mandag den 15. september 2014

he had the moves to save the day

Min Stephen King-samling har fået en ny, prominent placering i stuen, og med billedet af kongen på toppen, tenderer det en næsten alter-lignende opbygning som kun er passende for min yndlingsforfatter. Billederne har været under den opdaterede Stephen King-fane i noget tid, men det er ikke ligefrem dér, I vælger at klikke jer hen, når I besøger min side - og det er også helt okay. Jeg ville bare lige give jer muligheden for at se min nye reol og dens beboere. Min samling er støt voksende, men jeg når nok aldrig min far, der har næsten alle bøger i smukke, engelske hardback-udgaver - og også en stor del af dem i danske paperbacks.  I andre familier samles der på porcelæn; i min på Stephen King (må dog hellere lige nævne, at min søster faktisk samler på begge dele.)

lørdag den 13. september 2014

my blood turns blue when you're not with me

Det har været nogle lange dage på arbejdet med optælling og en stadigt tiltagende mængde af varer, der skal være klar til julehandlen. Jeg var ved at kaste op da jeg så, at vi allerede har sat julefilmene frem - men de sælger helt sindssygt, og det er meget rart ikke at skulle rende ned på vores lager i kælderen flere gange om dagen, fordi endnu en lille purk VIL se Pyrus midt i september. Det har også været nogle dage med... udfordrende kunder, så denne forlængede weekend kom som sendt fra himlen, selvom min aftenaftale med Nanna i onsdags også gjorde virkelig godt. 

I går brugte min kæreste og jeg næsten hele dagen på at gøre rent. Vi har en fair fordeling herhjemme - han tager køkken, gang og bad, mens jeg tager stue, soveværelse og det lille ekstraværelse, og i går havde jeg helt sikkert trukket det længste strå. Han knoklede og asede og skrubbede, mens jeg noget mere ubesværet tørrede støv af og bankede sofapuderne. En lille lur fik jeg endda også presset ind, og da jeg vågnede, var det til et rent køkken og pizza til aftensmad - ikke dårligt. (Køkkenet skal naturligvis ikke bruges nu, hvor det er skinnende rent - det er vel ikke så svært at forstå... Spidskålssalaten er fra først på ugen, og lavet i et kaos af fedtlag og støv på gulvet, men ikke mindre lækker af den grund.) Derefter hoppede jeg først i bad og så i en kjole, og så tog vi mod Vesterbro, hvor Chad VanGaalen spillede på en næsten udsolgt Ideal Bar. For tre år siden spillede han i Lille Vega, men denne gang var han desværre blevet nedgraderet lidt, hvilket betød mange mennesker på meget mindre plads.

Jeg havde egentlig haft en god dag, men jeg kunne slet ikke overskue alle de mennesker, og de første tyve minutter på en proppet Ideal Bar gik med at bekæmpe en trang til bare at stikke af igen. Nogle gange hjælper det lidt, hvis jeg drikker mig fuld, men det kunne jeg heller ikke overskue. Da opvarmningsbandet gik af, skulle halvdelen af publikum ud og ryge, hvilket efterlod en perfekt plads til mig langs væggen lige ved scenen, så jeg kunne heldigvis sagtens nyde den koncert, jeg var kommet for. Han er så dygtig og god og sjov, den fine Chad, og knuden i min mave opløste sig igen, hvilket lykkeligvis er den normale udvikling sådan en aften. Der var dog ikke overskud til flere proppede barer og fulde mennesker efter koncerten, så jeg sendte min kæreste og Rannvá videre i byen, mens jeg selv tog metroen hjem til Jimmy og et afsnit af 'Les Revenants'. 

I dag skulle solen have skinnet, og jeg havde planlagt en udflugt til Klampenborg. Men lige nu øser det ned udenfor, og min kæreste ligger og halvsover under et tæppe på sofaen, så det bliver nok bare en indedag i dag. Han nåede ikke at gøre køleskabet rent eller afrime fryseren i går, men jeg tror lige jeg venter lidt med at gøre ham opmærksom på, at han lovede at gøre det i dag. I stedet vil jeg putte mig ned til ham og se resten af et stenet dyreprogram på DR2. 

tirsdag den 9. september 2014

there's too much love to go around today

I dag er det to år siden vi hentede en lillebitte Jimmy hos Dyreværnet i Rødovre, og jeg elsker stadig det lille skind så ubeskriveligt højt. Jeg ville allerhelst have tilbragt hele dagen sammen med ham; fodre ham med vådmad og snacks, lege med den blå snor og børste ham med furminateren, men jeg skal arbejde helt til halv ti i aften. Hvor jeg nok er for træt til at underholde ham ret meget, så jeg forudser at en livlig og kælen Jimmy kommer til at vække mig adskillige gange i nat. Denne gang bliver han dog tilgivet, for jeg kan godt forstå, at han er lidt skuffet over at må tilbringe denne specielle dag alene.

mandag den 8. september 2014

I thought about a new destination

At planlægge rejser er for mig et af de allervigtigste virkemidler mod tristheden, uoverskueligheden og måske også depressionen. Siden min mors død har det betydet rigtig meget for mig, at jeg hele tiden har haft noget nyt at se frem til, og så har det ikke betydet så meget om destinationen var Tyskland eller Caribien. Jeg har været så priviligeret, at jeg i 2014 har haft mulighed for at rejse i intet mindre end fire uger; to uger i Den Dominikanske Republik, en uge i Portugal og lidt over en uge i Bayern - og det har været full-blown eskapisme med alt hvad det indebærer af skønne sandstrande, lækker musik, fantastisk natur og kolde øl. Jeg bliver tit spurgt, hvordan jeg har råd til at rejse så meget, men jeg går stort set aldrig i byen, bruger ikke ret mange penge på tøj - og så rejser vi tit rigtig billigt, selvom Den Dominikanske Republik selvfølgelig ikke bare var et greb i lommen. (Og når jeg rejser med familien, er det hele altid på fars regning...)

Om tre uger er det blevet tid til at bringe en ny magnet hjem til køleskabssamlingen, for min kæreste og jeg tager fire dage til Istanbul. Ingen af os har været der før; jeg besøgte Antalya for år tilbage sammen med min mor, men det kan jo overhovedet ikke sammenlignes. Håber jeg. Vejret er stadigvæk i sommerhumør dernede, og jeg glæder mig til at få et sidste skud solenergi inden de næste tre måneder med mørke, kulde og uoverskueligt lange arbejdsuger herhjemme. Til januar eller februar stikker vi nok afsted igen, for der er ikke noget bedre end at rejse, når alting er allermest trist og mørkt i Danmark.   

søndag den 7. september 2014

while chemicals danced on your head

En sen aften i sidste uge blev jeg vækket af et eksplosionsagtigt brag efterfulgt af lyden af klirrende og ødelagt glas, og det lød noget voldsommere end et af de kanonslag, de unge lømler tit fyrer af herude. Nede foran mit stuevindue - på den anden side af gaden - var der gået ild i en bil, og det gik ikke stille for sig; der kom hele tiden små, nye eksplosioner, og snart var der også ild i bilerne ved siden af. Der stimlede hurtigt en del mennesker sammen dernede, og jeg var selv lidt fascineret af det voldsomme syn og fandt mit kamera frem, men så var der en kvinde der skreg og græd, at der var nogen inde i bilen. Jeg fik det simpelthen så mærkeligt af at stå og kigge på det, gemt væk i mørket i min stue, men jeg kunne heller ikke kigge væk. Det føltes som en evighed inden brandvæsenet kom - selvom der reelt gik omkring fem minutter. Da brandmændene havde fået slukket det værste af ilden, lyste de ind i bilen, der heldigvis var tom; men jeg kunne ikke få den klamme følelse ud af kroppen i flere dage. Ild er noget af det mest uhyggelige, jeg overhovedet kan forestille sig, og jeg kan slet ikke overskue rygterne om en pyroman, der render rundt i kvarteret og sætter ild til biler. Lad lige være med det, tak.

I går var jeg også indblandet i en ulykke, omend en noget mindre voldsom og dramatisk en af slagsen. På min cykeltur på vej på arbejde blev jeg på Christianshavns Torv tacklet af en stiv grønlænder (beklager brugen af stereotyper, men jeg præsenterer bare fakta), der blev skubbet ud på cykelstien af sin ven, der var mindst lige så påvirket. Det resulterede i en tur i asfalten med skulderen først og hovedet bagefter, og jeg var både forslået, forvirret og forskrækket. Ingen hjernerystelse, heldigvis, men jeg tog alligevel tidligt hjem fra arbejde og tilbragte aftenen på sofaen i selskab med Rannvá, Harry Potter og thai-mad - den allerbedste kur. Og så har jeg fundet min cykelhjem frem igen, for nogle gange glemmer jeg lidt, at selvom jeg selv kører fornuftigt og forsigtigt, er jeg jo ikke sikret mod alle de andre idioter på vejene.

lørdag den 6. september 2014

they will all end up broken and quickly replaced

Jeg kommer aldrig til at lave det populære 'se-hvad-jeg-har-i-min-taske'-indlæg (hvor det er mere reglen end undtagelsen at have lidt tilfældigt -og spændende- rod), for jeg skifter mellem mine tasker og fine net stort set hver eneste dag, og det er de samme fem ting, der flytter med rundt. Huskeremsen hedder 'penge, mobil, smøger, nøgler, buskort, iPod' - for selvom cigaretterne ikke har været med de sidste fire år, er de ikke sådan lige at glemme fra remsen. Gennem de sidste femten års tid har jeg fået opbygget en relativt stor taskesamling med eksemplarer i alle former og farver; langt de fleste fra H&M, og ikke en eneste der har kostet over 200 kr. Kvaliteten er ofte også derefter, men den røde og den hvide taske jeg nu sender på pension, har jeg alligevel haft i over ti år. De kan sagtens bruges et par år endnu, men det skal nok være hos en anden, der elsker dem trods deres små skønhedsfejl, og som ikke kan huske dem fra deres storhedstid. Selv uden de to skønheder er jeg stadig dækket godt ind på taskefronten, og det er kun voksentasken, der kan få lov at flytte ind - den taske, der kan få mig til at glemme alle de andre ved at være både praktisk, lækker, smuk og i god kvalitet. Jeg er villig til at betale lidt ekstra for den, men har altså ikke fundet den endnu. 

Det er nu alligevel en smule vemodigt at sende gamle venner mod glemslen på den måde. Den røde taske har været med mig på adskillige ferier, for der var plads til både solcreme, skiftesko og spejlrefleks ved siden af taskens normale beboere, og med en lille knap foroven var den heller ikke alt for indbydende for Barcelonas langfingrede tyveknægte. Den hvide havde jeg altid med til koncert, selvom den egentlig var ganske uegnet til formålet. Engang spildte jeg en øl i den, men det kan man næsten ikke se mere. Nå, det lyder som om jeg har gang i den store salgstale, men de er faktisk allerede sendt til genbrug - jeg synes bare, at de fortjente lidt opmærksomhed midt i al afvisningen. 

torsdag den 4. september 2014

you're not the kind I keep in my heart

De seneste måneder har jeg forsøgt mig med hele tre forskellige sci-fi-serier, for efter at være blevet enormt positivt overrasket over Battlestar Galactica, er det et område jeg pludselig har fået lyst til at udforske. Først på skærmen var mini-serien Taken fra 2002, dernæst den kortlivede Invasion fra 2005, og til sidst den stadigt kørende Falling Skies, som jeg havde glædet mig mest til. Lad mig sige det med det samme - det har desværre ikke været en speciel positiv oplevelse.

Taken bliver præsenteret som en mini-serie, men med den grundige dækning af tre familier i fire generationer, spændt ud på hele tyve timers ligegyldigheder, er det begreb vist en anelse misvisende. Idéen er ellers god nok; i de første fem afsnit følger vi Owen Crawford (spillet af Joel Gretsch, der også leger med aliens i den noget bedre 4400), en officer i hæren der står bag undersøgelsen af UFO-styrtet i Roswell, og i de sidste afsnit følger vi den lille pige Allie, der er oldebarn af den eneste alien-overlever af styrtet. Men pacingen er helt vanvittig - den første del strækker sig over flere årtier, mens den sidste del foregår over bare et par dage, og det er altså en særdeles uelegant overgang i tempo.

Og så er der karaktergalleriet... Sjældent har jeg set så klichéfyldte karakterer levere så banale livsanskuelser og opføre sig stik imod enhver logik, og især pigen Allie (spillet af en meget ung Dakota Fanning), der også fungerer som en slags alvidende fortæller hele serien igennem, er helt ufatteligt irriterende. De helt klassiske grå aliens (som også kan tage skikkelse af mennesker) bliver præsenteret tidligt i serien og efterlader ingen mystik, og der er meget mere sci-fi drama over serien end bare sci-fi, desværre. 'Steven Spielberg presents'  står der på boksen - men det skulle han ikke have gjort. Taken undervurderer seernes intelligens, og det er noget af det værste, en serie af denne type kan gøre. 
Dernæst kastede jeg mig over 'Invasion' fra 2005, der kun fik lov til at køre en enkelt sæson - men en lang en af slagsen med toogtyve afsnit på en time hver. Jeg må være ærlig og sige, at serien fangede min opmærksomhed, fordi jeg læste at Evan Peters fra American Horror Story spillede en stor rolle, og ham er jeg altså blevet ualmindeligt glad for. Han var da også en sød bette knægt i serien, men denne gang helt sikkert for ung til at crushe på. Serien er middelmådig; ind imellem ganske spændende og med gode idéer, men jeg forstår godt, at den ikke blev forlænget.

Invasions omdrejningspunkt er en lille by i Florida, der er blevet ramt af en voldsom orkan og som ud over ødelæggelserne nu også må se flere af indbyggerne opføre sig ganske besynderligt. De er underligt følelseskolde og spacer helt ud, når de kigger på rindende vand, og vores hovedperson, parkrangeren Russell, må snart erkende at noget er helt galt. Hans ekskone - og byens betjent, som hun nu er gift med - opfører sig begge mystisk, og snart har han slet ikke lyst til at lade de fælles børn opholde sig hos dem. Deres kroppe er selvfølgelig blevet overtaget af en særlig klam udgave af aliens, men historien kunne i princippet lige så godt handle om sygdom eller religion, for fokuspunktet er på relationen mellem byens beboere; hvordan de mistænkeliggør hinanden, trækker sig væk og skaber splid i det lille samfund. Jeg sidder endnu engang med følelsen af hovedsageligt at have set en dramaserie, der tilfældigvis også indeholdt et lille sci-fi element, og det er i længden ikke interessant for mig. 
Det sidste skud på stammen er den ganske hypede 'Falling Skies', der begyndte i 2011 og utroligt nok kører på fjerde sæson i skrivende stund. Jeg kan lige så godt sige det med det samme - det var så dårligt, at jeg ret hurtigt var nødt til at give op, og det tror jeg aldrig før jeg har oplevet. Der er næsten altid et eller andet forsonende element ved en serie, men det var bare ikke tilfældet her. Gudskelov er jeg ikke længere så OCD-ramt, at jeg føler det tvingende nødvendigt at se samtlige fire frygteligt lange sæsoner nu jeg er gået i gang, for det ville have været helt ulideligt. Sammen med min kæreste så jeg de to første afsnit, og efter han havde givet op, prøvede jeg selv at give de to næste en chance, men det blev ikke bedre.

Udgangspunktet er ellers meget lovende for en som mig, der elsker alt indeholdende bare en lille gnist af noget postapokalyptisk. Jorden er blevet overtaget af en særdeles grum alien-art, der samtidig også har udslettet det meste af befolkningen og bombet både by og land til ukendelighed. Alt dette præsenteres for os i introen ved hjælp af børnetegninger(!), hvilket er så elendig en løsning, at jeg næsten gav op allerede dér. Jeg har forståelse for, at der ikke lige er budget til at vise jordens ødelæggelse, men nogle lidt for perfekte tegninger parret med en irriterende barnestemme er altså ikke vejen at gå. 

Herefter går tiden med at se Noah Wyle (som min indre teenager husker allerbedst som Dr. John Carter i Skadestuen) prøve at redde verden - eller i hvert fald de godt sekshundrede overlevende han befinder sig sammen med. Han får hjælp og bliver forhindret og får hjælp igen af tv-historiens mest karikerede og ligegyldige karakterer, der er leveringsdygtige i tåkrummende replikker og dybt utroværdigt skuespil - især de kvindelige karakterer er helt åndssvage. Ønsket om at se hele flokken udslettet meldte sig ret hurtigt hos mig, men et af de afsindigt mange plothuller betyder, at selvom de her aliens er vanvittigt intelligente og teknologisk overlegne, kan de åbenbart ikke opspore en gruppe på SEKSHUNDREDE mennesker, der har lavet en lejr midt i det hele. I stedet venter de tålmodigt ved supermarkeder, lægeklinikker og andre steder, hvor folk kunne tænkes at proviantere, så strategien er åbenbart at udrydde hele menneskeheden én mand af gangen. Det startede skidt og blev hurtigt værre, og så gad jeg altså ikke Falling Skies mere. 

Jeg har dog ikke givet op på gode sci-fi-serier endnu - jeg har stadig den franske Les Revenants til gode, og den har jeg hørt rigtig meget godt om. Den lidt ældre Firefly står også på hylden og venter, og jeg er sikker på, at også den er mere underholdende end disse tre ligegyldigheder. Jeg tager gerne imod anbefalinger i kommentarfeltet!

tirsdag den 2. september 2014

your mind is just the same as mine

I går tilbragte jeg aftenen i selskab med tre af de skønne piger fra min gruppe hos Børn, Unge og Sorg. Det er næsten på datoen et år siden vi stoppede i gruppen, og selvom vi egentlig gerne vil ses meget mere, er det ikke blevet til så meget. Jeg tror det bliver anderledes nu, for vi havde virkelig en hyggelig og god aften i går. Vi lever helt forskellige liv og sætter pris på helt forskellige ting, men på mange områder er vi alligevel så ens, at det er helt uhyggeligt. Det er så skønt at snakke med nogen, der ved hvordan det er at miste en forælder og bekymre sig for den, der er blevet tilbage - men trods alt det svære, havde vi det alle sammen godt. Det meste af tiden snakkede vi faktisk slet ikke om sorg og død, men om alt fra uddannelse og rejser til irritationsmomenter ved vores kæresters tøjsammenlægning. Jeg håber vi snart kan gøre det igen.

Billedet med lysene er fra min sommerferie i Bayern, hvor vi i klosteret i Ettal tændte lys for min mor, bedstemor og faster. Da jeg var yngre, tændte vi også altid lys i kirkerne vi besøgte på vores ferier, men dengang var det for min bedstefar, mormor og morfar. Seks lys virker bare lidt voldsomt, men jeg er sikker på, at de godt ved at jeg tænker på dem alligevel. Det er en fin tradition - også selvom jeg ikke er troende i den forstand.
Det andet billede er min søde mor med mig på maven og hesten bagved - den havde en klokke indeni og var også en rangle, og det var en af mine yndlingsbamser i årevis.

mandag den 1. september 2014

another summer's passing by

Hvis jeg løfter min computer helt op under emhætten ude i mit køkken, kan jeg lige nasse mig til en enkelt streg wi-fi fra vores uvidende nabo, så på denne første efterårsdag kan jeg endelig dele et lille indlæg med jer. Siden sidst: 

...er jeg blevet stukket af en hveps for kun anden gang i mit liv. Jeg ventede på et tog på hovedbanegården, og hvepsen ville gerne lige have del i mit pølsehorn. Indtil den skæbnesvangre dag har det virket upåklageligt for mig bare at stå helt stille og ignorere de flyvende djævle, så jeg var ikke så bekymret, da dette eksemplar satte sig godt til rette på min finger. Indtil den lille satan altså ud af det blå stak mig på pegefingeren - lige der ved neglebåndet, hvor det gør allermest ondt. Det ser ikke ud af meget; billedet viser i hvert fald på ingen måde, hvor smertefuldt og frygtelig en oplevelse det var. Jeg havde enormt ondt af mit selv i dagevis, men det var heldigvis mens jeg var på besøg hos min far, der også syntes det var meget synd for mig. Min mor ville nok bare have sagt, at jeg skulle tage mig sammen, hvilket hun i øvrigt ville have haft helt ret i. 
...er AaB blevet ekspederet eftertrykkeligt ud af Champions League af et middelmådigt hold fra Cypern, og der blev desværre ikke lejlighed til at tage flere slørede fulde-fejringsselfies som dette, der er fra dengang vi snuppede The Double i maj. Nu skal vi spille Europa League mod nogle særdeles uinteressante modstandere, og i den hjemlige liga går det heller ikke for godt. Jeg er dog et stort nok menneske til at kunne ønske Brøndby tillykke med købet af Agger - det klæder den klub med nogle sympatiske spillere blandt alle idioterne. 
...har jeg set Patrick Wolf spille en fin lille koncert på Rådhuspladsen, der er et ganske ubarmhjertigt spillested, når kunstneren er alene på scenen og primært benytter sig af violin, klaver og harpe. Jeg ville helt klart hellere have set ham på Lille Vega, men i anledning af Copenhagen Pride skulle han altså frem i lyset. Han dansede rundt og gjorde sig til i en glimmercardigan og guldbukser, og han var et helt andet og gladere menneske end da vi så ham sidste år i Polen, hvor han var så frygteligt deprimeret efter bruddet med sin partner. Det musikalske indhold var denne gang dårligere, men showet i sig selv klart bedre, og det var fedt at høre ham opfordre til sammenhold i LGBT-miljøet, hvor der måske godt kan være en lille tendens til at diskriminere biseksuelle som ham selv. Det er aldrig blevet helt legitimt at være biseksuel - drengene får ofte at vide, at de bare ikke tør tage homo-skridtet fuldt ud, mens piger ofte beskyldes for at være opmærksomhedshungrende. Min egen biseksualitet snakker jeg af samme årsag ikke ret meget om - men nu har jeg altså også været kæreste med en mand de sidste syv år, så der har ikke været så meget at berette.  

fredag den 29. august 2014

don't let yourself grow hungry now

Jeg har stadig ikke noget internet derhjemme, og nu er min datapakke på mobilen også opbrugt, så det er ren elendighed det hele. Det sidste jeg har hørt, er vist noget med internet i lejligheden igen omkring den tyvende september, men der er så absurd lang tid til, at jeg næsten helt har fortrængt det. Det kunne lige så godt være næste år. I dag er jeg mødt ti minutter tidligere på arbejde for lige at kunne færdiggøre dette indlæg, der lå gemt i kladderne og som er det bedste jeg kan gøre for jer lige nu. Regelmæssigt bloggeri har lange udsigter, og jeg er snart løbet tør for kladder til at fylde tomrummet, men her snakker jeg igen lidt om chips. Jeg savner min blog, og jeg savner de læsere, der allerede er skredet. (Har de fleste ikke bloglovin' eller en anden reader nu om dage? Så behøver man jo ikke desperat klikke sig ind flere gange om dagen for at tjekke, om jeg skulle have skrevet noget nyt om Svampebob eller Stephen King...) 

Indlægget om mine opdagelser på det portugisiske marked for chips og snacks har været lidt længe undervejs, da jeg med rette havde forventninger om at kunne tilføje et par tyske smagsvarianter efter min tur til Bayern. Jeg kan dog afsløre med det samme, at ingen af denne rundes chips bliver tildelt en topkarakter, så man er ikke gået glip af noget særligt, hvis man skulle være rejst til Portugal og hjem igen i mellemtiden. 

Disse gourmetchips fra Lay's er nok nogle af de tykkeste chips jeg er stødt på, og det er klart et plus. De mindede lidt om de tynde kartoffelskiver, der lå under min torskeret, og jeg tror at de generelt er gode som tilbehør, ligesom den næste poses indhold også kun blev bedre i forbindelse med mad. Vi havde købt ind til regnvejrshygge på hotellet og havde lyst til at fråde chips, men det egner de sig ikke til. De blev en anelse kedelige i længden, de larmede sindssygt meget, og så var de alt for hårde at tygge. Ikke en tømmermandschips. 6/10 pringlesrør. 
Den største og billigste pose var de ultratynde pomfritlignende stænger, 'A Saloinha', der endda har deres egen hjemmeside, hvor man næsten kan forstå hvad de skriver på engelsk.  De var gode - jeg nød især, at de var så tyndtskårede, men det blev hurtigt trivielt med en smag, der var lidt for olieret og fritureagtig. På festivalen blev de brugt som ingrediens i en traditionel portugisisk burger-lignende ret med pandestegt kød i en bolle, og her kom de virkelig til deres ret. I den samlede bedømmelse ender A Saloinhas knasende snack med en karakter højere end hvad den egentlig fortjener, da jeg må give ekstrapoint for på hjemmesiden at have madopskrifter, hvor chips er en vigtig ingrediens. Den tankegang kan jeg kun tilslutte mig. 7/10 pringlesrør.  
Den sidste portugisiske pose var den næsten perfekte osteblanding af en af  mine favoritter; de trekantede vidundere Doritos, de lidt-dårligere-end-ostepops Cheetos og et møde med de lækre 3D's, der vel er en slags Bugles med samme indbyggede mulighed for leg med heksefingre. For at få topkarakter skulle der have været ostepops i posen i stedet for Cheetos, og så måtte posen i øvrigt gerne have været lidt større, for den forsvandt hurtigt mellem os to glubske, tømmermændsramte og salthungrende jyder.  Men det var klart rejsens bedste snack! 9/10 pringlesrør.   
På min Tysklandstur var jeg ikke så eventyrlysten, og jeg spiste to grønne Pringles-rør. Efter jeg er kommet hjem, er det gået op for mig, at jeg vist aldrig har anmeldt Pringles på bloggen, og det er jo helt fjollet, når karaktersystemet nu er bygget på pringlesrør. Det må jeg råde bod på snarest. Udover de aldrig skuffende Pringles, prøvede jeg denne pose med chips lavet af blå kartofler. Jeg har aldrig nogensinde oplevet en pose med så meget luft i som denne - jeg kunne slet ikke åbne den, og endte med at måtte punktere den med en kniv, men resultatet var til gengæld også nogle smukke, hele chips, der faktisk lignede dem på posen. Jeg har smagt dem før i et mix med andre chips lavet af rodfrugter, og det klæder dem at være en del af en blanding. Alene er de også gode, men en anelse kedelige i længden. 6/10 pringlesrør. 
 Endnu engang må jeg undres over det sparsomme udvalg af salte smagsvarianter i et land som Tyskland, der ellers har til overflod af underligt slik og fyldt chokolade. Jeg undgik et par poser, der lovede 'Afrika'- eller 'Asien'-smag, men ellers var der ikke så meget at vælge imellem. I mangel på egnet kildemateriale smagte jeg på min fars 'Kessel Chips' med salt & vinegar-smag. Det var en ganske hæderlig, grov og bitter udgave af klassikeren, og selvom jeg normalt ikke er så vild med det sure, var de ganske gode til en øl. Og så kan jeg godt lide, at de kommer fra et firma med det fantastiske navn 'Funny-frisch'. 7/10 pringlesrør.