mandag den 24. september 2018

shadows they fear the sun

Tiden flyver som vanligt afsted, men jeg lever stadig højt på forrige uges miniferie i Jylland, hvor jeg først besøgte min søsters lille familie i Nordjylland, og siden min far i Mariager. Det var dejligt at komme væk fra København og komme helt ned i gear efter en travl periode, vejret artede sig (for det meste) og det samme gjorde alle dyrene (for det meste), så det kunne ikke have været en bedre start på efteråret. I stalden hos min søsters hest havde katten Mille fået killinger, der var så ubeskriveligt nuttede, at jeg øjeblikkeligt blev katteskruk. Mille fangede en mus til sine killinger, men hun slog den ikke ihjel, hvilket ødelagde lidt af idyllen - så jeg udøvede et barmhjertighedsdrab på den stakkels, brune mus, der efter sin død blev udforsket ivrigt af de små katte. Min niece hvinede begejstret og virkede heldigvis ret cool med naturens barske realiteter og opportunistiske dyr - derhjemme sidder begge hunde på vagt ved højstolen (når de ikke er forvist til køkkenet) i håb om nedfaldne madrester, og min niece udnytter muligheden til at klappe et ellers undvigende hundehoved.
Hos min far samlede vi kastanjer i bunkevis - jeg fandt den P-E-R-F-E-K-T-E numsekastanje-  og efterårspyntede hos mor på kirkegården. Det var SÅ skøn en efterårsdag (lige tidligt nok med kastanjer dog, eller hvad?), og det var igen virkelig underligt og forkert, at min mor ikke kunne være der sammen med os. Hun skulle have gået dér sammen med os i Klosterhaven, have grint af efterhånden halvgamle Silke, der legede med et æble, have kigget op mod solen og misset med øjnene, og hun skulle ikke mindst have mødt sit barnebarn. Da hun døde, lå det ikke lige i kortene, at hun skulle blive mormor, og jeg finder det så voldsomt uretfærdigt at den oplevelse blev frataget hende, og at min niece aldrig kommer til at møde sin mormor. Det føles lidt trivielt at sige, at vi trods alt alligevel havde en virkelig god eftermiddag, men det havde vi, og det gør mig glad - vores lille familie har efterhånden fået en helt anden konstellation, og selvom der bestemt mangler nogen, er jeg meget glad for de nytilkomne.
Min niece kommer heller ikke til at møde sin oldemor, som vi besøgte senere på dagen. Vi havde stadigvæk kastanjer i overflod, vi plantede lyng og placerede græskar, og snakkede om min bedstemors gamle gård hvor vi har de bedste minder fra. Savnet til min bedstemor er naturligt nok et helt andet end sorgen over at have mistet min mor, men min bedstemor nåede altså også at fejre sin 90-års fødselsdag, før hun døde (lidt pludseligt, dog.) 
Vi nåede også en tur ud forbi Mosely, hvor der var virkelig fin motorsavskunst gemt i skoven, og hvor der går en flok søde køer på græs. Min far kigger til dem af og til, og senere på året får han en kvart ko hjem i fryseren. Det er virkelig en god måde at gøre det på, og jeg gad godt selv at kunne passe det kød jeg spiser. Jeg prøvede at charme mig ind på køerne, men de virkede ikke interesserede i at snakke med mig, så jeg må vente til jeg starter på skolen igen om et par uger - for der skal jeg vist undervises i kvæghåndtering. For ti år siden startede jeg på tysk på universitetet, og det var mildest talt nogle andre fag, jeg blev undervist i dengang! Om et par uger hedder mine fag bioteknologi,  lovgivning og etik og træning af dyr - og så skal jeg på studietur til Amsterdam til november. Teknisk skole og universitetet er to forskellige verdener, og jeg synes helt bestemt at jeg har fået meget ud af at opleve begge dele. 

fredag den 21. september 2018

you know time can't be trusted

Sidste år blev udråbt til at være Stephen Kings år. Han fyldte halvfjerds, udgav Gwendy's Button Box og Sleeping Beauties - og så var 2017 også året, hvor adaptioner af The MistMr. MercedesThe Dark TowerItGerald's Game og 1922 så dagens lys. Det var helt vanvittigt, og jeg havde ikke turdet håbe, at det fortsatte i år - men nu er det igen blevet Stephen Kings fødselsdag (tillykke med de 71!); vi har allerede fået den solide The Outsider, Mr. Mercedes er i gang med sin anden sæson, og nu er vi også blevet berigede med tv-serien Castle Rock fra Hulu.  Teknisk set er hovedfortællingen i serien slet ikke en King-historie, men jeg har nærmest aldrig set den særlige King-stemning afbilledet så godt som her, så jeg betragter den i allerhøjeste grad som et King-værk. Den er skabt af Dustin Thomason og Sam Shaw, J.J. Abrams er executive producer - ligesom King himself i øvrigt, men han har vist bare godkendt det meste de sendte i hans retning (forståeligt nok). 

Castle Rock er tænkt som en antologiserie, hvor hver sæson har fokus på en enkelt historie i byen af samme navn, der i Kings fiktion er hjemstedet for The Mist, Cujo, The Dead Zone, The Dark Half, Needful Things  og mange flere, og fra de to sidstnævnte har vi lært at elske sheriffen Alan Pangborn, der som den eneste deciderede King-karakter dukker op i den nye serie. Det var i øvrigt et underligt rørende øjeblik for mig at se Alan Pangborn portrætteret så forrygende af Scott Glenn, og han var en af seriens klare højdepunkter i et ellers virkeligt stærkt cast, der også består af blandt andre André Holland, Bill Skarsgård (Pennywise himself!), Sissy Spacek og Frances Conroy. Serien er i det hele taget så spækket med referencer til Kings univers, at det nogle gange går fra det geniale og meget subtile til det decideret forstyrrende, men serien lykkedes virkelig med at binde trådene sammen og operere med hele Kings multiverse, og det gør mig meget, meget glad. Jeg har lyttet til og læst flere interviews med serieskaberne Dustin Thomason og Sam Shaw, og de har et enormt stort kendskab og en ligeså stor kærlighed til Kings værker, og det har også været vigtigt for dem at være tro mod Kings ånd. 
Kort fortalt handler første sæson om Henry Deaver, der som voksen vender tilbage til sin adoptivmor (Spacek) og sin barndomsby Castle Rock, hvor han som 11-årig var forsvundet i et par uger i 1991. Nu er han advokat og er vendt hjem pga. et mystisk opkald fra Shawshank Prison (yep), hvor en endnu mere mystisk ung mand (Skarsgård) er blevet fundet isoleret i et bur dybt nede under fængslet. Herfra udvikler historien sig i flere forskellige retninger; oveni udfordringerne med The Kid prøver Henry at acceptere moderens alzheimersygdom - og hendes forhold til Alan Pangborn; i nabohuset sidder Henrys barndomsveninde; den deprimerede ejendomsmælger Molly, der tilsyneladende har telepatiske evner, og så har jeg slet ikke nævnt Odin i skoven og The Schisma, der er en KLAR reference til The Dark Towers thinnys (thinnies?). Der sker meget, men jeg synes næsten, at alle historier bliver ført helt til dørs. 

Helt op til afsnit ni (af ti) var jeg blæst helt bagover, og kunne næsten ikke være i mig selv af glæde over så god en King-relateret serie. De første tre afsnit blev udgivet samtidig og var bestemt en god og lovende start, men først efter afsnit fires vanvittige slutning var jeg helt solgt. Stemningen er trykkende, mørk og knugende, og når serien var bedst, så jeg elementer af både The Leftovers og Twin Peaks. Og det syvende afsnit alene burde vinde en tv-pris. Det er en sand tour-de-force af Sissy Spacek, der på fornemste vis giver et indblik i livet med alzheimers - og hvad der nu ellers måtte være på spil for hende - og man skal holde tungen lige i munden, når sindet og serien hopper i tid og rum. 


Desværre har J.J. Abrams haft sine fedtede fingre over projektet, hvilket betyder, at der er SÅ mange løse tråde, uopklarede spørgsmål og forklaringer, der er meget åbne for fri fortolkning. (Jeg aner ingenting om, hvilken indflydelse den stakkels mand har haft på Castle Rock - jeg får bare Lost-vibes, når jeg støder på uopklaret mystik, og gode gamle Terry O'Quinn har da også en rolle i Castle Rock). Det er dog mest det sidste afsnit, der irriterer mig på den front, og selvom det er rigtig ærgerligt at sæsonen skulle ende så åbent, ødelægger det ikke hele oplevelsen for mig. Jeg kan også godt leve med de få andre irritationsmomenter - blandt andet den helt malplacerede Jackie Torrence (really?), der er en ret unødvendig "sjov" karakter, og serien lægger desværre lidt op til, at hun får en større rolle i næste sæson. Jeg håber bare, at det var en ikke særlig subtil reference til The Shining.

Alt i alt er jeg dog virkelig begejstret for Castle Rock, og jeg er helt euforisk over at se King-materiale behandlet med så stor respekt. (Det var sådan, The Dark Tower-filmatiseringen fra sidste år skulle have været - og der var alle muligheder for det, for instruktør (danske) Nikolaj Arcel er faktisk også stor King-fan, men nej.) Jeg er lidt i tvivl om Castle Rocks appel til den helt neutrale seer, der slet ikke kender noget til Stephen King, men jeg har hørt fra flere der synes den er rigtig god - i hvert fald ind til det sidste afsnit. Min far, som jeg har arvet min King-mani fra, var ikke ubetinget begejstret og synes bedre om tyske Dark - og jeg kan sagtens se lighederne i de to serier, men er KLART mest på Castle Rock. Overordnet set er jeg positivt stemt, irriteret over slutningen og fuld af håb for en kick-ass anden sæson. 

tirsdag den 18. september 2018

you're a beautiful and violent work


Jeg har haft en dejlig miniferie i Jylland hos min familie, men inden jeg deler løs af landlig idyl, har jeg lige et par andre ting på hjerte:

 - For præcis en uge siden var jeg endelig til min første Why?-koncert på Ideal Bar. Jeg missede dem på Roskilde i 2006 og på Loppen i 2008 og har måttet vente i frustrerende lang tid på en ny koncert, og jeg er ikke blevet mindre begejstret for bandet i mellemtiden. I tirsdags spillede de hele den fremragende Alopecia-plade fra 2008, og de var endnu bedre live end jeg havde turdet håbe på. Jeg fangirlede lidt bagefter, og de var SÅ sympatiske, søde og rare, og det kunne næsten ikke have været en bedre aften. Jeg var kun ærgerlig over, at den oprindelige opvarmning Serengeti alligevel nåede frem i tide med et fly fra Berlin - for i et par timer stod min kæreste stand-by, og blev endda skrevet på facebook-eventet, og det ville have været så fantastisk, hvis han havde fået lov til at varme op for et af mine yndlingsbands.

 - Ligesom resten af befolkningen har jeg set Ku' Godt - Må Godt på DR, og ligesom resten af befolkningen forstår jeg heller ikke helt, hvad der foregår. Folk må hjertens gerne leve i åbne forhold, men Malou og Alex virker til at praktisere en helt særlig udgave deraf, og det virker mest bare som en meget ulige konkurrence. Det er sært underholdende TV, som jeg vel sender en eller anden form for anbefaling efter, selvom parret har været ude og sige, at de føler sig uretfærdigt behandlet af DR, der skulle have klippet lige lovligt meget i deres udtalelser. (Der er dog mange samtaler og situationer, der er ret ekstreme uanset hvilken kontekst de bliver taget fra, så jeg synes de klynker.)

 - Og så er det virkelig ikke særligt sjovt at være AaB-tilhænger i øjeblikket. I går skrabede drengene 1-1 hjem mod Vejle på hjemmebane, og det betyder svimlende 3 point i fire kampe mod klubber så frygtindgydende som Horsens, Esbjerg, Randers og Vejle. Suk. Jeg har ikke opgivet alt håbet endnu, jeg synes AaB har handlet fornuftigt på transfermarkedet, og jeg tror det kan blive rigtig godt, når holdet bliver mere sammenspillet og fyrer Wieghorst. 

lørdag den 15. september 2018

cursing racing horses on church steps

Jeg er feriebarn i Jylland i de her dage, og vi samler kastanjer, bliver regnvåde, leger i nedfaldne blade og får varmen med simremad. Efteråret er kommet, og lige nu er det helt okay, men jeg ved, at jeg snart kommer til at savne sommeren. Dagens billeder er tydeligvis også en måned gamle - den knastørre Kløvermarken på nederste billede fortæller om sol og tørke, og fodboldbanerne er forlængst blevet grønne igen. Men fremvises skal de - for i min ferie fik jeg endelig gjort noget, jeg har snakket om at gøre i alle de ti år, jeg har boet på Amager - nemlig at klatre op i tårnet med det snoede spir på Vor Frelser Kirke på Christianshavn. 
Jeg stod i kø med en bunke turister, og opstigningen var ikke ulig mit Bunker Hill-maraton i Boston, men udsigten var det hele værd. Jeg elsker at få et nyt perspektiv på København, og på Christianshavn kan jeg endda kigge hjem, hvilket jeg ikke kan fra Mærsk Tårnet eller Rundetårn. Jeg har faktisk købt et sæsonkort nu, for jeg vil også gerne se hvordan min del af byen tager sig ud i efterårs- og vinterklæder. Min kæreste får jeg nok aldrig lokket med - han er højdeskræk, og jeg fik da også en lille smule hjertebanken, da jeg klatrede helt op ad de smalle trin i toppen af spiret - men som man lige kan ane på nederste billede, er der en hånd klar til at gribe, hvis man falder. 

mandag den 10. september 2018

down to my minimum wage routine

Nedslag fra de sidste par uger:

 - Jeg har spist virkelig god mad fra havet på Hooked på Nørrebrogade. De har lobster rolls og lakseburgere til ganske rimelige priser, og selvom der gik lidt tid inden vi fik vores mad, var det ventetiden værd, og jeg smider gerne en anbefaling efter Hooked.

- Maden på Hooked var god, selskabet endnu bedre. Vi var en bunke tidligere kollegaer fra FONA, og ingen af os fattede helt, at det er over to år siden butikken lukkede. Det var så syret at kigge på mine venner - som jeg for de flestes vedkommende har kendt i næsten alle de ti år, jeg var i butikken - nu sad jeg til bords med en socialrådgiver, en gymnasielærer og en kommunikationsmedarbejder, og jeg kan stadig ikke finde ud af, at folk bliver voksne. 

- Jeg har genset 'Hereditary' sammen med min kæreste, og det er stadig uden sammenligning den bedste gyser, jeg har set i år. Og sidste år. Og året før. Min krop var igen i konstant alarmberedskab, og kuldegysningerne bølgede ind over mig næsten konstant i de to timer, filmen varede. Det var (selvfølgelig) klart fedest at se den i biografen, men hvis man slukker lyset og lægger mobilen fra sig, går den også på en mindre skærm. Den er grusom og ubehagelig, og virkelig, virkelig god. 

- Jeg har fundet ud af, at en af dyrlægerne på mit arbejde er fra min hjemegn. Og er igen blevet mindet om, hvor meget alder betød, da man var barn (i hvert fald for mig). Dyrlægen har skrevet speciale med en pige, der i folkeskolen gik en klasse under mig, og i mit hoved er hun stadig 13 år gammel (for hun var jo 86'er, det lille skind). Nu er jeg venner med en fyr, der ikke var født, da jeg selv var 13 år gammel. 

- I det hele taget fylder arbejdet lidt meget i øjeblikket, men på den absolut bedste måde. Min krop og mit hoved bliver udfordret positivt i en grad jeg ikke har prøvet længe, for det er selvsagt noget helt andet at arbejde med store dyr end med mus og rotter. Der er selvfølgelig både større mængder lort at skovle og hø at fragte rundt, men der er bestemt også helt andre udfordringer med blodprøvetagninger, bedøvelse, operationer og lignende, og det er så spændende.

torsdag den 6. september 2018

they build it up just to burn it back down

7. Star Trek Discovery sæson 1
Før jeg mødte min kæreste, var jeg ikke ret interesseret i sci-fi. Jeg havde heller ikke som sådan noget imod det; jeg havde bare så travlt med næsten alle andre genrer, at jeg ikke havde overskud til at dykke aktivt ned i endnu et meget omfattende univers. Vi startede blødt ud med at se Star Wars, og siden er jeg egentlig blevet ret glad for sci-fi i film og tv-serier. Star Trek har dog virket liiige nørdet og uoverskueligt nok, men da endnu en gren af familien brød frem sidste år, var den alligevel for lovende til at jeg kunne lade den være. Den er skabt af Alex Kurtzman og Bryan Fuller, hvor sidstnævnte også står bag Dead Like Me, Pushing Daisies, Hannibal og American Gods, hvilket gør ham til en af mine klare favoritter. Derudover ses Sonequa Martin-Green (Sasha fra The Walking Dead) i en af hovedrollerne, ligesom serien også byder på et gensyn med Doug Jones, der er den vildeste skuespiller når det kommer til creature-roller; det er ham fra The Shape of Water, Pan's Labyrinth og Hellboy, og her er han meget overbevisende som Commander Saru. Det har været en fed første sæson, og mens vi venter på den næste, har vi faktisk kastet os over Star Trek: TNG herhjemme... Resistance is futile!
6. Ash vs. Evil Dead sæson 3
Bruce Campbell fyrer den af i en hidtil uhørt grad i tredje sæson af Ash vs. Evil Dead, der desværre også bliver den sidste, da serien er blevet cancelled efter et brag af en afslutning og en frustrerende cliffhanger. Efter tre Evil Dead-film, adskillige videospil og tre sæsoner er det åbenbart blevet tid til at pensionere Ash Williams, og selvom jeg er noget ærgerlig over ikke at få mere Ash, er jeg glad for, at serien stopper på toppen. Det har været et forrygende ridt med Ash, Pablo og Kelly og deres kamp mod utallige, utænkelige dæmoner, og det skyldes kun det ellers stærke felt, at den ikke ender længere oppe på listen. 

5. Portlandia sæson 8
Den næste serie på listen er også kørt over skærmen for sidste gang, men Portlandia nåede at få hele otte, flotte sæsoner inden det var slut. Den sketch-agtige tilgang gjorde, at jeg aldrig blev træt af Portlandia, for jeg var hele tiden nysgerrig efter at se, hvordan det gik med de forskellige karakterer. Det kræver selvfølgelig, at man er glad for Carrie Brownstein og Fred Armisen, eftersom de er på skærmen nærmest konstant - men det er jeg, og ottende sæson har været lige så stærk som sine forgængere. Der har været nogle virkeligt gode episoder; blandt højdepunkterne kan nævnes nogle true-crime podcasters og Fred Armisens aldrende punk band Riot Spray, der også består af Henry Rollins, Krist Novoselic fra Nirvana og Brendan Canby fra Fugazi, der nu er mere interesserede i antikforretninger end at skabe ravage. Det har været et værdigt farvel til Portlandia, der stoppede (næsten) på toppen.

4. The Walking Dead sæson 8
Åh, Walking Dead. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige, og selvom jeg havde regnet med, at zombiedramaet igen ville blive nummer et, burde jeg nok i virkeligheden placere den endnu længere nede af listen denne gang - men det kan jeg næsten ikke bære. Denne serie har været banebrydende brutal, hjerteskærende og rørende og helt utroligt underholdende så længe, men i år har jeg set en af mine all-time favoritter køre totalt i tomgang. Selv med en efterhånden loooong overdue udvikling i denne sæson, vender karaktererne alligevel tilbage til de samme problemstillinger igen og igen, og det er så ærgerligt. Næste sæson bliver tilsyneladende også den sidste for to af de allerstørste skuespillere i serien, Andrew Lincoln og Lauren Cohan, og !SPOILER! med Carls død i denne sæson, skal der virkelig ske noget drastisk for at The Walking Dead ikke ender helt katastrofalt. Desværre. 
3. The Last Man on Earth sæson 4
Straks bedre var fjerde og desværre også sidste sæson af The Last Man on Earth. Serien blev cancelled efter noget af en cliffhanger (det er et uheldigt tema denne gang), og jeg er virkelig ærgerlig over både at gå glip af den nye, altafgørende udvikling og flere gode stunder med mit yndlings-postapokalyptiske crew, der bliver ved med at underholde efter snart flere år som de eneste mennesker på jorden. De er naturligt nok begyndt at reproducere, men selvom der faktisk er et sandt babyboom i den lille flok, flytter det ikke rigtigt fokus fra de vanlige udfordringer og eskapader, der kun er blevet sjovere med tiden i takt med at man lærer karaktererne bedre at kende. De sidste minutter af sæsonafslutningen var (for serien) ret mindblowing, og jeg er som sagt virkelig træt af, at jeg aldrig finder ud af hvad der skete med gruppen.
2. Waco
Årets indtil videre bedste overraskelse har været miniserien Waco, der kørte over skærmen i seks afsnit i januar og er baseret på Waco-belejringen fra 1993. Det var et 53 dage langt stand-off mellem FBI og kultlederen David Koresh og hans Branch Davidians, der endte med en voldsom dødsbrand, og i miniserien kommer vi helt tæt på begge sider af sagen. I hovedrollerne er Michael Shannon som FBIs forhandler og Taylor Kitsch som den karismatiske kultleder, og jeg kan næsten ikke få armene ned over dén casting. Jeg er SÅ glad for begge skuespillere, og de skuffer bestemt heller ikke i denne 'lille' og medrivende serie, der dog bliver kritiseret for at have et lidt for positivt syn på Koresh. Det forstår jeg egentlig godt, men det er i det mindste godt for underholdningsværdien, og jeg er ret glad for Paramounts miniserie. 
1. High Maintenance sæson 2
Øverst på listen er anden sæson af den forrygende High Maintenance, som jeg egentlig har beskrevet ret præcist her. Anden sæson fortsætter i samme afslappede, underfundige og virkeligt sjove spor, og i sæsonens ti afsnit møder vi en lang række af skæve, karikerede og helt almindelige mennesker. The Guy cykler stadig rundt med weed til sine mange kunder i New York, og skuespillerne i hvert afsnit er så troværdige, at man helt glemmer at det er fiktion. Nogle af sæsonens højdepunkter har været en løssluppen slange til et feministisk debatmøde og The Guys trafikulykke, der førte til en hospitalsindlæggelse og en dopet, glad og åbenmundet hovedperson, der ellers ofte forholder sig observerende. Jeg er helt vild med High Maintenance, og jeg er glad for, at den allerede er blevet fornyet med en tredje sæson.

mandag den 3. september 2018

and meet me in the middle

Channel Zero
Siden sidste år har det været planen, at jeg hvert halve år vil lave en række indlæg om de sæsoner af tv-serier, jeg har set i perioden (se links til 2017-listerne her), men tiden er simpelthen løbet fra mig, og nu er vi allerede i august. Selvom jeg i år har brugt lidt mere tid på bøger, tegneserier og podcasts, forudser jeg nu stadigvæk at jeg når op på en betydelig mængde serier ved årets udgang, så nu kommer alligevel - lidt forsinket - et par indlæg med en liste over mine sete tv-serier i årets første måneder. (En serie som The Handmaid's Tale sluttede f.eks. først i juli, og kommer derfor først med i næste omgang - og så mangler jeg stadig at se flere sæsoner af nogle rigtig gode serier, der ellers helt sikkert ville figurere højt på listen, men The Americans, The X-Files, Atlanta og New Girl må blive omtalt senere). 
13. The Simpsons sæson 29
Jeg har vist sagt det flere gange før, men jeg har ofte overvejet at stoppe med at se The Simpsons. Det er helt utroligt, at næste sæson bliver nummer 30, og det er et imponerende flot run, men måske er det også ved at være tid til at stoppe. Det er tydeligt, at der stadig er en overflod af gode idéer, men måske er vores gule venner fra Springfield ikke længere måden at formidle dem på for innovative Matt Groening. Jeg er dog completist to the core, så det er overhovedet ikke realistisk, at jeg ikke ser The Simpsons til ende - og der var da heldigvis også små højdepunkter blandt de 21 afsnit. Det var overraskende nok ikke afsnittet 'Throw Grampa from the Dane', hvor hele familien ellers besøger Danmark, men det var desværre en tam og ligegyldig affære, der kun bragte et par enkelte genkendelsessmil over mine læber. Jeg glæder mig til gengæld til at kaste mig over Disenchantment - Matt Groenings nyeste projekt. 

 12. Modern Family sæson 9
Ligesom The Simpsons er Modern Family et andet eksempel på en serie, der efterhånden kører en anelse i tomgang. Jeg har igen været moderat godt underholdt af Pritchett-Dunphy-Tucker-familiens eskapader, men børnene er snart så store, at det ikke rigtig giver mening at fortsætte, og den tiende sæson bliver da også den sidste. Jeg håber, at serien formår at vende tilbage til tonen fra de bedste sæsoner, for Modern Family fortjener at slutte på toppen, da det til tider 
har været et virkelig underholdende og skarpt komediedrama.
11. Westworld sæson 2
Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne placere Westworld højere på listen, men anden sæson skuffer mig desværre lige så meget som den første. Til det budget og med de skuespillere forventer jeg mig mere, for jeg bliver aldrig rigtig investeret i karakterernes skæbne, selvom serien ellers forsøger at spille på de store følelser. Den er stadig sindssygt flot, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det scenery og de penge kunne være brugt bedre i en tv-serie-adaption af The Dark Tower. Denne krydsning af western og science fiction er stadig sært dragende, men Westworld når aldrig helt i mål. 

10. American Dad sæson 15
Femten sæsoner er også en god mængde for en animationsserie som American Dad, men den bliver jeg til gengæld aldrig rigtig træt af. Den opnår ikke længere en topplacering på mine lister, men herhjemme ser vi stadig glædeligt afsnittene om Smith-familien, der kommer ud for flere og mere ekstreme absurditeter som tiden går. Bedste afsnit i denne sæson var nummer seks - '(You Gotta) Strike For Your Right', hvor familien ser Breaking Bad baglæns og finder spor i en vild skattejagt - især Francine føler sig spirituelt forbundet med serieskaber Vince Pelican, som hun kalder ham. American Dad står stadig stærkt femten sæsoner inde. 

9. The Expanse sæson 3
The Expanse blev faktisk cancelled efter denne sæson, men er siden blevet samlet op igen af Amazon Video. Jeg synes nu egentlig de tre sæsoner har været nok i sig selv, selvom tredje sæson dog bestemt efterlader rum til videre udforskning, men lige nu får jeg mine sci-fi-behov opfyldt bedre af Star Trek: Discovery, som figurerer længere oppe af listen. Det var dog et meget rart gensyn med crewet på Rocinante, der i denne sæson har stået ansigt til ansigt med en overmagt, der kan udslette 1300 solsystemer på et øjeblik. No biggie. 

8. Channel Zero sæson 3
Sent sidste år opdagede jeg til min store glæde den amerikanske horror-antologi Channel Zero, og efter to gode sæsoner var det i februar allerede tid til den tredje, Butcher's Block, der bygger på Kerry Hammonds Search and Rescue Woods. Og den skuffer bestemt ikke - det er svært at sammenligne de tre sæsoner, da de er så forskellige, og i modsætning til en anden af mine favorit-antologiserier American Horror Story, er der ikke gengangere bag skuespillerne, ligesom instruktørerne også skifter hver sæson. Tredje sæson er instrueret af Arkasha Stevenson og handler om de to søstre Alice og Zoe, der kæmper med begyndende psykisk sygdom, og det er sindssygt (undskyld) skræmmende.

Jeg har læst flere steder, at portrætteringen er en overvældende og præcis beskrivelse af den følelse, nogle mennesker med skizofreni kan have, og jeg håber derfor ikke, at serien bliver opfattet som stigmatiserende - det modsatte har i hvert fald været intentionen fra både skuespillere og instruktørs side. Der er da også meget andet at fokusere på i Butcher's Block - blandt andet en kannibalistisk familie og en gigantisk trappe midt i skoven. Jeg har igen været virkelig godt underholdt, og kan bestemt anbefale Channel Zero. 

torsdag den 30. august 2018

with their equipment pushed to the max

I dag vil jeg bare lige sende et hurtigt shoutout til den danske afdeling af GLS i Taastrup, der efter kun seksten dage har leveret min pakke med kattemad og kattegrus. Den tyske afdeling havde en imponerende ekspeditionstid på bare ét minut, men i Danmark synes man åbenbart, at jeg skulle have mulighed for at nyde forventningens glæde lidt længere. Jeg har været i kontakt med dem tre gange, men det virker ikke umiddelbart til at være dét, der endelig fik dem til at stoppe med bare at scanne min pakke en gang om dagen - men tak alligevel, Anna og Assat. Jimmy har ventet tålmodigt og har ikke lidt nogen overlast - han har levet af Whiskas de sidste par dage, hvilket han har været ret godt tilfreds med. 

onsdag den 29. august 2018

some things are pure and some things are right

I sidste uge var jeg til demonstration for bevarelse af Amager Fælled sammen med to gode venner og flere tusinde københavnere. Bevæbnet med et tudse-skilt gik vi fra DR Byen ind til Rådhuspladsen og lagde ring omkring Rådhuset, og så var der sang og taler og god stemning i aftensolen. Jeg elsker Amager Fælled, og jeg kan slet ikke overskue hvis alt det grønne bliver erstattet af højhuse og en havnetunnel. 
I en af talerne til torsdagens arrangement blev der snakket om vigtigheden af Københavns grønne områder, og hvor heldige vi har været med datidens byplanlæggere, der gjorde plads til adskillige haver og parker i byen. Jeg har for nyligt opdaget endnu en af dem - jeg arbejder i øjeblikket lige ved siden af Landbohøjskolens Have, der er et fantastisk åndehul midt på Frederiksberg, og samtidig en guldgrube af spændende planter - der er omkring 6000 forskellige i haverne. Jeg har nydt den sidste sommersol efter arbejde med en bog på en bænk i solen, og det har fuldendt min oplevelse af at være havnet et rigtig godt sted. 

fredag den 24. august 2018

don't wanna hear the noises on TV

I slutningen af foråret og henover sommeren har jeg været på endnu en af Stephen Kings episke rejser. Jeg er sikker på, at havde The Dark Tower-serien ikke eksisteret, ville dagens fortælling The Talisman fra 1984 have en langt større plads i folks bevidsthed som Kings anden store fantasy-roman på niveau med The Stand. The Talisman - og efterfølgeren Black House fra 2001 - er begge skrevet i samarbejde med Peter Straub, og det er et parløb der virkelig bærer frugt. Jeg havde ikke læst The Talisman siden jeg var ung teenager - kun lidt ældre end Jack i historien - og jeg må lidt skamfuldt indrømme, at jeg tilsyneladende lige har læst Black House for første gang. Jeg kan i hvert fald overhovedet ikke huske den, og det passer meget godt med at den udkom på et tidspunkt hvor min King-interesse var på sit laveste. The Talisman havde jeg gemt lidt med vilje, for jeg ville genlæse den på et helt særligt tidspunkt - og hvilken bedre lejlighed end min rejse til USA. Det har været et helt forrygende gensyn med en gammel klassiker og et møde med en ny favorit, og her følger en anbefaling af dem begge. 

The Talisman handler om den unge Jack Sawyer fra New Hampshire, der må rejse både tværs over USA og igennem parralleverdenen The Territories for at finde en mytisk talisman, der er det eneste der kan redde hans døende mor. Som det forrygende navn The Territories antyder, er historien placeret solidt i fantasy-genren, og det er et helt fantastisk eventyr med overraskende innovative koncepter og enormt velskrevne karakterer. Jack møder mange farverige karakterer på sin vej; de fleste desværre ude på at udnytte den 12-årige Jack på den ene eller den anden måde, og det bliver ikke bedre af at de fleste mennesker har en såkaldt Twinner på den anden side i The Territories; en person, der ligner dig af sind, så stakkels Jack må så grueligt meget igennem på sin vej. 

Heldigvis er der undtagelser blandt alle skurkene - en af dem er en af mine all-time favoritkarakterer fra Kings hånd, nemlig varulven Wolf. Jack møder denne enormt sympatiske, 16-årige varulv, da denne i menneskeskikkelse vogter nogle bizarre fårelignende kreaturer i The Territories. Han bliver snart Jacks følgesvend, hvilket er både sjovt, rørende og frustrerende, da den lidt simple Wolf konstant bliver ganske overvældet af vores verdens lyde og lugte. Han er så kærlig og umiddelbar, og hans konstante krav på opmærksomhed redder Jack fra ensomheden og mismodet. RIGHT HERE AND NOW! 
Ligesom Roland i The Dark Tower stræber efter - ja - tårnet, er Jacks rejse også med et konkret mål for øje; den berygtede talisman. Det er svært ikke at få associationer til Tolkien og en vis dragende guldring, men det gør egentlig ikke noget, og King og Straub lægger ikke skjul på deres inspirationskilder. Mod historiens slutning får vi en hæsblæsende tur gennem The Blasted Lands (på en togvogn, der uundgåeligt vækker minder om Blaine the Mono fra The Dark Tower); et smadret atomlandskab med mutanter og monstre der er Mordor værdige. Det er en pageturner af dimensioner med en stærk slutning - det kan ellers godt være en af Kings svagheder, men måske har han denne gang fået hjælp fra Straub. 

Helt utroligt nok er The Talisman ikke filmatiseret, hvilket nok også er en af grundene til at den ikke er så omtalt. Med alle de mildest talt forfærdelige adaptioner af korte, middelmådige King-noveller, er det helt ufatteligt, at ingen har kastet sig over dette episke værk endnu. Steven Spielberg tilegnede sig rettighederne til historien nærmest i det øjeblik den blev udgivet, og det ville være et ret godt match, tror jeg - selvom filmen gerne må være lidt mere explicit end familievenlig. Han har dog ikke gjort noget ved det i over tredive år, og selvom der løbende er rygter, vil jeg ikke få for høje forventninger før jeg ser en officiel bekræftelse. 
Jeg måtte som sagt erkende, at jeg åbenbart ikke har læst opfølgeren til The Talisman før nu, men mit første møde med Black House fra 2001 var et perfekt et af slagsen - det har været en gave af dimensioner at opdage en +800 siders fortælling fra min yndlingsforfatter, og det er jo bare en ekstra bonus at det samtidig er blevet en af mine favoritter. Det er også værd at nævne, at hvor The Talisman som udgangspunkt ikke foregår i samme univers som The Dark Tower, er Black House i allerhøjeste grad en Dark Tower-roman, med så mange referencer og direkte overlap at jeg slet ikke kunne få armene ned. Det er IKKE en roman for den mere casual King-læser, da man både skal have læst The Talisman og egentlig også de første fire DT-romaner for at få mest ud af den, men det er samtidig også det, der gør den til en sand skattekiste for constant readers. 

Ganske kort fortalt: Den 33-årige Jack Sawyer er en tidligere meget succesfuld LAPD-lieutenant, der dog har trukket sig tilbage efter lidt for mange grusomme mordsager, hvoraf den sidste muligvis var en gammel bekendt fra The Talisman. Han er flyttet til den lille by French Landing i Wisconsin og har nydt en stille tilværelse med den farverige ven Henry, men snart bliver idyllen brudt af en række bortførelser og brutale mord på flere af byens børn. Jack må nødtvungent hjælpe, og det bliver endnu en afsindigt spændende rejse, hvor han sammen med en universitetsuddannet, liberal motorcykelbande må bekæmpe The Crimson Kings højre hånd, der er en seriemyrdende gammel mand besat af et børneædende monster med en krage som sidekick. Ingen snakker om denne bog overhovedet, og det er helt sindssygt - den er SÅ god. 

Men faktisk møder vi slet ikke Jack Sawyer før et godt stykke inde i fortællingen. Historien åbnes nemlig helt eminent op med et bogstaveligt fugleperspektiv over French Landing og dens indbyggere, og vi præsenteres for historiens tydeligvis to forskellige fortællere - det bliver ikke nævnt direkte, at det er King og Straub, men jeg synes det er tydeligt at læse, hvem der står bag hvilken stemme. Det er dog langt fra et forstyrrende element, og den lidt mere tydelige fortællerstemme binder historien klogt sammen med supplerende oplysninger og karakterportrætter, og sporadiske udråb som: "We want excitement, we want fun!" (sagt i forbindelse med grufulde mord på børn, i øvrigt.) For læserens vedkommende er der ikke den store mystik omkring hvem, der står bag forbrydelserne, og det giver et unikt indblik i et meget forstyrret, plaget og besat sind, og jeg er stor fan af fortællestilen. 
Af Zach McCain
Det er en sprudlende og levende tekst, og rent kronologisk i Kings forfatterskab lige, hvad den fantasy- og horrorhungrende fan havde brug for efter en årrække med mere realistiske fortællinger. Det er ikke at spoile noget, da det kraftigt antydes i navnet på huset, men selve The Black House er et sted fyldt med ondskab, og alene beskrivelsen af husets indre og ydre er en forrygende læseoplevelse. Det bliver nemt at forestille sig dette ellers umuligt udseende hus, der hele tiden skifter form og størrelse, og det er blandt andet den leg med sproget, der gør det til sådan en god oplevelse at læse Stephen King. Der er også et par passager af bodyhorror der er så ekstreme, at jeg faktisk lige måtte holde en pause, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at smile over dedikationen - og jeg er stor fan af splat og gore, så det var bestemt kun et plus. 

Hvor The Talisman som sagt ikke havde direkte forbindelser til The Dark Tower-serien, er Black House spækket med steder og personer fra universet, og jeg har set den omtalt som 'the last great Dark Tower-novel' flere steder. Der er endda en direkte reference til Roland og hans ka-tet, og det var et øjeblik, der fik mit hjerte til at slå lidt hurtigere. Det er mere end bare fanservice; The Crimson King er den reelle trussel mod dette lille bysamfund, og Jack må snart sande, at der findes flere verdener end bare vores og The Territories. Ved mødet med Judy Marshall, der er mor til den forsvundne Ty, finder Jack en ligesindet, der er ved at forsvinde ind i sindssygen, fordi ingen vil tro hende, når hun snakker om 'The Faraway'. Det er et smukt og rørende møde, og en enorm lettelse for Jack at kunne tale om sine tidligere oplevelser, og det fletter historien godt sammen med dens forgænger. I The Talisman invaderer vores verden The Territories, i Black House er det omvendt.  

The Talisman og Black House er noget af det allerbedste, der nogensinde er kommet fra Stephen Kings hånd, og jeg er så glad for at jeg valgte at genlæse dem lidt for tidligt i forhold til kronologien, så jeg kunne opdage det mesterværk, jeg nu vil kalde The Black House. Der har i øvrigt længe været tale om en tredje bog, men som årene går tror jeg mindre og mindre på det, selvom jeg bestemt synes det kunne være spændende.