torsdag den 17. august 2017

I don't wanna dream if it don't come true

I går var det endelig blevet tid til det øjeblik, jeg har ventet på i årevis - biografpremieren på filmatiseringen af mine elskede The Dark Tower-bøger af Stephen King. Som tidligere nævnt havde jeg virkelig prøvet at sætte mine forventninger ned til et absolut minimum, hvilket faktisk bevirkede, at jeg blev lidt positivt overrasket! Der var naturligvis rigtig mange ting galt med filmen, og de fleste af mine bekymringer var også velbegrundede, men det er trods alt en Stephen King-film med et ret højt budget, og det er jeg ikke så vant til at se. Min ledsagende veninde - der ikke er bekendt med universet - synes faktisk, at det var en decideret god film, omend noget forvirrende ind imellem. Det forstår jeg godt - der var ufatteligt mange henvisninger og forhistorier, man ikke havde en chance for at kende, hvis man ikke har læst bøgerne. 

Man kan sammenligne denne ultrakorte fortolkning af The Dark Tower med en udgave af Ringenes Herre, der starter med Frodo og Sam ved Mordors porte uden at gå i dybden med at fortælle hvorfor de er der, eller for den sags skyld nævne resten af The Fellowship og hele Middle-earth. Det kunne stadig blive en okay film, men der ville mangle både motivation og følelser - og det gjorde der også i The Dark Tower. Jeg synes dog godt jeg kunne mærke, at den danske instruktør Nikolaj Arcel også er fan og kender universet - jeg ville bare ønske, at han havde fået mere plads at udfolde sig på. Det gik alt, alt for stærkt.
Jeg har været meget skeptisk omkring castingen af Idris Elba som min elskede Roland. Min skepsis blev gjort til skamme, for han gjorde det faktisk ganske godt (selvom jeg stadig drømmer om at se Viggo Mortensen i rollen). Matthew McConaughey overspillede en anelse, og hans vanvittige ondskab forblev nærmest uforklaret, men han var også okay som The Man in Black. Vigtigst af alt var den unge Tom Taylor, der spiller Jake Chambers, ikke irriterende, men både sympatisk og relativt velspillende, hvilket ikke altid er tilfældet med børneskuespillere (okay, han er seksten, men i bøgerne er Jake altså kun elleve.)  

Jeg er ambivalent omkring mit håb om at filmen klarer sig nogenlunde. Den er blevet slagtet af anmelderne (der er en virkelig harsh anmeldelse fra Politiken her, som jeg desværre er ret enig i) og jeg har egentlig heller ikke behov for at se endnu en film efter samme opskrift, men der går rygter om en tv-serie, hvilket jeg finder meget mere lovende. Det kræver dog nok, at filmen ikke flopper totalt, men selv med det i baghovedet kan jeg ikke  for alvor forsvare en anbefaling om at se den i biografen, for man skal nok være særligt glad for Stephen King (eller trods alt ret flot action) for at få en rigtig god oplevelse med Nikolaj Arcels The Dark Tower.

tirsdag den 15. august 2017

when I look outside and these worlds collide

Sidste omgang Tysklandsbilleder bliver ledsaget af lidt strøtanker fra den sidste uges tid. Allerførst må jeg endnu engang nævne, at det er ualmindelig svært at være AaB-fan i øjeblikket. I går spillede de sæsonens femte kamp; det var på hjemmebane mod Hobro, og det burde have været en walkover. I stedet sad jeg med hjertet oppe i halsen i kampens døende minutter og håbede på, at vi i det mindste kunne holde 1 - 1 hjem, og så er det altså op ad bakke. Jeg ved snart ikke hvad der skal til, for stort set alle på holdet virker totalt idéforladte og uengagerede. 
Apropos fodbold fandt jeg i sidste uge ud af, at jeg har gået på efterskole med FCKs fankoordinator, der er kommet lidt i problemer efter at have liket nogle hooligan-billeder på instagram. Ifølge artiklen på ekstrabladet (ja, sorry, men informations artikel er bag en betalingsmur) har han også tætte forbindelser til toppen i København Hooligans, så han lyder bare som en rigtig hyggelig fyr. Jeg har ikke snakket med Daniello (det siger artiklen, at han også kaldes) siden efterskolen, men det virker måske også lidt som om vi har nogle ret forskellige interesser nu. 
Jeg gik også på efterskole med en anden meget fodboldinteresseret (og noget mere sympatisk) fyr. Han spillede på ungdomsholdet i AGF og var enormt vellidt, men i 2008 blev han brutalt stukket ned og dræbt på gaden i Aalborg, og det er lige gået op for mig, at det drab blev begået af bandelederen i LTF. Jeg kan ikke ligefrem påstå at have været stor beundrer af gadebanden (eller bander generelt) tidligere, men det gjorde dem lige lidt ekstra usympatiske i mine øjne. 
Men apropos bander havde jeg den dejligste eftermiddag på Nørrebro i går, hvor jeg tilbragte et par dejlige timer i solen på Blågårds Plads i selskab med et par gode veninder og en rabarberlimonade. DR var dukket op med et kamerahold og håbede på noget spændende at filme, men det var en helt og aldeles fredelig eftermiddag på Nørrebro med legende børn, sludrende veninder og skakspillende bedsteforældre. 

søndag den 13. august 2017

nothing makes sense when the waves roll through

Jeg har tilbragt min weekend på Refshaleøen til Haven Festival sammen med resten af København. I sidste uge købte vi lidt spontant billetter til festivalen, der har brødrene fra The National og Claus Meyer som bagmænd, og det var virkelig også det vildeste hipsterforetagende, jeg nogensinde har oplevet. Det er kærligt ment, men det var altså lidt sjovt at kunne vælge mellem økologiske hotdogs med torsk og musling og en enkelt japansk kødbolle til 75 kroner (lavet af Johnny Spero, ja ja) - og skylle det ned med enten en pale ale eller en pilsner, der smagte umiskendeligt af en pale ale. Køerne var for lange til både mad og toiletter, lyden fra scenerne var ikke fantastisk og vejret var skidt, men jeg har alligevel haft en virkelig dejlig weekend med gode venner; Meyer's flæskestegssandwich og den sydamerikanske anretning på billedet var værd at vente på, koncerterne holdt et ret højt niveau trods lydproblemer, og en regnjakke hjalp på den værste irritation over vejret.

Jeg var ikke for alvor oppe at ringe over programmet, men jeg endte alligevel med at få et par ret gode koncertoplevelser. Jeg havde glædet mig mest til Conor Oberst; min teenage-obsession jeg tidligere har skrevet om her, og han indfriede bestemt mine forventninger. Han spillede også adskillige Bright Eyes-numre, blandt andet 'Something Vague' som jeg elsker, og som resulterede i bølger af kuldegysninger hos mig hele sangen igennem. Han har haft et par hårde år, efter en forstyrret fan anklagede ham for voldtægt - hun trak senere alt tilbage, men det har ændret meget for ham, og han er tydeligt blevet ældre på de tre år der er gået, siden jeg så ham sidst. Det kan godt gøre mig lidt ked af det - jeg ved godt, at jeg overhovedet ikke kender manden, men jeg har virkelig obsesset over ham i mine unge år, og det er svært at slippe helt. Der er et helt nyt, dybdegående interview med Conor Oberst lige her.

Min første Ice Age-koncert var bedre end forventet, bagefter overraskede fine Lisa Hannigan mig positivt med sin flotte stemme, og så havde vi en fest med Iggy Pop, som jeg har været så heldig at se en gang før. I fredags var han endnu mere i topform, og det var fedt at skråle med på alle klassikerne, mens hovedpersonen spjættede rundt på scenen i bar overkrop og med mikrofonen i bukserne. Lørdag var Perfume Genius det klare højdepunkt, og måske også festivalens bedste koncert - Mike Hadreas leverede en sand pragtpræstation, der kulminerede med den formidable Queen. Resten af aftenen druknede desværre lidt i regnen, men Den Danske Strygekvartet var fine; Liss var... ikke lige mig, og The National nåede vi ikke, men det er ikke noget stort tab for mit vedkommende. Alt i alt er jeg ikke voldsomt imponeret af festivalens afvikling, men jeg havde alligevel et par gode dage i dejligt selskab, med lækker mad og fin musik. Og det er svært at sige nej til en festival, der ligger et kvarter væk på cykel, så mon ikke jeg vender tilbage næste år. 

torsdag den 10. august 2017

one day you find ten years have got behind you

Snart er det slut med stemningsbilleder fra Tyskland, men først lidt mere landlig idyl fra småbyerne ved Tauber og Main. En dag kørte vi en tur langs floderne, beundrede de smukke vinmarker (og de nuttede, bittesmå traktorer, der kørte rundt mellem de sirlige rækker) og købte vin fra de lokale. Aftensmaden bestod af Semmelknödel med de evigt populære kantareller i en flødesovs, og det var eminent godt. 
Det er stadig lidt hårdt at være tilbage på arbejde, fordi vi er så ferieramte. Musene driller og træskoene klemmer, men jeg prøver at nyde det alligevel, da jeg skal tilbage i skole efter næste uge, og jeg vil meget hellere blive. Og i denne uge blev jeg inviteret på date! Det sker så sjældent (har trods alt også været i et forhold i ti år) at jeg føler et behov for at nævne det - og min kæreste, der ikke er i stand til at føle jalousi, synes bare det er 'sejt'. Med rødt hårnet, arbejdstøj og sikkerhedstræsko har jeg simpelthen charmeret mig ind på en sydeuropæisk forsker, der lige ville gribe chancen inden jeg stoppede på afdelingen.

In other news var jeg i biografen i går og se Valerian and the City of a Thousand Planets af Luc Besson, som jeg er ret glad for. Den har fået halvlunkne anmeldelser og var bestemt heller ikke noget mesterværk, men den var i det mindste utroligt flot og moderat underholdende. Om en uge skal jeg i biografen igen og se The Dark Tower, der har fået endnu dårligere anmeldelser, men når jeg endelig har mulighed for at se en Stephen King-film på det store lærred, slår jeg til. Der må da være noget positivt ved fortolkningen. 


lørdag den 5. august 2017

they seem to know their stuff

Rothenburg er blevet en sand turistmagnet i løbet af de sidste år; byen er placeret på mange 'Europa-top-ti'-lister, og det vrimlede med især amerikanere og japanere. Jeg kan godt forstå det, for byen er virkelig enormt charmerende med brosten, bindingsværk og blomster overalt. Vi besøgte byen flere gange, fik god mad og slentrede rundt i gaderne, og selvom der er lidt overrendt, kan jeg bestemt anbefale et besøg hvis man er i området. Jeg kunne ikke lade være med at tage billeder af de mange smukke skilte, så her er en hyldest til originalitet og dedikation i skiltemageri. 
Min far forærede mig et puslespil fra Rothenburg, og efter jeg er kommet hjem, har jeg fundet ud af, at jeg har fotograferet samme motiv fra en lidt anden vinkel. Det er også ret idyllisk. Bamsen på nederste billede sad ovenpå en legetøjsbutik, blæste sæbebobler og begejstrede både børn og barnlige sjæle (min søster, hendes kæreste og mig). Byen bød på adskillige souvenirbutikker og excellerer især i julepynt; vi var i en butik så stor, at det faktisk var en udstilling. 
Jeg har fyldt de sidste par ugers eftermiddage og aftener ud med gode aftaler - jeg har været ved stranden (og i vandet) tre gange, gået tur i Botanisk Have, spist kage på café og været i Zoologisk Have, og de næste par uger bliver også travle. Min kæreste og jeg har lige spontant købt billetter til Haven Festival i næste weekend på Refshaleøen, og jeg glæder mig især til at gense Conor Oberst, Iggy Pop og Perfume Genius. Jeg har også planlagt to biografture, endnu en badetur og et venindebesøg, for allerede om to uger starter jeg i skole igen, og jeg kan tydeligt huske sidste års manglende overskud til ret mange aftaler efter lange dage i Roskilde. 

torsdag den 3. august 2017

you take only seconds to draw me in

Nu går der for alvor feriealbum i den. Jeg ved inderst inde godt, at folk ikke har den store interesse i at se andre menneskers billeder fra dyreparker, men Wildpark Bad Mergentheim var simpelthen så fin en oplevelse med så nuttede dyr, at jeg MÅ dele. Jeg har  krydret indlægget med et par billeder af mig selv og et fjollet får og håber på jeres tilgivelse. 
Sølvræven er et af mine yndlingsdyr, og denne lille fyr var et virkelig fint eksemplar af racen. Jeg er ret nem at stille tilfreds når det kommer til dyr, og et lille gab er noget af det, der begejstrer mig allermest - der er ikke noget bedre end hyggetrætte dyr. (Helt modsat mennesker, i øvrigt.) På ferien havde jeg også fornøjelsen af Silke, der sov i sin kurv ved siden af min seng det meste af natten, og ved siden af mig i sengen resten af tiden. Der blev hyggegabt og stornusset, og jeg savner at vågne op til hendes logrende hale - Jimmys insisterende pote i mit ansigt er bare ikke helt det samme. (Obvious disclaimer: Jeg elsker naturligvis min perfekte kat Jimmy mere end næsten alt andet i verden; jeg tager bare helst imod hans kærlighed efter klokken seks om morgenen.) 

tirsdag den 1. august 2017

life forms around you when you leave

Vi boede i Archshofen - en lillebitte by uden gadenavne, der i størrelse, type og aktivitet mindede meget om vores elskede Bettwar, der kun lå otte kilometer væk. Da landsbyen ikke ligefrem kan kaldes et udflugtsmål i sig selv, er jeg lidt varsom med at fortælle anekdoter, skamrose indbyggernes kulinariske evner og vise billeder fra underskønne Bettwar, men byen har altså en helt speciel plads i hjerterne hos min familie og mig, da vi utallige gange har brugt byen som overnatningssted på vej videre sydpå. På Gasthof Alte Schreinerei laver de områdets bedste mad, og i år vendte vi tilbage hele to gange. I husker måske det tidligere viste, forkølede forsøg på en osteschnitzel - her er en perfekt en af slagsen. 
Det var ekstra specielt at være i Bettwar uden min mor, selvom det vist allerede er tredje gang vi besøger stedet siden hendes død. Hun fylder naturligvis mest, når jeg besøger min far i mit barndomshjem, men der er også noget helt særligt over at besøge steder, der stadig gemmer på lidt af dem, man har mistet, og vi kunne i hvert fald alle sammen mærke hende i den lille, søvnige by. Ingen af os er religiøse, men vi tændte alligevel et par lys for hende i nogle af de mange kirker vi besøgte (og ja, så viste jeg lige alteret alligevel. Men det er altså også ret pænt). 

Som jeg også nævnte her, så mangler min mor lidt ekstra nu, fordi min søster skal have en lille pige til november. Jeg bliver stadig helt overvældet af følelser, når jeg tænker på det, og det virker så vanvittigt uretfærdigt, at min søster ikke får lov til at have sin mor hos sig lige nu. Karoline fra I carried a watermelon har selv mistet sin mor, og hun sætter meget præcist ord på meget af det, der fylder hos både min søster og jeg. Jeg kan ikke det samme som vores mor kunne, men jeg vil gøre alt hvad jeg kan for min søster, og igen - jeg ville sådan ønske, at vi boede tættere på hinanden.