søndag den 31. maj 2020

we all like it a little different

I morgen er det allerede sommer - både ifølge kalenderen og det helt forrygende vejr - så det er ved at være på tide at få anmeldt disse umanerligt lækre snebolde fra svenske OLW. Cheez Snow Ballz med white cheddar & sourcream er mindre end jeg havde forventet (og lidt mindre end de regulære Cheez Ballz, der for to år siden fik et 9-tal i en ren lovprisning af en række svenske chips), men det gør det heldigvis kun til en sjovere oplevelse at fylde munden med dem, hvilket de klart opfordrer til. Smagen sidder lige i skabet, for jeg kan faktisk smage både sourcream og den hvide cheddar, som jeg elsker, og konsistensen bliver næsten helt cremet, når man tygger på dem. Jeg er helt vild med dem, og fordi jeg er i ekstra godt humør, får de topkarakteren 10. Min mand er også glad for dem, men ønskede sig en anelse kraftigere ostesmag og ender på et 9-tal. 
Jeg har tidligere anmeldt andre varianter af KiMs Crunch Cut, og jeg kastede endda begejstret et 10-tal efter - ikke overraskende - sourcream & onion-posen for fire år siden. Nyhedens interesse er dalet en anelse, men jeg er stadig virkelig glad for den lækre udformning af chipsene, der ender med en konsistens som de tynde sticks, som jeg også er fan af. Denne variant er med rødløg og vinegar, hvilket i mine øjne er en interessant kombination, og jeg kan godt lide blandingen af rødløgets sødme og den skarpe eddikesmag. De får et solidt 8-tal af mig, mens min mand giver et syvtal og et ønske om mindre rødløg. 
Jeg er generelt glad for ostepops, osterejer og ostekugler, så jeg var SÅ klar, da min mand havde hele to nye varianter med hjem til os. De iøjnefaldende poser fra Double Dutch bød på en god grundsnack med en lækker konsistens, men der er stadig længder op til både KiMs og OLWs varianter, så det var smagen, der skulle overbevise os. Den første pose med jalapeño skulle angiveligt være de stærkeste - det var de ikke, men de var gode. Jalapeñosmagen overdøvede næsten smagen af ost, og selvom én bestemt smager af flere, får de kun et 7-tal af min mand og mig. 

Lidt bedre gik det for den gule pose med habanero, for selvom forsiden af posen ikke reklamerer synderligt for det, betyder "cheesy" i dette tilfælde helt klart blue cheese. Det skal man nok lige være både forberedt på og glad for, hvis man skal kunne sætte pris på dem, men det er jeg, og de er stærke på en syrlig, næsten frisk måde (jeg er dog næsten overbevist om, at friskheden ikke strækker sig til ens ånde efter indtagelse). De får et stort 8-tal af mig, og et 9-tal af min mand. 
I sidste anmeldelsesrunde lovpriste jeg Smash! fra KiMs, der er et sandt lille mirakel  med sin perfekte kombination af sødt og salt, og i dag er det blevet tid til den svenske fætter OLWs variant. De har dyppet deres 'cheez crunchers' i chokolade, og det er slet ikke så ulækkert som det lyder - men mest af alt, fordi de slet ikke smager af ost, hvilket trods alt nok er meget godt. De er nærmest ikke salte overhovedet, men de har et godt crunch, og det ér bare en god idé at dyppe ting i chokolade, så jeg kvitterer med et lille 9-tal. 
Rundens tre sidste poser kommer fra spanske Quillo; et ambitiøst venneprojekt og helt klart mærket med den allermest... polerede instagramprofil. Grundchippen er også af den klassiske, sydeuropæiske karakter; en tyndtskåret og ret olieret kartoffelchip, der passer bedre til tapas og rødvin end til rød sodavand og fredagsslik (ikke altid et plus i min bog, men mine smagsløg er jo heller aldrig blevet rigtigt voksne). Selvom indholdet i disse flotte poser ikke var overvældende, bliver jeg nødt til at vende tilbage til dette mærke engang, alene for at smage denne variant med Fried Egg! Jeg giver altid mentale pluspoint til mærker, der afprøver spændende smage. 

Den første pose smagte lige som den skulle - af en rigtig lækker, modnet spansk skinke. De konstituerer næsten et lille måltid i sig selv, og når jeg ender på et 7-tal, er det kun fordi jeg helt overordnet ikke er så begejstret for kødsmag i chips. Den næste pose både duftede og smagte umanerligt meget af trøffel, hvilket nok også er en aquired taste, men i små mængder var de meget gode. Chips der smager af rigtig meget er altid interessante, men de kan heller ikke få mere end 7. 

Den sidste pose var helt klart også den mest interessante - de sprøde kartoffelchips skulle angiveligt smage af lemon & pink pepper, og det kan godt være lidt et minefelt at bringe (citrus)frugt ind i den salte ligning. De smagte dog overraskende godt; citronen fik næsten tankerne hen på en Limoncello, og for anden gang i dag bruger jeg ordet "frisk" om normalt tunge kartoffelchips. Pink pepper kunne jeg ikke smage noget af, men posen ender - ligesom resten af Quillo-holdet - med et stort 7-tal. 

torsdag den 28. maj 2020

and the sun pours down like honey


Det går ret godt her hos mig. På tirsdag vender mit arbejde tilbage til normalen, hvilket jeg glæder mig til - men det har nu heller ikke været helt dumt at arbejde lidt ekstra i alle ulige uger, når det betød, at jeg har været hjemme på stand-by i de lige. Jeg har virkelig fået det bedste ud af friheden og det gode vejr, og min ellers trofaste følgesvend - den dårlige samvittighed - har også vurderet, at jeg har fordelt tiden retfærdigt mellem praktiske opgaver, gåture med venner og voldsomt store mængder Skyrim.
Jeg synes egentlig, at jeg har set en del mennesker under nedlukningen, men det har været de samme 3-4 veninder, der enten bor meget tæt på mig eller er mine kollegaer. Den sidste uges tid er derfor blevet brugt på dem, jeg ikke har set lææænge, og det har været så skønt, tiltrængt og hyggeligt. Jeg har en veninde, der kun har boet i Danmark i et par år, og da hun lige er flyttet til Sluseholmen, synes jeg hun skulle introduceres for Sydhavnstippen lige ved siden af. Det blev en lang og dejlig gåtur, hvor jeg fik årets første (og eneste, satser jeg på) solskoldning, og selvom vi ikke mødte alpakaerne, blev min veninde også overbevist om områdets kvaliteter. Jeg blev til gengæld noget imponeret over Sluseholmen, som jeg i min bevidsthed har puttet i samme kategori som det fuldstændigt ligegyldige og sjæleløse nybyggeri i Ørestaden, men der er en helt anden, hyggelig stemning ved de små kanaler i Sluseholmen, selvom der stadig bliver bygget derude. 
Jeg har også været en tur i Gentofte og besøge min veninde, der bor midlertidigt i et utroligt hyggeligt og idyllisk lille hus med stråtag kun et stenkast fra søen. De venter på at kunne flytte ind i deres nye kollektiv, men det fine røde hus er en virkeligt lækker nødløsning, som jeg håber jeg kan nå at aflægge endnu et besøg inden de rykker videre. Vi købte en fejrings-indflytningsjuice hos Joe & The Juice, og jeg kunne hverken finde ud af, hvor jeg skulle betale eller afhente min bestilling, og jeg følte mig udskammet af de meget unge og smarte drenge bag disken. Juicen var god, dog. 
I går kom en af mine veninder hele vejen ud til mig på Amager, og vi satte os udenfor på Whammy Bar og drak et par øl. Jeg siger det helt casual, men det sker efterhånden ret sjældent, at jeg drikker mere end en enkelt øl, og gårsdagens beruselse var den første i år og en velkommen én. Da det begyndte at blæse op, inviterede jeg op i lejligheden i stedet for, og promillerne i vores begges blod gjorde, at vi synes det var en fantastisk idé med tomandsfest, selvom der ikke har været nogen inde i min lejlighed siden nedlukningen. Vi åbnede en flaske vin og havde den hyggeligste aften, og jeg fortryder ingenting.  
Det skrider også fremad med altanprojektet, men til min store ærgelse begyndte de med hele venstre side først (hvilket giver god mening), så vores kommer først op i næste uge. I det mindste er det virkelig god underholdning for Jimmy, der ivrigt følger med i udviklingen og hilser på håndværkerne, når de er tæt på vores vinduer. Og ja, det har da været lidt irriterende, at de har banket og larmet i hele min fri-uge, men eftersom slutresultatet bliver en kæmpestor altan, faldet det vist i kategorien af klare first world problems. 

mandag den 18. maj 2020

time to show what's really on my mind

I did something. Efter TRE MÅNEDER uden at se min familie, kunne jeg ikke længere holde mig på måtten, og jeg tilbragte onsdag til søndag i det allerbedste selskab i Nordjylland. Jeg skammer mig helt ærligt lidt over at have taget turen i toget, og det er ingen undskyldning at det føles som om alle andre gør det samme, men nu måtte jeg se dem. Og det var det hele værd! Min niece havde heldigvis ikke glemt mig, og jeg har været travlt beskæftiget med DUPLO-bygning, dukkehusindretning, traktorbeundring og uendeligt mange knus. Derudover har vi blandt andet også hygget med Welander, Quark, Fanny, Bette Bo, Ingeborg, Martha og Sussi (hest, hund, kat, pony og tre høns) og spist 2020s indtil videre bedste måltid; en helt klassisk flæskesteg med brun sovs og kartofler, men hvert element sad lige i skabet, og det slår alle de ellers gode take away-måltider jeg har indtaget de sidste måneder.

Jeg har også haft meget tiltrængt solotid med min søster. En formiddag kørte vi til Løkken og blev både solbrændte og blæst igennem, da vi gik en laaaang tur ned langs den næsten forladte strand og en dragende samling af bunkere. Vi nåede også til stranden ved Blokhus på en overskyet aften, hvor solen dog alligevel kiggede frem til allersidst, og det var så dejligt at være tilbage ved Vesterhavet. Der er bare noget særligt over det endeløse, brutale hav - og alt den plads! Jeg blev helt ærgerlig over, at jeg ikke havde et håndklæde med mig, for vandet så virkelig indbydende ud, og det er jo også flere måneder siden jeg har været i vandet ved Helgoland. 
Inden min far sendte mig hjem med toget, kørte vi lige et smut op forbi Aalborg Stadion. Jeg glæder mig så meget til at fodbolden ruller igen, selvom det bliver underligt med de manglende tilskuere. I onsdags fyldte AaB 135 år, og fredag markerede 12-års dagen for AaBs mesterskab i 2008 - og ikke mindst pokaltriumfen for seks år siden. (Og i torsdags stødte min søster og jeg faktisk ind i Martin P). Vi skal helst nå både top 6 og pokalfinalen, og jeg tror på det! 

onsdag den 13. maj 2020

evil don't look like anything

Timingen for Stephen Kings nyeste udgivelse er næsten lidt uhyggelig. De fire lange noveller har alle lige et touch af noget undergangsstemning, og selvom King selv flere gange har sagt, at Covid19 IKKE er ligesom Captain Trips - den laboratorieskabte influenza, der slog 99% af jordens befolkning ihjel i The Stand - er der mange der føler, at de lever i en Stephen King-historie lige nu. Men okay, karakteren fra Greg Stillson fra The Dead Zone (skrevet i 1979) ER ret beset Donald Trump, så King kan et eller andet med at forudsige horrible begivenheder i verdenshistorien. 

Stephen King er dog blevet noget mere positiv på sine gamle dage. Det er måske et paradoksalt udsagn at komme med, når historierne som altid handler om brutale mord, død og ødelæggelse, men i hans seneste udgivelser har det været meget tydeligt at han også har en underlæggende tro på det gode i mennesket. I sidste års The Institute var det lige ved at blive for meget af det gode, men i If It Bleeds genbesøger han mange af sine tidligere idéer, locations og tematikker med en slags omvendt fortegn, og fælles for dem alle er erkendelsen af, at der findes så mange ting, vi som mennesker ikke har kontrol over, og lykken findes ved at leve i nuet og sætte pris på det, man har. Titelhistorien If It Bleeds er noget længere end de andre og er en reel fortsættelse til Mr. Mercedes-trilogien og The Outsider, så den taler jeg om til sidst i denne anbefaling.

For det ER bestemt en anbefaling. De tre kortere historier hedder "Mr. Harrigan's Phone", "The Life of Chuck" og "Rat", og det er en omgang old school, klassisk King, der virker velkendt uden at være kedelig. Fælles for dem alle er, at hændelserne snildt kunne være beskrevet i Kings tidligere, brutale novellesamlinger fra firserne - men at karaktererne nu træffer nogle andre valg, der ikke efterlader én med en dårlig smag i munden. Sidste gang King udgav en samling med fire historier, var det "Full Dark, No Stars", der som titlen antyder var voldsomt mørk, brutal og deprimerende, mens det i "If It Bleeds" nærmest virker som om, at King er ved at slutte fred med tanken om, at vi alle skal dø - og især at han selv skal. Efter min smag er der en snert af en lidt for sentimental tone over enkelte passager, men nu er jeg også en relativt kynisk constant reader, der godt kan lide når det bliver rigtig mørkt. I de tilfælde har jeg heldigvis stadig hans søn Joe Hill. 


Mr. Harrigan's Phone handler om den unge Craig, der får et fritidsjob hos den ældre, pensionerede millionær Mr. Harrigan. Craig vander blomster og læser bøger op for Mr. Harrigan - og den konstellation af ung dreng/pensioneret eneboer har King benyttet flere gange før; blandt andet i Low Men in Yellow Coats og Apt Pupil. I 2020 er det dog en udfordring at beskrive et sådant forhold neutralt, og King får også lige skudt ind, at Craigs far er opmærksom på uhensigtsmæssige berøringer og lignende. Det er både lidt pudsigt og lidt trist, at det er nødvendigt. Craig forærer Mr. Harrigan en iPhone, som han bliver så glad for, at Craig giver ham den med i kisten, da Mr. Harrigan dør - og så ER det jo en Stephen King-historie, så det kræver ikke en Ph.D. i raketvidenskab at regne ud, hvor fortællingen bevæger sig hen. Men det gør ikke noget, at historien er simpel, for den var stadig en fornøjelse at læse, og det er tydeligt, at King fletter nogle af sine egne overvejelser om døden ind. (lille spoiler) Jeg forventede længe en heftig konsekvens eller straf til Craig for at eksperimentere med de mørke kræfter, men historien minder mere om Gwendy's Button Box, hvor hovedpersonen også bliver forsøgt lokket i fordærv, men ender med at vælge den "rigtige", gode og lyse løsning. (Og det er måske alligevel en lille smule skuffende for mig - jeg forstår godt, at teknologien er det virkelige spøgelse, og alt det der, men alligevel.)

The Life of Chuck er efter første gennemlæsning min favorit af de fire i samlingen. Jeg nød  i øvrigt godt af ikke at vide noget om historien overhovedet før jeg læste den - det tip er hermed videregivet. Det er egentlig tre separate historier, der i meget forskellige fortællestile fortæller om bogholderen Chucks liv og tidlige død - den starter fra slutningen, hvor 39-årige Chuck dør af en hjernetumor, og den slutter i Chucks barndom - og så handler den om SÅ meget mere end det. Det er nemlig også en dommedagsnovelle, der er skræmmende aktuel; den første sætning lyder sådan her: "The day Morty Anderson first saw the billboard was just before the internet finally went down for good", og så er jeg jo øjeblikkeligt fanget. En af karakterne er en lærer, der prøver at finde motivationen for at lære sine elever om retstavning og matematik imens verden er ved at gå under, og det er virkeligt stærke billeder, King maler for os i "The Life of Chuck".

(Spoiler Life of Chuck). I et noget overraskende - og godt! - twist, viser det sig, at hele den verden, der er ramt af dommedagsstemning og som til sidst går under, i virkeligheden befinder sig i Chucks hoved, og derfor dør med ham. Det er ikke en original idé, at hvert menneske indeholder hele universer, men det er virkelig smukt beskrevet her, selvom King måske ikke kommer helt i mål. Det er dog umuligt ikke at tænke lidt videre efter den sidste side, og jeg blev faktisk noget ramt ved tanken om, at når Stephen King selv dør, vil alle hans karakterer dø med ham. Historien er fuld af eksistentielle betragtninger, og især det midterste akt er skrevet ud fra tanken om, at ingen får en lykkelig slutning (fordi vi alle skal dø) - så derfor er det endnu vigtigere at gribe fast i de glade og lykkelige øjeblikke der opstår i vores hverdag. Det er især godt at blive mindet om i disse tider. I contain multitudes!


Samlingens sidste historie er den korte, simple "Rat", der for alvor føles som en King -greatest hits, og jeg ELSKER det. Her er alle ingredienserne til en grusom horrorhistorie; en plaget forfatter bliver fanget af et voldsomt uvejr i sin lille hytte ved en sø i det nordlige Maine, og får snart besøg af en kæk rotte, der tilbyder ham en lettere suspekt byttehandel. Igen er selve historien ikke så nyskabende, men den er eminent velskrevet og med tilpas mange variationer til, at man alligevel bliver overrasket over dens udvikling; og så er det bare en fornøjelse at se King tackle isoleret forfatter-temaet igen-igen. I disse dage var det en helt særlig passage, der gjorde størst indtryk på mig - på en provianteringstur til den nærmeste tankstation kan vores hovedperson ikke få sig selv til at sige nej til at give hånd til den tydeligt syge, uhygiejniske ekspedient, og denne eksponering og efterfølgende smitte og sygdom, var næsten det mest uhyggelige i hele samlingen. (lille spoiler) Historien minder i virkeligheden meget om den ekstremt kyniske "Fair Extension" fra Full Dark, No Stars, men igen skinner positivismen igennem i "Rat", og vores forfatterkarakter fortryder voldsomt sin byttehandel med den djævelske rotte, der måske, måske-ikke var ægte. Det er en forrygende beskrivelse af den proces, kunstnere ofte kan gennemgå når de støder på en blokering - hvor næsten alt er op til forhandling i forsøget på endelig at blive færdig med den bog, sang, maleri eller design, og hvor optaget - nærmest manisk - man kan blive i forløbet.

If It Bleeds er samlingens næstsidste historie, og med afstand den længste; kun lige akkurat for kort til at blive klassificeret som en egentlig roman. Hovedpersonen er den velkendte og elskede Holly Gibney, som vi først stiftede bekendtskab med som Bill Hodges' usikre sidekick i Mr. Mercedes-trilogien, og som senere var ekstremt badass i den efterfølgende The Outsider, hvor hendes rationelle tilgang til det uforklarlige var enormt forfriskende. Jeg har været kæmpe fan af karakteren fra dag ét - hun har OCD, og jeg er åbenbart relativt nem at imponere, når jeg ser mennesker med OCD blive korrekt portrætteret i populærkulturen. HBOs version af The Outsider har fået resten af verden til også at elske Holly, men selvom jeg også er meget glad for Cynthia Erivos udgave, er hun tydeligvis den mere klassiske autist, der er socialt akavet på en helt anden måde end den oprindelige Holly, og det er en skam. 

Jeg deler ikke rigtig Kings fascination for detektivhistorier, og denne nye "Outsider" er for mig også kun moderat interessant (men det er perfekt timing for en eventuel anden sæson på HBO), men også i denne historie er der fokus på de menneskelige relationer, der beskrives med en kærlighed og ømhed, der flere gange rørte mig dybt. Holly er også en af Kings egne favoritkarakterer, og de små tegn på udvikling i hendes personlighed gjorde mig underligt glad - det er småting, men jeg sætter stor pris på passager som denne: "Tell me about your creature", Dan says, leaning further forward. Although it once would have been difficult for Holly not to do what people asked her to do - almost impossible - she shakes her head."  Jeg er næsten sikker på, at vi ikke har set det sidste til Holly, og det gør mig ikke det mindste - selvom jeg egentlig ikke er stor fan af de historier, hun optræder i. 

Denne samling har været et tiltrængt kram - med bid - i en underlig tid. Det har virket trygt og velkendt, og lidt som at have besøg af en gammel ven. Jeg ved godt, at det ikke er alle, der deler min lettere overdrevne interesse i King, men "If It Bleeds" kan jeg anbefale til de fleste.

fredag den 8. maj 2020

the lucky don't care at all

I sidste uge kom posten med den allerfineste evighedsbuket fra min familie i Jylland, der ønskede mig tillykke med jobbet. Allerede et par timer efter samtalen sidste mandag, der vist mest af alt var en formalitet (noget jeg havde håbet på, men ikke turdet tro på), blev jeg nemlig ringet op og tilbudt en fastansættelse, og jeg har været flyvende lige siden. Det blev først offentliggjort i går, men jeg har allerede delt den gode nyhed med de fleste, så derfor har jeg pæne blomster at kigge på. Jeg er så ubeskriveligt lettet og glad, og jeg føler mig ekstra taknemmelig for at være blevet fastansat på et mildest talt usikkert tidspunkt. 

Mine ledere har flere gange været af den overbevisning, at jeg ville passe godt ind i en privat virksomhed med mere teknisk arbejde og mulighed for specialisering, da de mener jeg har kompetencerne til det, og det har faktisk været lidt en udfordring at overbevise dem om, at jeg helst "bare" vil blive på universitetet og ikke kommer til at kede mig. Men jeg trives så godt på mit arbejde. Jeg synes det er så spændende at arbejde sammen med forskere og studerende fra hele verden, der har vidt forskellige mål med deres forsøg, og som alle gerne vil forklare indgående om deres forskning (meget af det går hen over hovedet på mig - så mange kompetencer har jeg altså heller ikke). Jeg har bl.a. kaffe/cola-aftaler med en østrisk PhD-studerende, der laver adfærdsstudier med mikrodosering, og jeg passer mus for flere af de professorer i immunologi, der hele tiden bliver interviewet omkring smittespredning i øjeblikket. 

Jeg er så glad og taknemmelig for, at jeg nu kan sænke skuldrene og virkelig føle, at jeg hører til, og jeg synes igen det er lidt bizart, at jeg har det bedre i øjeblikket, end jeg har haft det længe. 

mandag den 4. maj 2020

our steps will always rhyme

Nedslag fra den sidste tid:

- Min hjemmeuge på stand-by blev afsluttet med en weekend i sneglefart. Lejligheden er kaotisk; tapetet er delvist revet ned i det ene rum, sengen står i stuen, og vi kan ikke få svar på, hvornår altanbyggeriet går i gang (altså, det bliver i denne eller næste uge), så jeg har accepteret at leve i kaos. Min hjerne har besluttet sig for, at det ikke kan betale sig at udtænke indretningsstrategier før altanen er oppe (OG når vinduerne til den anden side er skiftet, hvilket sker umiddelbart efter altanens ankomst), så det bliver en sommer fyldt med renovering, gulvafslibning, maling af vægge, lofte og gulve, og det er måske held i uheld at det hele sker lige nu. 

- Søndag eftermiddag blev huleboertilværelsen trods alt lidt for klaustrofobisk, og min mand og jeg gik en tur på Kløvermarken og sparkede lidt til en bold. Jeg husker mig selv som værende en bedre fodboldspiller, end jeg egentlig er, og jeg måtte bittert acceptere et nederlag på 2 - 8 på verdens mindste bane, der nu stadig formåede at tage pusten fra os. 

- I aften sætter jeg et lys i vinduet og tænker lidt ekstra på min morfar, der som helt ung var med i modstandsbevægelsen og flygtede til Sverige. På billedet sidder han nederst til venstre, og det er næsten lidt uhyggeligt, hvor meget både min onkel og fætter ligner ham. I morgen er det hans fødselsdag, men jeg nåede desværre ikke at kende ham så længe, da han døde i 1998. Han var verdens bedste morfar i min barndom, men jeg er ked af, at jeg ikke fik mulighed for at lære ham endnu bedre at kende i takt med at jeg selv voksede op, for som menneske var han også noget helt særligt.

- Jeg har også grædt over min mor TO gange i weekenden, men det har kun været et par overflydende tårer, der ikke kunne tilbageholdes ved mødet med overvældende stimuli. Først så jeg Carpark North spille for et tomt Parken fredag aften, hvilket gjorde mig meget mere glad og varm om hjertet, end jeg havde regnet med - og da de spillede 'Håb', blev jeg lidt overvældet af savnet til min mor. Forsanger Lau har også mistet sin mor til kræft, og 'Håb' rammer mig lige i hjertet. 
- Anden gang var til sidste afsnit af forrygende The Midnight Gospel, som alle skal se LIGE NU på Netflix. Pendleton Ward (Adventure Time) og Duncan Trussell (podcasten The Duncan Trussell Family Hour, som jeg ikke kendte før dette) har teamet op og lavet noget helt vanvittigt godt TV, selvom det nok ikke er for alle - men det sidste afsnit er noget af det smukkeste, jeg længe har været vidne til. (Lille spoiler - gæsten i sidste afsnit er Duncans egen mor, der døde i 2013...)

fredag den 1. maj 2020

I would give you the world on a tray

For otte år siden i dag (plus/minus en uges tid eller to) blev Jimmy Oberst og hans to søskende født. Det var åbenbart ikke helt efter planen, for killingerne og deres mor blev dumpet i en papkasse på en rasteplads, hvilket gør mig rasende at tænke på. I september samme år besøgte jeg Dyreværnet i Rødovre med min mand og min veninde og blev helt forelsket i et kuld brogede, legesyge killinger, der dog lige skulle igennem en ormekur før de var klar til adoption. I buret ved siden af boede forskræmte Jimmy, der absolut ikke var interesseret i nogen former for kontakt - men han var den eneste indekat klar til adoption; jeg tænkte, at vi nok skulle blive gode venner alligevel, og han kom med hjem i bilen. 
Det tog også noget tid for ham at falde til. De første dage boede han mest bare under sofaen, og bare en uge efter hans ankomst blev min verden vendt på hovedet med min mors kræftdiagnose, korte sygdomsforløb og død. Jeg var vant til nærhed og nus fra min gamle kat Froy, men Jimmy kørte lidt sit eget show og ville hellere bare lege - han var også stadig bare en stor killing. Hans blotte tilstedeværelse hjalp mig dog uendeligt meget i den tid, og jeg satte ekstra stor pris på de øjeblikke, hvor han lagde sig til at sove hos mig. 
Jeg kan slet ikke forstå, at han har boet her i næsten otte år nu. Det er selvfølgelig ikke raketvidenskab, men jeg nyder sådan at se ham udvikle sig og skifte temperament med alderen, for de sidste par år er han for alvor blevet en kjælemousch, der konsekvent sover hos mig om natten og helst vil være i samme rum som os. Det gør mig så glad at se ham tryg og tilfreds (og lidt for tyk), og jeg har aldrig mødt en kat med så meget personlighed. 

Han har virkelig nydt, at vi begge to har været mere hjemme den sidste tid. Han deltager ivrigt i ALLE aktiviteter; fra puslespilslægning til opvask og madlavning, og han er det bedste sidekick, man kunne ønske sig (ej, ikke til at lave puslespil - der er han godt nok utroligt irriterende). I dag har han fødselsdag, og jeg har købt en avanceret vandfontæne til ham, så han altid har rindende, frisk drikkevand til rådighed, og nu vil jeg lige lokke et par high-fives ud af ham, så han kan få et par fødselsdagssnacks. Tillykke Jimmy!

mandag den 27. april 2020

until your chances are uncovered

Jeg er virkelig, virkelig ikke glad for at tale i telefon. Det har jeg vist nævnt et par gange, men det er simpelthen noget af det værste jeg ved. Det var derfor med noget blandede følelser, at jeg modtog indkaldelsen til en jobsamtale via Zoom - men det var i det mindste på mit  eget arbejde, så i formiddags loggede jeg mig på, viste min Amagerhylde og Jimmy frem for vores søde HR-medarbejder, imens vi ventede på en af lederne, og gennemførte dernæst en halv times lidt akavet samtale. Det gik dog MEGET bedre, end jeg havde frygtet - det hjælper mig helt klart, at der også var billede på, for så føltes det næsten som at sidde overfor hinanden. Og mest af alt er jeg bare lykkelig for, at der overhovedet ER samtaler - mit vikariat udløber om en måned.

Nu skal der bare krydses fingre imens jeg nyder min mini"ferie", der heldigvis ser ud til at holde. Mine kollegaer arbejder lidt ekstra, så jeg slipper for at komme ind, og det er virkelig sødt af dem. Efter samtalen fik jeg en sms om, at jeg (endelig) kunne hente min pakke med If It Bleeds, og resten af dagen har jeg ligget i sengen med en kold cola og en splinterny King, og så bliver det ikke meget bedre for mig. Livet er godt lige nu, hvilket måske er lidt absurd. 

torsdag den 23. april 2020

the mind turns an itch into a bruise

Det har været den mest travle uge på mit arbejde siden universitetet lukkede ned. Vi er stadig i nødberedskab og kun halvdelen på arbejde, men nu bliver der langsomt åbnet for forskningsaktiviteter igen, og det kan virkelig mærkes. Jeg er derfor lidt spændt på, om jeg stadig kan få et par dage hjemme på stand-by i næste uge som planlagt - jeg håber det, for jeg er efterhånden noget udmattet. Men i morgen er det weekend! Min plan er simpel - jeg skal hænge ud i Skyrim, læse bøger og drikke cola, og jeg glæder mig. 
Jeg har indimellem en lidt for veludviklet retfærdighedssans, og nogle gange også en tendens til at fiksere på den urimelighed jeg synes, jeg er blevet udsat for - selvom jeg virkelig øver mig i at trække vejret dybt og komme over det. Jeg tror det handler om, at jeg i mange år fandt mig i alt for meget uden at turde sige fra, men nu vil jeg simpelthen ikke finde mig i at blive snakket grimt til. Min blog er meget offentlig, men den episode, som jeg har tænkt på HVER dag i over en måned, er alligevel heller ikke specielt interessant, så uden at gå meget i detaljer, handlede det om hvorvidt jeg måtte parkere min cykel ved siden af tredive andre cykler, om hvordan den information blev leveret og om den efterfølgende ordveksling. Jeg har følt mig SÅ uretfærdigt behandlet, men i går fik jeg 100% oprejsning, og så er jeg næsten ligeglad med at have været smålig. Verden er i balance igen. 

I dag gik jeg også en tur med en god veninde, og vi drak en øl på Kløvermarken - med god afstand til hinanden, selvfølgelig. Den øl smagte for alvor af sommer - og af Open Air i Øster Hurup i sluthalvfemserne, hvor jeg drak min allerførste dåseøl. Det er et underligt specifikt minde, der næsten altid kommer tilbage til mig, når jeg får en kold øl i solen - men det er også et rart og hyggeligt et, og jeg håber sommeren trods omstændighederne kommer til at byde på flere kolde solskinsøl. 

lørdag den 18. april 2020

it takes all my will not to turn it off

Stephen King har endnu engang vist sig at være et menneske af stort format - han ved godt, at vi alle sammen keder os derhjemme, og han har derfor fremrykket udgivelsesdatoen for "If It Bleeds", så den udkommer allerede i næste uge. Jeg har glædet mig til denne samling af fire, lange noveller siden jeg læste, at en af dem omhandler en af mine favoritkarakterer Holly Gibney, hvilket han i øvrigt også nævner her, hvor han læser op fra en af historierne.  Jeg er vild med King i alle formater, men i dag skal det faktisk handle om en anden novelle og dens filmatisering, for jeg kunne slet ikke følge med i 2019 (der virkelig var The Year of King), så jeg mangler helt at snakke om In The Tall Grass. 
In The Tall Grass er en syleskarp, chokerende og syret novelle, som Stephen King skrev i 2012 sammen med sin søn Joe Hill. Den blev oprindeligt udgivet i Esquire Magazine, dernæst som e-bog og senest i Joe Hills fremragende novellesamling Full Throttle fra sidste år, som jeg i øvrigt også skylder en lovprisning. Historien er forholdsvis ligetil, men alligevel underligt dragende - søskendeparret Cal og Becky kører forbi en græsmark og hører en dreng råbe på hjælp et stykke inde i græsset, hvorefter Cal beredvilligt løber ind mellem det høje græs for at hjælpe; den gravide Becky følger efter på afstand, og lynhurtigt er de kommet væk fra hinanden. De kan heller ikke finde vejen ud af græsset igen, og det hjælper ikke at hoppe op for at orientere sig, for parkeringspladsen med deres bil - og flere andre, mistænkeligt forladte og forfaldne biler - synes hele tiden at flytte sig. 

Hvis det ikke var skræmmende nok i sig selv (og det er det virkelig - det lyder som en banal og lidt fjollet idé til en historie, men jeg finder det oprigtigt uhyggeligt at være fanget midt på en kæmpe mark med flere meter højt græs), kommer der snart endnu mere på spil, da den nødstedte dreng og hans forældre dukker op igen. Historien udvikler sig virkelig bizart og brutalt, men jeg vil ikke ødelægge oplevelsen for nogen, så spoilers følger til allersidst. Jeg tror ikke, at det er en novelle for alle, men jeg er ret glad for Joe Hill og hans til tider chokerende twists, der er noget grænseoverskridende at læse i dag, men som helt klart også trækker tråde til tidlige King-historier - og mon ikke King har nydt at være lidt makaber igen. Jeg kan i hvert fald anbefale den - også selvom man skulle være blevet skræmt væk af filmatiseringen, der desværre slet ikke er på samme niveau. 
Den canadiske filminstruktør Vincenzo Natali er manden bag en af mine yndlings-science fiction-film, den legendariske - og ret kitchede - Cube, og med Netflix i ryggen kastede han sig over In The Tall Grass, der udkom i oktober sidste år. På samme tid kørte første sæson af den nye omgang Creepshow over skærmen, hvilket jeg kort nævnte her, og det er virkelig en skam at In The Tall Grass ikke endte som et tyve minutters segment i et Creepshow-afsnit, for den kan slet, slet ikke bære en spillefilm. 

Det starter ellers rigtig godt ud. Det er en ganske flot film med gode vinkler og lækre billeder, og den første del følger novellen ret stringent. Søskendeparret farer vild i græsset og møder Tobin og hans familie; Patrick Wilson gør et sjældent dårligt stykke arbejde som den temmeligt maniske far, der insisterer på at alle skal røre den mystiske sten midt i græsset, men snart kører historien helt af sporet, da den introducerer noget tidsforskydning, der gør historien unødigt kompliceret. Halvanden time med græs som den eneste kulisse ville være i overkanten, så filmen introducerer en anden lokation; et forladt bowlingcenter, der trækker det sidste af den uhyggelige stemning ud af filmen. Filmen formår at ødelægge selv historiens mest chokerende twist, der virker helt unødvendigt i denne udgave, og jeg kan desværre virkelig ikke anbefale In The Tall Grass.

SPOILERS. Jeg MÅ lige nævne novellens oprigtigt chokerende øjeblik, fordi det er længe siden, jeg er blevet så overrasket over at læse om en fiktiv begivenhed (jeg havde lidt samme følelse, da jeg læste Joe Hills Loaded). Men at opleve den gravide Becky få tæv i en grad, så hun aborterer/føder alt for tidligt, hvorefter hun intetanende bliver fodret med sin egen døde baby, er... vildt.