søndag den 29. maj 2011

Primavera Festival 2011


Pulp gjorde mig lykkelig i fredags, og lykkefølelsen sad stadig i mig, da jeg lørdag ankom til festivalpladsen og startede aftenen med en virkelig god Fleet Foxes-koncert. Jeg har aldrig fået lyttet så meget til dem, men live var de i hvert fald et super velspillende band. Resten af koncerterne havde jeg ikke de store forventninger til - jeg glædede mig, jovist, men torsdag og fredag havde nok været højdepunkterne for mig. Troede jeg. I går endte med at blive den mest vanvittige aften, og jeg har aldrig i mit liv set så mange gode koncerter i træk. De har fortjent hver deres indlæg, for jeg blev simpelthen så positivt overrasket over dem alle. I løbet af næste uge vil der derfor komme anmeldelser af Einstürzende Neubauten, Gang Gang Dance, PJ Harvey, Prince Rama og Animal Collective. Jeg så også lidt af Swans, og det var fedt at se mørkemanden Michael Gira, men i tankerne var jeg stadig hos de dejlige piger i Prince Rama, så der kan jeg vist ikke komme med en ordentlig anmeldelse. 

Det øverste billede er i øvrigt ikke et forsøg på at lave en awkward blogger-pose, det er mest bare et awkward billede, tror jeg. Jeg elsker Primavera. Der er ikke noget at gøre, vi må herned igen næste år. Og næste år. Og næste år! Primavera Festival bliver afholdt på havnen helt ned til vandet, og der er ikke noget campingområde, som man kender det fra Roskilde. Alle bor derfor på hotel (eller hostels eller på gaden, men i hvert fald ikke i telt!), og folk er derfor generelt ikke så smadrede og ulækre. Godt nok blev jeg selv helt utrolig fuld i går efter den sidste koncert (damn you, Red Bull & Vodka!), men man ser ikke mange vælte rundt, sanseløst berusede af druk - kun et par enkelte englændere. (En fordom: Jeg har aldrig været i England, men ALLE de englændere vi har mødt til festival hernede de sidste fire år har været helt vildt irriterende, højtråbende og dumme. Jeg håber ikke, at alle er sådan.) Der har i år været nogle logistiske problemer, der gjorde det umuligt at købe øl den første dag, men ellers fungerer tingene ret godt. Tidsplanen bliver overholdt til punkt og prikke, hvilket er virkelig dejligt, når der er så meget man gerne vil nå. Og nå ja - programmet har været helt forrygende. Jeg kan kun anbefale jer at tage afsted næste år!

lørdag den 28. maj 2011

Pulp på Primavera


I går fandt jeg ud af, hvad det vil sige at være helt og aldeles lykkelig. Jeg har sjældent følt mig så boblende glad og fyldt med energi som jeg gjorde i nat, da Pulp gik på scenen og begyndte at spille "Do You Remember The First Time?", og selvom Simon, Albert og Nicolaj var til Deerhunter, følte jeg mig langt fra alene, for jeg stod næsten forrest sammen med mange andre glade mennesker, der dansede og sang. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal beskrive koncerten, for det var nok en af de største oplevelser i mit liv, og jeg er stadig helt høj af den. (Og jeg har ikke sovet ret mange timer i nat). Men altså. Jeg fik næsten tårer i øjnene, da de spillede "Something Changed", jeg fik kuldegysninger til "F.E.E.L.I.N.G.C.A.L.L.E.D.L.O.V.E", og jeg dansede til "Common People" live, hvilket har været min drøm siden jeg hørte den første gang. Der var ikke en finger at sætte på den liveoptræden, og det var alt, hvad jeg nogensinde havde turdet håbe på. Den sidste halvdel af koncerten så jeg sammen med Simon lidt længere væk fra scenen - jeg var nok 75 grader varm på det tidspunkt. Inde foran scenen kunne jeg slet ikke komme til at tage billeder, men jeg var altså RIGTIG tæt på Jarvis. :)

Mit yndlingsband opdagede jeg ved et tilfælde, og min ubestridte yndlingsplade, Different Class, har kørt i rotation siden jeg fik den i 1996, da min far var i Oxford på kursus. Han havde hørt noget om det der britpop, så han spurgte i en pladebiks efter det bedste, og så fik han stukket Pulp i hånden. Jeg er den ekspedient evig taknemmelig for, at jeg ikke fik Oasis i stedet! I hvert fald var mine to største helte som 11-årig Jarvis Cocker og Michael Jackson, og det har ikke ændret sig så meget her femten år efter. 

Derfor var jeg også nødt til at smage en Pulp-sandwich. Nicolaj fik en Animal Collective-sandwich, mens Simon fik noget helt vildt lækkert thai-mad, der dog ikke havde et sejt bandnavn. I går så jeg også M. Ward (som jeg skal giftes med, hvis der skulle ske noget med Simon), Belle & Sebastian, Fiery Furnaces, Ariel Pink's Haunted Grafitti, Explosions in the Sky og Battles, men meget mere om det en anden gang. Nu skal jeg have en middagslur!

fredag den 27. maj 2011

Konfetti & Balloner

Hurra, så er Primavera Festivallen for alvor begyndt! I går så jeg en hel bunke gode koncerter; Toundra, Emeralds, Moon Duo, of Montreal, Ducktails, P.I.L, Grinderman, Interpol og Flaming Lips. Det nederste billede er selvfølgelig fra Flaming Lips-koncerten, og Wayne Coyne var også på en lille trilletur ud over publikum i den kæmpe oppustelige spacebubble han har. Og jeg mødte ham! Lige efter of Montreal så jeg ham bag ved den største scene, og så blev jeg nødt til lige at kalde på ham. Så snakkede vi lidt om København og of Montreal (der var helt vildt fedt, ligesom sidst jeg så dem), og jeg var starstruck og glad. Nick Cave og Warren Ellis (og de to andre) gav den sindssygt meget gas til Grinderman koncerten, og det var nok den største positive overraskelse for mig. Det øverste billede er fra Moon Duo koncerten på den næststørste scene - og se lige vandet i baggrunden! Der er simpelthen så lækkert på det festivalområde. Og ja, jeg havde det alt for varmt i alt det tøj.

Turen hjem blev lidt unødvendigt spændende, da vores meget unge taxachauffør tilsyneladende var på coke - eller i hvert fald bare MEGET glad for at køre vildt og stærkt. Men det var også en lille smule fedt at køre igennem Barcelona klokken tre om natten med 110 km/t. :) Rápido, rápido, sagde knægten og spændte sin sikkerhedssele - på anlægget sang Bruce Springsteen om Hungry Hearts. I aften skal jeg se Pulp - det bliver så ubeskriveligt awesome! 

Lukas Moodysson, pt. I

Jeg skammer mig lidt over at have glemt svenske Lukas Moodysson på min liste over yndlingsinstruktører, for han ligger helt klart i top. Jeg har set hans fem største film, tre er virkelig gode,og de sidste to er begge på top ti over mine yndlingsfilm nogensinde. 

5. Ett hål i mitt hjärta A Hole In My Heart (2004)

Et Hul i mit Hjerte så jeg for første gang i går, og jeg er stadig ret påvirket af den. Den er virkelig modbydelig på en meget realistisk måde, og den var langt sværere at kigge på end mine sædvanlige horrorfilm fyldt med blod og afrevne lemmer. En mand indspiller en pornofilm i sin snuskede lejlighed, mens sønnen sidder på værelset og forsøger at fortrænge det hele. Pigen bliver udnyttet på det groveste, men ender altid med at komme tilbage - blot for igen at blive ydmyget. Det er virkelig en ubehagelig film, men til tider også en virkelig rørende film. Et spinkelt venskab opstår mellem drengen Eric og pornostjernen Tess, og det kommer der nogle fine scener ud af. 

Men den er nok ikke for alle. Thorsten Flinck, der spiller faderen, har efterfølgende fortalt, at nogle scener var så svære at indspille, at han var på stoffer under hele produktionen. Det er ikke en film jeg har behov for at se igen lige med det samme, men jeg er glad for, at jeg har set den.

4. Mammoth (2009) 
 Jeg synes, at denne perle fra 2009 er virkelig overset og undervurderet. De fleste jeg kender er langt fra begejstrede for filmen, og jeg kan da også godt følge dem i visse kritikpunkter. Ja, det er en film flettet sammen af flere historier - ligesom i Babel af Iñárritu, som jeg selv er meget glad for. (Det var også ham med Biutiful). Men den fortællestil tiltaler mig altså, og med to virkelig dygtige og søde skuespillere i front; Michelle Williams og Gael García Bernal, er det svært for mig ikke at være begejstret!

3. Tilsammans Together (2000)

Tilsammans er en virkelig fin film om livet i et kollektiv. Den er helt skør og fjollet og fri, men viser også bagsiderne ved alt den frihed, og at det måske ikke er for alle. Det kan jeg ret godt lide ved den, for selvom jeg finder hippiekulturen og kollektivstanken enormt fascinerende, er det alligevel alt for grænseoverskridende for mig at skulle f.eks. dele min kæreste. Og så tror jeg heller ikke, at det er vildt fedt at skulle flytte med sin mor i kollektiv, når man er en ung, genert dreng. Filmen ser faktisk ud til at være indspillet i 70'erne, scenerne, påklædningen og det hele er ret godt ramt. Det er en virkelig fin film, synes jeg. 


Jeg ved godt, at der ikke ligefrem er spænding om de øverste to, men de får nu alligevel deres egen post. Det er nemlig to af mine yndlingsfilm.

torsdag den 26. maj 2011

Chad VanGaalen

I øjeblikket lytter jeg næsten kun til musik, jeg skal se live på Primavera Festival, men i sidste uge havde Simon en sand perle med hjem. Fyren hedder Chad VanGaalen, han er fra Canada, og så har han åbenbart allerede udgivet fire hele albums. De første har jeg endnu ikke hørt (men har tænkt mig at gøre det lige efter jeg kommer hjem fra Barcelona), men den nyeste Diaper Island (åndssvagt navn, i øvrigt) er blevet spillet i hvert fald femten gange hjemme hos os. For den er virkelig god! Musikken lyder som noget man godt kender, på den absolut bedste måde, og de tolv numre er meget forskellige. Her er spor af Grateful Dead, Animal Collective og Ryan Adams, for nu at nævne tre meget forskellige typer musik.

Så vidt jeg har forstået, er Chad VanGaalen også selv med til at producere sine musikvideoer, og det er der altså kommet mange fine ting ud af. Se bare her (hvis du kun har tid til at se en, så se den sidste, Red Hot Drops. Den er virkelig fin.)


Han kommer og spiller i Lille Vega d. 12 august, skal du med?
Diaper Island udkommer i Danmark d. 27 maj. 

onsdag den 25. maj 2011

Sumobrødre og Nakketræk

Min lørdag blev tilbragt i Lergravsparken med sol, Sumobrødre og en Coca Cola. Jeg får et "med kærlig hilsen" med på vejen, hver gang jeg går ned til metroen. Min gade er faktisk en ret fin gade, af at være sådan noget blokbyggeri.  Min kjole er ret gammel efterhånden, og den klarede altså heller ikke Barcelona-cuttet, men den var perfekt til en dag som i lørdags. Og ja, mine ben ER så hvide. 

Sumobrødre af Morten Ramsland var rigtig hurtigt læst, og den var enormt underholdende undervejs. Hovedpersonen er den 11-årige Lars, som jeg mødte i et parcelhuskvarter i Odense i 1981, men historien kunne ligeså godt foregå hvorsomhelst og mange år efter. Der er i hvert fald rigtig mange episoder, der mindede mig om min egen barndom. Lars har en lillebror. Han hedder Mikael, men alle kalder ham bare Overbiddet. Han har en bøjle med nakketræk, som han skal have på i tre timer om dagen efter skole - og det er noget, jeg kan kende genkendende til. Suk, jeg havde også den forfærdelige bøjle - og alle andre typer bøjler i øvrigt. En gang slugte jeg endda et stykke på størrelse med en nål fra min ganebøjle, og jeg måtte på sygehuset og få det fisket op gennem halsen. Bagefter fortalte jeg alle i min klasse, at jeg havde fået narko, men så fortalte min dansklærer mig, at det hed at være i narkose. Men nu er jeg bøjlefri og har aldrig haft huller i tænderne, hurra!

Alt er selvfølgelig ikke fryd og gammen i den lille familie i Sumobrødre. Men det er alligevel rart at læse om en forholdsvis normal, dansk dreng, der er i en periode i sit liv, hvor det hele handler om at være truende overfor de mindre snotunger og undgå, at man selv får alt for mange på hovedet af dem, der er større end en selv. Det handler også om at opdage sin egen spirende seksualitet, om nøgne "brydekampe" med vennerne og om en mildest talt mærkelig farfar, der lokker med slik, hotdogs og flippermaskiner. Jeg synes, at det er en virkelig god bog af forfatteren til en anden god moderne slægtsroman; Hundehoved. 

lørdag den 14. maj 2011

Kort Fortalt

KORT FORTALT fik jeg i fødselsdagsgave af Chrelle & Emilie. Jeg er stor fan af novelleformatet - om novellen fylder én eller halvtreds sider betyder ikke så meget, for historien bliver altid fortalt under nogle helt andre forudsætninger end dem, der er til stede i en roman. Der er ofte et andet fokus på detaljen eller den enkelte begivenhed, og det er sjældent, at en novelle for mig føles ufærdig. Så det var en rigtig god gave! Samlingen består af 34 noveller, der alle er skrevet af danske forfattere mellem år 2000 og 2010. Mange navne kendte jeg i forvejen - Helle Helle er svær at komme udenom, når man har gået i folkeskole i 1999 - men selvom navnene var bekendte, havde jeg ikke læst ret mange af deres nyere noveller. Og jeg blev simpelthen så positivt overrasket og udfordret og rystet og glad og helt opslugt af historierne, der alle sammen havde noget helt særligt at byde på.

Mine favoritter var faktisk alle blandt de nyere noveller, skrevet af de (for mig) hidtil lidt mindre kendte forfattere. Jeg blev helt forelsket i Anja Otterstrøms Kost og Logi, der handler om en kvinde, der endelig får slået op med sin kæreste. Han flytter ud, men da hun en aften kommer hjem, sidder han gemt bag en lænestol. Hun beslutter at lade som om, at hun ikke har opdaget hans tilstedeværelse, og det er altså virkelig skørt og godt skrevet. Novellen er fra sidste år, ligesom Vejen, der er skrevet af Trisse Gejl og et godt eksempel på naboskab i forstæderne gone wrong. Jeg bliver simpelthen også nødt til at nævne Hans Otto Jørgensens Jens Thorstensens andet liv, der handler om en fåmælt bondemand, der føler, at han er med barn. Og i Mørke Cyklister af Charlotte Weitze bliver det pludselig livsfarligt at cykle af smutvejen gennem mosen efter mørkets frembrud. 

Uden at skulle gøre mig til dommer over dansk litteraturkritik eller føre mig frem som en form for ekspert, vil jeg alligevel vove at påstå, at danske noveller virkelig sparker røv. Der er et eller andet køligt, absurd og... dansk over dem. På den gode måde, altså. Det tegner godt for fremtiden! Gør jer selv en tjeneste og læs den! :)   

mandag den 2. maj 2011

Sufjan Stevens, VEGA

I går aftes i Vega indledte jeg min "tour-de-Sufjan", der fortsætter (og slutter) med to koncerter til Primavera Festival i Barcelona om en lille måned. Sidst jeg så ham var i november 2006, så det var også på tide, at han igen lagde vejen forbi Danmark. Dengang var jeg vidne til et sceneshow af dimensioner, oppustelige julemænd og en af de bedste koncerter jeg nogensinde har set, så mine forventninger var skyhøje. Og da Sufjan endelig kom på scenen, foldede sine englevinger ud og sang "Seven Swans", fik jeg kuldegysninger og tårer i øjnene - så det tegnede jo godt. Derefter spillede han sekshundrede sange fra den nyeste "The Age of Adz", som jeg mildest talt ikke har været begejstret for, og først i ekstranumrene fik vi et par sange fra "Illinoise", ledsaget af en kaskade af balloner. 

Jeg havde taget en kjole på, der var enhver folk-sangerinde værdig, men jeg kunne hurtigt se, at jeg i stedet burde have medbragt glowsticks og neon-tøj, for temaet var denne gang noget med the infinite space og the future. Man kunne godt blive en anelse bekymret for, om den gode Sufjan snart stifter en futuristisk sekt, hvor den påkrævede beklædning involverer roterende diskokugler og selvlysende briller, og hvor al samtale foregår vha. autotune (Oh, yes he did!), men alt i alt var det jo helt enormt underholdende. De nyere numre er som sagt i en helt anden boldgade end det han ellers har lavet, men i går var han god til at forklare tankerne bag både numre, stilart og artwork, og det fik det hele til at gå op i en højere enhed. Jeg bliver i hvert fald nødt til at give "The Age of Adz" en chance til, for den er virkelig vokset på mig efter jeg har hørt den live.
  
Krydret med mange og lange anekdoter, røverhistorier og barndomsminder, varede koncerten hele to en halv time, men det var ikke et minut for meget. Jeg var ellers noget sløv (og våd af regnen) ved ankomsten til Vega, og mine veninder var også i søndags-stemning. Men det fik vi altså rystet af os, og jeg var nok taget videre i byen for at drikke en øl, hvis helvedeskøen til garderoben altså ikke havde taget modet fuldstændigt fra mig efter koncerten. Nu glæder jeg mig til at se hele showet igen i Spanien - der er heldigvis ikke længe til.