lørdag den 28. februar 2015

the world's a mess and so are we

Fjerde sæson af American Horror Story sluttede i januar, men den fylder stadig enormt meget i min bevidsthed, da den simpelthen var helt utrolig. Bedst som man troede at det ikke kunne blive vildere, brager fjerde sæson med undertitlen 'Freak Show' derudaf med vanvittige historier, bizarre karakterer, overdrevne kulisser og et absolut fremragende koncept, og det er helt utroligt hvordan den serie bare bliver bedre og bedre. Fjerde sæson har fået hug rundt omkring for ikke at have kød nok på historiedelen om dette freakshow, og jeg medgiver gerne, at der ikke var det helt store fokus på én, overordnet storyline - for mig betød det bare ingenting, da karaktererne var helt enestående.

American Horror Story var en af de første serier, der rykkede lidt på grænserne i den ellers ganske fasttømrede model af en tv-series opbygning. Hver sæson har således budt på de samme skuespillere i nye roller, nye landsdele og nye årtier, hvilket har fungeret meget bedre end det måske lyder til på papiret. Det faste slæng er også kernen i sæson fire, men ellers adskiller 'Freak Show' sig markant fra sine forgængere ved at introducere et væld af nye karakterer - der i de flestes tilfælde er freaks. Især verdens mindste kvinde, Jyoti Amge, er bedårende i rollen som Ma Petite, og Mat Fraser er charmerende og fascinerende som Seal Boy. Hele sæsonen føles som en homage til den fremragende film Freaks fra 1932, som jeg lige har nævnt kort her, og den har helt klart den samme feeling over sig. 

Skuespilleren Benjamin Woolf, der portrætterede lille Meep, er i øvrigt lige blevet dræbt i et trafikuheld. Uden at spoile noget gør hans skæbne i American Horror Story bare hans død lidt værre. 
Også de velkendte ansigter gør det godt i deres nye roller. Mit crush på Evan Peters er bestemt ikke blevet mindre efter at have set ham i sin mest sympatiske rolle i serien overhovedet som Jimmy the Lobster Boy, og selvom hans replikker ikke er blandt de allermest velskrevne, virker både hans sorg og vrede ægte nok. Jeg døde lidt indeni (på den gode måde), da han sang Nirvanas 'Come As You Are', men jeg kan ikke finde en video med både lyd og billede. Sarah Paulson er så sød som de eftertragtede siamesiske tvillinger Dot og Bette, og Kathy Bates er god som den skæggede dame. Min favorit Frances Conroy har en relativt lille rolle i denne sæson, men hun er perfekt i rollen som mor til den møgforkælede psykopat Dandy, spillet  af et nyt ansigt, den skræmmende charmerende Finn Wittrock

Jessica Lange overskygger dog alle i rollen som den tyskfødte Elsa,  der både ejer og headliner freakshowet. Hun er en kompleks figur med en grusom fortid, og selvom hun til tider er et ganske skrækkeligt menneske, kan man ikke lade være med at heppe lidt på hende alligevel. Det er efter sigende Jessica Langes sidste sæson, og hun får lov til at slutte på toppen med stil - hun har enormt meget skærmtid, og selvom jeg generelt ikke er vild med sang i tv-serier, var hendes Bowie-fortolkninger helt eminente. Hun vil godt nok blive savnet.    
Og lad os slutte af med begyndelsen - introen alene giver nemlig stof nok til flere års mareridt, og er på bare et minuts tid meget mere uhyggelig end de fleste gyserfilm. Ellers er horror-elementet nu ikke så fremtrædende, selvom der bestemt var et par scener, der fik mig til spontant at kigge væk. American Horror Story har leveret endnu en sæson af sublim underholdning, og jeg glæder mig så meget til at se, hvad de finder på næste gang.    

fredag den 27. februar 2015

we ride roller coasters into the ocean

Weekend! Åh, vidunderlige, dejlige, skønne, lange weekend, hvor har jeg dog glædet mig til at se dig! Arbejdsdagene har været lidt lange i denne uge, og nogle af kunderne har været lidt mere trælse end normalt - eller også har jeg bare været lidt mere nærtagende. Men da jeg i går for tredje gang på ti minutter blev spurgt af en rigtig sjov mand, om jeg 'stod der og kedede mig', følte jeg det alligevel passende at fortælle ham, at jeg faktisk stod og arbejdede ved computeren, og at det ikke var en speciel konstruktiv måde at indlede vores dialog på (eller en speciel konstruktiv kommentar at give til butiksansatte i det hele taget). Jeg fornemmede, at han mente at det var MIN måde at indgå i dialogen på, der ikke var så konstruktiv, og det havde han jo sådan set ret i.

Sammen med mit arbejde har jeg i denne uge også været ude og spise fint på restaurant Uformel, da en af mine kollegaer havde 25-års jubilæum. Som min chef sagde i talen, har vores klassiske ekspert arbejdet i butikken næsten lige så længe, som jeg har levet, og det er helt skørt at tænke på. Første ret på Uformel var aftenens bedste - det kom fra en uventet kant i form af havtaske, løg og kål. Anden ret var tartar, og jeg er ikke kræsen, men det var en enorm, groft hakket portion, der var lige i overkanten for en skabsvegetar som mig. Politiken skriver i deres anmeldelse, at 'smagen blev fuldendt af den tæmmede syre fra dehydrerede tomatskiver, der lå udstrakte over kødbunken som indtørrede brandmænd på et sandslot. Den ret trænger til en æstetisk opstrammer' - og det kan jeg kun give dem ret i. Det var en hyggelig aften, men jeg var egentlig ret uimponeret over Uformel og en lidt uhøflig tjener

Denne uge har også budt på en røvfuld af dimensioner i Wordfeud, som jeg efter en lang pause igen er begyndt at spille med min far. Vi plejer altid at ligge ret tæt (hvorefter jeg oftest ender med at vinde, fordi jeg er heldig), men i dette spil må man sige, at han trak fra. Suk. Det er i øvrigt en hyggelig måde at holde kontakten på - selvfølgelig sammen med opkald og sms'er. Nu vil jeg starte min weekend med et tiltrængt frisørbesøg - og så kan jeg ikke fuldstændigt afvise, at jeg snupper en middagslur senere. 

søndag den 22. februar 2015

I can't see anyone else smiling in here

Som man måske har kunnet fornemme, har denne uge ikke været den allerbedste for mig. Udsigten til en forlænget weekend hjalp mig igennem en torsdag, hvor jeg hurtigt blev mere og mere forkølet, selvom jeg jo ikke ligefrem havde planlagt at tilbringe den kommende weekend på sofaen. Fredag var træls med hovedpine, tilstoppethed og for lidt energi til tv-serie-kigning, men allerede i går havde jeg det meget bedre, og i dag har jeg gået en lang tur i solen, så jeg er vist sluppet billigt denne gang. Jeg sørgede heller ikke ret meget over AaBs nederlag til Club Brügge i Europa League i torsdags, da det ikke kom som en stor overraskelse. Det var meget mere spændende med aftenens kamp mod Brøndby, der lige er blevet fløjtet af, og selvom jeg længe havde affundet mig med at acceptere (og måske sætte pris) på en nul-løsning, kan jeg nu glædesstrålende række armene i vejret over en lidt (meget, ifølge min kæreste) ufortjent AaB-sejr med et meget sent mål af AK47. Og tidligere i dag fandt jeg et billede på min telefon fra den juledag, hvor jeg til min sildemad fandt et æg med to perfekte blommer. Ugens sidste dag har derfor ikke været helt ueffen. 

lørdag den 21. februar 2015

stare straight at the sun and try not to cry for you

Det gjorde mig så glad, at jeg til min søsters fødselsdag for en lille måneds tid siden kunne skrive, at tingene endelig  er begyndt at se lidt lysere ud for hende. I dag må jeg igen slå opgivende ud med armene og konstatere, at nogle mennesker simpelthen bare bliver ramt af mere modgang end andre. Hele idéen om karma tiltaler mig meget, men jeg kan ikke for alvor tro på den, når livet uden grund bliver ved med at hælde lort i hovedet på min søster. Jeg er (eller prøver at være) af den overbevisning, at man så vidt muligt må  prøve at fokusere på de positive sider, og at man ikke kan skyde alverdens ulykke på hverken Gud, politikere eller andre mere eller mindre abstrakte størrelser, men hvis nogen nu skulle stå bag, skal vi så ikke lige aftale, at det er SLUT med at sende mere dårligdom min søsters vej?

Min søsters hest Serafina skal aflives. Hun har ikke haft det godt i en periode, og min søster har brugt en formue på massør, kiropraktor og dyrlæge, og de er desværre alle sammen nået frem til det samme resultat - en gammel skade (der burde være ubetydelig) på det ene bagben har fået hende til at overbelaste det andet, og dermed er hele bagpartiet blevet uopretteligt skævt. Serafina går ofte rundt med store smerter, kan ikke bruges som ridehest, og dyrlægen mener ikke, at hverken min søster eller hesten fortjener at lide mere. Min søster er den kærligste og mest betænksomme hesteejer, og selvom det er verdens sværeste beslutning, er hun ved at indstille sig på at sige endeligt farvel til det store, smukke dyr. 

Min søster og Serafina er ellers verdens bedste makkerpar. For seks-syv år siden arbejdede min søster på et stutteri (og hundekennel - hvis I ikke er dyrevenner, skal I prise jer lykkelige for, at jeg ikke havde bloggen dengang, for der var altså cuteness overload i form af femten-tyve sorte labradorhvalpe hver gang jeg var med min søster i stalden), hvor hun primært red på og knyttede bånd til hesten Sophie. Sophie kom i fol, og lillejuleaften i nul-otte tog jeg med i stalden for at hilse på det sødeste lille nyfødte hoppeføl, som min søster fik lov at navngive. Hun valgte Serafina efter den gode heks i 'Det Gyldne Kompas', og det var det helt rigtige navn til det lille myr. Min søster fik hende foræret efter et par år, da Serafina var blevet sparket på bagbenet og ikke kunne sælges dyrt - men alle troede, at skaden bare var kosmetisk.

Serafina har alle dage været en bestemt dame, men set i bagklogskabens klare lys, har hun nogle gange sikkert protesteret, fordi hun har haft ondt. Det er ikke så rart at tænke på nu, men for det meste har Laffe (Serafinas kælenavn) været glad og kærlig, og en stor støtte for min søster, når hun har haft det svært. Med Serafina har min søster også oplevet glæden ved et lille føl - da hun fik Laffe foræret, var der en ekstra bonus med i købet; fineste Willemoes lå nemlig inde i maven. Det blev til lidt mere end seks gode år med Serafina, men nu er det (alt for tidligt) blevet tid til at sige farvel. Det bliver ekstremt hårdt, men jeg er helt sikker på, at min søster nok skal klare det, og jeg glæder mig til at møde hendes nye kammerat, når hun engang finder den helt rigtige.   

tirsdag den 17. februar 2015

on a day so gray it's black inside

Jeg har en lidt underlig følelse i maven i disse dage. Det er jo ikke fordi jeg normalt prøver at undvige de tungere emner her på bloggen, men alt det frygtelige der er sket i København er bare noget helt andet end min depression og min mor, der døde. Der er også allerede mange, der har sagt og skrevet de ting jeg tænker (f.eks. seje Linda), og lige så mange, der har sagt nogle ting, som jeg aldrig kunne drømme om at tænke, og det fylder så meget overalt, at jeg næsten ikke kan rumme det længere. Fronterne er blevet trukket skarpt op, og mennesker diskuterer overalt omkring mig - i dag i bussen og i frokoststuen på arbejdet, og selvom der heldigvis også er gode samtaler imellem, er stemningen bare så hadsk nogle gange. Jeg suger al den negativitet til mig som en svamp, og jeg er så ked af, at det skal fylde så meget. Dette voldsomme og forfærdelige angreb har rystet os, men det er især reaktionen på det, der viser hvem vi er som mennesker og som samfund, og jeg håber inderligt, at det betyder mere sammenhold og åbenhed og ikke mistillid og intolerance.   

fredag den 13. februar 2015

no one knew or no one cared

Her er et tudsegammelt indlæg fra efteråret sidste år, som jeg aldrig fik udgivet, fordi jeg endte med at sælge mine smukke røde nyindkøb fra Nike til min søster, og dermed også solgte indlæggets eksistensberettigelse. De var ellers købt i Istanbul og skulle redde mig på de lange dage i den kommende juletravlhed, og de passede så fint på mine fødder i butikken, men efter tre ugers pinefuld og mislykket tilvænningsperiode måtte jeg give op. Mine fødder er åbenbart vokset det sidste års tid - i hvert fald den ene fod, og nu bruger jeg åbenbart nogle gange størrelse fyrre. I løbet af de tre uger nåede jeg selvfølgelig også at smide mine gamle yndlings-Nike ud, da de med syv år på bagen var ved at være lidt livstrætte, og pludselig var min sneakers-samling altså ikke ret imponerende. Jeg klarede mig gennem julen ved at skifte sko halvvejs igennem dagen, mens jeg dagligt var irriteret på mig selv for ikke at have fået købt et par ordentlige sko.   
Til januarudsalget var de røde Nike ikke på tilbud, og jeg var for nærig til at betale fuld pris for dem igen, så jeg endte med disse basser fra Adidas, der overhovedet ikke kommer til sin ret på dette overbelyste billede. De er blå og lyserøde og dejlige at gå i, men de er ikke helt perfekte, så jagten på et par nye, smukke sneakers er ikke slut endnu. Heldigvis har jeg relativt snart fødselsdag, og eftersom jeg fylder tredive, kan jeg vel godt drømme stort. Afslutningsvis må jeg lige beklage indlæggets irrelevans, men jeg kunne ikke lade mine gamle, sølv/blå Nikes forsvinde i glemslen uden en værdig afsked. 

onsdag den 11. februar 2015

in space all things are slow

Siden sidst har jeg:

- været på Jaguaren med mine kollegaer. Mit livs værste tømmermænd stammer stadig fra en tur på Jaguaren, så jeg var lidt mere mådeholden denne gang. Eller også var jeg bare ikke helt oppe i gear. Det var dog en rigtig hyggelig aften, men da jeg gik hjem ved halv to-tiden, glemte jeg at gå i seng, og spillede i stedet Xbox hele natten.

- glemt at tjekke ud med mit rejsekort. Jeg nåede at have det i lige præcis seks dage, før det skete, så det skal nok blive et rigtig godt bekendtskab. Kan i øvrigt overhovedet ikke nyde mine busture mere, da jeg hele tiden sidder med svedige håndflader og venter på det skæbnesvangre øjeblik, hvor jeg skal tjekke ud, hvilket ikke virker halvdelen af tiden. Oh the joys of progress! 

- i forbindelse med mit rejsekorts-mismod overvejet at begynde at cykle på arbejde igen. Min undskyldning har været noget med manglende cykellygter, og jeg ville derfor vente til der igen er lyst når jeg har fri lidt over seks, men jeg kan godt selv høre, at det er den ringeste undskyldning i verden.

- spist elg for første gang. Det var hos Lærke i Maos Lyst, og jeg tror faktisk det var forventningen om at skulle spise elg, der fik mig til at glemme at tjekke ud med rejsekortet. Elgen var god, i øvrigt, ligesom selskabet. 

- været i biografen og se 'Jupiter Ascending' som jeg havde så lave forventninger til, at jeg faktisk blev en lille smule positivt overrasket. Forstå mig ret, det er stadig en lortefilm, men i det mindste en okay underholdende én af slagsen. Channing Tatum spillede uden sammenligning bedst i filmen, og jeg må modstræbende erkende, at han nok egentlig er en okay skuespiller. Sidste år Matthew Mcconaughey, i år Channing Tatum.

- også set film derhjemme; den new zealandske vampyrdoku 'What We Do in the Shadows' har taget mig med storm, og det er virkelig længe siden jeg har grinet så meget af en film. Den er hysterisk morsom, og jeg har tænkt mig at prakke den på alle jeg kender. Sjoveste film siden 'Walk Hard!'  

- hygget gevaldigt med Jimmy, der bliver mere og mere selskabelig og nuttet. 

lørdag den 7. februar 2015

and snowflakes will blow you on your way

Jeg er begyndt på arbejde igen efter to ugers opladning med aftaler og afslapning, og jeg løber lidt stærkt i disse dage, da det nu er andres tur til at have ferie. Mine aftener er blevet brugt enten sammen med min kæreste og Boardwalk Empire eller i Mordors univers som rangeren Talion, hvor jeg slagter Uruk-kaptajner på stribe og løber rundt i Gollums fodspor, og min internettid er derfor lidt begrænset. Der er allerede gået næsten to uger siden jeg sammen med min far og søster (og Silke) gik rundt om Store Økssø på en fredfyldt og virkelig smuk vinterdag, hvor tågen lå så fint over sneen. På turen hjem kiggede vi ind til min søsters hest Serafina, hvor ponyerne var flotte i solnedgangen. Når vinter er lig med solskin og sne i stedet for regnvejr og kulde, er det en helt okay årstid.  

onsdag den 4. februar 2015

we know we're not praying we're kneeling

Modest freaking Mouse. Jeg hader jer og jeg elsker jer, og jeg hader at elske jer. I tester min tålmodighed, I pisser på jeres europæiske fans, I er ligeglade, og jeg elsker jer. For to år siden købte jeg en billet til Northside-festivalen i Århus næsten udelukkende fordi Modest Mouse ville dukke op. Jeg har ikke set dem live siden 2007, og jeg glædede mig ustyrligt til endelig at opleve en koncert med dem igen - men ak, de aflyste hele deres Europatour for at færdiggøre deres nye plade, og jeg var r-a-s-e-n-d-e. Det speedede nu ikke processen synderligt op; det er hele otte år siden forgængeren 'We Were Dead Before the Ship Even Sank' udkom, og først lige før jul kunne de endelig offentliggøre en releasedate på den nye plade, der udkommer om en lille måneds tid. Straks begyndte jeg at drømme om en ny koncertdato, men be careful what you wish for - i går blev de offentliggjort til Tinderbox-festivalen i Odense. Fucking TINDERBOX?!? Her skal de spille side om side med Robbie Williams, Calvin Harris og D-A-D, og det er så vanvittigt uforståeligt for mig, hvorfor de ikke bare spiller en koncert på Vega ligesom alle andre normale rockbands. Nu bliver jeg nødt til at købe en svinedyr endagsbillet til en festival, jeg havde svoret jeg aldrig ville besøge, og så kan jeg ellers ryste i bukserne fra nu af og helt til juni, fordi de sagtens kunne finde på at aflyse igen. En aflysning vil betyde, at jeg kommer til at betale næsten tusind kroner for at se en Prodigy-koncert i Odense, og det er jeg IKKE parat til. Men hey! Jeg skal endelig se Modest Mouse igen! Og den nye plade lover rigtig godt, se bare den fantastiske video til den lige så fantastiske single Coyote:

   

tirsdag den 3. februar 2015

but it all fades into morning when you open your eyes

De sidste par måneder har vi fået set et par korte serier herhjemme mens vi ventede på nye afsnit af The Walking Dead, American Horror Story, South Park og American Dad, og vi startede med Awake, der kun fik lov at køre en enkelt sæson på NBC i 2012.  I hovedrollen som politibetjenten Michael Britten ser vi Jason Isaacs, som Harry Potter-elskere straks vil genkende som selveste Lucius Malfoy, der i øvrigt er en af mine yndlingskarakterer fra Rowlings univers. Awake har et ret interessant udgangspunkt - Michael Britten oplever to forskellige virkeligheder efter et voldsomt biluheld; i den ene har han mistet sin søn i ulykken, i den anden sin kone, og hver gang han falder i søvn i den ene virkelighed, vågner han morgenen efter i den anden. 

Det er en superfed idé, og jeg synes faktisk, at udførelsen også er ret god. Der er sat et (næsten umærkeligt) filter foran kameraet, så den ene verden er i blåtoner, mens den anden er mere varm i farverne, hvilket mindsker forvirringen en hel del for seerne. Jeg har kun enkelte gange været i tvivl om, hvilken virkelighed vi befandt os i - og det var fordi, Michael selv var i tvivl. I begge virkeligheder går Michael i terapi, hvilket er nogle af showets stærkeste scener; de to psykologer spiller enormt overbevisende, og dialogen er knivskarp. De tror naturligvis begge, at netop deres virkelighed er den rigtige, og det er interessant at se hvordan de prøver at få Michael overbevist om det samme. Hans sorgproces er også spændende at følge, for det er selvfølgelig lidt lettere for ham at forholde sig til konens død end det er for sønnen, når Michael alligevel ser hende dagen efter - og det samme med sønnens død, for den sags skyld. Et faktum han ikke han fortælle hverken kone eller søn. 

Desværre begynder historien at halte lidt, når fokus kommer på politiserie-elementet. Michael har to forskellige partnere i de to virkeligheder, og det er ikke de samme sager han arbejder med begge steder - men han får hele tiden hints i den ene verden, der hjælper ham med opklaringen i den anden. Det er godt fundet på, men (for mig) dybt uinteressant - jeg gider ikke at se politiserier. Derudover er der også nogle småting, som man ikke må tænke for meget over, hvis en serie af denne type skal fungere. Vi kendte f.eks. aldrig datoen eller ugedagen - og fik altså ikke at vide, om han levede den samme dag to gange - men det kan jeg godt leve med. Jeg var ikke overrasket over at læse, at serien blev cancelled efter bare én sæson, for den ville ikke kunne bære en hel sæson mere uden en afklaring - og selvom vi ikke fik et klart svar på alle spørgsmål, kan første sæsons finale godt fungere som en hæderlig afslutning på hele serien også. Jeg var ret godt underholdt i alle tretten afsnit, og det var et forfriskende take på genren, men der bliver ikke plads til Awake på min top 25.
Dernæst var turen kommet til Firefly fra 2002, som jeg havde glædet mig til siden sci-fi-katastrofen i efteråret. Firefly har jeg nemlig kun hørt godt om (med en score på 9.2 på imdb går man sjældent helt galt i byen), og jeg har altid haft en idé om, at jeg er glad for instruktøren Joss Whedon, selvom jeg egentlig ikke har set noget han har lavet. Udgangspunktet for Firefly lød også ret spændende - historien er sat femhundrede år ude i fremtiden, hvor vi følger fartøjet Serenity og dets besætning, der er en ret broget flok på ni meget karikerede mennesker. De flyver rundt fra det ene småjob til det andet, smugler gods og stjæler fra de rige på planeter, der oftest ligner kulisser fra en westernfilm. Skibets kaptajn Malcolm 'Mal' Reynolds bliver spillet af ham den ligegyldige fra '2 fyre, 1 pige og et pizzeria', Nathan Fillion, men der er heldigvis lidt mere kød på hans rolle som spacecowboy.

Jeg havde altså nogle ret høje forventninger til Firefly, og de blev desværre ikke indfriet helt. Min kæreste gav op allerede efter tre afsnit, men så skidt synes jeg nu slet ikke det var, og eftersom den blev cancelled efter bare fjorten afsnit, ville jeg gerne se det hele. Den blev heldigvis hurtigt meget bedre, og jeg kan sagtens forstå, hvorfor serien næsten er blevet kult i visse kredse, for den er for det meste ret sjov - nogle gange måske ufrivilligt - og bestemt også spændende til tider. I min bog er den dog alt, alt for ufokuseret til at kunne opnå en plads på min topliste, og det er virkelig ærgerligt, at vi skal helt hen til slutningen af afsnit syv, før der for alvor sker noget med det, jeg formoder skal være hovedplottet. Det kan selvfølgelig have noget at gøre med, at forfatterne havde regnet med flere sæsoner, men jeg synes stadig, at det er en alt for tilfældig og ligegyldig start på sæsonen, hvilket trækker meget ned. 

Jeg har også enormt svært ved at finde ud af hvilken stemning serien stræber efter. Den er ret sjov til tider - mit yndlingsøjeblik var nok, da den ellers ret usympatiske Jayne finder ud af, at han ved et uheld fra hans side har fået en hel by opkaldt efter sig. Det er absurd og fjollet, deres kinesiske skældsord er overraskende naturlige (USA og Kina har dannet én supermagt, Alliancen), og karaktergalleriet er så farverigt og klichéfyldt, at det må være med vilje, men det næste øjeblik står den på voldsomme tortur-lignende scener, massemord og forræderi på kryds og tværs. Det er lidt svært at forklare, for i andre serier kan de to ting sagtens gå hånd i hånd (American Horror Story, jeg kigger på dig!), men i Firefly synes jeg kontrasten er for stor. Interaktionen crewet imellem er både en af seriens største forcer og største svagheder, for når det er godt, er det virkelig godt - men ofte er det desværre bare lidt ligegyldigt. Jeg var for det meste godt underholdt af Firefly - og også af filmen Serenity fra 2005, der fungerer som en slags afslutning - men helt overbevist er jeg altså ikke.