mandag den 16. oktober 2017

and I will color in the meaning

Jeg har haft en helt fantastisk hyggelig weekend med besøg af min far og min søster, men i morges måtte jeg sende dem retur til Jylland, da begrebet 'efterårsferie' desværre ikke eksisterer i min verden. I dag startede jeg nemlig på anden del af mit første hovedforløb på Roskilde Tekniske Skole, og i dag startede også tolv nye mennesker i min klasse. Nu er vi 46(!) elever i klassen, hvilket allerede er ganske ulideligt, så jeg er lidt spændt på hvordan de næste seks uger bliver. Undervisningen lyder heldigvis ret spændende; vi har blandt andet adfærdsbiologi og dyrevelfærd på skemaet.

I sidste uge afsluttede vi en række fag, og i zoologi og biodiversitet skulle vi som tidligere nævnt blandt andet aflevere en planche om en truet dyreart. Det virkede helt ærligt lidt fjollet, men hele klassen endte faktisk med at gå mere eller mindre all-in, og det var et ret hyggeligt afbræk fra prøver og fremlæggelser. Min gruppe skrev om den syriske guldhamster, hvis levested er lige omkring Aleppo, så selvom den ikke er klassificeret som direkte truet på IUCNs Redlist, kunne vi godt retfærdiggøre at beskæftige os med den nuttede gnaver. Vi var især stolte af tegningen, vores brug af et cute meme, og vores lille folderholder, som alle de andre grupper straks kopierede. Der var mange kreative og fine projekter, og jeg er blevet klogere på alt fra tapirer til zebrahajer og ål. 

fredag den 13. oktober 2017

my actions are orchestrated from above

Efteråret har været pænt den sidste uges tid, selv om det har rusket og revet i træerne udenfor. Mine morgener er kolde og mørke, men når jeg når Roskilde og begynder min gåtur fra stationen, er solen stået op og har også kigget frem bag skyerne af og til. Jeg har ikke haft tid til at være i vandet i denne uge, og nu frygter jeg, at løbet er kørt for i år - med mindre min veninde snarest lokker mig med igen. 
Dagen i går var relativt hektisk. Vi fik afleveret vores projekt til zoologi og biodiversitet - det var en nydelig planche om den syriske guldhamster, som jeg selvfølgelig viser jer senere - og hvis I ikke kan leve i åndeløs spænding indtil mit næste indlæg, kan I tjekke min instagram. Derefter fik vi også en prøve (skal trods alt ikke kun bedømmes på en planche), og så måtte jeg skynde mig tilbage til København for at nå Jimmys første dyrlægetid. Han er fem år gammel, og han har aldrig været uden for lejligheden (andet end når han er stukket af ud i opgangen), så det var helt ærligt en ret nervepirrende oplevelse. Især fordi jeg bare spændte ham bagpå cyklen - som jeg dog bare trak. Men han klarede det hele SÅ flot, han er sund og rask og kun tæt på at være lidt for tyk.
En hurtig vaccination og en godbid senere var vi på vej tilbage igen, så jeg kunne nå at sidde klar ved computeren for at tage en prøve i virksomhedskultur hjemmefra, fordi jeg ikke kunne overskue at flytte dyrlægetiden tredje gang. Det var hektisk! Efter lidt lynrengøring i lejligheden blev jeg samlet op af min veninde, og så gik vi på Spiseloppen og spiste en lækker tre-retters menu. Jeg er efterhånden så sjældent på restaurant at jeg føler et behov for at vise jer min forret med gedeost, men den var også ret god. Derefter hjem og læse op til en prøve i smittebeskyttelse i dag, og så på hovedet i seng. I dag har vi afsluttet første del af dette skoleforløb; ugen har som sagt været fyldt med prøver og fremlæggelser, og allerede på mandag starter vi nye fag. Om lidt kommer min far og søster kørende fra Jylland, og jeg ser frem til en FED weekend, og jeg er sikker på, at vi nok skal finde tid til lidt afslapning også. 

tirsdag den 10. oktober 2017

it's a dream you'll soon deny

I slutningen af september ramte endnu en Stephen King-adaption tv-skærmene, og jeg VED godt, at det har handlet meget om Stephen King på det sidste, men jeg kan lige så godt advare jer - som jeg skrev her, er der stadig flere projekter i støbeskeen. Denne gang har Mike Flanagan og Netflix instrueret og produceret filmatiseringen af thrilleren 'Gerald's Game', som jeg genlæste for et par år siden og havde lidt blandede følelser for. Historien er faktisk rigtig god, men bogen var for langtrukken, selvom det måske er meningen - jeg spoiler ikke ret meget ved at fortælle, at det meste af handlingen foregår med hovedpersonen Jesse lænket til en seng i håndjern i et øde sommerhus med sin døde mand ved foden af sengen - og romanen er langt hen af vejen uden dialog. Derfor er det egentlig et ganske modigt valg at filmatisere den, og selvom jeg måske også har lidt blandede følelser denne gang, er Gerald's Game bestemt ikke nogen dårlig film, og helt sikkert det bedste man kunne få ud af det lidt lunkne forlæg. 

Jesses mand Gerald vil gerne spice deres sexliv lidt op. Han lænker hende fast til sengen, tager en Viagra, får et hjertestop og dør oven på hende. Det er en mildest talt uheldig situation, og selvom jeg ikke er ubetinget glad for Carla Guigno, gør hun det virkelig godt i den altdominerende hovedrolle. De kommer godt omkring problemet med, at Jesse er den eneste person i rummet - hun begynder at hallucinere og  have samtaler med  både Gerald (Bruce Greenwood) og en stærkere, no-nonsense version af hende selv - samt at have flashbacks til en traumatisk episode fra en solformørkelse hun overværede som tolvårig. Hendes tolvårige jeg spilles i øvrigt meget overbevisende af Chiara Aurelia, og hun er klart filmens bedste indslag. Derudover er jeg glad for de utallige King- referencer - ligesom i bogen spiller historien om en stærk kvinde, Dolores Claiborne, en ret stor rolle; Gerald henviser til Cujo, Bag of Bones og The Shining - og bedst af alt siger han 'all things serve the beam', hvilket stammer direkte fra The Dark Tower-serien. Det er nemme tricks, men det går rent ind hos mig. 

Fra at starte lidt langsomt ud, udvikler filmen sig faktisk til at blive ret medrivende og rørende - og lidt senere også ganske voldsom og blodig. Mike Flanagan ER trods alt også manden bag klassikere (ahem...) som Oculus, Hush og Ouija: Origin of Evil, men jeg havde alligevel ikke forventet så drastisk en udvikling, selvom jeg jo godt kendte historien fra bogen. Det var en dejlig overraskelse. Filmens sidste ti minutter trækker desværre ned igen; det er en underlig, overforklarende og utilfredsstillende slutning på en hæderlig historie, men den er taget næsten direkte fra romanen, så det kan jeg ikke klandre instruktøren for. Jeg har faktisk læst, at Flanagan, der også er stor King-fan, godt vidste at epilogen ville dele vandene, men at han havde besluttet sig for at gå hele vejen, da han startede projektet. Alt i alt er Gerald's Game et hæderligt match mellem en kvinde og hendes indre dæmoner - og måske også en ægte en af slagsen. 

fredag den 6. oktober 2017

above our heads it swung

Onsdag aften var der en heftig aktivitet på gruppechatten omhandlende vores store rotteprojekt. De sidste detaljer blev finpudset, begreber blev vendt en sidste gang, og opgaven blev printet i to eksemplarer med de dertil indkøbte farvepatroner og sirligt placeret i  ligeledes nyindkøbte mapper. Torsdag over middag kunne vi derfor trygt aflevere til vores lærer, og følte egentlig at det havde været besværet værd, selvom alle de andre i sidste øjeblik fik lov til at aflevere elektronisk. Oh well. I morges møder jeg op i klassen som en af de første og finder et rædselslagent gruppemedlem med vores opgaver i hånden - de lå på kateteret, for vores lærer havde glemt at aflevere dem videre til den lærer, der rent faktisk skulle have dem... Efter lidt hysteri, et telefonopkald med en skuffende skeptisk lærer, der ville høre om vi nu havde afleveret til tiden (hun kender os tydeligvis ikke) og en opklarende mail fra flov, glemsom lærer løste det hele sig, men det var en... anstrengende start på dagen. Skoledagen sluttede i øvrigt med en biologiprøve, og denne fredag har i det hele taget været ret mandagsagtig. Men NU er det weekend!

tirsdag den 3. oktober 2017

there was a band playing in my head

Imens jeg har travlt med gruppeprojekter om avl af rotter og guldhamsterens oprindelse, ligger min kæreste ikke på den lade side. Han har gang i projekter med både Own Road og Big Dust, og jeg glæder mig meget til at høre de færdige plader og se ham spille koncerter igen. Og det kan godt være, at jeg er samler - men jeg synes efterhånden godt jeg kan tillade mig at sige at han er ved at have indhentet mig. De seneste år har han anskaffet sig en imponerende mængde strengeinstrumenter (de to i baggrunden på nederste billede var min morfars), og jeg er taknemmelig for hans øvelokale, for vi har på ingen måde plads til dem i lejligheden - selvom de bestemt er flotte. 
Underligt nok har han ikke spurgt mig om jeg vil bidrage med lidt blokfløjte på et par af numrene. Han har ellers været så sød at købe ikke bare en, men TO blokfløjter til mig; den ene på et instrumentloppemarked ved Rundetårn. Jeg spillede lidt blokfløjte da jeg var barn, men kan helt ærligt ikke huske, om jeg var god til det - det er jeg i hvert fald ikke nu, selvom det er virkelig sjovt. Jeg kan spille én sang perfekt, men den er også virkelig nem; jeg snakker selvfølgelig om den med spillemanden, der tilsyneladende hedder 'Kasketten'. Sangen, ikke spillemanden. Blokfløjten skal heller ikke med hjem i lejligheden, da jeg tænker den vil være en ret oplagt årsag til dårligt over-, under- og naboskab, men jeg vil fremover gå fløjte-amok når jeg besøger min kæreste i hans øvelokale. 

torsdag den 28. september 2017

and I'll hide from the world

Jeg ligger vandret i øjeblikket, føler jeg. Gruppearbejde ER virkelig en bitch, og jeg stresser meget mere over at færdiggøre vores projekter, end hvis jeg havde arbejdet alene. I går fik jeg dog en tiltrængt pause fra opgaveskrivningen, da jeg tog på Cocks & Cows med to veninder (den ene er hende, der gjorde gruppearbejdet tåleligt sidste år på grundforløbet), og bagefter i biografen for at se Darren Aronofskys 'Mother!' Han er en af mine yndlingsinstruktører, og jeg var meget spændt på at se denne dramathriller, som jeg nærmest ikke vidste noget om inden. Det var en god idé, for det er virkelig en film der vinder på overraskelsesmomentet, chokerende scener og en stadigt stigende WTF-følelse. Jeg kan stadig ikke helt sige, hvad jeg præcis var vidne til, men filmen fik mig til at føle rigtig meget, og det er altid en god ting. (Måske med undtagelse af The Human Centipede-filmene. Dem ved jeg stadig ikke helt, hvad jeg skal synes om.)
Billederne er fra sidste weekend, hvor jeg var i et helt andet gear, da jeg besøgte min far og søster i Jylland. Det var den bedste weekend meget længe, vi hyggede os utrolig meget sammen, og det var så underligt at tænke på, at det måske var sidste gang vi var samlet uden det kommende familiemedlem. Min søster er SÅ smuk gravid, og jeg bliver helt rørt, hver gang jeg kigger på hende. Det skal nok blive yndigt, når jeg rent faktisk skal møde min niece. Vi slæbte en masse gammelt legetøj ned fra loftet og stillede børnebøger og dukkevogn frem på min søsters gamle værelse, og bagefter kunne jeg ikke lade være med at sortere min fars gamle tegneserier, som også jeg har læst hundrede gange. Vi fik også plantet lyng på kirkegården hos mor - min søster er normalt den kyndige gartner, men den store mave sendte mig på knæ i stedet, og selvom resultatet blev helt fint, er jeg glad for at jeg endte med at vælge dyrepasseruddannelsen frem for at blive gartner. 

lørdag den 23. september 2017

and ya feel yourself shrinkin'

Trods min skoletravlhed kan jeg faktisk også se tilbage på et par uger der har været fyldt op med gode aftaler, biografture og koncerter, og jeg er helt overrasket over hvor stort et overskud jeg har haft i begyndelsen af dette efterår. I går var jeg til en lidt skuffende koncert med Forest Swords på Jazzhouse, i morgen skal jeg mødes med mine gymnasieveninder, og i dag skal jeg skrive opgave om rottens sanser og mindes den eftermiddag, hvor jeg hyggede mig med to venner og miniatureslik fra Japan . 
En af mine venner er blevet gift med en rigtig sød pige fra Japan. Hun er leveringsdygtig i noget af det mest bizarre slik, jeg nogensinde har set - selv tilforladelige bolcher var pakket ind med billeder af blomster og katte - og størst indtryk gjorde de pakker med 'nudler' og 'sushi', der krævede en ret dedikeret og koncentreret arbejdsproces, der mest af alt gjorde én lidt bekymret over at skulle indtage mærkelige pulverarter. Her kan man se en video af den absurd lange proces med at lave nudelsuppen øverst, og sushien tog mindst lige så lang tid. Det var simpelthen så skørt, men også ret hyggeligt, og selvom det hele smagte enormt kunstigt, var det ikke decideret dårligt. Jeg fik også en nuttet vinkekat forærende, og vi grinte længe af det absurde, dovne æg Gudetama, der er en af Japans yndlingsfigurer. Det var en rigtig god dag, og min ven har lovet at tage flere mærkværdige slik-udformet-som-mad-produkter med hjem til os. 
Jeg har også været en tur på rockmuseet Ragnarock i Roskilde med min veninde, der arbejder på festivalen lige ved siden af. Jeg kan se den flotte bygning fra min skole og har længe haft lyst til at besøge den - det blev en søvnig tirsdag eftermiddag, hvor vi var så heldige at have stedet næsten for os selv. Hele udstillingen er ret interaktiv, hvilket jeg normalt er lidt skeptisk omkring, men jeg synes der er flere gode løsninger og mange dragende knapper på Ragnarock. Den kæmpestore, roterende pladespiller er ikke til at stå for, og det var perfekt at ligge på den, glo op i loftet og snakke lidt om gamle dage. Det var også den helt rigtige veninde jeg havde med, for hun kendte mig dengang radioprogrammet Det Elektriske Barometer betød riiiiigtig meget for mig, og selvom det er en historie til en anden dag, blev jeg virkelig glad og enormt nostalgisk over at se et helt hjørne dedikeret til programmet. Jeg kan sagtens anbefale et besøg på Ragnarock, men jeg ville nok prøve ligesom os at ramme en dag, hvor man ikke skal vente på at komme til de forskellige ting i udstillingerne. 

torsdag den 21. september 2017

swoon with each word he speaks

I dag fylder en af mine allerstørste helte 70 år. Der er selvfølgelig tale om mørkemesteren Stephen King, der har udgivet romaner i en lind strøm siden 1972, og som ikke virker til at ville sænke farten lige foreløbigt. I 2017 har vi allerede fået den lille 'Gwendy's Button Box', som jeg skriver lidt mere om længere nede, og nu på tirsdag udkommer 'Sleeping Beauties', som han har skrevet sammen med sønnen Owen King. Året har også været ganske overvældende når det kommer til adaptioner af hans værker - jeg har allerede snakket om både 'The Mist', 'The Dark Tower' og 'It'; lige nu kører 'Mr. Mercedes' over skærmen (og det er virkelig godt), en filmatisering af 'Gerald's Game' rammer Netflix 29. september, og i næste måned gælder det '1922' fra novellesamlingen 'Full Dark, No Stars'. Nogen ville måske mene, at vi har nået smertegrænsen, men jeg bliver aldrig træt af at beskæftige mig med Stephen King, og desuden er hans projekter så utroligt forskellige, at ingen af produktionerne virker som noget, vi har set før.

Det er svært for mig at beskrive, hvor meget Stephen King har betydet for mig, men måske min store dedikation til manden her på bloggen taler sit eget tydelige sprog. Jeg har været fascineret af ham så længe jeg kan huske - mit første minde er billedet af den uhyggelige vampyr på ryggen af min fars udgave af 'Salem's Lot', der blev ved med at drage mig mod bogreolen; dernæst blev jeg skræmt af Pennywise på tv-skærmen, der ellers var forsøgt skjult under et tæppe, og som otte-ni-årig fik jeg endelig lov til at læse min første Stephen King-historie, 'Cycle of the Werewolf'. Og så har jeg ikke set mig tilbage siden. Et stort tillykke til min ultimative yndlingsforfatter - og tak til min far for at have opdraget mig godt med gys, hekse og horror. 
'Gwendy's Button Box' udkom i maj måned og er et samarbejde mellem Stephen King og Richard Chizmar, der er manden bag forlaget 'Cemetery Dance', der har udgivet flere enormt flotte special edition-udgaver af Kings værker. Den bliver markedsført som en 'novella' - altså en lang novelle eller en kort roman - og den er da også kun på 170 sider med absurd korte kapitler og en skriftstørrelse, der minder mest om bogstaverne i en læs-let bog. Og det er faktisk en skam, for jeg tror der gemmer sig en rigtig god historie mellem de korte sætninger, men den får aldrig tid eller plads til at folde sig ud.

Historien har ellers alle forudsætninger for at blive en King-klassiker. Den foregår i den fiktive King-by over dem alle, Castle Rock, hvor også 'The Dead Zone', 'Cujo', The Dark Half og The Body (Stand By Me) udspiller sig, og som blev jævnet med jorden i 'Needful Things' fra 1991. Det er dog ikke noget problem i 'Gwendy's Button Box', for første gang vi møder vores 12-årige hovedperson Gwendy Peterson er i 1974, hvor hun okser op og ned af de famøse 'Suicide Stairs' for at miste noget af det hvalpefedt, hun bliver drillet med i skolen. På toppen bliver hun råbt an af den sortklædte, mystiske Richard Farris, og han er den anden grund til, at historien er ekstra interessant for os constant readers. Richard Farris deler nemlig forbogstaver og flere karaktertræk med den famøse Randall Flagg, der også er kendt som netop 'The Man in Black'; den primære antagonist i flere af Kings historier. Desværre virker disse to callbacks en anelse konstruerede; for min skyld kunne historien ligeså godt foregå et andet sted, og selvom det er sjovt med et gensyn med RF, virker det lidt for meget som en gimmick. 


Gwendy tager lettere skeptisk imod en æske med knapper fra den fremmede. Ikke tøjknapper, som jeg først forestillede mig, men knapper der kan trykkes på og aktiveres. Jeg vil ikke spoile noget, men den unge Gwendy kommer pludselig til at stå med et ret stort ansvar for hele verdens velbefindende uden egentlig at ville det - for knapperne og æsken i sig selv har en enorm og uforklarlig magt, som der bliver givet ret interessante eksempler på. Vi følger derefter Gwendy og æsken igennem de næste ti år af hendes liv i både high school og på college, og alene dét er jo absurd for så kort en fortælling. Historien er egentlig både god og spændende; jeg er bare efterladt med samme fornemmelse som da jeg læste 'Harry Potter and the Cursed Child' - der mangler noget. I tilfældet med Harry Potter skyldes det selvfølgelig, at udgivelsen ikke er en roman, men et skrabet teatermanuskript - men sådan skal det jo helst ikke føles, når man læser en Stephen King-historie. Noget af det, King gør bedst, er de laaaaange og grundige beskrivelser af både karakterer og deres omgivelser, og det er der slet ikke plads til i 'Gwendy's Button Box.' Desværre. Jeg sidder derfor tilbage med en lidt flad fornemmelse og en idé om at historien ville have været meget bedre, hvis der havde været arbejdet lidt mere på den - i denne form virker den egentlig mest som et udkast. Den er dog hurtigt læst og var et kærkomment afbræk i ventetiden på 'Sleeping Beauties', som jeg forventer mig noget mere af.  

søndag den 17. september 2017

I thought there was a virtue in always being cool


Fire ugers skolegang ud af fjorten er nu overstået, og helt overordnet føler jeg mig ret godt tilpas i skolen. Det har hjulpet gevaldigt på holdsammensætningen i klassen at alle nu HAR en elevplads, og derfor (som udgangspunkt) er noget mere seriøse i deres tilgang til undervisningen, men det skaber også nogle udfordringer for mig, og jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det uden at lyde som verdens største idiot. Men. Jeg er vant til at have styr på tingene. Jeg er vant til at kende svarene på lærerens spørgsmål, og jeg plejer ikke at være bleg for at række hånden i vejret for at gøre opmærksom på det - det var kun tyskstudiet på Københavns Universitet der pillede mig lidt ned igen, og det var hurtigt glemt, da jeg sidste år startede på et grundforløb på en teknisk skole. Vi havde flere fag på F-niveau - et niveau, jeg ikke engang anede eksisterede, og jeg cruisede relativt nemt igennem de ti uger sidste efterår.
Det har altså ændret sig lidt nu. Jeg går ikke længere i klasse med 16-årige, skoletrætte SU-ryttere, men derimod med topmotiverede unge (og ældre - jeg er kun femteældst; og ja, jeg har undersøgt det), hvor langt de fleste har gået i gymnasiet, og en god sjat har også en universitetsuddannelse i baghånden. Vores biologiundervisning er IKKE på F-niveau (at vi så bedømmes derefter ved aflevering af en planche - en PLANCHE! - er en anden sag), og eftersom jeg ikke har haft biologiundervisning i snart femten år, har jeg faktisk lidt svært ved at følge med. Vi har kun lektier for til omkring hver tredje lektion, og vi ved ikke altid, hvad undervisningen byder på, så jeg kan ikke engang læse op inden undervisningen - og det bevirker altså, at jeg indimellem føler mig lidt dum. Jeg har aldrig før hørt om ribosomer og prokaryoter, og selvom jeg så til gengæld ved en masse om filmanalyse og tysk historie, kommer det bare aldrig til at være vigtigt i min nye uddannelse. 
Heldigvis er det meste både spændende og relevant. I sidste uge var jeg for en kort stund tilbage på min elevplads, da jeg skulle lave en opgave i faget smittebeskyttelse, og der fik jeg bekræftet at undervisningen ER vigtig. Jeg har fået åbnet øjnene for mange ting, og der er helt sikkert noget, jeg vil tage med mig tilbage på arbejdspladsen - jeg skifter f.eks. ALDRIG et filter uden en maske igen, og det er egentlig heller ikke så lækkert, at jeg spiser frokost i mit arbejdstøj. Biodiversitet og zoologi har jeg allerede rost til skyerne, og et fag som virksomhedskultur er egentlig også meget godt at have, selvom det virker lidt søgt. Mindre vigtigt er f.eks. dele af faget foder og fodring, hvor vi forleden brugte fire stive timer på at se noget rottefoder brænde for at finde askeindholdet. Næste gang skal vi finde fedtindholdet, og jeg forudser, at det bliver lige så åndeløst spændende. 
Jeg har det bare lidt svært med at føle mig dum. Det er en uheldig rest fra min ungdom, hvor jeg altid var på vagt, og hvor det værste jeg kunne forestille mig var at blive til grin. Det er blevet meget bedre efter jeg selv har fået det bedre, men jeg bryder mig ikke om at være på glatis i situationer, hvor alle omkring mig har meget bedre styr på tingene. Forleden havde vi stjerneløb på skolen (lærerne ønsker heller ikke at spilde vores tid, så for at nå de usandsynligt mange fjollede målpinde i hvert fag uden at bruge ALT tiden på det, samler de det mindst væsentlige på nogle temadage), og på billedet ovenfor er mit tilfældigt sammensatte hold i gang med at banke en hegnspæl i jorden. Det var lige til at finde ud af, men på de andre poster skulle vi skifte hjul på en traktor, lave en forlængerledning, bygge en ramme af træ, lappe en cykel og fikse et lysstofrør, og jeg var totalt ubehjælpsom og en ganske uduelig holddeltager. De to andre piger var heldigvis ikke meget bedre end mig - uden Frederik var vi aldrig kommet igennem, og det er jeg helt ked af at sige, men det er altså et faktum. Heldigvis var jeg den eneste, der kunne samle et hestehovedtøj (og jeg fandt også på vores kampråb) - hvilket også var det eneste der stoppede mig fra at gå hjem under dynen og skamme mig.

Det er forkert at sige, at jeg øver mig i ikke at være blandt de allerbedste, for vi er faktisk der, hvor jeg øver mig i at være middelmådig. Igen, jeg ved hvor arrogant det lyder, men det har tidligere været en stor del af min identitet at være stræber i positiv forstand, og det er lidt svært at acceptere, at jeg lige nu ikke ligger i toppen af min klasse.  Jeg kan heller ikke stoppe med at skrive om det, tilsyneladende, men jeg skal have klassificeret den syriske guldhamster til i morgen, så jeg må hellere slutte nu. 

mandag den 11. september 2017

rain is flowing around in my veins

Jeg har sådan glædet mig til at skulle fortælle om mit forhold til Stephen Kings It, for det er en af mine absolutte favoritter - både af gysermesteren selv, men bestemt også i det hele taget. Jeg har et helt særligt forhold til den over tusind sider lange roman, som jeg læste første gang som elleve-årig, efter at have plaget min far i årevis om at få lov, og det er også en af de bøger, jeg har genlæst flest gange - syv eller otte er det vist blevet til.  Jeg har dog villet vente med at snakke om bog og tv-film til dette års nye filmatisering ramte biograferne - det gjorde den i torsdags, og jeg kan ikke få armene ned - men first things first; det fremragende oplæg (jeg kan allerede mærke, at det her bliver langt.)
Selvom jeg læste bogen i en relativt ung alder, var det ikke det uhyggelige 'It', der gjorde størst indtryk på mig. Det var tværtimod følelsen af pludselig at være en del af et fællesskab, for de syv medlemmer i The Loser's Club blev hurtigt mine bedste venner, og der er mindst lige så meget coming-of-age som der er horror i romanen. Jeg kan huske følelsen af at ligge i min seng med Michael Jackson-sengetøjet og tøjdyrene ved sengegærdet og læse om vennerne, der brugte lige så meget tid på at bygge dæmninger og hemmelige huler, spise slik og læse tegneserier og generelt fjolle rundt, som de gjorde på at jage et uforklarligt og udefinérbart onde, der var så meget mere end bare en uhyggelig klovn. (Ikke at klovnen ikke er vigtig, dog. Pennywise er en af mine yndlingskarakterer nogensinde, og jeg elsker den t-shirt, min far har givet mig - jeg havde den på til premieren.)

Historien om byen Derry er noget af det bedste, Stephen King nogensinde har skrevet. Det er en fortælling om den snigende følelse af ubehag, det er folk, der kigger den anden vej, når børn bliver overfaldet, det er incest, overgreb og vold, og det er uforklarlige katastrofer hvert 27. år, der spreder død og ødelæggelse i byen. It er en ambitiøs roman, der binder alle tråde sammen til sidst (altså... måske mister den lidt fokus, enkelte steder. Constant Readers vil vide, hvad jeg taler om), og dens længde gør det muligt at fordybe sig  totalt i universet. Den er brutal og voldsom, og virkelig, virkelig god. En kæmpestor anbefaling herfra. 
Før jeg overhovedet fik lov til at læse bogen, havde jeg allerede set glimt af tv-filmene fra 1990. I starthalvfemserne var man nødt til at have fjernsynet tændt på kanalen, hvis man skulle optage noget på et VHS-bånd, så da It løb over skærmen hjemme i vores stue, havde min far hængt vores store, brune tæppe op over fjernsynet, så jeg ikke skulle få tidlige klovnetraumer. Tæppet havde dog (selvfølgelig) en mystisk, dragende effekt, og jeg snød mig til flere, hurtige kig, der dog kun gjorde min nysgerrighed større. Og måske har jeg faktisk set filmene før jeg læste bogen, for jeg kan i hvert fald ikke huske at have forestillet mig andre kandidater til The Loser's Club end banden fra tv-filmene. Jeg var SÅ forelsket i Bill; den plagede, smukke, stammende knægt, der var gruppens uofficielle leder, og jeg var lidt misundelig på søde Beverly, der var den eneste pige i flokken. Og meget kan man sige om filmene, men castingen af børnene var der bestemt ikke noget galt med - de er den primære årsag til, at første del af It er så markant bedre end del to.

For der er desværre en del to af tv-filmene fra 1990. Den er decideret forfærdelig. Tim Currys udgave af klovnen Pennywise er ikonisk, og han er heldigvis (selvfølgelig) genganger i del to, men ellers er der ikke ret meget godt at sige om det ubeskrivelige makværk, der ellers skulle afslutte den spændende historie. Bogens endelige opgør med It i kloakken er ganske svært at få overført til det store lærred (noget med parallelverdener, andre planer og det faktum, at It kun påtager sig en fysisk form for at kunne æde), men tv-filmene har valgt den absolut værste løsning med en latterligt dårligt lavet edderkop og elendigt skuespil i massevis; sidstnævnte i øvrigt et generelt kendetegn for del to. Det gør ondt at se 'mine' venner portrætteret så åndssvagt og uden følelser, og det trækker gevaldigt ned i mit samlede indtryk. For mig er der dog også stærk nostalgi forbundet med filmene - en følelse man bestemt ikke må underkende - så jeg vil nok altid se positivt på de gamle film uden decideret at kunne anbefale dem. 
Nu er der gået 27 år siden tv-filmene; It er vågnet igen, og det er blevet tid til endnu et bud på en af mine yndlingshistorier - så på premiereaftenen i torsdags satte jeg mig forventningsfuldt til rette i den store, mørke biografsal i Imperial med en god veninde på hver side. Jeg var ikke helt så nervøs som til premieren på 'The Dark Tower', for 'It' er allerede blevet filmatiseret én gang, og jeg havde en klar forventning om, at denne nyfortolkning kun kunne blive bedre.

Det blev den. 

Den nye It er som udgangspunkt langt voldsommere end tv-filmene, der trods uhyggen havde et væld af begrænsninger på de grafiske scener. Fem minutter inde i den nye film måtte jeg kortvarigt række armene jublende i vejret, da den ikoniske åbningscene med lille Georgies papirbåd var ekstremt veludført. SPOILER - hallo, hvor tit ser man lige en femårig dreng få revet armen af, kravle grædende væk fra stedet blot for at blive revet tilbage af verdens mest uhyggelige klovn? Stor pil op for mængden af blod, vold og gore - selv en forholdsvis uskyldig brækket arm kan virkelig se ulækker ud. Åbningsscenen gjorde også mine bekymringer omkring castingen af Bill Skarsgård som Pennywise til skamme - jeg er virkelig fan af denne nyfortolkning, der gør Pennywise noget mere goofy, men bestemt ikke mindre skræmmende. Jeg er vild med at han savler! 
Jeg har været allermest spændt på at se de nye børn, og jeg blev heldigvis ikke skuffet. Det er en herlig samling af talentfulde, sympatiske unger, og jeg har egentlig ikke noget imod, at filmen er bogen så tro og lader børnene være lige lovligt karikerede ærketyper; der er den plagede leder, nørden, en etnisk minoritet, pigen og the fat guy, men det virker, og det skaber en god dynamik. Allerbedst er allestednærværende Finn Wolfhard (hovedrollen i Stranger Things, der er kraftigt inspireret af netop Stephen King) som den sjove Richie, men jeg er faktisk ret glad for dem alle - desværre med undtagelse af én. Måske er det fordi jeg var så forelsket i Jonathan Brandis' portrættering af Bill i de gamle film, men jeg synes ikke, at Jaeden Lieberher spiller specielt overbevisende - faktisk overspiller han lidt, som en af de eneste. Det er en skam, for han er vel historiens egentlige hovedperson, men det får ikke lov til at ødelægge noget for mig. 

Det gør de andre skønhedsfejl heller ikke - og ja, der er nogle stykker; lidt for mange jump-scares, liiiidt for klichéfyldte replikker (men de fleste var taget fra bogen, så thumbs up på dén front), og for lidt brug af Its mange forklædninger. Men det kan jeg sagtens leve med, for jeg er glad og lettet over endelig at se en rigtig god Stephen King-filmatisering, der kommer til at ligge højt på min liste over de mest vellykkede adaptioner. Jeg glæder mig også enormt meget til at se del to; for det kan kun blive bedre end tv-filmenes version. Jeg må advare om, at jeg tydeligvis er ganske farvet, når det kommer til Stephen King, men jeg synes faktisk, at It var en både meget rørende, enormt sjov og lidt uhyggelig film, og jeg kan anbefale jer at se den i biografen - det er altså lidt sjovere at se gyserfilm på den måde.