mandag den 8. april 2019

running often through my mind

Det har været endnu en virkeligt travl dag på arbejde - i øjeblikket foregår mine hverdage i hæsblæsende tempo, og i sidste uge alene havde jeg elleve timers overarbejde. Heldigvis har der også været nogle fede opgaver mellem vask af reoler og kasseskift, for i torsdags pakkede jeg 150 afrikanske frøer ud af papkasser med vådt mos, og det var en ret syret oplevelse. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle stå med en vandslange og suge madrester op af frøkar - men jeg er enormt glad for det. 
I weekenderne har jeg heldigvis tid til at komme ned i gear, og i sidste uge besøgte jeg min unge ven, der er elev i Zoologisk Have. Det var en virkelig dejlig dag med lækkert vejr, og haven var fyldt med børnefamilier, hvilket fik mig til endeligt at afgøre med mig selv, at jeg ikke skal søge et dyrepasserjob på en bemandet legeplads. Børnene var nu søde nok - jeg behøver bare ikke nødvendigvis interagere med dem, ahem. Jeg kom lidt væk fra larmen, da jeg fik en lille tour backstage på savannen, og jeg følte en helt barnlig glæde over at få lov til at se dyrenes stalde.

I denne weekend har jeg været i vandet og haft gode aftaler - og så fik jeg set Pet Sematary i biografen i går, og den var langt bedre end jeg havde frygtet. Jeg fik også set fodbold, og jeg kan ikke tale mere om AaB i et stykke tid nu. 

lørdag den 6. april 2019

follow Victor to the sacred place

Ligesom Pet Sematary altid har været en af mine yndlingsbøger, har filmatiseringen fra 1989 af instruktør Mary Lambert også altid været blandt mine favoritter. Det er den stadig, men det er efterhånden af de helt forkerte årsager, for ligesom flere andre King-adaptioner fra slut-firserne/start-halvfemserne (jeg kigger på jer, It og The Stand) har tiden ikke været god ved Pet Sematary, og man skal nok have en forkærlighed for halvdårlige gyserfilm (eller Stephen King) for at kunne nyde den som førstegangsseer i 2019. I morgen skal jeg i biografen og se den nye filmatisering, og jeg er meget spændt, selvom anmeldelserne ikke er særligt lovende. 
Det er underligt, hvordan nogle film kan tages helt ud af den tid, de er lavet i, imens andre er så gennemsyrede af at være produceret i en given tidsperiode - og Pet Sematary er helt afsindigt firser på alle måder. Stephen King har faktisk selv skrevet filmens manuskript, men han er nu engang bedst til at skrive romaner, for selvom filmen lægger sig ret tæt op af bogen, formår den slet ikke at formidle hverken sorgen eller uhyggen lige så effektivt. Det er også svært at komme med små, subtile hints i film af halvanden times varighed, og første gang en Orinco-lastbil blæser forbi på vejen er det ret åbenlyst for alle, at det vil ende galt senere i filmen. 
Skuespillet er et kapitel for sig selv, og denne gang kunne jeg slet ikke abstrahere fra, at Rachel Creed spilles af Denise Crosby, der om nogen er et firser-symbol, og som jeg i øjeblikket ser udfolde sig som Tasha Yar i Star Trek: The Next Generation, der også er så firser, som noget kan blive. Det var et lidt spøjst sammentræf, men det gjorde desværre ikke hendes skuespilpræstation meget bedre - hun var dog ikke ene om at overspille lidt. Mest mindeværdig er Fred Gwynne som naboen Jud Crandall, der ytrer filmens ikoniske tagline 'Sometimes dead is better' med dreven Maine-accent, og det er helt perfekt. Datteren Ellie er forfærdelig, men Gage spilles af en umanerlig nuttet lille knægt, og det er hjerteskærende at kende historien på forhånd, når man ser ham lege og rende rundt i græsset efter en drage. Han er også beviset på, at filmen er optaget i en lidt anden tid, hvor der måske ikke var de helt samme sikkerhedskrav på settet - den lille purk vælter rundt i filmens sidste scener, og det ser temmelig ægte ud. Katten Church får i øvrigt også et ægte skud bedøvelse i filmen - dog ikke af Louis, men af en dyrlæge - så på dén måde er virkemidlerne ret autentiske, ahem.
Scenen, hvor Rachel fortæller om sin traumatiske oplevelse med sin dødssyge (bogstaveligt talt) søster Zelda, gav mig mareridt det meste af min ungdom, men den har desværre slet ikke samme effekt i dag - i hvert fald ikke med Denise Crosbys elendige monolog henover. Jeg er ret spændt på at se, hvordan de tackler lige netop dén scene i den nye film, for det er klart et af historiens højdepunkter. 

Jeg er også stødt på nogle andre finurligheder i filmen, blandt andet belyst af et hav af de podcasts jeg lytter til, og som  rangerer fra det lidt fjollede til det decideret åndssvage, men som også er noget af dét, der trods alt gør filmen seværdig:

- Stephen King har en forrygende gæsterolle som præst til en begravelse på Mount Hope Cemetary i Bangor, som jeg besøgte på min Stephen King-tour sidste år. 

- Victor Pascow spilles af en hvid mand i filmen, hvilket tilsyneladende er problematisk, da han har indiansk oprindelse (eller stammer fra Amerikas originale befolkning - jeg ved helt ærligt snart ikke, hvad jeg skal sige). Filmen er 30 år gammel, så måske vi kan tilgive det; jeg kan se, at han spilles af en sort skuespiller i den nye filmatisering, så det skal nok blive interessant. 

- Louis Creed sover åbenbart i sine scrubs, selvom han ikke har dem på på arbejde.

- De tilbagevendte dyr er onde i filmen, men faktisk ikke i bogen. Jeg har igen utroligt ondt af katten Church, der jo altså ikke kan gøre for, at Louis valgte at begrave ham på Micmac-kirkegården og ikke dyrekirkegården . 

Pet Sematary vil altid have en særlig plads i mit hjerte, og selvom jeg håber på at blive positivt overrasket i morgen, tror jeg stadig, at den gamle version vil forblive min favorit. 

søndag den 31. marts 2019

you're just a product of loveliness

Jeg er blevet færdigudlært og har haft fødselsdag næsten oven i hinanden, så jeg er blevet overordentligt begavet. Allergladest er jeg for mine fantastiske rotte-lamper fra Seletti (ja, de hedder 'Mouse Lamp', men man skal vist ikke være uddannet dyrepasser for at se, at det er nuttede rotter, der holder pærerne) som jeg har fået i svendegave fra mit arbejde og min familie, og selvom jeg ikke kan tage et ordentligt billede af det lige nu, bader de stuen i det fineste skær. Man må i øvrigt gerne have en anden mening om dem end mig, ahem. 
Min søde far kunne også godt huske, at jeg stadig "manglede" Hogwarts-Ekspressen i LEGO, efter jeg fik Hogwarts-slottet i julegave, og det blev jeg SÅ glad for. Jeg elsker, at min familie bakker mig op i mit nørderi, og ikke synes det er (alt for) fjollet at bruge flere hundrede kroner på små stykker plastic. 
Min kæreste og Jimmy har også været på gavejagt, og havde produceret de fineste gavekurve til mig med spændende nye chips og lækre snacks, en fin plakat og nips-ting, hvilket jeg kun kan tolke som en invitation til at bringe endnu mere nips ind i stuen. Min søde veninde har fremskaffet en hel lille musefamilie til mig, og jeg sætter virkelig stor pris på mine arbejdsrelaterede gaver. Jeg troede slet ikke, at jeg ønskede mig noget - men alle mine gaver er helt perfekte. 

torsdag den 28. marts 2019

it asks no questions why

Som altid, når jeg har været ekstra travl i en periode, har jeg lidt overskydende strøtanker at dele med jer. Denne gang er de ledsaget af billeder af min nieces støt voksende Duplo-samling (genbrug er et fantastisk koncept), som min søster og jeg hyggede os enormt meget med i weekenden. Jeg ser ingen problemer i at kombinere forlystelsespark, bondegård, togbane og juletema, og jeg var især glad for de overdimensionerede flutes, der også ifølge pakken skulle ligge i vindueskarmen på togstationen (nederste billede). 
For et par uger siden modtog jeg mit livs første ansigtsbehandling. Jeg er generelt ikke glad for fremmede mennesker, der er alt for tæt på min krop, så diverse massager og behandlinger er ikke en luksus for mig, men derimod lettere grænseoverskridende (jeg er virkelig heller ikke glad for at gå til hverken frisør eller tandlæge af samme årsag). Mine søde veninder fik mig dog overtalt, da de forærede mig en ansigtsbehandling i fødselsdags- og uddannelsesgave, og fordi jeg havde én af dem liggende på en briks ved siden af mig, endte det faktisk med at blive en ret god og afslappende oplevelse. Jeg kunne dog ikke lade være med at grine lidt af det absurde i at ligge under et tæppe på en behagelig briks i et rum med dæmpet belysning og rolig musik - imens to behandlere helt koncentreret fjernede hudorme på min gymnasieveninde og jeg. Dagens vigtigste oplevelse var et serum, som det lykkedes min behandler at sælge mig - for de tre dråber gør virkelig min hud rigtig blød og lækker.
Jeg er født og opvokset i Mariager, der trods byens beskedne størrelse alligevel ofte formår at komme i medierne. Denne gang har Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti - der sjovt nok bor lige ud til den eksisterende hovedvej - fået trumfet igennem, at der skal bygges en helt unødvendig omfartsvej uden om Mariager til 377 millioner kroner. Hverken de lokale eller trafikforskere kan se nødvendigheden i en ny vej, der kommer til at ødelægge flotte naturområder - men Kim Christiansen slipper for et par lastbiler foran sit hus, og regeringen har hørt noget om nogle brosten, og så er dén beslutning truffet. 
Der er kun tre faste dyrepassere på min nye afdeling - og den ene er fra Nordjylland og AaB-fan. En dag i sidste uge brugte vi halvanden time i træk på at skifte musekasser, imens vi talte om vores bedste AaB-minder, yndlingsspillere, talentudvikling, trænerfyring og håb for fremtiden, og jeg kunne igen mærke glæden over at holde med de bolchestribede. Kampen på Brøndby Stadion for nogle uger siden (der endte 3-3) var også et kærkomment boost, og det var en fornøjelse at se Lucas Andersen lege med bolden. 

Det var næsten ikke til at bære, at holdet i bogstaveligt talt sidste sekund ikke nåede i top 6 - og så på grund af så latterligt et mål! - men nu snupper vi pokalen. Det bliver enormt vemodigt at sige farvel til Kasper Risgård og Rasmus Würtz til sommer, for de har spillet i AaB næsten lige så længe, som jeg har fulgt med, og nu hvor Thomas Augustinussen synes han skal sælge forsikringer, håber jeg, at en af de andre bliver i klubben på en eller anden måde, for jeg kan slet ikke forestille mig et AaB uden en af de tre knægte tilknyttet. 

tirsdag den 26. marts 2019

we're bringing brighter days

Jeg har haft en virkelig dejlig fødselsdagsweekend i Nordjylland sammen med min familie, og for første gang måske nogensinde blev der hejst flag for mig (og min svoger, som jeg deler fødselsdag med). Det har plaget mig, at det er næsten to måneder siden jeg så dem sidst, men først da jeg var sammen med dem igen, forstod jeg, hvor meget jeg virkelig har manglet dem. Det er en lidt turbulent periode i mit (arbejds)liv, og det er bare ikke helt det samme at snakke i telefon, og det har været så rart at være i velkendte, trygge rammer. I weekenden fik vi snakket og hygget og spist kage og flæskesteg og gået ture og leget og nusset hunde og krammet, og det var næsten perfekt. Kun næsten, fordi min niece desværre var sløj hele weekenden - det er hjerteskærende at se sådan en lille størrelse kaste op - og hun har givet mig sygdommen med hjem til København. Jeg har det så skidt i dag, og det er første gang, jeg overhovedet har kunnet overskue at tænde computeren. 
Lørdag pakkede vi bilen med hunde og barnevogn og kørte til Løkken, hvor vi blev rusket godt igennem af vinden ved Vesterhavet, der var usandsynligt dragende på denne flotte forårsdag. Jeg havde ret meget lyst til at hoppe en tur i bølgerne, men det må blive næste gang, når jeg har husket et håndklæde. I stedet gik vi på eventyr på og i bunkerne, hvor vi stødte på et af Blair Witch'ens ofre. Jeg glemmer nogle gange, hvor meget jeg elsker Vesterhavet, men der er noget helt særligt over de barske bølger og de eroderende klitter, og jeg må huske at være bedre til at udnytte, at min søster bor så tæt derpå. 

tirsdag den 19. marts 2019

your feet can just lose track of time

Whoa - den sidste tid har været hektisk! Jeg er startet på min nye afdeling, der på trods af at være sygdoms- og ferieramt har taget virkelig godt imod mig - men vi løber stærkt. Det er noget af en omvæltning fra de sidste par måneders skolegang, der var hårde på en helt anden måde, og min krop har reageret ved at pådrage sig en forkølelse. Efter arbejde har jeg set flere af mine gode venner, som jeg forsømte lidt i eksamensperioden, og så går tiden pludselig hurtigt. I fredags blev jeg forresten fejret sammen med to andre færdiguddannede elever på mit arbejde, og der var arrangeret en virkelig god fest for os, men jeg var lidt for snottet til at kunne nyde det helt, desværre. Hvis man kender mig godt, ved man, at jeg ikke er stor fan af de helt generelle citat/dialekt-plakater, men selvom min gave nok ikke får lov at komme op på væggen, er jeg rigtig glad for den udgave, de andre elever har lavet til os.  Jeg håber at være frisk til weekenden, hvor jeg ENDELIG skal en tur til Jylland - det føles som en evighed siden jeg har set min familie. 

søndag den 10. marts 2019

it felt so good we wanted more of that

Puh, det har været en fuldstændig vild uge, hvor jeg har set verden igennem en tåge af knugende og kvalmefremkaldende nervøsitet, og derefter ubeskrivelig lettelse og helhjertet glæde og begejstring. Jeg var så nervøs for min eksamen onsdag, at jeg næsten ikke kunne stå på benene. Jeg er så træt af, at jeg skal have det sådan. Jeg VED jo godt, at det nok skal gå, men min krop reagerer alligevel helt uhensigtsmæssigt, og det er frygteligt irriterende. Min søde lærer og den meget behagelige censor fik mig dog hurtigt ned på jorden igen, og efter at have vrøvlet lidt i et minuts tid, kunne jeg endelig gå i gang med at uddybe min opgave. Vi endte med at have en virkelig fed diskussion, hvor jeg - næsten - glemte, at jeg var til eksamen, og jeg gik ud af lokalet med en god fornemmelse. Jeg fik 12, som jeg havde håbet på, men ikke turdet regne med, og jeg er SÅ glad, lettet og stolt. 
I fredags var der dimissionsfest, hvor vi fik overrakt eksamensbeviser og fejrede hinanden og vores kollegaer fra zoo-klassen. Vores überseje lærer holdt den bedste tale for os, hvor hun sammenlignede vores klasse med en dyregruppe i et adfærdsforsøg - og til det havde hun lavet ovenstående etogram, der var helt utroligt sjovt (og internt, selvfølgelig). Da vi havde spist frokost var der fest - jeg havde virkelig set frem til at danse, snakke, drikke og grine efter en intens eksamensperiode, og det havde de andre tilsyneladende også, for det blev en helt forrygende god aften. Jeg var ret beruset af både glæde og hvidvin, og jeg er så taknemmelig for at have lært så mange gode mennesker at kende. 

Jeg er lidt imponeret af min evne til at finde hjem til Amager fra udkanten af Roskilde i min fuldskab. Jeg har vist sovet lidt op ad et skilt på Hovedbanegården, da jeg skulle vente i 17 minutter på min bus, men ellers oplevede jeg ikke de store udfordringer. Dagen i går blev tilbragt på sofaen med tømmermænd, pizza og tv-serier, og i dag slutter jeg ugen af på Brøndby Stadion, hvor jeg håber på et lille mirakel i form af en AaB-sejr. 

lørdag den 2. marts 2019

there's a sequel to the things I've done

Fra Body Worlds-udstillingen på Experimentarium
Jeg afleverede min eksamensopgave i går eftermiddags, og jeg har virkelig svært ved at forstå, hvor hurtigt tiden er gået. Jeg er ikke god til store forandringer i mit liv, og for bare tre år siden vidste jeg stadig ikke helt, om jeg turde tage springet og starte helt forfra med uddannelse. Men så gik det faktisk ret hurtigt med både at starte i skole og finde en elevplads, og på onsdag skal jeg til den mundtlige del af min afsluttende eksamen, og så er jeg altså snart færdigudlært dyrepasser med speciale i forsøgsdyr. Det er jeg virkelig glad for og stolt af, selvom det stadig fylder en del, at jeg ikke har et job til juni, men jeg vil prøve at fokusere på at få det bedste ud af min afslutning. 

Jeg har haft en ret god uge med opgaveskrivning.  Især da jeg accepterede, at jeg gør det bedst på min egen måde - jeg har sovet til næsten middag, haft et par korte venindeaftaler, hygget med Jimmy, gået ture og set tv-serier, og ved fem-tiden åbnede jeg computeren og begyndte at arbejde. Jeg var mest effektiv mellem klokken ni om aftenen og tre om natten, hvor jeg blev totalt opslugt af processen, og det sværeste for mig var helt klart at holde mig inden for begrænsningen i anslag. (Det lyder super irriterende og stræber-agtigt; men virkeligheden er bare, at jeg går på en erhvervsuddannelse - opgaven må være 28.800 anslag (omkring 12 sider), og det er virkelig ikke ret meget, når min underbevidsthed stadig føler, at jeg skal uddybe og forklare alle aspekter i projektet, som var det et speciale på universitetet). 
Efter deadline i går cyklede jeg en tur på Helgoland og sprang i Øresund. Det var skønt at komme ud i det fantastiske vejr og lade det iskolde vand tømme mit hoved for tanker, og efterfølgende behøvede jeg ikke saunaen, men kunne lufttørre i solens stråler. Jeg havde en virkelig god følelse i kroppen, og jeg tænkte på det blogindlæg, jeg ville skrive senenere om netop aflevering af projekt, men også glæden over AaBs sejr over Hobro, der ville bringe dem meget tættere på top 6. Jeg ville drage en parallel mellem vores fælles kamp; at vi var kommet i mål med første etape, men i næste uge skulle til en helt bogstavelig eksamen og en mere figurativ én af slagsen på Brøndby Stadion, og jeg skrev en note i min telefon for at huske det. 

Det er derfor min skyld, at AaB måtte nøjes med 1-1 i går aftes. Jeg VED jo godt, at jeg ikke har nogen indflydelse på resultatet af en fodboldkamp spillet i den anden ende af landet, men samtidig føler jeg med hver en fiber i min krop, at jeg beseglede AaBs skæbne i det øjeblik, jeg tillod mig at gå ud fra en sejr, og noterede det ned på skrift. Sorry, guys. 

onsdag den 27. februar 2019

spirits moaning among the tombstones

Seneste gennemlæsning af Pet Sematary var en søndag i sengen sammen med Jimmy
Jeg har ventet på at anbefale Pet Sematary fra 1983 meget længe. Det er en af mine absolutte King-favoritter (og som følge deraf, en af mine yndlingsbøger overhovedet), og jeg har nok slugt den seks-syv gange siden jeg første gang fik lov til at læse den som 11-årig. Det var en af de første bøger på min fars bogreol der for alvor fangede mit blik; tanken om en dyrekirkegård var SÅ spændende for mig, og jeg er stadig vild med konceptet. Jeg har prøvet at overholde kronologien i mine King-anbefalinger de sidste år, men når der kommer en ny filmatisering af en roman rykker den altså frem i køen, og nu er vi så ualmindeligt heldige, at Pet Sematary får et reboot til april - hvilket betyder, at jeg endelig kan dele min begejstring for denne frygtelige historie.

For det ER en frygtelig historie. Jeg skal nok sige til, før jeg spoiler for alvor, men næsten alle jeg kender har set filmatiseringen og ved godt, at der mildest talt ikke er meget at juble over. King ville egentlig slet ikke have udgivet Pet Sematary, men han manglede en sidste roman for at opfylde sin kontrakt med DoubleDay, så han lod sig overtale til at dele denne mørke fortælling, der - i hvert fald i starten - er inspireret af Kings egne oplevelser. King og familien lejede et hus ved en travl vej i Orrington, Maine (et af de få steder, jeg ikke besøgte på min King-tour, hvilket jeg fortryder bitterligt nu), da han skulle undervise et år ved universitetet, og tæt ved huset var en dyrekirkegård til alle de dyr, der døde på den befærdede vej. Hans datter Naomi måtte begrave sin kat Smucky på kirkegården - han blev også nævnt i bogen - og sønnen Owen King, som han senere skulle skrive Sleeping Beauties sammen med, var tæt på at blive kørt ned, engang han vraltede for tæt på vejen. 
Lyder det bekendt? I Pet Sematary får Chicago-lægen Louis Creed arbejde som læge på University of Maine, og han flytter med sin familie - konen Rachel, datteren Ellie og sønnen Gage - til et idyllisk hus i udkanten af den lille by Ludlow i Maine. I huset på den anden side af den meget befærdede vej bor det ældre, utroligt sympatiske ægtepar Norma og Jud Crandall, hvor sidstnævnte også er leveringsdygtig i flere af bogens mest mindeværdige replikker og lange monologer. Jud viser familien vej til en dyrekirkegård, hvor byens børn har begravet deres kæledyr i næsten et helt århundrede, men da Ellies kat Church uundgåeligt bliver kørt over, er det dog ikke på dyrekirkegården, Jud foreslår de skal begrave katten - men i stedet på en mystisk og mytisk indiansk begravelsesplads flere kilometer inde i skoven. Herefter går det ret hurtigt ned ad bakke, men inden jeg går til spoiler-afsnittet, vil jeg gerne lige opridse nogle af bogens kvaliteter:

Jeg husker historien så tydeligt, men de finere nuancer går hurtigt i glemmebogen, og derfor blev jeg virkelig glædeligt overrasket over Kings fine blik for menneskelige relationer. Det lyder måske lidt søgt, og interessante, komplekse karakterer har altid været en af Kings forcer, men i Pet Sematary gør Louis Creed sig nogle enormt præcise og rammende observationer omkring især parforhold og død. Hele den ikoniske passage med Rachels meningitisramte søster Zelda er så meget mere end den lidt overdrevne horror-scene fra filmen - Rachels angst og panik for døden beskrives meget mere nænsomt og præcist i bogen, og Louis' venskabelige forhold til den forrygende nabokarakter Jud er også både autentisk og rørende. 
SPOILERS. Anbefalingen af Pet Sematary bliver nok lidt længere end vanligt, men det er en af mine favoritbøger, og jeg har ret meget at sige. Jeg er som sagt ret sikker på, at mange kender resten af historiens hovedtræk, og hvis ikke, kan de ultrakort opsummeres sådan her: Kat vender tilbage fra de døde, to-årig dreng bliver kørt over, far begraver trods advarsler fra genbo dreng på indiansk begravelsesplads, dreng vender tilbage fra de døde, dreng slår genbo ihjel, dreng slår mor ihjel, far slår kat og dreng ihjel og begraver mor på indiansk begravelsesplads (doh!), mor vender tilbage fra de døde og slår sandsynligvis far ihjel - datteren er parkeret hos svigerforældrene i Chicago. Det sidste faktum har i øvrigt naget mig i årevis, selvom det måske umiddelbart virker som en lidt mærkelig detalje at hænge sig i efter at have læst om den brutale og kontante udradering af resten af familien, men hvordan gik det mon med Ellie? 

Det er helt overordnet en storyline, der er virkelig svær at få til at virke plausibel, men King lykkes med at beskrive desperationen og spiralen ned i mørket på en måde, der virker uhyggeligt ægte. Vi bliver forskånet for udpenslede beskrivelser af Gages død, men det er alligevel en af de værste øjeblikke, jeg nogensinde er stødt på i fiktion, og det virker endnu hårdere på mig nu, hvor jeg er blevet lidt ældre og har små børn omkring mig. Og jeg synes faktisk også, at King lykkes med at overbevise læseren om, at Louis reflekterer meget, længe og rationelt over at prøve at bringe Gage tilbage, hvilket gør historien så meget bedre for mig. Han adresserer alle de spørgsmål og indvendinger, som læseren måtte sidde med i sine egne overvejelser, og jeg kan næsten sætte mig ind i, at han føler, at han må give det et skud. Passagen, hvor Louis graver Gage op, er både rørende og frastødende, da lille Gage allerede er dækket af et tyndt lag mos, og det er direkte hjerteskærende. 
Resten af historien veksler mellem ubehag, uhygge og ren horror, og det er en fornøjelse at læse. Det føles næsten FOR ondt, at Gage når at slå både Jud og Rachel ihjel, imens Louis ligger og sover, og slutningen, hvor en nu hvidhåret Louis tager imod sin genopstandne kone med åbne arme, er næsten frydefuldt forfærdelig (det sker i øvrigt virkelig tit i Stephen Kings univers, at personers hår bliver hvidt efter en traumatisk oplevelse). Og til sidst et lille shout out til stakkels Church, der jo sådan set ikke kunne gøre for, at nogen havde valgt at bringe ham tilbage fra de døde - og jeg synes faktisk, at de er ret strenge ved ham. Kattedame-alert. 

Da jeg har mindst lige så meget at sige om Mary Lamberts filmatisering fra 1989, gemmer jeg de betragtninger til et andet indlæg, og jeg må derfor bare slutte af med at sende mine varmeste anbefalinger efter Pet Sematary, der er levende i billedsproget og har gode karakterer og mindeværdige scener - omend den nogle gange er lidt for tæt på virkeligheden. Mest af alt er det bare en virkelig fed gyserhistorie. Læs den!

mandag den 25. februar 2019

anytime you want to leave your world behind

I går tog jeg mine Ghibli-sko på fødderne, trådte ud i det gode vejr sammen med en veninde - og gik hurtigt indenfor igen i Øksnehallen, hvor der var Copenhagen Comics. Det var igen en forrygende god oplevelse, jeg kunne have købt mig (endnu mere) fattig i de mange lokkende stande, og det var sjovt at gå rundt blandt cosplayere og hentai-tegnere - og ikke mindst enormt søde Kristina Ricken, aka. Live fra Lolland, som jeg endelig fik hilst på efter at have 'kendt' hende i efterhånden mange år. Det føltes hurtigt helt naturligt at sludre med hende, og det gør mig virkelig glad, fordi jeg så ofte føler mig lidt socialt akavet i sådanne situationer. Hurra!
Jeg gav mig selv en tidlig eksamensgave i form af den fineste originaltegning fra søde StineStregen, der også tegnede en lille doodle i min bog, og så købte jeg endnu en John Kenn Mortensen-udgivelse til samlingen. Dagens mest syrede indkøb var Ørne Rejser af Anders Christian Eriksen, der selv forklarede mig entusiastisk om historien, der har ham selv og en pissed-off myre i hovedrollerne. Jeg glæder mig meget til at dykke ned i den, men det må vente, for på fredag skal jeg aflevere mit eksamensprojekt, og meget ulig mig er jeg faktisk ikke på forkant med tingene denne gang. Det skal nok gå, men hvis jeg skal gøre mig fortjent til den fine kattetegning og myretegneserie, må jeg lige tage mig sammen de næste dage.