fredag den 29. august 2014

don't let yourself grow hungry now

Jeg har stadig ikke noget internet derhjemme, og nu er min datapakke på mobilen også opbrugt, så det er ren elendighed det hele. Det sidste jeg har hørt, er vist noget med internet i lejligheden igen omkring den tyvende september, men der er så absurd lang tid til, at jeg næsten helt har fortrængt det. Det kunne lige så godt være næste år. I dag er jeg mødt ti minutter tidligere på arbejde for lige at kunne færdiggøre dette indlæg, der lå gemt i kladderne og som er det bedste jeg kan gøre for jer lige nu. Regelmæssigt bloggeri har lange udsigter, og jeg er snart løbet tør for kladder til at fylde tomrummet, men her snakker jeg igen lidt om chips. Jeg savner min blog, og jeg savner de læsere, der allerede er skredet. (Har de fleste ikke bloglovin' eller en anden reader nu om dage? Så behøver man jo ikke desperat klikke sig ind flere gange om dagen for at tjekke, om jeg skulle have skrevet noget nyt om Svampebob eller Stephen King...) 

Indlægget om mine opdagelser på det portugisiske marked for chips og snacks har været lidt længe undervejs, da jeg med rette havde forventninger om at kunne tilføje et par tyske smagsvarianter efter min tur til Bayern. Jeg kan dog afsløre med det samme, at ingen af denne rundes chips bliver tildelt en topkarakter, så man er ikke gået glip af noget særligt, hvis man skulle være rejst til Portugal og hjem igen i mellemtiden. 

Disse gourmetchips fra Lay's er nok nogle af de tykkeste chips jeg er stødt på, og det er klart et plus. De mindede lidt om de tynde kartoffelskiver, der lå under min torskeret, og jeg tror at de generelt er gode som tilbehør, ligesom den næste poses indhold også kun blev bedre i forbindelse med mad. Vi havde købt ind til regnvejrshygge på hotellet og havde lyst til at fråde chips, men det egner de sig ikke til. De blev en anelse kedelige i længden, de larmede sindssygt meget, og så var de alt for hårde at tygge. Ikke en tømmermandschips. 6/10 pringlesrør. 
Den største og billigste pose var de ultratynde pomfritlignende stænger, 'A Saloinha', der endda har deres egen hjemmeside, hvor man næsten kan forstå hvad de skriver på engelsk.  De var gode - jeg nød især, at de var så tyndtskårede, men det blev hurtigt trivielt med en smag, der var lidt for olieret og fritureagtig. På festivalen blev de brugt som ingrediens i en traditionel portugisisk burger-lignende ret med pandestegt kød i en bolle, og her kom de virkelig til deres ret. I den samlede bedømmelse ender A Saloinhas knasende snack med en karakter højere end hvad den egentlig fortjener, da jeg må give ekstrapoint for på hjemmesiden at have madopskrifter, hvor chips er en vigtig ingrediens. Den tankegang kan jeg kun tilslutte mig. 7/10 pringlesrør.  
Den sidste portugisiske pose var den næsten perfekte osteblanding af en af  mine favoritter; de trekantede vidundere Doritos, de lidt-dårligere-end-ostepops Cheetos og et møde med de lækre 3D's, der vel er en slags Bugles med samme indbyggede mulighed for leg med heksefingre. For at få topkarakter skulle der have været ostepops i posen i stedet for Cheetos, og så måtte posen i øvrigt gerne have været lidt større, for den forsvandt hurtigt mellem os to glubske, tømmermændsramte og salthungrende jyder.  Men det var klart rejsens bedste snack! 9/10 pringlesrør.   
På min Tysklandstur var jeg ikke så eventyrlysten, og jeg spiste to grønne Pringles-rør. Efter jeg er kommet hjem, er det gået op for mig, at jeg vist aldrig har anmeldt Pringles på bloggen, og det er jo helt fjollet, når karaktersystemet nu er bygget på pringlesrør. Det må jeg råde bod på snarest. Udover de aldrig skuffende Pringles, prøvede jeg denne pose med chips lavet af blå kartofler. Jeg har aldrig nogensinde oplevet en pose med så meget luft i som denne - jeg kunne slet ikke åbne den, og endte med at måtte punktere den med en kniv, men resultatet var til gengæld også nogle smukke, hele chips, der faktisk lignede dem på posen. Jeg har smagt dem før i et mix med andre chips lavet af rodfrugter, og det klæder dem at være en del af en blanding. Alene er de også gode, men en anelse kedelige i længden. 6/10 pringlesrør. 
 Endnu engang må jeg undres over det sparsomme udvalg af salte smagsvarianter i et land som Tyskland, der ellers har til overflod af underligt slik og fyldt chokolade. Jeg undgik et par poser, der lovede 'Afrika'- eller 'Asien'-smag, men ellers var der ikke så meget at vælge imellem. I mangel på egnet kildemateriale smagte jeg på min fars 'Kessel Chips' med salt & vinegar-smag. Det var en ganske hæderlig, grov og bitter udgave af klassikeren, og selvom jeg normalt ikke er så vild med det sure, var de ganske gode til en øl. Og så kan jeg godt lide, at de kommer fra et firma med det fantastiske navn 'Funny-frisch'. 7/10 pringlesrør. 

tirsdag den 19. august 2014

all the trouble that we've come to know

Internetproblemet i min lejlighed havde desværre ikke løst sig af sig selv mens jeg var hos min far i Mariager. Faktisk er det kun blevet lidt værre, for de fem sporadiske minutters internettid jeg tidligere havde er forsvundet, og der er nu ingen adgang overhovedet. Der bliver arbejdet på sagen, men det går nok ikke i orden før den første. ARGH! Så. Vi ses på den anden side, for jeg har ikke tålmodighed til at blogge fra min telefon. 

søndag den 17. august 2014

when you are young the world is a ferris wheel

Efter tre ret hårde uger tilbage på arbejde, var denne forlængede weekend hos min far lige hvad jeg trængte til. Fredag fik jeg dog ikke lov at sove særligt længe, for sammen med min barndomsveninde og hendes skønne, dejlige datter drog jeg på udflugt til Aalborg Zoo. Der var ikke ret mange andre gæster, så vi havde en stress-fri og enormt hyggelig tur, hvor kun hvepsene ved frokostbordet generede os lidt. Selvom man faktisk er fyldt fire år, kan man godt blive lidt træt i benene, og Alberte fik tillusket sig en plads i trækvognen sammen med Hr. Bjørn og vores madpakker, men da vi nåede til gederne, måtte hun alligevel op og ae dem lidt. Hun er i øvrigt iført de sejeste galaxy-cat-leggings jeg nogensinde har set. Hos girafferne var en kun to uger gammel unge, og jeg smeltede lidt af kærlighed til det storøjede, blide væsen. Dinoerne var noget mere skræmmende og imponerende godt lavet.  

I Hobro nåede jeg lige at hilse på resten af min lille yndlingsfamilie, inden Louise kørte mig til Mariager. Her spiste vi en is på torvet og fik lidt voksentid, inden hun måtte tilbage og sørge for aftensmaden. Vores egen aftensmad var ganske overdådig - kødfest på grillen med sesamkartofler og tzatziki, og senere hvinede vi af skræk (min søster og jeg altså; min far hviner sjældent) til gensynet med Blair Witch Project. Weekenden har også budt på årets første besøg på Aalborg Stadion, og selvom jeg stadig kan sige, at AaB aldrig taber når jeg er til stede, kunne det nu have været rart med en sejr over Esbjerg og en mindre idiotisk dommer. Aftensmaden spiste vi på Bones, og deres gratis refill på pommes, sovs og gigantisk salatbar, gjorde os helt ude af stand til at tale på køreturen hjem. 

I dag har jeg ingenting lavet, og klokken er halv to. Jeg har sovet ekstremt længe, spist morgenmad med min far, brugt halvanden time på at læse søndagsudgaven af Politiken og stenet lidt på nettet. Nu vil jeg gå en tur med hunden, og måske besøge min far, der er kustode på Mariager Museum i dag.  

torsdag den 14. august 2014

but it's covered by the choir of voices

Vi behøver vist ikke flere billeder af Robin Williams, så her er noget tysk brænde
Min internetforbindelse i lejligheden har taget skridtet fra et akkurat tåleligt (omend næsten ikke-fungerende) niveau til noget, der minder om et halvt minuts vilkårlig adgang pr. time, og det er selvsagt ikke optimalt. Jeg forstår ikke helt, hvordan jeg har kunnet leve med dårligt internet så længe (det har f.eks. strejket, hver gang Rannvá har været på besøg) - og indtil for bare to år siden brugte jeg endda det endnu mere usle USB-modem, der bestemt heller ikke var noget at råbe hurra for. Problemet er ikke pengene, men det fakum, at der ikke er et telefonstik i lejligheden, er årsagen til at projektet strander hver gang vi snakker om det. Jeg tror ikke engang, at alle udbydere skal bruge et telefonstik for at levere internet, men det er åbenbart så uoverskueligt for mig at finde ud af, at jeg hellere vil leve med den daglige frustration.

Det halve minuts internettid ad gangen har begrænset bloggeriet lidt, men nu er jeg på vej på besøg hos min far, hvor jeg kan snylte lidt på hans internet. Håber, at internetsituationen derhjemme på magisk vis løser sig selv over weekenden. Lige nu sidder jeg altså i toget og keder mig lidt - uden internet - og derfor kommer der her en oversigt over ting, jeg har undret mig over de sidste dage. Meget af det er tilsyneladende relateret til Robin Williams, så det passer jo meget godt til resten af internettets indhold i øjeblikket. (Jeg kunne i øvrigt og for the record godt lide ham. Men hverken mere eller mindre end de fleste andre, vil jeg tro.)

1. Hende, der skrev på facebook; ‘Ej, er Robbie Williams død? Nu nåede jeg aldrig at komme til koncert med ham!’ Stop dig selv.
2. Alle de internetordrer på Robin Williams-film, der væltede ind på mit arbejde inden nyheden om hans død overhovedet var bekræftet. ‘Nu skal vi satme ha’ nogle Robin Williams-film, og det kan kun gå for langsomt’, synes folk at sige, mens de bestiller alt fra det værste lort til de virkeligt gode film. Er det virkelig nødvendigt at eje hele mandens bagkatalog? Er det muligt, at man er blevet grebet lidt af stemningen, og behøver man virkelig at have film som Licence To Wed stående?
3. Ovenstående er dog noget mere forståeligt end de kunder, der bliver sure over, at vores Robin Williams-film er udsolgte. Hør nu her; vi har solgt TO Mrs. Doubtfire i løbet af hele sidste år. Hvorfor i alverden skulle vi have hundrede eksemplarer på lager af en film, der ikke sælger? Bare fordi manden er død, kan vi ikke på magisk vis fremskaffe flere ‘inde fra baglokalet’, og du er sjovt nok ikke den første, der liiige fik lyst til at se en af hans film. (Vi har naturligvis maaange på vej. Tvivler dog på, at folk er lige så interesserede om en måned.)
4. Det for mig lidt mystiske i at have lyst til at gå hjem og se en film som Flubber. Den bliver jo ikke bedre eller sjovere af at tænke på, at manden lige har hængt sig selv som følge af en årelang depression. Jeg har selv en lille smule lyst til at se Jumanji nu, faktisk, men det synes jeg også er lidt underligt.
5. Min egen reaktion på kunde nummer halvtreds, der i løbet af de sidste par dage har sagt ‘Robin Williams har bare altid været min yndlingsskuespiller’. Jeg har været overraskende god til bare at smile og nikke og lade være med at påtale, at de samme mennesker sagde det samme om Philip Seymour Hoffman for et halvt år siden.
6. Det paradoksale i, at jeg faktisk selv blev lidt ked af det, da jeg læste nyheden. Men jeg bliver altid ked af det, når jeg hører om folk, der begår selvmord. Jeg prøver ikke at trække depressionskortet her, men jeg har selv oplevet den totalte mangel på lyst til at være i live, og det er så ubeskriveligt forfærdeligt.
7. Prøver lige at finde på noget afsluttende, der ikke hander om Robin Williams. Nå ja, i skrivende stund ligger der en halv laks i vores fryser - fyldt med ben, skæl og indvolde og direkte fra Grønland, hvorfra vi lige har haft besøg af en af vores gode venner. Jeg har ærlig talt ingen idé om, hvad jeg skal stille op med den.
8. At dette såkaldte ‘lyntog’ har gjort stop i både Hørning, Hinnerup og Hadsten. Jeg er ikke tilfreds, men nu er det heldigvis Hobro næste gang, og jeg kan næsten allerede dufte min fars chili con carne. 

tirsdag den 12. august 2014

been taking pictures of your obsessions

Inden jeg tog på ferie i det sydligste Tyskland havde jeg forberedt mig på at indsamle materiale til endnu et mad-på-ferien-indlæg, ligesom det fra sidste års schnitzel-fest. Jeg har da også troligt fotograferet alle aftenmåltider, men hver gang jeg har set menukortet, har jeg haft lyst til det samme - og jeg havde ingen intentioner om at vælge fotogent frem for fråderen. Der er derfor ikke helt den samme variation i billederne som sidste år, men sådan en svampesovs ser jo altid appetittelig ud (synes jeg), så her kommer indlægget alligevel. 

Første overnatning var i Bettwar, hvor vi spiste og sov på Gasthof Alte Schreinerei. Vi har efterhånden spist der snart ti gange, og hver gang bliver vi præsenteret med en krukke fedt og en kurv med brød til forret. Da jeg var barn, syntes jeg at det var det klammeste i verden, men nu holder jeg næsten af sådan en lille fedtemad. Én er dog nok, synes jeg. Til hovedret havde jeg valgt en klassiker fra turen sidste år - nemlig 'Semmelknödeln mit frischen Pfifferlingen', og den skuffede bestemt ikke. Det var måske endda turens bedste måltid, for sovsen var bare helt perfekt, og så kan retten jo altså ikke gøre for, at den ser lidt uappetittelig ud.   
Lørdag var første aften i Garmisch-Partenkirchen, og her spiste vi hjemme, efter at have udforsket et kæmpestort supermarked. Der er ikke noget bedre end supermarkeder i udlandet! Vi spiste kylling og frisk pasta, men det tog jeg ikke noget billede af. Søndag var der fodboldfinale, og vi fik et bord udenfor ved en restaurant nede i byen, der viste kampen på storskærm. Her fik jeg en lidt anonym pastaret med kalkun - der også var fyldt med små stykker peberfrugt, der ikke stod på kortet, og som var umulige at pille fra. Jeg er ikke specielt kræsen, men lige peberfrugt bryder jeg mig ikke om. Turens dårligste ret.    
I Ettal spiste vi på en hyggelig restaurant lige ved et kloster, og her startede et mønster, jeg fandt svært at bryde på resten af ferien - jeg bestilte nemlig en jägerschnitzel med champignonsovs og hjemmelavede spätzle, og med ganske få variationer, var det min aftensmad resten af ugen. Denne aften var schnitzlen ikke paneret eller banket helt uigenkendeligt flad, og både kød, sovs og spätzle var rigtig lækkert og serveret i rigelige mængder. Nabobordene var også optaget af nogle ældre folk fra byen, og tilstedeværelsen af lokale på en tysk restaurant er næsten altid et godt tegn, da man må formode, at de ikke ville komme tilbage, hvis maden var forfærdelig. 
Tirsdag aften spiste vi på en restaurant næsten lige over for vores lejlighed, og her var fyldt med både lokale og turister. Stedet hed Bräuwastl, hvilket åbenbart er et kælenavn for Sebastian, og her blev serveret fremragende mad af et par søde søstre i dirndl. Min ret var denne gang i wienerschnitzel-variationen med nogle vidunderlige ostespätzle, der trak den samlede oplevelse flere karakterer op, selvom champignonsovsen godt kunne have været en anelse tykkere (og ideelt set med kantareller i stedet). Det var virkelig lækkert, og endnu en gang fik man fornemmelsen af at spise et sted, der ikke bare lever af turisterne, men som går op i at lave noget godt, traditionelt tysk mad. 
Onsdag kørte vi til Mittenwald, hvor vi fandt et bord ved byens hovedgade. Her kunne vi holde øje med alle de forbipasserende og deres mange hunde. Menukortet bød endnu engang på 'Semmelknödel mit frischen Pfifferlingen', og det tilbud kunne jeg ikke stå for. Det var også ret lækkert, men unødvendigt med alle de uannoncerede grøntsager (jeg spiste en salat ved siden af, men kunne sagtens helt have undværet grønt i retten). Sovsen var næsten ren fløde, og derfor ret lækker, og min søsters næsten identiske ret minus grønt og plus kød var bestemt et hit. 
Efter vi havde besøgt eventyrslottet Neuschwanstein om torsdagen, kørte vi rundt på egnen og ledte med stigende sult efter en restaurant. I en lille by, som jeg har glemt navnet på, så vi et hyggeligt sted med borde placeret under skyggegivende træer, og her kørte vi straks ind. Der blev hurtigt godt fyldt op ved bordene, og den enlige tjener havde enormt travlt, så vi ventede lidt på vores mad. Min søster og jeg udnyttede tiden til at hilse på et par heste, der stod i en fold overfor restauranten, den lavthængende sol gjorde landskabet endnu smukkere, og vi havde slet ikke travlt. Min mad bestod af noget meget mørt svinekød i champignonsovs og med - jeps - ostespätzle, og det var rigtig lækkert. Det var en kæmpestor portion, og endnu en aften hvor Silke også fik lækker middagsmad - det var ikke kun mig, der tog et kilo på i løbet af ugen.   
Fredag aften gik vi hvileløst rundt i centrum af Garmisch for at finde et sted at spise, men der var byfest, klokken var lidt i otte, og alt var optaget. Vi kørte tilbage til Brauwästl, og jeg fik præcis det samme at spise som om tirsdagen. Det var fantastisk. Lørdag aften var vi på vej til Danmark igen og overnattede i Wildemann, som vi også besøgte sidste år. Her var sidste års kulinariske højdepunkt med nogle ekstraordinært gode 'Semmelknödeln mit frischen Pfifferlingen', men de var desværre ikke på menuen denne gang, så jeg vovede mig ud i en schnitzel med svampesovs og ostespätzle - modigt, I know. Har havde spätzlene lige fået en tur på panden i noget smør inden servering, hvilket bestemt ikke gjorde dem dårligere - til gengæld var der en svamp i sovsen, der havde en vanvittigt klam konsistens, og man kunne ikke umiddelbart adskille den fra de andre, så hver bid var et lille eventyr i sig selv. Selvom det er svært at se, ligger der hele TRE stykker kød på min tallerken, og endnu engang var Silke en heldig hund, da jeg overhovedet ikke kunne spise op. 
Denne dårligt belyste og skidt fotograferede omgang overdådig morgenmad er lidt ude af kontekst, men den var så imponerende, at den alligevel har sneget sig med i indlægget. Det var på turens sidste stop; en overnatning i Wildemann hos en bestemt dame, der brugte de første fem minutter på at fortælle os alt det, hunden ikke måtte. Vi havde jo ellers valgt stedet fordi Silke måtte komme med, men okay - hun sover ikke i sengen alligevel, og hun kunne aldrig finde på at stå ved døren og gø hele natten. Det var dog ikke helt tilfredsstillende at måtte lade hende blive i bilen under morgenmaden, men med den imponerende servering og alt for meget kødpålæg, kunne vi skiftes til lige at stikke ud til hende med en skive skinke og lidt vand. Med til morgenmaden hørte også æg efter eget valg (scrambled, selvfølgelig) og lune vafler, og så var det svært ikke at være tilfreds, selvom damen ikke kunne lide hunde.  

søndag den 10. august 2014

the drives and the talks were amazing

I Garmisch-Partenkirchen og det omkringliggende område er husudsmykningen unægteligt lidt sjovere at kigge på end de nogle gange lidt kedelige facader i København. De smukke malerier viser motiver fra biblen eller illustrerer gamle tyske skikke - ofte i ét og samme billede. Jeg kunne i det hele taget godt bruge et gensyn med Bayern; også selvom det betyder mange, mange timer på de tyske motorveje, for med min søster i bilen bliver det aldrig kedeligt. På turen derned havde hun materiale til timevis af underholdning! Først legede vi 'Gæt En Person' og brugte en del tid på at debattere, hvorvidt min søsters hest Serafina går ind under definitionen 'person' - vi var to mod en i dét spørgsmål. Da vi fik indskærpet reglerne yderligere, gættede vi os frem til så forskellige karakterer som Goebbels, Hermione Granger, en lærer på vores gamle skole og Dværgen fra Normandiet. Fra bagsædet uddelte jeg Pringles, chokolade og cola, og fra højttalerne strømmede alt fra Shubidua over Beatles til tysk trafikradio. 

Til vores fars store fortrydelse fortsatte min søster og jeg med den altid grotesk underholdende og meget hurtigt forfærdelige leg, hvor man skal vælge det mindst slemme af to frygtelige onder. 'Ville du helst være blind eller døv', er altid en god åbner, men der gik ikke mange runder, før spørgsmålene lød mere i retning af: 'Ville du helst have et barn med Glen Riddersholm eller Simon Makienok?', 'Ville du helst knalde med Aura eller Stine Bramsen?' (jeg har det meget svært med dem alle), og 'Ville du helst være skaldet eller have cornrows resten af dit liv?' Da min far ikke kunne holde ud at lytte til mere af vores vrøvl, blev vi i stedet inddraget i min søsters sangleg og fremførelse af den der skala-sang fra 'Sound of Music'. Det var meget hyggeligere end det måske lyder, og de lange køreture med min familie er altid lige så meget en del af ferien som opholdet på destinationen. Jeg ville ønske, at jeg snart skulle køre en lang tur med dem igen.  

fredag den 8. august 2014

let me hold it close and keep it here with me

Neutral Milk Hotel-koncerten på Primavera Sound-festivalen i Porto udgjorde nok 70% af årsagen til, at det lige var Portugal der blev sommerferiedestinationen i år. Jeg har elsket det band intenst siden min ven Chrelle for ti-elleve år siden lavede et mix-tape til mig hvorpå jeg kunne finde nummeret King of Carrot Flowers, pt. I (her blev jeg også introduceret til Coco Rosie og en masse andet godt - Chrelle har uden tvivl stået bag den største del af min musikalske opdragelse). The Smashing Pumpkins og Pulp plejer at skiftes lidt til at blive udnævnt som mit yndlingsband, men førstepladsen på listen over yndlingsplader er ganske urokkelig og har de sidste mange år været indtaget af Neutral Milk Hotel’s ‘In The Aeroplane Over The Sea’ fra 1998. Bonusinfo - Neutral Milk Hotel er også min bedste fiktive venindes (April fra Parks & Rec) yndlingsband.

Jeg ville ønske jeg kunne forklare, hvor meget den plade betyder for mig. Den har altid været vigtig for mig, men med min mors sygdom og død, fik tekstuniverset, der kredser meget om døden, pludselig en helt anden betydning for mig. ('I will be with you when you lose your breath' får tårer frem i øjnene på mig hver gang.) 'In The Aeroplane Over The Sea' er på mærkværdig vis en temaplade, der handler om (en version af) Anne Frank og holocaust, hvilket kan lyde både banalt og påtaget, men er det præcis modsatte. Den otte minutter lange 'Oh Comely' er et intenst og insisterende mesterværk, der i starten med bare guitar og Mangums fantastiske vokal brænder sig ind i hjertet på lytterne. Mens de stille sange er kuldegysfremkaldende og hjerteskærende, er de vilde og distortede numre med tuba, sækkepibe og sav nogle af de mest forløsende stykker musik, jeg nogensinde har hørt. Det er en plade, jeg aldrig bliver træt af; de sidste par måneder har jeg hørt den flere gange om dagen, og den er stadig lige god. Hvis jeg skulle anbefale et lidt mere tilgængeligt nummer til jer, må det blive den vanvittigt smukke titelsang, 'In The Aeroplane Over the Sea' 

Neutral Milk Hotel gik i opløsning næsten lige efter udgivelsen, fordi frontmand Jeff Mangum ikke havde det godt med al den berømmelse, der fulgte med den nyopnåede status som kultband. Jeg havde affundet mig med, at jeg aldrig skulle opleve dem live, men ligesom Smashing Pumpkins og Pulp fandt sammen igen i kortere eller længere tid, annoncerede Neutral Milk Hotel pludselig en lang række koncerter - én af dem altså i Portugal, og én i København. Der var aldrig nogen tvivl om, at jeg skulle se begge dele, men jeg har været så utroligt nervøs inden begge koncerter. Jeg ville næsten ikke kunne bære at få mit billede af Mangum ødelagt, og jeg har hørt den plade så længe, at det ville være helt underligt at høre den spillet live. 


Men al min frygt blev gjort til skamme, og jeg har været vidne til to helt forrygende koncerter. Begge koncerter har været den syvende - henholdsvis halvandet år og atten måneder efter min mors død - og begge koncerter har været en ekstrem emotionel oplevelse for mig. I Portugal græd jeg ret meget, men af glæde og taknemmelighed, og i går aftes måtte jeg også lige lade et par tårer blande sig med sveddråberne i mit ansigt. Jeg følte mig først lidt fjollet, men når jeg kiggede rundt, var jeg langt fra den eneste. Det her band har været inspirationskilde for en lang række indiebands og talerør for en hel generation (mange lige fem-ti år ældre end mig - jeg var trods alt kun tretten, da pladen udkom, og opdagede den først for ti år siden), og jeg har sjældent været til koncerter, hvor folk var så meget på, og reagerede på hvert eneste temposkift, frasering eller trompettrut med vild begejstring. 

Jeff Mangum selv står relativt stille i sin store sweater eller krøllede skjorte og bruger al sin energi på at synge og spille, mens resten af bandet er veloplagt og legesygt, og med alverdens blæseinstrumenter, harmonika og sav på scenen er de SÅ oplagte at fotografere. Det må man bare ikke, og i Portugal måtte Jeff Mangum flere gange skælde lidt ud på folk, der tog billeder med deres mobiltelefon. 'I make music from here to here', sagde han, og pegede først på sit hjerte og så på os. Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at tage et hurtigt billede med kameraet, men det var for at have et minde om den helt enestående oplevelse vi var vidne til. Jeg tror mit hjerte ville briste, hvis han havde set det og skældte mig ud. I går behøvede han slet ikke skælde ud, og han virkede faktisk lidt gladere end i Portugal, hvilket også gjorde mig glad, fordi jeg har en åndssvag forestilling om, at det er sindssygt hårdt for ham at turnere og være i kontakt med så mange mennesker. Men mon ikke han også kan finde glæde i at betyde så meget for så mange mennesker verden over.  

torsdag den 7. august 2014

just let me turn the amps way up

Det var et helt fantastisk og emotionelt gensyn med Conor Oberst i går. I et halvtreds grader varmt Amager Bio charmerede han alle blandt publikum med en meget mere udadvendt og glad sceneoptræden, end den han leverede for ti år siden, og jeg blev igen ganske forelsket i den lille fyr. Han ER virkelig blevet voksen og sportede nu skægstubbe og jakkesæt - men nuttet og afsindigt lækker er han altså stadigvæk. Det er skørt at crushe på en musiker på den måde igen - det er alligevel nogle år siden det sidst er sket. Med mig havde jeg to gode venner, der også blev teenagere igen under koncerten, og som havde deres helt egne følelsesladede minder med Bright Eyes - han er bare en af dén slags kunstnere. I går var jeg ikke trist, og der var ingen knude i maven - tværtimod havde jeg lidt en følelse af, at have 'reclaimet' Conor Oberst, og nu tror jeg det bliver meget nemmere at lytte til de gamle plader. 

Han sprang desværre over 'No One Would Riot For Less', men til gengæld spillede han mange flere gamle Bright Eyes-numre end forventet, OG han havde 'June on the West Coast' fra den første plade med som ekstranummer, hvilket var en meget positiv overraskelse. Bandet var enormt velspillende, og Conor selv var som sagt i hopla, og de nyere, 'kedelige' countryfolknumre blev fortalt og spillet så overbevisende, at jeg fik helt dårlig samvittighed over at have kaldt dem kedelige. Han er stadig helt fænomenal til at skrive tekster, og jeg skal helt sikkert udforske den nyeste plade lidt mere. Især 'Artifact #1' var meget, meget smuk. 

Merchandiseboden lokkede med billige plader, men jeg holdt mig i skindet og sprang over. Min samling er rigeligt stor i forvejen, og jeg skal ikke til at generhverve mig alle Oberst-udgivelser på vinyl, for det er både dyrt og næsten umuligt. Desuden skal jeg nok bruge nogle penge i aften i Vega, hvor tiden igen er kommet til koncert med Neutral Milk Hotel, der for præcis to måneder siden leverede en magisk aften på Primavera i Porto. Det fik jeg aldrig sat ord på, men måske kan jeg skrive noget efter i aften, for det band betyder nemlig også en hel del for mig - omend på en helt, helt anden måde. Her minder tekstuniverset mig om min mor, og jeg kan måske ikke helt lade være med at fælde en tåre i aften, hvor det er tyve måneder siden hun døde.  

mandag den 4. august 2014

your eyes must do some raining if you're ever gonna grow

lidt ung (men det var jeg også), meget emo og ret nuttet.
På onsdag skal jeg til Conor Oberst-koncert i Amager Bio - fine lille Conor fra Omaha, der tidligere gik under kunstnernavnet Bright Eyes, og som med afstand var den vigtigste kunstner for mig i en årrække for ti-tolv år siden. Da de andre piger i gymnasiet sukkede over John Mayer og Justin Timberlake, var Conor manden i mit teenagehjerte. Han har betydet så meget for mig, at jeg aldrig helt har sluppet ham - og min kat Jimmy hedder da også Oberst til efternavn som en lille hyldest til min gamle helt. 
oh yes
Den bedste Bright Eyes-plade er uden sammenligning 'Fevers and Mirrors' fra 2000, der er hjerteskærende intens og smerteligt god, og med en ulykkelig Conor, der råber, græder, hvisker og spytter sig igennem nogle af de mest deprimerende sange, jeg nogensinde har hørt. Da jeg endelig fik muligheden for at se ham live, var jeg i et mærkeligt forhold (som slet ikke var et forhold - det har vi jo lige fået konstateret) med en fyr fra København, der også godt kunne lide Bright Eyes. Vi skulle afsted med fem-seks af hans venner, der vist mest så det som endnu en aften i byen, og jeg turde ikke give udtryk for, hvor meget det egentlig betød for mig med den koncert. Jeg turde - og kunne - heller ikke give udtryk for, hvor meget ham fyren betød for mig, selvom alle vennerne udmærket godt vidste, at vi var sammen. 

Jeg kan huske den aften så tydeligt.  Før koncerten var vi selvfølgelig kommet for sent af sted (jeg ville helst have været der et par timer før), og da de andre løb over vejen for at nå bussen, løb jeg jo bare med. Jeg snublede og faldt, fik blødende hudafskrabninger på hænder og knæ,  men der var ikke nogen, der spurgte om jeg var ok. I stedet fik jeg følelsen af, at de syntes jeg var lidt irriterende og pinlig, og det var dengang noget af det mest ydmygende jeg nogensinde havde oplevet. Jeg følte mig så sindssygt utilstrækkelig og forkert, og samtidig så utroligt forstået og rigtig i forhold til manden på scenen, og mit indre var et rodet virvar af modstridende følelser. Koncerten var virkelig god, Conor var sygt lækker, og gensynet på Roskilde senere samme år var endnu bedre, men hvor er det dejligt ikke længere at være nitten år og så utroligt emo. 

Bright Eyes var også mit soundtrack, da det selvfølgelig måtte stoppe med fyren et par måneder senere. Conor var dengang min tætteste ven, for jeg kunne slet ikke finde ud af at snakke med mine rigtige venner, og jeg har grædt spandevis af tårer til Haligh, Haligh, A Lie, Haligh, der er den mest sørgelige sang i verden. I dag prøvede jeg at lytte til Fevers and Mirrors igen, men selvom det er så længe siden dengang og selvom det ikke har betydet noget i årevis, fik jeg alligevel en lille knude i maven. (Det gik meget bedre med at høre 'Lifted', der er en close second og også et lille mesterværk. 'Lover I Don't Have To Love' er stadigvæk en dyster perle, ligesom jeg elsker den noget mere positive 'Bowl Of Oranges' med den fine video.) Det er utroligt, hvordan musik kan fremkalde følelser og minder bedre end billeder kan gøre det. 
også en ret sød 34-årig i 2014
Heldigvis er både Conor og jeg blevet voksne nu. For ham betyder det, at han laver nogle lidt kedelige countryplader, og jeg har lært, at kærlighed ikke skal være ensbetydende med en konstant følelse af usikkerhed og utilstrækkelighed - men i stedet det stik modsatte. Conor Oberst er på sin nyeste plade i eget navn, 'Upside Down Mountain' blevet noget mere positiv, og musikken har bestemt sine momenter, selvom han er en af de kunstnere, der er mest interessant når han er ulykkelig. Jeg kan dog sagtens unde ham at være glad; han har allerede lavet en lang række virkelig gode plader, og jeg glæder mig utrolig meget til at se ham igen - især fordi det ser ud til, at han spiller en af mine gamle favoritter, 'No One Would Riot For Less'

søndag den 3. august 2014

it's always worth living at least for a while

I går var min kæreste og jeg inviteret til hjemmelavet bøfsandwich hos min veninde og hendes mand, der i foråret flyttede ind i en skøn lejlighed på Islands Brygge. Sidst spiste vi lækre hotdogs hos min anden veninde, og jeg tænker, at det næste gang er vores tur til at invitere på en klassiker fra grillbarens menukort - måske et stjerneskud eller en halv kylling med pomfritter. Gårsdagens mad var helt i top, med svinsk meget sovs, hjemmesyltet agurkesalat og gammeldags Faxe Kondi, og vi spiste os så propmætte, at der ikke rigtig var nogen der sagde noget den næste time. En lille gåtur og en aftenøl nede ved vandet gjorde dog mirakler, og resten af aftenen gik med snak, musik, øl, vin og shots - og parspillet 'Kompromis', der faktisk var rigtig, rigtig sjovt, selvom min kæreste og jeg tabte med et brag. Ved firetiden cyklede vi lidt usikkert tilbage over Amager efter en super dejlig aften. Næste uge bliver også travl - både med arbejde, men også med gode koncerter og venindehygge, så det kan jeg sagtens overskue.