tirsdag den 23. maj 2017

turn it on when you are able

Jeg kan ikke lade være med at føle, at jeg gentager mig selv lidt, men i øjeblikket har jeg virkelig gang i mange gode serier - og jeg prøver også at nyde lidt af det der sommervejr. Lige nu løber nye afsnit af Adventure Time, The Leftovers, Better Call Saul, American Dad, Fargo, Animals, The Americans og Twin Peaks(!) over skærmen, og jeg er også begyndt på de hypede The Handmaid's Tale (whoa!) og American Gods. Det skal nu ikke handle om nogle af dem i dag, men derimod om tre ganske udmærkede serier, der dog aldrig når helt op blandt mine favoritter. Anden sæson af The Expanse og The Path er netop blevet vist, mens dagens tredje serie, Penny Dreadful, blev vist fra 2014 til 2016. 

Det er ret ofte mig, der overtaler min kæreste til at se en serie, jeg synes ser lovende ud - men en gang imellem får han lov til at vælge, og derfor har jeg nu set to sæsoner af The Expanse, der er rendyrket sci-fi. Historien udspiller sig nogle hundrede år ude i fremtiden, hvor Jorden efterhånden har koloniseret hele solsystemet. Mars er en uafhængig nation med et dedikeret militær, og mennesker født i astroidebæltet kaldes 'Belters', og er den nye arbejderklasse, som Jorden og Mars kan blive enige om at udnytte. Her er konstante spændinger, lidt for smukke mennesker, en anelse overkarikeret skuespil og lækre space-scener, men selvom præmissen er god og truslen om en fælles fjende er lovende, mangler serien alligevel lidt for at nå helt i mål. 
Med Aaron Paul fra Breaking Bad og Hugh Dancy fra Hannibal i hovedrollerne, blev jeg ret hurtigt overbevist om at jeg skulle se The Path. Seriens omdrejningspunkt er den new-age-inspirerede bevægelse The Meyerist Movement, der i virkeligheden opfylder mange af kriterierne for at kunne kaldes en decideret kult. Serien skulle angiveligt være inspireret af Scientology (serieskaberen Jessica Goldberg afviser kategorisk, men mange andre tvivler); uanset hvad er det et fascinerende indblik i en hverdag for en gruppe mennesker, der på overfladen ligner alle os andre, men som er drevet af helt andre kræfter.

Sektens åndelige leder Steven Meyer (til hvem sandheden angiveligt blev fortalt på toppen af en bogstavelig stige af brændende lys) er forsvundet i Peru, og tilbage i USA forsøger den karismatiske stedfortræder Cal Roberts (Dancy) at holde styr på tropperne og den stadigt voksende bevægelse. Aaron Paul spiller Eddie Lane - en familiefar, der efter en bevidsthedsudvidende rejse til netop Peru begynder at sætte spørgsmålstegn ved sin tro, og han er ikke glad, da teenagesønnen Hawk vil dedikere sig fuldtid til sagen. Hans kone, der også er med i sektens absolutte top, spilles af Michelle Monaghan, og de tre skuespillere alene er nok til at gøre det meste interessant. Heldigvis er historien i sig selv for det meste også virkelig fængende - og krydret med mange fine bikarakterer og sideplots, der dog fik lov at udfolde sig lidt rigeligt i  dele af anden sæson, der haltede lidt. Slutningen var dog hæsblæsende spændende, og jeg glæder mig til tredje sæson kommer næste år.  
Gennem årene har jeg sendt en hel del serieanbefalinger i min fars retning, og jeg synes jeg har ramt plet med det meste. Jeg burde have vist ham samme tillid, da han anbefalede mig Penny Dreadful for et par år siden, men jeg var helt sikker på, at jeg allerede vidste, hvilken type serie det var - en middelmådig, 'monster-of-the-week'-serie i stil med Supernatural eller Grimm, og det havde jeg egentlig ikke behov for at se mere af. Min far gav dog ikke op så let, og da han ligefrem forærede mig et HBO-abonnement, sukkede jeg dybt og gav det en chance. Det har jeg IKKE fortrudt.

Eva Green har hovedrollen som den karismatiske Vanessa Ives, og hun spiller som altid helt forrygende. I Penny Dreadful er hun en plaget sjæl, der i selskab med flere særdeles kendte karakterer prøver at navigere rundt i 1890'ernes London blandt både overklassen og gadefolket. Dr. Victor Frankenstein er ung og ambitiøs og skaber sympatiske monstre, den evigt unge Dorian Gray charmerer bukserne af både kvinder og mænd, og vi møder også Dr. Jekyll, Dracula, Van Helsing og varulve. Det fungerer overraskende godt, og det er virkelig underholdende -  jeg har ikke kedet mig på noget tidspunkt i løbet af de tre sæsoner. 

Der er ret meget sex, blod og vold i Penny Dreadful. Det er altid en dejlig overraskelse når tv-serier er så eksplicitte, og her bliver der bestemt ikke sparet på effekterne. Jeg har faktisk næsten kun godt at sige om serien; selv Josh Hartnett spiller egentlig nogenlunde - det hjalp dog gevaldigt, da hans karakter fik lidt mere dybde i løbet af historien. Ud af dagens tre titler får Penny Dreadful min største anbefaling, og jeg er glad for, at jeg endelig lod mig overtale til at se den. 

fredag den 19. maj 2017

but you can't stop the spring

Tiden flyver, og det er faktisk ved at være to uger siden at min kæreste og jeg tog på udflugt i Sydhavnen. Jeg har snart boet i København i tolv år (whoa!), men jeg har kun udforsket Sydhavnen et par enkelte gange, og jeg har aldrig før været ude på Tippen, hvilket er en stor fejl. Der er virkelig skønt -  frisk luft, kig til vandet, særpræget natur og nuttede dyr. Vi hilste på både alpakaerne og en fåreflok, der efterlod uld overalt, og længere inde ved Karens Minde Kulturhus lå en rideskole, der bød på ponyer at klappe og hestemøg til haverne. Jeg kan bestemt anbefale en tur derud, hvis man er i området.
Efter vores lille eventyr i Sydhavnen stak vi snuderne mod Nørrebro, hvor vi fik en eminent god bøfsandwich hos Grisen. Jeg cykler forbi hver dag på vej hjem fra arbejde, og næsten lige så ofte bliver jeg fristet af neonskiltet, der fortæller om 'Danmarks bedste bøfsandwich'. Og der er altså noget om snakken - det er i hvert fald den bedste jeg har smagt. Grisen får også en stor anbefaling herfra. 

mandag den 15. maj 2017

I'm feeling like I'm leaving much too soon

I torsdags var det ti år siden min kæreste og jeg officielt begyndte at kalde os netop kærester. Det er helt ubegribeligt og fantastisk, og det burde have været fejret på en helt spektakulær måde med faldskærmsudspring, tatoveringer og jordomrejse, men i stedet havde vi begge en lang arbejdsdag, hvorefter vi begav os ud på en fem timer lang togtur til Skive. Ikke så romantisk måske, men vi tager revanche på et andet tidspunkt. I Skive skulle vi til konfirmation hos en AC/DC-fan, der naturligvis blev hentet på motorcykel foran kirken. Det var en virkelig hyggelig dag, hvor konfirmanden både fik nævnt, at jeg var god til børn og burde få et par stykker selv, og spurgte om jeg havde gået til håndbold, da jeg kastede perfekt. Nothing could be further from the truth, selvom jeg bondede utroligt godt med hans ni-årige lillebror.  

Jeg nåede heldigvis også et smut hjem til min far, hvor der var familiehygge med min søster og hendes kæreste, hundenusning, godt vejr og god mad på programmet. Lørdag, der var min eneste hele dag hjemme, startede jeg mageligt på en stol i solen med Silke ved min side, mens min far malede plankeværket i bedste Karate Kid-style, og om eftermiddagen kørte vi til Øster Hurup, hvor vi gik en tur ved stranden og spiste en vaffelis. Efter en tur på kirkegården hos mor, gav Melodi Grand Prix anledning til mange grin og forundrede miner - hvad skete der lige for verdens kedeligste vindersang? Jeg er da principielt enig med portugiseren i, at musik skal betyde noget og ikke kun være overflødigt fyrværkeri, men sgu da ikke i dét show! Melodi Grand Prix er da netop stedet for alt det overdrevne; glimmer, fyrværkeri og teatralske optrædener. Jeg holdt i øvrigt med Azerbaijan, der af en eller anden grund staves Aserbajdsjan på dansk (ja, selvfølgelig slog jeg det op). 

Mit besøg i Jylland var alt for kort, for mit tog kørte hjemad allerede lidt over middag i går. Det er blevet lidt sværere at presse Jyllandsbesøg ind i kalenderen efter jeg har fået en normal 37-timers arbejdsuge, men jeg håber det snart kan lade sig gøre igen. 

lørdag den 6. maj 2017

one brick on top of another

Det har ikke været en helt normal arbejdsuge, for i mandags havde jeg som bekendt fri, og både torsdag og i går var jeg på kursus. Torsdag tilbragte jeg hele dagen i de gamle universitetsbygninger i Nørregade, og jeg kan ikke komme i tanke om bedre rammer for et kursus. Det hed 'Velkommen til KU', og indholdet var forståeligt nok ikke ret specifikt, men der deltog altså også alt fra appudviklere og lektorer til jurister og dyrepasserelever. Det skabte dog en slags overblik over inddelingen af Københavns Universitet, og vel egentlig også en art stolthed over at arbejde på en så stor og traditionsrig uddannelsesinstitution. Dagens klare højdepunkt var rundvisningen i Universitetsfirkanten, hvor vi fik et sjældent kik ind i de ældgamle bygninger, der tilhører universitetet. Allermest imponerende var det vidunderligt smukke bibliotek, som jeg var ved at falde helt på halen over - jeg anede ikke, at der fandtes noget så sejt i København. 
I går var jeg på Lundbeck til temadag for forsøgsdyrepassere. Det var en superfed og givende dag, hvor jeg hørte foredrag om brugen af alt fra axolotler og elefantfisk til guldhamstre og frøer i forsøg. Jeg blev klogere på ting, jeg aldrig havde troet jeg skulle vide, og jeg har tillært mig et par blærede facts. Vidste I f.eks, at man i 1940'erne og 1950'erne brugte Xenopus-frøer som graviditetstest? Dagens kage var også i ægte forsøgsdyrstema, og selvom jeg egentlig ikke er stor fan af romkugler, kunne jeg ikke stå for denne lille fætter.

Efter en lang række foredrag dukkede Torben Chris op, hvilket jeg først ikke var ubetinget begejstret for. Jeg er mildest talt ikke så glad for dansk stand-up, og da han lagde ud med en halvhjertet joke om levende myrer på Noma (sikke en revolutionerende nyhed!), frygtede jeg for den næste halve time. Men det hjælper altid at se komikere live, synes jeg (har næsten ufrivilligt grinet højt flere gange af Uffe Holm, da han var underholdning til en julefrokost), og Torben Chris virker egentlig sympatisk nok, så jeg kunne til sidst godt grine lidt af et langstrakt rant om, hvor inkompetent Postmand Per i virkeligheden er.

Det har været et par super gode dage, hvor jeg også har fået snakket meget med de andre elever. Det er altid rart, for vi er jo ikke på samme adresse til hverdag, så jeg kan godt af og til savne lidt input fra nogen, der også kan komme til at rende forvirret rundt med en mus i hver hånd. Det er nogle enormt søde mennesker jeg arbejder sammen med, og det er fedt at være havnet et sted, der både fungerer godt socialt, og sender os på kurser for at dygtiggøre os. 

mandag den 1. maj 2017

there is one life that is special


Jimmy fylder fem år i dag. Eller en af dagene, i hvert fald, for han blev fundet et par uger senere i en papkasse, så ingen kender hans præcise fødselsdag. Jeg har taget fri for at kunne fejre ham (nej, jeg har da ej - men er åbenbart pludselig sådan en, der har fri første maj), og vi har hygget hele dagen med snacks, nusning og leg. En fem-års fødselsdag for katte er jo nærmest det samme som at fylde rundt, så han fik ret mange gaver. Han blev klart mest glad for catnip-fuglen, som han havde oversavlet efter ti minutter. 
Jeg har stadig lidt svært ved at begribe timingen i Jimmys ankomst i mit liv. Vi hentede ham hos Dyreværnet blot en uge før min mor fik konstateret kræft, og selvom de ikke nåede at møde hinanden før hun døde små tre måneder efter, fortalte jeg meget om ham og viste hende billeder af Jimmy som stor killing. Jeg kan efterhånden ikke forestille mig et liv uden Jimmy, og det føles som om han har boet hos os altid, men jeg synes samtidig kun det er et øjeblik siden jeg mistede min mor. Under alle omstændigheder har den lille mand været en helt uvurderlig støtte i de svære tider, og jeg bliver gladere og gladere for det lille fjæs for hver dag der går. 

lørdag den 29. april 2017

break up the shapes you like

Det er lørdag aften, og jeg er lige kommet hjem fra en hyggelig 30-års fødselsdag, der startede allerede lidt over middag. Min hjerneaktivitet rækker derfor ikke til ret meget mere end endnu et ugen der gik-indlæg, men jeg har faktisk også oplevet flere nævneværdige ting den sidste uges tid.

- I sidste weekend var jeg til navngivningsbrunch på Toldboden, og Langelinie viste sig fra sin flotteste side, da vi efterfølgende gik en tur i det kølige forårsvejr. Tvillingepigerne fik officielt deres fine navne, og min kæreste og jeg hyggede os for enden af et langbord med min veninde, hendes mand og deres lille pige. Der er fantastiske små mennesker overalt omkring mig i øjeblikket, og det er så hyggeligt; det er en udbredt misforståelse at jeg ikke kan lide børn - jeg skal bare ikke selv have dem. 
- Jimmy tissede på og i mine fine røde sko. Det sker virkelig sjældent at han tisser uden for kattebakken, og kun hvis der står for mange sko for tæt på hans toilet. Jeg prøvede at vaske dem, men de lugtede stadig - så meget, at Jimmy tissede på dem igen, og så røg de altså ud. Øv.

- Jeg har kørt en tur i den nye 5C bus, der erstatter 5A. For en kontrolfreak som mig med behov for overblik og en stor forkærlighed for en ordentlig køkultur, er det rent kaos og anarki at bussen har fire døre, der alle fungerer som både ind- og udgange. Jeg fik alligevel min yndlingsplads ved vinduet allerbagerst, men jeg er ikke fan. 
- Jeg har pensioneret min yndlings Maren-stribe fra køleskabet, da den efterhånden var noget nusset. Den har også hængt der i flere år, og den er as true as ever. Jeg glæder mig så meget til at læse hendes nye roman, Hvor der er fugle. 
- Der er til gengæld flyttet nogle andre tegninger ind, og denne gang faktisk originaler. Jeg er stor fan af Live fra Lolland, og da Kristina viste nogle nye pindsvinetegninger frem på instagram, forelskede jeg mig straks i et par stykker, og fordi jeg paradoksalt nok tjener mere nu som elev end jeg nogensinde har gjort tidligere, havde jeg også råd til at købe dem. Pakken indeholdt ikke bare tegningerne, men også postkort og chokolade, og selv Jimmy var begejstret, som man kan se. Kristina er simpelthen så sød.

- Til sidst føler jeg det nødvendigt at nævne, at den 14-årige praktikant på mit arbejde efter to dage som min skygge gættede på, at jeg var i starten af tyverne. Jeg er både glad og lidt bekymret. 

tirsdag den 25. april 2017

all the words worth repeating

Jeg har så mange fine, ulæste bøger stående på hylden, men jeg er kommet til at gå i gang med at genlæse Stephen Kings Dark Tower-serie, fordi den første film kommer til sommer, og jeg er SÅ spændt. Jeg har skrevet forsvindende lidt om Kings fantastiske mesterværk tidligere, og selvom den anbefaling utvivlsomt kræver en opdatering snarest, prioriterer jeg stadig at anbefale de bøger, jeg endnu ikke har skrevet om. De næste par romaner, jeg kommer til at skrive om herinde, har dog stadig rødder til Dark Tower-universet, for udover de syv officielle romaner, er der et hav af henvisninger, tråde, hints og karaktergengangere i andre King-værker, hvilket er noget af det, jeg elsker allermest ved Stephen King. Og ved denne gennemlæsning af The Dark Tower snupper jeg også lige de fem-seks vigtigste, relaterede romaner med. Man kan sagtens læse serien alene, men skulle man have lyst til et lille 2017-projekt, findes der en god suggested reading order-liste lige her. 

Således kan dagens fantasyroman, The Eyes of the Dragon fra 1984, også sagtens stå alene, men er samtidig en introduktion til en af de primære antagonister i The Dark Tower-serien, nemlig troldmanden Flagg (der bliver spillet af Matthew McConaughey i den kommende film). The Eyes of the Dragon var en af de første Stephen King-romaner min far gav mig lov til at læse (efter jeg havde plaget i årevis), og bogen er da også ret let tilgængelig med en tydelig eventyr-vibe over sig. Dog tilsat en god mængde sex og blod - det ville ikke være Stephen King uden, selvom bogen nu er lidt atypisk King, og bestemt ikke sætter tonen for serien i samme univers. Vi får historien serveret af en fortæller, der meget vel kunne være Stephen King selv (nu bliver det lidt meta), og det er et fint lille touch på fortællingen.

Som sagt er der ret meget eventyr over historien. Den foregår i kongeriget Delain, hvor kongen bliver forgiftet, og den ene af hans to sønner bliver fundet skyldig og indespærret i et tårn. Handlingen er til tider lettere forudsigelig, men det gør ikke så meget, for det hele bliver eksekveret ganske stilsikkert. Her er troldmænd, prinsesser, slotte og (alt for få) drager, og det er en ganske underholdende historie, som man dog nok lige skal være i humør til. Jeg var meget glad for gensynet; både fordi det er en vigtig brik i Dark Tower-universet, men også fordi den sendte mig direkte tilbage til min læsekrog bag en sofa (...) hos min bedstemor. Det er en uventet og velkommen bonus ved dette genlæsningsprojekt, at jeg kan huske, hvor jeg læste mange af bøgerne første gang.  

Som en lille krølle på historien om The Eyes of the Dragon kan nævnes, at bogen fik en ret dårlig modtagelse fra fansene, der ikke var glade for hverken straight up fantasy - eller hvad de kaldte børnelitteratur. Det inspirerede Stephen King til at skrive Misery, hvor en sindssyg fan som bekendt kidnappede og torturerede sin yndlingsforfatter indtil han skrev om det, hun gerne ville have. I love that guy so much. 

lørdag den 22. april 2017

when it seems like love is all around


Der er en ny mand i mit liv. Han hedder Quark, er ti uger gammel og er flyttet ind hos min søster og hendes kæreste. En labradorhvalp er vel nærmest definitionen på ubeskrivelig nuttethed, og Quark lever ret godt op til den beskrivelse. Han tumlede rundt og charmerede alle - måske lige med undtagelse af Silke, der ind imellem tog sig en pause fra lillebror, der ikke turde gå med hende op ad trapperne.
Han er også noget af en håndfuld, den lille mand. Hans tænder er sylespidse, og han vil gerne bide i alting - han er dog ret nem at distrahere. Han er heller ikke helt renlig endnu, og på nederste billede er han i gang med at lave ballade under sofaen, mens den våde plet i hjørnet indikerer, at jeg lige har tørret hvalpetis op fra gulvet. Det er dog hurtigt tilgivet, når han kravler op på skødet af én og lægger sig til at sove. Jeg er helt ked af, at jeg ikke kan se ham så tit, for allerede næste gang vil han være meget større og mindre hvalpeagtig. Men hunde er altid fantastiske, uanset alder og størrelse, så jeg er bare glad for at have én mere i familien. 

mandag den 17. april 2017

I try to make my affections known


En liste over ting, jeg gør mere af, når jeg er i Jylland hos min familie:

 - Tænker på min mor. 
Det er måske ikke så underligt, men hun fylder godt nok meget, når jeg går rundt derhjemme. Denne gang tog vi endnu en tørn med at få tømt skabene for de uhyggelige mængder tøj, hun har skrabet til sig igennem årene, og det er virkelig en rar måde at mindes hende. Min hjerne kortsluttede et øjeblik, da den foreslog mig at sende min mor en sms for at sige tak for de par bluser, jeg tog med tilbage til København - i det mindste havde den fattet, at jeg ikke kunne se hende og sige tak. 
 - Spiser god, 'rigtig' mad - og meget af det. 
Jeg spiser selvfølgelig også god mad her i København. Min kæreste og jeg laver bare sjældent kød-sovs-kartofler-retter, og nogle gange er det altså det eneste der duer.
 - Nyder naturen.
Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen - jeg elsker København og Amager, men en rigtig skov er altså en alvorlig mangelvare i min umiddelbare nærhed. Heldigvis regnede påsken ikke helt væk, og jeg nåede et par gode ture ud i de grønne, jyske skove. 
 - Får hundekærlighed.
Allerbedste Silke har fået en lillebror i den ni uger gamle labradorhvalp Quark, der er flyttet ind hos min søster og hendes kæreste. Han er helt ubeskriveligt nuttet, og får selvfølgelig sit eget indlæg i den nærmeste fremtid. Imens må jeg bare konstatere, at der er alt for få hunde i min hverdag i København. 
 - Bliver nostalgisk.
Der skal generelt ikke meget til før jeg bliver rørt, så en gåtur rundt i området omkring min bedstemors gamle gård var en dosis af ekstrem nostalgi. Min søster og jeg har leget ved broen siden vi var helt små, og sammen med vores kusine og fætter har vi bygget ikke helt sødygtige tømmerflåder og jagtet bortdrevne gummistøvler ned ad åen. Min far legede her også som dreng, og dengang var der togskinner over broen i stedet for cykelstien. Det var et dejligt gensyn.