søndag den 19. oktober 2014

and if I pave my streets with good times

Jeg har haft den allerbedste mini-efterårsferie med min far og min søster (og min kæreste, men han skulle desværre arbejde de fleste dage). Vi har været turister i min by - for det meste i regnvejr, men i torsdags artede vejret sig, og vi spiste frokost foran Torvehallerne, der fristede med lækkerier i bunkevis. På billedet er jeg selvfølgelig ved at instagramme mine tapas, hvor dén med rejer og artiskok var en klar vinder. Smagsprøverne indenfor inkluderede vanvittigt gode chokoladelakridser, der overtalte os til at købe en julekalender til min far, og inden da havde min søster haft dankortet oppe af lommen i Royal Copenhagens Outlet på Frederiksberg. Jeg brugte først (min fars) penge lørdag, da turen gik til Fields, men det er en helt anden historie. 

Fredag regnede det meget, og så regnede det lidt mere, og selvom det ikke nåede nordjyske højder, begrænsede det vores udflugtsdag en lille smule. Vi kørte en tur rundt i Nordsjælland, men ud over et stop ved Dronningmølle, blev vi i bilen det meste af tiden. Det gjorde mig nu ikke så meget, for jeg sidder så sjældent i en bil, at det nærmest er blevet småeksotisk for mig, og jeg nød at blive kørt rundt i de farverige skove, der er ekstra smukke lige for tiden. Efter en lækker omgang running sushi, bød aftenen på klassisk koncert i DRs Koncerthus - vi havde fået gratis billetter af en sød blaffer, som min far og søster havde haft med fra færgen på turen herover, og det var en mulighed vi ikke kunne lade passere. Jeg har kun været i Koncerthuset en gang før, og en klassisk koncert med et helt symfoniorkester var en lidt anden oplevelse, som jeg er glad for at have fået med. Jeg kan ikke sige noget klogt om musikken; andet end at jeg bedre kunne lide Carl Nielsens femte symfoni, end Sibelius' fjerde, der åbnede ballet. 

De andre aftener er gået med filmhygge og snak, og jeg var ikke helt tilfreds med at sende min lille familie tilbage til Jylland i formiddags. Det var så dejligt at have dem her, og der er aaaalt for længe til jul, men jeg skal (heldigvis?) arbejde så meget, at de to måneder hurtigt er gået. Nu har jeg i hvert fald nogle finhedsdage at tænke tilbage på, når det hele bliver mørkt og gråt.    

fredag den 17. oktober 2014

anything goes but don't blink you might miss

I disse dage har jeg besøg af verdens bedste far og søster, og vi har så travlt med at hygge os, at jeg slet ikke kan finde tid til at sortere billeder og blogge. Lige om lidt tager vi en tur i Koncerthuset og ser lidt klassisk musik, og mon ikke aftenen slutter med en gyserfilm på sofaen. Billederne er derfor ikke aktuelle, men er en af de sidste rester af Tyrkiet-finhed, som jeg ikke har vist jer endnu. Istanbul bød nemlig også på imponerende flot og opmærksomhedspåråbende streetart i alle kategorier og med knald på både motiv og farver - det viste er kun et meget lille udpluk af alt det spændende jeg tog billeder af. Det var en fornøjelse at gå rundt i byen og tilfældigt støde på hele, overmalede vægge eller en vred panda hist og her; og jeg ville sådan ønske, at København var lidt mere liberal på byudsmykningsfronten, selvom her bestemt også er fine ting rundt omkring. 

tirsdag den 14. oktober 2014

although it's last month it's like yesterday

Da jeg havde grædt lidt over min mor i søndags, trængte jeg til at få tankerne væk og blive blæst igennem af den friske luft, så jeg cyklede en tur ud til Amager Fælled. Det er først i år, at jeg for alvor er begyndt at bruge Vestamager - med både stranden og staden så tæt på har jeg ikke rigtig haft behovet. Men der er jo vidunderligt smukt derude, og jeg har især forelsket mig totalt i området ved Sjællandsbroen, som Sine viste mig for noget tid siden. Billederne er ikke fra i søndags, men fra en dag for snart en måned siden, hvor min kæreste og jeg cyklede samme tur og sluttede af på Mother med en cola og en kop kaffe.

Efterårets komme betyder også sæsonstart på flere af mine yndlingsserier, der er noget af det allerbedste til at aflede tankerne. American Horror Story startede meget lovende ud på fjerde sæson; 'Freakshow', Sons of Anarchy er overdrevet, men underholdende - men det spritnye afsnit af The Walking Dead slår alt andet med flere længder. Jeg vil ikke spoile eller snakke for meget om det, før hele sæsonen er blevet vist, men flere af scenerne i første afsnit af femte sæson er noget af det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har set i en tv-serie i bedste sendetid. Det er bestemt et kompliment, for jeg er positivt overrasket over hvor meget brutalitet og kynisme serien efterhånden byder på (men der er heldigvis også stadig plads til kærlighed og sammenhold). Jeg glæder mig så meget til næste afsnit!

søndag den 12. oktober 2014

I wish I could save her in some sort of time machine

Jeg tænker ret meget på min mor for tiden. I perioder kommer det bare helt af sig selv, og selvom hun altid fylder meget i min bevidsthed, fylder hun endnu mere i disse uger. Det handler nok om, at det er blevet efterår igen, og at oktober og november for to år siden var så forfærdelige og fyldt med sygdom, tårer og min mor, der så hurtigt forsvandt. Jeg har lyst til at skrige over, at der allerede er gået to år, for sådan føles det bare overhovedet ikke, og jeg bliver lidt panisk over at tiden - og min mor - forsvinder mellem hænderne på mig. Og i øjeblikket er det kun alt det dårlige, der popper op i min bevidsthed; sygehuset, da lægen overbragte den totalt uforståelige besked, min mor, der har det skidt i en hospitalsseng på en alt for lille, overfyldt stue, hvor jeg ikke kan gå nogen steder hen med min sorg, og hvor absurd det var at bo næsten to uger på en palliativ afdeling og bare vente på, at min mor skulle dø. Jeg er træt af, at det er de sidste ti uger i min mors liv, der får lov til at fylde mest, når der nu er så mange andre vidunderlige, trygge og gode uger at tage af. Dem kan jeg heldigvis godt tænke på normalt, men i øjeblikket er det ret tit forgæves, når jeg prøver at fremmane alt det gode, og jeg finder mig selv rode desperat rundt i minder fra juleaftener og fødselsdage, uden helt at kunne bryde overfladen og finde det jeg søger. Det hjælper lidt at kigge på gamle billeder; jeg får stadig en knude i maven og tårer i øjnene, men det er bedre at savne hende dybt og inderligt end konstant at blive konfronteret med måden hun forlod os på. 

Selvfølgelig har jeg det bedre, end lige da hun var død. Jeg har det også bedre end sidste år på denne tid, sådan helt generelt. Men det er to skridt frem og ét tilbage, og jeg ville altså ønske at jeg selv kunne vælge, hvilke minder om min mor der skal være mest dominerende i min bevidsthed. Det er generende for mig, at mindet om hendes allersidste åndedræt pludselig og uden varsel popper op i mine tanker, når jeg hellere bare vil tænke på hende værende glad, levende og min mor. Jeg savner hende så meget.  

lørdag den 11. oktober 2014

Stephen King - Mr. Mercedes

Mr. Mercedes er den nyeste udgivelse fra Stephen Kings produktive hånd; stadigt så ny, at jeg ikke så den oversat til tyrkisk og - alt efter hvordan man tæller - forfatterens roman nummer syvoghalvtreds. Med en så imponerende udgivelsesrække kan de ikke alle sammen være lige gode, og selvom denne thriller ikke er decideret dårlig, kunne den godt være blevet i bunden af skrivebordsskuffen. Heldigvis er selv en halvdårlig King-thriller bedre end det meste andet i genren, tempoet i bogen fejler ingenting; og Kings opbygning af karakterer er stadig eminent, omend grænsende til det stereotype i denne bog. Til sidst blev den faktisk en regulær pageturner for mig, og det var svært at slukke lyset over sengen i værelset, jeg delte med min søster i Tyskland. Ikke på grund af uhyggefaktoren i bogen, der er nærmest ikke-eksisterende, men fordi den faktisk blev enormt spændende. Jeg tror dog det er en bog, der vinder meget på at blive læst i løbet af et par dage - den er som de fleste bøger helt klart bedst, når de tidligere sider er friske i hukommelsen.

Monsteret i Mr. Mercedes er ikke en af dem fra kloakristerne eller det ydre rum, men derimod en helt anonym ung mand, der dog ikke er mindre uhyggelig af den grund. En af Kings forcer er at beskrive, hvordan den helt almindelige nabo i virkeligheden kan være en sindssyg sadist, og mange af hans mest ubehagelige historier udspringer af denne dagligdags horror. Mr. Mercedes forbliver ikke anonym for læseren ret længe, men det er et bekendtskab man måske helst ville have været foruden. Brady Hartsfield er nærmest en kliché-agtig definition på uskadelig fremmed - uden at spoile har han en meget tillidsvækkende funktion i samfundet, men ikke desto mindre er han også manden bag rattet i den Mercedes, der en tidlig morgen torpederer en gruppe af arbejdsløse, der venter foran et jobcenter. Selvom han dræber mange og sender chokbølger gennem samfundet, har han endnu større planer, og det er op til den pensionerede detektiv Bill Hodges at afsløre og  stoppe ham. 

Bill Hodges er definitionen på en 'retired cop' - i mit hoved ligner han en lidt ældre udgave af Sam Healy fra Orange Is The New Black. Han bruger sine dage på at se dårligt fjernsyn, spise junkfood og ærgre sig over, at han ikke fangede Mr. Mercedes inden han gik på pension året inden. Da han en dag får et drillende brev fra morderen, der tydeligvis har overvåget ham, beslutter han sig for at sætte efter ham - alene. Og det er altså lidt irriterende. Jeg ved godt, at der ikke rigtig ville være en historie, hvis Bill bare gav brevet videre til sine buddies på politistationen, men det virker altså lidt utroværdigt. Det bliver endnu værre som plottet skrider hastigt frem - på et tidspunkt er det direkte åndssvagt, at han ikke bare beder om hjælp. Hans kærlighedsaffære med den meget yngre og lækre søster til et andet offer er også så klichéfyldt, at det næsten er uudholdeligt; også selvom det tydeligvis er bevidste nik til detektivgenren fra Kings side. Portrættet af Brady Hartsfield derimod er både skræmmende og overbevisende, og han er straks lidt mere interessant at følge.   

Mr. Mercedes er ifølge Stephen King den første i en trilogi om Bill Hodges, hvilket for mig ikke er sindssygt ophidsende nyheder, da jeg til enhver tid hellere vil have to romaner med helt friske historier og karakterer. Hvis historien og karaktererne havde været lige så spændende og rørende som 'The Dark Tower'-serien, havde jeg nok set lidt mere frem til de næste udgivelser om Bill Hodges, men efter Mr. Mercedes er jeg mest bare mildt skuffet. 

fredag den 10. oktober 2014

breaking my back just to know your name

I Istanbul kom vi helt tilfældigt forbi et spændende bogmarked med et hav af mærkelige bøger, gamle magasiner og skjulte skatte. Langt de fleste bøger var naturligvis på tyrkisk, men jeg nød alligevel at gå rundt og bladre lidt hist og pist - især i de mange Stephen King-udgivelser med for mig nye forsider og fremmede navne. Flere af sælgerne kunne tydeligvis ikke forstå min fascination af King-bøgerne - de ville meget hellere vise mig noget underlødigt, engelsksproget chick-lit, men jeg endte med at gå tomhændet derfra, hvilket jeg både er stolt af og har inderligt fortrudt. Jeg er stolt af det, fordi jeg ikke skal slæbe mere ragelse ind i lejligheden, og jeg har fortrudt det, fordi jeg nu alligevel gerne vil have en tyrkisksproget King-roman stående i samlingen.

Turen til Istanbul kickstartede også min læselyst, der ellers har været forsvundet lidt i  arbejde, venneaftaler og ikke mindst mængden af gode film og spændende tv-serier. I går brugte jeg det meste af min fridag på sofaen med Murakamis 'Blind Willow, Sleeping Woman', og jeg måtte flere gange stoppe op for at skrive et par virkeligt gode sætninger ned, for det er længe siden, jeg har følt så stor glæde ved at læse. Murakami er så rammende  i sine beskrivelser af mennesket, og de to oversættere har gjort et kæmpe stykke arbejde ved at gøre værket så levende på engelsk. I dag har jeg også fri, men jeg kan ikke bruge hele dagen med næsen i bogen; i næste uge får vi besøg af min far og min søster, og lejligheden trænger til en kærlig hånd eller to.   

onsdag den 8. oktober 2014

I only want to be the centre of your attention

Der er katte overalt i Istanbul. OVERALT. Lige da vi ankom, blev jeg lidt nedtrykt over antallet af herreløse katte, men efter et par dage i byen synes jeg faktisk, at både katte og mennesker får det bedste ud af en nederen situation. De fleste katte hørte trods alt til et sted, og dem der ikke gjorde, blev som oftest ikke smidt væk, hvis de havde fundet nogle gamle blade at ligge på. Flere steder bliver de også fodret af de lokale, og der var kun et par af kattene der var alarmerende tynde - og kun en enkelt med et sår. Det gør kattedamen her rigtig glad! Og så er katte altså bare så afsindigt seje - hvor blæret er det ikke at ligge midt på en café og sove dybt og trygt, helt uden at ænse alle de mennesker, der pibler forbi lige ved siden af. 
En meget smuk port gemt lidt af vejen på den største gågade, Istiklal, ledte os ind til Kattenes Paradis. I virkeligheden var det en begravelsesplads for nogen, som jeg ikke liiiige fik navnet på eller historien om, men nu er det yndlings-hang-out-area for mindst tyve katte. De så alle sammen ud til at have det ganske fint, og de eneste der generede dem, var de  især kvindelige turister (mig selv inkluderet), der overfotograferede dem hver gang vi kom forbi.

I aften er det min egen lille kattemand Jimmy, der skal overdynges med snacks, opmærksomhed og leg, for de sidste par dage har jeg ikke været ret meget hjemme. I går var jeg inviteret på tårefremkaldende stærk og lækker chili con carne samt Twin Peaks-hygge hos en af mine allerbedste kollegaer sammen med seks-syv andre fra arbejdet, og det blev lidt sent, inden jeg kom hjem. Nogle gange har jeg været lidt træt af mig selv, fordi jeg ikke har fundet et relevant studiejob i stedet for at blive i det velkendte og trygge, men så kommer jeg til at tænke på alle de gode mennesker, jeg har mødt på mit arbejde igennem de sidste mange år. Den første november er det faktisk ni år siden jeg startede som juleassistance derinde; en genert, tyveårig jyde, der lige var ankommet med firetoget, og som på grund af arbejdet fik den allerbedste omgangskreds, nogle af mine bedste venner overhovedet og - efter et par år - også min kæreste. Bevares, der har da også været et par brodne kar hist og her, men generelt er min chef ret god til at spotte musikinteresserede unge mennesker, der passer godt ind på holdet.   

søndag den 5. oktober 2014

but the ocean made me feel stupid

Lørdag aften blev det lidt sent, så søndag sov vi længe og spiste god morgenmad på hotellets tilhørende café, og derefter gik vi atter ud i regnen - men denne gang langt bedre forberedte på tøjfronten og med en mere... konstruktiv mental indstilling. Ved Galata-tårnet tog vi elevatoren op (ret offensivt at installere en elevator i en bygning, der er femtenhundrede år gammel) og nød den imponerende udsigt over byen, mens blæsten og regnen var ved at sende os ud over kanten på det gamle tårn.  
Bagefter sejlede vi lige en tur til Asien. Jeg bliver sært tilfreds af at krydse landegrænser (på vejen mellemlandede vi faktisk i Serbien, men det tæller ikke, når man ikke forlader lufthavnen), så muligheden for at krydse en kontinentgrænse kunne vi ikke lade passere. Kun farven på vandet afslørede at vi sejlede på Middelhavet og ikke i Øresund, for vejret var stadig ret vådt og blæsende. På den anden side af Bosphorus-strædet spiste vi frokost og baklava - som jeg ikke troede jeg kunne lide, men nu elsker - og så sejlede vi tilbage igen.  
Spot en kat!
Tilbage i Europa var det endelig holdt op med at regne, og vi gik en tur nede ved fiskemarkederne og den lille havn ved Galata-broen. Her blev der solgt fiskesandwiches til glæde for både lokale, turister, katte og måger, og det var et rigtig hyggeligt område med fine detaljer overalt. Jeg var lidt for mæt til at have lyst til fisk, men den tilberedte mad både duftede godt og så lækker ud, så jeg forstår godt tiltrækningen. Eftermiddagen sluttede med shopping på Istiklal-gaden og blev om aftenen til en vandpibe på en café med mere livemusik i baggrunden. Dejlig søndag! 

lørdag den 4. oktober 2014

they laugh in a language I don't understand

For præcis en uge siden var det store-sightseeing-dag i Istanbul for min kæreste og jeg, men desværre også den dag det regnede allermest. Vi havde ikke fået de fancy regnslag med den dag, og de billige paraplyer fra H&M var bare slet, slet ikke nok. Jeg var gennemblødt efter fem minutter i køen (som man kan skimte på første billede) til Topkapi-paladset, og jeg havde kun lyst til at tage tilbage til hotellet og spise turkish delight. Men vi sneglede os tappert og langsomt frem til  billetkontoret, der viste sig bare at være en sikkerhedskontrol for folk, der allerede havde købt billet i en endnu længere kø et andet sted. Og så gav vi op. FLOT palads. Udefra. I stedet fandt vi et hyggeligt lille sted hvor vi indpakket i bløde tæpper spiste frokost og drak varm the.
Ved Basilica-cisternen var køen noget mere barmhjertig - heldigvis, for det var en af de ting, jeg virkelig gerne ville se. Under jorden slap vi også for regnen og gik rundt på gangbroer blandt smukke søjler i det, der i 500-tallet var en ekstra vandforsyning i Istanbul. Der var meget stemningsfuldt og flot, og de to Medusa-hoveder i det ene hjørne var ret mystiske. Det ene vender på hovedet, og det anden ligger på siden, og der er ikke rigtig nogen, der ved hvorfor. Man mener, at hovederne blev taget fra endnu ældre bygningsværker og bare brugt som søjlefundament uden hensynstagen til motiv, men det er da helt skørt, at man ikke lige vendte dem rigtigt når man nu var i gang. 
Da vi kom op fra mørket var det faktisk holdt op med at regne, og vi nød et par timers tilfældig slentren rundt, hvor vi først så den mægtige Aya Sofya-moské og dernæst den smukke Blå Moské. Begge beundrede vi udefra (og jeg vil ikke kede jer med halvdårlige snapshots taget i gråvejr, for det vil ikke yde bygningerne retfærdighed), for køerne begge steder var absurd lange. Jeg gider ikke besøge Istanbul for at stå i kø i to gange tre timer, og udefra var moskéerne stadigvæk vidunderligt smukke. Ved Aya Sofya opdagede vi tilfældigt sultanernes gravkamre, der var gratis at besøge og vildt imponerende. Jeg blev ret glad for udsmykningen i moskéer og gravkamre, der er flotte på en helt anden måde end Europas også smukke kirker med guder og helgener. Bagefter besøgte vi en anden, næsten mennesketom moské, som vi havde set fra en balkon med udsigt over vandet, og det var ret interessant at opleve en 'rigtig' en af slagsen. Efter at have travet rundt i timevis, tog vi sporvognen hjem og ladede op til en virkelig god aften ude, hvor vi drak raki og så tyrkisk folkemusik spillet af to unge fyre på en bar.