tirsdag den 22. februar 2011

m&m&m&m&m&m's

Coconut Craziness!
Da jeg opdagede, at disse "Coconut m&m's" eksisterede, var der ikke langt fra tanke til handling, og efter en hurtig google-søgning fandt jeg frem til denne side, hvor jeg straks bestilte lidt af hvert, selvom det faktisk var alt for dyrt. Men Simon elsker alt, der har med kokos at gøre, og jeg kan godt lide at overraske ham med små ting ind imellem (og desuden havde jeg selv helt vildt meget lyst til at smage dem med peanut butter..!) :)

Så imens FCK kæmper en ulige kamp mod Chelsea på skærmen, agerer Simon og jeg smagsdommere. (JA, vi har åbnet alle tre poser, men der var altså ikke ret mange i hver, som billedet måske viser...) Jeg er normalt ikke begejstret for kokos i slik (Bounty er altså en sølle chokoladebar), men disse små knapper var delikate og lækre og en meget positiv overraskelse. "Peanut Butter m&m's" var på forhånd udråbt som min favorit; og den skuffede da heller ikke. Den smagte som min yndlingsfrådemad - peanut butter med mørk pålægschokolade - WIN! :) Den sidste var med pretzels, hvilket var en besynderlig kombination. Dårlig var den ikke, men måske lidt... unødvendig, og lidt for salt. Her skal det altså tilføjes, at jeg normalt er stor tilhænger af chips og kiks i chokolade; min yndlings  Marabouplade er klart "Amigo" med dens små stykker af saltede majschips. (Eller den lille med luftbobler...) :)

Alt i alt - det var bestemt pengene værd at gøre Simon glad, men det er sidste gang jeg giver 18 kr pr. pose + alt for meget i porto. Det kan helt sikkert gøres billigere, hvis man gider undersøge det nærmere - men det gad jeg ikke, hehe. Jeg tror, at jeg klarer mig med den normale gule variant fremover - det er vist stadig min favorit.  

American Dad

Klaus & Roger
Denne vinter har Simon og jeg pløjet os igennem de fem første sæsoner af American Dad. Det er ikke så slemt som det lyder, for afsnittene varer kun omkring tyve minutter hver. Jeg har tidligere været ret glad for The Simpsons, men jeg tror jeg har været udsat for en vis overeksponering af de tidlige afsnit fra TV3+, for jeg synes sjældent, at det er RIGTIG godt. De nyere (og derfor mere aktuelle) afsnit er dog ret sjove.

Men American Dad er bare KLASSER sjovere! Det omhandler en "helt almindelig amerikansk familie" (+ en alien og en talende fisk) og de fuldstændigt absurde situationer, de ofte befinder sig i. Det er til tider voldsomt provokerende, syret og grænseoverskridende, og det er altid sjovt. Serien er produceret af nogle af de samme mennesker, der har lavet Family Guy, og selvom der er visse lighedspunkter, kan det SLET ikke sammenlignes. Family Guy gør i høj grad brug af dumme one-liners og utroligt irriterende personer, og selvom visse karakterer i American Dad's persongalleri til tider er voldsomt usympatiske (især Stan og Roger), kan man ikke lade være med at holde af dem. Kun sønnen Steve er på grænsen til at være for meget, og jeg synes klart, at han er den svageste karakter i serien. 

Stjernen over dem alle er HELT klart Roger the Alien. Han er rablende vanvittig og 1600 år gammel. Han bor på familiens loft, som han har fyldt med både sin egen bar og en kæmpestor garderobe, eftersom han i hvert afsnit påtager sig nye personaer og klæder sig ud derefter. Især er han glad for at spille psykolog, white trash og børn, og det er lige sjovt hver gang. Hans ven Klaus er egentlig en vesttysk olympisk skihopper, men CIA har plantet hans hjerne i en fiskekrop, hvilket han ikke er helt tilfreds med, da det gør det lidt svært at score damer. 
Okay, jeg rabler løs i ren begejstring. Jeg vil bare give anbefalingen videre. Hermed gjort. :)

søndag den 20. februar 2011

Sunny Saturday

I går gik jeg en lang tur i solen, og jeg kunne mærke, hvordan mine depoter igen blev fyldt op med energi. Jeg gik en tur ud på Christiania og hjem igen over broen, ved kolonihavehusene og over Kløvermarken. Det er virkelig rart at have både stranden og skov så tæt på hvor jeg bor. Simon skulle have spillet koncert i går aftes, men han er blevet ramt af en forkølelse, så vi blev hjemme på sofaen, så American Dad og spiste Ritter Sport. Dejlig weekend!

torsdag den 17. februar 2011

Full Dark, No Stars

Kan det virkelig passe, at jeg i løbet af bloggens første halve år slet ikke har fået lavet et indlæg om Stephen King? Det virker jo helt forrykt, eftersom én af de ting jeg samler allermest på, er Stephen King bøger og (især) film. Jeg har arvet interessen fra min far, der har ALLE Stephen King bøgerne (jeg mangler stadig en femten stykker, tror jeg). Jeg husker tydeligt, da jeg var barn og TV2 viste "It" - min far ville optage den og måtte lægge et tæppe over skærmen imens, fordi Pennywise var for uhyggelig for min søster og jeg. (Det var i de gode gamle dage, hvor fjernsynet skulle være tændt når man optog noget - og kanalskift var strengt forbudt. Vi havde nu også kun DR1 og TV2, så der var ikke så meget at zappe igennem alligevel.) Jeg har så mange begivenheder, minder og historier knyttet til Stephen King, men de må komme løbende, for jeg har nemlig bestemt, at 2011 skal være et SK år. I år skal jeg endelig have læst "Dark Tower"-serien, som mig bekendt (og jeg holder grundigt regnskab) er de eneste Stephen King bøger jeg endnu ikke har læst. 

Derfor virker det faktisk lidt skørt, at mit første Stephen King-relaterede indlæg kommer til at handle om hans nyeste novellesamling, "Full Dark, No Stars", som jeg egentlig ikke er helt vild med. I bogens fire historier får vi eksempler på menneskets nogle gange frygtindgydende natur, og det er bestemt gode (og altså virkelig onde) fortællinger om mord, voldtægt og sygdom. Personligt kan jeg bare bedst lide når uhyggen i SKs univers er af den overnaturlige slags, så jeg vil ikke anbefale, at man starter sit bekendtskab med Stephen King her. 

Jeg har tænkt mig løbende at lave anmeldelser af SK-bøger, men et rigtig godt sted at starte er "The Shining." Stanley Kubrick lavede meget store ændringer i sin filmatisering, og selvom filmen er fremragende og en af mine klare favoritter, så byder bogen bare på så meget mere. (Stephen Kings lavede senere en tv- version, der måske nok var bogen mere tro, men skuespillet var ikke af heeeeelt samme kvalitet som "Heeeeeere's Johnny"...)    

søndag den 13. februar 2011

Own Road på Loppen

Torsdag aften spillede Simon (Own Road), min dejlige kæreste, opvarmning for Maps & Atlases på Loppen. Simon skulle tidligt til Christianshavn for at hente gear og lave lydprøve, så jeg var glad for at få besøg af Nanna og snakke lidt af nervøsiteten væk. Jeg bliver nemlig altid mindst lige så nervøs som Simon selv før en koncert, og det på trods af, at det ALTID går godt. I torsdags var ingen undtagelse. Jeg var ikke alene om at synes, at Own Road var den bedste koncert ud af aftenens tre. :) Sammen med søde folk fra arbejdet drak jeg et par øl eller fire mere end planlagt, men det var dejligt at være glad og småfuld på en almindelig torsdag aften.
Gode folk fra arbejdet; Heidi og Nicolaj
Med ny kjole i dagens anledning; fra H&M

søndag den 6. februar 2011

The Book of Dave

 Lad det være sagt med det samme: I min verden er "The Book of Dave" af Will Self et sandt mesterværk, og det er meget længe siden jeg sidst har læst en så ambitiøs og original fortælling, der samtidig bruger sproget på en helt unik måde. Den er vist ikke oversat til dansk, og - indrømmet - den kræver både dedikation og koncentration, men man bliver altså også belønnet til fulde. 

Bogen kaster dig på hovedet ind i to meget forskellige versioner af London. Først bliver vi introduceret for Dave, en noget forstyrret og depressiv taxachauffør, der kæmper en bitter kamp med sin ekskone for at få lov til at se sin søn Carl. På kanten af et komplet sammenbrud indprenter Dave sine usammenhængende, racistiske, smålige, chauvinistiske leveregler og gode råd til Carl på metalplader(!), som han begraver i eks-konens have. Derefter slynges vi ind i en bizar fremtid 500 år efter, hvor de overlevende fra en unævnt katastrofe i mange år og generationer har forgudet Dave og levet efter hans ord, som de oplever som religiøs tekst.

Det er VIRKELIG sjovt, skørt, rørende og tankevækkende at følge det lille samfund på øen "Ham", hvor en ko kaldes burgerkine og morgenmad hedder starbucks. Selvom vi er mere end 500 år ude i fremtiden, lever the Hamsters meget primitivt og har deres egen dialekt (al dialog på Ham bliver skrevet på en 'Arpee, en dialekt, hvilket er utroligt forstyrrende og svært at læse i starten - men man vænner sig lynhurtigt til det.) Et kendskab til London ville nok være en ekstra bonus, da man hører utrolig meget om Londons forskellige gader, monumenter, pladser og pejlemærker. Jeg har dog stadig min første Englandstur til gode, så det er altså ikke noget krav. :)


Ti tommelfingre op herfra!