kæreste har lokket mig til at se. 

tirsdag den 16. august 2016

everything seemed different and completely new to me


Jeg får ikke skrevet meget herinde - der er allerede gået en uge siden sidst, hvilket er lidt atypisk for mig. Jeg tror det er en kombination af, at jeg stadig er helt vildt smadret, når jeg kommer hjem fra skole - og den energi jeg har bliver brugt på lektier, cv-skrivning og praktikplads-søgning (bevares - jeg fanger også et par Pokémon og ser tv-serier under dynen i sofaen) - og så det faktum, at det hele stadig er så nyt, at jeg lige skal finde mig selv i det. Det lyder måske lidt søgt, men det er faktisk ved at være mange år siden, at jeg sidst for alvor startede på noget nyt - fraregnet kandidatstart og tilvalg, der på en måde bare var en udvidelse af universitetet, er det hele otte år siden jeg startede med at læse tysk - og snart elleve år siden jeg startede i FONA. 

Men det er enormt spændende, og jeg er stadig meget glad for det. Jeg havde ikke troet, at jeg kunne interessere mig så meget for biologi, men jeg læser ivrigt om planters opbygning og hestes fordøjelsessystem, og det er rart at arbejde med noget konkret efter så mange år med abstrakte diskussioner på humaniora. I morgen skal vi have traktorteori. Det må også siges at være ret konkret. 

tirsdag den 9. august 2016

oh now is the time to jump into it all

I går startede jeg på grundforløbet som dyrepasser på teknisk skole i Roskilde. Det er en vildt underlig følelse endelig at være nået hertil, efter jeg traf beslutningen i starten af året - især fordi der er sket så meget omkring mig i mellemtiden. Indtil videre har jeg kun godt at sige om skolen og underviserne, og de andre i min klasse (hvor er det længe siden jeg har haft en klasse!) virker også meget søde. Jeg er selvfølgelig en af de ældste (faktisk kun tredjeældst, hurra!), men ellers er de fleste i starten af tyverne, så min frygt for at skulle diskutere hestes kønsorganer med sekstenårige knægte blev gjort til skamme. Vi er en ret broget flok, men har trods alt en altdominerende fælles interesse, så det er ret nemt at finde noget at snakke om. 

Til gengæld er jeg totalt udmattet. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så træt, at det kan mærkes helt ind i knoglerne. Det er viiiildt hårdt at gå fra seks ugers ferie til at skulle stå op kvart i seks om morgenen, og selvom jeg gjorde det tre år i træk, da jeg gik på gymnasiet, virker det lidt uoverskueligt nu. De andre har det heldigvis på samme måde - og det er nok også bare lidt ekstra hårdt i denne første uge med alle de nye mennesker og indtryk. Jeg vil i hvert fald tillade mig at vente til weekenden med at bekymre mig om den uopnåelige elevplads, der er en truende sort (eller grå, jeg prøver at være optimistisk) sky i horisonten. 

Bottom line: Jeg er glad og lettet over skolen, spændt på mere, og kun moderat bekymret for fremtiden, der starter om bare ti uger. Hvis I kender et sted, der kan bruge en engageret dyrepasser-elev, siger I bare til! 

lørdag den 6. august 2016

all my thoughts they come in pairs

Foto: Jannie Kjær
To af mine yndlingseksistenser har fødselsdag i dag. Min gamle kat Froy ville have fyldt tyve år i dag, men hun var begyndt at skrante lidt, og hun blev aflivet for fire år siden - en måned inden min mor døde. Jeg skrev lidt mere om Froy i et tidligere fødselsdagsindlæg, og her er nogle billeder fra da hun var ganske lille. 

Den anden er min absolut yndlingsfodboldspiller Jimmy Nielsen, der fylder niogtredive i dag. I har hørt historien mange gange før, men min kat er altså opkaldt efter denne legende, der her hilser på selveste Obama. Hver gang Nicolai Larsen har kasket på i AaB-målet, springer mit hjerte lige et slag over, fordi jeg et kort øjeblik tror, at jeg ser Den Hvide Puma mellem stængerne igen. Jimmy Nielsen har det heldigvis stadig fantastisk i USA, men jeg har endnu ikke sluppet drømmen om at se ham arbejde hjemme i AaB en dag.