søndag den 29. marts 2015

we're coming out of the side-lines

Jeg har fået besøg af min far og min søster, og vi storhygger med familiefødselsdag (min onkel og 'nye' tante har også fødselsdag her i slutningen af marts), vampyrfilm, bland-selv-slik, middagslure og indisk take-away. Tirsdag kører jeg med dem tilbage til Jylland, og så er det faktisk okay, at jeg lige skal arbejde et par dage først. Internettet bliver nedprioriteret i disse dage, så disse selvfede skabninger fra Zoologisk Have får lige lov til at agere pauseskærm lidt. 

torsdag den 26. marts 2015

they're all waiting here for me

I tirsdags tilbragte jeg min tredive-års fødselsdag på allerbedste vis i selskab med min kæreste. Jeg sov længe, fik morgenmad på sengen og pakkede lidt flere gaver op (behøver jeg nævne, hvor meget jeg elsker Michael Jackson-englen?), og jeg havde egentlig slet ikke lyst til at rejse mig fra sengen. Vi kom derfor ret sent afsted mod Zoologisk Have (jeg glemmer altid, at de lukker absurd tidligt i disse måneder), men vi nåede heldigvis at hilse på alle vennerne. 
Der var afsindig koldt, så vi var ret længe inde i regnskoven og kigge på flotte fugle. Jeg ledte også efter dovendyrene, som jeg kun kan se hveranden gang jeg er på besøg - tirsdag var ikke en af dem. Ulvene gemte sig også, men jeg fik da hilst på den i øjeblikket mest berømte beboer; det lillebitte næsehorn, der mest lå og puttede ved siden af sin mor. Inden da havde det rendt rundt i fuldt firspring på folden, men det har jeg ingen billeder af.

Aftensmaden blev indtaget på Spiseloppen, som jeg ikke tidligere har besøgt, men bestemt vender tilbage til. Det var virkelig lækker mad til absolut rimelige priser i en afslappet atmosfære, og jeg er kun ked af, at der ikke var plads i maven til dessert. 
Desserten kunne jeg heldigvis få derhjemme, for jeg har simpelthen fået så afsindigt meget slik. Mine venner, min familie og min kæreste har tydeligvis ikke tænkt sig at hjælpe i projekt bikiniklar (som nu aldrig har været et reelt projekt, og jeg ejer desuden ikke en bikini), og her er slik til mindst en uge. Høhø. På billedet mangler desuden endnu et Pringles-rør, en plade Marabou og tre Kinder Country-barer, men det har vi altså spist. 

mandag den 23. marts 2015

lying here asleep on a sunbeam

Jeg har ikke set dette søde lille fjæs siden jeg besøgte min familie i slutningen af januar, og jeg savner hende noget så forfærdeligt. Jeg savner naturligvis også min far og min søster, men dem snakker jeg trods alt med ind imellem, og det er altså lidt sværere at have et langdistance-forhold til en hund. (Sidst jeg snakkede i telefon med min søster fik jeg dog lov til at lytte til Silke, der spiste chips - hvilket er en ret okay erstatning, når jeg nu ikke kunne se det live.) I weekenden får jeg besøg fra Jylland, men Silke må en tur i hundepension, da jeg ikke er helt overbevist om, at hendes charme virker på Jimmy. Jeg kan dog snart ikke undvære hende længere, så når min familie drager hjem igen tager jeg med, og jeg glæder mig helt utroligt til en miniferie i Jylland i de første påskedage.

Og apropos gårsdagens beskrivelse af min lettere dramatiske tankegang, er det i dag BÅDE min sidste mandag OG min sidste arbejdsdag OG min sidste DAG i tyverne. Det er altså lidt vildt.    

søndag den 22. marts 2015

friends don't waste wine when there's words to sell

Jeg har ikke rigtig kunnet finde en indgangsvinkel på at fortælle om at fylde tredive, for jeg har altid syntes det var lidt fjollet når folk flippede helt ud over at nå den skillelinje. Age is just a number, man!  Men den sidste uges tid er der alligevel begyndt at snige sig nogle tanker ind på mig, der har et lille strejf af panik over sig, og jeg tager mig selv i at være overdrevet dramatisk hele tiden - i dag er det f.eks. min sidste søndag i tyverne. Jeg kan heller ikke helt finde ud af, om min ubeslutsomme tilgang til min fremtid med ét slag går fra at være okay til at være ussel, men jeg har under ingen omstændigheder tænkt mig at klippe mit hår kort, selvom man tilsyneladende ikke må være langhåret, når man er over tredive. Jeg må åbenbart heller ikke gå i t-shirts med print længere, men i så fald ville jeg skulle kassere halvdelen af min garderobe, så de der aldersracisme-lister kan shut it. Men overordnet set har jeg faktisk været lidt mere ambivalent omkring min fødselsdag end jeg troede jeg ville være - lige indtil min fødselsdagsfest i går aftes, altså, og nu har jeg det fint med at fylde rundt på tirsdag. 
Jeg har nemlig de mest fantastiske, betænksomme, sjove og festlige venner i mit liv, og i går var de fleste af dem samlet i vores lejlighed til hygge og dans. Der var dybfølte snakke, røverhistorier, britpop en masse, fyldte askebægre og øl på gulvet, og jeg havde verdens bedste aften. De sidste gæster gik ved femtiden i morges, og jeg var så glad og tilfreds (og fuld) at jeg ikke kunne sove, så jeg tændte for musikken igen, så solopgangen og begyndte at rydde op. Bedste beslutning ever! Dét var jeg glad for, da jeg vågnede i formiddags, og nu mangler jeg bare at vaske gulvet. Det kunne være virkelig fedt at få gjort i dag, da det ikke er en aktivitet jeg har behov for at beskæftige mig med på min faktiske fødselsdag på tirsdag, men lad os nu se. Jeg skal jo også lige have en lur. Billederne fra festen er ikke blog-egnede i hverken kvalitet eller indhold, så derfor får I et glimt af den overvældende samling gaver jeg fik skrabet til mig i går - de er alle sammen så fine og personlige at jeg har tudet lidt over det i dag. Jeg kan ikke afvise, at mine tømmermænd også har indflydelse på mit følsomme (men meget glade!) humør, men jeg er da heldig at have så gode venner, der kender mig så godt. 

tirsdag den 17. marts 2015

marveling over dead branches

Jeg får forhåbentlig ikke mulighed for at tage flere billeder som dette inden sommeren kommer, men selv hvis der skulle komme en runde mere med frost og sne, er der ingen der kan tage det tiltagende dagslys fra mig. Jeg sover desværre rigtig dårligt om natten i øjeblikket - jeg vågner meget tidligt om morgenen og kan ikke falde i søvn igen, og det er usædvanligt for mig, der ellers altid kan sove. Når jeg har tænkt nok på alle de uendeligt mange og samtidigt uendeligt få muligheder for min fremtidige uddannelses- eller jobsituation, kan jeg heldigvis godt sove et par timer mere, og så er det bare dejligt at der er lyst når jeg skal op. Det betyder alverden, at jeg ikke skal stå op til mørke og kulde, og nu er der tilmed også lyst, når jeg har fri igen. I ti minutter, altså, men det bliver jo snart bedre. Og nu har jeg vist ikke nogen undskyldning længere for ikke at cykle på arbejde - det må være et slags tredive-års-forsæt.  

søndag den 15. marts 2015

strange weather in the back of the room

Jeg har ikke rigtigt nænnet at tage Svampebob-banneret ned efter vores nytårsfest, og eftersom jeg nu skal holde fødselsdagsfest i næste weekend, får drengene lov til at blive hængende lidt endnu. Vores stue er måske pyntet bedre til et babyshower end til en tredive-års fødselsdag, men hvis jeg skulle til at begynde på dét pjat,  er min alder vel også meget passende. (Det skal jeg ikke. Jeg prøver ikke på en kryptisk måde at fortælle, at jeg er gravid, for det er jeg ikke, og det bliver jeg ikke. Just to clarify.) Amagerhylden er nok også pyntet lidt til den barnlige side, men det er egentlig min kæreste der skal dekorere den, og indtil han får taget sig sammen til dét (der er kun gået tre år indtil videre), har jeg indtaget pladsen med en lille brøkdel af alt mit nips. Jeg glæder mig sådan til at holde fest, og jeg håber, at vi alle kan være i lejligheden!

fredag den 13. marts 2015

and the waiting scene and the sunday dream

I søndags havde jeg endelig fri på en dag med solskin, og jeg endte med at gå en tre timer lang tur alene rundt i byen med mit kamera og min mors gamle støvler på fødderne. Jeg bor næsten lige bag Kløvermarken, hvor første del af den famøse og udskældte supercykelsti er blevet bygget, og selvom jeg overhovedet heller ikke synes den hører til på Christiania, er jeg glad for det lille stykke, der går rundt om boldbanerne. Her holder Christianias fodboldhold og dertilhørende awesome spillerbus i øvrigt også til. Inde på Christiania var der proppet med mennesker, der gik søndagstur i solskinnet og spillede backgammon på Nemoland, og jeg drak en sportcola ved vandet før jeg gik videre.  
Jeg har aldrig fået besøgt Papirøen, der ligger på Christianshavn mellem Operaen og Knippelsbro, men i søndags skulle det være. Experimentarium City holder til derude, imens de får bygget nye, flotte lokaler i Hellerup, og så er der også blevet plads til Copenhagen Street Food, hvis boder byder på lækre, små retter til overpris. Det duftede virkelig godt, men jeg skulle gemme min appetit til lidt senere, så jeg må derud en anden gang og spise økologiske hotdogs og koreansk barbecue. Der var også massiv hipster-alert, så jeg skal lige have et par venner med næste gang, så jeg ikke føler mig usandsynligt utjekket og alene.  
Da solen begyndte at stå lavere på himlen, hentede jeg min stakkels kæreste, der havde været indenfor på arbejde hele dagen. Vi tog på kærestedate på noget så romantisk som Rio Bravo, fordi min kæreste havde drømt om stegt flæsk med persillesovs i flere uger. Til ikke-københavnere kan jeg fortælle, at Rio Bravo er en legendarisk restaurant, der har åbent til klokken fire om morgenen hver dag - og derfor tit er fyldt med berusede mænd, der skal have stegt flæsk ad libitum. Det er egentlig utroligt, at der skulle gå ti år før mit første besøg - tænk, at der aldrig er en af mine venner der i fuldskab har prøvet at lokke mig derind på en bytur. Maden var lidt bedre end man kan forvente sådan et sted, hvor kvantitet kommer over kvalitet, men nogen stor kulinarisk oplevelse var det selvfølgelig ikke. Vi havde snakket om at gå hjem, men endte med bare at trille ud til bussen i stedet (og jeg havde ikke engang spist halvdelen af indholdet på min første tallerken). Dejlig søndag eftermiddag! 

tirsdag den 10. marts 2015

when your eyes were alive and awake

I dag er det min mormors fødselsdag. Hun døde for fjorten år siden, og det var et hårdt slag for min mor, der var ret påvirket af det længe efter. Et eller andet sted tror jeg faktisk ikke, at hun nogensinde kom rigtigt over det, selvom det selvfølgelig blev lettere med tiden - men hun ville nok også have haft godt af at gå i en sorggruppe. Jeg tror faktisk stadig, at der inde i et skab står nogle poser med min mormors gamle billeder, som min mor aldrig nænnede at gå igennem. Jeg har det helt omvendt. Jeg vil gerne se på så mange familiebilleder som muligt så ofte som jeg kan - især fordi der er SÅ mange fine imellem, da min morfar var en ivrig og dygtig fotograf. (Her er lidt flere, som han af gode grunde ikke har taget, da han selv er med på dem). Jeg håber sådan, at min mor og hendes forældre er blevet genforenet et sted, og i disse dage savner jeg dem lidt ekstra.

søndag den 8. marts 2015

Stephen King - Under The Dome

Da Stephen King i 2009 annoncerede endnu et mastodontværk på over tusind sider blev jeg ganske ekstatisk, for det er hans lange værker, jeg holder allermest af. The Dark Tower-serien er et fantasy-mesterværk på højde med Ringenes Herre, og The Stand er for mig noget af det allerbedste inden for den vidtfavnende genre, der er postapokalyptisk litteratur. King begyndte at skrive på Under The Dome allerede i firserne, så det er en fortælling der har været længe i støbeskeen, og med plads til adskillelige tilretninger undervejs. Men inden jeg skruer jeres forventninger højere op (oh, who am I kidding), må jeg hellere sige, at den desværre ikke levede op til mine forventninger; heller ikke ved denne anden gennemlæsning. Jeg sætter selvfølgelig altid pris på at kunne tilbringe lidt længere tid i Kings univers, men denne gang føltes det forlængede ophold bare en smule unødvendigt, for Under The Dome er en historie, der kunne fortælles mere elegant og stringent på den halve plads. 

Den lille søvndyssende flække Chester's Mill vågner med et brag, da en gigantisk osteklokke pludselig opstår ud af det blå og omkranser hele byen. Det er et spændende og klaustrofobisk udgangspunkt der næsten fik mig til at tilgive, at byens indbyggere i bogens indledning virkede særdeles karikerede og uinteressante. Hovedpersonen Dale Barbara kaldes for det meste bare Barbie, og selvom jeg burde kunne abstrahere fra det, irriterer det mig bare helt grænseløst. Historien forbliver hæsblæsende og udfolder sig eksplosivt på de første mange sider, ...hvorefter den næsten går i stå. Jeg fremhæver næsten altid Kings enormt gode karakteropbygning, selvom hans mere plotorienterede romaner bestemt også er gode, men denne gang synes jeg at han prøver at gabe over lidt for meget. Resultatet er nogle flade og ligegyldige karakterer i en relativt spændende historie, der bare bliver strukket over aaaalt for mange sider. 

Det er bestemt interessant at opleve, hvordan mennesker reagerer i en krisesituation, og den manglende kontakt med omverdenen giver grund til ekstra panik. Der er bare lidt for mange uinteressante sidehistorier, der flytter fokus fra plottet. Slutningen er også noget svag, og det er en skam, at man ikke bliver belønnet efter den lange gennemlæsning. 
Hvor bogen trods alt er ganske hæderlig, er tv-serien en decideret skændsel. Jeg havde ellers moderate forventninger, selvom tidligere erfaringer har vist mig, at jeg skal være varsom med at forvente mig for meget af King-adaptioner. Tredje sæson starter snart i USA, og jeg følger trofast med, selvom jeg virkelig ofte har lyst til at slukke. Stephen King selv har været med til at skrive - sammen med Brian K. Vaughan, manden bag Y, the Last Man - en af mine nye favorit-graphic novels; og Niels Arden Oplev instruerede faktisk første afsnit. Alle muligheder er altså til stede for at skabe noget rigtig godt, men de misbruger dem på det groveste, og skaber noget der langt fra er godt nok til at virke troværdigt (men prøver på det), men som heller ikke er overdrevet nok til at være underholdende. 

De sidehistorier, der i romanen bare var ligegyldige, bliver i serien kørt helt af sporet og er vanvittigt urealistiske. Jeg kan sagtens acceptere en kæmpestor osteklokke over en lille by, men jeg kan ikke gå med på eksempelvis idéen om en pludseligt opstået, kæmpestort anlagt og velbesøgt fight club i en gammel fabriksbygning - i en by med (i bogen) under to tusind indbyggere. Karaktererne bliver i serien om muligt endnu mere karikerede, selvom det er meget sjovt at se Breaking Bads Dean Norris spille superskurken Big Jim. Teenageskuespillerne er ret irriterende og overspiller totalt, og det er helt skørt at se Junior være... lækker, når han nu i bogen er ubetinget usympatisk uden forsonende karaktertræk overhovedet.  

I bogen strækker hændelsesforløbet sig over en uge, men i serien er der nu gået... lang tid. Jeg kan ikke huske hvor længe, og jeg gider helt ærligt ikke undersøge det. Selvom indbyggerne er totalt afskåret fra omverdenen, bliver der løbende introduceret vigtige, nye karakterer, der 'havde gemt sig i skoven', 'boede på den anden side af søen', eller bare dukkede op uden videre forklaring. Og så bliver jeg bare lidt træt. Slutningen er også blevet ændret, men eftersom jeg ikke var vild med den originale, er det ikke en af de mange, mange ting, der går mig på ved serien. Jeg skal se sæson tre, men jeg ser ikke frem til det.  

fredag den 6. marts 2015

I had nothing to do I was bored

Ting, jeg har en mening om i dag, selvom jeg egentlig ikke ved nok om det:

 - Strejke i Norwegian. Og SAS. Og RyanAir. Det er efterhånden blevet billigere for mig at flyve til Barcelona end det er at besøge min far i Jylland, og selvom vi godt kan blive enige om, at togbilletterne selvfølgelig er alt for dyre, er det altså også et udtryk for at priserne på flybilletter ikke kan presses mere. Selvfølgelig koster det penge at få så stor en maskine på vingerne, miljøafgiften skulle nok hæves, og både stewardesser og piloter skal naturligvis have en ordentlig løn - og med det in mente burde det bare ikke være muligt at flyve til London for hundrede kroner. (Men når det nu skulle være, er jeg da glad for at have fået billige billetter til vores næste destination.)

- Den der helt vanvittige vaccine-historie. Jeg kan simpelthen ikke begribe, at der er nogen, der vil sætte andre menneskers liv på spil, fordi de ikke vil vaccinere deres børn. I sidste uge måtte jeg unfriende en perifær bekendt på facebook, fordi hun delte en artikel med det skræmmende budskab at ét ud af tusind børn dør af at blive vaccineret. Ej, men helt ærligt, folkens, tænk jer nu om.  

- X-factor. Det er overhovedet ikke noget jeg gør mig i, og i aften er første gang jeg har set noget af det i denne sæson. Med et halvt øje og Plants Vs. Zombies på mobilen var jeg uimponeret af de første optrædener, og især den hypede Baraa var ret skrækkelig. Indtil han nåede omkvædet, altså, og blev forvandlet til en lille engel. Han kan godt synge. Bagefter maltrakterede en gruppe Comforting Sounds, der er et af mine yndlingsnumre med Mew, fra dengang de ikke var så vanvittigt irriterende som de er nu, og det var hårdt at være vidne til. Den sang skal ikke råbesynges! 

Så ja. Alt i alt har det været en helt almindelig fredag.