lørdag den 16. januar 2021

got to keep on going like it ain't the end

I går fik jeg endelig krydset endnu en Thomas Dambo-trold af på min liste, da min veninde og jeg besøgte fine Ivan Evigvår på vores meget tiltrængte - for både krop og sind - gåtur i det kolde, klare vejr. Jeg har ikke haft nogle aftaler siden nytår udover en enkelt varm kakao-date med en kollega, og jeg savner sådan at se mine veninder. Heldigvis kunne det løses med en fridag for mit vedkommende og en pause fra eksamenslæsningen for min faste trolde-makker, og så gik vi en tur i Sydhavnen ved Stejlepladsen - et virkelig dejligt område, der lige straks forsvinder, når der skal bygges boliger, som ingen almindelige mennesker har råd til at betale. Ivan var en sød, tyk lille trold, og jeg ville gerne have taget mange flere billeder af ham og de skønne omgivelser, men som man måske kan fornemme på disse tre, var det kun mit frontkamera på telefonen der virkede. Jeg må vende tilbage en anden gang - jeg får i hvert fald brug for flere gåture i solskin og godt selskab, hvis jeg skal bevare optimismen i hverdagens elendighed.   

mandag den 11. januar 2021

hold on tight beginner's mind

Siden sidst:

- har vi færdiggjort mit nyeste puslespil, der var en af julegaverne fra min far. Jimmy har som altid været voldsomt interesseret i at hjælpe med sorteringen af brikker, og han har virkelig haft blik for at se, når brikkerne ikke passede sammen - han har i hvert fald bidt og kradset i adskillige af dem. 

- er jeg blevet endnu mere taknemmelig for mine nærmeste kollegaer. Normalt møder jeg adskillige folk fra mit arbejde dagligt - vi ses til frokost, fællesmøder og fester - men i øjeblikket ser jeg næsten udelukkende de fem andre dyrepassere, der er på min afdeling. De sidste par uger har jeg tilmed ikke haft ret mange aftaler i min fritid, så det er virkelig fedt, at vi har det så godt sammen på arbejdet. Det giver mig en ro og tryghed at have så gode kollegaer,  og sammen med dem synes jeg ikke det er pinligt at lave en fejl eller at bede om hjælp, hvilket er ret stort for mig. 

- har min mand og jeg måtte konstatere, at vi ikke har evnerne til at lægge et klik-gulv i vores lille soveværelse. Apropos sidste emne synes jeg, at det er ret pinligt. Men nu har vi altså bedt en handy ven om hjælp, og så kan vi forhåbentlig snart rykke sengen derind igen. Det var enormt tilfredsstillende at få malet paneler, vindueskarm og radiator i sidste weekend, selvom Jimmy var dybt ulykkelig over, at han ikke måtte være med, hvilket medførte et skrabende-på-døren og mjavende soundtrack til mit foretagende.

- er vi af uransagelige årsager gået i gang med et Marvel-maraton herhjemme. Jeg har set et par stykker af filmene tidligere, og har altid været opmærksom på deres eksistens (med mit  tidligere arbejde i musik- og filmafdelingen i Fona på Strøget ville andet også være underligt), men først nu er tiden blevet moden til for alvor at dykke ned i universet. Jeg har været aaaalt for snobbet til at ville spilde min tid på blockbusters om superhelte, men nu er jeg klar til at lade mig underholde - og med de fem første film bare lørdag og søndag, må missionen siges at være lykkedes.  

onsdag den 6. januar 2021

this world is waving goodbye

Jeg er glad for at jeg kan begynde 2021 med at anbefale en af mine yndlingsbøger; nemlig den tredje bog i Stephen Kings The Dark Tower-serie – The Waste Lands fra 1991. Det er nu, at Rolands ka-tet endelig bliver forenet; det er nu, vores helte må stå overfor episke fjender (som en over tyve meter høj robotbjørn og et sindssygt højhastighedstog), og det er nu, at vi for alvor bliver introduceret for Rolands Midworld gennem Kings helt eminente worldbuilding. Stephen King har udtalt, at The Dark Tower er hans bud på en Lord of the Rings-lignende saga, og i The Waste Lands bliver paralellerne for alvor tydelige. Det er efterhånden lidt omsonst at skrive om de enkelte bøger i serien uden at spoile, så træd varsomt, hvis du ikke vil have alt for meget afsløret.

I bogens begyndelse er der for en gangs skyld ro på vores foreløbige ka-tet bestående af Roland, Eddie og Susannah. Efter de to første, hæsblæsende installationer er det meget rart at starte helt nede i gear og lære om Midworld sammen med Eddie og Susannah, der begge hurtigt viser sig at have flair for livet i en postapokalyptisk parallelverden. Roland forklarer dem noget af mytologien og historien om gunslingers, og jeg bliver helt varm om hjertet når jeg læser, at han ser sine nye bekendtskaber som venner frem for (alene at være) instrumenter for at nå tårnet.   

Eddie og Susannah får hurtigt brug for deres nyfundne evner som sharpshooters, da de støder ind i Shardik, der er en af mine yndlingskarakterer nogensinde - men hvem ville ikke elske en tyve meter høj robotbjørn? Der er efterhånden et tykt fantasy- og sci-fi-lag udover fortællingen, og det bliver kun mere udtalt her, hvor begreber fundamentale for forståelsen af universet forklares. Det er alt for kompliceret at redegøre for på et par linjer, men kort fortalt er The Dark Tower en struktur, der står i midten af alting og holder hele universet sammen (no biggie); dette tårn holdes oppe af seks såkaldte beams, der igen beskyttes af 12 guardians, der har skikkelse af forskellige dyr (nørdefact – skildpadden Maturin, der spiller en stor rolle i It, er også en guardian of the beam). Bjørnen Shardik er en anden af disse guardians, men efter at have patruljeret skovene i flere tusinde år, er den frygtindgydende cyborg døende – blandt andet på grund af en virkelig klam ormeinficering i hans hjerne, der også gør ham blind af raseri. Jeg er vild med kampen mod giganten – som de ikke ville have haft en chance imod, hvis han havde været i topform - og den efterfølgende opdagelse af The Beam, der viser sig ganske subtilt i skyernes og fuglenes bevægelse, træernes groretning og meget andet, og det føles lidt som om, at historien først for alvor starter her.

Men vores ka-tet er ikke komplet endnu, for i New York går stakkels Jake, som vi mødte første gang i The Gunslinger, rundt i en døs og angst for at være ved at blive vanvittig. En lang sektion af bogen er dedikeret ham alene, og det er svært ikke at føle med den unge dreng, der på én gang føler sig død og levende. I Drawing of the Three reddede Roland Jake fra at blive skubbet ud foran en bil, hvormed han forhindrede de efterfølgende begivenheder i at ske, men det har nu skabt et ubrydeligt paradoks i dem begge, der er ved at splitte dem ad. Kapitlet er helt forrygende, og vi fornemmer den støt stigende desperation i Jake, der har livlige drømme om Midworld, og som en dag bliver draget mod en enkelt rose, der står midt på en overgroet byggeplads. Der finder han også en nøgle; og den samme nøgle går Eddie samtidig i gang med at snitte en version af i Midworld, da også han drømmer om Jake, og fornemmer at nøglen er vigtig. Der sker så mange betydningsfulde ting i Jakes kapitel, at det er umuligt at tale om dem alle (deriblandt Jakes eksamensopgave og besøget hos boghandleren Calvin Tower, der solgte ham en bog med gåder og den ildevarslende Charlie the Choo Choo), men det vigtigste er næsten Jake og Rolands lidelser, der er eminent godt beskrevet.

Jeg prøver virkelig på ikke at genfortælle hele romanen, men jeg ELSKER den her bog, og det hele føles SÅ vigtigt. Uden at afsløre for meget om hvordan, lykkes det gruppen at trække Jake til Midworld, efter at Susannah tager en for holdet og har sex med en dæmon. Genforeningen er rørende, og det er specielt overvældende at se Roland og Jake falde hinanden om halsen imens Jake spørger ”You won’t let me drop this time?”

Og så sker det. Øjeblikket, jeg venter på med længsel hver gang jeg læser The Dark Tower. Beviset på, at jeg er utroligt nem at overbevise som læser, dukker op i skikkelse af den nuttede billy-bumbler Oy. Billy-bumblers er Stephen Kings helt egen opfindelse, men de er vaskebjørn/hunde-hybrid nok til at gå lige i hjertet på letpåvirkelige constant readers som mig. Og Oy kan TALE – eller i hvert fald gentage ting, hvilket også gav ham sit navn, der bare er en billy-bumblers version af ”boy”. Jeg har allerede haft præfikset yndlings- foran flere ting, men Oy er min ultimative yndlings, ikke-menneskelige karakter, og han er en vidunderlig tilføjelse til historien. Han beviser i øvrigt sit værd flere gange allerede kort efter sin ankomst, men det var der nok aldrig den store tvivl om.

Roland har ikke stødt på andre mennesker end sin ka-tet siden massakren i Tull i The Gunslinger, men i River Crossing tilbringer de en dejlig aften i selskab med en gruppe ældgamle mennesker, der falder på knæ for Roland og hans pistoler, og som kan fortælle en masse om storbyen Lud, der ligger et par dages rejse væk. Lud er… episk, og beskrivelsen af den fik mig til - sammen med The Stands kaotiske dommedagsbeskrivelser fra et pandemi-ramt New York – for alvor at elske postapokalyptiske historier. Jeg kunne læse en hel bogserie, der foregik udelukkende i Luds ruiner og ødemarken omkring den, for byen, dens historie og dens indbyggere er noget helt specielt.

Efter en virkelig dramatisk introduktion til byen, en bortførelse og en genforening, møder vores ka-tet endelig Blaine the Mono. Han er et ekstremt langt, pink, hyperintelligent højhastighedstog, der ligesom Shardik også er blevet lidt rusten i maskineriet, og så elsker han gåder. Han er en totalt vanvittig tilføjelse til historien, og en herligt uforudsigelig karakter, der endnu engang får os til at frygte for vores venners liv. Heldigvis har de Jakes bog med gåder, ligesom Roland noget overraskende viser sig at være ganske habil i kategorien – i hans gamle Gilead blev der afholdt årlige gådekonkurrencer blandt gunslingerne, og selvom han aldrig vandt, kan han stadig huske mange af gåderne. Det er heldigt, for efter at være steget mere eller mindre frivilligt ombord på Blaine, laver de en aftale med ham om at underholde det selvmordstruede tog længe nok til at køre til hans slutdestination – og hvis de vinder over ham, tager han dem måske ikke med i døden.

Bogen slutter lige dér; med 1400 kilometer i timen og ubesvarede gåder, og jeg er SÅ glad for, at jeg ikke var nødt til at vente fem år, før jeg kunne læse videre. Men det måtte de constant readers, der læste med fra starten, og de var mildest talt ikke begejstrede for denne cliffhanger. 

Jeg har allerede spoilet helt ekstremt meget OG skrevet voldsomme mængder af tekst, men jeg har alligevel et par afsluttende observationer, der i flere tilfælde er endnu mere afslørende end ovenstående – så stop endelig her, af den ene eller anden årsag!

-        Allerførst MÅ jeg simpelthen snakke noget mere om alle Lord of the Rings-forbindelserne. Det er næsten umuligt ikke selv at lægge mærke til flere af dem -og jeg er helt overbevist om, at det er ganske bevidst fra Kings side- men podcasten The Kingslingers (endnu en forrygende podcast, jeg ikke har anbefalet endnu) har også fået mine øjne op for et par stykker. Der er næsten for mange at nævne, men tiden i River Crossing er i allerhøjeste grad en parallel til The Council of Elrond, hvor missionen planlægges, og Aunt Talitha er en tydelig Galadriel; en mystisk og omsorgsfuld karakter, der sender vores ka-tet videre med lys og håb i hjerterne. Roland er totalt Aragorn; begge deres fædre var konger, og nu vandrer de udstødte rundt i ødemarken – og Jakes bortfører Gasher kan nemt sammenlignes med en ork. Ved synet af det egentlige, miserable The Waste Lands citerer Susannah endda Tolkien direkte: ”This is what Frodo and Sam saw when they reached the heart of Morder – these are the cracks of Doom”.

-        Landskabsbeskrivelserne fortjener endnu en hyldest, for både Shardiks frodige skove og The Waste Lands står helt levende for mit indre blik – sidstnævnte desværre befolket af misshapen flying things with leathery wings. Skaberne bag Fallout: New Vegas kunne sagtens have læst The Dark Tower før de kreerede deres postapokalyptiske univers, og det er bestemt et kompliment. En anden fascinerende ting ved Rolands verden er geografien, der ikke er konstant – Roland har brugt årevis på at tilbagelægge en strækning, der tidligere ikke var mere end 1500 km.

-        Blaine og interaktionen med ham er forrygende bizar. Hans ondskab er kalkuleret og grusom, og han nyder at se forfærdelsen i ka-tettens ansigter, når han zoomer ind på rædslerne omkring toget (Det er det værste, Roland nogensinde har været vidne til – og det siger ikke så lidt). En æra sluttede, da Blaine udløste giftgas i hele Lud, og han har ikke noget at tabe- og han er en virkelig interessant skurk. Det må i øvrigt have været svært at indtale The Waste Lands på lydbog, for toget taler udelukkende i CAPS LOCK, hvilket godt kan blive liiidt trættende.

-        Vi får også endelig vores første, rigtige beskrivelse af The Dark Tower. Lidt overraskende kommer den ikke fra Roland, men det er det helt rigtige valg at lade os opleve tårnet sammen med Eddie, der ser det klart og tydeligt for sig i en drøm. Som læser er det også svært ikke at blive draget af den fængende beskrivelse, og man begynder at forstå, hvorfor det er så vigtigt for Roland at nå sit mål.

-        Hvis der stadig skulle herske den allermindste tvivl, så vil jeg bare slutte af med at sige, at jeg ELSKER The Waste Lands, og det er den jeg oftest læser ude af kontekst – bare fordi jeg godt kan lide at være sammen med karaktererne. 

mandag den 4. januar 2021

push us aside and render us obsolete

Jeg har forsøgt at svinge mig op til at lave en eller anden form for status over det forgangne år, men det bliver ikke rigtig til noget - selvfølgelig primært fordi jeg ligesom alle andre ikke har bedrevet ret meget. Min vanlige tv-serieopsamling er dog på trapperne, men på både musik- og bogfronten er min udvikling gået totalt i stå. Musikken skrev jeg om her, og jeg har egentlig også haft det fint med at træde lidt vande med velkendte bøger, der har været en kærkommen eskapisme fra gråvejr, mundbind og social distancering. 

Min fars sygdom og operationer i årets sidste måneder har naturligt nok lagt en dæmper på mit humør, men ellers har jeg faktisk haft det udmærket i det ellers ultimative rædselsår, 2020. Jeg har følt mig enormt skyldig over nogle gange at finde coronarestriktionerne befriende, men med en i forvejen lettere pessimistisk grundindstilling til livet og en tendens til overtænkning og katastrofetanker, har det på en eller anden måde ikke været så slemt som det kunne være for mig personligt. Det betyder dog ikke, at jeg slet ikke er negativt påvirket af det hele, og jeg håber sådan, at vi i 2021 kan vende tilbage til en eller anden form for normalitet. 

Noget af det allersværeste ved alt det her (siger jeg, der stadig er så heldig, at jeg ikke har haft sygdommen helt tæt på) er den kløft, der skabes mellem mennesker. Det føles overvældende pludselig at skulle tage stilling til mange emner, man ikke tidligere har skænket en tanke, og fronterne bliver virkelig trukket skarpt op i øjeblikket. Jeg vil meget gerne give plads til forskellige holdninger, og man behøver ikke at være enig om alting, men jeg synes det er svært at diskutere med folk, der ikke er villige til at vende tingene på hovedet og prøve at se dem fra en anden vinkel. Det gælder alt fra mundbind, institutionslukninger og frokoststuekultur til opførsel i supermarkedet og i offentlig transport (som jeg stadig prøver at holde mig fra), og det er ved at være trættende. Senest er jeg blevet mødt med idéen om, at alle os uden børn burde arbejde, imens kollegaerne med børn kunne blive derhjemme - og selvom jeg virkelig har forståelse for, at skolelukningerne er en kæmpe udfordring, har jeg sværere ved at forstå den manglende anerkendelse af det urimelige i dén anmodning. 

fredag den 1. januar 2021

with eyes glued to the sky

Godt nytår! Dagen i går forløb præcis som jeg havde forestillet mig - og håbet på - og jeg er kommet heeeelt stille og roligt ind i 2021. Min korte vagt på arbejdet var kun hyggelig, og jeg fandt også tid til at bruge løs af farvepatronerne betalt af skatteyderne for at printe en hilsen til min kollega, der snuppede vagten i dag. Efter en middagslur på sofaen herhjemme tog jeg mig sammen til at iføre mig en pæn kjole og glitrende strømpebukser, men hjemmeskoene forblev altså på - man kunne faktisk også godt danse en lille smule i dem, fandt jeg ud af senere. Min mand stod for menuen, og han var helt imponeret over min evne til at skovle mad ind, men det var virkelig lækkert. Vi hørte høj musik hele aften for at overdøve bragene; det fik os i festhumør og Jimmy til at slappe af, selvom sidstnævnte nu tog det meste i stiv pote som sædvanligt. Der var som altid godt gang i fyrværkeriet på Amager, så det passede mig helt fint, at vi ikke skulle nogen steder - og raketterne blev kun beundret fra stuen. Forbyd det lort!
I dag har vi spist rester og set alt for mange serier - men dovneriet er faktisk opstået af en hensyntagen til underboerne, for hvis det ikke havde været første januar, var vi gået i gang med at skrabe maling af palenerne i soveværelset. Jeg ved til gengæld godt, hvad resten af weekenden så skal gå med, men det bliver nu også dejligt at komme videre med renoveringen, så vi kan flytte sengen tilbage i soveværelset. Dette indlæg vil absolut ingenting, men jeg havde en altoverskyggende trang til lige at tjekke ind første januar, så jeg vil slutte som jeg startede og ønske jer alle et godt nytår - tak fordi I læser med. <3 

torsdag den 31. december 2020

who knows exactly what I'm after?

Hvilken bedre afslutning på året end endnu en længe ventet chipsanmeldelsesrunde? Det er vist på tide, for de første poser i denne omgang blev prøvesmagt helt tilbage da der stadig var grønne blade på træerne, hvilket virker som en evighed siden lige nu. Indholdet var også tre 'varme' varianter med forskellige former for chili, og da de var fra det solide mærke Herr's fra Pennsylvania, havde jeg ganske store forhåbninger til de store majssnacks.  

To af poserne var med de efterhånden velkendte cheese curls, og vi startede med Buffalo Blue Cheese-varianten, der får point for originalitet trods den lidt kiksede pose. Den tilsigtede smag er blåskimmelost kombineret med hot wing-sauce, hvilket amerikanerne lykkes ret godt med. I starten er smagen meget speciel og umiddelbart meget saltet, men efter lidt tyggetid kommer smagen af sourcream frem, der dominerer over smagen af blue cheese og chili. De kunne godt have skruet op for blåskimmelosten for min skyld, for de ender med at blive en anelse ensformige og næsten lidt for sprøde - jeg savner en lidt mere cremet konsistens i de store og porøse curls. De ender med at få et stort syv-tal af mig, for de er svære at stoppe med at spise, når man først kommer i gang - og min mand giver dem af samme årsag et otte-tal.

Rundens anden cheese-curl-variant er Carolina Reaper-flavored, og posen advarer om 'scorchin' hot'-ness, men de duftede ikke af noget særligt, da vi åbnede den luftige pose. Chilien kommer langsomt snigende, og man tænker først, at de ikke er så slemme - men det kommer! Doritos Roulette er nok stadig de stærkeste chips, jeg har smagt, men Carolina Reaper er lige i hælene på dem, for selvom der ikke er så meget pulver på majssnacksene, er chilien altdominerende. Jeg savner lidt mere ostesmag, for de smager kun af chili og paprika, men hvis man er på udkig efter en fest i munden, kan jeg sagtens anbefale dem. Jo flere man spiser, jo heftigere bliver det - også efter man er stoppet med at spise dem. Det trækker klart op, at de er så stærke, som de lover (1500000 Scoville Heat Units, åbenbart), men jeg kan ikke give dem mere end et stort syv-tal, da de helt subjektivt er for stærke for mig. Min mand ender igen på otte, og roser også, at man ikke kan fråde dem - man får helt naturligt brug for en pause, når man har spist en god håndfuld.

Den sidste Herr's-pose var Crunchy Cheestix med jalapeño-smag, og de ligner landschipsene Cheetos på en prik. De dufter ikke af meget, og ligesom ved Carolina Reaper-snacksene, kan man i første omgang kun smage jalapeño, men med en undertone af enten tomat eller paprika - ost er der desværre ikke meget af. Grundsnacken er god, men Cheetos er klart bedre, og for tredje gang ender jeg på et syv-tal, imens min mand kaster otte Pringlesrør efter posen, som han synes smager af en mexicansk pizza. 

Vi skal også en tur til Sverige i denne omgang, hvorfra rundens næste tre poser stammer. De første chips i den pæne blå pose smager af Ranch & Sourcream, hvilket ikke er så langt fra KiMs Holiday-variant, men heldigvis uden rød peber-elementet. Det trækker op for mig, at jeg kan smage både løg, tomat, ost og hvidløg, og det balanceres nærmest perfekt af den lækre sourcream. Det er en god kvalitetschip; relativt tyktskårede kartoffelskiver stadig med skræl, men uden at være hverken for rustikke eller olierede. Smagen er ganske interessant, og min mand og jeg kunne nemt blive enige om at give dem et stort otte-tal, ligesom vi også godt kunne tænke os at prøve smagen i en dip, frem for den overvurderede Holiday.

Den næste pose var straks mere spændende i mine øjne, der lynhurtigt spotter alt osterelateret. Chipsene duftede også af ost, og man kunne faktisk godt smage, at det var cheddarost - måske ikke en stærk, modnet én af slagsen, men stadig en cheddar. Mine ostehungrende smagsløg kunne godt have ønsket mig lidt mere pulver på de tykke, bredbølgede chips, men de er bestemt virkelig gode, og eftersmagen med sourcream er perfekt afbalanceret. Nogle gange er der ikke så meget at sige om en variant, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, og den gule pose hiver to små ni-taller ud af min mand og jeg.   

Vi er ikke helt færdige med Sverige endnu, for jeg har også smagt på OWLs Hot Ranch-variant, der passer meget godt med dagens hidtidige tema; chilier og ranchdressing. Den bredbølgede chip er som altid af god kvalitet, og den smager faktisk af en lidt stærkere udgave af ranch-dressing, hvilket er en god idé til den slags chips. Det er ikke en variant, jeg normalt ville købe, men den barbecue/Holiday-hybrid, som jeg synes ranch-chips nogle gange kan være, er blevet meget bedre af at få lidt ekstra bid. Der er meget pulver på, hvilket også trækker op, og min mand ender på et solidt otte-tal, imens jeg ikke kan give mere end syv. 

Tyskland hopper med på bølgechippen med deres "Terrifying Jalapeño & Cream Cheese Inferno"-pose fra gode gamle Crunchips, som jeg efterhånden har været omkring mange gange (ja, jeg skylder stadig den oversigt - måske et nytårsforsæt?). Deres chip er den med de bredeste bølger i denne runde, hvilket skaber en anderledes, lækker tyggeoplevelse, og så er de lige så stærke som de lover. De smager af det, de skal - jalapeño med creme fraiche med en snert af ost, og de har en både salt, syrlig og stærk eftersmag. De stærke jalapeños er på grænsen til at smage for meget af grøn peber, og da flødeosten samtidig smager af pikantost, rammer smagsvarianten lidt forbi mål for mit vedkommende, men de holder hvad de lover, og fortjener mindst et syv-tal - min mand giver dem heldigvis otte, hvilket jeg tror er en mere objektiv korrekt bedømmelse. 

Jeg har ikke helt glemt Danmark i denne runde, for KiMs nyeste variant af snackchips er med OST, hvilket naturligvis øjeblikkeligt fangede min opmærksomhed. Jeg må sige det med det samme - der er intet overraskende overhovedet ved denne variant, men som før nævnt er det heller ikke altid nødvendigt. Det er den helt klassiske snackchip med ostepulver, der leder tankerne hen på ostepops - det er bestemt et kompliment, men jeg synes desværre ikke helt, at de smager af nok. Min mand synes de smager af rigeligt, og svinger sig faktisk helt op på et ni-tal, mens selv ostesmagen ikke er nok for mig til at jeg kan give en snackchips-variant mere end syv. 

Jeg tror aldrig, at jeg løber tør for chipsvarianter at anmelde. Jeg har længe haft et godt øje til Kettle Chips-varianterne på Nettos hylder, men jeg har indtil nu haft munden fuld af andre mærker - altså lige med undtagelse af min meget kortfattede anmeldelse af cheddar-posen for fem år siden (den er vokset meget i min anseelse siden). Men nu skulle det være, og jeg har glædet mig til at sætte tænderne i de engelske kartoffelchips.  

Den første pose var med soja, ingefær og chili, hvilket for mig ikke lyder videre tiltalende. De var dog meget bedre, end jeg havde frygtet - de var slet ikke så stærke, og soja og ingefær smager okay sammen. Smagene er godt afstemt i forhold til hinanden, selve chippen er lækker og kraftig, men selvom de bliver bedre og bedre, jo flere man spiser, bliver de aldrig mine favoritter, og jeg må nøjes med et syv-tal - min mand giver otte. 

Den sidste pose var indbydende med sin flotte, blå farve og løfter om salt&vinegar-lækkerier; det er nemlig intet mindre end Balsamic Vinegar of Modena der giver smag til disse lækre, crunchy kvalitetschips. Jeg var ret begejstret for dem og det strejf af sødme, der gjorde balsamicoeddiken helt perfekt, og både min mand og jeg slutter året af med karakteren ni ud af ti Pringlesrør. Godt nytår!    

tirsdag den 29. december 2020

don't dress it up but don't beat around the bush

Jeg synes det er lidt op ad bakke i øjeblikket. Jeg trænger til at trække vejret helt ned i maven og puste laaaangsomt ud, men min vejrtrækning forbliver nok lettere overfladisk lidt endnu – i hvert fald indtil min far har fået svar på alle undersøgelser, scanninger og biopsier. Jeg synes ellers at jeg er kommet relativt nemt igennem de sidste par måneder, og der er umiddelbart styr på den del af mit liv, der foregår i København, men lige nu føler jeg, at jeg burde være hjemme og støtte min familie. Jeg ved godt, at det er ganske normalt at luften går lidt ud af ballonen efter jul, men det rammer lidt ekstra hårdt i disse dage. 
Arbejdet går ellers strygende, og jeg er så glad for, at usikkerhed om fremtiden (lige på dét punkt, i hvert fald) ikke er en del af mine bekymringer. Det er dog noget trist i øjeblikket, hvor vi skal opholde os kortest muligst tid i samme rum, og hvor frokosten skal indtages helt alene. I det mindste kan jeg lytte til et hav af podcasts, og i dag har jeg tilfældigvis været omkring ”Jeg plejede at tro på for evigt”, der er en helt forrygende samtalepodcast om at miste og om sorg – jeg skrev noget mere om den i min anbefaling tilbage i februar. Det nyeste program er et interview med direktøren for Det Nationale Sorgcenter, Preben Engelbrekt, der dermed også har med Børn, Unge & Sorg at gøre; et tilbud, der har gjort så uendelig meget godt for mig. I interviewet tales der særligt om jul og nytår som værende nogle svære mærkedage for de efterladte, og hvordan nytåret paradoksalt nok kan være meget værre end den jul, man var så nervøs for at skulle igennem, for nu skal der tages hul på endnu et år uden den man elsker. 
Jeg tror det er dét, der fylder lige nu - at et nyt år begynder lige om lidt, og at det bliver endnu et år uden min mor. Min far, søster og jeg er normalt ret gode til at få snakket om min mor, synes jeg, men denne jul blev det ikke til så meget. I podcasten snakkede de om, at det kan være svært at bringe på banen, fordi man ikke ønsker at gøre nogen kede af det, og selvom det nok også var en del af det, handler det også om, at savnet til min mor ikke fyldte så meget som det tidligere har gjort til jul. Siden hendes død har julen virkelig ikke sagt mig ret meget, men min nieces helt ufiltrerede og oprigtige glæde over jul og gaver smittede lidt af, og jeg kom endda lidt i julestemning på falderebet. Nu fylder savnet lidt igen, og disse dage er grå og triste, men nytårsaften bliver forhåbentlig et lille lyspunkt - efter en kort arbejdsdag og en middagslur skal jeg holde tomandsfest med min mand, god musik, lækker mad og drinks, og det ser jeg frem til. 

fredag den 25. december 2020

competing feelings so disparate

 
Glædelig jul! Det lykkedes mig at blive frikendt med en negativ coronatest, og i går morges fløj jeg til Aalborg i et fly med midterrækken tom, mundbind og masser af afspritning. Jeg er simpelthen så glad for, at jeg alligevel nåede hjem i år, selvom det også har medført en heftig mængde corona-skam, for jeg synes egentlig det er lidt ufornuftigt af mig at rejse herover. Men jeg trængte virkelig, virkelig til at give min far et knus, hvilket bestemt ikke er en undskyldning, men en forklaring. 
Det er efterhånden mange år siden jeg har holdt jul med små børn (sidste år holdt jeg kun jul med min mand og min far), og det er sådan set heller ikke noget, jeg har et ønske om - overhovedet - med mindre barnet altså er min niece. Rent subjektivt set er hun en helt fantastisk lille størrelse, og der er GODT nok knald på juleaften, når en ivrig tre-årig slår sig løs. Der var dog stadig plads til god mad, portvin og gaveudpakning, og det var lige hvad jeg trængte til. I dag kunne vi også alle sove længe, da min niece overhovedet ikke var til at få i seng i går, og i dag har vi været ude og gå en tur i det gode vejr sammen med resten af byen/regionen/landet. 

onsdag den 23. december 2020

well, I jumped in the water and started to drown

 (Allerførst - jeg er testet negativ og rejser hjem til jul i morgen!) Årets afslutning inviterer ofte til en form for opgørelse over både de forgangne og de kommende måneder, og selvom det ikke er så længe siden sidst, er det derfor oplagt med en status på Stephen King. Synes jeg. 


Jeg startede 2020 med at snakke om anden sæson af Castle Rock og tredje sæson af Mr. Mercedes; førstnævnte er siden blevet droppet, imens fremtiden stadig er usikker for Mr. Mercedes, der dog sagtens kan slutte med værdighed efter disse tre solide sæsoner. I februar tog jeg et sidespring og snakkede om Locke & Key, der nu stadig må siges at være yderst King-relevant, da historien er skrevet af hans søn Joe Hill. Anden sæson af tv-serien siges at være undervejs, men intet er sikkert i skrivende stund. I marts var det tid til at snakke om endnu en tv-serie, nemlig den solide The Outsider med Ben Mendelsohn og Jason Bateman i hovedrollerne, mens jeg i april igen var en tur forbi Joe Hill og hans samarbejde med King, der resulterede i novellen In The Tall Grass, der sidste år fik en lunken adaption på Netflix. Maj bød på årets King-højdepunkt, da novellesamlingen If It Bleeds ramte hylderne og gav os fire gode historier midt i en svær tid. 

I juni startede jeg endelig fra begyndelsen med The Dark Tower og hyldede seriens første udgivelse The Gunslinger. Det var virkelig på tide; for selvom jeg allerede har skrevet om bog fem, seks og syv i serien, er de fire første noget helt specielt. Jeg genlæste seriens anden bog, The Drawing of the Three i august, hvor jeg også snakkede lidt om kommende King-projekter, og i september viste jeg min pinligt store samling af ka-tet19-designs frem. Mit udgangspunkt var egentlig en kronologisk genlæsning af King, og den målsætning vendte jeg tilbage til i oktober med Christine, ligesom jeg indhentede noget af det forsømte i november med at snakke om Children of the Corn.

Utroligt nok er jeg på ingen måder færdig med at snakke om Stephen King, og jeg har en løs plan for de næste King-indlæg på bloggen: 

- Det er ENDELIG blevet tid til Josh Boones The Stand, og jeg var relativt tilfreds efter det første afsnit på HBO. Uden at spoile for meget må jeg nævne, at det er en kæmpe ændring at kronologien brydes, og jeg er spændt på at se, om det kommer til at have betydning for karakterudviklingen. På den anden side kender mange efterhånden grundpræmissen i historien, så det giver god mening at gå til den fra en anden vinkel. Når alle ti afsnit er løbet over skærmen, laver jeg et opsamlingsindlæg, og jeg kan allerede nu mærke, at det bliver langt.

- Jeg arbejder i skrivende stund på mit indlæg om tredje bog i The Dark Tower-serien, nemlig The Waste Lands, der nok er min favorit (det er svært at vælge!). Det kommer inden længe, men det er så svært at yde historien den retfærdighed, den fortjener, så jeg skal lige samle mod til mig. 

- Jeg har også et hængeparti med at få set samtlige Children of the Corn-film, men det har været tvingende nødvendigt at holde en pause undervejs, hvis jeg ikke helt skulle miste livsgnisten. Jeg satser dog stadig stærkt på at få bakset et indlæg sammen med vigtige og absurde nedslag fra de enkelte film, og jeg er heldigvis for det meste godt underholdt. 

- Derefter vender jeg tilbage til min kronologiske læsning og kaster mig over den forrygende samling Different Seasons fra 1982, der byder på de ikoniske og fremragende fortællinger om Rita Hayworth & The Shawshank Redemption og The Body (Stand By Me), samt de kuldegysfremkaldende Apt Pupil og The Breathing Method. 

- Om nogle måneder ser endnu en King-udgivelse dagens lys, og mon ikke der også dukker noget andet op i løbet af 2021, så nu må vi se, hvor langt jeg når med planerne. Gode intentioner har jeg i hvert fald masser af! 


tirsdag den 22. december 2020

and I sweep up my dreams

Hvis jeg skal se positivt på de sidste par dage, må jeg fremhæve en god weekendvagt og rigeligt med sofahygge med min mand og min kat, der begge har givet mig lidt ekstra omsorg og opmærksomhed. Det bliver dog lidt overskygget af det faktum, at jeg egentlig burde hygge mig med min familie i Nordjylland lige nu, men en besked om at jeg er nær kontakt til en coronasmittet, væltede lige min verden i et par timer i søndags. Så i stedet for at blive vækket af min niece og duften af hjemmebag i morges, cyklede jeg gennem regnen til det yderste Nørrebro for at blive testet, og jeg havde meget ondt af mig selv.  

Men jeg har en plan! Når jeg får et negativt svar på min test i morgen -og det gør jeg! - har jeg fået grønt lys til at fejre jul med min familie - jeg snupper bare lige en ekstra test torsdag. Det går overraskende godt med ikke at tænke på alternativerne, og jeg prøver at få det bedste ud af at have et par dages juleferie i København. Jeg har overhovedet ikke pyntet op til jul i år, men i dag snød jeg foran med Harry Potter-kalenderen, som jeg har haft lige så meget glæde af som den fra sidste år. På arbejdet har vi også haft en pakkekalender, og jeg ejer nu mit livs første par hyggesko, som jeg ikke ville kunne forsvare at købe selv, men som jeg elsker. 

Jeg har virkelig, virkelig købt og fået meget LEGO i år, og jeg mangler at vise langt det meste frem. Jeg havde egentlig planer om at lave en episk opsætning af det hele, men eftersom der kun er omkring fire minutters dagslys om dagen i øjeblikket, må det vente til lysere tider. Min mand har alligevel ikke RET meget imod, at enhver overflade i stuen er fyldt med hele den aktuelle LEGO Harry Potter-kollektion, og Jimmy er vild med det. De fire minutters dagslys i dag blev i stedet brugt på at fotografere resten af årets julepynt, der er flere fine LEGO-sæt, som jeg har fået gratis med mine seneste køb. Det nærmer sig en besættelse.