mandag den 20. april 2015

and it's oh so fine getting out of your mind

Sidste uges klare højdepunkt var også et ekstra stort et af slagsen - der var nemlig sæsonpremiere på femte sæson af Game of Thrones. Og hvis man nu rent hypotetisk var sådan et menneske uden moralske skrupler, var dagen endnu bedre -  der skete nemlig det forfærdelige/fantastiske, at hele FIRE afsnit af den nye sæson pludseligt var tilgængelige. En katastrofe for HBO, en gave af dimensioner for ventende fans. Når man tænker på, hvor hurtigt jeg tog Ice and Fire-universet til mig og hvor glad jeg er for både bøger og tv-serie, er det helt utroligt, at jeg ikke har plapret mere løs her på bloggen, men det kan jeg jo nå endnu. Dette indlæg skal nu mest handle om alt det materielle omkring universet, som jeg har fået skrabet sammen ved hjælp af mit samlergen, gode gaver og frynsegoder fra arbejdet. Min søster forærede mig nemlig den sejeste pop-up-bog i julegave, og da fjerde sæson udkom i februar måned, faldt der lidt merchandise-lir af til mig (og til de andre kunder, der købte fjerde sæson på førstedagen), så nu kan jeg spille kort med GoT-motiv samt bryste mig med Lannisters våbenskjold. 
Bogen fra min søster er SÅ sej. Den er totalt ubrugelig og nem at ødelægge - præcis som ægte nørdegrej skal være - og der skulle gå flere måneder, før jeg turde folde kortet helt ud (se nedenfor). Jeg synes nu næsten også den er flottest, når man kigger på en side af gangen, og helt ligesom i virkeligheden (altså, George R.R. Martins virkelighed) er jeg gladest for Winterfell.
Lille Joffrey var også en del af gaveregnen i februar, og han bor nu meget passende foran bøgerne, som jeg en eller anden dag skal have købt i lækre hardbacks. Jeg havde tænkt mig at vente til hele serien var færdigskrevet, men jeg deler altså internettes bekymring om, at det aldrig vil komme til at ske. George R. R. Martin skriver usandsynligt langsomt, og mens hele verden holder vejret og venter på resultatet af en cliffhanger af dimensioner i slutningen af A Dance With Dragons, arbejder han i stedet på en prequel kaldet Tales of Dunk and Egg, der måske nok foregår i samme univers, men som altså ikke har så meget at gøre med den historie, vi alle sammen MÅ høre mere om snart. NOT COOL, DUDE! Derudover er han altså seksogtres, og ligner én, der har levet af at skrive fantasy i mange, mange år - hans helbred skulle gerne kunne holde til, at han bliver ved læææænge endnu. (Han skal i hvert fald som minimum nå at skrive de to afsluttende bøger i A Song of Ice and Fire-serien, men begrænsning er ikke hans stærke side, og serien er allerede vokset fra den planlagte trilogi til disse lovede syv bøger). 
Pop-up-bogen var nu også ret imponerende i al sin udfoldede pomp og pragt, og Jimmy var enormt interesseret i denne miniature-verden, hvor han kunne føle sig som - og var -  en destruerende kæmpekat. Han blev forvist fra bordet, da han havde gnasket lidt på the shadow warrior, men vendte hurtigt tilbage, da jeg bredte spillekortene ud til fotografering. Det er så heldigt, at jeg har en så dygtig lille assistent, der hellere end gerne vil hjælpe, hver gang jeg skal fotografere noget til bloggen...

fredag den 17. april 2015

I don't feel like doing much of anything

Det har været en virkelig hård og træls uge på arbejdet, og den har drænet mig for alt overskydende energi, fået mig til at aflyse gode veninde-aftaler og fået tårerne frem i øjnene på mig flere gange. Sådanne uger er dumme, men så længe de ikke dukker op alt for tit, er de også overkommelige. Jeg synes måske bare, at de efterhånden kommer liiiiige ofte nok, og så bliver det enormt svært at holde gejsten oppe. Og her rammer jeg ind i en af udfordringerne ved denne ikke-anonyme blogform jeg har valgt, for jeg synes ikke rigtig at mine frustrationer omkring mit arbejde hører hjemme her. De fleste af mine udfordringer tager desuden også afsæt i mine egne reaktionsmønstre, så jeg er heller ikke ude på at pege fingre - jeg kan bare mærke nogle symptomer på stress, som jeg ellers ikke har set noget til siden min depression for syv år siden, og det er ikke så rart. 

Jeg har prøvet at finde en sjovere, mere blog-egnet tilgang til helvedesugen - f.eks. må alle uger, der starter dagen efter et nederlag i overtiden mod hadeholdet FC Midtjylland pr. automatik være skrækkelige - men det ER altså bare ikke så sjovt at min OCD går bananas, fordi mit hoved er fyldt med bekymringer. Hvis jeg skal give situationen et positivt spin, må det være noget i retningen af, at så længe det er mit arbejde, der volder mig flest udfordringer, betyder det, at de andre ting i mit liv går ret godt. Jeg er stadig helt forundret over at være kommet så let igennem vinteren; jeg har det rigtig godt med både min kæreste, venner og familie, og jeg er blevet bedre til at sætte pris på de små ting i hverdagen - f.eks. de efterhånden meget omtalte morgencykelture. Nu håber jeg bare, at jeg kan blive bedre til at tage lidt lettere på tingene på arbejdet også, så jeg ikke skal være så sur og ked af det hele tiden.

Jeg kan heller ikke fuldstændigt afvise, at min tredive-års fødselsdag har haft noget med alt det her at gøre. Jeg er begyndt at affinde mig med, at jeg nok ikke er eller bliver akademiker, men hvad er jeg så? Jeg har aldrig haft andre karrieremæssige fremtidsdrømme end at gå i skole, for det var jeg glad for og god til - men hvad det skulle føre til, har jeg aldrig været klar over. Da jeg begyndte at læse tysk på Københavns Universitet var det med visheden om, at jeg ikke ville undervise, men 'måske arbejde i et firma med noget handel' - tættere er jeg ikke kommet, og hvis det havde været et brændende ønske, burde jeg nok have læst på CBS. I stedet valgte jeg litteraturen og historien, og det var langt hen af vejen godt og spændende; jeg lærte bare ikke tysk. Bevares, på skrift er jeg hæderlig, men jeg er virkelig ikke god mundtligt, og jeg dumpede også den afsluttende litteratureksamen, hvilket jeg aldrig havde troet skulle overgå mig. Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke taler mere tysk i undervisningen, eller hvorfor der ikke var bedre tilbud om ekstra øvetimer i mundtlig sprogfærdighed, men det er en helt anden snak - faktum er bare, at det har afskrækket mig en del fra at tage kandidaten også, selvom det stadig ikke er helt udelukket. 

Nu har jeg en bachelor i tysk og film- og medievidenskab, der i praksis er ubrugelig (jeg har nu ikke fortrudt at jeg har taget den, for det var alt i alt en god oplevelse, der lærte mig meget om mig selv), og det ville være okay, hvis bare jeg havde fundet en god erstatning. Selvom jeg heldigvis er glad for mit arbejde det meste af tiden, er det ikke realistisk at min stilling overhovedet eksisterer om ti - eller måske bare om fem - år, så på et eller andet tidspunkt skal jeg videre. Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal hen.      

søndag den 12. april 2015

we don't do the things you do

De første glimt fra den sidste uges tid er fra mine cykelture på arbejde, hvor jeg er begyndt at cykle gennem Christiania. Jeg har aldrig været fan af at vælte ud i morgencykelmyldretiden med kaos, larmende biler og sure mennesker, og nu har jeg altså fundet en løsning, der tilmed byder på fuglesang og illusionen af natur. Og så er ruten faktisk også et helt minut hurtigere! (Ikke på vej hjem, dog. Der skal man lige navigere gennem et menneskehav af turister, børn og mere eller mindre påvirkede mennesker, men det er også helt i orden. Ruten er stadig meget bedre end den skrækkelige Vermlandsgade/Torvegade-tur.)
Det meste af min fritid denne uge er blevet brugt på en af mine fødselsdagsgaver; mastodontpuslespillet med hele tre tusinde brikker, som både min kæreste, to veninder, mig selv og ikke mindst Jimmy har været involveret i. Sidstnævnte har over flere omgange forsinket processen, men jeg synes nu alligevel det er meget godt klaret, at vi næsten er blevet færdige på bare en uges tid. Næste gang køber jeg nok et puslespil, der ikke er fire centimeter for bredt til at være på bordet. 
Det har også været min kærestes 'fødselsdagsuge' - et begreb jeg måske brugte lidt for lemfældigt for to uger siden, da det var min fødselsdag, og som nu har fået min kæreste til at gøre det samme. Vi har hygget, har vi, og på selve dagen i torsdags var vi ude og spise på Madmanifesten, hvilket var en rigtig god oplevelse. Det var et super hyggeligt sted med overvejende økologisk mad og meget sød betjening, og min ufotogene risotto af perlebyg, Vesterhavsost og en glad kylling var vanvittigt god.

Den eneste dråbe malurt i bægeret har været savnet til min familie, der altid er lidt ekstra stort når jeg lige har været sammen med dem. Heldigvis er min søster og jeg gode til at sende snaps, og jeg blev SÅ glad for den af Silke, der træder på min OCD-sten. Jeg har først fået konstateret OCD efter jeg er blevet voksen, men har nok altid haft det (dog slet ikke i den invaliderende form, man ofte hører om.) Noget af det, jeg husker tydeligst, er mit behov for altid at træde på en bestemt sten på gårdspladsen. Den handling har forhindret mange ulykker i min opvækst, og selvom jeg sagtens kan lade være nu, træder jeg alligevel tit lige på stenen - bare for en god ordens skyld.  

torsdag den 9. april 2015

you built a tower tumbling through the trees




Den 24. februar 2015 løb det allersidste afsnit af Parks and Recreation over skærmen, og det var et vemodigt farvel til min ultimative favorit inden for komediegenren. Sidst jeg skrev lidt om indbyggerne i Pawnee fornemmede jeg en vis metaltræthed, der også prægede det meste af sjette sæson, men denne syvende og sidste sæson var en tilbagevenden til de første sæsoners varme og vanvittige komik, og cementerede seriens status helt på toppen. Det meste af sæsonen foregik i år 2017, og det var et nødvendigt og forfriskende pust til serien, der naturligt nok var kørt en lille smule fast i working-in-government-rillen. Nu var der i stedet stof til masser af gode flashbacks, og der var plads til at lade historien udfolde sig i helt nye retninger, og selvom jeg nok skal lade være med at stor-spoile, er der lige et par ting jeg bliver nødt til at adressere.

Ron og Leslies uvenskab var en af sæsonens mest overraskende og rørende storylines, og Nick Offerman bliver bare sjovere og sjovere. Jeg er uenig i flere af de ting, rollerne står for - men trods en vis konservativ tilgang til nogle emner, er de i bund og grund nogle gode, kærlige mennesker. Internettet har diskuteret hvad Ron og Leslie ville have ment om Indianas nye anti-homo lovgivning, hvilket forleden fik Nick Offerman til at holde en tale i netop Indiana skrevet af seriens skaber Michael Schur, og Ron og Leslie er i hvert fald ikke konservative i spørgsmålet om homoseksualitet (jeg havde nu heller ikke regnet med andet.)
 
I slutningen af sæson seks var Leslie gravid (!) med trillinger (!!!), og jeg var virkelig bange for, at serien ville udvikle sig i en kedelig, børneagtig retning. Børnene har dog sæsonen igennem en samlet skærmtid på omkring to minutter, og udover et par flygtige referencer til dem nu og da, har de ingen indflydelse på historien overhovedet, og man glemmer næsten at de er der. Heldigvis.  
April Ludgate er stadig en af mine ultimative favoritkarakterer på tv, og jeg bilder mig ind, at vi ville være enormt gode venner, hvis vi kendte hinanden i virkeligheden. Det er helt skørt, at jeg slet ikke kendte Parks & Recreation for bare fire år siden - ellers ville April have været en klar nummer et på min liste over fiktive veninder (et indlæg komplet med manglende billeder og for lidt tekst.) Hendes udvikling serien igennem er helt utrolig; selvom hun til sidst er mere sarkastisk og knivspark end nogensinde, er hun langt fra lige så sortsynet som tidligere, og især i sit forhold til Andy - 'the human golden retriever'- viser hun en omsorgsfuld, eventyrlysten og kærlig side af sig selv. April hader mange ting, men er til gengæld meget dedikeret til de ting hun elsker - og her er en anmeldelse 'hun' har lavet af Neutral Milk Hotels In the Aeroplane Over the Sea, hvilket kun får mig til at holde endnu mere af hende.      

Her følger måske en lidt større spoiler, men slutningen med flash forwards tredive år ud i tiden trak tråde til verdens bedste afslutning på verdens bedste tv-serie, nemlig Six Feet Unders montage over livets sidste øjeblikke  for de mennesker, man havde lært at elske undervejs. I Parks and Recreations finale var der heldigvis markant færre dødsfald (det er trods alt en komedieserie), men den var næsten lige så rørende. Jeg er virkelig begyndt at holde af den her flok, der trods de overdrevne situationer og karaktertræk alligevel virker meget mere menneskelige end rollerne i de fleste dramaserier. Jeg kommer til at savne Parks and Recreation, og jeg tror det bliver mere end svært for en ny komedieserie at snuppe førstepladsen på min favoritliste

tirsdag den 7. april 2015

but now it's just a matter of grace

Jeg nåede faktisk overraskende mange ting på min ultrakorte, to-hele-og-en-halv-dags-påskeferie i Jylland, men jeg kunne sagtens være blevet en uge mere. I de dage begyndte jeg for alvor at kunne mærke foråret, og en formiddag var vi i 'haven' helt uden jakke på. Vi fjernede visne blade fra min fars bede, og det var sygt tilfredsstillende. Stedmoderblomsterne fra Lillienlund fik nyt liv både på min fars terrasse og ved min mors grav, hvor vi også plantede det lille træ. Min mor har fyldt lidt ekstra i min bevidsthed i de sidste par uger - jeg tænker, at det sandsynligvis har noget med min runde fødselsdag at gøre. Den måtte hun nu altså gerne have været en del af.  
Vi nåede også forbi min lille favoritfamilie i Hobro, hvor Silke viste småpigerne, at hunde ikke behøver være farlige. Det korte visit var bedre end ingenting, men tiden fløj bare afsted, og jeg nåede kun lige at udveksle de vigtigste nyheder med min kære barndomsveninde. Vi kunne godt bruge en god, gammeldags sleepover med fredagsslik og dyne foran fjernsynet, så det vil jeg krydse fingre for kan lade sig gøre engang i den nærmeste fremtid. (Begrebet 'den nærmeste fremtid' udvides her en anelse og strækker sig realistisk set nok over et års tid, men intet er umuligt!)
Politikens bagside var absolut vidunderlig den anden dag - blanddt adskillige guldkorn lavet over Socialdemokraternes kampagneskabelon fandt vi denne perle, der straks måtte op på køleskabet. For en lille familie, der synes Helle skal slappe lidt af med DF-undertonerne OG hader FC Midtjylland, bliver det ikke meget sjovere. Påskedagene bød også på nyheden om Thomas Augustinussens forlængelse med AaB, hvilket gjorde mig glad og lettet. Augu hører til i AaB, og udover hovedtjansen som fodboldspiller starter han nu også op i klubbens salgsafdeling, så han kan blive i AaB FOR EVIGT. I går spillede han godt nok rigtig skidt i 1-1-kampen mod Randers, men det er allerede tilgivet og glemt. 
Solnedgange er pr. definition lidt afsluttende, så denne fine én af slagsen fra Mariager Fjord får lov at afrunde fortællingen om mit lille påskeeventyr. 

søndag den 5. april 2015

your prettiness is seeping through

Min påskeferie har været fantastisk. Fordelingen mellem afslapning, udehygge, god mad, gamle venner, søde dyr og masser af grin har været helt perfekt, og vi startede mit korte jyllandsophold med at hente en overlykkelig Silke i hundepensionen og køre ud på gartneriet Lillienlund, der er et sandt mekka for folk med grønne fingre. Jeg genoptog øjeblikkeligt og kortvarigt min drøm om at blive gartner, men måtte hurtigt sande, at jeg kan navnene på omkring tre planter. (Dem på billederne er f.eks. stedmoderblomster!)  
Jeg har også mødt det nyeste medlem af familien - den seksårige, underskønne vallak Welander, som jeg lynhurtigt blev totalt forelsket i. Han er simpelten bare så blid og kærlig, og så er han altså også en ekstremt flot fyr. Min søster har ikke tidligere haft nogle drenge i dyreflokken, men han er den perfekte lille mand at starte med. 
Gensynet med Silke var lige så dejligt som forventet, og hun var med på både gåture og hygge i sofaen, selvom sidstnævnte egentlig er forbudt. Det lykkedes mig også næsten at få et billede af hendes noget bizarre tissevane, hvor hun står på to ben og ser ualmindelig fjollet ud. 

onsdag den 1. april 2015

felt the blushing blood run through my cheeks

Jeg har været tredive år gammel i præcis otte dage, og min høje alder er allerede kommet til udtryk flere gange:

1. I Zoologisk Have sagde en kvinde (bemærk: en kvinde!) til sit barnebarn, at hun kunne komme til at se næsehornet, 'når damen har taget et billede'. Damen var mig. Semantics, people!

2. Var til optiker til kontaktlinsetjek i sidste uge (mit syn er dog heldigvis ikke blevet dårligere over natten), og efter endt eftersyn gav jeg selv, helt frivilligt, min optiker hånden og sagde tak for i dag. Jeg har aldrig før opfordret til et håndslag, og hun kiggede også lidt mærkeligt på mig. 

3. Jeg kan ikke længere springe bad og morgenmad over for lige at sove lidt længere inden arbejdet, da mine soverynker nu har brug for mindst en time før de forsvinder. Andre rynker har jeg ikke set så meget til endnu, heldigvis. Eller grå hår. Min mor var totalt gråhåret, før hun fyldte tredive, men der er jeg altså sluppet lidt billigere.

4. Jeg har købt en kjole af mærket Masai. Det ultimative (min) mor-mærke. Men den er altså ret pæn. 

5. Jeg smalltalker med ekspedienter nu. Jeg købte to kjoler i samme butik - den anden dog fra et af mine gamle favoritmærker Nümph - og spurgte faktisk selv ekspedienten om hendes mening i prøverummet. Plejer ellers aldrig at have lyst til at prøve tøj i små butikker, da jeg overhovedet ikke gider snakke med nogen eller have nogens mening. Og da jeg betalte, hørte jeg mig selv sige ting som: 'hvis man ikke må købe to kjoler når man holder fest, hvornår må man så?' og 'man fylder jo kun tredive én gang.' Dagen efter fortalte jeg den stakkels bagel-pige, at jeg skulle have en stor bagel, for 'det er jo torsdag'. Gys. FOLK ER LIGEGLADE! Jeg er selv ekspedient, og HADER smalltalk, men jeg kan åbenbart ikke stoppe mig selv nu.

Ellers har den første uge i trediverne nu behandlet mig meget pænt, og jeg skal nok blive glad for at være blevet rigtig voksen. I skrivende stund har jeg i øvrigt en t-shirt med katte på.  

søndag den 29. marts 2015

we're coming out of the side-lines

Jeg har fået besøg af min far og min søster, og vi storhygger med familiefødselsdag (min onkel og 'nye' tante har også fødselsdag her i slutningen af marts), vampyrfilm, bland-selv-slik, middagslure og indisk take-away. Tirsdag kører jeg med dem tilbage til Jylland, og så er det faktisk okay, at jeg lige skal arbejde et par dage først. Internettet bliver nedprioriteret i disse dage, så disse selvfede skabninger fra Zoologisk Have får lige lov til at agere pauseskærm lidt. 

torsdag den 26. marts 2015

they're all waiting here for me

I tirsdags tilbragte jeg min tredive-års fødselsdag på allerbedste vis i selskab med min kæreste. Jeg sov længe, fik morgenmad på sengen og pakkede lidt flere gaver op (behøver jeg nævne, hvor meget jeg elsker Michael Jackson-englen?), og jeg havde egentlig slet ikke lyst til at rejse mig fra sengen. Vi kom derfor ret sent afsted mod Zoologisk Have (jeg glemmer altid, at de lukker absurd tidligt i disse måneder), men vi nåede heldigvis at hilse på alle vennerne. 
Der var afsindig koldt, så vi var ret længe inde i regnskoven og kigge på flotte fugle. Jeg ledte også efter dovendyrene, som jeg kun kan se hveranden gang jeg er på besøg - tirsdag var ikke en af dem. Ulvene gemte sig også, men jeg fik da hilst på den i øjeblikket mest berømte beboer; det lillebitte næsehorn, der mest lå og puttede ved siden af sin mor. Inden da havde det rendt rundt i fuldt firspring på folden, men det har jeg ingen billeder af.

Aftensmaden blev indtaget på Spiseloppen, som jeg ikke tidligere har besøgt, men bestemt vender tilbage til. Det var virkelig lækker mad til absolut rimelige priser i en afslappet atmosfære, og jeg er kun ked af, at der ikke var plads i maven til dessert. 
Desserten kunne jeg heldigvis få derhjemme, for jeg har simpelthen fået så afsindigt meget slik. Mine venner, min familie og min kæreste har tydeligvis ikke tænkt sig at hjælpe i projekt bikiniklar (som nu aldrig har været et reelt projekt, og jeg ejer desuden ikke en bikini), og her er slik til mindst en uge. Høhø. På billedet mangler desuden endnu et Pringles-rør, en plade Marabou og tre Kinder Country-barer, men det har vi altså spist. 

mandag den 23. marts 2015

lying here asleep on a sunbeam

Jeg har ikke set dette søde lille fjæs siden jeg besøgte min familie i slutningen af januar, og jeg savner hende noget så forfærdeligt. Jeg savner naturligvis også min far og min søster, men dem snakker jeg trods alt med ind imellem, og det er altså lidt sværere at have et langdistance-forhold til en hund. (Sidst jeg snakkede i telefon med min søster fik jeg dog lov til at lytte til Silke, der spiste chips - hvilket er en ret okay erstatning, når jeg nu ikke kunne se det live.) I weekenden får jeg besøg fra Jylland, men Silke må en tur i hundepension, da jeg ikke er helt overbevist om, at hendes charme virker på Jimmy. Jeg kan dog snart ikke undvære hende længere, så når min familie drager hjem igen tager jeg med, og jeg glæder mig helt utroligt til en miniferie i Jylland i de første påskedage.

Og apropos gårsdagens beskrivelse af min lettere dramatiske tankegang, er det i dag BÅDE min sidste mandag OG min sidste arbejdsdag OG min sidste DAG i tyverne. Det er altså lidt vildt.