torsdag den 28. april 2011

Asian Horror Top 11, pt. III

3. Phone, Pon, 2002, South Korea. Phone er den første film på Top 3, og der er mange grunde til at det er en af mine favoritter. Historien er særdeles foruroligende og handler om en ung kvindelig journalist, der efter at have skrevet en artikel om pædofili modtager mystiske opkald på sin mobiltelefon og må gå i skjul i venindens tomme hus. En dag på en museumsudflugt besvarer venindens seksårige datter Yeong-ju selvsamme mobiltelefon og begynder at skrige af frygt. Derefter begynder hun at vise en upassende tiltrækning til sin far, alt imens hun slet ikke vil vide af sin mor. Og denne lille pige er simpelthen noget af det allermest uhyggelige overhovedet. Som alle ved, er der ikke noget mere skræmmende end børn - og hun spiller altså den her rolle til perfektion. I søgningen på telefonnummerets tidligere ejere finder journalisten Ji-Won ud af lidt mere, end hun havde ønsket at vide. Det er en virkelig god, spændende og original film.

2. Dark Water, Honogurai Mizu No Soko Kara, 2002, Japan. Dark Water er ikke bare hamrende uhyggelig, men det også en af de mest rørende historier, jeg nogensinde har set på film. Yoshimi (hurra for yndlingsnavn!) flytter efter en skilsmisse sammen med sin seks-årige datter ind i verdens mest uhyggelige, mørke og trøstesløse lejlighedskompleks. Der er fugt og våde plamager i lejlighedens loft, der er laaaaangt til børnehaven og det nye arbejde, og når filmen ikke skræmmer en fra vid os sans, minder den mest af alt om noget socialrealisme. 

Men når den er uhyggelig, er den virkelig uhyggelig. Lejligheden er klaustrofobisk og ulækker, og den lille pige spiller skræmmende godt og er SÅ sød. (Se, her er den igen - børn er det mest uhyggelige overhovedet - fordi de netop ser så uskyldige ud). Det er en af de mere kendte J-horror flicks, hvilket primært skyldes det amerikanske remake fra 2005 med Jennifer Connelly i hovedrollen - og den version er faktisk også helt okay. Den lægger sig meget tæt op af originalen, hvilket ikke er så underligt, da de begge to er filmatiseringer af romanen "Floating Water" af Koji Suzuki, der også har skrevet "The Ring". Begge film kan virkelig anbefales, men som hovedregel vil jeg altid anbefale at starte med originalen. De er oftest de bedste. :) 

1. A Tale of Two Sisters, Janghwa, Hongryeon, 2003, South Korea. Jeg er godt klar over, at jeg i denne gennemgang virkelig har misbrugt adjektiverne "smuk" og "uhyggelig", og jeg kommer til at gøre det igen i beskrivelsen af min yndlingsfilm. For det er godt nok sjældent, at jeg har set noget så smukt som denne fortælling om de to søstre, deres afdøde mor, deres far og dennes nye kæreste. Og jeg elsker, at det er smukt. Jeg elsker, at de bor i et kæmpestort hus ned til en sø, at der er flotte blomster og planter i landskabet, og at pigerne iklædt deres pæne, sirlige tøj er langt fra at være model-materiale. Her er brugt tid, penge og opmærksomhed på at lave en film, og ikke bare på blod, splat og dårlige effekter. Men det er i det hele taget derfor, at mine favoritter sjældent findes blandt de amerikanske gyserfilm, da det i deres optik åbenbart er umuligt at forene æstetik, uhygge og overnaturlighed. (Bevares, jeg har da hylderne fyldt op med elendige, blodige, splattede, dårlig effekt-fyldte Stephen King-horrorflicks, men det er også noget andet...) Dér halter USA altså gevaldigt efter, mens Europa er ved at komme efter det (f.eks. er både den spanske "Børnehjemmet" og den svenske "Lad Den Rette Komme Ind" meget smukke og stemningsfyldte film.)

Der er flere ting ved filmen, der begejstrer mig. Her er et utroligt indblik i et menneskes psyke og sorg, i huset forsøger faderen og hans nye kone at gøre den nye hverdag lidt lettere for pigerne, men savnet af moderen ligger tæt i luften. Jeg har ikke lyst til at fortælle mere om handlingen, da dette i allerhøjeste grad er en historie, der fortælles visuelt. Handlingen tager et par helt uforudsigelige twists undervejs, og filmen har en helt formidabel afslutning, som jeg naturligvis ikke vil komme nærmere ind på her. Se den! (Her er forresten også lavet et amerikansk remake, der godt nok hedder "The Uninvited" - men den er baseret på denne historie, og har intet med den japanske Uninvited at gøre. Den er ret hollywood-teenagegyserfilmsagtig, og jeg synes ikke den er specielt god, men hvis man tænder helt af på alt det asiatiske, så er de der remakes altså bedre end ingenting.)



onsdag den 27. april 2011

Frick On A Stick!

Min gode ven Chrelle gjorde mig opmærksom på, at jeg på min liste over mine fiktive veninder manglede en meget vigtig pige - nemlig Dr. Elliot Reid fra Scrubs. Jeg forstår slet ikke, hvordan jeg overhovedet kunne have glemt hende, for hun er nok i virkeligheden den, jeg kunne blive allerbedst veninde med. Hun er bare SÅ utjekket, pinlig, forvirret, skør og manisk, og på lige præcis de punkter minder hun ret meget om mig. Derfor er der også ret god mulighed for, at hun ville drive mig til vanvid lige med det samme, men jeg tager gerne chancen. :)

tirsdag den 26. april 2011

Mine fiktive veninder

Hvis jeg kunne vælge tre piger fra den fiktive tv-serieverden som bedste veninder, måtte det blive følgende:

3. Margene Heffman, Big Love. Margene har det største hjerte, er en lille smule naiv, men formår dog altid at sno sig ud af selv den værste situation med sine store smukke øjne og en lille piges uskyldige look. Hun har dog inden ægteskabet med Bill prøvet lidt af hvert, og hun er aldrig kedelig! Når hun er ked af det, skærer det én i hjertet, for hun er så sød og smuk og hun har kun fortjent at være glad. 
2. Shane McCutcheon, L Word. Uh, jeg gad godt prøve at tage i byen med hende og resten af slænget fra L Word. Hvis jeg var single, ville jeg sikkert forsøge at score hende efter et par drinks. Jeg synes at Katherine Moennig der spiller hende er den smukkeste kvinde i verden.  Umiddelbart har jeg ikke så meget tilfælles med Shane - hendes liv består mest af at score lækre damer (og mange af dem!), men jeg ville sikkert (i selskab med alle hendes andre tilbedere) forsøge at 'redde' hende. Under alle omstændigheder måtte hun gerne give mig et haircut - jeg trænger til at blive klippet, og hun er indehaver af en alternativ frisørsalon, der er åben i den ene side ud til en skateboardrampe og adskillige vægge dækket af grafitti. 
 1. Claire Fisher, Six Feet Under. Lauren Ambrose er den næstsmukkeste kvinde i verden, efter min mening. Og ligesom alle andre piger, der elsker Six Feet Under, er jeg helt overbevist om, at Claire og jeg ville blive bedste veninder. Hun er simpelthen portrætteret så ægte, fint og flot, og aldrig har jeg følt så meget med en fiktiv karakter som med hende. Scenen hvor hende og veninderne synger med på 'I Need You So Much Closer' med Death Cab For Cutie, vil jeg huske forevigt. Det er ungdomsfællesskab når det er bedst! Det er også lidt vemodigt at stræbe efter, jeg tror aldrig, at man får venskaber så tætte som dem man havde i starten af tyverne.  
 Boblere til listen:  
Nicki Grant - Big Love. Hun har haft en helt vildt fascinerende opvækst i en polygamistlejr, hvor hun blev gift med en meget ældre mand som 14-årig. En temmelig perfektionistisk og lettere arrogant kvinde, der dog er ganske skrøbelig og usikker under den hårde overflade. Hun har lidt svært ved at indrømme sine fejl, og hun er ret egoistisk, men jeg er nu helt vild med hende alligevel. 
Audrey Horne - Twin Peaks. Altså, der er ikke så meget hokus-pokus her. Jeg ville give min højre arm for at komme til Twin Peaks, og hvis det samtidigt indebar et venskab med den smukke og mystiske Audrey Horne, hvis fader ejer the Great Northern Hotel, ville det kun gøre det hele endnu bedre. Derudover vil jeg særdeles gerne støde ind i Agent Cooper - han er simpelthen lige til at spise.
Alice Pieszecki  - L Word. Måske en af de sjoveste kvinder nogensinde. Det er sjældent, at jeg synes kvinder er RIGTIG sjove, men den kække Alice i L Word er! Hun er den sødeste pige, og hun har de lækreste kærester. Hun er også indehaver af den famøse 'the Chart', der er et kompliceret skema over hvem, der har været sammen med hvem i vennekredsen. Føromtalte Shane er linket til over tusind piger - men det er ingenting i forhold til Papi.
Brenda Chenowith - Six Feet Under. I virkeligheden minder jeg personligt meget mere om Brenda end Claire. Brenda udviser dog ofte en grad af craziness, som jeg heldigvis endnu ikke har oplevet hos mig selv. Men for fanden, hvor er hun dog bare en sej kvinde, og uden at spoile noget som helst, vil jeg bare sige, at hun klarer det fantastisk trods meget hårde odds. Nogle gange ville man ønske man kunne være der. (Eventuelt så man kunne slå Maggie meget hårdt, fordi hun er den dummeste kælling nogensinde.)
Debra Morgan - Dexter. Fordi hun er for sindssygt sej til sit arbejde, og fordi hun må døje med mænd, når de er allerværst. Jeg ville få spat af at have en storebror som Dexter, der hele tiden er så sindssygt hemmelighedsfuld og lukket. Hun klarer det dog meget godt og er omgivet af søde folk. Jeg gad godt et smut til Miami - så håber jeg bare, at jeg ikke kommer til at gøre Dexter vred. 

Hvad synes I om mine gode veninder? Hvem mangler på listen, og hvem er jeres fiktive veninder?

mandag den 25. april 2011

Asian Horror Top 11, pt. II

Her fortsætter min top 11 over mine favoritter af de asiatiske horrorfilm. Første del af listen er her.
 
5. The RingRingu, 1998, Japan. Filmen, der for alvor fik mine (og alle andres) øjne op for de asiatiske gyserfilm. Den er efterhånden blevet lidt af en klassiker, men det er der altså også god grund til, for den er VIRKELIG skræmmende. Jeg har engang grædt lidt af skræk da jeg så den alene - og det er jo et tegn på, at den virker! :) Jeg synes simpelthen, at den brønd er noget af det mest uhyggelige i hele verden, og jeg plejer ellers ikke at have så sarte nerver. 

Her vil jeg dog for en gangs skyld fremhæve det amerikanske remake, der efter min mening faktisk er bedre end originalen. Jeg forestiller mig, at det skyldes jeg har lettere ved at relatere til en ung, amerikansk kvinde end en japansk kvinde, og så er skuespillet i den amerikanske virkelig troværdigt og godt. Det skræmmende i den er også ekstra skræmmende, fordi det foregår i en kultur så tæt på vores egen. Under alle omstændigheder: hvis du ikke har set den, så gør det - både originalen og remaket!
 Bonusinfo: I bogen er Sadako faktisk hermafrodit. Denne type spøgelse, der ofte ses i japanske film (den unge pige klædt i hvidt, med laaaaangt sort hår) kaldes en onryo. 

4. The Uninvited, 4 Inyong Shiktak, 2003, South Korea. Dette kan måske heller ikke betegnes som en decideret horrorfilm, da de skræmmende øjeblikke er relativt få. Til gengæld er det en af de smukkeste og bedst filmede historier jeg nogensinde har set. Der er tid til at lære personerne at kende, også et sjældent træk i den slags film. Vores sympatiske hovedperson opdager, at han kan se spøgelser, og det indleder en intens søgen efter fortidens grusomme hændelser, som han har fortrængt. Det er en af de smukkeste og mest tankevækkende film på listen. Jeg vil dog fraråde den til forældre med små børn - der er stærke scener med de stakkels små. :( 
Nu mangler vi blot en top tre. Nogle bud? Har I selv en favorit, eller er det ikke lige jeres type film?

fredag den 22. april 2011

Asian Horror Top 11, pt. I

En af mine store interesser er asiatiske horrorfilm. Jeg har efterhånden omkring 35 stykker i min samling, og her er de elleve bedste. Jeg var nødt til at tage den sidste med, selvom det ikke rigtigt er en horrorfilm :) Man skal være indstillet på at acceptere lidt af hvert, men går man til filmene med et åbent sind, er der mange gode og frygteligt skræmmende oplevelser i vente. Jeg har set dem alle mere end to gange, og de er lige uhyggelige hver gang. Det er påfaldende, at de alle er fra samme tidsperiode - enten er de stoppet med at lave gode horrorfilm, eller også har jeg bare ikke opdaget de nyeste. Anbefal mig endelig en film, hvis du tror jeg ikke kender den! 

11. Battle Royale, Batoru Rowaiaru, 2000, Japan. Dette er ikke en decideret horror-film, men det er bestemt ikke en film for sarte sjæle. Idéen er helt fantastisk - Japan er på randen af økonomisk og samfundsmæssig ruin, de unge pjækker fra skole eller er voldelige over for deres lærere, så regeringen tager ekstreme metoder i brug. En 9.klasse finder ud af, at deres studietur er afløst af ren overlevelse - de bliver bedøvet og vågner op på en ø, får tildelt et våben og får at vide, at der tre dage senere kun kan stå én vinder tilbage. I løbet af de tre dage kan man både følge kærlighedshistorier, selvmordspagter og nørder på killing-sprees, og det er bare SÅ underholdende. Jeg har tidligere været lidt småforelsket i hovedpersonen, Shuya Nanahara. Jeg har set denne film i hvert fald seks gange. :)  
Shuya Nanahara
10. Into The Mirror, Geoul Sokeuro, 2003, South Korea. Dette er en film, hvor det onde kommer inde fra spejle - og derfor synes jeg, at den er mega uhyggelig! Jeg kan ikke helt ryste den tanke af mig, at der er helt andre verdener inde bag spejlene. Handlingen foregår i et stort butikscenter, der er under ombygning efter en voldsom brand, der kostede mange mennesker livet. En tidligere politimand med en traumatisk fortid er ansat som sikkerhedsvagt, og efter flere makabre dødsfald finder han hurtigt ud af, at tingene ikke er som de burde være. Hold jer i øvrigt langt fra det amerikanske remake, 'Mirrors' med Kiefer Sutherland. Det er virkelig en helt forfærdelig film og et skrækeksempel på den lange række af dårlige remakes, der blandt andre også tæller 'The Eye', 'The Grudge' og 'One Missed Call'.



9. Wishing Stairs, Yeowoo Gyedan, 2003, South Korea. Wishing Stairs er egentlig nummer tre i kostskole-trilogien 'Whispering Corridors'. Jeg har ikke set de to andre  (har dog netop sendt bud efter dem), men de kan sagtens ses uafhængigt af hinanden. Her er fnisende japanske skolepiger til den store guldmedalje, men de kan godt nok også være uhyggelige. En trappe ved skolen har 28 trin - men nogle gange kan man tælle endnu et trin, og det medfører et ønske. Det fine ved denne film er, at uhyggen ikke stammer fra overnaturlige monstre, men i stedet fra pigerne selv. Pigerne får deres ønsker opfyldt, men på en anden måde end de havde regnet med. Be careful what you wish for!

8. The Eye, Gin Gwai, 2002, Hong Kong. En utroligt skræmmende historie om en ung, blind kvinde, der får en hornhindetransplantation. Det er dejligt at se hende genopdage verden, men snart begynder hun også at se spøgelser - og de er altså virkelig uhyggelige! Især en scene i elevatoren giver mig kuldegysninger, bare jeg tænker på den. :) Den meget sympatiske hovedperson Mun rejser sammen med lige så sympatisk lægeven til Thailand for at lede efter historien om den tidligere ejer, og det bliver en rejse ind i menneskehedens forskruede sind. Instruktør af denne film er i øvrigt de ret anerkendte Pang-brødre, der også har lavet 'In Love with the Dead' og 'Re-Cycle' (sidstnævnte fortjener sit helt eget indlæg.) Igen, hold jer langt fra det frygtelige remake med Jessica Alba.
7. Audition, Odishon, 1999, Japan, Miike Takashi. Nummer syv og seks på listen er begge af Miike Takashi, og han er altså en mester i at lave meget grænseoverskridende film. Audition er en af dem. Filmen varer næsten to timer, hvilket er usædvanligt for en horrorfilm, men den første times tid er der nu heller ikke et eneste uhyggeligt element. En velhavende mand lever efter konens død syv år tidligere alene sammen med sin søn. Sønnen vil gerne flytte hjemmefra, men frygter, at faderen bliver ensom. Han organiserer derfor en falsk filmaudition, hvor kvinder møder op i håbet om en hovedrolle. I virkeligheden er de potentielle kærester, og Aoyama finder da også en skøn kvinde. Der er dog noget mærkeligt ved hende, og lige pludseligt eskalerer tingene voldsomt. ADVARSEL + SPOILER: Der er virkelig stærke scener i denne film - en mand bliver på et tidspunkt tvunget til at æde opkast fra en skål, der er nåle alt for tæt på øjnene og så videre. Men hvis man kan tage det, er den virkelig det hele værd!
  
6. One Missed Call, Chakushin Ari, 2003, Japan, Miike Takashi. Denne film gjorde for mobiltelefoner hvad 'The Ring' gjorde for fjernsyn. En gruppe unge begynder at få uhyggelige telefonbeskeder fra dem selv en dags tid ude i fremtiden - tilsyneladende på deres dødstidspunkt. Det bliver en kamp mod tiden, og filmen er fyldt med skrækkelige dødsscener. Jeg synes, at det er en virkelig uhyggelig film, og ringetonen skræmmer livet af mig hver gang jeg hører den. Jeg prøvede for sjov at downloade den på et tidspunkt, men første gang min mobil ringede, sprang mit hjerte lige et slag over, så jeg slettede den igen. :) Jeg føler, at jeg gentager mig selv, men hold jer fra det amerikanske remake. 

Det var nummer elleve til seks. Sidder der nogen derude med et godt bud på top 5? :)


søndag den 10. april 2011

The Wrong Boy

Sidste bog i min coming of age-serie (der også bestod af The Perks of Being a Wallflower og The Tooth Fairy) var denne, The Wrong Boy af Willy Russell. Og det er på mange måder også den bedste. Med et sidetal der nærmer sig fem hundrede er det nu også nærmest umuligt ikke at få et meget nært forhold til hovedpersonen Raymond. Bogen er opbygget af en række breve, som vores unge hovedperson skriver til sin store helt - Morrissey; og eftersom jeg selv er stor fan af Morrissey, var det et ekstra lille plus i min bog. Det er dog ikke forstyrrende for handlingen overhovedet, så lad jer endelig ikke skræmme, Morrissey-fornægtere! Denne fortælling har nemlig SÅ meget mere at byde på - især hvis man kan nikke genkendende til at vokse op i en lille by og føle sig helt forkert og anderledes. 

Det gik lidt trægt med læsningen i starten, og jeg synes egentlig, at Raymond virkede påtaget og... ja, træls. Hans britiske slang irriterede mig helt vildt! Men i takt med at jeg blev draget dybere ind i historien, da jeg mødte hans fantastiske venner Norman og Twinkie, da han bliver indlagt - jeg følte virkelig, at jeg var med ham hele vejen. Især slutningen er en følelsesmæssig rutschetur af dimensioner, og jeg fik helt ondt i hjertet af at læse om Raymonds trængsler. Ten thumbs up - det er en rigtig god og meget anderledes bog, som fortjener et større publikum.    

fredag den 8. april 2011

Jellyfish

I lørdags så jeg forresten sådan her ud. Jeg havde håbet lidt på, at jeg ville få taget et bedre billede af kjolen i løbet af aftenen, men som sagt var der ikke rigtigt nogle billeder af mig, der var værd at vise. Kjolen er ny - i hvert fald for mig, for jeg købte den af min søster sidst jeg var hjemme på besøg. Den er blå og der er dyr på - what's not to like? :) Og ja - jeg har igen selv klippet mit pandehår imens jeg var under indflydelse af alkohol.