mandag den 2. maj 2016

and the world's got me dizzy again

Jeg er hjemme igen efter en ekstremt vellykket tur med min søster til Wien, der er strøget direkte ind på top 5 over mine yndlingsbyer. Wien er ikke den billigste by at besøge, men jeg synes nu alligevel vi fik meget for pengene alle steder - på restauranter, ved attraktioner, i den meget velfungerende offentlige transport og ikke mindst på vores hotel, der var over al forventning. Jeg havde godt nok smidt et par ekstra hundrede kroner efter det, men vi havde ikke regnet med at bo så fint eller centralt. Vi havde udsigt fra en balkon til den travle gågade Mariahilfer Strasse, men der var ingen larm fra gaden om natten - og morgenmadsbuffeten var fremragende. 
Vi ankom onsdag over middag, og det var også den eneste dag, der bød på lidt dårligt vejr. Torsdag var allerede meget bedre, omend lidt overskyet - men fredag og lørdag var full-blown forårsdage med høje temperaturer og solskin fra en klar, blå himmel, og det var så skønt og tiltrængt. Vores eventyr fra de solrige dage fortjener deres helt egne indlæg, og jeg er desuden slet ikke færdig med at sortere billeder endnu, så disse glimt er kun fra de første dage. Vi besøgte blandt andet Stephansdom og nød den velfortjente smukke udsigt efter en hårrejsende og bare hård tur op ad trapperne i det smalle klokketårn, og hestepiger som vi er (min søster mere end jeg, dog), skulle den smukke Spanske Rideskole naturligvis også besøges. Ridehallen var meget imponerende, og hestene i stalden flotte og søde - og forståeligt nok forskånet for kameraer, så det er altså ikke de ikoniske lippizanerheste, der på det nederste billede kører hunden rundt i hestevogn. 

lørdag den 30. april 2016

when will you realize Vienna waits for you?

Min søster og jeg er i Wien, og det er absolut vidunderligt. Vi skal hjem i morgen, men jeg er slet, slet ikke færdig med denne fantastiske by. Nu - overdådig morgenmadsbuffet på det (lidt for) luksuriøse hotel vi bor på, og så er det direkte ud i solen til flere eventyr i parker, på slotte og ved floden. Fortsættelse følger!

lørdag den 23. april 2016

but spring came bearing sunlight

Jeg har cyklet Amager rundt de sidste dage. Jeg havde lige brug for at finde cykelglæden igen ved at cykle uden for myldretiden og uden et formål, og det var skønt at mærke solen og blive blæst helt igennem ved vandet.  Jeg fandt et nuttet hus, hilste på en svane og spiste en is, og så gjorde det ikke så meget at jeg vågnede op til lidt snevejr i dag; især ikke, fordi jeg også har nogle skønne forårsdage i Wien i vente. 

onsdag den 20. april 2016

each day there are hours I skip like a stone

Det har været en ret hård start på ugen - der er vilde tilbud på arbejdet, så vi har meget travlt. Jeg fik heldigvis presset tre skønne venindeaftaler ind i slutningen af sidste uge, så jeg er ladet godt op på den front, og derfor har jeg med god samvittighed set tv-serier de sidste par aftener efter laaaange arbejdsdage. 

Jeg har opdaget den forrygende BoJack Horseman lidt sent, men det betød bare, at jeg kunne bingewatche de første to sæsoner - og så skal jeg kun vente et par måneder på sæson tre. Denne genrekrydsende animationsserie handler om den fallerede skuespiller, hesten BoJack, der ikke rigtig kan få sit liv til at hænge sammen, og nu svælger i alkohol og dårlige beslutninger. Han lever side om side med andre dyr og mennesker, og alle indgår temmelig uproblematisk i både venskabelige og intime relationer. Det fungerer overraskende godt, og de små detaljer om dyrenes særheder er SÅ sjove - hos hunden Mr. Peanutbutter hænger et kunstnerisk udført billede af tennisbolde, og BoJacks ekskæreste og agent, katten Princess Carolyn, har et kradsetræ på sit kontor. Helt fantastisk er afsnittet, der tager fat i den etiske problemstilling om at spise kød i et samfund, hvor man godt kan være bedste ven med en ko - besøget på en kyllingefarm er både sjovt og tankevækkende. 

Den overordnede fortælling i BoJack Horseman er faktisk både sørgelig og rørende. Bojack føler sig ensom og mislykket, og det går ærligt talt heller ikke forrygende for hans venner. Den unge Todd er min favorit - han er virkelig ikke ret intelligent, men han er loyal og velmenende, og Aaron Paul (som jeg også elsker) gør det fantastisk job med at lægge stemme til. Det gør de andre i øvrigt også - især Alison Brie er sød som Mr. Peanutbutters kæreste. Titelmelodien er ualmindeligt catchy, og jeg får den på hjernen i dagevis bare af at tænke på den; og resten af soundtracket er også fedt - første sæson slutter f.eks. af med Tegan and Saras 'Closer'! Som det måske skinner igennem, er jeg hurtigt blevet meget glad for BoJack Horseman, og den får en stor anbefaling med herfra. 
Jeg har også endelig fået tid til at se Aziz Anzaris komediedrama Master of None, hvis første sæson kørte over skærmen sidste efterår. Jeg elsker ubetinget alt ved Parks and Recreation - også Anzaris rolle som Tom Haverford, og jeg havde ret store forventninger til hans egen serie. De blev heldigvis indfriet, for Master of None er ikke bare sjov, men også rørende, skarp og intelligent. Anzari spiller Dev; endnu en skuespiller, der kæmper lidt med at slå igennem i New York, og serien følger hans dagligdag på jobs, på bar med vennerne og på dates  Den er ikke bange for at trække scenerne ud - f.eks. kan man til min store glæde finde en halvanden minut lang dialog om Eminems 8 Mile, og i et andet afsnit snakker de om feminisme i måske et kvarter. Aziz selv er klart stjernen af showet, men Noël Wells, der spiller hans flirt Rachel, er også rigtig god. 

I en af de bedste - og lange - introer nogensinde ser vi hvilke strabadser, som fædrene til Dev (Anzari) og hans ven Brian måtte gå igennem i deres barndom i henholdsvis Indien og Taiwan - hvor fattige de var, og hvordan de måtte arbejde hårdt på fabrikker for at spare op til rejsen til USA, hvor de arbejdede sig op fra bunden for at skabe det bedste liv for deres familier. Tilbage i nutiden har drengene ikke tid til at hænge ud med dem, fordi de skal nå i biografen for at se trailers inden den nye X-men-film ... Historien bliver kun bedre af, at det faktisk er Aziz Anzaris rigtige forældre, der spiller Devs far og mor i serien - for Aziz kunne ikke finde nogen skuespillere, der var lige så overbevisende i rollerne. 

Master of None er jeg altså også rigtig glad for. Afsnittene i begge serier holder sig under en halv time, så man kan sagtens give dem et skud - jeg synes i hvert fald, at de begge kan noget særligt. 

lørdag den 16. april 2016

my head is a carousel of pictures

Om to uger er jeg på forårets næste ferie - jeg skal nemlig til Wien med min søster lige om lidt. Det er helt perfekt, for de sidste par uger har været så hårde, at Marokko-overskuddet næsten er forsvundet helt - men jeg er sikker på at en tur til Østrig nok skal fylde depoterne op igen. Indtil da hjælper det lidt at se på billeder fra februar-turen, der virkelig var noget helt specielt. 
Jeg har altså lidt en svaghed for fine vejskilte skrevet på andre sprog, og de arabiske var endnu flottere end de irske. Her var også skiltet på engelsk, men mange steder var det arabiske kun oversat til fransk - lidt en prøvelse, da hverken min kæreste eller jeg taler sproget. 
Jeg ville ønske jeg kunne komme hjem og fortælle om, hvor meget jeg elskede maden i Marokko, men det var desværre ikke tilfældet. Ligefrem dårligt var det selvfølgelig ikke, og jeg er især glad for couscous, men jeg synes de overkoger deres grøntsager. Mange af retterne var lidt kedelige og vandede i det, men måske var vi bare uheldige. Jeg fik til gengæld noget fremragende vegetarisk mad et sted, der blandede det marokkanske køkken med alt det bedste fra andre madkulturer; og jeg var glad for de obligatoriske oliven, så helt skuffet er jeg trods alt heller ikke. 
Jeg havde generelt optur på over at gå rundt blandt appelsintræer. Hvor eksotisk er det ikke lige?
I påsken var jeg på Møns Klint, der bestemt er imponerende, men Atlasbjergene er trods alt noget mere overvældende. Vi brugte hele dagen på at køre over og langs med dem, og landskabet ændrede sig konstant - og de røde bjerge var nogle af de flotteste. 
Jeg kunne på ingen måde overskue at prutte om prisen på souvenirs, sko og andre livsnødvendige ting i souk'en, så min glæde var stor, da vi opdagede et marked med fixed prices - priserne var en anelse højere end hvad man måske ellers ville kunne forhandle sig frem til, men til gengæld kunne man få lov at kigge på tingene i fred og ro, og det udløste en sjælden shoppetrang hos mig. Jeg følte, at jeg ikke kunne leve uden et par marokkanske sutsko: et par babouche-tøfler, men de er tilsyneladende også på mode i år. Måske ikke i min farve, dog... 

torsdag den 14. april 2016

so much on my mind that it spills outside

Jeg havde den mest sindssyge dag i går. Denne reportage bliver lang, og jeg har ikke fotodokumentation fra dagens hændelser, så indlægget er i stedet er illustreret med katte fra Marrakech. Let's break it up:

07.30: Vågnede, gik i bad og spiste morgenmad. Ingen indikationer på, at det skulle blive en dag ud over det sædvanlige. 
08.30: Lod cyklen stå, fordi jeg skulle følges med min kæreste hjem senere. Skulle heldigvis kun vente et par minutter på bussen.
08.38: ...der så til gengæld kørte en cyklist ned på Christianshavn. Det var voldsomt ubehageligt, og jeg var nødt til at blive ved stedet for at snakke med politiet. Jeg håber, at pigen er okay - jeg tjekkede nyhederne hele dagen, men der stod ikke noget om ulykken, så det har forhåbentlig ikke været så slemt. Det så lidt slemt ud.
09.10 - 18.15: Kom lidt for sent på arbejde, og havde en laaang og travl dag. Der er rigtig mange kunder i butikken i de her dage, og de vil alle sammen snakke om vores lukning. Jeg skulle også hjælpe en ung fyr fra Finland med at finde sjove danske film og tv-serier, hvilket jo er umuligt. 
14.40: Jeg købte min frokost i Irma i Illum og skyndte mig mod udgangen, da jeg kun havde tyve minutter tilbage af min selvbetalte pause. Der blev jeg simpelthen stoppet af en vagt(!), der ikke kunne forstå, hvorfor jeg havde så travlt, og da jeg ikke kunne vise ham en kvittering, beskyldte han mig for at stjæle. Hvor dum tror han jeg er? Jeg havde mit arbejdstøj på og maden i hånden, og jeg blev rasende. Han gad da heller ikke tjekke med ekspedienten, men lod mig bare gå. Idiot.
17.50: Min far sendte en sms og ønskede mig god kamp. AaB og AGF skulle mødes i pokalsemifinalen, og jeg glemte det lige så snart jeg lagde telefonen i lommen. 
18.50 - 20.00: Aftensmad på simpleRAW. Vi opdagede pludselig, at aftenens koncert på Jazzhouse ville starte allerede 20.15, og der var ingen opvarmning.
20.10: Heldigvis var vi lige ved siden af Jazzhouse og nåede hele koncerten. Inden den startede, spottede jeg pludselig min ekskæreste! Min allerførste kæreste (og vel egentlig den eneste udover min nuværende, der nogensinde har haft dén titel) som jeg var sammen med i fire måneder da jeg var fjorten, men ikke har set i mindst ti år. Og så står han der til Xiu Xiu-koncert. Super syret. Koncerten gik i gang, og bagefter var han væk, men det var lige endnu et skud absurditet på en vanvittig dag. 
20.20 - 21.20: Forrygende koncert med Xiu Xiu, der denne aften fortolkede musikken fra Twin Peaks. Det var smukt, rørende, uhyggeligt, vildt og fedt, og jeg bliver aldrig træt af at kigge på Jamie Stewart.
21.30 - 22.45: Der var SÅ mange af mine venner og bekendte med til koncerten i går, og mange af dem har jeg ikke set længe, så vi kunne slet ikke få os selv til at gå hjem bagefter. Vi blev stående udenfor og snakkede om rejser, bøger, Game of Thrones og selvfølgelig koncerten, men til sidst kunne jeg næsten ikke stå på mine ben.
22.45 - 23.30: På trods af mine ømme ben, gik vi de tre kilometer hjem. Vi fulgtes med min nygifte veninde og hendes mand, der fejrede to-måneders bryllupsdag i går, og det var også virkelig rart at få snakket med dem igen. 
23.45: Vel hjemme kom jeg pludselig i tanke om fodboldkampen. Jeg havde en dårlig fornemmelse da jeg tændte computeren, og AaB havde da også ganske katastrofalt tabt 2-0. Nu kan jeg ikke slå ud af hovedet, at AaB tabte fordi jeg glemte at tænke på kampen, men jeg er altså også lidt overtroisk når det kommer til fodbold. 
23.59: Lidt i midnat kunne jeg endelig gå i seng, efter at have leget lidt med Jimmy, der heldigvis var helt normal. Sikke en dag!

mandag den 11. april 2016

born on a sunday, everyday is monday

De sidste tre måneder har behandlet mig så godt, at jeg helt havde glemt hvordan det er at være sur, bitter, ked af det og ekstremt frustreret. I dag har dog klart været den hidtil værste dag i 2016, og jeg er efterhånden snart ligeglad med, at jeg ikke er anonym herinde, for hold nu op, hvor er det op ad bakke at være ansat på mit arbejde lige nu. I dag har været en rutschetur af dimensioner, hvor vi først fik ekstremt gode nyheder; senere kunne vi læse i pressen, at nyhederne ikke var helt så gode som først antaget, og endnu senere fik min afdeling vel egentlig dødsstødet af den nye administrerende direktør - også i medierne. Vi aner stadig ikke, om vi er købt eller solgt; vi aner ikke, om vi har et arbejde i det nye opsæt, og vi aner ikke, hvornår det skal ske. Og selvom jeg heldigvis har andre planer i fremtiden, har det bare været en ekstremt frustrerende dag - det har trods alt været mit liv de sidste ti år.

Heldigvis mødtes jeg med (næsten) alle mine kollegaer i lørdags. En af dem, der også er en af mine gode venner, havde (med lidt hjælp fra sin søde mor) lavet persisk mad til femten mennesker, og vi havde en forrygende aften i den lille lejlighed med spisning på gulvet, god musik og masser af grin og dans. Vi jokede lidt med, at det måske var sidste gang vi alle var samlet som kollegaer - men jeg tror ikke vi for alvor havde regnet med, at det kunne være en realitet. Det er noget lort, og det bliver super mærkeligt at gå på arbejde de næste par måneder, mens butikken langsomt forbløder. Øv. 

fredag den 8. april 2016

how time can move both fast and slow

Jeg har ryddet lidt op på min telefon og fundet nogle meget gode stemningsbilleder fra de sidste par uger. I påsken besøgte jeg Kongelundsfortet længere ude på Amager, og det bød på en virkelig god udsigt over vandet, bunkevis af fugle og adskillige overflyvende ... ja, fly. Der var bidende koldt, men jeg skal helt sikkert cykle derud igen til sommer med min kæreste, en madpakke og en cola.  
Jimmy viste sig i øvrigt frem som herren af huset, da min far og søster var på besøg. Han viste dem, hvor dygtig/slem han er blevet til at åbne den skuffe i spisebordet hvor han snacks befinder sig, og de var meget imponerede. Lige om lidt fylder han i øvrigt fire år, det lille skind.  
Siden sidst har jeg også haft lidt mere nedtur over det her. 
I dag var en dag, jeg havde glædet mig til længe, for de to første singler fra Tegan and Saras nye album blev endelig tilgængelige. De skuffede dog desværre fælt, og jeg er lidt ked af, at de har behov for at være så ultrapoppede nu. Jeg er dog helt sikkert at finde på første række alligevel, hvis de kommer til Danmark igen, og jeg snupper selvfølgelig også gerne endnu en meet 'n' greet, for de er simpelthen et par helt vidunderlige piger. 
I dag var det desværre også blevet vores tur til at vaske trappe i opgangen. Det tog halvanden time, var utrolig kedeligt, og til lyden af Jimmy, der græd hjerteskærende på den anden side af døren, fordi han ville ud til os. Da vi endelig var færdige, belønnede jeg mig selv med en iskold cola og Erlend Loe på sofaen - jeg fik hans nyeste roman i fødselsdagsgave, og læser derfor de to første i Doppler-trilogien igen inden jeg kaster mig over den. Jeg er næsten glad for, at jeg aldrig har mødt Erlend Loe, for jeg svarer konsekvent de norske turister i vores butik på engelsk - jeg forstår simpelthen ikke, hvad de siger. 

Der er også blevet tid til lidt farvelægning - en aktivitet, jeg er blevet utroligt glad for. Ja, malebøger til voksne er efterhånden et latterligt hypet fænomen, men det er virkelig afstressende og enormt tilfredsstillende at udfylde de små felter. Og så var der endda en ugle!

torsdag den 7. april 2016

we've all got hungry bellies

Marokko havde faktisk et overraskende stort udvalg i chips, og de fleste kom heldigvis i så små poser, at jeg sagtens kunne nå at smage en del forskellige. Vi fik lov til at betale alt fra et par kroner pr. pose til sindssyge overpriser for blandt andet den pose på øverste billede, men de var også rejsens bedste, så det var ydmygelsen værd. Disse Fun-chips med pizza-smag smagte faktisk overraskende nok af pizza, og ikke på en klam, kød-agtig måde. De smagte af tomat, basilikum og ost, og de var perfekte som siesta-snack på vores tagterrasse. Otte ud af ti pringlesrør. 
Disse tre varianter af mærket Leader var den første indikation på, at noget var anderledes i det marrokanske chips-univers. De var lidt mærkelige i smagen - de var ikke for gamle, konsistensen var god nok, men de havde alligevel en udefinerbar eftersmag. Den blå variant med løg og ost var meget overvældende i smagen, hvor løget klart dominerede og var intens på den dårlige ånde-måde, og kebab-varianten var ikke meget bedre. De får et lille femtal hver, mens ostevarianten (der næsten altid står stærkt hos mig) lige kan snige sig op på en sekser - mest fordi det var rart med en mere anonym smag efter to insisterende smagsoplevelser. 
Jeg havde svært ved at skjule min begejstring, da vi i et spændende supermarked i den nye bydel fandt intet mindre end Gangnam Style-chips. Det var nyt og spændende, og rent guf for en anmelder som mig, der nogle gange er fanget i en endeløs strøm af forskellige bølgechips med sour cream & onion-smag. Jeg var villig til at være lidt large med min anmeldelse, bare fordi posen var så fantastisk. Desværre var de små, luftige majskugler måske de dårligste chips, jeg nogensinde har smagt. De skulle tilsyneladende smage af ketchup, men de smagte kun af meget luftigt pap. Jeg kan ikke med god samvittighed give dem mere end ét pringlesrør, og det får de udelukkende på grund af posens design.   
Lidt bedre gik det med de fire mikrosopiske poser af mærket Chipsy D'Or, som vi købte for ingen penge i samme supermarked som de forfærdelige Gangnam-snacks. De gyldne chips havde dog samme mærkelige grundsmag som Leader-chipsene, så det passede mig egentlig fint nok, at der ikke var 200 gram i hver pose. Den bedste af bunken var også den sikre - nemlig Sour Cream & Onion-varianten, der ender med syv pringlesrør, mens både Mexican Chili og Ketchup-varianterne er helt nede på et femtal. Især sidstnævnte skuffede ved ikke at smage nævneværdigt af hverken ketchup eller eddike. De stadigt relativt høje karakterer skyldes selve chipsenes udformning, og de skønne omgivelser de blev indtaget i. Solskin og en miniaturecola kunne dog ikke redde den sidste, sølle pose med en omgang mærkeligt krydderi, der smagte decideret ulækkert. De får et to-tal, fordi de stadig var klasser bedre end PSYs katastrofe. 
Hvis jeg blev glad for at se Gangnam snacksene, der allerede har fået alt for meget taletid, blev jeg decideret euforisk, da jeg så de marokkanske Lays med Cheese flavor. Jeg var helt sikker på, at jeg endelig havde fundet de legendariske Queso Blanco-chips fra Den Dominikanske Republik, og på gåturen hjem fortrød jeg allerede, at jeg ikke havde købt flere. Det skulle dog vise sig at være en god beslutning, for det var ikke de samme chips. De gør altså et eller andet underligt ved deres chips i Marokko, for selv Lays smagte off, og denne variant var ikke god. Den fortjener måske seks pringlesrør, men jeg giver den kun fem, fordi jeg blev så skuffet.   
Testens sidste omgang chipsposer var også nogle af de dyre af slagsen - vi købte dem i en café ved en busholdeplads, der var første stop efter vores overnatning i ørkenen, og de fungerede derfor også som vores morgenmad, da tørt brød serveret klokken halv syv om morgenen ikke var helt så fristende. Det kan derfor ikke helt udelukkes at disse Chio-varianter får en lidt højere karakter end de egentlig fortjener, for de var altså ret gode efter tre timer i en bus på tom og rumlende mave. Egentlig var de begge bare ganske hæderlige, omend oste-varianten blev en anelse kvalm i længden. De får begge syv pringlesrør af mig.

Marokkos chips tog mig altså ikke helt med storm, men jeg giver stadig point for deres store udvalg, der på kartoffelsnack-fronten var bedre end de fleste andre lande, jeg har besøgt, og det havde jeg ikke regnet med. 

tirsdag den 5. april 2016

open the curtain and let in some sky

Da jeg gik med dette indlæg i tankerne, var det egentlig for henkastet at fortælle, at jeg endelig har meldt mig ud af folkekirken - men så glemte jeg at nævne det, da jeg skrev om min dødsangst for de københavnske cykelstier. Udmeldelsen har ellers været sytten år undervejs, eftersom jeg allerede i 1999 valgte ikke at blive konfirmeret, men det har altid virket så besværligt rent faktisk at gøre det. Langfredag, af alle dage, fandt jeg dog tilfældigt ud af, at jeg bare kunne sende en e-mail, og så meldte jeg mig altså ud. På en eller anden måde føles det lettere blasfemisk at have meldt mig ud på så hellig en dag, og jeg har næsten haft lidt dårlig samvittighed siden - hvilket vel er det mest kristne, jeg har følt mig i årevis. Oh well. 

Billederne er fra endnu et palads i Marrakech, men jeg har alligevel forlængst brudt mit løfte om ikke at fortælle om hver.eneste.seværdighed i Marokko, så jeg kan lige så godt vise jer en af de pæneste. Vi besøgte Bahia-paladset en tidlig morgen i strålende solskin; der var endnu ikke så mange gæster, og så var det endda også åbningsdag for kunstudstillingen 'Not New Now', der havde værker ved flere gamle steder i byen. De moderne værker passede virkelig godt ind i de normalt tomme rum, hvor det ellers var de imponerende udsmykninger af loftet, der tiltrak sig mest opmærksomhed. Jeg matchede endda med en af udstillingerne!