onsdag den 21. november 2018

it freaks you up like ghouls from the dead

Min studietur var mildest talt ikke så faglig ... Det kom jeg dog over, og i stedet nød jeg, at vi havde to fridage i Amsterdam. Nogle af de allerførste indlæg jeg skrev herinde, var faktisk om en tur til Amsterdam med en veninde i august 2010 - men de er forlængst blevet slettet, og de eneste indlæg jeg har gemt fra kæresteturen to år senere, er åbenbart fra vores hotel. (Det var nu også lækkert). Jeg prøver vist bare at sige, at jeg heldigvis HAR været i Amsterdam før, så jeg kunne tage den helt med ro - og desuden fungere som tourguide for min lille gruppe. Vi fik presset en kanalrundfart, byvandring og pandekager ind i programmet, og vi var også et smut i Red Light District, hvor vi besøgte 'Red Light Secrets' - noget så specifikt som et museum for prostitution. Jeg blev faktisk ret positivt overrasket over udstillingen, der var rigtig fedt bygget op, og som behandlede et meget komplekst emne med både humor og seriøsitet fra alle vinkler. 
Vi mødte de fleste andre fra klassen i Red Light District på rundfart mellem forskellige coffeeshops, og jeg ville helt ærligt gerne have været med dem inde og ryge en pind, men jeg kan ryge herhjemme - i modsætning til at besøge en husbåd fyldt med katte, der kun findes i Amsterdam. Det var en god beslutning, for nogle af mine unge klassekammerater kunne ikke nøjes med at ryge, så efter indtagelse af lidt for meget spændende kage, blev der ringet efter både vores lærer og en læge, da paranoiaen bredte sig blandt et par i flokken. Det er SÅ SJOVT! Man skulle nok have været der, men jeg kan slet ikke komme mig over, at vores lærer skulle inddrages i voksne menneskers lidt for overmodige tilgang til Amsterdams fristelser. Alt endte godt, selvfølgelig - de skulle bare lige have en pizza og en lur. 
Imens var vi andre som sagt på kattebåden. Det var verdens bedste besøg! De Poezenboot er et katteshelter, hvorfra man kan adoptere herreløse katte - eller bare få sig en snak med de faste beboere, der tydeligvis slapper helt af i selskab med begejstrede turister, der også kun har adgang et par timer hver dag. Det er gratis at kigge ind, men donationer er velkomne - og de har adskillige kattesouvenirs i den lille butik, som jeg selvfølgelig støttede alt for generøst. 
Fredag aften skulle vi flyve hjem, og vores ellers meget tolerante lærer holdt os forståeligt nok i lidt kortere snor om dagen. Vi fulgtes til Amsterdam (med én taxa, der skulle køre tyve mennesker frem og tilbage fra stationen, og så med et overfyldt tog - men jeg kunne grine af det!) og gik sammen på udstillingen Body Worlds, der er en samling af donerede, ægte menneskekroppe og organer, og en fuldstændig vild oplevelse. Der er lige åbnet en udstilling på Experimentariet, hvor jeg også så Body Worlds sidst det var i Danmark i 2011, men denne gang i Amsterdam var meget mere overvældende for mig - måske fordi jeg har lært rigtig meget om biologi og anatomi i mellemtiden. Jeg ville gerne vise billeder, men det er vist ikke så god stil - men jeg vil bestemt anbefale alle at tjekke det ud. Min lille gruppe brugte flere timer hos de døde kroppe, og derfor nåede jeg bagefter ikke meget andet end en hurtig smuttur i min yndlingsboghandel; American Book Center
Det var altså endnu et godt besøg i Amsterdam, selvom det var alt for kort. Jeg synes, at vi fik det bedste ud af timerne, og selvom det heller ikke er nemt at gå rundt fem mennesker sammen, var det en meget taknemmelig flok, der satte pris på at jeg viste dem hvad Amsterdam også er. Vi havde nogle gode snakke over pandekager og varm chokolade, og vi var lige ved at sætte os udenfor til frokost, fordi vejret var så dejligt, og vi følte os tusind år gamle. Jeg har fået ladet mine soldepoter helt op, og selv efter en forfærdelig morgen, hvor jeg ventede i over en time på aflyste tog blandt en milliard mennesker på Hovedbanegården, har jeg stadig overskud tilbage. Hurra! 

søndag den 18. november 2018

when you find that you've organized your feelings

Natten til lørdag kom jeg hjem fra min studietur til Holland, der på mange måder har været ret heftig, og som har sendt mig helt ud i begge ender af følelsesregisteret. Jeg har flere gange undervejs spurgt mig selv, om jeg ikke burde være blevet hjemme, for jeg har virkelig været presset. Jeg har haft udfordringer ved præcis de ting og den ustrukturerethed, jeg havde bekymret mig over hjemmefra, og var det så virkelig rimeligt at presse mig selv til kanten af mit første angstanfald i årevis? Men ja, det VAR det, for jeg har også haft en helt forrygende tur, og selvom jeg ikke har fået noget særligt fagligt udbytte, har jeg endnu engang lært mig selv bedre at kende. Der var helt konkrete årsager til, at jeg havde svært ved at mobilisere det nødvendige overskud - og det er okay. 
Det ville i forvejen have været en udfordring for mig at rejse sammen med 54 andre mennesker; først i et fly til Amsterdam, dernæst i to forskellige tog mod vores destination Ede (en provinsby med cirka lige så meget charme som Herning), hvorfra vi skulle i taxa mod vores feriehytter, der lå seks kilometer inde i en skov. Det blev selvfølgelig lige en tand ekstra udfordrende, fordi jeg stadig var syg og fløj til Holland søndag aften med feber og en næsten slukket livsgnist, men den tur slog mig fuldstændig ud. Det var simpelthen ikke en mulighed for mig at tage med de andre på vores besøg mandag hos et sted med aber - det eneste reelt fagligt relevante og spændende indslag på hele turen - for vi startede med at skulle gå flere kilometer for at få en bus. HELE mandagen tilbragte jeg i en køjeseng i en tom, iskold hytte i en mennesketom feriepark; jeg havde ikke noget mad, der var seks kilometer ind til byen og et supermarked, og jeg havde stadig lidt feber. Mit tankemylder var ekstremt, jeg havde SÅ dårlig samvittighed (ganske irrationelt), hytten blev efterhånden helt klaustrofobisk, og jeg havde ret svært ved at være i mig selv.
Det er et stykke tid siden jeg har været så selvudleverende, men jeg synes faktisk, at det er lidt vigtigt at nævne, fordi jeg i modsætning til tidligere lykkedes med at komme ud af mit eget hoved igen. Normalt kan det tage mig flere dage at komme mig oven på sådan en oplevelse (der selvfølgelig bød på meget, meget mere), men det var reelt ikke en mulighed her, og hvis jeg på nogen måde skulle komme godt igennem resten af turen, måtte jeg gå mine udfordringer i møde. Det lyder så søgt, og jeg vil også understrege, at jeg tidligere har været dér, hvor jeg bare ikke har haft ressourcer til at kunne gøre det - og så er det sådan dét er. Men når jeg kan mærke, at jeg falder i gamle mønstre, OCDen driller og jeg har depressionen hængende over hovedet, skylder jeg mig selv i det mindste at prøve at gøre noget aktivt. 
Og det har virket så godt; sygdomstågen lettede tirsdag morgen; jeg smed alle forventninger om faglighed overbord; jeg delte ærligt mine udfordringer med mine hyttekammerater; jeg har grinet oprigtigt af absurditeten af at bo midt i en skov uden at have lejet biler, flere kilometer til et busstop og taxaer, der ikke ville hente os (uretfærdigheden i, at Zoo- og hestefolkene havde lejet biler gik mig længe på); jeg har været på dødsdruk med de meget højlydte og intense unge mennesker i stedet for at blive irriteret over larmen, og jeg har smilet medfølende til de tømmermændsplagede, når vi var ude på tur - frem for at være forarget over, at de ikke var voksne nok til at drikke med måde, og jeg har kigget begejstret på lamaer, flotte fugle og Svampebob-akvarier på dyrepasserskolen, i stedet for at være irriteret over at vi ikke besøgte den skole, der rent faktisk uddannede forsøgsdyrepassere. Jeg har både fået pyt-knap og ja-hat på, og jeg himler med øjnene over mig selv lige nu - men det har virket for mig.
Og så blev det pludselig en virkelig god tur. Det har været SÅ sjovt og hyggeligt. Jeg går i klasse med nogle enormt søde mennesker, og om dagen var vi for det meste delt op i specialer - og tyve mennesker er nemmere at forholde sig til end halvtreds. En dag gik jeg hjem gennem skoven alene, og det var en times dopamin- og endorfinberigende tur i fantastisk vejr, smuk natur og total stilhed, der ladede mine social kompetence-batterier op til resten af ugen. Torsdag og fredag havde forsøgsdyrsfolkene fri - det havde jeg også været rigtig træt af, da jeg gerne ville have besøgt flere virksomheder eller universiteter - men i stedet havde jeg to forrygende fridage i Amsterdam. Mere om det en anden gang - alt i alt er jeg virkelig lettet, glad, mættet og afsindigt træt. 

søndag den 11. november 2018

future soul forgive this mess

22 år efter den første bog i serien om The Dark Tower udgav Stepen King på sin fødselsdag i september 2004 den syvende og sidste - og det har været med rystende hænder, at jeg sammen med Roland og de andre igen begav mig ud på dette sidste stykke mod det forjættede tårn. I modsætning til mange andre, trofaste læsere har jeg ikke flere gange været nødt til tålmodigt at vente i årevis på næste bog i serien, og på mine ture har jeg kunnet læse hele historien i mit eget tempo - men jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvor overvældende det må have været for constant readers at stå med den sidste bog i hænderne efter så mange år. 

Den sidste bog i serien er meget passende illustreret af samme kunstner, der også leverede de ikoniske illustrationer til den første; nemlig den dygtige Michael Whelan, hvis stemningsfulde billeder giver et godt indblik i Mid-Worlds barske omgivelser. Hans portrætter af karaktererne ligner som sagt ikke dem, jeg efterhånden selv har manet frem i mit hoved, men de er alligevel helt rigtige, og jeg synes det er så fedt, at bøgerne blev udgivet med dét ekstra lag. 

Det er svært at skrive en meningsfuld anmeldelse af den sidste bog i en serie, der har strukket sig over 4200 sider, uden på en eller anden måde at komme til at afsløre noget. Denne anmeldelse har derfor en nærmest mikroskopisk målgruppe, men The Dark Tower-bøgerne er vigtigere for mig, end jeg lige kan sætte ord på, og Roland er i mine øjne Kings mest velskrevne karakter nogensinde, og hans bedste helt - selvom og fordi han langt fra er fejlfri - så den sidste bog fortjener lidt ekstra granskning. Inden jeg går totalt spoiler-amok, må jeg dog lige sende en sidste, kraftig anbefaling efter denne serie, der byder på alt fra voksende verdener, tidsrejser, videnskab, wizards, cowboys og magic doorways til robottjenere, -bjørne og -toge, dæmoner, orakler, portaler og meget mere. 
Så. Here goes. Jeg må spoile med det samme, for historien fortsætter hvor den sluttede i Song of Susannah, og Jake og Father Callahan er i et episk showdown med vampyrer, taheen og can-toi på restauranten Dixie Pig i New York. Father Callahan går under, men det er en værdig død, hvor han får reddet Jake, og jeg må igen understrege hvor glad jeg er for at Stephen King skrev ham ind i sagaen om The Dark Tower. Det er interessant, at han ender med at opnå redemption, når Roland faktisk ikke gør det - men vi må klynge os til de små sejre, vi får. Susannah bliver adskilt fra Mia, der føder Mordred - en baby/edderkop-hybrid, der forfølger Roland i resten af historien for at slå ham ihjel. Det er grotesk og morbidt, og jeg elsker det - han er en virkelig god karakter, og de præcise beskrivelser af hans transformationer er kuldegysfremkaldende. Truslen om Mordred har været overhængende siden bog tre, og jeg er vild med, at endnu en af de helt store skurke i Kings univers viser sig at være ret almindelig - ud over selvfølgelig at være en edderkop, er Mordred mest af alt bare en surmulende teenager. Vennerne mødes igen, og det er en rørende reunion - men allerede her teaser King, at det er ved at være sidste gang vi ser dem samlet alle sammen. Jake kalder Roland for 'father', og så græd jeg lidt for første, men laaaangt fra sidste gang. 

I Black House fik vi et ufatteligt dystopisk billede af området Thunderclap og lokationen Agul Siento, der var en enorm, frygtelig evighedsmaskine, hvor børn og såkaldte breakers blev tvunget til at arbejde. Breakers er folk med specielle, psykiske kræfter, der kan ødelægge de 'beams', der holder The Dark Tower på plads. Allerede tre år efter afviger King noget fra det billede, og breakerne i Dark Tower bliver ikke holdt som slaver af varulve, vampyrer og monstre, men lever i stedet det gode liv i et absurd, forstadslignende paradis midt i ørkenen. Deres vogtere er (næsten) almindelige mennesker med et regulært arbejde, og jeg synes det er sjovt at King igen afmystificerer flere af sine store skurke (på dette tidspunkt har vi i øvrigt sagt farvel til selveste Randall Flagg, aka. The Man in Black, der led en hurtig, uværdig og ynkelig død, da Mordred kom forbi). Vi møder Ted Brautigan fra Hearts in Atlantis, og han hjælper vores ka-tet med et angreb på Agul Siento. Det lykkedes, alt er godt, og vores helte samles i et gruppeknus (som på billedet herunder) - og så rejser en af skurkene sig op for sidste gang og skyder Eddie i hovedet...

Mit hjerte gik i stå et øjeblik - også denne gang, selvom jeg vidste, hvad der ventede mig. Første gang var det SÅ uventet; efter sidste bog, der ret beset var Susannahs historie, havde jeg regnet med, at hun ville dø - eller måske lille Oy, selvom det ville være ubærligt. Og hvem ved - måske ville Roland i et sygt tvist ende med ikke at nå tårnet, og Eddie ville tage over som dinh? Jeg troede, at Eddie var sikker, og jeg havde i hvert fald ikke regnet med, at han ville dø sådan en meningsløs død - selvom virkeligheden ofte er meningsløs og sloppy, regner man med noget andet i et episk værk som The Dark Tower, og jeg kan godt lide, at King ikke automatisk indfrier vores forventninger. 
Vi får ikke lov at dvæle ved tabet ret længe, før Roland, Jake og Oy rejser til Maine i 1999 for at redde Stephen King fra et biluheld. Det er ekstremt meta, for King VAR jo ved at dø, da han blev ramt af en bil på en gåtur - og han har skrevet om biluheld SÅ mange gange i sine historier, at ka måske har prøvet at fortælle ham noget? I hvert fald - vi har knapt nok tørret øjnene efter Eddies død, før Jake forpurrer Rolands planer og kaster sig ind foran Stephen King i øjeblikket før en varevogn rammer dem begge. Roland har en frustrerende samtale med en groggy og skadet King, imens Jake langsomt DØR i vejkanten bag dem - det er hjerteskærende og uretfærdigt, at Roland ikke får lov til at sige farvel til den dreng, han ser som sin søn. Den efterfølgende scene, hvor Roland og Oy begraver Jake i en lysning i skoven er nærmest umulig at komme igennem, især Oys reaktion gør så ondt på mig. Det er ikke en historie, man bliver belønnet for at læse, men hvorfor skulle det også ende godt? Det er vi aldrig blevet lovet, selvom det føles ekstremt urimeligt, når uretfærdigheden rammer. Den stakkels dreng er allerede død TO GANGE!!! 

Tilbage i Mid-World rejser Roland, Susannah og Oy videre over The Badlands igennem områder med ekstrem kulde. Beskrivelsen af deres kolde nætter er uhyggeligt præcis, og jeg kan mærke kulden kravle ind i mine knogler, når jeg læser om det. Hos den vanvittige vampyr Dandelo, der lever af sine ofres følelser, er Roland bogstaveligt talt ved at dø af grin, og det er ganske absurd beskrevet - og meget mere skræmmende, end man skulle tro. Her befrier de drengen Patrick Danville, der spillede en stor rolle i Insomnia. Det viser sig, at Patrick har en helt særlig evne - ligesom Topper og næsehornet bliver alt hvad Patrick tegner til virkelighed, og snart tegner han en dør til Susannah. Hun har flere nætter i træk haft den samme drøm om en version af Eddie, der venter på hende i en version af New York, og selvom hun kan risikere at vandre rundt i todash space (en slags ingenting mellem de forskellige dimensioner) for evigt, tager hun chancen og åbner døren. Det er en sørgelig afsked, især fordi det er Susannahs eget valg at forlade Roland, men det er intet imod de to chokerende dødsfald vi lige har haft, og intet imod dét, der venter. 

For det måtte åbenbart komme. Selvom det reelt er helt unødvendigt for fortællingens fremdrift, sker det eneste, der absolut IKKE måtte ske - min lille superhelt Oy bliver slået ihjel af Mordred. Vores nuttede, racoonagtige bedste ven bliver spiddet på en gren, og jeg tror aldrig jeg har grædt så meget til en bog, som til den scene, hvor Roland sidder med en døende Oy i armene. Sætningen 'His body was much smaller than the heart it had held' gets me every time. Det dødsfald er så vanvittigt sørgeligt, og mit hjerte går i tusind stykker hver gang. 
Bedst som det hele ikke rigtigt kan blive værre, sker det endelig: I en utroligt velskreven scene kigger Roland op fra den endeløse vej - og får øje på The Dark Tower. Mit hjerte sad helt oppe i halsen (det har været en hård omgang for mit hjerte, kan I nok forstå), og jeg fik næsten tårer i øjnene ved beskrivelsen af det. Før Roland kan gå op ad trapperne, må han dog lige besejre überskurken The Crimson King - men efter endnu en Harry Potter-sneeches-shoot out, klarer Patrick det relativt nemt ved at viske den julemandslignende psykopat væk fra en tegning af tårnets balkon. Det er liiiidt for nemt, og selvom jeg forstår pointen med at også denne skurk er ligesom The Wizard of Oz - en hel masse ingenting - synes jeg det er lidt ærgerligt. Han virkede bestemt ikke som ingenting i hverken Insomnia eller Black House, og det er den eneste sekvens, der ikke fungerer for mig. Jeg kan dog godt lide idéen om, at The Crimson King har været låst ude på balkonen i både et par uger og samtidig i al evighed. Roland sender Patrick tilbage, og går selv mod tårnet, men inden han kan åbne døren, får vi et glimt af Susannah. Hun har rigtigt nok mødt versioner af Eddie og Jake i en version af New York, og selvom ingen af dem kan huske meget, ved de, at de hører sammen. Det er nok meningen, at det skal være en happy end, men det virker mest lidt bittersødt. 

Her advarer King mod at læse videre. Han kommer med en lille tale om vigtigheden i at sætte pris på rejsen, og ikke destinationen, og at den bedste slutning på historien for læseren ville være at have et billede af smilende Jake, Susannah og Eddie på nethinden. (Husk på, at King skrev The Green Mile LØBENDE - han udgav første installation, før den sidste var færdig!) Men det ER ikke slutningen, for Roland går op ad den lange, snoede trappe i tårnet, og bliver på hver etage konfronteret med et minde fra sit liv. Da han nærmer sig toppen, begynder at han få det underligt, og han er forfærdet, da det går op for ham, hvad der er bag den sidste dør - The Mohaine Desert, hvor vi første gang mødte Roland på hans quest. Han protesterer højlydt, men bliver skubbet igennem døren af usynlige hænder (det blev tidligere nævnt, at tårnet er den fysiske manifestation af Gan, en gudelignende skikkelse) og ender tilbage i ørkenen. Først er han i vild panik og frustration - han husker de mange, mange gange han er blevet sendt tilbage til dette sted - men snart har han fortrængt det hele, og starter sin lange vandring endnu engang. Den episke fortælling slutter, hvor den startede: "The man in black fled across the desert, and the gunslinger followed". 
Det er en helt vanvittig slutning på en helt vanvittig historie, og lige da jeg havde læst den, havde jeg lyst til at kaste bogen gennem stuen. Jeg var SÅ vred. Nu synes jeg ikke, at den kan slutte på andre måder, selvom det ER en voldsomt frustrerende slutning. Men det er langt fra et cop-out, for det giver så meget mening, at rejsen vil blive ved med at starte forfra for Roland - i hvert fald indtil han lærer af sine fejl. Det er der i øvrigt et hint til, at han har gjort, så jeg vælger at tro på, at der er håb for Roland denne gang. Igen, han er Kings bedste karakter nogensinde. Han er en actionhero af  episke dimensioner, der ikke lader sig stoppe af noget, men udviser samtidig en ærlig og rørende kærlighed, når folk har gjort sig fortjent til det. Jeg er vild med, at han har været så besat af The Dark Tower, at han ender med bogstaveligt talt at blive opslugt af det. 

Det er blevet UTROLIGT langt, men det har været svært at lægge bånd på mig selv, for jeg er så glad for dette hovedværk i Stephen Kings bibliografi. Jeg har slet ikke nævnt alle easter eggs - udover de nævnte, er der referencer til Desperation, It, Little Sisters of Eluria, Bag of Bones, The Dead Zone, The Stand, Eyes of The Dragon, Everything's Eventual, Misery og The Langoliers. Det bliver ikke min sidste tur til tårnet (og næste gang skriver jeg om de første fire); ligesom Roland har jeg udviklet mig en lille smule siden sidste omgang, og jeg får noget nyt ud af hver rejse. 

Og så lad mig lige slutte af med at sige, at det var en utroligt frustrerende oplevelse at være i New York i så kort tid på min ferie i foråret, at jeg ikke kunne nå at opsøge de forskellige lokationer fra The Dark Tower. Jeg havde allerede slæbt min tålmodige mand med til Maine, så jeg synes ikke helt, at jeg kunne retfærdiggøre mere King-hysteri, men jeg vender meget gerne tilbage engang! 

torsdag den 8. november 2018

what the water wants is sun kiss

Mandag og tirsdag i denne uge har jeg været til en konference, der har været så god, at det helt har opvejet de mange, mange andre ting, jeg finder lidt udfordrende ved skolen. Hele vores klasse meldte os til 3Rs årlige symposium, hvor forskere, dyrlæger, EU-repræsentanter og dyreteknikere mødtes til networking og oplæg om forskning og forslag til forbedringer for dyrevelfærden i forsøgsdyrsbranchen. Det var så opløftende at se branchen være enig om vigtigheden i dette emne, og jeg gik derfra med ny viden og helt konkrete redskaber, jeg kan bruge i min hverdag. Konferencen sluttede tirsdag med en afsindig lækker frokost (Vi fik også brunchagtig morgenmad med ingefærshots og minicroissanter. Og flere slags kage. Og wine&cheese. Liiiidt noget andet end kantinen på teknisk skole), og jeg trak min cykel næsten hele vejen hjem fra Østerbro i solskinnet.

Mindre godt går det i dag, hvor jeg er blevet hjemme på sofaen med en øm hals og tåge i hovedet. Det kommer på et virkelig dårligt tidspunkt, for i går skulle jeg have været til John Grant-koncert (og det havde jeg glædet mig SÅ meget til!), og i aften skulle jeg have været med en veninde i teatret og se en opførelse af Erlend Loes Muleum. Men jeg bliver nødt til lige at tage en slapper, hvis jeg skal være klar til at rejse til Holland på søndag, for det stresser jeg nok over i forvejen. Heldigvis er der også plads til lidt glæde og forventning, for jeg ved jo godt, at det nok skal blive en god tur - jeg vil bare helst være rask, når jeg skal være sammen med halvtreds mennesker i fem dage.  

lørdag den 3. november 2018

I will float until I learn how to swim

Efter en måned er jeg efterhånden ved at vænne mig til at gå i skole igen - hverdagen er blevet lidt nemmere, men nu er der så også kun tre uger tilbage, hvoraf én af dem er den famøse studietur til Holland. Denne uge har været noget mere konstruktiv end sidste - vi har besøgt Novo Nordisk og set klikkertræning af grise (og deres awesome kanin-set-up, som jeg er ret misundelig over), samt haft besøg af en anden dygtig træner, og jeg har hver dag kunnet gå hjem med følelsen af at have lært noget nyt. Dét er fedt, og når det er sådan, er jeg helt vild med at gå i skole.

Mindre begejstret var jeg for vores socialiseringstimer fredag eftermiddag, hvor vi legede og quizzede med hestepigerne og zoofolket. Det er utroligt, at man stadig tror at alle synes det er sjovt at stille sig op foran 50 mennesker og mime en kalkun, men eftersom det sjældent er de introverte der melder sig som festarrangører, bliver det nok ved at være sådan. Det er dog også blevet nemmere for mig som årene går - men jeg bliver aldrig fan af at gøre mig selv til grin i større forsamlinger.
Ugen bød dog også på en virkelig hyggelig eftermiddag med tre af mine klassekammerater, hvor vi gik en tur ved Roskilde Fjord og (igen) spiste en forrygende god middag på Restaurant WHY? Vi havde tid til at snakke om lidt mere end mus og skoleprojekter, og de gør det så meget nemmere for mig at stå op om morgenen og gå i skole.

tirsdag den 30. oktober 2018

that sounds so fictional

Song of Susannah er den sjette af de syv Dark Tower-bøger, og den er desværre langt fra de tre forriges forrygende høje niveau. Historien er mest af alt et mellemspil mellem den gode Wolves of the Calla og den hæsblæsende afslutning, så alle de store begivenheder er naturligt nok gemt til sidste bog, men Susannahs historie er en vigtig brik i det samlede puslespil, der er The Dark Tower, og jeg forstår godt, hvorfor der skulle dedikeres en hel bog til den - den er bare ikke lige så god som de andre. Min anbefaling er lidt spoiler-heavy. 

Efter lidt af en cliffhanger i sidste roman bliver vores ka-tet splittet op, og Susannah flygter til New York under indflydelse af dæmonen Mia, så hun kan føde dennes søn. Det er en lidt for stor spoiler at forklare hvordan og med hvem Susannah oprindeligt blev gravid (klart seriens største stretch) -  og hvilken rolle sønnen Mordred kommer til at spille, men fødslen på en restaurant (The Dixie Pig!) proppet med vampyrer, can-toi og taheen-folk er interessant nok i sig selv. Jake, Father Callahan og Oy følger efter hende til New York, og det bliver også blot optakten til et episk showdown i sidste bog, der igen illustrerer Kings talent for actionsekvenser. 

Roland og Eddie rejser til Maine for ad omveje at redde en rose, der står på en byggeplads midt på Manhattan, og de får sig også lige en sludder med Stephen King i 1977. Det er SÅ meta, og jeg ELSKER det - men det er virkelig noget, der deler vandene blandt læserne.  Stephen King spiller en stor rolle i de sidste to bøger i Dark Tower-serien, og selvom han anerkender, at Roland og hans ka-tet er karakterer, siger han ikke på noget tidspunkt, at de er decideret fiktion - og der er selvfølgelig samtidigt mere på spil; andre kræfter, måske den gudelignende 'Gan', der har fået King til at skrive om Rolands rejse mod tårnet. Bogen slutter med adskillige cliffhangere, og det er umuligt ikke at fortsætte med den syvende og sidste bog The Dark Tower med det samme. Det er dog lidt for tydeligt, at King har skrevet de sidste tre bøger i én køre, og så er det sjældent godt at være den midterste. 
Song of Susannah er - selvfølgelig - Susannahs historie, men for mig er bogens - og seriens - bedste karakter Oy. Oy er Jakes lille furry ven, en billy-bumbler, der er en slags vaskebjørn/hundehybrid, og selvom jeg altid bliver glad for firebenede følgesvende, har Oy stjålet mit hjerte mest af alle. Jeg elsker scenerne med ham og Jake, som han kalder 'Ake - han kan nemlig tale, og er noget mere intelligent end den normale hund. King beskriver deres forhold så godt, og bogens første scene er så rørende, da de to unge venner indser, at deres veje må skilles. Oy græder! Jeg har grædt mange tårer i løbet af mine ture til The Dark Tower, men de fleste er faldet over og med Oy.

Jeg må også fremhæve beskrivelsen af det postapokalyptiske landskab Thunderclap, westernbyen Fedic, hvis indbyggere er døde af The Red Death mere end tusind år forinden, og det middelalderlige slot Discordia midt i byen. Det er en foruroligende fremmed blanding af elementer, vi ellers kender så godt, og det er meget virkningsfuldt. Vi får også meget mere at vide om mytologien bag The Dark Tower, de seks beams der støtter det, og de tolv guardians, der står ved enden af hver beam. Vores egen verden er nu heller ikke kedelig - det er virkelig syret at se Roland og Eddie navigere rundt i et søvndyssende område af Maine, der bliver vendt på den anden ende af gunslingernes ankomst. 
Endnu en Dark Tower t-shirt fra Ka-Tet19.net
Sidst i bogen er en udgave af Kings 'dagbog' fra 1977 til 1999, hvor han skriver om idéer til kommende bøger, og hvordan han kun kan skrive på The Dark Tower, når han hører ka kalde. Han blev hypnotiseret af Roland under deres møde, og denne har bedt ham skrive mange historier, der alle skal have en forbindelse til The Dark Tower. Det er lidt on the nose, men også virkelig underholdende, og et slags ultimativt easter-egg for alle Kings constant readers. Det er dog ikke nok til at redde hele bogen, der klart er seriens svageste, desværre.

Heldigvis får serien oprejsning i sidste bog, The Dark Tower. Den følger der også snart en anmeldelse af, men i går hentede jeg Elevation på posthuset - Kings spritnye, korte roman, der foregår i Castle Rock - og den skal jeg lige have fortæret først. 

søndag den 28. oktober 2018

it's a hollow play but they'll clap anyway

Denne uge har stået i dyretræningens tegn. På skolen fik vi besøg af en meget entusiastisk og meget dygtig hundetræner, der ugen igennem skulle lære os om træningens grundprincipper, og den første dag gik med tavleundervisning og historier fra hundeverdenen - meget spændende og liiidt langt fra min hverdag. Hendes hund kunne opføre et flere minutter langt danseprogram, lave aftensmad og tage opvasken, og vi glædede os til selv at kaste os over træningen. 

Klip til dagen efter, hvor vi ikke har haft uanede mængder af dyr at vælge imellem, og derfor står fire lidt modløse piger i regnvejr og vindstød af orkanstyrke og kigger på en ged, der reagerer på vores tilstedeværelse og hjemmelavede targetstick ved at skyde underkæben frem og gå væk fra os. Det virker umiddelbart lidt op ad bakke at træne en ged til noget som helst. 

De følgende dage er vejret dog blevet lidt bedre og geden lidt mere samarbejdsvillig. Han er vild med vores pastaskruer, og han forstår godt, at han skal sætte mulen på vores target for at få en godbid - men vi har en kraftig mistanke om, at det skyldes at han er blevet trænet før - af tidligere dyrepasserelever i vores sted, måske. Vi tager dog sejren alligevel, selvom det mildest talt ikke er et imponerende trick. 

Det dårlige vejr slog mig dog lidt omkuld, så jeg har været småsyg i weekenden og kom desværre ikke til Halloweenfest. Jeg har ligget på sofaen med min også syge kæreste og prøvet at træne Jimmy lidt - men han er mest af alt lidt utilfreds over, at han ikke længere bare får sine snacks serveret. 

mandag den 22. oktober 2018

and let the thoughts fall off your tongue

Den sidste uge har blandt andet budt på:

- et forfærdeligt gensyn med matematik, der langt overgår min fatteevne. Vi har haft bioteknologi hele ugen, og vores stakkels lærer brugte en hel formiddag på at lære os om Hardy-Weinberg-ligevægten, der ser sådan her ud: p2 + 2pq + q2 = 1. Nej tak. 

- et til gengæld rigtig dejligt gensyn med min veninde fra Boston, der har boet her i weekenden imens min kæreste er på tour i Italien. Vi har spist virkelig god mad, leget med Jimmy, gået ture og snakket ørene af hinanden, og det har været helt perfekt. 

- The Haunting of Hill House. Min veninde og jeg snuppede lige hele sæsonen i weekenden, og jeg er ret imponeret over seriens evne til at opretholde spænding i samtlige ti afsnit. Den har sine flaws, men jeg var mest af alt bare virkelig godt underholdt af seriøst skræmmende scener og gode børneskuespillere. 

- En bizar bowlingtur med fem af de andre elever fra mit arbejde, hvor vi først drak usandsynligt meget alkohol og siden tog til partybowling i Tårnby. Jeg vandt en runde shots til os ved at lave en strike med ryggen til, men det var mit absolut eneste imponerende move, og jeg blev en skuffende nummer fire. 

Den kommende uge byder på babybesøg, Halloweenfest og klikkertræning af en ged, så kedeligt bliver det i hvert fald ikke.

tirsdag den 16. oktober 2018

the sky doesn't ever end

I weekenden havde vi besøg af min far, og det var et par gode dage med det bedste selskab, lækker mad og spændende oplevelser. Lørdag var udflugtsmålet Sagnlandet Lejre, som jeg besøgte sidste år i silende regnvejr sammen med min klasse. Denne gang kunne vi ikke have ønsket os bedre vejr; og det var sådan en god tur rundt i det kæmpestore område, der bød på bopladser og huse fra både jernalder, stenalder og vikingetid. Min far var god at have med - han er ret historieinteresseret og kunne bidrage med flere spændende fortællinger og detaljer. Højdepunkterne for mig var offermosen og alle dyrene, så på den måde var jeg ret forudsigelig.
Vi var blevet godt sultne af at vandre gennem historien, og jeg foreslog restaurant WHY Food and Cocktails i Roskilde, hvor jeg spiste i forsommeren sammen med et par veninder. Det er et vietnamesisk/dansk fusionskøkken, og ligesom sidst var maden lige i skabet - og virkelig flot. De laver også enormt gode cocktails, betjeningen er smilende og oprigtig, og jeg sender gerne en stor anbefaling efter stedet. 
Billederne er tydeligvis stadig fra Lejre, for jeg har ingen billeder fra fredag aften, hvor der var kulturnat i København. Den tilbragte vi det meste af på Veterinærskolen på Frederiksberg, hvor jeg både kunne vise min far og kæreste hvor jeg lige har arbejdet (udefra, i hvert fald), hvor vi kunne kigge på parasitter gennem mikroskoper, se og røre ved en opskåret gris og overvære et foredrag om de danske landbrugsdyrs udvikling gennem historien. Det var et virkelig godt arrangement, og vi var næsten helt mættede efter foredraget, men satte dog alligevel kursen mod Bakkehuset ved Søndermarken. Her kom vi tilfældigvis til at overvære endnu et foredrag, men det gjorde absolut ingenting, for det var en meget engageret Bo Tao Michaëlis der fortalte om gys i 1800-tallets litteratur. Vi havde en rigtig god kulturnat, og selvom det virker totalt uoverskueligt at begive sig ud i menneskemængden, kan det som regel betale sig denne aften. 

lørdag den 13. oktober 2018

don't lick your fingers when you turn the page

Det sidste års tid har jeg været på endnu en tur til The Dark Tower - jeg læste de første fire i forbindelse med udgivelsen af den forfærdelige film sidste år, og så holdt jeg (ligesom Stephen King) en lang pause, før jeg slugte de sidste tre hen over sommeren. Jeg har egentlig skrevet om The Dark Tower før, men det er så stor og vigtig en serie, at jeg nu synes at hver bog fortjener sit eget indlæg ligesom alle de andre King-bøger, jeg genlæser, og min syv år gamle notits yder bestemt ikke bøgerne retfærdighed (og med flere anmeldelser får jeg også lejlighed til at flashe flere King t-shirts.) De første fire bøger i serien får en anbefaling på min næste tur til tårnet, for i dag skal det handle om nummer fem; Wolves of the Calla fra 2003. Bøgerne i serien er udgivet fra 1982 til 2004, men de sidste tre er tydeligvis skrevet på samme tid, hvilket den næste i rækken, Song of Susannah, måske lider en anelse under. Wolves of the Calla er derimod en stærk tilbagevenden til universet efter seks års pause, og det er en af mine favoritter - ikke bare i denne serie, men blandt King-udgivelser generelt. 
Ved udgivelsen af Wolves of the Calla havde min far endelig fået mulighed for at købe hardbacks frem for paperbacks, og de sidste tre bøger i Dark Tower-serien er flotte. De er fyldt med fantastiske og farverige illustrationer af Bernie Wrightson og Michael Whelan, og de har været med til at forme mit billede af Roland og hans ka-tet (a group bound together by fate to achieve a common goal). Jeg har dog løbende lavet nogle tilpasninger i mit hoved, og denne gang har mit hold set således ud; Viggo Mortensen er en dyster Roland (Sorry, Idris Elba), Ruth Negga er Susannah, Aaron Paul er en selvskreven Eddie, og min Jake er en ti år yngre Alexander Gould.

Forgængeren Wizard & Glass fra 1997 var ét langt flashback til Rolands teenageår, hans store kærlighed Susan og hans første ka-tet, og det er også en af mine yndlingshistorier. King havde en nogenlunde færdig plan for resten af DT-serien, men 19. juni 1999 blev King kørt ned af en bil, da han var ude på en gåtur i nærheden af sit hjem, og nærdødsoplevelsen og den forfærdelige genoptræning fik ham til at overveje at trække sig tilbage fra skriveriet. Men The Dark Tower-serien skulle færdiggøres (mange constant readers havde frygtet, at ulykken ville få tårnet til at styrte) -  og som før nævnt føles de sidste tre bøger også næsten som én - og så må vi ellers bare konstatere, at King heldigvis ikke trak sig tilbage efter udgivelsen af den sidste Dark Tower-bog i 2004. Ulykken ændrede tydeligvis meget for King - og også for resten af The Dark Tower-fortællingen, der nu fik et noget andet forløb end først planlagt. Og man kan virkelig mærke, at King havde mere på hjerte med Roland, for Wolves of the Calla er en vild tour-de-force i alt det, der gør DT-universet så fedt - her er vampyrer, robotter, talende dyr, Harry Potter-referencer og krystalkugle-magi i en helt old-school setting blandt hårdtarbejdende bønder i et primitivt samfund, og jeg elsker det. 
Roland og hans ka-tet er (obviously) på vej mod The Dark Tower, og efter at være rejst gennem The Waste Lands, når de grænsen til The Borderlands og landsbyen Calla Bryn Sturgis, hvis indbyggere har brug for hjælp. En gang i hver generation bliver landsbyen angrebet af  kappeklædte ulve på hesteryg, der bortfører et barn fra hvert tvillingepar i byen; og eftersom tvillinger er normalen, går det ud over stort set alle familier. Børnene vender senere tilbage, men bliver aldrig helt rigtige i hovedet - de er roont, og når de vokser op, er det med sådan en kraft og hurtighed, at de ender med at dø af det. Roland har en mistanke om, at de kræfter, der ønsker at styrte tårnet, står bag disse bortførelser, og de beslutter sig for at hjælpe landsbyen. Det er et virkelig godt set-up til en spændende historie, som jeg selvfølgelig ikke vil spoile mere af. 

Jeg må dog nævne én ting - så læs ikke videre, hvis du slet ikke vil have ødelagt din oplevelse; men historien byder på et virkelig velkomment gensyn med Father Callahan fra Salem's Lot, og det kan jeg slet ikke få armene ned over. Vi finder ud af, hvad der skete med ham efter han forlod Jerusalem's Lot i skam, hvordan han kunne identificere vampyrer i New York, og hvordan han blev forfulgt af The Low Men, som vi kender fra Hearts in Atlantis. Han ender i Midworld tæt på Calla Bryn Sturgis og bliver hurtigt accepteret af landsbyen, og jeg er SÅ glad for, at King valgte at gøre ham til det femte medlem af Rolands ka-tet og så stor en del af Dark Tower-historien. 
Og så finder jeg det enormt interessant med alle de intertekstuelle referencer og hentydninger til andre værker af litteratur og musik. Det er mere end namedropping, for Shardik the Bear, Emerald City, Hey Jude, Dr. Doom, Magnificent 7 og ZZ Top spiller vigtige roller i historien, der efter min mening kun bliver endnu bedre af det. Jeg synes ikke, at det virker forceret, når der pludselig optræder sneetches (det kalder King dem) fra Harry Potter i universet, for det bliver forklaret med en stigende sammenblanding af de forskellige verdener - og det er vigtigt, at der ikke pludselig er lyssværd og Star Wars-robotter i Midworld - de har pludselig altid været der, og der er stor forskel. 

Alt i alt er jeg virkelig glad for Wolves of the Calla, der til tider er hæsblæsende intens, men som også giver plads til en hel del karakterudvikling. Vi får lov til at se Jake som den 12-årige dreng han er, men også hvordan omstændighederne kræver, at han vokser hurtigt op; vi ser nye, mere afslappede sider af den ellers så bistre Roland, og beskrivelsen af landsbyboerne er så god og præcis, at man hurtigt bliver investeret i deres skæbne. Wolves of the Calla er en god start på slutspurten mod det mørke tårn, en spurt, der dog kommer lidt ned i gear i efterfølgeren Song of Susannah.