torsdag den 18. juli 2019

try to remember as much as I can

Ingen tur til Harzen uden en tur til Okertalsperre, der er (endnu) en imponerende dæmning med forrygende udsigt over Okertal, og endnu et sted, jeg husker fra min barndom. Jeg var dybt fascineret af, at man måtte genhuse nogle familier, fordi deres huse ville ende under vand, da dæmningen skulle bygges, og jeg synes stadig det er syret at tænke på, at der ligger huse på bunden af søen. Sidst vi var der, snuppede vi en dejlig sejltur rundt på søen, men denne gang havde vi andre planer. 
Vi kørte til Goslar, som ingen må snyde sig selv for, hvis de er i området. Det er en overdrevet idyllisk og hyggelig by, der måske nok er blevet lidt rigeligt velbesøgt af turister - især danske - de senere år, men eftersom vi selv udgør nogle af omtalte turister, kan jeg vel ikke rigtig klage. Og der er stadig plads til alle på de skæve brosten og iscaféerne på torvet, med udkig til både klokkespil og ikke mindst min elskede Dukatenmännchen - den lille mand, der sidder på hjørnet og skider guld, og som jeg tidligere har fortalt indgående om her. Igen må jeg fremhæve min fars store viden og eminente historiefortælling - det gør det bare hundrede gange sjovere at se på klokkespil og springvand, når man kender sagnene bag. 

tirsdag den 16. juli 2019

I felt the earth move in my hands

Jeg har været i Harzen flere gange uden at løbe tør for udflugtsmål, og der kommer hele tiden flere til - som Titan RTder åbnede i 2017 ved Rappbodetalsperre. Det er en af verdens længste hængebroer for fodgængere, og selvom jeg ikke lider af højdeskræk, krævede det lidt overvindelse og gummiben at gå på broen uden at holde fast i rækværket. Det var en virkeligt fed oplevelse, og udsigten var helt fantastisk - det er bestemt de 6 euro værd. Solen var en sjælden gæst i sidste uge, men der var dejligt vejr på broen, hvorfor den også var godt besøgt. Jeg kunne godt tænke mig at gå en tur på broen en dag, hvor der ikke er ret mange andre gæster - og eftersom den er åben hver dag hele året rundt fra 08.00 - 22.00, burde det være et overkommeligt ønske. 
Min søsters kæreste fulgte vores overgang fra dæmningen Rappbodetalsperre - man kan vist godt tage en klapvogn med på broen, hvis man melder sin ankomst i billetsalget, men det passede ham vist meget godt at have fast grund under fødderne. Hvis man er endnu mere eventyrlysten, kan man også tage en hæsblæsende zipline-tur over dalen eller prøve et 'Gigaswing' - men denne gang fik jeg nu mit adrenalinbehov dækket ved broen alene. 
Vi kørte videre mod den charmerende by Wernigerode, hvorfra vi egentlig ville have taget et damplokomotiv op på toppen af Brocken - som vi kalder Bloksbjerg - hvor man ikke kan køre til i bil. Det ville dog koste over 1300 kr(!), så den idé blev hurtigt droppet - men eftersom det er samme pris for toget, hvad enten man rejser mod toppen i en halv time eller i seks timer fra Quedlinburg, kunne jeg godt finde på at vende tilbage engang og tage turen med min kæreste. 
Vi satte i stedet kurs mod 'Kleiner Harz' - en park med miniaturer af de vigtigste bygningsværker i Harzen. Min niece trængte til at brænde lidt krudt af efter at have siddet i klapvognen imens vi andre var på eventyr i højderne, så vi ledte efter en destination, der ville være spændende for os alle. Og det var et virkelig hyggeligt og anbefalelsesværdigt sted. Miniaturerne var meget detajlerede, ganske virkelighedstro og i det hele taget bare enormt flotte, og det kriblede helt i mig for at få lov til at bygge med. Min niece tumlede rundt på legepladsen, fodrede geder, gryntede med grise og klappede æsler, og jeg er ret sikker på, at hun også anbefaler et besøg i Kleiner Harz. 

søndag den 14. juli 2019

there is a view that reaches far

Jeg vil altid gerne slå et slag for at rejse på ferie til Tyskland, der har så vidunderligt mange skønne steder at byde på, og i disse tider, hvor vi skal begrænse vores flyveture, er en kør-selv-ferie til Harzen helt genial. (Jeg er klar over, at det havde været endnu mere klimavenligt at tage toget eller cykle eller kravle - men jeg synes nu egentlig vi gjorde hvad vi kunne med at presse fire voksne og et kæmpe barnesæde + barn ind i én bil. I år boede vi i Quedlinburg og var tæt på et utal af fine oplevelser - og mange af dem var i Thale, 10 kilometer væk. 

I Thale kan man tage en svævebane op på bjerget til Hexentanzplatz, og det er et af mine allerbedste barndomsminder, og noget, jeg efterhånden har gjort i hvert fald fire gange. På toppen ligger en dyrepark, et bjergteater (hvor man kunne se Angelo Kelly senere på sommeren - det kunne have været SÅ sjovt!) og adskillige udsigtspunkter med blik over den smukke Bodetal. Siden min barndom er stedet blevet peppet lidt op, og man kan nu også spille minigolf omringet af hekse i træ, besøge et heksehus og se en vist liiidt for poppet 'uhyggelig' udstilling. Det er et enormt charmerende og hyggeligt sted for både børn og voksne, og jeg vil gerne sende mine varmeste anbefalinger efter det. 
Dyreparken kunne godt trænge til en lille opdatering, dog. Langt de fleste dyr havde rigtigt gode forhold, masser af mulighed for at gemme sig og udvise naturlig adfærd, men der var enkelte anlæg der burde udvides eller nedlægges. Vildsvin, hjorte og ulve boltrede sig på meget plads, men tiden er efterhånden løbet fra at holde intelligente fugle i relativt små bure - en ravn er jo nærmest klogere end min niece. Alt i alt er dyreparken dog et fint lille sted, og hvis jeg kunne undgå ret meget menneskelig interaktion, ville det være tæt på et drømmejob for mig at være dyrepasser dér. 
Min far og jeg vendte tilbage til Thale senere på ugen, da jeg ikke havde kørt nok i svævebane - udover kabinebanen til Hexentanzplatz kan man nemlig samme sted tage en stolelift op til  Roßtrappe, hvilket er en virkelig hyggelig tur. På toppen kan man kigge over på Hexentanzplatz, og et "hovaftryk" i klippen fortæller sagnet om prinsesse Brunhilde, der på hesteryg sprang over dalen i desperat flugt fra ridder Bodo, der var dybt forelsket i hende. 
Ligesom stoleliften ikke var klapvognsegnet, var næste destination heller ikke specielt børneegnet, men min far og jeg nød en tur på Thales DDR Museum, der var bygget op lidt ligesom Arbejdermuseet i København med værelser fra bestemte tidsperioder. Museet lå på sjette sal ovenpå en møbelforretning, og det hele havde i det hele taget en lidt sød, 'hjemmelavet' vibe over sig, selvom der bestemt var styr på fakta og informationsskilte - måske lidt for meget endda; der var SÅ MEGET tekst. Det kan man jo ikke klage over, men ikke-tysktalende får nok ikke ret meget ud af museet, for der har ikke været plads på skiltene til en engelsk oversættelse. Vi læste det meste, fandt grimt legetøj og nostalgivækkende indretning, og det var en rigtig hyggelig eftermiddag sammen med min far.

Der sker mange flere ting i Thale, end dem jeg har nævnt her, og byen er i det hele taget et godt udgangspunkt for at finde spændende aktiviteter i Østharzen. Jeg bliver i hvert fald aldrig rigtig træt af at være der. 

torsdag den 11. juli 2019

we're lucky that we're so capable to forget

Jeg er taget et smut til Harzen med min familie. Jeg havde pakket to tykke bøger, mine nye sommerkjoler og mit badetøj, men solen er ikke taget med på ferie, og bøgerne ligger stadig ulæst på mit natbord. Selvom jeg godt kunne have ønsket mig lidt bedre vejr, kunne jeg ikke have bedt om bedre selskab - men ferien er overraskende nok ikke helt så afslappende som sædvanligt, nu hvor vi har byttet hunden ud med en nuttet tumling. Min computer er også først blevet tændt her til aften, hvor vi vist alle sammen lige trænger til lidt ro. 
Grundet fornuftig planlægning af føromtalte halvandetåriges sovetider, kørte vi sydpå klokken tre(!) lørdag morgen, hvilket bragte os til Becklingen War Cemetery før resten af Tyskland var stået op. Det var en flot og imponerende symmetrisk militærkirkegård med et par tusinde gravsteder til meget, meget unge, hovedsagligt britiske soldater. 
Vi kørte videre til koncentrationslejren Bergen-Belsen, hvor vi også var så tidligt på den, at vi havde området næsten for os selv. Jeg har for mange år siden været i Auschwitz, der i modsætning til Bergen-Belsen var en decideret udryddelseslejr, men lørdagens besøg påvirkede mig mindst lige så meget, og jeg blev ret berørt af at gå rundt i området. Selvom det måske burde være omvendt, bliver jeg mere ramt af virkeligheden og menneskers ondskab jo ældre jeg bliver, og det er næsten ikke til at begribe hvilke rædsler helt almindelige mennesker blev udsat for i vores naboland for ikke ret mange år siden. 
I Bergen-Belsen blev fangerne ikke gasset, men de døde alligevel i tusindvis - primært af sult og sygdomme. Anne Frank døde af tyfus i Bergen-Belsen ligesom mange, mange andre, og forholdene i lejren var især helt horrible i krigens sidste måneder, hvor der ankom fanger fra andre lejre tættere på fronten - med endnu mindre madrationer, flere sygdomme og utallige døde til følge. Omkring 50.000 mennesker mistede livet i Bergen-Belsen.
Det lyder måske underligt, men jeg kan virkelig anbefale at besøge stedet. Der er ikke meget tilbage fra lejren, men der er gravsteder og mindesmærker på det område, hvor de interimistiske telte og barakker husede fangerne, og så er der for nyligt kommet et kæmpestort museum til, der giver et uhyggeligt detaljeret og vigtigt indblik i lejrens historie. Der er adskillige filmklip fra de allieredes befrielse af lejren og deres første møde med de horrible forhold og de mange døde (og døende), og det er enormt barske og voldsomme scener. Det er altså ikke en feel-good-tur, men det er ufatteligt vigtigt - og helt ærligt også noget, jeg finder meget interessant. Det tager under tre timer at køre fra den danske grænse, og det koster ikke noget at besøge hverken mindesmærke eller det flotte museum, som jeg i øvrigt vil anbefale at man besøger før man går en tur i området - det gør de mange massegrave lidt mere håndgribelige.