torsdag den 30. juni 2016

new day leaks through the window

Det har været lidt en sløv uge. Vejret har været so-so, men jeg har heldigvis haft både den nye Stephen King og fjerde sæson af Orange is the New Black (OMG!) at fornøje mig med, og nogle gange er sofahygge det helt rigtige valg. Det er også vigtigt at lade op til en ferie med en lille ferie, og når jeg tager til Jylland i morgen, starter årets sidste rigtige af slagsen. På mandag kører min far, søster, Silke og jeg til Bayern, og jeg glæder mig! Forhåbentlig uden dyrlægebesøg denne gang, men gerne med de samme mængder god mad og hyggelige udflugter. 
  

mandag den 27. juni 2016

I never really dreamed of heaven much

Den sidste uge har været helt sindssyg. Min kæreste og jeg fik uventet og meget glædeligt fingrene i et par billetter til Copenhell, der startede i torsdags - samme dag som min sidste dag på arbejde. Det er vist ikke gået helt op for mig endnu, at jeg er stoppet efter ti et halvt år - især fordi min sidste dag endte noget brat, da min chef gav mig fri, så jeg kunne komme ud i solen og drikke en øl til Copenhell. Men hvilken perfekt overgang til min sommerferie! Solen bragede ned på de sortklædte, feststemte mennesker, og Copenhell er gennemført ned til mindste detalje. 

Bussen, der fragtede festivalgæster fra Christianshavn ud til Refshaleøen, havde naturligvis nummer 666; alle madboder var mere eller mindre opfindsomt navngivet efter død og helvede, og hele festivalområdet var perfekt indrettet med et vikingeområde og et sted, der hedder 'Smadreland', hvor man - som navnet antyder - kan gå helt amok på gamle biler og campingvogne. Det hele er med et glimt i øjet, og det tror jeg mange glemmer, når de dømmer metalfans - men alle burde tage en tur på Copenhell, for jeg har aldrig oplevet så god stemning på en festival. Rent praktisk fungerer det også - jeg har max stået i kø i et par minutter til både toilet, øl og mad. 
Jeg vil ikke påstå, at jeg ved meget om metalgenren. Et par af de navne, jeg bedst kan lide - Marilyn Manson og HIM - rynker man lidt på næsen af i miljøet, og andre af mine favoritter - som f.eks. Converge - hører heller ikke rigtigt til genren. Jeg var derfor ganske lykkelig, da sidstnævnte var på årets program (selvom mange undrede sig over hvorfor), for de var helt forrygende, da jeg så dem til OFF Festival i Polen. Denne koncert var nok også mit musikalske højdepunkt på festivalen, for de var helt skarpe og brutale. Det gjorde ikke rigtig noget at himlen åbnede sig under koncerten - der er et eller andet fedt ved at blive totalt gennemblødt til en metalkoncert og bare fyre den af. Bagefter blev vejret dog lige heftigt nok med lyn og torden, og vi lod Scorpions spille Winds of Change for nogle andre end os, imens vi kunne cykle hjem på bare tolv minutter. Perfekt. 

Torsdagen bød også på et par andre koncerter, nemlig Dropkick Murphys, som startede festen i eftermiddagssolen, Norma Jean, som jeg muligvis skal tjekke lidt mere ud, og ikke mindst Alice Cooper, der fyrede den af med 'Poison' og 'School's Out'. Måske er jeg som sagt ikke så velbevandret i metalgenren, men årets program var ret tilgængeligt for de fleste - hvem kender ikke Black Sabbath og Ozzy, Alice Cooper, King Diamond, Scorpions og Megadeth? 
Fredagen startede for mit vedkommende med vikingebandet Amon Amarth, der fuldstændig tog røven på mig. Det var SINDSSYGT fedt! Svenskerne havde et episk sceneshow med ild, våben og vikingeskibe, publikum crowdsurfede som gale med hjælp fra de seje scenevagter, og der var ikke en finger at sætte på musikken. Tjek lige videoen til 'First Kill' her - god smag er det måske ikke, men det er i hvert fald underholdende. I dag blev endnu en dansk koncert annonceret, og jeg overvejer kraftigt at købe en billet - men 365 kroner er måske lige i overkanten for en gang viking-death-metal, selvom de er opkaldt efter Tolkiens Mt. Doom. Suk. Jeg er så forudsigelig. 

Jeg havde stået i solen og tæt på den ene højttaler, så jeg var lidt ør i hovedet bagefter. Det var stadig tidligt, så jeg cyklede hjem og snuppede en lur, inden jeg vendte tilbage til King Diamond senere på aftenen. Det var endnu en enormt underholdende koncert. Min kæreste har et nostalgisk kærlighedsforhold til i hvert fald en enkelt King Diamond-plade, og selvom jeg nok aldrig kommer til at lytte til musikken derhjemme, var det såååå fedt at opleve live. Tænk, at King Diamond bare er Kim Petersen fra Rødovre bag den drabelige make-up og den vilde falset - og den triple-bypass-opererede 60-årige gjorde et forrygende job på scenen. Det øsregnede i øvrigt også lørdag aften, men denne gang var jeg i gummistøvler og regnjakke - ikke særligt metal, men meget praktisk. 
Lørdag bød på en middelmådig koncert med Rival Sons, inden festivalens lavpunkt med århusianske Bersærk på billedet. Min kæreste kender et par af drengene fra gamle dage, men musikken var... ikke lige mig. Lidt bedre blev det med polske Decapitated, og de par numre vi nåede med Dark Funeral var også ganske lovende. Aftenens helt klare højdepunkt var selvfølgelig Black Sabbath og selveste Ozzy Osbourne, og selvom jeg ikke troede jeg kendte mere end et par numre, har de bare lavet så mange hits at det er helt ufatteligt. Ozzy selv var meget friskere end jeg havde regnet med, og det var simpelthen bare så syret at være så tæt på ham. 'Iron Man' og 'Paranoid' var selvfølgelig højdepunkterne - og de numre er snart halvtreds år gamle! Det er en oplevelse jeg er glad for, at jeg fik med. Aftenen sluttede med Red Warszawa, hvilket jeg til gengæld godt kunne have undværet - jeg tænker, at man skal være vokset op med dem, for at sætte pris på deres humor. De formåede dog at holde festen kørende, og var objektivt set nok det helt rigtige valg som sidste band på de store scener. 

Copenhell har alt i alt været et virkelig dejligt bekendtskab, også selvom jeg ikke kendte så meget til musikken på forhånd. Jeg kunne sagtens finde på at tage afsted igen næste år (det ligger TOLV minutter væk!) - og måske vide det i lidt bedre tid, så jeg kan tjekke lidt flere navne ud inden. 

lørdag den 25. juni 2016

that's time spent better sleeping in your bed

Efter jeg begyndte at gå mere kronologisk til værks i min Stephen King-læsning, generede det mig, at jeg ikke havde novellen Rage stående i min samling. Det er en af de allerførste historier, Stephen King har skrevet (under synonymet Richard Bachman), men grundet dens noget problematiske fremstilling - der nærmer sig glorificering - af et skoleskyderi, bliver den ikke længere trykt. Hele fire gerningsmænd i skoleskyderier i firserne og halvfemserne havde en kopi af bogen på sig, og efter den sidste hændelse med otte dødsofre i 1997, bad Stephen King selv om at tage historien ud af Bachman-samlingen og lade den gå ud af produktion. 

Det er ikke noget stort tab, for historien er ekstremt urealistisk og egentlig ikke særligt velskrevet. Den handler om den unge Charlie Decker, der skyder sin matematiklærer og holder resten af klassen som gidsler i timevis, imens han fortæller dem lange, pinefulde historier fra sin opvækst. Jeg forstår egentlig godt, hvorfor nogle ensomme, unge sjæle har fundet støtte og håb i historien, for det lykkes Charlie Decker at påføre næsten hele klassen en ekstrem omgang Stockholm Syndrome, og får dem til at fortælle dybt personlige ting fra deres egne og hinandens liv. På mig virker det bare ekstremt utroværdigt, og selvom der skal være plads til lidt store armbevægelser fra en ung forfatter, er Rage bare ikke en særlig god historie.
I min jagt på en udgave af Rage, faldt jeg i øvrigt over en hjemmeside, der havde de helt rigtige udgaver af de Stephen King-bøger, jeg stadig manglede. (Og et par stykker eller fem, som jeg havde i andre, forkerte udgaver...) Siden udgivelsen af Duma Key i 2008 har jeg samlet på hardbacks, men næsten alle de ældre bøger har jeg nu fået skrabet sammen i regnbueserien. Det gør mit lille samlerhjerte ganske lykkeligt. 
Der sker i det hele taget ret meget i Stephen King-universet i øjeblikket. Den sidste roman i Bill Hodges-trilogien, End of Watch, udkom tidligere på måneden. Den første, Mr. Mercedes, bliver lavet til en tv-serie med Brendan Gleeson i rollen som Bill Hodges (godt valg), men desværre må de finde en ny skuespiller til rollen som The Mercedes Killer, da den unge Anton Yelchin omkom i en ulykke i sidste uge. (Det er faktisk lidt bizart. Han blev klemt mod en mur af sin bil - og i serien ville han have spillet en karakter, der netop pløjer folk ned med en bil...)

Og så er der for alvor gang i The Dark Tower-projektet. Jeg er så spændt på at se det endelige resultat, for bøgerne er virkelig noget helt særligt. Jeg skrev lidt om den for fem år siden, men det yder slet ikke den episke fortælling retfærdighed, og svarer til at beskrive hele Ringenes Herre-universet i to, korte afsnit. Der er sat (nye) navne på mange af rollerne til den nye film, og jeg var jublende lykkelig, da jeg så Matthew McConaughey på rollelisten, for ham har jeg lært at elske, og jeg var sikker på, at han skulle spille hovedrollen Roland. Men det skal han ikke - det skal Idris Elba nemlig. Og nu bevæger jeg mig ud på gyngende grund, for det er svært at forklare kort til nogen, der ikke har læst bøgerne, men racespørgsmålet spiller faktisk en stor rolle i historien, og jeg har lidt svært ved at se, hvordan de vil komme omkring det med en sort skuespiller i rollen som Roland. Han er dog en fremragende skuespiller, så interessant skal det nok blive uanset hvad, og jeg glæder mig til februar næste år!

onsdag den 22. juni 2016

man, your shoes are hard to replace

I dag er det min mors fødselsdag. Af flere årsager har jeg tænkt lidt ekstra på hende det sidste stykke tid; blandt andet pga. den fine dokumentarserie på DR; 'Mor er død - men det taler vi ikke om.' Serien er desværre udløbet på hjemmesiden, men den fortalte historien om en ung kvinde, der mistede sin mor som barn, og som gik i en sorggruppe for at bearbejde sit tab. I programmerne opsøger hun de andre i gruppen for at høre, hvordan det har påvirket deres liv at miste en forælder så tidligt, og det er noget meget rørende tv. Min mor døde, da jeg var 27 år gammel, men det var stadig en helt vanvittig oplevelse, og jeg er enormt taknemmelig for min egen sorggruppe. Jeg ser stadig en af pigerne af og til, og det er rigtig rart at have en veninde, der selv har prøvet at miste - også selvom vi slet ikke snakker om alt det triste, hver gang vi ses. Det har hjulpet mig en del at se min sorg som noget, jeg er ved at lære at leve med, og ikke noget, jeg skal komme over -  og det gør underligt nok, at den fylder meget mindre. 

Det er ved at være længe siden, at jeg har været fuldstændigt overvældet af sorg. Jeg kan stadig blive ked af det af og til, men der går længere og længere tid imellem. Sidst var da jeg så 'Wild' med Reese Witherspoon - det er meget muligt, at hun er definitionen på en priviligeret white girl med first world problems, men det er problemer, jeg virkelig nemt kan relatere til, selvom jeg heldigvis ikke er blevet heroinmisbruger, fordi jeg har mistet min mor. Nu har jeg bare lyst til at vandre The Pacific Crest-trail og mindes hende, men det kan godt være, at jeg må nøjes med en cykeltur til Amager Strandpark i dag.  

 Min mor har også fyldt lidt ekstra i min bevidsthed, fordi der er et sandt babyboom omkring mig i øjeblikket. Jeg blev født, da min mor var 28 år gammel, og da hun var på min alder tre år efter, havde hun altså allerede et helt andet liv end jeg har nu. Hun vidste godt, at jeg ikke ville have børn, men var glad og rørt over at se min barndomsveninde blive mor. Min mor kendte også mine søde gymnasieveninder, og ville have nydt at se dem gravide og som mødre - og efter den ene af mine veninder fødte sine skønne tvillingepiger noget for tidligt i lørdags, har jeg virkelig savnet at snakke med min mor. Det er ikke min historie at fortælle, men jeg besøgte de små, fine piger i går, og de har det heldigvis rigtig godt - det er bare endnu en ting, jeg gerne lige ville have snakket med min mor om.

mandag den 20. juni 2016

we were hungry for a holiday

Jeg fik naturligvis prøvesmagt lidt forskellige chips på min tur til Barcelona - jeg har sagt det før, men Spanien har faktisk et udmærket udvalg af forskellige chips, så det var ikke svært at finde en variant, jeg ikke har prøvet før. Den første fra Patatas Marinas så god og gourmet-agtig ud med den flotte pose, og det var da også tydeligvis en kvalitetsudgave af klassikeren salt&vinegar, der denne gang var opgraderet med balsamico-eddike, peber og ø-salt. Posen blev selvfølgelig indtaget ved Middelhavet, ligesom navnet lagde op til, hvilket nok også hjalp lidt på helhedsindtrykket.

Firmaet bag har vist ansat nogle dygtige kommunikationsfolk, for der bliver ikke sparet på noget i hverken reklamevideo eller produktbeskrivelse på hjemmesiden, men det er altså også nogle gode chips. Læs bare denne yndige, maleriske beskrivelse: "During after-dinner conversation, shared with your friends and family, in the countryside or next to the sea; the occasion is accompanied with a velvety flavour like balsamic with emerging laughter and moments which taste like pepper. Sounds lovely, right? Give them a try." De får et stort otte-tal herfra - jeg giver sjældent mere til så neutral en smagsvariant, men jeg var meget tilfreds. 

Min kæreste køber denne pose, hver gang vi er i Spanien. Det er det sygeste discountprodukt; Frit Ravich har en totalt skodhjemmeside, posen koster ingenting og er usandsynligt grimt designet - og så hjalp det ingenting, at jeg lavede opstilling i vores fine hotelværelsesstol. Discount er nu ellers ikke altid en dårlig ting, når det kommer til chips, og for min kæreste er varianten blevet en klar favorit, men jeg er nu stadig lidt i tvivl om dens kvaliteter. Jeg troede aldrig, at for meget smagspulver kunne blive en dårlig ting, men her kammer smagen (der i små portioner er lidt a la ostepops) over i det kunstige, og det hele bliver hurtigt lidt vammelt. Til gengæld var de meget tømmermændsegnede, og fordi de faldt på et meget tørt sted lige i dén forbindelse, når de - trods min skepsis - faktisk helt op på et syvtal.  
Til festivalen kunne man købe Doritos og et par andre varianter af snacks i boderne, og det var perfekt sammen med en kold øl. De bredbølgede chips fra Ruffles var tykke og lækre i konsistensen, men jeg var ikke helt overbevist om smagen, der var lidt for kunstig - og i hvert fald slet ikke smagte som alt det anden lækre skinke, vi fik i Barcelona. Indtaget under en skinnende sol og skyllet ned med en Heineken, ender de spanske bølgechips alligevel med at hive et lille sekstal hjem, men de var turens dårligste. 
Den sidste pose vidste jeg egentlig godt, at jeg ikke ville elske, men jeg kunne ikke stå for posen. At jeg så endte med at tage et halvdårligt billede af posen klokken fem om natten inden et late-night-frådegilde, behøver vi ikke snakke mere om. Helt simple, franske kartofler er nok den nemmeste variant at sammenligne, og her vinder Taffels klassiske med afstand ned til KiMs økologiske udgave, der dog heller ikke er helt uden evner. Denne udgave når ikke de to andre til sokkeholderne, og selvom Lay's normalt laver fremragende chips, rammer de franske kartofler lidt ved siden af. Seks ud af ti Pringlesrør. 

lørdag den 18. juni 2016

all the pieces where they ought to be

Jeg har hygget mig ret meget siden vi kom hjem fra Barcelona, for jeg har næsten ikke skullet arbejde. Jeg har været i vandet et par gange, og en dag cyklede min kæreste og jeg en lang tur - blandt andet rundt på Refshaleøen. Jeg har i det hele taget tilbagelagt en del kilometer på min cykel de sidste par uger, og det er skønt at cykle rundt i den danske sommer. 
Der har været ret dårligt vejr ind i mellem, men så er vi blevet inde hos Jimmy, der altid er klar til at underholde, og vi har også spillet Game of Thrones-Matador, som jeg har været så heldig at få i afskedsgave fra mit arbejde. Jeg vandt stort - faktisk endte jeg med at eje det hele, inden min kæreste meget passende landede på King's Landing for sidste gang. Muhahahaha!
Jeg har også besøgt en anden dejlig kat - nemlig Jimmys kæreste Elvira, der bor hos den søde pige til højre på de yndige billeder, der dukkede op under en oprydning på arbejdet. De er fra en ti år gammel julefrokost, og selvom vores liv ser helt anderledes ud nu, er hun stadig en af mine bedste veninder. Den tredje bor i øvrigt i New Zealand nu, og jeg er lidt misundelig. Jeg havde min kæreste med på besøg på Nørrebro forleden, vores anden veninde kiggede også forbi, og det var en enormt hyggelig aften fyldt med masser af snak og god mad.

torsdag den 16. juni 2016

there is a limit to what you can experience

Lørdag er traditionelt Primaveras største dag, men i år var publikum altså lidt mere begejstrede for Radiohead end for Brian Wilson, så pladsen virkede mere fyldt og summende fredag. Det passede mig dog helt perfekt med en chillet lørdag - tredje festivaldag er jeg altid ret smadret. Heldigvis stødte to af vores glade venner til, og deres begejstring smittede og fik mig lidt op i gear igen. Jeg tog godt nok første del af aftenen solo, da min musiksmag ikke er helt så avantgarde som de andre i mit selskab, men det betød, at jeg kunne starte langsomt  med at se Autolux på græsset. Koncerten i sig selv var måske ikke fantastisk, og trommeslageren sang pivfalsk, men de var ret søde og havde en god energi.
Efter et par lidt kedelige numre med den tidligere Pulp-guitarist Richard Hawley, gik jeg mod Pitchfork-scenen og overværede vel egentlig ikke bare en koncert, men også performancekunst og akrobatik med den norske skovalf Jenny Hval, der var helt forrygende. Først troede jeg, at hun var nøgen, men hun havde bare et ualmindeligt tight bodysuit på - ligesom de andre i bandet, i øvrigt - og hun brugte nærmest også kroppen som instrument. Hun har spillet utallige gange i København, men det var alligevel min første koncert med hende. Det bliver forhåbentlig ikke den sidste!
Da jeg gik over mod de store scener for at mødes med de andre, nåede jeg lige at høre Brian Wilson og Surfin' U.S.A. Jeg havde ikke behov for at se hele koncerten, men det var fedt lige at få et glimt af en legende. Bagefter overværede jeg en af de bedste Deerhunter-koncerter jeg har set; Bradford Cox var virkelig i hopla, og det var et klart plus at han denne gang havde givet guitaren fra sig og koncentrerede sig om vokalen, for dér kan han altså noget helt særligt. Jeg er ellers ikke så glad for den nyeste plade (bortset fra den funky Snakeskin, der i øvrigt har den fedeste video), men da den blev spillet live, var det svært ikke at danse lidt rundt. 
Isbjørnen er ikke relevant i denne sammenhæng, men jeg var meget begejstret for at se den, og jeg har ikke noget billede af PJ Harvey, der ellers leverede festivalens bedste koncert. Det var så smukt, hjerteskærende, fedt og rørende, og jeg er glad for, at vores venner fik lokket min kæreste og jeg lidt længere frem i menneskemængden, så vi havde godt udsyn. Jeg faldt for alvor for hende for fem år siden, da hun udgav den fantastiske Let England Shake, og få måneder efter så jeg hende faktisk på Primavera Festival. Det var også en god koncert, men denne gang var det helt fænomenalt. 
Vi nåede næsten ikke at puste ud, før Sigur Rós startede på den modsatte scene. Det var mine to hovednavne der spillede lige i træk, og jeg var nærmest lykkelig. Jeg har et helt særligt forhold til Sigur Rós, der har hjulpet mig igennem mange lange, mørke vinteraftener som ung i min hjemby, og de har aldrig lavet en dårlig plade. Der er en ny på vej, som de spillede et enkelt nummer fra, men ellers var det to timers hitparade med fede visuals, overvældende musik, og en vokal, der sad præcis hvor den skulle. 
Ud på natten valgte vi Ty Segall frem for Moderat, for til førstnævnte kunne vi sidde ned på græsset. Jeg var efterhånden godt brugt, men Ty Segall - som jeg ellers er ret uinteresseret i - leverede en energiudladning af dimensioner, og bandet fyrede den af i en grad, jeg sjældent før har oplevet. Der var de særeste indslag i koncerten, og pludselig stod en fan på scenen og råbte og skreg så fedt, at jeg først troede det var planlagt. Vi var helt høje, da vi gik hjemad, og det var  en fed, fed afslutning på endnu en vellykket festival. 

Ligesom sidste år var der ikke så mange navne på min must-see-liste, men jeg endte alligevel med en bunke gode koncerter. Sidste år var det primært de små navne, der stjal mit hjerte (og Patti Smith, bevares), mens jeg i år er gået all-in på de mere kendte kunstnere og koncerter med vilde visuals og dygtige kameramænd på de store scener. Begge dele har sin charme, og jeg har i hvert fald haft endnu en virkelig god festival. 

mandag den 13. juni 2016

dresses that glow on girls from barcelona

Fredag i Barcelona startede for vores vedkommende sent med en tur på stranden og en efterfølgende lur inden festivalen. Jeg var ved ankomsten stadig lidt sløv, så det passede mig udmærket at få aftenen sparket igang med Neil Hagerty & The Howling Hex, der leverede en særdeles underholdende og underlig koncert på Primavera-scenen. Efter en gang aftensmad måtte vi overgive os totalt til den 67-årige Selda Bagcan fra Tyrkiet, der godt nok lignede en bedstemor på vej i køkkenet, men som virkelig fyrede den af på scenen med sit unge band i ryggen. Hun er virkelig en bemærkelsesværdig kvinde - og så var musikken bare helt perfekt til en sommeraften i Barcelona, hvor der vist var en del blandt publikum med tyrkiske rødder. 
Derefter var det blevet tid til Beirut, der lidt uheldigt havde fået plads på en af de to største scener. Beirut har en lidt særlig betydning for min kæreste og jeg, der lyttede meget til Zach Condons to første plader i starten af vores forhold, så vi skulle selvfølgelig se denne koncert. Vi har set Beirut sammen før, men det er ved at være længe siden, da Zach Condon har holdt en laaaaaang pause og haft en svær depression, som han heldigvis er kommet ud af nu. Den nye plade er desværre decideret elendig, men koncerten fredag aften var rigtig fin - især når han spillede numre fra det fantastiske bagkatalog. 
Mit mobilkamera måtte give op efter Beirut, men Radiohead var alligevel så langt væk, at Thom Yorke og banden ikke var værd at tage billeder af. Der var PROPPET til festivalens hovednavn, og de skuffede heldigvis heller ikke - og jeg er faktisk ret ked af, at vi gik allerede efter en time og gik glip af hitparaden med taberperlen 'Creep' som ekstranummer. Jeg er til gengæld ikke ked af, at vi derfor endelig fik set Shellac, der spillede et af mine all-time yndlingsnumre (fra en lidt anden tid, ikke...) Prayer to God, for det var en superfed optræden på den mindste scene. 

Animal Collective har jeg vel efterhånden set live ti gange, og det er godt hver gang. Sidst jeg så dem i Barcelona for fem år siden, blev jeg liiige lidt for fuld, men det jeg kan huske, var helt forrygende, og selvom jeg personligt ikke var helt lige så festlig denne gang, var det stadig en virkelig god optræden. Denne gang spillede de mest materiale fra den lidt svage nye plade, der heldigvis var meget bedre live, og de var alle sprudlende af spilleglæde og startede en fest blandt publikum. Det gjorde The Avalanches også, men det var vist mest fordi det var blevet klokken tre fredag nat, for jeg synes koncerten var festivalens klart største skuffelse. Jeg elsker Since I Left You-pladen, der efterhånden er blevet seksten år gammel, men jeg tror ikke jeg kommer til at holde af den nye efterfølger, der klart dominerede showet. Fredag endte altså med en lille skuffelse, men ellers var jeg ret imponeret af aftenens koncerter. Det skulle dog blive endnu bedre lørdag, der var en sand perlerække af gode koncerter i godt selskab, men mere om det en anden gang. 

lørdag den 11. juni 2016

will always be stunning and never cliché

Inden jeg fortæller videre om Primaveras fantastiske koncerter, må jeg lige vise et par billeder fra min skønne fredag eftermiddag i selskab med mine dejlige gymnasieveninder. Vi spiste brunch på Vestamager på Café 8tallet, som jeg aldrig før har besøgt, men det var virkelig et fint sted med udsigt over (kunstigt) vand og græssende køer. Selve bygningen er også ret imponerende, og jeg ville nok ikke sige nej tak, hvis jeg fik en lejlighed forærende. 

Det er nok ikke helt til at skjule, at der snart sker store ændringer i mine veninders liv - og jeg synes det er så fint, at de kan få lov til at opleve det sammen og dele glæder og erfaringer. Snart bliver vores pige-trekløver udvidet til seks, og jeg glæder mig sådan til at møde de nye medlemmer af gruppen. Eftermiddagen blev rundet af på en bænk hos Ismageriet, som jeg også gerne vender tilbage til en gang eller ti i løbet af sommeren. Skøn, skøn dag, der forhåbentlig snart bliver gentaget - pigerne er på barsel, og min jobsituation er stadig uforudsigelig, så jeg har også godt med tid. Sommeren er god i år!

torsdag den 9. juni 2016

miniature heads that color the shoreline

I torsdags startede min fjerde Primavera Sound-festival i Barcelona, og endnu engang var det en kæmpe succes. Jeg har sagt det før, men jeg er simpelthen så vild med alt ved den festival. Noget af det allerbedste er placeringen i den fine park ved havnen, så man har udsigt over vandet til de fleste koncerter - og som noget nyt var der i år også adgang til stranden fra en mere partyorienteret del af festivalen med et Bacardi-hus og DJ-scener. 
Vi startede faktisk vores festival indenfor, hvor Alessandro Cortini skabte et fantastisk lydbillede i auditoriet. Der var bælgmørkt, fede visuals og betagende musik, og man kan godt høre, at han har turneret med Nine Inch Nails i en årrække. Uden at vide det, var koncerten også starten på en dag, hvor de fleste af vores koncerter var uden (ret meget) vokal. Efter mørket trængte vi til lidt sol og til at genopdage festivalpladsen, så vi hørte lidt af fire forskellige spanske navne, hvor Mueran Humanos var klart bedst, og så interessante, at jeg lige skal have tjekket dem ud herhjemme. 
Derefter var det blevet tid til et af de navne jeg havde glædet mig mest til, nemlig den unge über-indie-prins Will Toledo og Car Seat Headrest. Han har spyttet plader ud på bandcamp i årevis, men er først for alvor ved at slå igennem nu. Den kluntede teenager (der faktisk er fyldt 24, men han ser så ung ud!) nåede dog ikke helt ud over scenekanten, og selvom det slackede og afslappede er et af kendetegnene ved musikken, blev det liiige rodet nok, desværre. 
Billedet er fra netop Car Seat Headrest-koncerten på den fine Pitchfork-scene - jeg gik lidt før tid, for at nå BEAK> på Primavera-scenen, og kunne tage billedet fra broen. Geoff Barrow fra Portishead og hans sideprojekt leverede til gengæld en nærværende og tight koncert, der virkelig fangede mig, selvom jeg overhovedet ikke kendte musikken i forvejen. Et band jeg til gengæld kender rigtig godt er Air, der spillede på en af de store scener, imens solen gik ned. De var desværre underligt undervældende, og selvom det var fedt at høre 'Sexy Boy' og 'Cherry Blossom Girl', var koncerten lidt en flad oplevelse. Heldigvis kunne vi snuppe os noget lækker aftensmad og en øl imens, og så blev musikken også lige en tand bedre. 
Da mørket var faldet på, var det tid til Explosions In The Sky, der også var et af mine hovednavne. De leverede en magtdemonstration af perfekt post-rock, og bandmedlemmerne var totalt i sync, så jeg blev bestemt ikke skuffet. Efter at være blevet blæst igennem i en time, trængte vi dog til at sidde lidt ned, så det var perfekt at John Carpenter spillede på Primavera-scenen, hvor vi kunne sidde på den skrånende græsplæne og se både scene og storskærme. John Carpenter er en af mine gamle helte, for han har instrueret og lavet musik til SÅ mange seje gyserfilm, som der også blev vist klip fra på storskærmene. Det var torsdagens bedste oplevelse, og næsten mere end bare en koncert - og den kulminerede, da han spillede temaet fra Christine (Stephen King) som allersidste nummer. Det var egentlig en perfekt afslutning på torsdagen, men vi snuppede alligevel et par numre med congolesiske Mbongwana Star på vej ud - bare fordi vi kunne.