mandag den 14. oktober 2019

now the blow's been softened

Athen har været ualmindeligt god ved mig, og selvom jeg ikke havde turdet håbe på det, har miniferien givet mig et par skud meget tiltrængt energi og optimisme, som jeg får brug for i de kommende måneder. Byen viste sig fra sin bedste side i 25 graders høj solskin og med en ganske tålelig mængde turister, og vi har travet gaderne tynde, spist rigeligt og utroligt lækker mad og kigget på meget gamle ruiner. Der var katte og street art overalt - to ting, der står mit hjerte meget nær - og jeg må advare om en urimelig mængde feriebilleder den næste tid. Men først skal minderne sorteres, Jimmy skal nusses, og jeg skal vinterbade, have besøg af min far og mødes med gode venner. (Og arbejde de næste ti dage i træk.) 

søndag den 6. oktober 2019

the wind is blowin' my mind


Strøtanker og øjebliksbilleder fra den sidste tid:

- Jeg tvinger mig selv udenfor når solen skinner. I denne weekend har jeg travet Amager tynd med en podcast i ørene og røde, vindblæste kinder, og jeg kan mærke boostet øjeblikkeligt. Jeg satser på, at solen i Athen kan nogle ekstra tricks - jeg har kun to arbejdsdage tilbage, før vi smutter sydpå. 

- Jeg har på mine ture mødt flere hueklædte, forventningsfulde børn på kastanjejagt, og selvom København har uendeligt mange tilbud til børnefamilier, er den begrænsede mængde kastanjetræer på Amager ikke et af dem, så det var nogle yderst slunkne poser, der blev fragtet hjem til køkkenbordet og kastanjedyrs-bygning. I sidste weekend svømmede jeg i kastanjer på kirkegården hos min mor i Jylland, og jeg glæder mig faktisk lidt til næste år, hvor jeg skal bygge kastanjedyr med min niece. 

- Jeg har også været i vandet for første gang i et par uger, og nu begynder det så småt at føles som vinterbadning igen. Jeg elsker at bade på alle tidspunkter af året, og jeg holder meget af sommerens lange svømmeture - men det er chokket ved det kolde vand, der for alvor frigiver endorfiner hos mig. I år håber jeg på grødis, for det har jeg ikke prøvet endnu. 

- Tæt på Nørreport har jeg spist på veganske Souls med min veninde, og stedet fortjener en kæmpe anbefaling, for det var en virkelig god oplevelse. Jeg spiser generelt ikke store mængder kød, men nyder gerne lækkert kød, når jeg spiser ude - men min salat var en smagseksplosion af dimensioner, der helt fik mig til at glemme behovet for bacon. De lækre seitan-nuggets var i øvrigt ret kyllingeagtige i smag og struktur (selvom jeg egentlig bedst kan lide vegansk mad, der ikke prøver at være en direkte erstatning). Jeg vil meget gerne prøve deres andre salater også, og min veninde var yderst tilfreds med sin burger. 

- AaB vandt 2-0 over Hobro i går, og jeg kan mærke, at det var startskuddet på en ny, god periode, der gerne må vare ved resten af sæsonen. De er forrygende, når de er bedst - men der har godt nok også været dybt at falde den sidste tid. 

tirsdag den 1. oktober 2019

I've no idea what's right sometimes

Jeg brugte min alt for korte weekend i det jyske på at lade op. Jeg havde egentlig set frem til at få fyldt soldepoterne op, men vejret ville det anderledes og bød på heftige mængder regn hele weekenden. Vi trodsede de grå skyer og drog på udflugt i Rebild Bakker, hvilket vi blev straffet for midt ude i ingenting, da himlen åbnede sig og sendte lyn og torden vores vej. Det var nu stadig dejligt og tiltrængt at være ude i naturen med min familie, hvilket jeg så gerne ville kunne gøre noget mere. Vi besøgte også en gårdbutik, mærkede på fåreuld og klappede hængebugsvin, og en del af mig fik igen en overvældende trang til at flytte 'hjem' til Jylland og min familie og arbejde på et økologisk landbrug. Det hænger bare slet ikke sammen med den anden del af mig, der er utroligt glad for at bo på Amager, bruge byens tilbud (selvom det ikke bliver til så meget i øjeblikket), ses med mine gode venner - og som lige har taget en uddannelse, der primært kan bruges på Sjælland. 
Vi kørte igennem Vebbestrup på vej hjem, hvor vi fik årets bedste softice og blev imponerede af en kæmpestor traktor - sidstnævnte måske mest min niece, der lidt uforklarligt ELSKER traktorer. Vi besøgte også min mor på kirkegården og legede med min søsters kat Fanny, der var taget med hjem til min far. Jeg har sjældent mødt en kat, der kan spinde lige så højt som Fanny, og selvom hun vækkede mig adskillige gange hver nat, var det bestemt det hele værd at have en storspindende , lille pelsklump sovende på min mave. Det var lidt med en klump i halsen at jeg vinkede farvel og steg på toget, for jeg savner min familie i øjeblikket. Jeg må snart tilbage igen. 

fredag den 27. september 2019

spelling trouble in the clouds

Det er langt op ad formiddagen, men jeg ligger stadig i sengen på mit gamle værelse under skråtaget i mit barndomshjem, lytter til regnen og læser gamle yndlingsbøger. I vindueskarmen står blomster fra min far, som han troligt plukker fra haven, hver eneste gang jeg kommer hjem, og det gør mig lige glad og rørt hver gang. Det er en tiltrængt, rolig formiddag, inden min far og jeg kører nordpå og henter min søster og niece - samværet med dem er også meget tiltrængt, men måske knap så roligt. Jeg har glemt at pakke min tandbørste, og jeg havde købt en togbillet til en helt forkert dag, hvilket er så ulig mig, at jeg godt ved, at jeg skal passe på mig selv nu.  Jeg ved bare ikke helt, hvordan jeg skal gøre det, men en weekend med min lille familie er nok et godt sted at starte. 

Sidenote: Jeg kan desværre ikke anbefale Gamle Gule & Gamle Gules søn til nutidens børnefamilier - den er... ahem... lidt dateret efterhånden, og så er den fyldt med beskrivelser af dyr, der har det helt forfærdeligt. Jeg hyggede mig nu alligevel med min meget nostalgifyldte genlæsning, selvom jeg måske fældede en tåre eller to, og nu er jeg næsten klar til at stå op. Næsten. 

søndag den 22. september 2019

they view it as such strange eccentricities

Det er ved at være et stykke tid siden jeg sidst har snakket om chips, men jeg har ikke ligget på den lade side hen over sommeren, og i dag fortæller jeg om en række varianter, der for de flestes vedkommende er indtaget i solskin med en iskold cola, hvilket muligvis kan have haft en positiv effekt på karaktergivningen. 

For et par måneder siden besøgte jeg en af mine gode venner, der er flyttet til Brønshøj, og vi gik en tur ved mosen og spiste pizza, og så gik vi på eventyr i den lokale føtex. For snart mange år siden var vi roommates i en lejlighed på Frederiksberg Allé, hvor vi ofte frekventerede den lokale, kæmpestore føtex, hvilket gav denne tur en vis nostalgifaktor, der gjorde mig villig til at betale TRES kroner for to poser chips. Men de var også fra Herr's; det fremragende amerikanske mærke, der tidligere har fået et 10-tal af mig for deres variant med jalapeños, hvilket altså lokkede lidt ekstra. 

Første pose, 'Deep Dish Pizza', blev åbnet i selskab med min ven, og vi kunne konstatere, at de ikke duftede af ret meget, men lokkede med deres meget store og luftige format. Smagen var heldigvis ganske kraftig, og selvom de smagte mere af en Dolmio-sauce end af pizza, var de stadig ret lækre. Det var svært at holde fingrene fra dem, og jeg giver dem et stort otte-tal, mens min ven lidt nærigt kun giver syv. 

Jeg gemte dem med ost til sidst, da jeg var sikker på, at jeg ville elske dem - og så var smagen umiddelbart den mest normale og dermed mindst interessant for anmeldelsen. Jeg elskede dem dog slet ikke, for der var langt fra ostepulver nok på de ellers stadig lækre, store stænger, og det var en ubeskrivelig skuffelse. Jeg kan ikke give dem mere end et lille syv-tal, for de er selvfølgelig stadig frådeværdige, men langt fra de små bidder af himlen, som jeg havde forventet. 
Faste læsere vil vide hvor unaturligt glad jeg er for de lige så unaturlige Pringles, og varianten Cheesy Cheese fik mig hurtigt til at hamstre rør i Lidl, da jeg til min store glæde opdagede et lille parti i spotvarerne. Ved første øjekast ser de ikke ud af meget, og den allerførste chip var også undervældende, men efter at have frådet et par stykker, kom den lækre ostesmag til sin ret. De mindede mig om nogle af mine favoritter fra Lay's med hvid ost, som jeg desværre kun har fundet i Den Dominikanske Republik, men i længden kom jeg også til at savne variation i chipsenes udformning, for smagen er ikke helt speciel nok til at kunne bære et helt rør sammenpresset kartoffelmasse. Det har været en af de få gange, hvor Pringles-formatet har trukket den samlede oplevelse ned, men jeg vil stadig gerne give det knaldgule rør et pænt ni-tal.  
Gennem tiden har jeg haft mange gæsteanmeldere, men den klart mest entusiastiske (ud over de to hunde, selvfølgelig) har været min nevø, der har kastet sig over projektet med stor begejstring. Så selvom jeg egentlig prøver at holde mig til kartoffelsnacks (eller i hvert fald snacks fra de kendte mærker), kunne jeg ikke sige nej til at anmelde denne fine pose, som han selv har købt til mig. Han har altid gode observationer, og mente, at disse sprøde majssnacks duftede af ost og bacon - jeg synes ikke, at de duftede af noget særligt. Vi var alle enige om, at de smagte godt, men af alt for lidt - og i hvert fald ikke af ost. De er glutenfri og fedtfattige, og de kunne sagtens frådes i mangel af bedre, men de får kun et seks-tal af min kæreste og jeg, imens min nevø og svigerinde var endnu strengere og tildelte et lille fem-tal. 
KiMs er en trofast og pålidelig leverandør af nye varianter til mine anmeldelser, og denne gang har jeg kastet mig over deres 'Ostehuller', der lover en smag af krydret ost. Posedesignet er lidt halvpinligt og unødvendigt, men det er måske et forsøg på at fjerne fokus fra det noget intetsigende indhold. Konsistensen af majsringene er egentlig god nok, og inviterer ligesom mange andre af dagens chips til at blive frådet, men smagen er ikke lige mig. Ostesmagen fortrænges af det krydrede, der leder mine tanker hen på pikant smøreost, og det er ikke en smag jeg ønsker i mine snacks. De får et meget lille seks-tal fra mig, men de er endnu et godt eksempel på vildt divergerende holdninger i husstanden, da min kæreste med rolig hånd giver dem et ni-tal. 
Næste pose var også særligt udvalgt af min nevø, og jeg har utroligt nok ikke anmeldt den før nu, trods den ellers noget almindelige paprika-smag, men så vidt jeg kan se, har den ikke tidligere været i det faste sortiment i Danmark. Selve chipsene havde et godt crunch og var skåret af lækre kartofler - hvilket man altid kan regne med fra Lay's. Der var en fin mængde pulver på, men de smagte ikke af ret meget - for mit vedkommende gjorde det ikke så meget, da jeg ikke er stor fan af peber og paprika, men min nevø var ret skuffet. Vi sender begge et syv-tal efter den blå pose, mens min kæreste igen er mere gavmild med et otte-tal. 
Dagens sidste varianter er tre flotte poser fra engelske Tyrrell's, som jeg skrev lidt mere om i mit sidste indlæg. Disse tre smager helt overordnet af mad, hvilket bestemt er ment som et kompliment, for jeg er virkelig imponeret af Tyrrell's evne til at finde på interessante smagssammensætninger - også selvom de ikke alle falder i min smag. 

Den første pose var også umiddelbart den mest almindelige - med havsalt og sort peber. De smagte dog af utrolig meget; faktisk var de næsten lidt for stærke, men de gav mig en ustyrlig lyst til en bøf med bearnaisesauce. De får et syv-tal - og igen trækker posedesignet lidt op. 

De furede, tykke kartoffelchips med ost og syltede løg er en af de varianter, der gør det sjovt at lave anmeldelser af chips. De er på samme måde utroligt ulækre og sært dragende, men under alle omstændigheder ret interessante, og jeg er sjældent stødt på chips, der har smagt af så meget. Eddikesmagen er næsten altoverdøvende, men der er også en undertone af kraftig ost - og ikke på den gode måde. Jeg synes de smager lidt af brændt pickle, og jeg kan ikke med god samvittighed give dem mere end et lille fire-tal, hvilket er en chokerende lav karakter til noget, der indeholder ost. Min kæreste er helt i den anden grøft og ville først have givet dem ti; men efter at være blevet lidt hurtigt træt af dem, sænker han sin karakter til et stadig meget pænt otte-tal (hvilket er sindssygt.)
Dagens sidste pose er også en af de sødeste, og jeg giver uden at blinke et helt point til posen alene. Jeg er klar over absurditeten i at dåne over en nuttet gris, når man skal til at spise den, men den er altså ubeskriveligt cute. Selve chipsene smager klart mest af kraftigt røget skinke/BBQ, imens antydningen af tranebær måske også er at smage på hver femte chip. Smagen er lidt for kraftig og 'brændt' til mig, men den smager som den skal, og med det ekstra point for billedet af grisen, når den lyserøde pose op på syv Pringlesrør. Tyrrell's varianter har denne gang ikke fået topkarakter hos mig, men jeg føler endnu engang et behov for at rose dem for deres originalitet. 

torsdag den 19. september 2019

at your call I hear harps

Jeg er uddannet dyrepasser, men hjemme hos mig bor alligevel en af landets dårligst opdragede katte. Vi hentede Jimmy hos Dyreværnet for næsten præcis syv år siden, og den forskræmte og sky lille killing blev forkælet ud over alle grænser, imens jeg prøvede at forholde mig til min mors pludseligt opståede sygdom og senere død. Det lille kattefjæs blev min redning på sorte dage, hvor det hele virkede uoverkommeligt - også selvom han ikke ville ligge og putte hos mig. Han fik lov til det hele, og det får han vel egentlig stadigvæk.

I dag er Jimmy en stor, dejlig basse på over seks kilo, og selvom jeg er inderligt imod overvægt hos kæledyr (det er ikke nuttet - det er dyremishandling), er han måske efterhånden lidt til den store side. Han vejer i hvert fald godt til, når han midt om natten stiller sig med alle fire poter på mit hoved eller ælter min mave i stykker, hvis han da ikke mjaver mig højt i øret eller bider i mit hår for at få mig til at stå op og give ham mad. Det er en evig kamp, som jeg godt ved hvordan jeg skal vinde - jeg skal bare ignorere ham - men det er som antydet ikke altid helt nemt. I det mindste har han ikke lært at spille på min kærestes guitar endnu, selvom han af og til ramler ind i den, når han fræser rundt i lejligheden klokken fire om morgenen.
I skrivende stund sidder han på sofaen ved siden af mig og spinder - sofaen er han først blevet venner med i løbet af de sidste par år - og han prøver helt sikkert at lokke mig til at klikkertræne ham lidt. Det er blevet hans favoritaktivitet, selvom jeg har ham mistænkt for at nyde belønningen mere end træningen, men det kan jeg vel ikke klandre ham. Han er blevet ganske habil til at give pote og high-five, og nu prøver jeg at lære ham at kravle igennem en tunnel og komme, når jeg kalder, hvilket går overraskende godt. 

Han har så utroligt meget personlighed, og jeg snakker til og med ham hver dag. Han brummer tilbage på en måde, som jeg ikke har oplevet katte brumme før, og nogle gange bliver han så glad og kælen, at han savler. Jeg har altid været glad for katte, men Jimmy er noget helt særligt, og jeg er så glad for, at det lige var os, der blev hans familie. 
Til sidst et billede af Stephen King og en kat, fordi det i dag er 19/9/19 - og for lidt siden også klokken 19.19.19, hvilket er den mest Stephen King-agtige dato nogensinde. Det var bare lige det. 

lørdag den 14. september 2019

my heart burns there, too

Efter to års ventetid kunne jeg endelig sætte mig i Imperials bløde sæder og se anden del af Andy Muschiettis nyfortolkning af It. Jeg har tilpasset mine forventninger, for hvor gerne jeg end ville det, får jeg ikke en Ari Aster-mørk, knugende og kvalmefremkaldende kunsthorrorfilm, men derimod lidt rigeligt med jump-scares og one-liners - men inden for dén genre ligger de nye It-filmatiseringer i toppen for mig. Andy Muschietti har læst op på sine King-adaptioner og luret, at de bedste ofte har fokus på karakterudvikling og godt skuespil (og barndom og venskab og sammenhold), og det har været en rigtig god ting at fremhæve i en film, der også handler om en vanvittig dræberklovn fra det ydre rum.

Castingen af de voksne Losers har siddet (næsten) lige i skabet for mig, men jeg må især fremhæve Bill Hader som Richie og James Ransone som Eddie, der er præcis som jeg havde forestillet mig dem i bogen. Det var her, at den gamle miniserie fejlede totalt, men denne omgang voksne Losers har givet filmen en helt anden pondus. Bill Skarsgård som Pennywise er stadig rigtig god, og der bliver klogt spillet lidt på kritikken af, at han skulle være "for uhyggelig" (og dermed ikke i stand til at lokke børnene tæt på sig), og så synes jeg egentlig, at der blev gjort et hæderligt forsøg på at forklare lidt af mytologien bag denne mytiske entitet. Mine egne kritikpunkter er dog stadig de samme - han har bare alt, alt for meget skærmtid.

Udover en enkelt scene, som jeg havde set det meste af i traileren, synes jeg desværre ikke, at Chapter Two var uhyggelig overhovedet. Det havde jeg nu heller ikke forventet, og til gengæld grinede jeg meget mere, end jeg havde regnet med. Den var SÅ sjov, og jeg er lidt splittet mellem bare at sætte pris på god, Blockbuster-underholdning og så være lidt trist over, at så episk en historie nogle gange druknede i jokes om nuttede hunde. Jeg var dog underholdt i samtlige to timer og tre kvarter, og jeg synes bestemt, at en af mine yndlingsromaner har fået en værdig behandling. 
Herfra bliver det spoilerfyldt, for jeg vil gerne fremhæve nogle af de ting, der fungerede rigtig godt - og nogle af de ting, der bestemt ikke gjorde.

YAY til: 

- Imperials oppyntning til premieren. Jeg ved dog ikke heeeeelt, hvad den Pennywise-maske på alteret for enden af en blodig løber skulle gøre godt for, men der var også dæmpet belysning, stearinlys, svævende balloner og personale med ret veludført klovne-make-up. Jeg vil også bare gerne takke dem for at lade os spise vores nyindkøbte Gasoline Grill-burgere ved deres borde før filmen, da himlen pludselig åbnede sig udenfor. 

- Åbningssekvensen. Første film havde en forrygende brutal åbningsscene, der bestemt ikke lagde fingrene imellem, da lille Georgies arm blev revet af, og anden film starter også voldsomt ud - faktisk med den sekvens, som romanen åbner med. Den viser drabet på den homoseksuelle Adrian Mellon, og den scene gav mig faktisk helt ondt i maven, for den er inspireret af en virkelig hændelse i Stephen Kings hjemby Bangor. (Billedet af den "rigtige" kanal fra min tur til Bangor er lige her). Det bringer mig lidt videre til punkt tre.

- Richies homoseksualitet. Idéen om at gøre Richies karakter homoseksuel og hemmeligt forelsket i Eddie er HELT rigtigt set. Det var ikke tilfældet i bogen, men selv King har udtalt, at det er en logisk tilføjelse til historien at give Richie endnu en grund til at føle sig udstødt, for udover at være klassens klovn, havde han ikke et tydeligt taber-prædikat som de andre. Og Bill Hader spiller rollen med en overraskende ømhed, der er milevidt fra Harry Andersons maniske Richie i miniserien. 

- De mange scener med børnene. Jeg er virkelig ikke glad for børneskuespillere normalt, men det er et usædvanligt godt hold, de har samlet, og det skaber en harmonisk overgang til mødet med de voksne Losers. 

- Stephen Kings cameo! Det er efterhånden længe siden, at King selv er dukket op i en adaption, men i Chapter Two spiller han rollen som den gnavne indehaver af Secondhand Rose, Secondhand Clothes - det antikvariat, hvor Bill finder sin gamle, elskede cykel Silver. I en type film som denne, er en King-cameo ikke forstyrrende overhovedet, og jeg elskede det. Og ja, jeg synes også det var utroligt sjovt, at Stephen King helt meta-agtigt snakkede om Bills manglende evne til at skrive gode slutninger på sine historier. 

- De gode horrorscener. Der var generelt for mange af dem, men heldigvis gemte der sig nogle ret vellykkede imellem. Jeg har altid haft en meget irrationel fobi for balloner, og her var der flere scener, der gik lige ind - men nogle af de mere oplagte, uhyggelige scener virkede også godt. Nytilføjelsen af Bill, der prøver at redde en lille dreng fra Pennywise i spejlhuset i et omrejsende tivoli, er ret skræmmende, og statuen af Paul Bunyan er også bare ubehageligt stor (ham har jeg også set i Bangor!).

NAY til: 

 - Slutningen. Der var lavet MEGET om i den afgørende kamp mod Pennywise i kloakken, hvilket lidt overraskende slet ikke gjorde mig noget, for mange af ændringerne var gode og nødvendige. Til allersidst gik det dog lidt over gevind, og det var SÅ plat, at de kunne gøre ham lille ved at råbe af ham. Altså, really..? Det havde været en bedre løsning hvis de bare havde snydt ham lille ved at løbe ind i tunnelen igen - præcis som de diskuterede. Men igen - jeg forventer ikke gode slutninger i Stephen King-relateret materiale. 

- De mange, MANGE jump scares, og den overdrevne brug af CGI. Jeg ved at Bill Skarsgård  kan lave Pennywise-munden og skele præcis som han gør i filmen, og jeg ville ønske, at det var nok for Andy Muschietti. Jeg kan sagtens leve med en kæmpestor Pennywise-edderkop (der under alle omstændigheder var en markant bedre løsning end miniseriens), men scenen i Beverlys gamle lejlighed løber f.eks. helt af sporet. Den gamle dame er oprigtigt uhyggelig; især da hun render nøgen rundt i baggrunden - så HVORFOR skal hun forvandles til et ikke-uhyggeligt CGI-monster?

- Enkelte karakterændringer hos The Losers. Det er svært at gå i dybden med SYV menneskers historie, men Mikes karakter er blevet syltet totalt i de to film. Det er ikke længere ham, der fortæller de andre om Derrys historie, og i Chapter Two lyver han endda for de andre, hvilket ikke burde være nødvendigt. Voksen-Beverlys karakter manglede også dybde, selvom Jessica Chastain gjorde det godt med det sparsomme materiale hun fik. 

- Flere andre ting, men jeg har faktisk ikke så mange beefs med denne adaption. Jeg er som regel bare glad for at kunne se mine yndlingshistorier blive filmatiseret, og når de bliver slagtet totalt (The Dark Tower, jeg kigger vredt på dig), prøver jeg at huske på, at romanerne og filmatiseringerne er to forskellige ting. Og helt overordnet ligger de to nyt Chapters altså ret højt oppe på listen over de gode adaptioner. 

It: Chapter Two er ikke et decideret mesterværk, og jeg gik heller ikke fra biografen med armene i vejret, men som jeg startede med at sige, levede den bestemt op til de forventninger jeg havde til den. Andy Muschietti har snakket om at lave et supercut af de to film, hvor han klipper dem sammen på en anden måde, og det kunne jeg virkelig godt tænke mig at se. I første omgang vil jeg stille mig tilfreds med at finde endnu en sagesløs ven, som jeg kan slæbe med i biografen til et gensyn - og så vil jeg anbefale jer at tage ind og se den. :)

torsdag den 12. september 2019

memories I will never find

Der er helt og aldeles lukket og slukket på øverste etage hos mig lige nu. Jeg synes lige jeg havde opnået den famøse balance mellem arbejde og fritid, men denne uge har blæst mig totalt omkuld, og jeg er så glad for udsigten til en fridag i morgen, for i weekenden snupper jeg endnu en af de lovpriste vagter. Lidt arbejdsrelateret bliver det dog også i morgen, da jeg skal en tur ud på min gamle skole og fejre den sidste dyrepasser i min klasse, der skal til sin afsluttende eksamen i morgen. 

I lørdags forsvandt min instagram forresten. Den eksisterer simpelthen bare ikke mere; jeg er tilsyneladende ikke blevet hacket, for kontoen er helt væk (men sig lige til, hvis I fulgte mig, og der pludselig er mærkelig aktivitet, ikke?). Jeg kan ikke helt overskue at tænke på konsekvenserne - selvom det ikke er dér, jeg har været mest aktiv, har jeg alligevel delt noget hver anden-tredje uge i syv år, og selvom jeg stadig har billederne andre steder, er jeg ked af at have mistet alle kommentarerne. Jeg opretter ikke en ny konto lige med det samme, for lige nu behøver jeg ikke flere distraktioner (og kan ikke overskue at blive mindet om alt det, der er væk nu), men når jeg virkelig mangler mine daglige tegneseriestriber og hyggelige stories fra mine venner, vender jeg nok tilbage igen. 

lørdag den 7. september 2019

summer's gotten away from us

Jeg har i mange år været ramt af en tilbagevendende vinterdepression, og nu, hvor kalenderen siger september, er der for mig altid en balance mellem at være hyperopmærksom på årstidernes skiften, de koldere temperaturer og det manglende sollys og samtidig prøve på ikke at "dyrke" det. Mine sæsonbetingede udfordringer har nok reelt eksisteret siden jeg blev teenager, selvom det har varieret meget, hvor hårdt det har ramt mig - men det har ikke rigtig hjulpet, at min mor for uforståelige SYV år siden blev syg i september - og døde i december. Jeg prøver meget på ikke at hænge mig fast i datoer og grimme minder, men nogle gange er det helt umuligt og slet ikke et bevidst valg, og det er helt klart mest om efteråret, at savnet til min mor kan vokse sig til sorg igen. 

De sidste par år er jeg dog sluppet uden om vinterdepressionen - sidste vinter havde jeg det rigtig svært, men det skyldes nogle helt andre, langt mere konkrete forhold, som jeg kunne gøre noget ved. En af mine gode bekendte mistede sin mor i foråret, og selvom hendes sorg af og til fremkalder noget af min egen, har det været en god følelse at kunne lægge øre til, og måske endda hjælpe lidt med nogle erfaringer. Det har dog også prikket til min grundfølelse af skyld og skam, for det føles både klichéfyldt og som en negligering af kærligheden til min mor, når jeg bliver nødt til at sige, at smerten bliver lidt mindre med tiden. Jeg har stadig dage, hvor jeg græder over savnet og uretfærdigheden, og når jeg bliver ked af noget totalt urelateret, putter min hjerne lige nogle billeder af min mor i puljen, så det kan ramme ekstra hårdt - men det ER blevet... nemmere at leve med. 

Jeg forholder mig lidt afventende; balancerer kalenderen mellem gode aftaler og tid til at lade op, og så krydser jeg fingre for endnu et vinterhalvår med hovedet oven vande. Om en måned tager min kæreste og jeg på forlænget weekend til Athen, og her satser jeg stærkt på at få fyldt soldepoterne op. (Og ja - jeg har set It Chapter Two - mere om dén senere.)

lørdag den 31. august 2019

and I regret it immediately

Jeg gentager mig selv, men 2019 er det vildeste år at være Stephen King-fan i. Anden del af IT er lige på trapperne, hans nye roman The Institute bliver udgivet om under en måned, Ewan McGregor ser interessant ud som Danny Torrence i den kommende Doctor Sleep, for ikke at tale om den strøm af tv-serier, der beriger os med nyfortolkninger af lækkert King-materiale den næste tid. Men jeg er faktisk ikke helt klar til at slippe Pet Sematary endnu, selvom jeg allerede har fortalt indgående om min favoritroman, den gamle film fra 1989 og forårets noget skuffende reboot, for i 1992 vendte instruktør Mary Lambert tilbage til universet og instruerede Pet Sematary Two, der ikke har ret meget med forgængeren at gøre, men som er så utroligt underholdende, at den fortjener sit eget indlæg. 

Overskriften til dagens anmeldelse havde jeg faktisk fundet inden jeg genså filmen, der i min tågede hukommelse fremstod decideret elendig, og jeg så frem til at hagle den totalt ned. Jeg havde IKKE forventet at være vidne til en helt vanvittig og overdrevet kitchet film, der på mange måder er meget bedre end sin forgænger - måske fordi den overhovedet ikke tager sig selv seriøst. Først overvejede jeg at lave en spoiler-fri anmeldelse, men hvis jeg nu skal være helt ærlig overfor mig selv, er der nok en forsvindende lille chance for, at bare én af mine læsere kaster sig over Pet Sematary Two, så her følger et hæsblæsende resumé:
Tonen sættes fra starten, da den smukke horror-darling Renee lider en grusom død under indspilningen af en gyserfilm. Hendes unge søn - vores hovedperson Jeff, spillet af en teenagesurmulende Edward Furlong - overværer ulykken, hvor hun får elektrisk stød og lider voldsomt, hvilket ikke overraskende påvirker vores helt, der flytter med sin dyrlæge-far (selveste Dr. Greene fra ER!) til en lille by med en dyster hemmelighed. Dyrekirkegården bliver brugt meget mere i denne efterfølger, og det er en fed location, hvor byens børn og unge samles til Halloween for at fortælle den uhyggelige historie om Louis Creed og hans døde søn. Det er et fedt - og nødvendigt - callback, selvom det måske er lidt underligt med spøgelseshistorieformatet, for det kan vel ikke være ret længe siden det skete (der er kun tre år mellem de to film). 

Jeff er selvfølgelig en udstødt særling (men han tager altså også en kattekilling med i skole. Dude, don't.), og finder derfor ganske forudsigeligt sammen med et andet mobbeoffer - den overvægtige Drew. Og her kommer filmens sande stjerne ind i billedet; Drews ekstremt onde stedfar Gus - der også er byens sherif - spilles bizart, overdrevet og underholdende af Clancy Brown, der måske vendte lidt tilbage til denne rolle i Desperation fra 2006. Gus er SÅ OND; perfekt illustreret ved hans kyniske nedskydning af Drews nuttede hund Zowie, der naturligvis begraves på indianergravpladsen og hurtigt vender tilbage. Da Gus går langt over stregen og tæsker sin stedsøn voldsomt, bliver han dræbt af monster-Zowie, og drengenes lidt overraskende reaktion er at begrave Gus på indianergravpladsen, hvilket selvfølgelig ender helt galt. 
Gus er en utroligt god skurk, og Clancy Brown er virkelig filmens højdepunkt. Vendt tilbage fra de døde er han kun endnu mere ondskabsfuld, og snart følger en forrygende scene, hvor han fræser ansigtet af en ung knægt med hjulet på en motorcykel. Han er i det hele taget temmelig nådesløs og får mange liv på samvittigheden på ultrakort tid, inden Pet Sematary Two kulminerer i en absurd fællesindsats fra Gus og drengene, hvor de graver den døde skuespillermor op igen. Det er en overvejende dårlig idé, hvilket vel ikke kan komme bag på nogen, og vores dyrlægehelt Dr. Greene må redde dagen i nogle episke slutscener.

Til allersidst en lille disclaimer: Det er lidt uvant for mig at plastre bloggen til med billeder af mig selv, og der har været ret mange på det sidste. Som den skarpe læser måske har opdaget, bærer jeg dog en t-shirt med King-tema på alle billederne; nogle referencer er tydeligvis mere åbenlyse end andre, og jeg er faktisk gladest for dem, der er lidt mere subtile. Jeg køber mine pinligt mange t-shirts hos ka-tet19, og jeg må snarest få lavet et helt indlæg dedikeret til min yndlingswebshop.