søndag den 1. februar 2015

chasing darkened skies above me

Man kan ikke besøge mine svigerforældres sommerhus uden også lige at aflægge Vesterhavet et visit, så efter at have vandret Nationalpark Thy rundt, endte vi endelig ved vandet. Vesterhavet vil altid minde mig om min mor, for hun var født i Vestervig, og i min barndom tog vi tit på udflugt til vestkysten og gik lange ture, samlede sten og rullede ned af klitterne. Her lærte min far mig om stenarten med verdens sejeste navn, rhombeporfyren, her spiste vi medbragte madpakker i bunkevis, og her lærte vi at gyse ved tanken om havets mægtige, skjulte kræfter. Og Vesterhavet drager mig stadig - der er nu ikke noget andet hav i Danmark, der er helt ligesom det. (Siger (nord)østjyden, der har boet meget tættere på Kattegat).  
Min vinterferie lakker hastigt mod enden nu, men jeg synes også jeg har udnyttet den optimalt. Også efter jeg kom tilbage til København har jeg haft travlt med gode aftaler og mere kedelige praktiske gøremål, så jeg er næsten klar til at starte på arbejde igen. Især har weekenden været god - mit rejseteam kom på besøg i fredags til hjemmelavede burgere og mere planlægning af vores sommerferie til Irland, og nu er det hele næsten på plads. I går fik jeg besøg af Rannvá, som jeg ikke har set siden nytår, så vi snakkede uafbrudt i fire timer, før vi lænede os tilbage i sofaen og slappede af med gode tv-serier og en dårlig vampyrfilm.  

torsdag den 29. januar 2015

oh these years have been so trying

I dag fylder min lillesøster hele seksogtyve år, og selvom jeg ikke er sammen med hende på selve dagen, har vi haft nogle skønne dage sammen hjemme hos vores far. Udover bøgerne om Momo og Maddie, forærede jeg hende også denne fine Tolkien-pude, som jeg synes passer helt perfekt til hende. Min søsters historie har jeg aldrig fortalt - for det er hendes historie - men der har desværre også været nogle gevaldige bump på hendes vej i de sidste mange år. Og da det hele endelig begyndte at se lidt lysere ud, blev vores mor syg og døde. Det har været meget svært for mig, men for min søster har det været absolut ubærligt, da mor var både hendes mor, bedste ven og motivationsfaktor, og vi frygtede nok lidt, at min søster ville gå helt ned over det. Men hun har simpelthen klaret det så utroligt flot. Alle sorgprocesser er forskellige, og selvfølgelig har der været plads til sorgen, men den har ikke fået lov at bremse min søsters positive udvikling. 

For at gøre en meget lang historie kort, fik min søster for nogle måneder siden en anden diagnose end den, hun ellers har været i behandling for de sidste mange år, og den nye medicin har sammen med nogle ændrede tankemønstre gjort en kolossal forskel på hendes humør og energi. Jeg er så utrolig stolt af min lillebitte lillesøster, der har fortjent alt det bedste i verden, og jeg håber sådan, at 2015 bliver hendes år. Tillykke, sødeste musen! 

onsdag den 28. januar 2015

I have been frozen here for days

Lige bag mine svigerforældres sommerhus begynder Nationalpark Thy, der var rammen om vores lange gåtur i fredags, hvor vejret til den ene side bød på krystalklar blå himmel og noget kedeligt, overskyet gråvejr til den anden. Der var dog ret smukt i både solskin og skygge, og vi gik rundt i det bakkede terræn i et godt stykke tid inden vi vendte snuderne mod Vesterhavet. Min kæreste var helt pakket ind i hue og tørklæde og så simpelthen så sød ud, at han lige sniger sig med i indlægget. 
Min kæreste mener, at vi gik en otte-ni kilometer, mens jeg kun tror vi lige rundede de fem. Til gengæld gik det op og ned konstant, og bakkerne konkurrerede i at levere den flotteste udsigt, så vi var jo nødt til at bestige dem alle - og det kunne altså godt mærkes i benene dagen efter. Jeg var også godt pakket ind; havde taget min varme vinterjakke med til vestkysten, og overskriften er faktisk ganske misvisende, for jeg havde det næsten for varmt. Altså lige indtil vi vågnede midt om natten, fordi ilden i brændeovnen var gået ud.

søndag den 25. januar 2015

to save my soul from all these troubled times

Jeg nyder min vinterferie i fulde drag. Min kærestes forældre besøgte os i København tidligere på ugen, og der blev alle småprojekterne i lejligheden ordnet af hans far, imens vi andre tog en tur i Operaen. Tryllefløjten viste sig at være det helt rigtige valg til os operabegyndere, for den var noget mere folkelig og fjollet end jeg havde regnet med. Super fjollet, faktisk, jeg havde aldrig forestillet mig, at man ville sidde og grine når man var til opera, men det gjorde jeg altså flere gange. Jeg kunne aldrig drømme om at sætte en opera på anlægget derhjemme, men det var vildt fascinerende at opleve det live, og de høje toner og intense kor er bare noget mere overvældende, når sangerne står så tæt på én. Det var en meget bedre oplevelse end jeg havde regnet med, og jeg har haft Nattens Dronnings hævnarie på hjernen lige siden.

I torsdags kørte vi tværs over Danmark fra København til Nr. Vorupør ved Vesterhavet, hvor mine svigerforældre har verdens dejligste sommerhus. De tændte op i brændeovnen for os og kørte så hjem igen, så min kæreste og jeg har haft et par skønne, afslappende dage midt i stilheden. Sneen kom først lørdag morgen da vi drog videre, men inden da havde frosten efterladt smukke spor i naturen omkring os, og I bliver nok heller ikke fri for en syv-ottehundrede billeder fra vores lange gåture. 
Vi var heldige med vejret udenfor, men det meste af tiden blev nu altså brugt på indehygge i sofaen  foran brændeovnen. Alting foregik i absolut slowmotion, hvor den mest energikrævende aktivitet var at lægge nyt brænde på. Min søster har fødselsdag lige om lidt, og i sommerhuset smugkiggede jeg i nogle af de gaver jeg har købt til hende - blandt andet bogen om hunden Maddie, som jeg har fulgt på instagram i hundrede år. Jeg havde helt glemt at der også var kommet en bog, men klikkede den straks hjem, da Malene viste den på sin fine blog

Nu er jeg rykket videre til en anden sofa - nemlig den hos min far - hvor jeg lige snupper et par feriedage mere. Januar har behandlet mig usandsynligt godt i år, og min kæreste gjorde mig forleden opmærksom på, at jeg for første gang i den tid vi har været sammen ikke har haft en vinterdepression. Jeg troede aldrig det ville ske, og der er selvfølgelig ikke nogen garanti for, at det ikke sker igen - men det er stadigvæk en kæmpe sejr for mig. 

fredag den 23. januar 2015

Brian K. Vaughan - Y, The Last Man

Min store kærlighed for graphic novels stammer blandt andet fra min ven Chrelles kyndige introduktion til nogle af de allerbedste og forholdsvis let tilgængelige udgivelser fra Chris Thompson og Daniel Clowes, og nu har han altså også fået mig overtalt til at kaste mig over de mere regulære tegneserier, der udkommer i flere bind over en længere årrække. Jeg har læst mange tegneserier som barn - udover mine Anders And- og hesteblade læste jeg også min fars Tintin, Asterix og Lucky Luke, men fælles for alle de historier er, at de ikke nødvendigvis skal læses i rækkefølge. (Med Wendy var det dog en klar fordel at gøre, for der var altid en eller anden fortsat historie med hendes kusine eller bortløbne hund, ligesom Anders And også godt kunne være leveringsdygtige i historier delt ud over flere blade). De tegneserier, jeg læser nu, er én lang, spændende historie, så jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg har fundet det uoverskueligt at gå i gang. 

En af grundene til at jeg havde afskrevet disse længere serier var pga. prisen, for de samlede udgivelser af f.eks. Y, The Last Man - som dette indlæg skal handle om - eller The Walking Dead, kan nemt overstige flere tusinde kroner. Min redning blev selvfølgelig biblioteket, men jeg havde længe slet ikke overvejet, at de ville have så mange engelsksprogede tegneserier stående. Det var en helt fantastisk opdagelse at gøre, og jeg kan sagtens leve med at skulle vente lidt på den næste bog, for det afholder mig fra at sluge hele historien på én gang. Chrelle havde snakket enormt godt om tegneserien 'Y, The Last Man', så det blev den første, jeg lånte med hjem. Den er skabt af Brian K. Vaughan og Pia Guerra, og de tres hæfter blev udgivet mellem 2002 og 2008, men er nu også samlet i fem collections, der gør det lidt nemmere at bevare overblikket.
Y, The Last Man har et meget interessant udgangspunkt - lige pludselig dør alle hankønsvæsener i hele verden på særdeles brutal vis; alle voksne mænd, børn, fostre og dyr med y-kromosomet er på få minutter totalt udslettet fra jordens overflade. Det er nogle ekstremt grafiske og tragiske fremstillinger af hændelsen, og det er virkelig en stærk start på historien. Vi finder hurtigt ud af, at én mand har overlevet - nemlig den unge Yorick og hans tamme abe Ampersand (bedste navn nogensinde), der også er af hankøn. Serien igennem søger han og hans voksende følge efter sandheden bag udslettelsen og hemmeligheden bag Yoricks overlevelse (selvom Yorick i virkeligheden mest leder efter sin kæreste Beth), og det er en rejse, der bringer dem verden rundt og giver os et spændende indblik i den nye verden. Mange kvinder forsøger at opretholde en nogenlunde normal hverdag, på trods af de mange udfordringer og svære omstillinger - mens andre er gået totalt amok og patruljerer vejene i bevæbnede grupper. Jeg har efterhånden nævnt min fascination for det postapokalyptiske så mange gange, men denne historie har virkelig en interessant vinkel på det - for verden er jo sådan set ikke gået under, den har bare udslettet alle mænd. 
Historiens længde tillader en grundig karakterudvikling, og jeg er blevet meget mere involveret i de her mennesker, end jeg troede jeg ville blive - mine favoritter er søsteren Hero og Agent 355. En fortælling af denne type fokuserer naturligvis en del på plottet, men begivenhederne føles aldrig forhastede, og der er god plads til rørende sidehistorier og sjove bemærkninger - især Yorick bidrager til morskaben med sine skæve udtalelser og platte humor. Der er en ret stor mængde nøgenhed og sex i historien, og det er simpelthen så smukt tegnet, at det bestemt har sin berettigelse. Der bliver også brugt en del tid på at filosofere over mændenes forsvinden - det store spørgsmål er selvfølgelig stadig hvorfor, men det har også skabt grobund for, at kvinderne kan starte forfra uden at være bundet af alle de prædefinerede roller. Der er også flere ting, man måske kunne have forventet ville forsvinde med mændene, der stadig eksisterer - der er bordeller i alle dele af verden, og landene er stadigvæk i krig (dog mest med Israel), mens der modsat heldigvis (og selvfølgelig) stadig er statsoverhoveder, politikere og videnskabsmænd, samt filmproduktion og tegneserieudgivelser. Ud over det åbenlyse problem med reproduktion, er der faktisk en ret stor del af kvinderne, der er ganske tilfredse med at klare sig uden mænd.   
Y, The Last Man er fyldt med referencer til populærkulturen, hvilket jeg altid har været en sucker for - og her er de altså rigtig gode! Der bliver snakket om Coen-brødrene, Woody Allen, David Bowie, Seinfeld, David Lynch og Tolkien - og Lara Croft, der bliver betegnet som en 'teenage boy's masturbatory fantasy' (men hun er altså mere end det; hun er en af min ungdoms heltinder - bare ikke i Angelina-udgaven). De snakker også en del om Shakespeare (Yoricks navn stammer fra Hamlet-stykket), som de har mistænkt for at have været en kvinde. Omvendt bliver der nu også refereret til Y, The Last Man andre steder - i Lost læser Hurley en spansk udgave af tegneserien, hvilket jeg aldrig har bidt mærke i, selvom jeg har set serien fire-fem gange. 

En filmatisering af tegneserien har været i støbeskeen flere gange, men er hver gang blevet cancelled inden produktionen for alvor går i gang. Fans af tegneserien krydser fingre for en tv-serie, og jeg er helt enig i, at det er det helt rigtige format til dén historie. Hovedforfatteren Brian K. Vaughan må dog paradoksalt nok gerne holde fingrene fra den, for han er manden bag tv-serien 'Under The Dome' over King-romanen af samme navn, som han som instruktør har maltrakteret totalt. Men med de rigtige skuespillere og fokus på deres interaktion frem for et actiondrevet plot kunne det blive rigtig godt. 

tirsdag den 20. januar 2015

your name disintegrating from my lips

Musikåret 2015 er startet fremragende ud for mit vedkommende med superlækre udgivelser fra både Marilyn Manson, Panda Bear, Decemberists og Belle & Sebastian - de to sidstnævnte kommer vist på min ønskeseddel i stedet for i indkøbskurven, da jeg ikke kan forsvare at bruge mere af månedens budget på flotte plader. Marilyn Manson er på banen med 'The Pale Emperor', der hurtigt fik status som en af de smukkeste vinyler i min samling med sit betagende, gennemførte artwork - jeg er især vild med de tre tryk, der er lagt ved, og som Jimmy stolt fremviser. Jeg pligtkøber altid mandens plader, men de sidste to-tre udgivelser har været noget ujævnt venstrehåndsarbejde med kun små lyspunkter, og jeg havde egentlig heller ikke forventet andet af 'The Pale Emperor' - men med så lave forventninger, er det heldigvis også nemt at blive positivt overrasket. Vi er stadig meget langt fra mesterværket 'Antichrist Superstar', men mindre kan også gøre det, og jeg faktisk blevet ret vild med hele pladen. Nummeret 'Warship My Wreck' er min klare kuldegysfremkaldende favorit, og singlerne er også stærke, selvom hele tekstuniverset stadig halter noget efter hans storhedstid. Det samlede indtryk har efterladt mig som en 16-årig goth-pige, og jeg har ikke hørt andet end Marilyn Manson, siden jeg fik fingrene i vinylen for nogle dage siden.   
Ventetiden mod den nye Manson-plade blev dog fordrevet på allerbedste vis med den nyeste udgivelse fra Noah Lennox aka. Panda Bear - en af hovedkræfterne bag Animal Collective, og et af mine største crushes i mange, mange år. (Nu er jeg på team Avey Tare). Forgængeren 'Tomboy' var ret minimalistisk (og lidt kedelig), og jeg er glad for at høre en noget varmere lyd på 'Panda Bear meets The Grim Reaper', der emmer af samme legesyghed som de tidligere udgivelser. Den når ikke helt niveauet fra 'Person Pitch', men især singlerne er fremragende. Jeg er ikke helt overbevist om artworket - det gjorde det også nemmere at sige nej tak til en deluxe-pakke, der indeholdt en t-shirt i samme mønster - for selvom jeg normalt er glad for farver, har det måske taget lidt overhånd på pladecoveret. Tegningerne indeni er meget flottere. I forbindelse med udgivelsen har pitchfork i øvrigt lavet en fænomenalt flot feature om Noah Lennox, som kan læses lige her

søndag den 18. januar 2015

my bones have to move and my skin's gotta breathe

Jeg havde kun et par dage sammen med min familie mellem jul og nytår, men vi formåede at få det allerbedste ud af tiden og storhyggede med julemad, lange gåture og Far til Fire-film, som min søster og jeg så hele seks af på bare to dage. Min søster har altid elsket gamle danske film som Morten Korch, Dyrlægens Plejebørn og Baronessen fra Benzintanken, som hun så igen og igen da hun var lille, mens de aldrig rigtig har sagt mig noget - men Lilleper med følge kan altid tåle et gensyn. Det var skønt igen at følge Søs' kærestesorger og Ole og Mies udvikling fra børn til teenagere, at blive irriteret over Fru Sejersen og at heppe på Lillepers  befrielsesmission for hunden Jensen. Samme dag jeg skulle hjem gik vi en tur ved det frostklædte Havnø, hvor der var meget smukt på trods af manglen på den sne, der ellers dækkede resten af landet i de dage.
Den kommende uge kommer til at blive en travl en af slagsen, men heldigvis på en helt anden måde end de forrige. Tirsdag aften begynder min ferie, og når jeg kommer hjem fra arbejde, er mine svigerforældre kommet på besøg. Onsdag skal jeg i Operaen og se Tryllefløjten med min kæreste og hans mor, og selvom jeg ikke interesserer mig synderligt for opera, skal det nok blive en spændende oplevelse. Torsdag kører vi med til Jylland, hvor min kæreste og jeg snupper et par dage i sommerhus inden turen går hjem til min far og min søster, og forhåbentlig en gentagelse af juledagenes hygge og lange gåture. 

fredag den 16. januar 2015

and at that moment you may laugh

Den sidste uges tid er mest gået med arbejde, men lidt er der da sket:

- Min veninde Rannvá postede forleden et billede på min facebook-væg af Marilyn Manson, der efterhånden angiveligt er begyndt at ligne Nicholas Cage en lille bitte smule. Internettet er de seneste dage eksploderet med billeder af de to, hvor jeg måske godt kan se visse små ligheder, men det er virkelig hårdt for mig at indrømme. Det er jo en af mine yndlingsmænd og en af mine... absolut ikke-yndlingsmænd. Internettet er ubarmhjertigt, men heldigvis er det førstnævnte jeg skal se i VEGA til juni, og der tror jeg bestemt ikke han ligner Nicholas Cage.  

- Jeg har fået en ny funktion på mit arbejde; af og til skal jeg lige en lille tur i banken, og det er faktisk rigtig rart med lidt afveksling og frisk luft. Problemet er bare, at jeg skal følges med en vagt. Jeg er den ringeste i verden til at small-talke, og nogle gange kan jeg heller ikke lade være med at nævne, at jeg er dårlig til at small-talke, hvilket ikke gør situationen mindre akavet. Min forgænger var venner med alle vagterne på facebook og kendte intime detaljer fra deres privatliv. Det kommer ikke til at ske for mig. (Og det er helt okay.)

- Den anden dag havde jeg TO vagter med, fordi den ene kedede sig. De gik en meter bag mig hele vejen og snakkede, og jeg følte mig afsindigt V.I.P. Der skal ikke så meget til for at begejstre mig. 

- Jeg har sagt farvel til en god kollega, der skal begynde på en uddannelse og stopper på arbejdet. Han er den eneste anden jeg kender, der også ELSKER Bright Eyes og HIM, og jeg kommer til at savne hans playliste om morgenen.

- Jeg er begyndt at drikke Cola Zero igen. Yes, you heard me. (Regular er dog stadig tilladt ved specielle lejligheder, jeg må bare erkende, at jeg ikke kan begrænse mig til kun at drikke cola i weekenden lige nu, og derfor må jeg sætte ind et andet sted.) 

onsdag den 14. januar 2015

while half of my fingers are dipped in the sand

I dag er det et år siden min kæreste og jeg rejste til Den Dominikanske Republik. Den tur betød helt utroligt meget for mig - jeg havde lige mistet min bedstemor og havde desuden gennemgået en masse dumme mærkedage i forbindelse med min mors død et år tidligere; vinteren var endnu mere en kælling end den plejer at være, og mine fremtidsplaner var ikke-eksisterende. Turen kom altså på det helt rigtige tidspunkt, og jeg forelskede mig hovedkulds i øen og dens rare befolkning, og jeg kunne sagtens være blevet i flere måneder. Det sidste år har jeg haft det meget bedre (selvom fremtidsplanerne stadig er ikke-eksisterende), og i år går januar-rejsen kun til Jylland, men jeg håber, at jeg snart får tid, mulighed og råd til at tage langt væk igen, for det er altså noget helt specielt. I aften vil jeg kigge på alle feriebillederne igen sammen med min kæreste og måske drikke lidt af vores hjemmebragte rom, og så kan jeg forhåbentlig glemme mørket og kulden lidt.