tirsdag den 30. august 2011

probs til hauptmann

I dag var jeg til re-eksamen i tysk litteratur. Jeg har aldrig været så nervøs i hele mit liv. Aldrig. I morges var jeg ved at besvime inde i badet, og jeg kunne næsten ikke få min krop til at lystre, da jeg skulle cykle over til KUA. Min kæreste havde heldigvis fri i dag, så han tog med mig - noget, jeg normalt aldrig ville tillade, men uden ham var jeg nok aldrig kommet derover. Jeg begyndte selvfølgelig at tude lige inden jeg skulle ind, men mine øjne var alligevel totalt røde og hævede fra at have grædt hele morgenen, så en tåre fra eller til... Det var virkelig pinligt, men jeg kunne slet, slet ikke styre det på det tidspunkt. Aldrig igen vil jeg tænke at folk lige må tage en slapper, når de skal til eksamen. Det er ikke altid, at man kan. 

Men mit spørgsmål var i Vor Sonnenaufgang af Hauptmann, hvilket var det værk, som jeg frygtede mindst, og inde i forberedelsen var min underviser SÅ sød til at sætte mig i gang, og så begyndte jeg faktisk at slappe af. Og så gik det jo alligevel. Endda over al forventning - jeg slap faktisk derfra med to syv-taller! Jeg kan slet ikke forstå det. Jeg kunne næsten fysisk mærke den kæmpe sten, der faldt fra mit hjerte. Det har virkelig været en mørk sky over mig i de sidste to måneder. Jeg er virkelig lettet. Resten af dagen er gået med The Fifth Element, der var virkelig underholdende som altid. Min kæreste testede også mine smagsløg i en blindsmagning af cola - jeg kunne selvfølgelig godt spotte, hvilken én der var Coca Cola. (Jeg forvekslede dog en Cola Zero med en Pepsi Max, men jeg er kun ekspert på regular...) Nu skal vi se endnu en film, og jeg vil nyde min nyfundne frihed i et par dage, før jeg begynder på mit tilvalg. :)

mandag den 29. august 2011

stephen king - the dark tower

Stephen Kings svar på Lord of the Rings er serien The Dark Tower, som han har skrevet på i over tyve år. Første bog, The Gunslinger, udkom i 1982, og i 2003 satte han det (foreløbigt) sidste punktum i historien om Roland og hans lange, lange rejse. Jeg har svært ved at beslutte mig for, om slutningen er gal eller genial - men den giver mig i hvert fald lyst til at starte forfra på serien lige med det samme. Eddie, Susannah, Jake, Oy og ikke mindst Roland er blevet mine venner, og jeg har både grint og grædt - mest af sidstnævnte - hele vejen igennem. Det lyder banalt, men jeg føler mig ganske tom indeni ved tanken om, at det nu er slut. J. J. Abrams (ham med Lost) skulle i øvrigt have filmatiseret serien, men fik kolde fødder - om det er godt eller skidt, ved jeg ikke helt. Stephen Kings værker klarer sjældent transformationen fra bøger til det store lærred specielt godt - men skulle nogen prøve kræfter med The Dark Tower, var J. J. Abrams et godt bud. En af hovedårsagerne til, at jeg som udgangspunkt foretrækker bøger frem for film, har noget at gøre med den følelse, bøgerne vækker i mig. Jeg føler, at jeg er inviteret til noget ganske specielt, eksklusivt og hemmeligt, og at det kun er lige netop mig, der virkelig kan forstå og sætte pris på begivenhedernes udvikling. Jeps - når det kommer til bøger, er jeg ekstremt egoistisk.

Det er en virkelig underlig følelse at være færdig. Stephen King har jeg læst lige siden jeg fik lov, men jeg har altid udskudt The Dark Tower-serien på grund af sci-fi-elementet. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys har det selvfølgelig været en klar fejl, for bøgerne har vist sig at være noget af det bedste, jeg nogensinde har læst (i hvert fald de første fire) - både King-relateret, men også i det hele taget. Jeg fik også en fornemmelse af at være kommet hjem - jeg har kigget på tegningerne af det skide tårn i min fars bøger lige siden jeg var helt lille, og nu kan jeg endelig knytte en historie til det. I serien møder man også en frygtelig masse personer, der har optrådt i andre Stephen King-værker, blandt andre Pere Callahan fra Salem's Lot og Ted Brautigan fra Hearts In Atlantis, og for en nørd som mig, er det jo en ren fornøjelse at lede efter disse referencer. Internettet har gjort dén side af sagen noget lettere, og jeg ser frem til mange timers research og opdagelse af nye teorier på bøgernes helt egen hjemmeside.

torsdag den 25. august 2011

children's hospital

Min ven Chrelle har anbefalet mig at tage et kig på Children's Hospital, og det har vist sig at være en ganske glimrende overspringshandling, eftersom hvert afsnit kun tager en ti minutters tid. Jeg har pløjet mig igennem de første to sæsoner på næsten ingen tid; tredje sæson er på skærmen i USA i øjeblikket, og til næste år kommer sæson fire. Afsnittenes længde passer perfekt til denne type komedie, som måske ville være for meget til en hel film.

Children's Hospital er en spoof på de ufatteligt mange hospitalsserier, som amerikanerne er så begejstrede for. Her er referencer til Scrubs, E.R., Private Practice, Grey's Anatomy og mange, mange andre, og det er altså bare rigtig godt skruet sammen. I Scrubs fortæller Zach Braff om dagens begivenheder og reflekterer over livet generelt - i Children's Hospital har Dr. Cat Black samme funktion, omend hendes betragtninger er noget mere tomhjernede. Hun indleder i øvrigt et forhold til en småretarderet, seksårig patient, der lider af "advanced aging-disease", og netop denne storyline er en af mine favoritter. Hele hospitalsstaben er naturligvis fuldstændigt inkompetente; f.eks. stoler lægerne ikke på røntgenbilleder, og vil derfor udføre en operation for at tjekke, om patienten har de rette "arm-guts". Og er det i orden at abortere en teenager, hvis moderen gerne vil satse på en karriere i jazz-ballet?

Blandt mine favoritter er seriens producer, Rob Corddry, der også spiller Blake Downs - en læge i klovnemake-up, der sætter sin lid til "the healing power of laughter", men som i stedet skræmmer livet af de stakkels børn. Megan Mullaly humper rundt på krykker med tykkere og tykkere hinkestensbriller og er konstant liderlig. Hun parodierer naturligvis hende lægen fra Skadestuen, som jeg er for doven til at google, og serien er heldigvis ikke for fin til grove jokes om alt fra handicappede til religion og brystimplantater til elleve måneder gamle babyer. Det er noget af det sjoveste og mest forfriskende tv, jeg længe har set. Tak for anbefalingen, den er hermed givet videre. :)   

fredag den 19. august 2011

harmonic fields, amager strandpark

Skynd jer, skynd jer, skynd jer ud til Amager Strandpark og oplev dette fantastiske kunstværk/denne fremragende lydinstallation! Stykket hedder Harmonic Fields, og det er helt specielt at gå rundt og høre vinden lave musik. Sidste dag er på søndag, så det er ved at være sidste chance. Jeg var derude i dag med nogle gode venner, og jeg kunne godt finde på at tage derud igen i morgen efter arbejde - og prøve at slæbe min kæreste med.  

torsdag den 18. august 2011

weeds

I de gode gamle dage - sæson tre - hvor Celia stadig var med (yderst til venstre).
Weeds anno totusindeogtolv
Mine nye favoritter - Silas og Shane Botwin
En af mine længerevarende tv-serie-obsessions er Weeds, som jeg har fulgt siden starten i totusindeogfem. De første tre sæsoner ligger virkelig i den øverste ende på skalaen over underholdende tv; skønne Mary-Louise Parker begynder at sælge marihuana for at forsørge sine to sønner efter mandens uventede død, og det er rørende, medrivende, eksplicit og virkelig, virkelig sjovt. Jeg har sjældent set så absurde karakterer i en tv-serie, og jeg har endnu sjældnere haft samme had-kærlighedsforhold til samme karakterer - jeg ELSKER f.eks Celia Hodes, der giver sin tykke datter afføringsmidler, så hun kan tabe sig. Det er meget grænseoverskridende, og det er meget godt. 

Sæson fire og fem var en forvirrende omgang, hvor jeg havde mere og mere svært ved at identificere mig med og sympatisere med Mary-Louise Parkers rolle, Nancy Botwin. Hun træffer simpelthen nogle helt ulogiske og åndssvage valg (altså, som i MERE ulogisk og åndssvagt end at begynde at sælge stoffer i det hele taget...), og hun var rent ud sagt skide irriterende. Det har dog ikke afholdt mig fra stadig at følge med, for serien er bestemt stadig underholdende, og det er ikke første gang jeg har oplevet en tv-serie falde lidt i kvalitet efter et par sæsoner. Og i sidste års sæson seks begyndte karaktererne igen at udvikle sig - min nye favorit er HELT klart Shane Botwin, der er gået fra at være en lille møgunge til en ret lækker og afbalanceret psykopat - ligesom også storebror Silas har fået lidt mere personlighed.

Nu er sæson syv i fuld gang, og uden at komme med alt for store spoilers, klæder det virkelig serien at få nogle nye locations og springe lidt frem i tiden. Andy, Shane og Silas har boet tre år i København(!), og selvom deres referencer til danske navne og skikke er direkte forkerte, så har de trods alt tjek på deres viden om Christiania - hvilket vel må siges at være det vigtigste i denne sammenhæng. Det er i hvert fald nok til at gøre mig glad og sært stolt af at være dansker, for en gangs skyld. Men det varede ikke evigt -  nu hedder scenen New York, og sæson syv er indtil videre den bedste i flere år. Det skulle efter sigende også være den sidste - og det synes jeg egentlig virker helt rimeligt. Giv os en killer afslutning og slut med manér, tak!   

onsdag den 17. august 2011

this is that fresh

For et par uger siden spillede min kæreste til Danmarks Grimmeste Festival, og i den anledning var han også forbi en af Danmarks smukkeste byer, Silkeborg, for at besøge vores venner. Og med tilbage havde han denne skønne gave, som Anne og Emma havde fundet til mig - tallerkenerne er hoppet direkte ind på listen over mine yndlings Svampebob Firkant-ting! Jeg er glad for, at andre helt normale, voksne mennesker godt kan se det sjove i min obsession med den lille svamp - Anne har også linket til en konkurrence, hvor man kan vinde en kæmpestor Svampebob! Jeg tvivler dog på, at jeg vinder over alle de små børn, der er konkurrencens rigtige målgruppe. 

Gad i øvrigt godt et smut til Silkeborg og besøge dem snart. Der er altså virkelig smukt. Vi havde den skønneste sommerdag der sidste år, med sejlads på Silkeborgsøerne og senere picnic og badning samme sted. Og nu har de opfyldt en af vores små drømme - de har fået sig et kolonihavehus. <3

tirsdag den 16. august 2011

in the graze of those screams

Min søster er så heldig at have verdens sødeste hund Silke og verdens næstsødeste kat Mille. Nu må I ikke melde os til Dyreværnet pga. det øverste billede, for det er slet ikke så slemt som det ser ud til. De er de allerbedste venner - og bare RET gode til at lege vildt. Silke bider aldrig Mille; for det meste er katten den største synder.

Jeg savner dem allerede. Jeg bliver altid helt afhængig af at have dyr omkring mig. I næste uge skal jeg møde to nye hunde her i København, og jeg håber inderligt, at vi bliver gode venner, så vi kan gå nogle lange ture ved Amager Strandpark og dele en leverpostejsmad ind imellem. Jeg har godt nok savnet at have nogle hundevenner i København siden Enrico og Ehya flyttede til Møn. Kryds fingre for mig!    

mandag den 15. august 2011

didn't know it was a deviltown

Efter adskillige vilde rygter og flere mislykkede ekspeditioner lykkedes det i sidste uge min søster og hendes veninder at finde et vaskeægte spøgelseshus langt pokker i vold. Da de besøgte stedet var der tusmørke, og jeg kunne forestille mig, at hjertet sad helt oppe i halsen på de modige eventyrere. Mørket gjorde det dog svært at tage billeder for min fotoglade søster, så da jeg var hjemme, lokkede hun mig med på endnu en tur derud (jeg var dog ikke så svær at overtale). Og hvilket eventyr det var!

Huset har ifølge dateringen på de gamle aviser i rodet stået tomt siden starthalvfemserne, og selvom det er overordentligt svært at finde, har det vist længe været et yndet udflugtsmål for områdets unge, der har efterladt synlige beviser i form af Smirnoff Ice-flasker og lignende. Men det gør det jo ikke mindre spændende at andre har været der før - nogen har f.eks. efterladt et fuglekranium i vinterhaven, hvilket sådan set bare virker meget passende i de lettere skræmmende omgivelser. Solskinnet fjernede dog det meste af uhyggen, men gjorde det meget nemmere at tage billeder. Så det gjorde vi. :)    

søndag den 14. august 2011

chad vangaalen i vega

Sikke dog en dejlig weekend! Fredag på arbejde var laaaaang, og mine fødder var til sidst så ømme, at jeg næsten ikke kunne stå på dem. Maven rumlede, så Simon og jeg cyklede lidt rundt for at finde noget mad. Penge har vi ikke ret mange af, men af en eller anden grund er jeg mindre nærig når jeg ikke har nogle penge at bruge, så det endte med sushi. Sticks N Sushi på Istedgade - og det er uden sammenligning det bedste sushi, jeg nogensinde har fået. Vores tjener (og betjeningen generelt) var opmærksom, sød og smilende, selvom der var ret meget pres på denne fredag aften. Jeg er uhyggeligt ringe til at spise med pinde, og jeg skal gerne indrømme, at mere end ét stykke blev spist med fingrene.

Med ris og fisk i maven trillede vi mod Lille Vega og Chad VanGaalen. Kasper Kaae fra Cody varmede op, men imponerede nu ikke. Det gjorde Chad VanGaalen derimod - denne høje, lidt generte canadier stillede sig ydmygt hen til mikrofonen med sin ukulele og begyndte at synge "baby, if I shaved my pussy, would you love me, baby, would you love me - I'm really feeling ugly", og en bedre start på en koncert er svær at forestille sig. Chad VanGaalen skriver og spiller (og animerer og producerer og alt mulig andet) alene alt på sine plader, men i denne livekonstellation har han et band med, hvilket også løfter stemningen på scenen. Især fordi de fire herrer sammen virkede en smule nørdede og ikke helt tjekkede - og så grinede de åbenlyst af hinanden, hvis en fejl blev begået. 

Det var en rigtig dejlig koncert. Han kom godt omkring sit bagkatalog og spillede også et par helt nye numre - og kom med anekdoter om dette første besøg i København, der havde overvældet ham en smule med alle dens oversize dildoer og buttplugs på display. Det vakte selvfølgelig stor begejstring blandt publikum, der faktisk overraskede mig ved at være ret dedikerede. Molten Light og Willow Tree var for mig koncertens klare højdepunkter.

lørdag den 13. august 2011

sing me your blackberry song

Nogle gange kan jeg godt have lidt svært ved at trække vejret i København. Jeg kunne ikke bo andre steder, og jeg elsker byen, men hvor er det dog skønt at komme en tur på landet en gang imellem. Min søster har en drøm om at købe et nedlagt landbrug engang, og på denne tur fandt vi den helt perfekte gård - den var dog liiiige nedlagt nok; den har vist ikke været beboet de sidste mange år. Ved gården stod verdens største brombærbusk, hvilket vi naturligvis ikke kunne ignorere. Min søster fik plukket allerflest (vi kom hjem med en kæmpe pose), men hun måtte også bøde for det med et par rifter på fussen. Turen gik også forbi Skelund og kirkegården, hvor vi lige fik hilst på bedstefar. Som gammel gårdejer og landmand er han nok godt tilfreds med udsigten over markerne.  

fredag den 12. august 2011

i watch you when you are sleeping

Min gode, gamle, dejlige kat fyldte hele femten år i lørdags. I fotoalbummet fandt jeg et par billeder fra Froys spæde ungdom tilbage i seksoghalvfems. På det første billede ligger hun sammen med alle sine søskende og sin trætte, trætte mor (men der er trods alt også hele to kuld killinger på billedet) - Froy er hende den søde til højre. Hun fyldte heller ikke meget i sprækken mellem sofapuderne, og selvom det oprindeligt vist ikke var meningen, at hun måtte kravle rundt i møblerne, sover hun hver aften i mine forældres seng. (Men når jeg er hjemme på besøg, sover hun oppe ved mig.) Nu er hun blevet gammel, sur og lidt mærkelig - men det har hjulpet en del, at hun er begyndt at få gigtmedicin. Og selv min kæreste er efterhånden blevet taget godt imod - normalt nærmer hun sig ellers ikke "fremmede" - men efter fire år betragtes han vel som en del af familien. Tillykke, Froy! Du er verdens bedste kat. 

torsdag den 11. august 2011

I was blind before I met you

Mettes kage - på toppen er Silke, Mille og Froy.

Hver gang jeg er hjemme i Jylland, prøver jeg at nå et smut til Aalborg for at besøge min allerældste veninde (som fylder syvogtyve på søndag, så hun er ikke gammel i dén forstand, jeg har bare kendt hende altid). Nu er hun lige flyttet i hus i Hobro, så det er blevet noget nemmere at besøge hende, hendes kæreste og lille Alberte på fjorten måneder - den skønneste lille pige, jeg nogensinde har kendt! Der er altid sket helt vildt meget i hendes udvikling hver gang vi ses, og denne gang var ingen undtagelse. I starten var hun en lille smule genert, men det gik hurtigt over, og snart læste hun bøger med min søster og fodrede mig med lækre, gennemtyggede boller.

Det er godt nok noget helt specielt at se sådan et lille menneske blive større. Jeg kan så tydeligt se min veninde (og hendes kæreste) i Albertes ansigtstræk, og det rørte mig helt. Jeg tror ikke, at jeg overhovedet KAN blive skruk, men i går var det godt nok tæt på. Hun er simpelthen så dejlig. Vi spiste kage i lange baner - min søster havde igen lavet underværker i køkkenet - og så tog vi en slapper på sofaen. Deres nye hus er simpelthen så hyggeligt, og haven! Nu drømmer jeg endnu mere om en have. Nå, det må vente. Og eftersom børn ikke lige er på programmet hos mig, er det rart, at jeg kan få lov at være moster - omend ikke biologisk - for Alberte.  

tirsdag den 9. august 2011

meo og meos ven

Min far har længe kigget misundeligt efter Meo, når han har været på besøg i København. I Barcelona fandt jeg en næsten identisk, så den skulle selvfølgelig med hjem i kufferten til ham. Jeg har bare først fået anledning til at give ham den nu, hvor jeg er hjemme og besøge familien. Han blev heldigvis rigtig glad for den - min mor skulede lidt til den, men den har fået lov at stå inde på kontoret. Nu står Meo helt alene på Amager og er helt støvet i solcellerne.

onsdag den 3. august 2011

halvandet og flyvergrillen

Søndag eftermiddag - min sidste rigtige feriedag - satte min kæreste og jeg os ind i den lånte bil, kørte et smut til Frederiksberg og samlede vores venner op, og så kørte vi tilbage til Refshaleøen og "Halvandet". Jeg anede ikke, at der lå en vaskeægte strandbar lige i min baghave! Vejen derud var nu også noget mystisk, og det vækkede ikke ligefrem vores forhåbninger at vi kørte forbi et kæmpestort rensningsanlæg. Selve stedet er bestemt lovende, omend med et noget... blandet klientel (synlige tatoveringer er forbudt, men der er ikke andet end Brian-typer med tribals) og alt for høje priser i baren, men alt dette betød ingenting - for der var MINIGOLF! Jeg havde taget golfskoene på, men det var alligevel min kæreste der løb med sejren. Det var en fornuftig bane med urimelige skæve hældninger, der gjorde spillet ret uforudsigeligt. Efter de fysiske strabadser kiggede vi på Søren Solkær Starbirds fine "Closer"-udstilling, og så kørte vi lidt længere sydpå.

Nemlig til Flyvergrillen ved lufthavnen! Skuffende, skuffende, skuffende. Jeg siger det bare. Flyvemaskinerne triller jo bare forbi - man ser dem slet ikke nå i luften. Fuglen på hegnet var klart mere interessant. Derudover var betjeningen sur og dum, og der var ingen brun sovs til min stakkels kæreste og hans bøfsandwich. Aftenen sluttede i vores stue foran fjernsynet, hvor vi så Brøndby få tæv. Lige i øjeblikket er det faktisk meget rart at være AaB-tilhænger.