søndag den 20. april 2014

here's a tulip to match your eyes

Hvor har påsken bare været ubeskriveligt skøn i år. Jeg fik tiltusket mig en ekstra fridag i går, så jeg har storhygget med min kæreste, min far og min søster lige siden i onsdags, og dét var tiltrængt. De sociale medier flyder over med smukke solskinsbilleder, og vi har også haft kameraet og telefonerne fremme på vores ekspeditioner i København. Torsdag gik jeg for tredje uge i træk den lange tur omkring Christiania - og denne tur var nok den bedste af dem alle, da min far og især min søsters begejstrede udbrud og pegen på fine ting gjorde mig glad helt ind i hjertet. Jeg elsker når jeg kan vise folk, at Christiania er så meget mere end Pusher Street. Vi kom forbi kunstmaleren Henrik Schütze, der var i fuld gang med at kreere nogle sindssygt smukke malerier foran sit hjem på Fakirskolen, og efter en lille snak inviterede han os indenfor. Jeg har altid gerne villet se nogle Christiania-hjem indefra, så det var en lille drøm, der gik i opfyldelse for mig. Der var også præcis lige så hyggeligt derinde som jeg havde forestillet mig. 
Denne gang forlod vi stien ved vandet og gik langs snørklede stier mellem de mest eventyrlige huse - tjek lige verdens sejeste skorsten! Min hesteglade søster har længe gerne villet se rideskolen, og duften af hest, de smukke omgivelser og det fantastiske vejr gav mig lyst til at ride en laaaaang tur med hende. Vi drog dog videre på gåben og nåede ned til børnehaven, hvor min far eksperimenterede med at gå på line. Min kæreste var dog klart den bedste i dén disciplin. Efter et par timer i solen var vi helt trætte, og vel hjemme igen snuppede vi alle en lille middagslur, inden vi bestilte indisk take-away og så Carrie. Den helt perfekte feriedag, hvis du spørger mig. (De andre dage var mindst lige så gode. Og solbeskinnede, oplevelsesrige og hyggelige. Forvent billedspam de næste dage.) Jeg håber, at I også har haft nogle gode dage, og at solen også skinner i morgen inden den for mit vedkommende står på arbejde resten af ugen. 

tirsdag den 15. april 2014

please don't discipline your hands

Denne weekend bød på endnu en tur rundt om Christiania; denne gang på cykel og i selskab med Rannvá og min kæreste. Vi fandt et sted i solen tæt ved vandet, og kunne beundre den smukke svane - som vi døbte John Swanson - på god afstand, men snart blev den grådig og ville have brødet, der lå helt tæt på os. Sådan en svane er altså enormt stor! Da den begyndte at hvæse af os, drak vi det sidste af vores myntesaft og cyklede videre. Ude for enden af stien holdt vi endnu et pitstop og spiste en lakridspibe, og pludselig begyndte tonerne af en cello at strømme ud fra de forladte bygninger bag os. De bliver åbenbart ikke kun brugt til grafittimaling, men også som øvelokale for musikere, der ikke vil genere naboerne. Det var virkelig smukt, og jeg blev underligt berørt af at høre musikken ude i det fri med udsigten til en gruppe unge drenge, der legede krig på området. 

Det var i det hele taget en rigtig god weekend; søndag var jeg i Empire Bio med min kæreste og se Inside Llewin Davis, Coen-brødrenes nyeste film, der bestemt ikke skuffede. Om aftenen lånte vi underboens fladskærm og så AaB tæve Brøndby, og de ligger nu nummer et med hele fire point ned til andenpladsen. Det kunne jeg godt vænne mig til. 

I morgen kommer min far og søster på besøg og bliver til søndag, så det er nok ikke meget I kommer til at høre fra mig i påsken. Jeg håber, at I får en god en af slagsen!

fredag den 11. april 2014

and the plans were never mapped

I søndags gik jeg en rigtig lang tur med Nanna rundt på Christiania. Solen gemte sig bag et gråt skydække, men blomsterne og de spirende træer fyldte alligevel billedet med klare farver og forårsglæde. Der er ikke noget som en gåtur med en god veninde, hvor man rigtig har tid til at snakke, fjolle og udpege sjove detaljer (og dem er der mange af på Christiania). Bagefter var der dømt sofahygge, pizza, Harry Potter og Fucking Åmål, og så kunne dén dag vist ikke blive meget bedre.  

onsdag den 9. april 2014

my sweetness will not go to waste

I dag fylder min dejlige kæreste hele 36 år, og selvom han har været på arbejde hele dagen, har jeg gjort det lidt sjovere for ham ved at gemme snacks og sodavand i hans madkasse. Om lidt skal jeg i gang med aftensmaden - hans ønske var 'noget du ikke har lavet før', så jeg må kaste mig ud på det dybe vand og eksperimentere lidt. Tror jeg vover mig ud i noget med ris, selvom hans livret er alt med kartoffel; han lavede nemlig en helt perfekt gang brændende kærlighed i går. Måske burde det gå mig på, at min kæreste er så meget bedre til at lave mad end mig, men jeg er faktisk bare glad for det. Én af hans fødselsdagsgaver var billetter til 'Zero Theorem' - den spritnye Terry Gilliam-film (der af uransaglige årsager kun bliver vist under CPH PIX), så i morgen går turen til Grand og biografhygge. I aften tror jeg vi bliver hjemme og spiser noget af alt det slik, som Jimmy har givet min kæreste i fødselsdagsgave. Klog og forudseende kat. 

mandag den 7. april 2014

but I'm a prisoner of this moment

Fem ting der gør mig glad denne regnvåde mandag:

1. 'Mess', den nye plade fra Liars, der udkom på min fødselsdag. Det er længe siden jeg sidst har haft så meget optur over en plade, og jeg har hørt den på repeat i to uger nu. Mit yndlingsnummer er nok 'Pro Anti Anti', men det er også helt umuligt at sidde stille til singlen 'Mess On A Mission'. Og så er vinylen bare så fin og lækker!

2. Jeg har fået et par e-mails fra nogle søde læsere, der kunne genkende sig selv i mange af de ting jeg fortalte om i sidste indlæg. Det gør mig rigtig glad og forstærker min tro på, at jeg gør det rigtige i at snakke åbent om tabuer.

3. Game of Thrones er startet på sin fjerde sæson med et brag af et afsnit, som jeg dog ikke vil afsløre noget fra. Men hvor er det bare fantastisk timing med sæsonstart på GoT bare en uge efter sæsonafslutningen på en fænomenal sæson af The Walking Dead! Vi bliver virkelig forkælet på tv-serie-fronten i øjeblikket. 

4. Puslespilsdyrene, som jeg fik i fødselsdagsgave af min veninde Louise. Det har været dejligt afstressende at presse figurerne ud af deres paphylstre og nøjsommeligt samle dem. Jimmy er dog lidt for interesseret i dem til at de kan stå inden for hans rækkevidde.

5. AaB ligger nummer ET i Superligaen! I lørdags fik FC Midtjylland - som jeg hader næsten lige så intenst som jeg hader Brøndby - tæv i en afsindigt spændende kamp, som jeg næsten ikke kunne holde ud at se. Der er otte runder tilbage, men jeg kan på ægte nordjysk manér sige, at jeg vil være enormt tilfreds bare AaB får medaljer. 

lørdag den 5. april 2014

I guess it's like breathing and not wanting to

Jeg har på det seneste haft enormt svært ved at finde ud af, hvad jeg skal dele på bloggen og hvad der har bedst af at forblive en kladde, og det medfører en underlig stilhed og et besynderligt miskmask af indlæg, der ikke rigtig har nogen rød tråd. Det skyldes to ting - siden min mors død er jeg blevet enormt bevidst om, at min far - og andre i min familie - læser bloggen og naturligvis bliver påvirket af de ting jeg skriver. Den anden ting handler om det faktum, at det kan være lidt svært at indrømme når man igen har det skidt. Hvis man lige 'er kommet ud på den anden side' virker det som et endnu større nederlag, når man bliver ked af det igen. Det kan nogle gange afholde mig fra at være helt ærlig, og så vil jeg hellere bare slet ikke skrive. Men det holder ikke, for bloggen hjælper mig, og jeg synes det er så vigtigt at tale åbent om svære emner som sorg, depression og psykisk sygdom. 

Den anden dag faldt jeg over ovenstående confession bear på 9gag, og den ramte mig bare lige i hjertet. Jeg har i over ti år af mit liv - fra jeg var femten - levet med den faste overbevisning, at når jeg engang skulle herfra, ville det ske for egen hånd. Jeg vil gerne understrege, at det ikke betyder ti år med daglige selvmordstanker - det har tværtimod været en slags absurd frihed for mig at have magten til selv at kunne bestemme - og det har i perioder gjort det nemmere for mig overhovedet at leve. I mine værste perioder - der efterhånden ligger mange år tilbage - var jeg dog helt overbevist om, at jeg ikke ville nå at fylde tredive. Det var simpelthen ikke det værd. Og det har haft den sideeffekt, at jeg ikke for alvor har tænkt i 'karriere' - eller i fremtid overhovedet - og derfor ikke har den fjerneste idé om, hvad jeg vil med mit liv. Det virkede farligt, næsten hovmodigt overhovedet at spekulere i min fremtid. At se disse diffuse tanker konkretiseret i et fjollet internet-meme, gjorde mig næsten glad, og mindede mig om, hvor stor en hjælp internettet har været for mig. Jeg føler mig tit mærkelig og forkert, men når andre har tænkt de præcis samme tanker - og sætter ord på det - hjælper det lidt på det. 

I 2008 (for faktisk præcis seks år siden) blev jeg sygemeldt med en svær depression, der i virkeligheden var kulminationen på syv-otte år, hvor jeg var mere eller mindre depressiv det meste af tiden. Det har været en sindssygt lang og sej kamp at komme ovenpå igen, men med min vidundermedicin (et andet kontroversielt emne, jeg gerne vil snakke om en dag) og gruppeterapi gik det bedre og bedre, og i dag er jeg forholdsvist velfungerende. (Ville skrive 'haha' bagefter, men det er jo ikke engang løgn. Jeg er forholdsvist velfungerende.) Jeg ved, at jeg er skrøbelig, jeg ved, at jeg skal passe på om vinteren, og jeg ved, at der er meget stor sandsynlighed for, at jeg igen får en depression en dag. Men lige nu vil jeg bare gerne fejre, at selvmordstankerne ikke længere er en del af min hverdag, og at selvmord ikke længere er en gyldig udvej for mig. Jeg har ikke længere lyst til at dø på nogen måde (er måske endda gået liiidt for langt over i den anden grøft efter min mors død), men livet uden nødudgang er godt nok en skræmmende størrelse at forholde sig til. 

I stedet for at slå mig selv i hovedet med, at jeg har spildt mine tyvere på ingenting, vil jeg prøve at blive bedre til at huske på alt det gode. At jeg har brugt tyverne på at OVERLEVE og få det bedre, og at det trods alt er vigtigere end et eller andet prestigefyldt job. I mine tyvere har jeg desuden også taget en bachelor (min hjerne vil SÅ gerne tilføje 'i sig selv ubrugelig' til den bachelor - jeg skal nok lige vænne mig til at tænke positivt...), og så er jeg flyttet sammen med verdens dejligste mand, der forstår mig helt utroligt godt og ikke bliver irriteret, når jeg igen græder. Jeg er endda kommet rimeligt igennem min mors død, selvom jeg havde frygtet at det ville ødelægge alt det gode, jeg havde fået bygget op. At leve er det HELE værd - også selvom det kan være enormt svært indimellem. Og jeg vil gerne fortælle om både det gode og det svære - hvem ved, måske er der endda nogen, der kan finde trøst i mine tanker. 

fredag den 4. april 2014

all we need is a little more light

Da det i forgårs begyndte at hagle uden for mit vindue, tændte jeg computeren og kiggede på feriebilleder fra Den Dominikanske Republik. Jeg er virkelig blevet fan af vinterferier, og hvis økonomien tillader det, er det et koncept jeg gerne vil udforske endnu mere. Vi behøver jo ikke rejse over Atlanterhavet hver gang - vi har snakket lidt om at tage til Marokko til næste januar for at få lidt sol og varme. Det gør virkelig vinteren så meget kortere og så meget mere overskuelig, og uden en hardcore madforgiftning til at tage glæden ud af hjemkomsten, kan sommerfølelsen vare helt indtil der er sol og lange, lyse dage i Danmark. I dag drømmer jeg om endnu en piña colada, og hvorfor ikke? Det er trods alt fredag. God weekend!

søndag den 30. marts 2014

no dust collecting in the corners

Weekenden er gået med tiltrængte gåture, nødvendig refleksion og med følelserne lidt mere uden på tøjet end de har været længe. Min fødselsdag har fået savnet til min mor til at vokse sig større end det har været i månedsvis, men hjertet føles heldigvis mindre tungt i solskinnet ved Amager Strandpark, end da jeg denne vinter sad i mørket og kiggede ud på regnen. Men det er svært lige nu. Aftenerne er blevet brugt på endnu en oprydning og omorganisering af blandt andet mine bøger, der virkelig kommer til deres ret på de nye(-ish) boghylder. Min OCD bliver altid noget mere intens, når jeg bruger kræfter på at tackle andre følelser, men når det udmønter sig i en helt ren og ryddelig lejlighed, er det selvfølgelig ikke så dumt. Skulle bare have købt tre gange så mange hylder, så der også var plads til bøgerne i soveværelset - og dem på loftet.  

fredag den 28. marts 2014

words that no one ever said

Jeg led ekstremt meget af hjemve da jeg var barn. Hos mine forældre har jeg altid følt mig så sikker og tilpas, at jeg ikke havde lyst til at sove andre steder, og de første år overnattede jeg kun hos Louise, der alligevel kun boede to minutter fra os. Jeg begyndte tidligt til spejder - og var glad for det - men spejderturene var det værste. Om dagen gik tiden med vandreture og skumfiduser over et selvbygget bål, men om aftenen savnede jeg min mor så frygteligt, at jeg flere gange græd mig i søvn. Det var dog intet imod den tomhedsfølelse jeg vågnede med om morgenen, hvor udsigten til endnu en dag uden mine forældre var vildt uoverskuelig. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys var det derfor nok  skudt lidt over mål at sende mig på ti dages Blå Sommer i Sønderjylland, da jeg var bare ni år gammel. 

På billedet er jeg ellers totalt klar, og det var da også i perioder rigtig sjovt og lærerigt. Det jeg husker allerbedst fra Blå Sommer er et møde, hvor lederne lagde vægt på hygiejne og fortalte os, at vi skulle huske at vaske os i skridtet. Jeg anede ikke hvad 'skridtet' var, og jeg turde ikke spørge - men jeg var nu ganske renlig alligevel. Efter fire dages savn så stort, at jeg ikke kunne være i min egen krop, kom min far og hentede mig. Vi kørte over grænsen og købte bunkevis af slik - og så var aftalen, at jeg skulle tage tilbage til spejderlejren. Jeg var dog snu og fik både slik og forældretid; jeg gad nemlig overhovedet ikke andet end at tage med hjem igen. Alle deltagere havde fået påsyet et Blå Sommer-mærke på deres uniform, men tilbage i klubhuset blev mit mærke taget fra mig, fordi jeg ikke 'rigtigt' havde været med. Det er så usandsynligt småligt, og min spejderkarriere stoppede hurtigt derefter. 

Hjemveen slap jeg dog ikke for; selv da jeg gik på efterskole var jeg hjemme i næsten hver weekend. Det var også ret hårdt at flytte til København og være SÅ langt væk - det er stadig svært, men efter otte år har jeg trods alt vænnet mig til adskillelsen, og 'hjemme' er også her på Amager. De sidste par dage har jeg dog haft ret meget hjemve. Jeg savner min far og min søster, men jeg savner og mangler i den grad også min mor, for det var bare helt forkert at have fødselsdag uden hende. Det er helt ubegribeligt, at jeg allerede har fyldt år to gange siden hendes død, for det føles overhovedet ikke som om det er så længe siden jeg så hende sidst. Nogle gange når jeg vågner om morgenen, har jeg samme følelse i kroppen, som da jeg var barn. Det sker heldigvis ikke så tit mere. 

tirsdag den 25. marts 2014

oh, tangle us up in bright red ribbons

I går fyldte jeg niogtyve år, og jeg havde en rigtig dejlig og ekstremt afslappende dag sammen med min kæreste. Weekenden bød på indtil flere hyggelige aftaler og en anden fødselsdagsfest lørdag aften, så en fredelig fødselsdag var ganske passende inden arbejdet kaldte igen i dag. Jeg kendte godt til indholdet af en del af mine gaver, men de var alligevel særdeles skønne - min kæreste gav mig det sejeste Stephen King-tryk, der skal hænge over min samling, der efterhånden minder om et lille alter. Min far havde flottet sig igen - nu, hvor han ikke længere har min mor til at holde ham i snor, giver han min søster og jeg ALT for store gaver. Men jeg klager ikke, for det betød en ny controller til min Xbox, en Smashing Pumpkins-vinylboks og en scanner! Forbered jer på en uendelig strøm af barndomsbilleder fra børnehaven, luciaoptog og skoleskuespil - jeg skal prøve at begrænse mig, men kan ikke love noget. 

Lige da jeg havde pakket mine gaver op, ringede posten på døren med den allerbedste pakke fra Louise med slik og fint lejlighedspynt. Min kæreste kom hjem med en kage, og aftensmaden blev indtaget på Bone's, som jeg kender fra Aalborg. Selvom det i virkeligheden bare er en marginalt mindre kikset udgave af Jensens Bøfhus, er indretningen med genstande fra halvtredser-tresser USA så charmerende, og maden er helt i top. Salatbaren er en sikker vinder med alt fra melon til majssnacks, og kødet smeltede på tungen. Der er gratis refill på både kartofler og sovs, og min eneste anke er manglen på Coca-Cola. Efter middagen fladede vi ud på sofaen og så et formidabelt afsnit af The Walking Dead. Hurra!