søndag den 27. november 2011

come, ring the curtain up

Jeg kunne ikke stå for de små nøddeknækkere med de desperate øjne og de grimme tænder. De er fra turen i Tivoli, og man må sige, at de passer ret godt ind med resten af min beskedne samling julepynt. OK, det er i virkeligheden løgn, jeg har meget mere julepynt, men det er altså blevet forvist til det lille værelse. Der er ligesom ikke mere plads her i stuen - vindueskarmen er fyldt med kaktus i alle former og størrelser. Fra palmen hænger den ene julepølse og dingler, mens den anden nyder solens stråler på en plante i vinduet. Min kæreste synes det hele er forfærdeligt, men han bærer heldigvis over med mig, så længe det ikke tager overhånd. Og det er et løfte jeg kan holde - i hvert fald i et par år endnu, til jeg får samlet mig endnu mere tyskinspireret julepynt!  

torsdag den 24. november 2011

all the figures I used to see

Disse fem helt uimodståelige skabninger flyttede ind hos mig da min veninde var på besøg - de er købt i en butik i Strædet. Egentlig havde jeg slet ikke råd (havde også lige købt den der sommerfugleplakat + tre Tarkovskij-film), men jeg blev grebet af stemningen, og jeg kan heller ikke helt udelukke at jeg køber endnu et sæt engang... (måske det med de kloge ugler) Jeg havde ikke forestillet mig HVOR besværligt det ville være at klippe alle de små dele ud og lime dem sammen (fik heldigvis hjælp), og det er vist også ret tydeligt, at katten var den første jeg lavede.

I går var jeg på arbejde hele dagen. Jeg har lidt svært ved at komme op om morgenen i øjeblikket - jeg er ekspert i at udsætte min alarm, men jeg har fundet ud af, at det er meget lettere bare at stå op. Derfor sprang jeg næsten ud af sengen, da min alarm bippede første gang - og fik hikke. En meget insisterende hikke. Der blev ved i TO timer OG vendte tilbage, da jeg havde spist frokost. Jeg tror helt seriøst ikke jeg ville kunne leve med at have kronisk og konstant hikke. I går aftes var jeg pylret og frøs, så min kæreste og jeg kravlede under flere tæpper og så et par afsnit af Carnivale, som vi lige er begyndt på. Det er VIRKELIG fedt!

lørdag den 19. november 2011

game of thrones

Fredag eftermiddag og aften blev tilbragt i Nordvest i selskab med Rannvá, Tobias, Game of Thrones, Coca Cola og popcorn. Så bliver det altså ikke meget bedre. Vi snuppede lige syv afsnit i træk, og jeg er blæst fuldstændig væk. Jeg har set det beskrevet som "Sopranos i Middle-Earth", en rimelig sammenligning, selvom hele dette univers er har så meget mere. Jeg vil ikke skrive en hel roman, for Rannvá har allerede skrevet en fin anbefaling af det - den kan du læse her. 

tirsdag den 15. november 2011

to ting jeg virkelig holder af

To ting jeg virkelig holder af, er Stephen King og Harry Potter. Den allersidste film udkommer på dvd i dag, og den er selvfølgelig flyttet ind på hylden til de andre i serien. Det er helt mærkeligt, at det er slut nu. Og hvor ville jeg dog ønske, at de havde udeladt de sidste fem minutter af filmen. Det er jo en pinagtig afslutning på en stribe gode film. Også Stephen King er fan - jeg kan endnu engang anbefale The Dark Tower, den sidste bog er ren meta (Stephen King selv spiller en vigtig rolle i historien) og fyldt med referencer til Harry Potter-universet. Jeg er helt overbevist om, at jeg stadig læser begge dele når jeg fylder firs. ...Men hvorfor er Stephen Kings briller altid lidt for små?

Den nyeste King har jeg fået som en tidlig adventsgave af min far, og jeg hentede den på posthuset i går. Jeg er allerede i fuld gang med den. Prøvede halvhjertet at lave en aftale med mig selv om, at den først måtte læses efter jul - men jeg vidste jo godt, at jeg ikke ville kunne lade den være. I øvrigt ventede jeg fem kvarter på lægen i går. Inden jeg havde hentet bogen, selvfølgelig. Suk, it's a cruel world. I stedet måtte jeg fordrive tiden med at smile til andre folks babyer, læse Billed Bladet og stirre ud af vinduet. Min læge var i det mindste virkelig sød - som altid. Det er rart at have en læge, der rent faktisk virker interesseret i hvad der foregår.  

mandag den 14. november 2011

the devil and daniel johnston

Jeg har fået den anbefalet flere steder fra, og nu har jeg endelig fået set "The Devil and Daniel Johnston", der er en af de bedste og mest rørende (musik)dokumentarer jeg nogensinde har set. Her er et helt unikt indblik i den maniodepressive kunstners barndom; han har nemlig lavet små film og kreative projekter siden han var helt ung. Senere eksperimenterer han lidt for meget med sprut og stoffer, hvilket kun fremmer hans vrangforestillinger, og det er et frygteligt ærligt billede af total menneskelig nedtur. Vi får dog heldigvis også opturen at se. Der er nemlig så meget mere i denne film der er smukt og optimistisk. Musikken er virkelig god, og Daniel er faktisk også ret sjov - ligesom de mange interviews med hans forældre og venner er det. En hel klar anbefaling herfra til folk, der godt kan lide dokumentarfilm, menneskeskæbner og god musik.  

søndag den 13. november 2011

get lost in the memory

Jeg har haft den allerbedste og hyggeligste weekend sammen med min søde veninde, der kom flyvende helt fra Hobro for at tage forskud på julestemningen. I går gik vi først en lang tur i det gode vejr - først rundt på Christiania og ind over Knippelsbro, og derefter gik turen gennem Strædet, hvor vi fik brugt lidt penge på de fineste ting. Jul i Tivoli har hele tiden været udgangspunktet for vores weekend, så selvom vi begge synes det var liiiige tidligt nok med julemusik og klejner, var det dér vi brugte det meste af eftermiddagen. I år er temaet russisk jul, og som I nok kan fornemme, er de virkelig gået all-in. Jeg har aldrig tidligere besøgt Tivoli til jul, men det bliver bestemt ikke sidste gang, for der var SÅ fint. Først på eftermiddagen var der heller ikke ubehageligt mange mennesker; de myldrede først til, da mørket faldt på. 

Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har haft en weekend alene sammen. Men vi har kendt hinanden i snart et kvart århundrede(!), så tiden fløj af sted, og egentlig havde vi slet ikke tid nok. Vi kiggede i gamle fotoalbums og grinede og græmmede os over senhalvfemsernes mode; vores halbal-outfits og tur til Italien, og det var bare SÅ hyggeligt. Hun er faktisk den eneste veninde jeg har fra min hjemby og min opvækst, og nogle gange er det bare rart at kunne referere til fælles folkeskolelærere, klassekammerater og byens originaler. Alberte på halvandet blev hjemme hos far og sagde kun HEJ og HEJ HEJ i telefonen, så der var dømt hygge helt uden forstyrrelser. I morges lavede vi morgenmad med hjemmebagte boller, pandekager, scrambled eggs, bacon og frugt - et overdådigt måltid som vi fik spist det hele af, inden jeg fik taget et billede. Yndlingsweekend!

tirsdag den 8. november 2011

freaks and geeks

Freaks and Geeks er på et splitsekund blevet min yndlings ungdomsserie, og jeg ville have givet meget for at have set den i 1999, hvor serien er fra og hvor jeg var fjorten år. Beverly Hills, Dawson's Creek - you ain't got nothing! Der er virkelig mange gode skuespillere samlet i én serie; Seth Rogen, James Franco, Linda Cardellini og især Jason Segel er helt fantastisk. Jeg tror endnu ikke, at jeg har set ham i en dårlig rolle? Freaks and Geeks kredser sig om Lindsay og hendes lillebror Sam, der begge går i high school i Michigan i 1980, og gæt selv, hvem der er henholdsvis freaks og geeks!

Det er et dejligt umiddelbart portræt af ungdommen, og meget nemmere at relatere til end til de førnævnte serier. På de kun atten afsnit omfavner den godt nok ufatteligt mange typiske problemstillinger og stereotyper, men det virker alligevel afbalanceret og ikke helt urealistisk. Og så er den bare virkelig, virkelig sjov! Der er så mange helt åndssvage situationer; især Lindsay og Sams håbløst gammeldags forældre er søde, men ofte ganske tåkrummende pinlige. Denne serie har alt - min eneste anke er, at den ikke er udgivet på dvd i Europa. Jeg lånte serien af Rannvá i region et-format og så den på min computer, men der måtte gerne stå et eksemplar på min egen hylde.      

mandag den 7. november 2011

nature sometimes makes mistakes

Min søsters hest Serafina blev flyttet til sit nye hjem i lørdags. Her er de nye staldkammerater NOGET mindre end hvad hun er vant til, til gengæld scorer de ekstremt højt på nuttethedsskalaen. Den brogede hedder Alfie, og dværgponyen hedder Pusle - og hende kan jeg altså godt finde plads til i min lejlighed! Serafina følte sig dog lidt truet (her må jeg retfærdigvis sige, at det ikke var disse små yndigheder hun følte sig truet af) og sprang ud af folden to gange i går, men mon ikke hun snart falder ordentligt til. Det er i øvrigt min gamle rideskole; et sted jeg har tilbragt det meste af min tidlige ungdom, så det var ret sjovt at være tilbage.  

søndag den 6. november 2011

walking in the woods

Efteråret er langt fra min yndlingsårstid, men det er godt nok en af de flotteste. Jeg er glad for, at jeg nåede en tur hjem inden de sidste blade faldt af træerne, for jeg synes nu engang de er pænere på grenene end på jorden. De små knægte blev med deres plasticsværd og brynjer forvandlet til mægtige krigere på en vigtig mission - og overbeviste selv Silke, der lige måtte hen og knurre lidt af dem. Huset på toppen af bakken er vist et yndet udflugtsmål for kysselystne folkeskoleelever - det er dog ikke noget jeg selv kan bekræfte, da jeg dengang ikke havde stort held med kæresteriet. Jeg må hellere tage Simon med derop engang og tage revanche. 

fredag den 4. november 2011

sometimes days go speeding past

I morges stod jeg utrolig tidligt op og tog med min søster ud i stalden, hvor hendes nye hest Serafina står opstaldet - indtil i morgen, hvor hun bliver flyttet hen på vores gamle rideskole, der ligger noget tættere på. Derfor har de trænet trailer de sidste par dage, og hunden Nickie holdt øje med, at alt gik ordentligt til. Han er eneste hund på gården i øjeblikket (udover Silke, der tydeligvis nyder at rende rundt i møddingen og blive beskidt), men han er den stolte far til omkring en milliard sorte hunde rundt om i landet, da gårdens beboer tidligere har opdrættet Formel 1 labradorhunde. For et par år siden var der ikke mindre end tredive dejlige basser på gården, men nu nyder han sit otium i fred og ro - kun generet af de frække katte. Charmetrolden på første billede hedder forresten Piccolo  (hans smukke mor hedder Jealotte), og hvis man kunne have en hest i en lejlighed på tredje sal på Amager, havde jeg taget ham med hjem med det samme. Jeg kan og vil ikke fornægte min fortid som hestepige, og jeg glæder mig til at få en tur på Serafina - når min søster altså har redet hende til. :)     

tirsdag den 1. november 2011

craig thompson. habibi

Jeg kunne ikke holde mig i skindet særlig længe, og søndag eftermiddag efter brylluppet for to uger siden var en perfekt anledning til at forsvinde ind i Craig Thompsons Habibi. Mange af de graphic novels jeg ellers læser, som f.eks. Daniel Clowes, er meget minimalistiske i deres stil, så det er rart at blive blæst helt igennem af nogle helt overdrevne og smukke tegninger.

Historien kredser om den unge pige Dodola, der bliver solgt som barnebrud af sine forældre til en ældre mand. Han bliver dog snart slået ihjel, og herefter tager begivenhederne for alvor fart - Dodola flygter gennem det smukt tegnede, tidløse Mellemøsten. Hun må prostituere sig for at skaffe mad til hende og hendes 'lillebror' Zam, som hun tog med, da hun flygtede fra byen. Hun ender også som favoritten i en sultans harem - sex spiller i det hele taget en stor rolle i bogen, men det er af den forbudte og fornedrende slags. Der er nu også plads til lyspunkter (historien breder sig trods alt over 672 sider), og det hele forenes i en fantastisk fortælling, der levede op til alle mine forventninger.

Den er næsten lige så god som forgængeren Blankets/ En Dyne af Sne - men den er altså også umulig at overgå i mine øjne. Første gang jeg læste den var i en weekend hos Chrelle i Søborg; han spillede Oblivion på Xbox, og jeg læste alle hans tegneserier mens vi tømte hans forældres fryser for lækre sager. Men det er jo en helt anden historie.