torsdag den 1. december 2016

let me live in shadows of your words

Jeg har brudt min kronologiske gennemlæsning af Stephen Kings værker for lige at genlæse horrorromanen 'Cell' fra 2006. Jeg faldt pludselig over filmen, der er indspillet i 2014, men som jeg overhovedet ikke har hørt om, og jeg ville gerne læse bogen igen før jeg så filmatiseringen. I Cell følger man comic book-writeren (en ganske lille afvigelse fra den sædvanlige forfatter-hovedperson) Clayton, der befinder sig i Boston under 'The Pulse' -  et altødelæggende signal, der pludseligt og aggressivt spredes via mobiltelefoner og forvandler deres brugere til zombie-agtige, vanvittige dræbere, der overfalder alt omkring sig. Det er en af de mest intense åbningsscener jeg nogensinde har læst i en bog, og der er generelt et højt tempo de 350 sider igennem, hvilket er lidt atypisk for King, der normalt elsker de laaaange beskrivelser af både byer og personer. 

Clay slipper væk fra det værste kaos, men er desperat efter at finde sin søn hjemme i Maine (but of course), og han slår sig sammen med den sympatiske Tom og den unge teenager Alice på vejen. King excellerer igen i at skrive relaterbare karakterer i alle aldre, og selvom man aldrig når at komme helt ind under huden på dem alle, virker deres handlinger og reaktioner ganske naturlige i en forrykt verden. 'Zombierne' i Cell kaldes phoners, og de er ikke helt så uintelligente som den klassiske zombie, ligesom de heller ikke virker helt uden for rækkevidde. Deres floktendenser gav mig oprigtigt kuldegysninger, og der er nogle ret heftige, eksplicit ulækre scener, når vores venner kommer i karambolage med dem - det er længe siden jeg har oplevet King skrive horror på den måde, og jeg er vild med det. 

Alt i alt er jeg faktisk ret glad for Cell. Jeg behøver vel snart ikke sige det, men verdens undergang er et af mine favoritemner i litteratur og på film, og Cell er langt hen af vejen et godt alternativ til de sædvanlige scenarier.  Der er lidt paperback, hurtig-krimi over historiens opbygning, men det fungerer langt hen af vejen. Til sidst må jeg dog sige, at slutningen trækker kraftigt ned i mit samlede indtryk af romanen. Ingen spoilers, men jeg hader den. 
Som trofast Stephen King-fan lærte jeg ret hurtigt ikke at forvente meget af bøgernes adaptioner til det store lærred. Af og til er det dog svært at lade være med at få forhåbningerne op, og da jeg pludselig faldt over filmatiseringen af Cell, der var fløjet fuldstændig under min radar, blev jeg faktisk helt begejstret. Jeg er som sagt ret glad for Cell, og med castingen af John Cusack og Samuel L. Jackson (der havde et fedt samspil i en sjældent vellykket King-film, 1408) kunne det vel ikke gå helt galt. Det undrede mig dog lidt, at jeg slet ikke havde hørt om filmen - men det skulle ret hurtigt vise sig hvorfor. 

Filmen er ELENDIG. Den havde så meget potentiale, men det blev på ingen måde indfriet i dette usammenhængende kaos af en overflødighed. Jeg så filmen sammen med min far, der er lige så stor Stephen King-nørd som jeg er, men selvom han altså også har læst bogen for nogle år siden, fattede han ingenting af filmen - og jeg gjorde næsten heller ikke. Hvis man ikke har bogen frisk i erindringen giver filmen slet og ret ingen mening; essentielle scener er klippet ud, og det er absurd, at den overhovedet er blevet udgivet. Det er en skam, og ikke engang Cusack og Jackson kan redde dette makværk - de har simpelthen bare et ekstremt ringe screenplay at arbejde ud fra, og kun et minimum af den dialog, der gjorde romanen god.

Filmens eneste formildende omstændighed er brugen af Trololo-sangen i en af nøglescenerne, der faktisk også ender med at blive lidt uhyggelig, hvilket var lidt uventet i en så dårlig film. Alt i alt er det dog en af de værste King-filmatiseringer, jeg nogensinde har set, og det siger altså ikke så lidt. 

tirsdag den 29. november 2016

things would fall out of the sky into my lap


Jeg har naturligvis også fejret min elevplads med bunkevis af forskellige chips, og jeg har fundet guld i denne omgang i det svenske mærke Gårdschips. Indpakningen alene er særdeles overbevisende med en yndig tegning af kartoffelplanten på en baggrund med fine, sarte farver, og på posen er også påtrykt navnet på den kartoffelavler, der har leveret kartofler til produktionen (og man kan læse mere om dem på hjemmesiden. Adorable.) De chips, der bliver brugt i alle varianterne, er i øvrigt nogle af de tyndeste og sprødeste chips, jeg nogensinde har smagt. Det er en gammel sang, at grovchips altid bliver for olierede og måske lidt for grove, men Gårdschips smager slet ikke af den frygtede olie, men derimod kun af de mange lækre krydderier, der er drysset på. 

Og nu til karaktererne. Allerbedst, og et nyt medlem i den eksklusive 10/10-gruppe, er den helt vidunderlige parmesan-variant, der smager afsindigt lækkert. Endelig har jeg fundet en værdig afløser til den ligeledes fantastiske 'Queso Blanco' Lays-variant, jeg fandt i Den Dominikanske Republik - de smager næsten identisk, men de nye svenske favoritter er naturligt nok lidt grovere i strukturen (det er jo grovchips). Næsten lige så god er den, for mig, nye smagsvariant med trøffel, der faktisk smager præcis af... trøffel, hvilket er en overraskende god smag til chips. De får et stort 9-tal herfra. 

De to sidste varianter ender også ganske højt på min karakterskala med fine 8-taller. Deres smagsvarianter var måske ikke helt så nyskabende og interessante, men de fungerer bare. 'Créme fraiche & peppar' var bunkens mindst spændende variant, mens 'chipotle chili' leverede et godt take på en halvstærk chip, der havde en meget afbalanceret smag. Jeg plejer ikke at være så glad for chili på chips, men her fungerede det cirka hundrede gange bedre end på en tør majs-tortillachip. Jeg kan se på hjemmesiden, at jeg stadig har et par smagsvarianter til gode, nemlig 'sourcream & black garlic', 'lime & rosépeppar' og den interessante 'sparris', som jeg går ud fra er asparges. Dem havde de ikke i min lokale Meny, men måske kan jeg få min svenske chipspusher til at skaffe mig et par poser. Gårdschips er i hvert fald hurtigt blevet et nyt favoritmærke herhjemme. 
KiMs har også haft travlt det sidste års tid og har lanceret en god håndfuld nye varianter. Jeg har ikke prøvesmagt dem alle endnu, men fritterne købte jeg med det samme. Jeg ville gerne sige noget negativt om posens design og den grimme, lille pomfritmand, men jeg må med skam melde, at jeg faktisk godt kan lide ham. Fritterne er både hans hår og hans stok - og jeg er vild med det. Selve fritterne var også overrraskende gode - jeg var forberedt på en halvtør og kedelig omgang salte chips, men grundet deres udformning har de et ualmindeligt godt crunch, og så smager de faktisk lidt af godt krydrede pomfritter. På hjemmesiden optræder de under kategorien 'snacks', men selvom de er gode, snupper jeg nok en pose ostepops, næste gang jeg har lyst til 'snacks' og ikke chips. De får nu alligevel et fint syvtal fra både min kæreste og jeg, og de findes i øvrigt også i en variant med barbecue-smag, men den ser jeg ikke mig selv anmelde i nærmeste fremtid. 
Nu startede jeg dette indlæg med at lovprise et helt brand, så for at afbalancere indlægget lidt, har jeg også medbragt en pose seriøst dårlige chips. De blev solgt i fakta til en femmer pr. pose for et par måneder siden, og selvom jeg egentlig godt vidste hvor ringe de ville være, kunne jeg ikke lade være med at købe dem. Jeg var sært fascineret af den på posen afbillede fodboldspiller, der tydeligvis skal ligne Suarez, men ikke er det(?!), og synes det er ekstremt søgt at kalde de små papstykker for 'Football snacks', når de på ingen måde har lighed med en fodbold. Jeg skulle til at sige, at de smagte af helvede til, men faktisk smagte de af ingenting, hvilket er en endnu større dødssynd i min chipsverden. De var bare triste og klæge og ulækre, og de får kun skrabet et 1-tal med hjem, fordi jeg synes Suarez-efterligningen er så syret. 
De sidste tre chipsvarianter til anmeldelse i denne omgang er østeuropæiske; hjembragt af min kæreste efter han var på tour med bandet i Slovakiet, Tjekkiet og Tyskland. De andre bandmedlemmer havde souveniers og chokolade med hjem til deres kærester, men min kæreste ved, at jeg sætter større pris på muligheden for at smage nogle nye chips. I Slovakiet fandt han denne pose ostechips til mig, og som man næsten kan ane på posen, var det nogle meget solide og tykke bølgechips, der havde klaret den lange tur hjem uden problemer. Selve chippen havde en meget lækker konsistens, der trods tykkelsen knækkede godt i munden, og havde den haft cirka dobbelt så meget ostepulver på sig, havde den ligget helt i top. Desværre var smagen lidt for anonym, og det kan kun blive til et syvtal fra både mig og min kæreste, der var en meget ivrig medanmelder denne gang. 
De to sidste poser i denne omgang er fra Tjekkiet og fra mærket Chio, og det var to stærkt smagende varianter. Pennene i den gule pose smagte meget kraftigt af noget udefinerbart krydderi, men hellere lidt for meget end for lidt, og jeg giver point for intensiteten. Selve pennene var mindre end jeg havde regnet med, men de havde også et godt crunch. Jeg er gavmild og slipper et 8-tal, mens min kæreste kun giver dem 6. Wasabivarianten var jeg lidt skeptisk overfor, men de var faktisk helt perfekte af sin slags at være. Selve chippen var en tyndtskåret 'fransk kartoffel'-agtig variant, hvilket passede utroligt godt til den skarpe smag. Jeg er normalt ikke stor fan af wasabi, men her virkede det godt - lige når jeg syntes det blev for stærkt på tungen, forsvandt smagen og efterlod lyst til mere. Min kæreste giver et 9-tal, mens jeg trods alt nøjes med 8. 

søndag den 27. november 2016

in my new dream the light's shining on me

Denne sidste uge er simpelthen fløjet afsted, for den har været spækket med gode venindeaftaler og en intensiv omgang familiehygge her i weekenden. Normalt skal jeg altid have mindst én aleneaften om ugen, men i denne uge har jeg været så glad, lettet og stolt over at have fået den elevplads, at jeg har sprudlet af overskud. Jeg har spist sushi med en efterskoleveninde, lavet mad til veninde, jeg mødte lige da jeg flyttede til København, drukket varm kakao  med tidligere kollega, set fremragende DR3-doku'er med en af bedsteveninderne, der også overnattede, og ikke mindst hentet en anden af bedsteveninderne i lufthavnen efter hendes tre måneders rejse i Sydamerika. Jeg har snakket og grinet og hygget og gået lange ture, og i går fortsatte den gode uge, da jeg hoppede på et tog mod Sønderjylland for at besøge min onkel og tante. 

Min far og søster tog også turen sydpå, og det var en perfekt omgang familiehygge med alt hvad det indebærer af god mad, gåture i skoven med hundene, og ikke mindst fremvisning af min morfars lysbilleder, som jeg ikke har set i mange, mange år. Han var en meget dygtig hobbyfotograf, og har taget SÅ mange seje billeder, og vi så kun en lille brøkdel af de uhyggeligt mange kasser med lysbilleder. Nu skal de digitaliseres, og jeg glæder mig sådan til rigtig at sidde og nærstudere dem. Øverst er det min smukke, smukke mormor, og jeg har også set SÅ mange fine billeder af min mor som lille. 

Det var også dejligt at se mine fætre igen, der på trods af deres alder (sytten og tyve)  heldigvis gerne ville tilbringe en lørdag aften i selskab med deres kusiner og onkel. Min ene fætter har en 3D-printer, som jeg blev helt utroligt fascineret af - især fordi min fætter kunne fortælle så levende om processerne bag. Jeg har set 3D-print på nettet, men det var helt anderledes at se det 'live', og jeg kunne slet ikke løsrive mig i de fem kvarter det tog at printe den fine lille båd. I nat sov jeg sammen med Buzz Lightyear, og det var heller ikke så dumt. 

Nu er jeg tilbage på sofaen på Amager sammen med min kæreste og min kat og fodbold i fjernsynet. (I beskrivelsen af min perfekte uge har jeg slet ikke fået nævnt, at AaB i fredags vandt over Randers! Ekstremt tiltrængt sejr for mit hold, der er i krise - men selvfølgelig vender det nu.) På bordet foran mig står den fine, blå båd og minder mig om denne gode uge, der gerne må gentage sig det næste stykke tid. I dag er det nemlig fire år siden min mor sidst var ved bevidsthed, og der kommer nogle trælse mærkedage de næste par uger, men jeg skal nok prøve at holde hovedet højt, og savne i stedet for at sørge alt for meget. 

mandag den 21. november 2016

I want to tell the whole world

JEG HAR FÅET ELEVPLADS! 

Jeg har slet ikke nævnt det herinde - eller andre steder, for den sags skyld, da jeg var skrækslagen for at jinxe det - men i onsdags var jeg til jobsamtale hos Afdelingen for Eksperimentel Medicin på Københavns Universitet; også kendt som Panum. Aftenen før var jeg så nervøs, at jeg næsten ikke kunne være i min egen krop, og om natten vågnede jeg en ti-femten gange med vild hjertebanken. Ahem. Jeg er ikke SÅ god til pressede situationer - i hvert fald ikke når det handler om noget, jeg virkelig gerne vil.


Samtalen gik godt. Ikke fantastisk, men godt. Jeg skulle snakke med hele tre mennesker, men de var alle enormt søde og rare, og de tog godt imod mine nervøse jokes. Siden i onsdags har jeg været ret spændt, men har alligevel haft en helt anden ro i maven end før samtalen, for jeg gjorde hvad jeg kunne, og selv hvis det skulle blive et afslag, er det ret sejt overhovedet at have været til samtale. Men det blev IKKE et afslag. I formiddags blev jeg ringet op af den søde elevkoordinator, og jeg skal starte som dyrepasserelev med speciale i forsøgsdyr 2. januar 2017. 

Det er en ubeskrivelig lettelse! Jeg er simpelthen så glad for det - Panum har været en af mine absolutte førsteprioriteter siden jeg startede, og jeg så det som et tegn, da de søgte elever netop som jeg havde afsluttet mit grundforløb. (Det er sindssyge odds. Det sker altså aldrig.) Jeg ser virkelig frem til at være en del af Københavns Universitet igen - selvom det bliver på en helt anden måde, end da jeg studerede tysk! 

Jeg kommer til at snakke meget mere om det hele, men lige nu skal elevpladsen fejres med en god veninde og bunkevis af sushi. Tak fordi I har heppet på mig!

fredag den 18. november 2016

it broke the heart of men and flowers and girls and trees

Tre ting, jeg skammer mig over i dag:

1. De ufattelige mængder af støv og nullermænd, der har indtaget vores lejlighed. Og min manglende vilje til at gøre noget ved problemet. I stedet har jeg gået en laaang tur i efterårsvejret. 

2. Tre nye, gamle bøger til samlingen. De kostede kun en femmer stykket, men jeg har absolut ikke plads til flere ikke-essentielle bøger. Crazy af Benjamin Lebert er jeg dog rigtig glad for at have fået med hjem, for det var en af mine yndlingsbøger, da jeg var teenager. Jeg skrev lidt om den her

3. Antallet af gange, jeg har trykket refresh på skam.p3.no den sidste uges tid. Det er helt vanvittigt. Til punktet kan også tilføjes min skam over at græde lidt af lettelse til dagens klip. Ingen spoilers, men tænk, at fem minutters dialog mellem to syttenårige, norske knægte kan røre mig så meget. I 'Kosegruppa DK' på facebook kan jeg heldigvis se, at jeg langt fra er den eneste voksne kvinde, der går aaalt for meget op i SKAM. 


torsdag den 17. november 2016

and the obsessive nausea of ideals

Jeg har endnu engang været så heldig at få post fra det lille forlag Damgaard, der forrige år sendte mig den fine 'Drømme og Ønsker' af Henri Gylander, og den endnu finere gysertegneserie 'Mørket Venter' af Loka Kanarp og Carl-Michael Edenborg. Forlaget har også udgivet fantastiske Anne Bredahls 'Jeg vil ikke tage det flot', der er SÅ god og rørende, og nu har en af mine andre blog-favoritter, Blogsbjerg-Linda fået udgivet en erfaringsbog samme sted. Det kan godt være udvalget er beskedent, men hos Damgaard et det bestemt kvalitet over kvantitet. Forventningerne til 'Pope Hats' af canadiske Ethan Rilly var derfor ganske høje - og de blev heldigvis indfriet.
I Pope Hats møder vi den unge kvinde Frances, der lige er droppet ud af universitetet og arbejder som sekretær på et advokatkontor. Det er et hårdt arbejde i et stressende miljø, der næsten giver mig angst bare ved tanken, og Frances sætter konstant spørgsmålstegn ved den retning, hendes liv har taget. Det hjælper heller ikke på situationen, at hendes omgangskreds primært består af hendes roommate - den for det meste arbejdsløse skuespiller Vickie - og et irriterende spøgelse ved navn Sarsgaard, der blandt andet sender upassende sms'er til hendes telefonkontakter. 

Det lyder super stenet, og er det egentlig også, men serien er alligevel enormt overbevisende. Jeg tror primært det skyldes den velskrevne dialog, der i øvrigt også fungerer rigtig godt på dansk. Frances er en meget sympatisk ung kvinde (det er Vickie nu også, selvom hun har et par irriterende karaktertræk), hvis følelser jeg sagtens kan sætte mig ind i - især når hun snakker om alle de ting hun burde gøre. Hendes søvnproblemer er spot-on og minder mig om den periode for et år siden, hvor jeg vågnede klokken fire hver nat og var lysvågen - man ser verden igennem et mærkeligt filter, når man ikke sover om natten. Det er helt genialt, at boblen over Frances' hoved, når hun igen ligger søvnløs i sin seng, bare er fyldt med 'tanker tanker tanker tanker tanker', for der er som regel ikke nogle af de heftige nattetanker, der kan bruges til noget som helst. Jeg hepper på Frances, og håber at overgangen til et helt rigtigt voksenliv snart bliver lidt nemmere for hende. 
Jeg har set tegnestilen i Pope Hats sammenlignet med både Adrian Tomine og en af mine favoritter Daniel Clowes, og det er jeg ganske enig i. Ethan Rilly har fundet sin egen streg, men den lægger sig op ad de førnævnte mestre, hvilket jeg bestemt kun mener som et kompliment. Pope Hats er nærmest definitionen på den type historie, man normalt ville finde i en klassisk graphic novel; halvensomme, unge mennesker, der prøver at finde meningen med dem selv, livet og kærligheden - men den udgives alligevel i det for genren ikke helt så brugte serieformat. Det er en fin lille detalje, selvom jeg nok trods alt ikke sidder med hjertet i halsen og venter på næste installation på helt samme måde som med f.eks. The Walking Dead eller Saga. På dansk er der udkommet tre hæfter, på engelsk fire - men så vidt jeg har forstået, handler den sidste (som jeg endnu ikke har læst) ikke om Frances og Vickie. Den skal nu læses alligevel, for Ethan Rilly er en rigtig god historiefortæller med sans for detaljen, og jeg er glad for at have stiftet bekendtskab med Pope Hats. 

mandag den 14. november 2016

I think I'll ship myself back west

Jeg har holdt en lille forlænget weekend hos min far, hvor jeg er nået helt ned i laveste gear. Dagene har budt på langsomme morgener (who am I kidding, det har været langsomme formiddage) med tid til at læse hele Politiken, og en morgenmad bestående af skagenslapper med både smør og nutella, som jeg er for nærig - og i øjeblikket også for fattig -  til at købe derhjemme. 
Jeg var lidt sent ude med at melde min ankomst i Mariager, og min søster har været lidt travl i weekenden, så hende har jeg ikke set helt så meget, som jeg gerne ville. Vi har dog nået at storhygge med forsinket mortensaften, and på grill og Fuglekrigen i Kanøfleskoven, og så fik jeg hende overtalt til at lade Silke være plejebarn hos min far i weekenden, så jeg også kunne få lidt tiltrængt hundekærlighed og blive tvunget til at rejse mig fra sofaen af og til. Silke, far og jeg fik gået nogle ture, besøgt mor på kirkegården, der viste sig fra sin pæneste efterårsside, og så fik vi lige erobret et gym nede ved havnen. 
Det kan godt være, at det er månen vi skal kigge på i dag, men solen var nu altså også ret imponerende i Nordjylland i går eftermiddags. Og selvom denne sol var ved at gå ned, slutter jeg lige af med et link til Lau Højens version af 'Se, Nu Stiger Solen', som nok er den mest rørende sang jeg kender. Vi nærmer os fireårsdagen for min mors død, og det kan godt mærkes lidt i hjertet af og til, og derfor var det også ekstra rart at være hjemme. 

tirsdag den 8. november 2016

this big, bright sun isn’t bright enough

I sidste uge begyndte jeg langsomt at gøre mig klar til at gå i vinterhi. Jeg ser ikke umiddelbart nogen grund til at skulle kæmpe mig igennem de næste kolde, mørke måneder, så jeg kan lige så godt sove dem væk. Jeg er blevet lidt af en sofakartoffel - især efter jeg begyndte på det nyeste Tomb Raider-spil - men ugen bød heldigvis også på et par fristende arrangementer, der fik mig ud af døren. 

I torsdags var jeg til Okkervil River-koncert i Lille Vega. Det var et af de bands, der sammen med Bright Eyes (og utallige andre) lavede soundtracket til mine start-tyvere og alt deres smerte, forvirring og ensomhed. Men ligesom jeg er frontmand Will Sheff blevet ældre (han fyldte faktisk fyrre i år), og han føler ikke længere for at skrige sig desperat gennem sætninger som 'trying to push his kiss out of its place' og 'tonight's the blood from real cuts'. Det forstår jeg godt, men det gør desværre musikken noget mere intetsigende, og jeg blev helt ked af det, da de jazz-hyggede sig gennem 'Unless it Kicks' og 'Our Life is not a Movie or Maybe'. Til sidst fik jeg dog lidt desperation i mit yndlingsnummer 'For Real', og så var det alligevel okay, at jeg var cyklet gennem det kolde Vesterbro for at gå alene til koncert. Det er også meget nemmere at komme foran, når man kun er én. 
I søndags blev jeg også lokket udenfor og i biografen for at se Doctor Strange i IMAX. Det er egentlig utroligt, at Marvel-universet interesserer mig så relativt lidt, når nu jeg nørder over stort set alt andet, men mange af filmene føles bare lidt... flade. Søndagens oplevelse startede lidt på samme måde - jeg bryder mig ikke om at bare åbningssekvensen var så vild, at den ville være det helt ultimative, storladne, vanvittige klimaks i ALLE andre film. For meget action får mig til at kede mig, men jeg blev positivt overrasket hen af vejen, for der var egentlig relativt få slåskampe i filmen. Samtidig må jeg også erkende, at jeg nok er lidt småforelsket i Mads Mikkelsen - jeg har prøvet at kæmpe imod det i årevis, men måtte endeligt overgive mig til glimmermake-up og grå hestehale. Selve IMAX-delen har jeg ikke en holdning til. Jeg går nok for sjældent i biografen. 

I dag var der pludselig solskin, og vinterhi-tankerne kunne skubbes lidt på afstand. Jeg faldt over noget af mit yndlingschokolade, og så fik jeg købt en fin gave til en lille pige, der snart skal døbes. I aften skal jeg spille Tomb Raider og følge med i valget, og jeg skal nok også have kværnet alt chokoladen inden min kæreste kommer hjem fra sit øvelokale. Good times!

onsdag den 2. november 2016

all of the trees were in light

I går var jeg i Tivoli med to af mine nye venner fra skolen i Roskilde. Jeg har ikke set dem siden vi stoppede for snart tre uger siden, og jeg har faktisk savnet dem mere end jeg lige havde regnet med. Jeg var blevet fan af at have en klasse igen - især fordi der var ret mange søde mennesker i min - og det har været lidt ensomt at gå fra travle skoledage til laaaaange arbejdsløshedsefterårsdage. Mine nye venner var heldigvis klar på en tur i Tivoli, der kører deres fine Halloween-tema ugen ud, og det blev en mega hyggelig dag. 

De er begge to ret unge - den ene er ti år yngre end mig (altså 21), og den anden er en purung sønderjyde på bare 18 år, og jeg hygger mig så godt i deres selskab. Der er sket meget i verden siden min egen teenage-tid, men det er godt at høre, at unge mennesker i Jylland stadig går til halbal og byfester. Han går i øvrigt stadig på skolen (grundforløbet er dobbelt så langt for de stakler, der ikke kan få merit for naturfag og biologi), og det var sjovt at høre lidt sladder om både lærerne og nogle af de andre i klassen. Over en kop varm chokolade fællessørgede vi lidt over, at ingen af os blev kaldt til samtale i København Zoo, hvorefter vi fantaserede lidt om at blive ansat i den samme Netto. Mit ambitionsniveau er dalet betydeligt de sidste par år. 
Den sidste uges tid har nu egentlig været fin nok. Der er kommet lidt mere ro på jobsøgningen, og i denne uge er jeg overhovedet ikke blevet ringet op (efter at have snakket med tre-fire forskellige mennesker HVER dag de to første ledigheds-uger). Det betyder rigtig meget for mig at jeg ikke skal stresse så meget over det, og nu er jeg rent faktisk også begyndt at lede efter jobs, jeg godt kunne se mig selv bestride som mere end blot en nødløsning. 

torsdag den 27. oktober 2016

the tricks in your head are a lie

Jeg er desværre ikke helt så god til at være arbejdsløs, som jeg havde regnet med. Det stresser mig helt sindssygt. Jeg VED godt, at jeg bare skal slappe af, men det er nemmere sagt end gjort, når man i forvejen har tendens til at tænke lidt for meget over de samme ting igen og igen. I går var jeg hos første besøg hos min a-kasse (der er placeret i Brøndby OG er hovedsponsor for FC Midtjylland - hvad har jeg dog tænkt på!?), og selvom det egentlig var en positiv oplevelse, kom jeg til at græde lidt på sagsbehandleren. Han var rigtig flink og tilbød endda en krammer (som jeg tog imod, selvom jeg bestemt ikke er kramme-typen), og han opfordrede mig også til at forfølge min drøm. Det tvivler jeg dog på, at jobcenteret gør, når jeg når dertil - og når jeg SKAL søge jobs jeg har erfaring i (og ikke dem, jeg gerne vil have), ved jeg bare, at jeg står i butik igen om en måned. 

Det må jeg jo så komme over, og stadig søge elevplads ved siden af - det var vel egentlig også det, der var planen fra starten; men nu virker det pludselig ikke så tillokkende. Det værste er bare usikkerheden og den konstante frygt for at gøre et eller andet forkert - jeg kan ikke finde ud af at stå til rådighed konstant, og jeg slapper først af om aftenen, når jeg ved, min telefon ikke ringer mere. I mandags ringede den klokken 09.01 med en irriteret konsulent i røret, der insinuerede at jeg stadig lå og sov. (Bevares, det ville slet ikke være utænkeligt, men lige i mandags var jeg faktisk oppe og i gang). Og selvom min sagsbehandler var sød, har han givet mig direkte forkerte oplysninger, der ikke gør denne jungle nemmere at navigere rundt i. 
I dag vågnede jeg og var helt rundt på gulvet. Jeg er vist ved at blive lidt småsyg (havde heller ikke regnet med andet - troede egentlig det ville komme i samme øjeblik jeg gearede ned), men heldigvis kan man godt søge jobs fra sofaen, og Jimmy har været ganske tilfreds med en dag i laveste tempo. Den hurtigtvoksende svamp(?) i en af vores potteplanter har klart været den, der har haft mest fart på i dag.