mandag den 16. juli 2018

not really something to shout about

De første par dage efter min operation er forløbet helt stille og roligt, og jeg kan stadig ikke helt forholde mig til, at det har været komplet udramatisk. Jeg har nydt, at min udsigt har været den på billederne og ikke fra en hospitalsseng, og så har det været meget rart at kunne placere sig foran Xboxen ved højlys dag og med bragende solskin udenfor uden at skulle have dårlig samvittighed over dét. I dag er jeg dog vågnet med enormt ømme og hævede lymfekirtler og måske et lidt hævet operationssår, så jeg tager lige et smut til lægen i stedet for den planlagte tur i Zoo. Jeg er ekstra påpasselig med mine sår, da jeg aldrig nogensinde igen har behov for at opleve en infektion og betændelse i et operationssår - efter sidste omgang blev jeg endda kortvarigt vegetar, da betændt og råddent kød ikke er super appetitvækkende. Man er ikke altid selv herre over infektioner, selvfølgelig, men jeg håber virkelig, at jeg styrer udenom denne gang. 

fredag den 13. juli 2018

into the black of a starless sky


 Ligesom centreringen af denne tekst (but why!?) er min sommer som sagt lidt mærkelig (og har været lidt mærkelig de sidste par måneder). I morges blev jeg lagt i fuld bedøvelse på Hvidovre Hospital og fik fjernet en cyste på størrelse med - ja - et lille babyhoved fra min ene æggestok. Jeg har haft den ret længe, tror jeg, men den blev opdaget i februar hos en gynækolog, hvor jeg kortvarigt var ved at dø af skræk, indtil jeg fandt ud af at det var ret normalt. Den forsvandt dog ikke af sig selv igen, men blev i stedet bare større. Faktisk var den ved at true vores tur til USA, da min rejseforsikring ikke ville dække en eventuel akut operation i Boston, men jeg tog altså chancen og tog afsted alligevel. Jeg har været på toilettet konstant de sidste måneder, da cysten har presset på min blære (det er længe siden jeg har været så selvudleverende på bloggen- og hvilken måde at vende tilbage på!), og jeg har gjort alt for at blive opereret i juni, hvor jeg langsomt visnede væk på min gamle afdeling. Men nej - det skulle være nu, midt i mine fire korte, intense uger på arbejdets mest spændende sted, det er klart! 
Men alt det er lige meget nu, for nu er jeg opereret, og det gik over al forventning! Eller, det gik nok bare som det skulle, men jeg har ikke den allerbedste trackrecord med operationer i fuld bedøvelse, og selvom jeg lyder ganske kæk i denne tekst, har den gamle oplevelse med en elendigt udført blindtarmsoperation sat sig ret dybt i mig. Jeg har nok også set lidt for mange gysere til at jeg blev decideret begejstret for at se min operation udskudt to dage til fredag d. 13 (gør bare babyhoved-målestokken endnu bedre), og i går aftes nåede jeg faktisk at blive ret nervøs. Det kommer nok meget godt til udtryk i det doomsday-agtige billede fra Somerville jeg havde udvalgt på forhånd til dagens tekst, men eftersom jeg er ret meget på toppen, deler jeg lige min insta-story også. Og ja, det er en bamse-gif og Gudetama - jeg havde totalt optur på, da jeg vågnede efter bedøvelsen. Jeg skulle heldigvis opereres som den første; jeg blev taget SÅ godt imod klokken lidt i syv i morges, og jeg følte mig hurtigt helt tryg ved alle de søde mennesker. Efter hvad der føltes som et øjeblik, kom jeg til mig selv på opvågningen og var overraskende frisk - en verden til forskel fra sidste gang, hvor jeg vågnede konfus i et mørkt rum med hundrede maskiner og bip-lyde; babygråd og gamle demente damer, samt følelsen af at skulle tisse uden at kunne gøre det.

(Det skulle tage Randers Sygehus flere dage at opdage, at det ikke var en overfyldt blære der trykkede, men halvanden liter blod - men det er en anden historie fyldt med frustrationer,  lægefejl og absurd lang indlæggelse. Kan ikke helt finde ud af, om jeg over- eller underdeler lige nu, men den oplevelse har faktisk været noget, jeg har villet snakke om længe. Det må blive en anden dag.)

Jeg var kun på den lyse opvågning med de smilende ansigter i tyve minutter, inden jeg blev kørt op på stuen og kværnede den største frokost nogensinde. Min kæreste kom med kærlighed og en mælkesnitte, og jeg følte mig overraskende frisk. Kirurgen kom efter et par timer med nyheden om en veloverstået operation og et held og lykke, og nu sidder jeg i min sofa og spiser take-out og skal se AaBs sæsonpremiere om lidt. Jeg er simpelthen så lettet, og den næste uges sygemelding er hurtigt overstået, så jeg kan komme tilbage på arbejde. (Stræber much? Der er altså bare meget spændende på den afdeling.)

onsdag den 11. juli 2018

the sight of you makes me weak

Forleden blev min lejlighed invaderet af nogle af de bedste, jeg kender; nemlig min far, min søster, min lille niece og min allerbedste yndlingshund Silke. Min sommer er lidt særlig i år - den store ferie tog vi jo allerede med Boston-turen i maj, så nu prøver jeg at presse lidt hygge ind mellem arbejdsdagene, og min far var heldigvis klar på at køre den lange tur bare for en enkelt overnatning. Det var lidt et sats at invitere Silke også, for i Jimmys seks år lange liv har han aldrig mødt hverken en hund eller en baby, så vi var noget spændte på dén konfrontation. Det midterste billede illustrerer meget godt, hvordan det meste af dagen forløb - Jimmy nærmede sig ekstremt langsomt, gik et par skridt tilbage igen og forstod overhovedet ikke, hvad der foregik. Silke er vant til katte og var helt afslappet - hun syntes vist bare, at Jimmy opførte sig lidt skørt. 
Vi gik en tur på stranden i det gode vejr - mig i mine nyindkøbte Birkenstock-sandaler (som jeg egentlig stadig synes er for grimme til at vise mig offentligt i, men som er SÅ rare at have på, og som resten af Københavns befolkning alligevel trasker rundt i) - og jeg kunne slet ikke holde fingrene fra min lille niece. Hun er simpelthen så nuttet, glad, sød og nem, og hun hvinede begejstret, når hun fik øje på nye spændende ting - også Jimmy herhjemme. Han var i øvrigt blevet noget mere modig i vores fravær, og kom snart helt tæt på både baby og hund; og kunne de tilbringe et par dage sammen, er jeg helt sikker på at de ville blive gode venner. 
Det var svært at stå op lidt i seks mandag morgen og tage på arbejde, når jeg allermest havde lyst til at lægge mig ned til min pludrende niece og spise leftover-jordbærkage til morgenmad. Heldigvis fik jeg en række gode snaps i løbet af dagen, der fortalte mig at jeg ville komme hjem til en gennemsavlet tøjbamse og et skinnende rent køkken, og det var en meget god erstatning. 
Til allersidst vil jeg gerne lige høre, om jeg har nogle byggesagkyndige læsere, der kan forklare mig hvorfor stilladset i min gård skal være SÅ højt?

fredag den 6. juli 2018

come let the truth be shared

Jeg havde virkelig set frem til at opleve udvalget af chips på det amerikanske marked, og selvom jeg bestemt har smagt nogle vindere, er jeg nok helt overordnet en lille smule skuffet - jeg tror faktisk, at vi har flere forskellige varianter i Danmark. Når det er sagt, blev jeg ikke skuffet over mængden af chips, der smagte af ost, og jeg spiste allerflest Cheetos, som jeg allerede har givet topkarakter. (Jeg spiser faktisk også en pose i skrivende stund; købt til overpris i kiosken med bland-selv-slik.)

Fra Cheetos kom også disse to poser White Cheddar Cheetos Puffs, der gjorde et positivt indtryk lige fra starten ved at være noget helt andet end hvad jeg kender. Posedesignet var ganske indbydende med lækre oste og rolige farver, mens indholdet helt ærligt så lidt utiltalende ud; den hvide cheddar fik de lange majssnacks til at ligne kedeligt pap. Min veninde var mere ærlig og kaldte dem sygt klamme, og hun uddeler et fem-tal og et tre-tal til poserne med hård hånd. Jeg var meget mere begejstret og har savnet smagen af hvid ost, og det blev kun bedre med et touch af jalapeno. De får et stort otte-tal og et lille ni-tal af mig. 
Der var også en del kendte mærker på hylderne i de amerikanske supermarkeder, men jeg stødte heldigvis på et varianter fra Lay's, som jeg ikke har set herhjemme. Den første skulle være med smag af Dill Pickle, og det var en mild og god vinegar-chip med en ret dominerende dild-smag, der trak et otte-tal hjem fra min kæreste og et syv-tal fra mig. Min veninde bryder sig dog hverken om dild eller vinegar og giver den chokerende lave karakter på ét Pringlesrør. Lidt bedre gik det for den orange pose indeholdende chips med Cheddar & Sour Cream-smag, der havde virkelig meget pulver på sig og var ret ostede på deluxemåden. Smagen af sourcream brød ostesmagen lidt, og chipsene får et stort otte-tal fra både min veninde og jeg. 
På en af mine udflugter i Boston købte jeg to poser potato skins, der begge lovede en umiskendelig smag af KØD. Til min frokost delte jeg Baby Back Ribs-posen med mine nye egern-homies, og vi var alle ret begejstrede for den måske tykkeste chip, vi nogensinde har smagt. Selvom chippen tydeligvis er lavet i en form på Pringles-måden, smagte de ret naturlige og havde en god tekstur. Der var såååå meget pulver på dem, og det smagte forrygende - og det var derfor ikke noget stort offer, at jeg måtte slikke mine egerngaver rene før overleveringen. (Ja, jeg er sikkert bare hysterisk. Men jeg tror ikke, at små dyr har godt af SÅ meget salt.) Jeg giver posen et stort ni-tal, mens egernet var på en klar tier.  Bacon Ranch-varianten delte jeg med mine menneske-værter, og jeg blev noget skuffet, fordi jeg havde været så glad for de andre. Der var ikke nok pulver, og de smagte lidt for kunstigt, og jeg kan kun give dem et seks-tal. Min veninde er på et otte-tal, og hendes mand går all-in og giver rundens andet ti-tal. 
Jeg har før smagt popchips og fundet dem ret kedelige. Denne variant var dog rundens tredje med hvid cheddar, og da den samtidig lokkede med Star Wars-formede snacks, kunne jeg ikke lade dem stå på hylden. Men ak, trods den ellers fine smag, er der slet ikke nok af den - det hjælper desværre ikke at være popped with the force. Jeg kan kun dem et fem-tal, og min veninde holder sig på et lille fire-tal. 
Midt i dette chipsorgie faldt jeg også over nye Coca Cola-varianter, som jeg naturligvis måtte afprøve. Jeg har altid været gladest for originalen, og jeg havde glædet mig til at smage den amerikanske original, men uden helt at kunne sætte fingeren på hvorfor, kan jeg bedre lide den europæiske. Den mexikanske - flaskerne til højre - smagte meget mere som den cola, jeg kender - måske det skyldes kilden til sukkeret. Georgia Peach-varianten var faktisk et overraskende fint lille bekendtskab, som jeg sagtens kunne finde på at købe igen, hvis jeg fik muligheden - den er klasser bedre end den monstrøse Coca Cola Cherry.
Dette indlæg bliver et af de længere, men rundens to sidste mærker er særdeles aktuelle, selvom de er danske. Både Taffel og KiMs har nemlig udgivet en limited edition-pose i anledning af VM, og hvilket bedre tidspunkt at anmelde dem på? (At der så også tilfældigvis var andre nye varianter på hylden, kan jeg jo strengt taget ikke gøre for.) Taffel slipper bedst fra udfordringen med deres Bacon & Cheddar Cheese Balls, der har en god tekstur og en ganske interessant og kraftig smag. Jeg spiste dem under Danmarks sidste VM-optræden, og selvom kampen havde en sørgelig udgang, vil jeg stadig gerne belønne de små fodbolde med et ni-tal.

Taffel har også en anden sommervariant på banen; nemlig bredbølgede chips med smag af Southern Tasty Spare Ribs - og den smag rammer de faktisk ret præcist. Jeg synes ofte, at barbecue-lignende chips kan komme til at smage lidt for røget, men her er sødmen langt mere dominerende, hvilket virkelig falder i min smag. Jeg giver dem et otte-tal, mens min kæreste flotter sig med et stort ni-tal. 
Sidst er tre nye varianter fra mit gamle ubestridte favoritmærke KiMs, der dog er begyndt at falde gevaldigt af på den, desværre. VM Mixet var en kedelig omgang skruer og rør (undskyld, 'målstænger'), mens de tørre baconchips skulle ligne fodbolde. De smagte ikke rigtig af noget, og de kunne helt klart have nydt godt af noget dip, men en chip skal bedømmes på dens egne præmisser, og her fejler den grimme blå pose. Jeg er streng og går ikke højere end et fem-tal.

Lidt bedre går det KiMs to andre poser, der dog lider under lidt af det samme - det bliver for kedeligt og genkendeligt, og slet ikke nyskabende nok. Grundchippen i de to poser er den gode variant vi kender fra de fleste andre KiMs-poser; en tætbølget, sprød kartoffelchip med en rimelig mængde pulver. I osteposens tilfælde smagte pulveret dog slet, slet ikke af nok - og det er en skam, for jeg roser egentlig modet til bare at kalde en variant for OST. Chili-varianten smagte af lidt mere, chilismagen var både sød og stærk uden at være tårefremkaldende, og begge poser ender med lige at snige sig op på et syv-tal. 

mandag den 2. juli 2018

and I'm ruled by seasons


Juli startede godt i går, da min kæreste og jeg tog på udflugt til Nørrebro. Solen bragede ned fra himlen, der var loppemarked på Stefansgade, og Jægersborggade lokkede med lækre is. Bagefter slentrede vi igennem Assistens Kirkegård, og i al min glæde over udenlandske kirkegårde glemmer jeg ind imellem, at vi også har nogle helt fantastiske eksemplarer i Danmark. 
Vi nåede også en tur til stranden, men jeg fik som ventet ikke min kæreste med i vandet. Det var nu ellers utrolig skønt - jeg er stadig i vandet flere gange om ugen, og den mulighed er helt klart noget af det, jeg er allergladest for ved at bo på Amager. I går aftes blev juli mindre sjov, da Danmark røg ud af VM, men Frederik Børsting har forlænget sin kontrakt med AaB, og det er alligevel en meget vigtigere fodboldnyhed. 
I dag er jeg startet på en ny afdeling i min virksomhed, hvilket altid er lidt som at starte på et helt nyt arbejde. Der er lidt hektisk, fyldt med forskere og dyrepassere - og kælerotterne Snowball og Ernest, som jeg glæder mig til at lære bedre at kende. 

onsdag den 27. juni 2018

you don't have to go to college

Dagens oprids af de sidste par ugers nævneværdige begivenheder er ledsaget af de sidste billeder af smukke huse fra Boston. Faktisk er de primært fra Somerville, og min lykke ville være gjort, hvis jeg kunne få bare et lille hus i området, for der er simpelthen så fint. Det føles allerede som evigheder siden min tur, og det har været lidt for meget hverdag den sidste måneds tid. Heldigvis har der også været plads til gode ting, og jeg har blandt andet -

- været på date med min kæreste på Vesterbro, hvor vi spiste god indisk mad i Kødbyen, drak et par kolde øl i solen på Sønder Boulevard og så Animal Collective fremføre Sung Tongs på VEGA med et par gode venner. Koncerten var helt forrygende, og det var en skør rejse næsten femten år tilbage i tiden. 
- været til sommerfest med mit arbejde i denne weekend. Vi løste en mordgåde, hvilket var overraskende sjovt og udfordrende, og så tog vi på Klubben på Vesterbro, spiste stegt flæsk med persillesovs og drak øl fra kander i rigelige mængder. Det var en virkelig sjov og tiltrængt aften ude, og jeg var helt stolt af for en gangs skyld at være en af de sidste tilbage. Jeg valgte lidt ufornuftigt at cykle hjem, men havde trods alt dømmekraft nok til ikke at snuppe mig en solo-svømmetur - selvom den tidlige morgen var helt perfekt til det. 

- besøgt min skole i Roskilde og hørt mere om det afsluttende projekt, som jeg skal begynde på i slutningen af året. Efter mødet spiste jeg på WHY Food & Cocktails sammen med to veninder fra skolen, og det var helt forrygende god mad. Konceptet er et fusionskøkken mellem det danske og det vietnamesiske, og selvom det lyder lidt poppet, fungerede det til perfektion. Vi fik også en lækker cocktail, og tiden gik alt for hurtigt i det gode selskab. Der blev snakket om alt fra nusning af grise til blodprøvetagning på mus, og det er så befriende at have venner i den samme, lidt specielle branche jeg befinder mig i. 
- i samme ånd også besøgt mine to klassekammerater og veninder, der er elever på Øresundsakvariet. I går spiste vi en kæmpe belgisk vaffel i solen på havnen i Helsingør, efter en after-hours rundvisning på det lille, men meget fine akvarium. Min nye yndlingsfisk er en stenbider, og så er jeg imponeret over at min veninde træner en rokke.

I lørdags var det præcis to år siden jeg havde min sidste arbejdsdag i FONA. Det er helt uvirkeligt at tænke på, og jeg havde aldrig turde håbe på, at jeg skulle blive så glad for min nye tilværelse. Jeg har mødt så mange gode mennesker de sidste par år, og jeg er så glad for at jeg valgte at gå i en helt anden retning end jeg nogensinde havde forestillet mig. 

lørdag den 23. juni 2018

I dare don't dig any deeper down

Nu er vi snart ved vejs ende - udover en række lækre chips og en sidste omgang smukke huse, bliver dagens blandede snapshots min sidste beretning fra Boston. Der er et par nævneværdige minder tilbage, og det første er besøget på endnu en kirkegård; Edson Cemetery i udkanten af Lowell. Her ligger Jack Kerouac, der forudsigeligt nok har betydet meget for både min kæreste og jeg, og kirkegårdsbesøget var en langt bedre oplevelse end den lidt tarvelige Jack Kerouac Park inde i byen. 

Og så mødte jeg endelig sådan en luftballonfyr. Det er et helt elendigt billede, men jeg har altid drømt om at se én (et ret beskedent ønske, egentlig), og jeg mødte kun denne ene, desværre. Nederst er en flot bygning, som jeg gik en skummel omvej for at fotografere, så alene derfor fortjener den en plads i dette indlæg. 

I New York fandt jeg flotte bronzefigurer og en Svampebob/Homer Simpson-hybrid på Lower East Side, og i Boston gik jeg forbi Museum of Fine Arts og et gigantisk babyhoved lavet af Antonio Lopez-Garcia. Der var i det hele taget ret meget fint og offentligt tilgængeligt gadekunst i både Boston og New York, hvilket gjorde det endnu mere spændende at gå på opdagelse. 
Dyrelivet var også helt særligt, selvom det selvfølgelig ikke har været på hverken Yellowstone- eller sydstatsniveau. Jeg har set flere egern end nogensinde før i mit liv, og for første gang set deres små fætre jordegern i det fri. De levede især på de mange kirkegårde, hvor vi på én af dem også stødte på en kalkun, og ellers så vi gæs i store mængder og hele fem ørne. Labradoodlen var en populær hunderace i Boston, hvor jeg hilste på flere nuttede snuder, og vores værtskat Smu sørgede for, at vi ikke savnede katteselskab.