fredag den 1. august 2014

there are lights in the clouds

Fredag for to uger siden tog min far og jeg på en sidste bjergudflugt i Garmisch-Partenkirchen; nemlig en tur op på toppen af det smukke Wank-bjerg, der havde kig til alle fire verdenshjørner fra det fine plateau øverst. Opstigningen med kabelbanen tog hele tyve minutter, men bød gradvist på bedre og bedre udsigt, og det er da også dette bjerg, de lokale foretrækker at besøge, når de har lyst til at se byen oppefra. Vi var så heldige at se en af de mange frygtløse paraglidere lette; vi kunne tit se dem hænge i luften fra vores balkon i lejligheden nede i dalen, men det var helt utroligt at se ham løbe ud over kanten af bjerget. Det må godt nok være en vanvittig følelse, som jeg et eller andet sted godt kunne tænke mig at opleve engang - det skulle dog nok bare være i et tandem-spring. Og jeg ville sikkert slet ikke turde alligevel, når det kom til stykket.

I går besteg jeg også et bjerg, omend et noget mindre et af slagsen. Jeg cyklede en tur rundt på Amager Fælled sammen med Sine, og vi holdt ærtespisningspause på toppen af en bakke tæt på Sjællandsbroen. Der var en fremragende udsigt over både Sluseholmen, Sydhavnen og en hyggelig samling kolonihavehuse, og med hjælp fra solen og en cola var det lidt lettere at få snakket om de ting, der er svære. Jeg vil helt sikkert vende tilbage dertil, og næste gang tager jeg mit kamera med. 

tirsdag den 29. juli 2014

the years float like dust held in the sunlight

Hold nu kæft hvor er det nedtur at starte på arbejde efter tre ugers ferie. Det er jeg bare på ingen måde motiveret til, og jeg starter endda ud med tre hårde og lange uger, fordi det er blevet andres tur til at holde ferie. Siden jeg kom hjem fra Tyskland har jeg ikke haft lyst til andet end at flytte ned til en mindre, tysk bjerglandsby sammen med min kæreste, kat, far og søster. Det er den sædvanelige post-ferie-blues, men denne gang har det føltes mere dragende, mere ægte, mere muligt. Jeg VED jo godt, at det også ville blive hverdag dernede; min halve uddannelse og sparsomme tyskkundskaber ville nok kun skaffe mig et job i kassen i et tysk supermarked - og det er jo altså ikke ret meget anderledes end det jeg laver nu. For ikke at tale om det faktum, at det kan blive svært at få tre andre mennesker til helt at ændre deres liv for min skyld.  (Men bjerge! Der vil være udsigt til bjerge! Andet billede er fra vores balkon)

Og nu en ufin overgang til noget helt, helt andet, for i går var det nemlig femten år siden jeg fik mit første kys og min første kæreste. Det er nok en dato jeg aldrig glemmer - jeg var fjorten år, fire måneder og fire dage, og jeg følte mig så afsindigt mærkelig og nederen og som helt bestemt den eneste fjortenårige i verdenshistorien der aldrig var blevet kysset. Han var lige fyldt femten og havde heller ikke kysset før, og vi var kærester i lige knap fire måneder. Det var sødt, uskyldigt og trygt, og i årene der fulgte, var jeg glad for at have et bevis på, at det der med drengene godt kunne lade sig gøre for mig. Jeg er glad for, at jeg dengang ikke kendte udsigten til de næste mange års kærlighedstørke, depression og knuste hjerter, og at jeg ikke vidste, at min næste rigtige kæreste ville blive ham, jeg har nu  - dengang tænkte jeg mest på, at det var lidt ulækkert at kysse. Den fornemmelse gik heldigvis hurtigt over, og jeg er min første kæreste evigt taknemmelig for de ting, vi lærte sammen. Jeg har ikke snakket med ham i årevis, men jeg ved, at han nu er jazzmusiker, så det er nok meget godt at vi gik hvert til sit.  

søndag den 27. juli 2014

a little place that sits beneath the sky

Efter turen til det vidunderlige Linderhof havde vi slet ikke fået nok af Ludwig d. II og hans slotte, og en eftermiddag kørte vi derfor mod det om muligt endnu mere eventyrlige Neuschwanstein, placeret på en klippe helt oppe under skyerne. Vi havde med vilje prøvet at undgå den største menneskemængde, men selv lidt i fem på denne drønhede julieftermiddag var der mindst en million turister - halvdelen japanere - der også gerne liiige ville se slottet. En turistattraktion af den størrelse vil altid medføre lidt kaos, og efter at have stået i kø til en bus, der ikke ville have hunde ombord og debatteret om, hvorvidt vi skulle gå de tre kvarter opad bjerget i den stegende hede, kunne vi endelig sætte os til rette allerforrest i en hestevogn. Det var et par imponerende stærke og muskuløse bagdele (den ene bagdel hed Peterle), der støt og roligt transporterede os op til slottet; Silke blev gode venner med kusken, og vi andre nød at hvile benene i skyggen under træerne. 

Og der var det. Neuschwanstein. Det imponerende bygningsværk som har inspireret Disney-slotte i både logo og forlystelsesparker verden over, og som med sine mange tårne bestemt også ser ganske eventyrligt ud. Heller ikke her skulle vi indenfor (gudskelov, der var såååå lang kø), men meget af slottets indre blev aldrig bygget færdigt, så vi gik vist ikke glip af det store. Fra Marienbrücke yderligere tyve minutters gang opad bjerget var den smukkeste udsigt, og her bidrog vi i selskab med mange andre til at Neuschwanstein forbliver Tysklands mest fotograferede bygning. Det var sjovt at se kreativt fotograferende japanere prøve at overvinde deres højdeskræk, og udsigten både mod og fra slottet var super flot, men helt ærligt..? Så var det næsten ikke besværet værd. Jeg er glad for at have været der, men hvis jeg skal anbefale ét slot i Bayern, må det helt klart blive Linderhof, der med sine smukke omgivelser og færre mennesker har meget mere at byde på.   

lørdag den 26. juli 2014

please believe in labour and hope and joy

Det var helt specielt at være i Tyskland under VM-finalen i fodbold. På selve dagen var vi ualmindeligt heldige og fik et bord udenfor en restaurant midt i byen med god udsigt til en storskærm, og her var en sand fodboldfest under opsejling mens vi spiste aftensmad og tændte de uddelte stjernekastere under nationalsangen. Silke var også iklædt sit fineste festtøj, og hun virkede ikke specielt generet af larmen, selvom der var skruet godt op for lyden på både kamp og fans. Derhjemme gider hun ellers aldrig være i stuen, når vi ser fodbold. I stedet var det mig der måtte overgive mig tidligt med en ond hovedpine - i pausen tog jeg Silke med hjem til ferieboligen og så resten af kampen fra sofaen. Fra balkonen kunne jeg se fyrværkeri og høre glade mennesker inde fra byen, så jeg fik stadig lidt feststemning med. Tysklands landshold har altid været mit yndlings (i perioder sammen med Danmarks), og det gjorde jo bare resultatet endnu bedre. Resten af ferien så vi det tyske flag overalt - det er et folk, der forstår at holde en fest!

I dag har AaB tævet FC Midtjylland med 2-0, og indtil i morgen ligger vi faktisk nummer et. Helenius og Enevoldsen er kommet tilbage til klubben, hvilket er fantastisk, og så er lejesvenden Rasmus Jönsson også blevet tilbudt en fast kontrakt. Søde drenge på et spændende AaB-hold - jeg håber på endnu en overraskende og god superligasæson. 

fredag den 25. juli 2014

the time was passed so easily

Dagen i dag har jeg for første gang i to uger tilbragt kun i selskab med Jimmy. Det har været en vidunderlig ferie, dejligt at komme hjem til min kæreste og min kat, og skønt at se både Nanna og Rannvá de sidste dage, men det har godt nok også været rart at være helt alene i dag. Her er en lille tidslinje over min ikke specielt produktive dag:

08.43. Vågner første gang. Giver Jimmy lidt mad og sover videre.
09.40. Vågner igen. Tjekker min telefon; instagram, facebook, blogs... og 9gag.
10.30. 9gag er en tidsrøver. Står op, spiser morgenmad og leger med Jimmy.
11.15. Begynder oprydningsprojekt på det lille værelse. Starter naturligt nok med at sortere alt mit neglelak, hvilket indebærer at prøve alle dem, jeg har mistænkt for at være for gamle. 
11.52. Lytter til Neutral Milk Hotel og prøver stadig neglelak. Ender med at smide hele ti stykker ud, og er helt stolt af mig selv. Den ene er en sort Chanel, som jeg købte i Prag for præcis ti år siden. Dengang var det ikke til at opdrive en sort neglelak, så jeg måtte til lommerne. I dag må jeg dog vemodigt erkende, at den er færdig. 
12.10. Skifter Jimmys kattebakke. Kan næsten ikke trække vejret og har det afskyeligt varmt. Gider ikke gå i bad, da jeg har planer om en svømmetur senere.

12.25. Snakker i telefon med min kæreste og min far. Min kæreste er til Fanø Free Folk Festival i weekenden; min far maler huset, og i aften skal han passe Silke, når min søster skal til fest.
13.15. Cykler ned til Amager Strandpark, svømmer en lang tur i det dejligt kølige vand, mens jeg hele tiden er bange for, at nogen stjæler min taske imens. 
13.53. Cykler forbi den nye Kvickly, som jeg elsker, og køber mango og blommer. Og chips, cola og kattegræs. Overvejer at tage i Lergravsparken og læse lidt i min bog, men jeg har fået lidt for meget sol de sidste par dage, så jeg kører hjem til Jimmy i stedet. 
14.27. Er lidt træt ovenpå anstrengelserne, så jeg lægger mig på sofaen og bladrer lidt i en tegneserie. Spiser en blomme og nogle chips. Og en Happy Hippo fra Tyskland.
15.10. Sætter Neutral Milk Hotel på igen og fortsætter oprydningen. Det går helt godt. Bliver dog distraheret og begynder at pille plakater ned rundt omkring i lejligheden. Der skal et par nye op, og de andre skal flyttes, men lige nu ligger de alle i pres på spisebordet.

15.57. Bliver træt og kravler under dynen i sofaen igen. (Dyne i sofaen er OK, når man er alene hjemme!) Sætter Sherlock på, og ser de første tre kvarter af et afsnit, før jeg falder i søvn.
17.30. Vidunderlige middagslur! Efterhånden en sjælden gæst i mit liv, men en meget velkommen én af slagsen.
17.40. Fotograferer Jimmy. 

17.45. Laver aftensmad. Det er en af de der pastaretter, hvor man bare skal tilsætte vand. Den købte jeg også i Kvickly. Imens jeg spiser, ser jeg resten af Sherlock. 
18.50. Overvejer, om jeg gider vaske op. 
18.51. Vasker et par glas og en tallerken op. Så er jeg ligesom i gang.
18.53. Beslutter mig for at gemme resten af opvasken til i morgen. 
19.00. Ser et par afsnit af sjette sæson af Californication. Skal snart se syvende sæson sammen med Lærke, så jeg opfrisker lige hukommelsen inden. Der er godt nok meget sex. 
20.00. Falder over et frygteligt program på DR. 'Hvem var det nu vi var', hedder det. Jeg ser naturligvis det hele. 
21.00. Ser lige TV-Avisen også. 
21.25. Overvejer om jeg skal lave en helt ny karakter i Skyrim, eller om jeg skal geninstallere Age of Empires på min computer. Skal i hvert fald ikke sove de næste mange timer. 
21.35. Bliver distraheret af nuttede kattevideoer på youtube.
22.03. Begynder at skrive dette totalt meningsløse blogindlæg. Jeg ELSKER ferie.  

      

torsdag den 24. juli 2014

my darling it's the place to be

Mine billeder minder i øjeblikket faretruende meget om et regulært feriealbum, men ligesom jeg gerne deler mine dumme tanker, savnet til min mor og andre hændelser på den mørkere del af spektret, vil jeg også gerne vise alle de ting, der gør mig glad. Fotos fra en badetur nærmer sig det trivielle, men det er længe siden jeg har følt mig så tilfreds og afslappet, som da jeg flød rundt på ryggen i den vidunderligt smukke Eibsee - og det synes jeg er lige så vigtigt at dele som alt det dårlige.

Jeg er ikke den største vandhund i verden (min søster beskrev meget rammende vores barndoms sommerferier; hende plaskende rundt i poolen mens jeg sad i skyggen og læste en bog - og var keeeedelig), men jeg kan rigtig godt lide at bade i søer. De er ofte helt krystalklare, uden brandmænd, og så skal man ikke vade gennem lavt vand i evigheder, før man kan svømme rundt uden at ramme bunden. Eibsee var et pragteksempel på sådan en skovsø, og dens placering ved foden af Tysklands højeste bjerg, Zugspitze, trak bestemt ikke ned i den samlede oplevelse, der også indeholdt en halv times sejltur rundt mellem søens små øer.       
Der havde været lidt snak om en heldagstur til München, men som ugen gik blev temperaturerne bare ved med at stige, og udsigten til endnu en badetur var langt mere tillokkende end varm storby. Selvom Eibsee havde været en forrygende oplevelse, bød landskabet omkring Garmisch-Partenkirchen på mange flere smukke badesøer, så et par dage efter kørte vi mod den noget mindre Geroldsee, der ikke var helt så prangende, men lige så skøn at bade i. En bonde havde lige øjnet en mulighed for at score lidt penge på at eje grunden ned til søen, så denne gang måtte vi hoste op med to euro per mand for at nyde solen. Fair nok - til gengæld fik vi skygge til hunden og langt færre mennesker, og vi blev der lige indtil behovet for aftensmad ikke længere kunne ignoreres. 

onsdag den 23. juli 2014

I keep taking everything as a sign

På en særligt varm eftermiddag i Garmisch-Partenkirchen tog vi på udflugt i den kølige Partnachklamm; en slugt mellem to bjerge ligesom Seisenbergklamm fra vores Østrigstur forrige år. Vandet brusede voldsomt og truende, og stien førte os langs floden gennem mørke tunneller i bjerget på glatte trappetrin. Det er helt vanvittigt at tænke på, at mænd for hundrede år siden risikerede deres liv ved at  transportere træ ned af den vilde flod - billederne viser det ikke rigtigt, men der var godt nok knald på. 
Bagved slugten var floden straks mere rolig og viste sig fra sin allersmukkeste side. Ligesom i Østrigs Seisenbergklamm var flodbredden fyldt med de stenkonstruktioner, som kun minder mig om The Blair Witch Project. Den film tror i øvrigt jeg snart jeg skal se igen, selvom en lille del af mig dør af skræk hver gang. Min søster og jeg lavede også et lille tårn - eller hun byggede, mens jeg fotograferede - og nu står der et minde om os i det allersydligste Tyskland, hvilket betyder, at heksen ikke kommer efter os.  
Parkeringspladsen ved Partnachklamm lå faktisk en lille halv times gåtur fra indgangen, men det var ikke en kedelig tur, for den førte os forbi det famøse skihop, som er hovedattraktionen på tv-skærme verden over første januar. Med temperaturer på over tredive grader er det svært at forestille sig området helt dækket af sne, og jeg er generelt meget mere til at bade i skovsøer end at stå på ski, så juli måned var for mig det helt rigtige rejsetidspunkt. Nu skal jeg med Nanna ned til Amager Strandpark og bade videre, for sommeren er heldigvis slet ikke slut endnu.    

lørdag den 19. juli 2014

this is the quiet we promised each other

På en lettere grå -men varm- dag i sidste uge tog min far og jeg på jagt efter solen oppe i Alperne. Vi kørte op med Alpspitzbahn og landede midt i skyerne og en dejlig kølig bjergluft ved et udsigtspunkt, hvor man på et par uhyggelige platforme var tusind meter over jorden. Solen mødte vi aldrig, men det var nu også sært fascinerende at gå rundt i skyerne. Hochalmbahn førte os lidt ned ad bjerget igen, hvorefter en 'easy walk' på en halv times tid førte os yderligere ned af smukke stier, tre-fire stykker Jesus-på-korset og kæmper i klippen. Jeg kunne godt have gået en meget længere tur, men andre eventyr ventede forude, og vi tog Kreuzeckbahn det sidste stykke vej til bunden af dalen. Kreuzeckbahn er liften på det første billede, og helt klart min favorit af de tre. En tur i en hyggelig lille kabine tiltaler mig langt mere end at skulle stå op i de store vogne med plads til alt for mange mennesker - selvom vi på denne dag nu heldigvis havde dem næsten for os selv.