fredag den 4. maj 2018

then we'll push off once again

Det er tid til nye strømper og behagelige sko (de blå døde i regnen i sidste uge) - i dag rejser min kæreste og jeg til Boston! Vi skal besøge min gode veninde og hendes mand. Det har jeg ikke rigtig snakket om, men planlægningsfasen har også været en anelse udfordrende, og det er først for en uge siden at vi blev helt sikre på, at ferien blev til noget. Men det gør den! Sytten dage i New England, baby! Jeg skal nørde SÅ meget Stephen King og Fallout, spiste lobster rolls, donuts og diner-måltider på alle tidspunkter af døgnet, gå the Freedom Trail og måske et smut til New York, og jeg glæder mig så meget. Min computer bliver hjemme hos Jimmy, men mon ikke jeg poster et billede eller to på min instagram

tirsdag den 1. maj 2018

you're the loud sound of fun when I'm trying to sleep

I dag fylder min mindstemand hele seks år, og Jimmy er slet ikke så lille mere. Han er faktisk kun blevet større og stærkere i løbet af de sidste par år, og han er nu en stor, flot voksen kat. (I menneskeår er han lige blevet fyrre - ligesom min kæreste). I løbet af det sidste år har han for alvor indtaget lejligheden - han har sit helt eget, meget lidt kønne, palads i hjørnet, og han har flere gange terroriseret mine planter. Han vækker mig også af og til om natten med en pote i mit ansigt, men jeg tilgiver det hele, for den lille fyr  beriger mit liv hver eneste dag. Tillykke, Jimmy - verdens bedste eksempel på adopt don't shop!

fredag den 27. april 2018

'cause now I want it all the time

Lays følger strømmen og lancerede sidste år deres gourmet-serie i 'eksklusive' skinnende, sorte poser, der dog har lidt den modsatte effekt på mig - jeg synes mest af alt de ligner discountchips. Noget bedre er indholdet, der faktisk virker temmeligt gourmet - der er klart brugt kvalitetskartofler, de er skårede i tykke skiver, og man har været generøs med pulveret. Især min favorit, der - ikke overraskende - er Mature Cheddar-varianten, er badet i ostepulver i en meget tilfredsstillende grad, og de får et stort 9-tal fra mig. Min kæreste er endnu mere begejstret og giver dem topkarakteren 10. 

Chorizo & Roasted Onions var på papiret en ret spændende variant, men jeg synes de var alt for salte og smagte for lidt af både løg og pølse. Der var mest bare en undertone af barbecue, men det var i det mindste en god én af slagsen, og posen får alligevel et 7-tal af mig. Igen kan min kæreste ikke få armene ned; denne gang lander han på et 9-tal. Den sidste variant var den klassiske Sea Salt, og der er ikke så meget andet at sige end at det var endnu en solid chip, ikke for olieret og med den rette mængde salt - to pæne 8-taller fra min kæreste og jeg. Jimmy var også ret begejstret for alle tre poser, men virkede umiddelbart mest interesseret i ostevarianten, som han sneg sig til at smage på flere gange.
En af mine gode venner, der deler min passion for chips, har foræret mig denne meget interessante pose Doritos. Som navnet antyder, er nogle af majschipsene i Roulette-posen ret stærke - jeg blev faktisk positivt overrasket over hvor spicy de var. Det er ikke umiddelbart til at se, hvilke chips der brænder tungen og hvilke, der bare er helt almindelige, og det gør det klart til en anderledes oplevelse at fråde posen. De almindelige er dog liiiige almindelige nok, og smager mere af chili end af ost, så helt generelt foretrækker jeg nok originalen - men jeg sender stadig velvilligt et stort 8-tal efter den nye lillebror.  
Jeg har sagt det før - jeg er slet ikke færdig med at lovprise svenske OLW. Denne gang anmelder jeg Cheez Cruncherz; deres bud på mine nye favoritter Crunchy Cheetos, og jeg kan afsløre med det samme, at de er meget tæt på at være lige så gode - de har næsten samme virkeligt lækre tekstur og rigelige mængder pulver. For mig trækker chilifaktoren en anelse ned, men med en noget mere rimelig kilopris kan jeg sagtens 'nøjes' med den svenske variant, og de får da også et stort 9-tal. 
To dage efter vores bryllup skulle min kæreste på kursus i Warszawa. Alle der hørte, at han skulle afsted, regnede med at det var vores bryllupsrejse - men selvom jeg bestemt er glad for Polen, er det måske ikke det første land jeg ville vælge til en romantisk getaway. Han havde den perfekte gave med hjem til mig - dagens fjerde variant fra Lays, og Google Translate fortæller mig, at de er stærkt krøllede. Det var de bestemt også - billedet holder for en gangs skyld hvad det lover, og langt de fleste chips havde overlevet flyveturen godt klemt i en kuffert. Det alene trækker op, og det gjorde dem sjove at spise, men selve smagen imponerede mig ikke. De smagte mest af alt af sennep, og det er en smag jeg aldrig er blevet gode venner med. Derfor bliver det ikke til mere end et 7-tal, men jeg vil gerne smage nogle andre smagsvarianter af de stærkt krøllede chips. 
I'm not even sorry - da jeg spottede endnu en ny OLW-pose, der lovede mig ost, måtte jeg straks slå til. Denne gang hedder snacken 'Cheez Doodles' og er et svensk bud på vores elskede ostepops, men de er meget slankere og noget mere cremede. KiMs ostepops har en noget grovere tekstur, men den svenske udgave smelter nærmest på tungen, og det bliver næsten - men kun næsten - lidt for vammelt i længden. Jeg kan ikke svinge mig op til helt samme begejstring som for fætteren Cheez Crunchers, og osterejerne må nøjes med et lille 8-tal. 
Vi runder af med en sjov, lille overraskelse jeg fik forærende på min fødselsdag. I har nok efterhånden luret at ostechips er en klar favorit i min bog, men det er noget mere spændende at smage nye, lidt uventede varianter, og man må sige at denne pose fra Mackie's med smag af haggis og sort peber falder under denne kategori. Endnu engang var jeg heldig med en rigtig god, tynd kartoffelchip uden for meget olie, så smagen virkelig kunne træde frem. Mest dominerende var den sorte peber, men der var bestemt også undertoner af noget leverpostej/paté-agtigt, og det var slet ikke så ulækkert som det lyder. Min kæreste kunne sagtens have spist en større pose selv og kaster glad endnu et 9-tal efter den sorte pose, imens jeg igen er mere mådeholden og giver den et pænt 8-tal. Gode kandidater denne gang!

tirsdag den 24. april 2018

walk a direction, see where we get

I lørdags skulle min kæreste spille i tre pladebutikker i Odense, Roskilde og København i anledning af Record Store Day, og han havde derfor lejet en bil til at fragte ham og grejet frem og tilbage. Vi havde altså en bil i søndags, og vi udnyttede det på bedste vis, da vi tog på eventyr på Vestegnen og fandt tre af de seks Glemte Kæmper. De er lavet af Thomas Dambo i affaldstræ og er helt utroligt fascinerende, og de opfyldte bestemt deres formål med at 'vise de mange smukke og oversete naturområder på Københavns Vestegn'. Først besøgte vi Bakketop Trine (eller Bakke Top Trine, som hun åbenbart hedder...) i Hvidovre, hvor hun kigger ud over Avedøresletten og hviler på en bakke tæt på får, høns og ren idyl.
Dernæst kørte vi længere vestpå og besøgte min foreløbige favorit Lille Tilde i Vallensbæk Mose, der var et overraskende dejligt område! Jeg vender i hvert fald gerne tilbage til endnu en søndagsudflugt engang. Min kæreste var lidt flad, så imens han blev på en bænk ved mosen og spiste en is i solen, tog jeg turen op til Thomas på Bjerget alene. De tre sidste kæmper må vente til en anden dag, for i søndags kørte vi hjem til to meget spændende fodboldkampe, hvor AaB var sekunder fra at vinde over FC Midtjylland for første gang i fire år. Elendig dommerpræstation, men dejligt at se lidt gejst fra holdet igen.  

lørdag den 21. april 2018

we know everything was built to expire

Jeg har altid været samler. Ligesom de fleste andre børn akkumulerede jeg groteske mængder af alt fra klistermærker, servietter og glansbilleder til tøjdyr, hoppebolde og Michael Jackson-memorabilia (det var måske mest mig), og det meste af det befinder sig stadig hos min far, da jeg også altid har haft svært med at skille mig af med tingene igen. Da jeg blev teenager og drømte om at flytte hjemmefra, forestillede jeg mig min kommende lejlighed som værende lys, nordisk og minimalistisk - men i dag bor jeg selvfølgelig stik modsat i et hyggeligt hjem fyldt med minder, musik, nips og liv. (Jeg synes dog stadig, at nordisk og minimalistisk er virkelig pænt. Jeg er bare for glad for ting.)
Men jeg er jo blevet ved med at samle. Det bliver altså til en hel del ting i løbet af et 33-årigt liv, og jeg kan ikke blive ved. Min hjerne er også sådan indrettet, at jeg alt for ofte overvejer, hvordan jeg skal opbevare tingene anderledes, omrokere og sætte på loftet, og jeg trænger til at få lidt luft i både hovedet og lejligheden. Hvorfor gemme femten hårbøjler, når jeg ikke har brugt en de sidste otte år? Og hvorfor egentlig have halvtreds totebags, når jeg kan nøjes med dem på billederne? (Ja ja, dem har jeg stadig en tyve stykker af...) Jeg har fundet en løsning, der virker for mig - jeg kan åbenbart godt skille mig af med ting, hvis jeg bare tager et billede af dem først. Den seneste måned har jeg kørt sækkevis af tøj, sko, tasker, tørklæder og bøger til genbrug, og det føles helt ualmindeligt befriende. Jeg kan ikke holde helt op med at samle, men jeg vil prøve at begrænse mig lidt fremover. 

onsdag den 18. april 2018

blame it on the weekends

I lørdags fejrede vi min kærestes 40-års fødselsdag i Christianshavns Beboerhus, og jeg har lige præcis nul billeder fra festen at vise her. Min telefon og mit kamera lå i et hjørne af køkkenet det meste af aftenen, og jeg fik i stedet snakket med næsten alle (min kæreste kender ret mange søde mennesker), hvilket er en ret stor succes for mig. Der var folk jeg ikke har set i årevis, flere musikalske indslag, lækker mad og et  fadølsanlæg på overarbejde.

Siden har jeg været lidt flad - måske fordi jeg ikke nåede at blive helt rask inden festen. Nu er jeg startet på arbejde igen, og det er lige på og hårdt med stillingtagen til udveksling, afsluttende projekt og fremtidige praktiksteder, og det er jeg ikke helt i gear til lige nu. Heldigvis er min dagligdag på mit ikke-længere-så-nye afsnit blevet markant bedre, og langt fra så trivielt som jeg først frygtede. I morgen skal jeg passe frøer og skildpadder.

Om lidt spiller AaB mod FCK i Parken, og det er en kamp, jeg næsten ikke tør se. 

tirsdag den 10. april 2018

the years go fast and the days go slow

Jeg havde lidt regnet med, at jeg i dag skulle vise billeder fra et solbeskinnet Uppsala og min yndlingskusines bryllup i lørdags, men mellemørebetændelsen var en genstridig satan, der afholdt mig fra at flyve nordpå, og lørdag aften lå jeg i stedet under dynen i sofaen og græd lidt over at gå glip af det hele. Min kæreste havde jeg også fået smittet, så han kom heller ikke til planlagt fødselsdag i Jylland - ren elendighed. Heldigvis var vi begge friske nok til at fejre hans 40-års fødselsdag i går; måske blev han ikke fejret med et BRAG, men vi havde en overskuelig og hyggelig dag, og så holder vi festen i weekenden. 
Utroligt nok har vi ikke besøgt den hypede Wulff & Konstali før nu, selvom den ligger tre minutter fra os og er ekstremt instagram-venlig med flot mad i små skåle. Vigtigst af alt - det smagte også helt forrygende; især røræggene var SÅ lækre, og måske de bedste jeg har smagt. Omkring os sad mødre på barsel og unge studerende, der snakkede SoMe-strategier (no shit!), så det var lige som det skulle være. 
Eftermiddagen bød på en tur i Planetariet og deres nye udstilling Made in Space, der var ret imponerende, flot og interaktiv på den gode måde. Det hjalp helt sikkert på det, at der kun var to andre gæster udover os, så vi kunne fjolle rundt ved alle udstillingerne så længe vi ville - jeg ville nok ikke bryde mig om at besøge stedet i weekenden. Vi så også filmen 'Liv i Universet' på den imponerende store skærm, og det var så dejligt at sidde i de bløde sæder i mørket, at jeg måske døsede en anelse hen, men jeg er jo heller ikke helt på toppen endnu.
Der var forår i København i går, og vi udnyttede solskinnet til at slentre rundt i gaderne i indre by. Vi besøgte guitarbutikken (det var jo min kærestes fødselsdag) og Torvehallerne inden vi måtte kapitulere og tage hjem på sofaen igen, hvor der ventede os bland selv-slik, fodbold og The Walking Dead - perfekt afslutning på en dejlig dag. 

onsdag den 4. april 2018

if I had a voice I would sing

Allerførst et billede af den ret fantastiske kagedame, som mine skøre og fantastiske veninder havde indkøbt til vores lille påskefrokost i sidste uge. Man bliver aldrig for gammel til kagemand! 
I aften spiller Fever Ray aka. Karin Dreijer på Store Vega, og jeg har glædet mig som et lille barn siden jeg købte billetter sidste år. The Knife (Karin Dreijers tidligere projekt) har været helt særlige for mig, jeg har været heldig at opleve dem live tre gange, ligesom jeg også har skrevet om dem flere gange; første gang for over syv år siden! Men jeg har fået en heftig omgang mellemørebetændelse og skal overhovedet ikke i nærheden af nogen tung bas, og det er jeg SÅ træt af. I stedet må jeg nøjes med at lytte til live-udgaven af Kino fra 'Verdens bedste mix', som jeg gravede frem under en oprydning i ferien. Jeg tror, at den yndige brændte cd er fra starten af 2007, og jeg fik den forærende af to meget gode veninder, da de forlod mig og drog på højskole. Det er virkelig essensen af den periode i mit liv, og det var et skønt og lidt vemodigt genhør med de fleste numre. (Ja ja, det var jo ikke Shakira der var vemodigt, vel? Der er en grund til at bloggen hedder musicismysecret.)

Jeg har i øvrigt slugt årets første insekt på den forfærdelige feberramte cykeltur til min læge. Det har helt sikkert ikke været et kønt syn; mig med en lidt for varm jakke og halvåben mund - et oplagt mål for en lille flue, men det er vel i det mindste et tegn på, at foråret for alvor er på vej. 

I mandags tabte AaB 0-3 på hjemmebane til Brøndby i en forfærdelig kamp, og jeg har allerede lidt blandede følelser omkring det der top 6. Det er ubeskriveligt dejligt at være sikret en plads i den øverste halvdel af tabellen, men det bliver ikke specielt sjovt at tabe de næste syv ud af ni kampe til mine hadehold, der har alt at kæmpe for. Sidst jeg besøgte min søster, kørte vi dog lige en tur ud forbi stadion - og så må jeg huske på, at det ikke er sååå længe siden vi vandt The Double på imponerende vis.  
Jeg vil slutte af med et billede fra mit Far Cry 5-eventyr i går aftes. Jeg er ret begejstret for det spil, hvis nogen skulle være i tvivl. 

lørdag den 31. marts 2018

well you were talking soda pop

Denne omgang chipsanmeldelser er mildest talt en blandet landhandel med varianter fra mange lande og kun få kendte mærker. Vi starter med de allerbedste - Jalapeño Flavored Cheese Curls var et mirakel sendt fra himlen og en klokkeklar tier på skalaen. Herr's er oprindeligt fra Pennsylvania, men min trofaste bland-selv-kioskmand er ind imellem leveringsdygtig i ualmindeligt spændende chipsvarianter, og denne er blandt de bedste overraskelser nogensinde. Disse bastante, ostepop-lignende majssnacks er kæmpestore og lækre, og udformningen gør dem særligt spændende at indtage. Smagen er forrygende og overraskende stærk - der skal godt med cola til efter en pose af Herr's Cheese Curls. 
Egentlig anmelder jeg jo ikke popcorn her på bloggen (majssnacks er - tydeligvis - noget andet), men serien fra Portlebay Popcorn havde sådan en fin indpakning, at jeg ikke kunne lade være med at købe dem alligevel - og nu, da jeg har smagt dem, finder jeg det egentlig på sin plads med en advarsel i stedet. Den første variant med Crispy Bacon & Maple Syrup smagte decideret harske - hvorfor jeg alligevel har givet dem et to-tal, undrer også mig. Chilli & Lime var også klamme, og jeg fandt slet ikke smagen forenelig med popcorn, men det er nok en smagssag - jeg kan dog kun give dem et lille tre-tal. Noget bedre går det med bandens flotteste pose, Sweet & Salty, der vækkede minder om mine egne kreationer i teenageårene, hvor jeg flere gange ugentligt spiste en pose popcorn med krymmel på. Jeg har altid været fan af det søde og salte i skøn forening, og den sidste pose ender derfor med et flot syv-tal, selvom færdiglavede popcorn aldrig bliver et hit i min verden.  
fakta har været helt i Kuwait for at skaffe rundens seks næste varianter hjem fra mærket Kitco. De havde umiddelbart ikke behøvet at gøre sig besværet, for det var en relativt forglemmelig omgang. De tynde Stix vandt klart på deres alternative udformning - nogle gange har man bare lyst til at kværne små kartoffelpinde i stedet for den klassisk udformede chip. Hot & Spicy lagde dog ret dårligt ud med at have en ubestemmelig bismag, der bestemt ikke gjorde noget godt, og de kan kun få et fire-tal fra både min kæreste og jeg. Bedre gik det med de neutrale 'saltstænger', der skraber et hæderligt seks-tal hjem, mens vinderen ikke overraskende var sourcream & onion-varianten, der på en god dag får et otte-tal. 

Noget mere anonyme var Kitcos forsøg på mere traditionelle kartoffelchips, og de bedste var faktisk de mest almindelige med havsalt, for de smagte rent faktisk af havsalt - eller i hvert fald af salt med et tvist. Jeg synes alle varianterne var en anelse for olierede, men første pose får alligevel et pænt seks-tal herfra. Den grønne pose bød på French Cheese-smag, og de var faktisk udmærkede, men smagte slet ikke af nok. Det kan også kun blive til et lille seks-tal. Allerværst var varianten med Honey & Barbecue - de var decideret klamme, og får kun et to-tal af mig - min kæreste var noget gladere for dem, og endte faktisk på et syv-tal; hvilket endnu engang understreger subjektiviteten i mine anmeldelser. 

På vej hjem fra vores ultrakorte bryllupsrejse for et par måneder siden fyldte vi kufferten med fire gigantiske chipsposer fra svenske OLW, som jeg som tidligere nævnt er blevet meget glad for. OLW vinder ikke prisen for det mest æstetisk behagelige design, men jeg kan faktisk ret godt lide deres poser i klare farver og tydelige billeder. Jeg har efterhånden anmeldt en del OLW-varianter her på bloggen (nu må jeg også snart få lavet den oversigt), men vi formåede alligevel at finde fire 'nye' i Malmö. 

Vi ligger højt på skalaen med alle fire poser. Kartoflerne brugt til chipsene er tydeligvis af en god kvalitet, og selve chippen er tyktskåret, perfekt bølget og knækker ikke nemt i posen. Smagspulveret er rigeligt og holder som oftest, hvad det lover, og OLW-chips har generelt en høj frådefaktor. Min kæreste (mand, bevares!) og jeg var rørende enige - det blev et otte-tal til både 3xLök og Sour Cream & Chives, mens både Sourcream & Onion- og Grilled Cheese & Onion-varianterne får et ni-tal. Sourcream & Onion-varianten minder noget om Lay's udgave af samme, med en smag der går i en lidt anden og mere cremet retning end KiMs. 
Der er også blevet plads til en enkelt pose Lay's i denne anmeldelsesrunde; denne gang fra deres 'Sensations'-serie med varianten Mexican Peppers & Cream. Jeg er ikke imponeret af selve posen, der mest af alt minder mig om et discountdesign til en kropsplejeserie for mænd, men chipsene var der bestemt ikke noget i vejen med. Jeg har ikke belæg for at sige det, men jeg tror de var en anelse tykkere end Lay's normale chips - for de havde det helt rigtige crunch. Smagen lå lige lovlig tæt på en almindelig barbecue, men jeg ender alligevel på et otte-tal for et godt forsøg.
Sidste chipspose i denne omgang er slet ikke en pose, men derimod et Pringlesrør, der jo er hele inspirationen for mit pointgivningssystem. Jeg har nævnt det før, men det er lidt paradoksalt at bruge Pringles som målestok, da det helt generelt ikke er chips ud over det sædvanelige, og jeg havde derfor ikke de store forventninger til det flotte blå rør med Salt & Vinegar-smag. Jeg blev heldigvis positivt overrasket, for de smagte faktisk af meget, og min kæreste synes faktisk, at det er den bedste Pringles-variant nogensinde og giver dem et otte-tal. Jeg nøjes med et stort syv-tal, men salt & vinegar-chips skal også sidde lige i skabet for at få topkarakterer af mig.