søndag den 17. september 2017

I thought there was a virtue in always being cool


Fire ugers skolegang ud af fjorten er nu overstået, og helt overordnet føler jeg mig ret godt tilpas i skolen. Det har hjulpet gevaldigt på holdsammensætningen i klassen at alle nu HAR en elevplads, og derfor (som udgangspunkt) er noget mere seriøse i deres tilgang til undervisningen, men det skaber også nogle udfordringer for mig, og jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det uden at lyde som verdens største idiot. Men. Jeg er vant til at have styr på tingene. Jeg er vant til at kende svarene på lærerens spørgsmål, og jeg plejer ikke at være bleg for at række hånden i vejret for at gøre opmærksom på det - det var kun tyskstudiet på Københavns Universitet der pillede mig lidt ned igen, og det var hurtigt glemt, da jeg sidste år startede på et grundforløb på en teknisk skole. Vi havde flere fag på F-niveau - et niveau, jeg ikke engang anede eksisterede, og jeg cruisede relativt nemt igennem de ti uger sidste efterår.
Det har altså ændret sig lidt nu. Jeg går ikke længere i klasse med 16-årige, skoletrætte SU-ryttere, men derimod med topmotiverede unge (og ældre - jeg er kun femteældst; og ja, jeg har undersøgt det), hvor langt de fleste har gået i gymnasiet, og en god sjat har også en universitetsuddannelse i baghånden. Vores biologiundervisning er IKKE på F-niveau (at vi så bedømmes derefter ved aflevering af en planche - en PLANCHE! - er en anden sag), og eftersom jeg ikke har haft biologiundervisning i snart femten år, har jeg faktisk lidt svært ved at følge med. Vi har kun lektier for til omkring hver tredje lektion, og vi ved ikke altid, hvad undervisningen byder på, så jeg kan ikke engang læse op inden undervisningen - og det bevirker altså, at jeg indimellem føler mig lidt dum. Jeg har aldrig før hørt om ribosomer og prokaryoter, og selvom jeg så til gengæld ved en masse om filmanalyse og tysk historie, kommer det bare aldrig til at være vigtigt i min nye uddannelse. 
Heldigvis er det meste både spændende og relevant. I sidste uge var jeg for en kort stund tilbage på min elevplads, da jeg skulle lave en opgave i faget smittebeskyttelse, og der fik jeg bekræftet at undervisningen ER vigtig. Jeg har fået åbnet øjnene for mange ting, og der er helt sikkert noget, jeg vil tage med mig tilbage på arbejdspladsen - jeg skifter f.eks. ALDRIG et filter uden en maske igen, og det er egentlig heller ikke så lækkert, at jeg spiser frokost i mit arbejdstøj. Biodiversitet og zoologi har jeg allerede rost til skyerne, og et fag som virksomhedskultur er egentlig også meget godt at have, selvom det virker lidt søgt. Mindre vigtigt er f.eks. dele af faget foder og fodring, hvor vi forleden brugte fire stive timer på at se noget rottefoder brænde for at finde askeindholdet. Næste gang skal vi finde fedtindholdet, og jeg forudser, at det bliver lige så åndeløst spændende. 
Jeg har det bare lidt svært med at føle mig dum. Det er en uheldig rest fra min ungdom, hvor jeg altid var på vagt, og hvor det værste jeg kunne forestille mig var at blive til grin. Det er blevet meget bedre efter jeg selv har fået det bedre, men jeg bryder mig ikke om at være på glatis i situationer, hvor alle omkring mig har meget bedre styr på tingene. Forleden havde vi stjerneløb på skolen (lærerne ønsker heller ikke at spilde vores tid, så for at nå de usandsynligt mange fjollede målpinde i hvert fag uden at bruge ALT tiden på det, samler de det mindst væsentlige på nogle temadage), og på billedet ovenfor er mit tilfældigt sammensatte hold i gang med at banke en hegnspæl i jorden. Det var lige til at finde ud af, men på de andre poster skulle vi skifte hjul på en traktor, lave en forlængerledning, bygge en ramme af træ, lappe en cykel og fikse et lysstofrør, og jeg var totalt ubehjælpsom og en ganske uduelig holddeltager. De to andre piger var heldigvis ikke meget bedre end mig - uden Frederik var vi aldrig kommet igennem, og det er jeg helt ked af at sige, men det er altså et faktum. Heldigvis var jeg den eneste, der kunne samle et hestehovedtøj (og jeg fandt også på vores kampråb) - hvilket også var det eneste der stoppede mig fra at gå hjem under dynen og skamme mig.

Det er forkert at sige, at jeg øver mig i ikke at være blandt de allerbedste, for vi er faktisk der, hvor jeg øver mig i at være middelmådig. Igen, jeg ved hvor arrogant det lyder, men det har tidligere været en stor del af min identitet at være stræber i positiv forstand, og det er lidt svært at acceptere, at jeg lige nu ikke ligger i toppen af min klasse.  Jeg kan heller ikke stoppe med at skrive om det, tilsyneladende, men jeg skal have klassificeret den syriske guldhamster til i morgen, så jeg må hellere slutte nu. 

mandag den 11. september 2017

rain is flowing around in my veins

Jeg har sådan glædet mig til at skulle fortælle om mit forhold til Stephen Kings It, for det er en af mine absolutte favoritter - både af gysermesteren selv, men bestemt også i det hele taget. Jeg har et helt særligt forhold til den over tusind sider lange roman, som jeg læste første gang som elleve-årig, efter at have plaget min far i årevis om at få lov, og det er også en af de bøger, jeg har genlæst flest gange - syv eller otte er det vist blevet til.  Jeg har dog villet vente med at snakke om bog og tv-film til dette års nye filmatisering ramte biograferne - det gjorde den i torsdags, og jeg kan ikke få armene ned - men first things first; det fremragende oplæg (jeg kan allerede mærke, at det her bliver langt.)
Selvom jeg læste bogen i en relativt ung alder, var det ikke det uhyggelige 'It', der gjorde størst indtryk på mig. Det var tværtimod følelsen af pludselig at være en del af et fællesskab, for de syv medlemmer i The Loser's Club blev hurtigt mine bedste venner, og der er mindst lige så meget coming-of-age som der er horror i romanen. Jeg kan huske følelsen af at ligge i min seng med Michael Jackson-sengetøjet og tøjdyrene ved sengegærdet og læse om vennerne, der brugte lige så meget tid på at bygge dæmninger og hemmelige huler, spise slik og læse tegneserier og generelt fjolle rundt, som de gjorde på at jage et uforklarligt og udefinérbart onde, der var så meget mere end bare en uhyggelig klovn. (Ikke at klovnen ikke er vigtig, dog. Pennywise er en af mine yndlingskarakterer nogensinde, og jeg elsker den t-shirt, min far har givet mig - jeg havde den på til premieren.)

Historien om byen Derry er noget af det bedste, Stephen King nogensinde har skrevet. Det er en fortælling om den snigende følelse af ubehag, det er folk, der kigger den anden vej, når børn bliver overfaldet, det er incest, overgreb og vold, og det er uforklarlige katastrofer hvert 27. år, der spreder død og ødelæggelse i byen. It er en ambitiøs roman, der binder alle tråde sammen til sidst (altså... måske mister den lidt fokus, enkelte steder. Constant Readers vil vide, hvad jeg taler om), og dens længde gør det muligt at fordybe sig  totalt i universet. Den er brutal og voldsom, og virkelig, virkelig god. En kæmpestor anbefaling herfra. 
Før jeg overhovedet fik lov til at læse bogen, havde jeg allerede set glimt af tv-filmene fra 1990. I starthalvfemserne var man nødt til at have fjernsynet tændt på kanalen, hvis man skulle optage noget på et VHS-bånd, så da It løb over skærmen hjemme i vores stue, havde min far hængt vores store, brune tæppe op over fjernsynet, så jeg ikke skulle få tidlige klovnetraumer. Tæppet havde dog (selvfølgelig) en mystisk, dragende effekt, og jeg snød mig til flere, hurtige kig, der dog kun gjorde min nysgerrighed større. Og måske har jeg faktisk set filmene før jeg læste bogen, for jeg kan i hvert fald ikke huske at have forestillet mig andre kandidater til The Loser's Club end banden fra tv-filmene. Jeg var SÅ forelsket i Bill; den plagede, smukke, stammende knægt, der var gruppens uofficielle leder, og jeg var lidt misundelig på søde Beverly, der var den eneste pige i flokken. Og meget kan man sige om filmene, men castingen af børnene var der bestemt ikke noget galt med - de er den primære årsag til, at første del af It er så markant bedre end del to.

For der er desværre en del to af tv-filmene fra 1990. Den er decideret forfærdelig. Tim Currys udgave af klovnen Pennywise er ikonisk, og han er heldigvis (selvfølgelig) genganger i del to, men ellers er der ikke ret meget godt at sige om det ubeskrivelige makværk, der ellers skulle afslutte den spændende historie. Bogens endelige opgør med It i kloakken er ganske svært at få overført til det store lærred (noget med parallelverdener, andre planer og det faktum, at It kun påtager sig en fysisk form for at kunne æde), men tv-filmene har valgt den absolut værste løsning med en latterligt dårligt lavet edderkop og elendigt skuespil i massevis; sidstnævnte i øvrigt et generelt kendetegn for del to. Det gør ondt at se 'mine' venner portrætteret så åndssvagt og uden følelser, og det trækker gevaldigt ned i mit samlede indtryk. For mig er der dog også stærk nostalgi forbundet med filmene - en følelse man bestemt ikke må underkende - så jeg vil nok altid se positivt på de gamle film uden decideret at kunne anbefale dem. 
Nu er der gået 27 år siden tv-filmene; It er vågnet igen, og det er blevet tid til endnu et bud på en af mine yndlingshistorier - så på premiereaftenen i torsdags satte jeg mig forventningsfuldt til rette i den store, mørke biografsal i Imperial med en god veninde på hver side. Jeg var ikke helt så nervøs som til premieren på 'The Dark Tower', for 'It' er allerede blevet filmatiseret én gang, og jeg havde en klar forventning om, at denne nyfortolkning kun kunne blive bedre.

Det blev den. 

Den nye It er som udgangspunkt langt voldsommere end tv-filmene, der trods uhyggen havde et væld af begrænsninger på de grafiske scener. Fem minutter inde i den nye film måtte jeg kortvarigt række armene jublende i vejret, da den ikoniske åbningscene med lille Georgies papirbåd var ekstremt veludført. SPOILER - hallo, hvor tit ser man lige en femårig dreng få revet armen af, kravle grædende væk fra stedet blot for at blive revet tilbage af verdens mest uhyggelige klovn? Stor pil op for mængden af blod, vold og gore - selv en forholdsvis uskyldig brækket arm kan virkelig se ulækker ud. Åbningsscenen gjorde også mine bekymringer omkring castingen af Bill Skarsgård som Pennywise til skamme - jeg er virkelig fan af denne nyfortolkning, der gør Pennywise noget mere goofy, men bestemt ikke mindre skræmmende. Jeg er vild med at han savler! 
Jeg har været allermest spændt på at se de nye børn, og jeg blev heldigvis ikke skuffet. Det er en herlig samling af talentfulde, sympatiske unger, og jeg har egentlig ikke noget imod, at filmen er bogen så tro og lader børnene være lige lovligt karikerede ærketyper; der er den plagede leder, nørden, en etnisk minoritet, pigen og the fat guy, men det virker, og det skaber en god dynamik. Allerbedst er allestednærværende Finn Wolfhard (hovedrollen i Stranger Things, der er kraftigt inspireret af netop Stephen King) som den sjove Richie, men jeg er faktisk ret glad for dem alle - desværre med undtagelse af én. Måske er det fordi jeg var så forelsket i Jonathan Brandis' portrættering af Bill i de gamle film, men jeg synes ikke, at Jaeden Lieberher spiller specielt overbevisende - faktisk overspiller han lidt, som en af de eneste. Det er en skam, for han er vel historiens egentlige hovedperson, men det får ikke lov til at ødelægge noget for mig. 

Det gør de andre skønhedsfejl heller ikke - og ja, der er nogle stykker; lidt for mange jump-scares, liiiidt for klichéfyldte replikker (men de fleste var taget fra bogen, så thumbs up på dén front), og for lidt brug af Its mange forklædninger. Men det kan jeg sagtens leve med, for jeg er glad og lettet over endelig at se en rigtig god Stephen King-filmatisering, der kommer til at ligge højt på min liste over de mest vellykkede adaptioner. Jeg glæder mig også enormt meget til at se del to; for det kan kun blive bedre end tv-filmenes version. Jeg må advare om, at jeg tydeligvis er ganske farvet, når det kommer til Stephen King, men jeg synes faktisk, at It var en både meget rørende, enormt sjov og lidt uhyggelig film, og jeg kan anbefale jer at se den i biografen - det er altså lidt sjovere at se gyserfilm på den måde. 

lørdag den 9. september 2017

sometimes it's the simple things that make it all okay

I dag er det fem år siden vi hentede Jimmy hos Dyreværnet i Rødovre. Det er svært ikke at gentage mig selv, når jeg snakker om hans ankomst, men jeg synes stadig, at timingen er helt ufattelig. Bare en uge efter fik jeg besked om min mors kræftsygdom, og Jimmy var et tiltrængt lys i det mørke efterår der fulgte. De sidste fem år har han kun fået endnu større betydning for mit velbefindende og vores dagligdag herhjemme generelt, og jeg kan slet ikke forestille mig at skulle undvære det lille fjæs, der lige nu ligger i vindueskarmen og snorker.

Juleaften samme år, blot et par uger efter min mors død, forærede min far mig disse to fantastiske print af en af mine yndlingskunstnere, Andy Kehoe. Jeg drømmer om at eje en af hans originaler, men det har vist lange udsigter, da de med rette koster lidt. De flotte print var nu heller ikke helt billige, men kvaliteten af dem er også helt i top (og de burde virkelig være i en ramme, ja), og så er det nogle af mine yndlingsmotiver. Jeg tænker næsten altid på min mor, når jeg kigger på dem - men ikke på en måde, der gør mig trist; snarere nostalgisk, afslappet og optimistisk. I dag vil jeg hygge lidt ekstra om Jimmy og komme helt ned i gear efter en noget travl, men god uge. 

torsdag den 7. september 2017

their eyes are staring out into space

I weekenden fik jeg mulighed for igen at besøge et af mine favorit-udflugtssteder her på Sjælland - Rudolph Tegners Museum og Statuepark ved Dronningmølle - da mine svigerforældre kiggede forbi med en bil (og halvdelen af min kærestes afdøde morfars hus, tilsyneladende – jeg vidste slet ikke, at jeg havde brug for nye, gamle håndklæder, sengetøj og støvsuger.) Jeg er stor fortaler for offentlig transport, men jeg glemmer nogle gange, at jeg jo sagtens kan tage tog og bus UD af København også (selvom lige netop lørdagens destination er en anelse besværlig at nå uden en bil). Vejret var helt fantastisk; årets første efterårsweekend bød på høj sol og blå himmel, og det var lidt noget andet end sidst vi besøgte parken med min far og søster.
Parken og museet er et fremragende udflugtsmål, hvis man er en bil fyldt med mennesker med ret forskellige behov og ønsker til aktiviteter. Min kærestes mor ville gerne på Louisiana, hvilket min kærestes far til gengæld overhovedet ikke gad - ligesom hans forslag om en laaaaaang gåtur heller ikke blev fantastisk modtaget af min kæreste. Heldigvis er Tegners park og museum lidt af det hele i en skøn forening, og vi fik faktisk alligevel gået en ret lang tur rundt i Rusland, som det smukke landskab med de lyngklædte bakker kaldes. (Måske også fordi vi gik lidt forkert, hvilket var min skyld, selvom jeg ikke vil indrømme det).
Den indendørs udstilling kunne tilfredsstille svigermors museumscravings uden at være alt for omfattende - Rudolph Tegner var godt nok ekstremt produktiv både som billedhugger og maler, men hele museet og parken byder som udgangspunkt kun på kunstnerens egne værker, så trods de mange, mange værker, var det stadig en overkommelig (og meget imponerende) rundtur. Denne gang var der dog også en særudstilling med tyve skulpturer af Pontus Kjerrman (de fabeldyr-lignende skikkelser på billederne), og jeg synes det fungerede rigtig godt, at de var stillet op blandt Tegners faste udstilling. Jeg er ikke specielt kunstinteresseret og havde ikke hørt om ham før (men kan læse mig til, at han er ganske anerkendt), men jeg blev helt forelsket i hans fine figurer. Særudstillingen varer indtil 22. oktober, og jeg kan bestemt anbefale et besøg - også i dårligt vejr. 

søndag den 3. september 2017

all you think of lately

Jeg har været ret meget i Zoologisk Have i løbet af sommeren. Når jeg møder klokken syv på mit arbejde har jeg fri allerede 14.30, og det har jeg flere gange udnyttet til at kigge forbi vennerne på Frederiksberg. Nu går jeg i skole i Roskilde, skal endnu tidligere op om morgenen og er først hjemme klokken 17 - og så er der ikke meget overskud eller tid til Zoologisk Have-besøg. Til gengæld går jeg nu i skole med de to søde piger, der endte med at få de eftertragtede elevpladser i Zoo sidste år, og det er enormt spændende at høre om hvordan en arbejdsdag foregår bag kulisserne.

Inden jeg startede i skole igen, beklagede jeg mig over at vi netop ikke blev inddelt i specialer til at starte med. Og jeg bliver nok stadig nødt til at sige, at jeg ikke ser det relevante i at blive undervist i rovdyrsikkerhed og indretning af anlæg i dyreparker, men jeg tager helt ærligt gerne det hele med, for jeg synes det er den største luksus at blive betalt for at have fag som biodiversitet og zoologi. Det er simpelthen så spændende! Nu overspringshandler jeg ved at læse om truede arter på Red List og planlægger marsvineudflugt med pigerne fra Øresundsakvariet, og så er det slet ikke så slemt at gå i skole. 
Jeg har også fundet en god løsning på mit morgentræthedsproblem. Jeg er som det sidste menneske i verden endelig begyndt at lytte til podcasts! Jeg har egentlig altid tænkt, at jeg ikke havde brug for endnu et medie i mit liv, og jeg kunne ikke umiddelbart se hvad en podcast kunne byde på, som jeg ikke ville kunne få serveret bedre på anden vis. Men det er en optimal løsning når jeg skal i skole, og turen byder på både bus, tog og en halv times gåtur, og efter to uger er jeg allerede helt hooked. Jeg startede med Third Ear's 'Kvinden med den Tunge Kuffert', som jeg blev færdig med på halvanden dag, og som fik mig til at tage en lille omvej på vej til skole, fordi jeg liiiige skulle høre et afsnit færdigt - så man må sige, at jeg har overgivet mig ret hurtigt til podcasts. To af mine veninder har givet mig en række gode anbefalinger, men jeg tager meget gerne imod flere. 

onsdag den 30. august 2017

I might have a taste cause the first one's free


Det passede ikke helt, da jeg sagde, at jeg var færdig med dette års Tysklands-indlæg, for jeg har naturligvis også benyttet lejligheden til at smage på nye varianter af chips fra vores naboland. Denne gang kan jeg præsentere hele tre gæsteanmeldere til at give jer et mere objektivt billede af chipsenes standart, nemlig min far, søster og min søsters kæreste. Hundene kunne egentlig også have været med, men de virkede umiddelbart til at ville give alle poser topkarakterer, og det er ikke særlig repræsentativt.

Første pose til bedømmelse var Käse Bälle fra Wurzener, der havde lavet en særdeles kreativ og indbydende forside. Desværre kunne indholdet ikke helt leve op til den lovende pose; majsboldene var lige luftige nok og smagte mere af pap end af ost. Man skal dog ikke undervurdere udformningen, for de var sjove at spise og nemme at fråde, og testpanelet er derfor blevet enige om et lille fem-tal til den grønne pose. 
Crunchips fra Lorenz er altid leveringsdygtige i en interessant, ny, limited edition-variant, og denne gang skulle de tyndtskårede kartoffelskiver altså smage af det mayonnaise, der puttes oven på hollandske pomfritter - en meget specifik smag, men jeg kan selvfølgelig godt se, at 'mayonnaise med antydning af sennep' ikke virker helt så appellerende. Crunchips ligger i discount-enden af skalaen, og laver med det i mente faktisk nogle ret fine poser, og jeg synes da også at denne var ganske tillokkende med lækre pomfritter, kæk dreng og flotte farver. Indholdet var der lidt delte meninger om, hvilket kan tilskrives vores varierende forhold til sennep - min søster og jeg fandt dén del lidt for dominerende, og det ødelagde for os en ellers interessant smag. Hun og jeg endte på et fem-tal, mens min far og svoger svingede sig helt op på et syv-tal. 
Tredje pose var også fra hyldens billige ende, men jeg bliver altid fristet af poser, der har et stort billede af ost på forsiden. I år var jeg faktisk overrasket over det relativt store sortiment af chips - jeg plejer ellers at være lidt skuffet over Tysklands beskedne udvalg på chipsfronten - men det kan nok også skyldes, at vi i år besøgte de helt store, to-etagers varehuse, der også lokkede med alverdens Kinder-produkter, Käsespätzle på brev og rørende billig shampoo og Nutella. Det var derfor svært at vælge bare fire poser, når der også skulle være plads til gensyn med gamle klassikere, men jeg er ikke ked af, at disse Riffel Chips med Sauerrahm & Käse blev en af dem. Chipsene var store, tykke og lækre, og selvom smagen gerne måtte have været dobbelt så kraftig, var den god og oste-agtig. Jeg ender på et syv-tal, min søster én karakter lavere, og min svoger er af uransagelige årsager helt nede på et to-tal - min hukommelse sviger mig, og jeg kan ikke huske hvorfor. 
Som jeg lige har beskrevet, er ostechips helt uimodståelige for mig, så da jeg så at mit tidligere favoritmærke Pringles (jeg er med tiden blevet lidt træt af deres ensformige, ofte underkrydrede kartoffelpulverskiver) var kommet på banen med en Emmentaler-variant, kunne jeg ikke få armene ned. De levede heldigvis op til mine høje forventninger, for smagen var utrolig lækker og rigelig, og jeg giver med glæde røret et stort ni-tal. Jeg smagte først chipsene, da jeg var tilbage i København, og jeg er virkelig ærgerlig over, at jeg kun havde et enkelt rør med hjem i kufferten - men af samme årsag ved jeg ikke, hvad resten af testpanelet ville have givet chipsene; jeg kan kun huske, at min søster efterspurgte endnu mere ostepulver (hvilket for mit vedkommende ville have givet karakteren endnu et nøk opad.) Nu håber jeg bare, at Emmental-varianten bliver en fast del af sortimentet, så jeg kan hamstre Pringlesrør, når jeg vender tilbage næste år. 

søndag den 27. august 2017

I can't avoid that furrowed brow

Som jeg kort var inde på her, har jeg længe glædet mig til at skulle anbefale Stephen Kings The Mist i forbindelse med den nye tv-serie, for novellen er fremragende, og jeg huskede også filmen som værende et sandt mesterværk. Min hukommelse har delvist snydt mig, for selvom novellen ganske rigtigt er fantastisk, er filmen egentlig ikke noget at skrive hjem om. Den 134 sider lange novelle er først udgivet i en horrorantologi i 1980, og dernæst i novellesamlingen Skeleton Crew fra 1985.

Ligesom størstedelen af Stephen Kings historier udspiller The Mist sig i en lille by i Maine, og godt nok er vores hovedperson David Drayton ikke forfatter, men han er grafiker og kunstner, og det kan vel godt siges at være i samme boldgade. Han bor med sin kone og søn i et dejligt hus ved en af de mange søer, og jeg får altid enormt meget lyst til at rejse en tur til Maine, når jeg læser Stephen King. Dog ikke mens The Mist ruller ind over byen Bridgton, for i historien er David snart fanget i byens supermarked med sin søn og andre skræmte byboere, der hjælpeløse må se til, mens uhyggelige monstre i tågen tilintetgør forsvarsløse ofre udenfor. Et par soldaters mærkværdige opførsel og visheden om et nærliggende militærprojekt øger mistanken om monstrenes oprindelse, og den religiøse Mrs. Carmody overbeviser mange om, at dommedag er kommet. Stephen King er eminent til at skrive om mennesker, der er under pres, og så betyder det ikke så meget om presset kommer fra overjordiske monstre eller mistillid og religiøsitet. The Mist er helt klart en af mine short story-favoritter. 

Filmen fra 2007 er med den måske ypperste Stephen King-instruktør Frank Darabont (The Green Mile, The Shawshank Redemption) bag roret, og den er faktisk sit kildemateriale ganske tro. Slutningen er dog markant anderledes, og der er bred enighed om (også fra Stephen King selv), at filmen gør det langt bedre - og jeg er helt enig; det er en chokerende og overvældende afslutning på en i forvejen voldsom historie. Ved dette gensyn må jeg desværre konstatere, at det er en af de eneste rigtig gode ting jeg kan sige om filmen, for den er slet ikke så fantastisk, som jeg husker den. Noget af det må jeg tilskrive den allerede forældede CGI, der leverer nogle ikke altid helt overbevisende monstre - de eneste, der virkelig fungerer, er de War of the Worlds-lignende mastodonter, der vandrer næsten fredfyldt hen over kaos, død og ødelæggelse.

Frank Darabont er også manden bag de første sæsoner af The Walking Dead, og filmen har også et par kendte ansigter med. Desværre var jeg kun glad for at se Melissa McBride (Carol), da de andre var blandt seriens mest irriterende karakterer, og førstepræmien går også her til Laurie Holden (Andrea), der i filmen overspiller og forstyrrer i en næsten uudholdelig grad. David Drayton spilles af Thomas Jane, som jeg nu bedst kender fra The Expanse, men han leverer heller ikke en overbevisende præstation, og det er ærgerligt, at den trykkede stemning fra novellen ikke bliver overført til det store lærred. Det er dog langt fra nogen dårlig film, og i Stephen King-regi er den nok stadig i top ti (der skal ikke såååå meget til for at komme på dén liste), men jeg kan ikke længere retfærdiggøre at kalde den et mesterværk, desværre. 

Ligesom mine forventninger til filmatiseringen af The Dark Tower var ekstremt lave, så jeg heller ikke for alvor frem til tv-serie-udgaven af The Mist - jeg forventede nok faktisk Under the Dome-lignende forfærdeligheder. Og måske har det hjulpet med disse absurd lave forventninger til danske instruktører, for Nikolaj Arcel gjorde et hæderligt forsøg med The Dark Tower, og selvom Christian Torpe ellers er bedst kendt for... Rita, var The Mist heller ikke helt så katastrofal, som den kunne have været. Serien startede ellers rigtig skidt ud med et forfærdeligt første afsnit, og den har i virkeligheden forsvindende lidt med novellen at gøre - de eneste fællestræk er tågen og den mystiske militæroperation - men den er bygget på Stephen Kings historie, så jeg måtte naturligvis se videre. 

Og det blev langsomt bedre. Min irritation over Alyssa Sutherland (beklager at dette indlæg fokuserer så meget på kvindelige skuespillere, jeg bestemt ikke kan lide), blev opvejet af en fin præstation af min elskede Frances Conroy, og selvom der blev brugt alt for lang tid på ligegyldige konflikter mellem karikerede karakterer spilledet af middelmådige skuespillere, blev jeg alligevel moderat interesseret i historiens udvikling. Monstrene var faktisk ganske skræmmende (shoutout til the Four Horsemen!), drabene ret brutale, handlingen var ikke alt for forudsigelig, og tempoet blev gradvist højere. Sæsonafslutningen var decideret spændende, og efterlod os med flere spørgsmål end svar - og det er lidt ærgerligt, for jeg tror sagtens hele historien kunne være presset ind i sæsonens ti afsnit, og det virker måske lidt overkill med en anden sæson. Lou Reeds Perfect Day akkompagnerede en nærmest episk slutscene, der på samme tid var totalt cliché og ret fantastisk, og lidt overraskende ender jeg med at kunne give The Mist en over middel-karakter. Jeg vil nu stadig ikke direkte anbefale den, men jeg endte med at være ret godt underholdt, og når jeg nu stadig mangler svar på de mange spørgsmål, vil jeg helt sikkert også komme til at se en eventuel anden sæson. 

torsdag den 24. august 2017

you must rely on love once in a while

Siden i mandags har jeg brugt al hjerneaktivitet og energi på de otte timer, jeg har været i skole i Roskilde hver dag. Mine morgener er et par tågede timer uden en sammenhængende tanke (der er åbenbart stor forskel på at SKULLE stå op kvart i seks og at KUNNE gøre det – jeg er klart størst fan af sidstnævnte), og selvom bussen er betalt, hurtigere og kører lige fra min hoveddør, har jeg faktisk overvejet at begynde at cykle frivilligt ind til banegården for at vågne lidt op. Ellers har undervisningen i min første uge tilbage i skole været ret ligeligt fordelt mellem at være totalt spild af tid og enormt spændende og relevant, så det udligner sig vel til noget, der er nogenlunde. Mere om det, når jeg kan igen kan formulere meningsfyldte helsætninger. (Har lige været nødt til at google meningsfyldt og meningsfuld. Jeg blev ikke klogere.)
I stedet spiser jeg jer af med en række billeder fra årets parade til Copenhagen Pride, der klædte hele København i regnbuefarver i lørdags. Min kæreste havde slæbt mig med til instrumentloppemarked (selvom han absolut ikke har brug for/råd til/plads til flere instrumenter - særligt dem med strenge), og bagefter nød vi en kold øl i solen og så på smukke mennesker. 
Jeg blev faktisk underligt rørt af al den kærlighed, der strømmede ud af både paradedeltagere og tilskuere. Jeg blev helt opløftet af det, og selvom jeg er dårlig til at give krammere selv til dem jeg kender bedst, tog jeg både gladeligt imod et glimmerknus fra en dansende fyr, og stak beredvilligt min runde kind frem, så en anden deltager kunne dekorere den med en regnbue. Sådan er det, når man står på første række. Jeg fik optur over at høre klassikeren Dragostea Din Tei bragende ud fra en vogn, og jeg sang højlydt med, grinede og afstandsdansede med en sød fyr på ladet - hvorefter jeg så det store 'Liberal Alliances Ungdom'-banner og fik lidt dårlig smag i munden, men hey - i lørdags havde jeg kærlighed nok til alle.