fredag den 12. februar 2016

dreams aren't what they used to be

Jeg havde glædet mig meget til denne nyeste udgivelse af Stephen King, der kom i november sidste år - det er nemlig den sjette novellesamling fra hans hånd; et format, jeg er ualmindeligt glad for. Lad mig sige det med det samme - den levede ikke helt op til mine (tårnhøje, godt nok) forventninger, men jeg synes også den prøvede at sælge sig selv helt forkert. Med titlen 'Bazaar of Bad Dreams' og sætningerne 'Thrilling stories 'og 'Step inside my mind... if you dare' ' plastret på omslaget, forventede jeg mere horror og uhygge end samlingens halvlunkne første novelle Mile 81; men resten af samlingen virkede nærmere som endnu et forsøg fra King på at understrege, at han ikke vil stemples som horrorforfatter. Han siger det faktisk direkte i et forord til en af novellerne,* for i denne samling får vi også forfatterens tanker og overvejelser om hver enkelt historie. Det er både godt og skidt - jeg kunne godt have nøjedes med ét langt forord, for selvom det bestemt er interessant, fjerner det også noget af fokus fra historierne. Nå, helt skidt er det hele nu langt fra, så lad os kigge på et par af de bedste historier. 

Jeg kan bedst lide de historier, der får lov til at udfolde sig lidt. Mange af karaktererne i de korte historier bliver hurtigt klichéfyldte, hvilket King skriver sig ud af, når han har lidt flere sider at boltre sig på. To af samlingens bedste noveller handler om at skrive - i 'Obits' udvikler en ung tabloidskribent evnen til at slå mennesker ihjel ved at skrive deres nekrologer, og i 'Ur' - der vist er bestilt og betalt af Amazon - tilbyder en lyserød Kindle pludselig adgang til adskillelige paralleluniverser og deres 'nye' værker af Shakespeare og Hemingway. 'The Dune' fortæller om en mand, der kan se glimt af fremtiden skrevet i sandet, og selvom ingen af de tre historier har specielt stærke slutninger, er de bestemt underholdende. 

*'You write some scary stories, and you're like the girl who lives in the trailer park on the edge of town; you get a reputation.' 
Mange af novellerne i samlingen har været udgivet tidligere i magasiner eller som e-bøger eller lydbøger. Jeg kendte ikke så mange af dem i forvejen, udover den noget tamme 'Blockade Billy', som jeg føjede til samlingen i en fin lille hardback-udgave for en del år siden. Måske ville jeg kunne lide historien mere, hvis jeg forstod baseball-spillet bedre, for det er stort set det eneste, historien handler om. Jeg var heller ikke glad for den ved første gennemlæsning'Blockade Billy' er dog langt fra den værste historie i samlingen - en plads, der optages af den skrækkelige 'Premium Harmony', en ligegyldig beretning om et ægtepar og deres noget uheldige tur til supermarkedet. Det ærgrer mig, at sådan en svag historie kan få plads i samlingen, der med et sidetal på 495 er lang nok i forvejen. 

Samlingen efterlader alt i alt et halvlunkent indtryk, men bogens sidste novelle viser, at alt håb ikke er ude for kvaliteten i fremtidige skriverier fra Stephen King. Den fine 'Summer Thunder' handler om en mand og hans hund, og deres færden i et postapokalyptisk USA (hvilket jeg er en sucker for). Det er egentlig en ganske stilfærdig historie, men trods dens beskedne længde, er den overraskende rørende. Og i sidste forsøg lykkedes det endelig King at levere en slutning, der er lige i skabet. 


onsdag den 10. februar 2016

someone who's never seeming scheming

Min tur hjem til min far og søster var perfekt timet efter den lidt mærkelige uge på mit arbejde. Vi besøgte min søsters hest Welander, og min søster var så venlig at lade mig genopfriske mine udmugnings-skills, som jeg helt sikkert får brug for, hvis jeg skal være dyrepasser. Jeg er stadig ret god til det - jeg havde trods alt min daglige gang i en stald i flere år - men mine armmuskler var noget ømme dagen efter. Jeg er lidt en slapsvans. På trods af gråvejr og småregn gik vi alle en lang tur; min søster på hesten, min far og jeg i rask tempo ved siden af, og Silke ude på ballade foran os. Øjeblikket efter jeg tog det nederste billede, rullede hun sig frydefuldt i noget klamt og lugtende. Udover en stinkende hund var det skønt og tiltrængt med en lang gåtur i den friske luft, og jeg gentager gerne successen næste gang jeg kommer hjem. 

søndag den 7. februar 2016

I was traveling through the past for years

Jeg beklager, at jeg ikke fik fulgt op på mit indlæg fra i onsdags med det samme, men de sidste fire dage har jeg været på ferie hos min far, og computeren har været pakket ned det meste af tiden. Jeg skal dog nok lade være med at trække spændingen mere – til august starter jeg efter planen på Roskilde Tekniske Skoles dyrepasseruddannelse.

Det har været en halvhjertet Plan B for mig længe, faktisk. Jeg har bare helt ærligt været for snobbet til for alvor at undersøge mine muligheder for en erhvervsuddannelse, for det ER en kæmpe omvæltning at skulle starte på teknisk skole, når man har været über-stræber gennem hele gymnasiet OG har taget en bachelor på universitetet. Det har taget enormt lang tid at vænne mig til tanken om, at jeg ikke får taget den kandidat, men det gør jeg altså bare ikke – og selv hvis jeg gjorde, kan jeg slet ikke se hvad det skulle føre til af jobmuligheder, som jeg enten er kompetent nok til eller overhovedet har lyst til. Min hukommelse og koncentration er i øvrigt også gået fløjten efter min depression og min mors død, og de sidste år har jeg mest  haft lyst til at gå i en helt anden retning og lave noget mere praktisk arbejde.

Der var åbent hus på skolen for nogle uger siden, og i stedet for endnu engang at sige ’måske næste gang’, og ’det bliver jo ikke til noget alligevel’, tog jeg min veninde under armen, tog turen til Roskilde og besøgte skolen, der var meget mere indbydende og hyggelig end jeg havde regnet med. Jeg havde en virkelig god mavefornemmelse omkring det; vejlederen kunne mane (næsten) alle mine bekymringer i jorden, og min kandidatstuderende veninde var meget begejstret på mine vegne og ville også gerne lære om økologiske fodringsprincipper.

Så. Nu prøver jeg! Skulle det gå helt galt, finder jeg nok på noget andet (at jeg overhovedet kan tænke sådan er et STORT skridt fremad), men jeg synes virkelig, at det her føles rigtigt. Min største bekymring er at skaffe en praktikplads, hvilket kun lykkes for halvdelen – men hvor det før har sat stop for mine planer, er jeg lidt mere fortrøstningsfuld nu. Jeg er pr. definition en ’glasset er halvt tomt’-kinda girl, men der er jo nogen, der skal have de praktikpladser – og det kan lige så godt være mig, som det kan være de andre. Jeg gør mig ingen illusioner om at skulle ind og hygge med elefanterne i Zoologisk Have (selvom min ansøgning bestemt også vil være at finde i den årlige bunke på 1500 uopfordrede ansøgninger), men mindre kan også gøre det – og selvom drømmen bestemt ikke er mere butiksarbejde, snupper jeg meget gerne en praktikplads i en dyrehandel. Jeg GLÆDER mig til august og til at komme i gang med noget helt, helt andet, end det jeg er vant til.


Billedet er i øvrigt af nogle meget, meget, meget gamle dyr, som jeg samlede op ved Mariager Fjord i dag, inden jeg hoppede på toget mod København. 

onsdag den 3. februar 2016

I wear a coat of feelings and they are loud

Dette indlæg har været længe undervejs, men jeg ville faktisk godt have ventet yderligere et par måneder med at poste det, da jeg altid er overbevist om at jeg jinxer mine fremtidsplaner hvis de bliver sagt højt. I forgårs gik min arbejdsplads imidlertid i betalingsstandsning, og de bekymrede mails vælter ind (OK, måske vælter de ikke ind, men jeg har faktisk fået en mail fra en sød læser, der havde regnet ud hvor jeg arbejder henne, og som blev helt nervøs på mine vegne), og there is no time like the present, anyway. Men der er ikke noget at være bekymret for - som et resultat af helt vanvittig heldig og uhyggelig god timing, sagde jeg faktisk op allerede i onsdags efter TI år på samme arbejdsplads; lykkeligt uvidende om de omstændigheder, firmaet befinder sig i.

Jeg har arbejdet det samme sted fra jeg var helt ny i København og tyve år gammel indtil nu, hvor jeg er tredive (og jeg skulle gerne lige ramme enogtredive også – jeg har fødselsdag om halvanden måned, og dér vil jeg stadig gerne have et job), og der er sket så ufatteligt mange ting på de ti år. Jeg har skrevet lidt om det før, men jeg føler mig helt usandsynligt heldig med, at jeg så længe har kunnet arbejde med noget, der interesserer mig (musik, film og tv-serier), sammen med andre søde mennesker, der deler min interesse. Jeg har mødt flere af mine bedste venner – og som nævnt min kæreste – på arbejdet, og jeg har faktisk også fået flere af mine venner udefra ansat i kortere eller længere tid. Vi har gået til utallige gratis koncerter (i starten var det mindst én om ugen – nu har jeg gearet noget ned), vi har drukket SÅ mange øl, og flere af os har endda rejst på ferier sammen. Det kan næsten ikke beskrives, hvor meget det sted har betydet for mig, og jeg vil aldrig glemme hvor meget, jeg har fået ud af det.  

Når det så er sagt, så er magien desværre forsvundet lidt for mig nu. Det er kommet snigende i løbet af de sidste par år, men især de sidste seks måneder har været trælse. I november blev det rigtig skidt – jeg har ikke lyst til at gå i detaljer, men hver eneste dag var én lang, frustrerende og urimelig kamp, der lå meget langt fra de gode arbejdsdage, jeg ellers kender så godt. Det er klart, at tingene ændrer sig i løbet af ti år, og jeg har selvfølgelig også selv ændret mig helt enormt. Min arbejdsplads og jeg har desværre bare udviklet os i to helt forskellige retninger, og den sidste tid har jeg haft meget svært ved at finde glæde i at gå på arbejde.

Det har jeg været ked af – fordi jeg netop har været så glad for det tidligere. Samtidig kommer kædens økonomiske problemer ikke som en kæmpe overraskelse, og mine kollegaer og jeg  har længe forberedt os på, at der en dag kunne blive sagt stop. Jeg ville være rigtig ked af at skulle slutte min tid i butikken sur og tvær og ufrivilligt opsagt, så efter jul gik jeg all-in på at undersøge mine fremtidsmuligheder. Nu skal det være. Nu skal der ske noget andet. Efter jeg traf beslutningen for et par uger siden (og især efter jeg sagde op i onsdags) har jeg haft det HELT anderledes på arbejde. Jeg har følt mig hundrede kilo lettere, mit overskud er tilbage, jeg sover om natten, og jeg hygger mig med mine kollegaer. Ligesom i gamle dage. 

Det er så absurd, at jeg nåede at sige op bare fem dage inden hele kæden går i betalingsstandsning. Jeg er så glad og lettet over, at jeg selv nåede at træffe beslutningen, for ellers ville min bitterhed og frustration helt sikkert blive hængende læææænge efter min sidste arbejdsdag. Nu kan jeg i stedet (forhåbentlig) få en god afslutning på en stor epoke i mit liv, og det gør mig glad helt ned i maven. Min sidste arbejdsdag var i øvrigt planlagt til at være sidst i maj – så jeg går nu stadig og holder vejret lidt og krydser fingre for, at butikken overlever. For min egen skyld, men også for min kærestes, mine kollegaers og ikke mindst for de fysiske mediers skyld.

tirsdag den 2. februar 2016

waiting on this for a while now

Sidste uge var som nævnt lidt lang og travl, men det var ingenting i forhold til starten på denne uge, der har været så ekstrem, at jeg er totalt udkørt. Jeg har en masse ting at fortælle, men orker lige nu ikke så meget andet end at dele et par snapshots fra den sidste uge, der  heldigvis også var fyldt med en bunke gode ting. Jimmy er i det nye år blevet ekstremt kærlig og vil gerne ligge og putte hos os i sofaen, og det er så hyggeligt. Den anden aften så min kæreste og jeg indholdsløst TV i en time, fordi ingen af os turde rejse os og skifte dvd af frygt for at Jimmy ville gå. 
Fredag var ugens travleste dag, og den startede ekstra tidligt på arbejde med at gøre klar til vores store vinyludsalg. Kunderne strømmede ind og fik en masse gode tilbud, og jeg beherskede mig og købte ingenting. Min kæreste havde inden åbningstid hængt Big Dust-plakater op i vinylafdelingen, for i fredags udkom deres flotte debutplade nemlig, og den er fremragende! Den er udkommet på både vinyl og cd, og man kan også lytte til den på Spotify (selvom man skal lede lidt). Fredag aften spillede Big Dust tre numre i Route 66 på Nørrebro for at fejre udgivelsen, og bagefter havde jeg en date med min veninde Lærke, min sofa og en pizza fra Piccolo Mondo. Perfekt fredag. 
Fredag var også min lillebitte søsters 27-års fødselsdag. Hun er stadig lige så nuttet som dengang, og jeg glæder mig helt vanvittigt til i morgen aften, hvor turen går til Jylland på forlænget weekend. Så skal min søster fejres - og jeg skal slappe af. 

lørdag den 30. januar 2016

i think you are the sweetest thing

Jeg har haft en virkelig travl, men også rigtig god uge med meget arbejde, vigtige beslutninger, venindeaftaler og pladerelease, og i dag har jeg bare ladet op på sofaen sammen med min kæreste, Jimmy, en pose chips og Californication. Billederne er (tydeligvis) fra min tur i Zoologisk Have i sidste uge, hvor jeg blev venner med den supernuttede tasmanske djævel og så tigeren spise frokost. 

mandag den 25. januar 2016

you're adored by strangers through glass

Sidste uge stod mest i sygdommens tegn, men i weekenden var jeg frisk nok til at være ude. Jeg var i Zoologisk Have på en kold og klar formiddag, og jeg havde næsten dyrene for mig selv. Jeg er glad for alle dyr, men mine favoritter er nok de nordiske - og så præriehunden, selvfølgelig. Jeg spiste min frokost i selskab med de små banditter, og jeg bliver aldrig træt af at se dem løbe rundt. Det var dejligt med (endnu) en alene-dag efter et par hårde måneder, og jeg har virkelig fået det meget bedre de sidste par uger. Jeg sover også bedre om natten, hvilket næsten er det vigtigste af det hele - og nu glæder jeg mig til det næste stykke tid, der både byder på pladerelease med min kærestes band Big Dust, fødselsdagsfejring af min søster - og ikke mindst en rejse til Marokko. 

fredag den 22. januar 2016

cannot all creation call it celebration

Da jeg tog til Copenhagen Comics i juni måned, vidste jeg slet ikke, at australske Simon Hanselmann ville være der for at promovere sin første udgivelse oversat til dansk, men det var virkelig en glædelig overraskelse. Han har været en af mine absolutte favoritter i mange år, men han har længe mest udgivet ting online, så det var først lige før jul, at jeg endelig havde den vildt flotte  'Livet er en Fuckin fest' mellem hænderne. Normalt foretrækker jeg at læse bøger og graphic novels på originalsproget (hvis det sprog da er dansk, engelsk eller tysk), men denne fine oversættelse fra forlaget Forlæns vil jeg meget gerne støtte. Simon Hanselmann var SÅ sød og rar at snakke med da jeg mødte ham; jeg var den sidste i køen, og han gav sig ekstra god tid til at signere min læseprøve. 
Udgivelsen er en samling af striber (360 tykke, velduftende sider) fra de sidste seks-syv år, og den består af både en-sides-historier og meget længere eventyr. Det er uden tvivl sidste års bedste udgivelse, og farverne kommer slet ikke til deres ret på mine billeder. Og jeg kan lige så godt sige det med det samme - som I måske har fornemmet, er Simon Hanselmanns historier om heksen Megg, katten Mogg og deres venner Ugle og Varulv Jones ikke for alle. Den umage vennegruppe er mere eller mindre konstant på stoffer, og heksen og katten har et både eksplicit og til tider kvalmende sexliv. Men historierne er SÅ sjove, langt ude og ofte overraskende rørende, og det hele går op i en bizar og fantastisk højere enhed.  

 Nu er jeg ikke ligefrem en heks på syre, og jeg har heller ikke et usundt forhold til Jimmy, men Megg er alligevel ganske genkendelig på mange punkter. Hendes depression især er beskrevet meget rammende, og det er smukt tegnet i al sin grusomhed. Hanselmann namedropper også alt fra The L Word over Xena til Placebo, og to af de ting står mit hjerte meget nært. Det er alt i alt en fremragende tegneserie, og jeg kan anbefale den til alle, der har mod på at læse noget helt anderledes. Og snart kommer Megg & Mogg in Amsterdam - jeg glæder mig!

tirsdag den 19. januar 2016

and retire to sheets safe and clean

Jeg gik en tur i søndags sammen med resten af København. Vi blev lokket udenfor af den skarpe sol og den smukke, blå himmel, og jeg følte et mærkbart boost i både humør og immunforsvar. Det sidste var dog ren indbildning, for i går blev jeg syg, og dette skrives fra under dynen i sofaen. Ikke at dyne i sofaen er et sygdomstegn i sig selv (så er jeg virkelig, virkelig tit syg – der findes ikke noget bedre end dyne i sofaen), men når det ledsages af panodiler, absurd meget søvn og manglende sliklyst, er der noget galt. Mit overskud er forsvindende lille, og nu vil jeg falde i søvn til endnu et afsnit af X-Files  og håbe på, at jeg har det bedre i morgen.

søndag den 17. januar 2016

tonight I've consumed much more than I can hold

 2015 var alt i alt et fremragende år i kartoffelsnackens verden; jeg har både anmeldt gamle favoritter, der stadig er helt i toppen, og jeg har kastet min kærlighed på Irland, der er leveringsdygtige i nogle forrygende chips. Denne omgang runder 2015 af med en ny favorit, et par oversete perler og  chips-varianter fra selveste Chili-Klaus.


Den nye favorit kommer faktisk i hele to udgaver - både en dansk og en svensk. Den danske kommer fra Taffel, som jeg kender bedst fra juleaftens franske kartofler, og det er en usandsynligt lækker bølgechip, der helt tog fusen på mig. Hvorfor ved jeg ikke helt - jeg var jo virkelig glad for de polske champignon-chips, og de her lækkerier var endnu bedre; cremede og med en god smag af både kartoffel og svampe. Efter at have smagt dem i august, kunne jeg ikke finde dem i månedsvis, og kom derfor ved et glædeligt gensyn i Brugsen i Hadsund til at udbryde et glædeshyl så højt, at en dame lige måtte høre, hvad jeg var så begejstret for. Min gode ven David har – helt uden at vide det – købt mine nye favotitter til mig i en svensk udgave. Hvor heldig kan man være. Taffel med nye kartofler får topkarakteren 10/10. 
Denne pose er endnu en af min fars opdagelser fra enten Aldi eller Lidl. De er faktisk overraskende lækre; med rigtige kartoffelskiver og godt med pulver. Smagen er god og jævnt fordelt af en lækker creme fraiche-lignende overflade. De får et stort syvtal af mig. 
Det er egentlig lidt utroligt, at jeg ikke har anmeldt Kims Sour Cream  & Dild før nu. I virkeligheden har jeg nok glemt dem lidt, til fordel for varianten med løg i stedet for dild, men de sidste par måneder har vi spist tre-fire poser af denne udgave, og de er meget bedre end jeg husker. Jeg er generelt begejstret for Kims standard-udformning af deres bølgechips, og her er der endnu mere creme fraiche på end på dens grønne bror. De er super lækre, og lige nu min go-to frådepose. 9/10. 
En af mine kollegaer har opsnappet, at jeg anmelder chips, så han var ikke sen til at fortælle mig om de nye varianter fra selveste Chili Klaus. (Ikke Chili-Klaus, åbenbart.) Der gik lidt tid før jeg endelig fik et par poser opstøvet, og da jeg startede med den milde udgave i den røde pose, var jeg faktisk ret skuffet over dem. Grovchips er en god ting – men de helt billige kan nogle gange være lidt for olierede, og det var også tilfældet her. Chilismagen var ikke gennemtrængende nok, selvom den da godt kunne smages efter en stor mundfuld. De må nøjes med 5/10. 
Den sorte storebror med vindstyrke otte var et noget sjovere bekendtskab. Det er samme slags chips, men chilien er markant stærkere, og hvis man lige får fat i en af de rigtige, kradser de virkelig i halsen. Jeg kan godt lide stærk mad, men ikke overdrevet stærk mad – og det er de her chips altså heller ikke, så man skal ikke være bange for at smage dem. De får otte små pringlesrør af mig – det sidste på grund af posernes flotte design. 
Jeg ville egentlig have fortalt om den nye Coca Cola Life allerede i sommer, da jeg fandt den i Tyskland. Nu er den kommet til Danmark, og nyhedens interesse er allerede forsvundet, men som den cola-entusiast jeg er, får den alligevel lige en anmeldelse med på vejen. Den har en pæn farve, er delvist sødet med stevia (men selvfølgelig stadig med ekstremt meget sukker), og så var jeg faktisk meget glad for den dér i Tyskland. Måske havde det dog noget med de smukke omgivelser at gøre, for den danske variant er altså ikke nær så spændende. Den kan sagtens drikkes – ligesom en Cola Zero også kan det, men jeg tror jeg holder mig til originalen. Jeg glæder mig til at se, hvad 2016 har at byde på!