torsdag den 31. marts 2011

Torsdagstanker.

...og så var det pludselig torsdag, og foråret er forsvundet igen. I løbet af de sidste par dage har jeg:
- cyklet en tur til Amager Strandpark for at blive blæst lidt igennem.
- lavet to omeletter med champignon og blue cheese, og har ikke lyst til at spise andet.
- haft besøg af Rannvá, gennemført Red Dead Redemption (chokerende slutning!) og spist ostepops.
- haft besøg af Nanna, set De Unge Mødre og nogle ræve på en trampolin, og spist Stjernemix.
- tænkt over, at om en uge har jeg ikke røget i et halvt år.
- været meget træt og har taget en lur på tyskinstituttets bibliotek.
- været udenfor, lige da det begyndte at regne allermest. 
- haft mareridt om alverdens ting - senest (igen) noget med at skulle skynde mig.
- set Funny People, der var meget mere funny end jeg troede. Selv Adam Sandler er ret sjov.
- halvhjertet forsøgt at tage opvasken og støvsuge inden jeg holder fest på lørdag.

mandag den 28. marts 2011

Music Listography

Min søde veninde Lærke har også været på fødselsdagsgavejagt, hvilket betød, at jeg i morges fik denne noget nær perfekte bog ind af døren. Musik og lister er to af de ting, jeg holder allermest af i hele verden. Den er fyldt med fine illustrationer - Elliott Smith pryder siden der hedder "List performers, you'd bring back to life", og den lillebitte violin illustrerer selvfølgelig the saddest songs. Jeg har lyst til at udfylde den med det samme uden videre overvejelser, men det er mig helt umuligt. Min OCD (kombineret med almindelig perfektionisme) vil nok i stedet kræve et sindrigt udvælgelsessystem og adskillige "prøvelister", før jeg endelig - gisp - skal nedfælde dem i notesbogen. Og om det skal være med filtpen, blyant eller kuglepen...? Små og store bogstaver? Kun små? Kun store? Jeg ved godt, hvor dumt det lyder, men min hjerne kører altså på højtryk, når jeg først går i gang med mine overvejelser. Jeg har også to kalendere - den ene skriver jeg alting i; mulige aftaler, koncerter, jeg måske gerne vil til, mobilnumre og adresser. Men det er så grimt, når man skal skynde sig, og det ser så rodet ud, når man streger en aftale over. Jeg er nok i virkeligheden ikke så god til at se det egentlige, funktionelle formål med en kalender. Den anden bliver nemlig først brugt, når begivenhederne ER sket - så kan jeg sirligt nedfælde dagens begivenheder med en rolig hånd. Men hov - det betyder altså ikke, at jeg ikke ELSKER notesbøger og lister og denne bog, for dét gør jeg! Den eneste liste, jeg får problemer med at udfylde, er den med "favourite jazz..." Tak, Lærke!

søndag den 27. marts 2011

Ducktails & Ignatz på Loppen

Ignatz
Ducktails
I går aftes var jeg med min kæreste og min veninde Pernille til Ducktails-koncert på Loppen. Først spiste vi kylling og kartofler med tzatziki og drak Liebfraumilch, derefter så vi en halvkedelig fodboldkamp (hvor jeg måske heppede en lille bitte smule på Norge, der som bekendt har min yndlingsspiller Kjetil Wæhler på holdet), og så gik turen til Christiania, hvor vi mødte Nicolaj, Rannvá og Tobias. Generelt er jeg ret glad for Loppen som spillested - når koncerterne altså ikke er udsolgte, for så er der ikke til at holde ud at være. Men priserne er rimelige, og stemningen og scenen er fin. Til gengæld finder man nok Københavns værste pigetoiletter på Loppen - det ér altså ikke sjovt at sidde med knæene stikkende ud under den håbløse lille dør, der desperat forsøges lukket med den ene hånd, mens den anden forgæves prøver at opstøve noget toiletpapir fra båsen ved siden af.

Af koncerterne kunne jeg faktisk bedst lide opvarmningen Ignatz. Ducktails skuffede mig lidt, men på den anden side var musikken et godt og passende soundtrack til en rigtig hyggelig aften. Jeg kan heller ikke afvise, at min koncentration var en anelse flyvsk, for jeg var altså blevet lettere beruset af billig, tysk hvidvin og et par Ale nr. 16. Ifølge rygterne tager Ducktails et helt band med næste gang han skal spille i Europa, og det vil jeg glæde mig til at se på Primavera.  Så kan man også krydse fingre for, at Panda Bear kigger forbi og synger med på 'Killing the Vibe'.

I dag blev jeg straffet for at have drukket Liebfraumilch. Jeg har virkelig haft det skidt stort set hele dagen, og jeg drak ikke engang specielt meget i går. Puh, jeg blev endda nødt til at droppe at se min søde kæreste spille en lille koncert på et sted, der hedder Kaffebaren. Jeg fik så dårlig samvittighed, at jeg gik ud og vaskede op i stedet... Dårligt bytte, siger jeg bare. 

fredag den 25. marts 2011

Mr. Boyfriend

Simon og jeg fejrede min fødselsdag onsdag. Efter arbejde, hvor han fik tidligt fri, var han en tur i bunkeren og spillede sit set igennem. På søndag skal han nemlig spille en lille koncert på et sted, der hedder Kaffebaren. Jeg ville spontant besøge ham og cyklede en tur mod Christianshavn; han ville tage tidligere hjem til mig - så vi mødtes helt tilfældigt hvor Amagerbrogade bliver til Torvegade. En økologisk øl blev indtaget i solen på Christiania, og der fik jeg også overtalt Simon til at måtte åbne min fødselsdagsgave, som han havde med i en pose. Og hvilken gave! Først så jeg den pæne kasse, som jeg kun åbnede en lillebitte smule - så fik jeg fat i to film, som vi gerne har villet (gen)se, en Kurt Vile plade, en billet til Ducktails koncertenpå lørdag og noget undertøj (jeg kan aldrig selv finde noget undertøj der passer - det Simon køber til mig passer altid!) Den bedste gave fik jeg til sidst, hvor jeg læste gavekortet og så en lille æske symbolsk hamsterslik. Hvad skal jeg vælge? En tur i Tivoli, en dværghamster eller en flybillet? :)

torsdag den 24. marts 2011

Fødselsdag 4-REALZ!

Og så blev det endelig d. 24; det er min fødselsdag, og solen skinner udenfor. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys burde jeg nok have ventet med at åbne ALLE mine gaver inden selve dagen - det ville have gjort fem timer på KUA liiiiidt sjovere (jeps, jeg er i skole nu.) Men sådan skulle det ikke være - selv Simons gave åbnede jeg i går (efter at have gjort brug af mine overtalelsesevner), og den er, ligesom de andre, helt fantastisk. Mere om det i aften. :)

onsdag den 23. marts 2011

Lahjat means PRESENTS

Min fødselsdag er altså først i morgen, men af praktiske årsager har jeg allerede modtaget de fleste af mine gaver. Min far er lige så slem som jeg til at købe billige bøger på nettet, så jeg kunne roligt sende ham min ønskeseddel, der næsten udelukkende bestod af bøger. I postkassen i morges var faktisk flere bøger fra ham - men dem må jeg lige vise senere. Jeg ved godt, at det lyder meget materialistisk, men jeg elsker at få gaver! Min mor havde fundet fine ting til mig, og også min søster har fundet nogle gaver, der er LIGE mig; et puslespil med motiv fra La Rambla i Barcelona (hvor Simon og jeg skal til festival om to måneder), ugleservietter, en fin halskæde og... Nisselægen David. <3

tirsdag den 22. marts 2011

mandag den 21. marts 2011

The Perks of Being a Wallflower


Jeg læste "The Perks of Being a Wallflower" af Stephen Chbosky som den anden i rækken af mine nyindkomne coming-of-age bøger, og den både begejstrer og skuffer. Heldigvis klart mest af førstnævnte, og kombineret med et meget tilgængeligt (og dog stadig finurligt) sprogbrug, er den bestemt værd at bruge et par timer på. Bogens form - historien er fortalt i breve af den 15-årige Charlie til en anonym modtager - gør den meget nem at læse, og det er næsten umuligt at lægge den fra sig, når man først er gået i gang. Jeg er helt vild med bogens mange referencer til både litteratur og musik; og det er umuligt ikke at elske persongalleriet.

Charlie og hans venner udsættes for mange (vi snakker Beverly Hills 90210-agtige mængder) af teenagelivets glæder og sorger; her er fantastiske beskrivelser af alt fra oplevelser med stoffer, homoseksualitet, ufrivillig graviditet og depressioner til problemer med at finde venner, når man er 15 år og en nørd, der har urimeligt let til tårer. Slutningen ærgrer mig lidt. Men alt i alt var det en fængende og rørende historie, som jeg ville have forgudet, hvis jeg havde læst den, da jeg var 15. Nu vil jeg "nøjes" med bare at anbefale den; om ikke andet så for Charlies fine observationer. Jeg kommer helt sikkert til at læse denne bog flere gange.

"I walk around the school hallways and look at the people. I look at the teachers and wonder why they're here. If they like their jobs. Or us. And I wonder how smart they were when they were fifteen. Not in a mean way. In a curious way. It's like looking at all the students and wondering who's had their heart broken that day, and how they are able to cope with having three quizzes and a book report due on top of that. Or wondering who did the heart breaking. And wondering why."

søndag den 20. marts 2011

FORZA DE RØDE!

 
Tre point til AaB over Lyngby i dag - sådan skal det bare være! Det var så vigtig en kamp, og derfor endnu mere frustrerende, at jeg ikke kunne se den (hverken live eller i fjernsynet), men kun læse opdateringer på AaB's debatforum. Kjetil Wæhler blev dagens helt da han scorede i overtiden, og selvom AaB stadig ligger sidst, er jeg nu kun endnu mere optimistisk. Vi rykker ikke ned! I fredags var vi også en tur i AaB-shoppen, og jeg er virkelig glad for, at udvalget af merchandise var så beskedent da jeg var teenager - ellers kunne jeg have købt mig fattig i AaB-effekter. Denne gang nøjedes jeg med en magnet med føromtalte Wæhler - og et badge med Martin P til en femmer. :)

Silkes forår nr. 2

Silke er min søsters helt fantastiske blanding af en husky og en dansk/svensk gårdhund. Det er virkelig det allerbedste mix, for Silke er den skønneste hund i verden. Hun er halvandet år gammel nu, og selvom hun er utrolig glad for sne og kulde, byder hun også foråret velkommen på terrassen. Hun har de smukkeste øjne i verden; et brunt og et blåt. Se mere til Silke ved at klikke her - eller besøg min søsters blog her.

lørdag den 19. marts 2011

Fødselsdag!


Selvom jeg først fylder 26 på torsdag, har jeg fejret min fødselsdag i dag sammen med min familie. Og det har været en vaskeægte, solbeskinnet forårsdag - på torsdag regner det sikkert, og der skal jeg desuden også i skole. Min søster har igen i år lavet en helt utrolig flot fødselsdagskage til mig, med både ugler og japanske kirsebærtræer, og den smagte lige så godt som den så ud. Jeg fik fiiiiiine gaver, og jeg glæder mig meget til at nørde med mine kort fra Eames, skrive i min notesbog, løbe rundt på græsset i mit femte par Converse - og nu skal jeg have min livret: skinkestang. (Ja, det er et virkelig uheldigt navn til en ellers dejlig ret.) Ka' I ha' det godt derude!

fredag den 18. marts 2011

It's friday I'm in LOVE!

I dag har været den bedste dag meget længe, for jeg har tilbragt den i selskab med udelukkende dejlige mennesker. Især var jeg glad for at se mit yndlings-lillemenneske Alberte og hendes skønne forældre Rune og Louise, som vi i dag besøgte i deres lejlighed i Aalborg. Louise har været min veninde siden jeg var helt lille, og selvom vi i teenageårene udviklede os i helt forskellige retninger, påvirkede det aldrig vores venskab. Det var simpelthen så stort at få at vide, at hun var gravid - jeg sad og græd glædestårer helt ovre i København, da hun ringede til mig og fortalte det. Nu er Alberte blevet ni måneder, og hun har SÅ meget personlighed allerede. Hun er den lækreste blanding af to af de sødeste mennesker jeg kender, og det er altså hende, som dagens overskrift henviser til. :) Min søster havde bagt de lækreste cupcakes, som især Alberte udtrykte stor begejstring for - hun smed i hvert fald prompte sin agurk på gulvet, da hun så sin mor spise chokoladekage. Det kan jeg sådan set godt forstå... Til sommer kommer Louise til København og besøger mig, og så skal vi i Parken og se Take That! Det bliver simpelthen så hyggeligt, for det er efterhånden flere år siden vi har været sammen i mere end et par timer af gangen. Og sidst vi var til koncert sammen var i 1996 til... wait for it... Peter André! 

Bagefter tog vi på lidt shopping i dobbelt-A's bedste indkøbscenter, Friis, og minsandten om vi ikke mødte min søsters allerstørste helt, AaB's Thomas Augustinussen, i Arnold Busck. Han har været hendes drømmefyr de seneste syv-otte år, så det var også på tide at hun fik snakket med ham, hehe. Nederst er Froy, som sov på min mave i nat. Det var alt for varmt og ikke specielt komfortabelt, men det var virkelig hyggeligt at putte med min gamle kat igen. :)

torsdag den 17. marts 2011

Mere Slik

Min gode veninde Lærke, der lige nu befinder sig i Skotland, besluttede sig for at købe et par poser "Mars Planets" i lufthavnen, da hun sidst var hjemme på besøg. Og de var heldigvis til mig! Hun havde nemlig læst min anmeldelse af de forskellige M&M smagsvarianter vi ikke har i Danmark, og her passede "Mars Planets" jo glimrende ind. Og så er de helt fra Edinburgh - meget eksotisk! Jeg synes personligt, at en Mars-bar er en sølle undskyldning af en chokoladebar (Snickers, derimod! Hallelujah!), men disse finurlige små kugler var altså ret fantastiske. Så fantastiske, at jeg spiste begge poser hurtigt efter hinanden, faktisk. :S Tak, Lærke! :)  

Jeg tvivler på, at nogen har det samme had/kærlighedsforhold til kandisstænger som jeg har. Da jeg var barn, var jeg allergisk overfor alverdens ting. Én ting var sikkert - slik var et no-go, indtil eksperterne havde fastlagt hvad jeg var allergisk overfor. Hvor lang tid jeg i virkeligheden var underlagt denne slik-embargo ved jeg ikke præcist, men jeg husker det som værende i årevis. (Det har sikkert været omkring to måneder).  Jeg måtte kun spise kandisstænger og min mors hjemmelavede flødeis, og selvom min mor er verdens bedste kok, kan man altså ikke udrette mirakler, når halvdelen af ingredienserne ikke må tilsættes. Og de der fucking kandisstænger, altså..! Hele min folkeskoleklasse havde åbenbart fødselsdag i de omtalte to måneder, for jeg har været til MANGE fødselsdagsfester, hvor jeg selv havde "madpakke" med. Når de andre fik kage: en kandisstang. Når de andre fandt slikket i skattejagten: en kandisstang. Når de andre fik en sodavand: en kandisstang. Som I kan høre, blev jeg altså dybt traumatiseret af mit slikforbud - og har derfor taget revanche siden. Forleden købte jeg så et par kandisstænger i Søstrene Grene - og de var ærlig talt lidt fesne. I dag er jeg kun allergisk overfor selleri... :)

De to poser Skittles kom med mine M&M's, og de var egentlig til min ven Chrelle. Men jeg er kommet til at spise den ene pose, og jeg har VIRKELIG lyst til at spise den anden lige nu! Jeg må hellere lægge den væk. 

onsdag den 16. marts 2011

Onsdag.

Åh, det har bare været en rigtig god dag i dag. Jeg har endelig fået en afklaring på min økonomiske situation, for SU-styrelsen har allernådigst accepteret, at jeg "kun" har 80 ECTS-point efter 30 klip. I morgen skulle jeg derfor gerne få marts måneds udbetaling, og de falder mildest talt på et tørt sted. Derudover har jeg snakket med min læge, der synes det er en rigtig god idé, hvis jeg får nogle samtaler med en psykolog. Jeg har savnet lidt at få udløb for nogle ting siden jeg stoppede med gruppeterapi i maj måned sidste år. Det halvårlige forløb var nok noget af det bedste, der nogensinde er sket mig, og jeg var altså MEGET skeptisk i starten. Det har hjulpet mig i adskillige situationer, og det har virkelig fået mig til at ændre min holdning til mange ting - også mig selv. Men det er altså snart et år siden, og selvom jeg nu har det bedre, end jeg har haft det i mange år - så savner jeg at snakke med en professionel. Nu har min læge skrevet en henvisning, så nu må jeg bare på psykologjagt. :)

Jeg har fået mere post! Endnu en lille notesbog, pakket pænt ind og med et flot kort. Etsy kan godt gå hen og blive min økonomiske ruin, men så længe jeg holder mig til at købe ting til under tredive kroner, går det nok lidt endnu. 

mandag den 14. marts 2011

Mandag.

Postbuddet vækkede os meget tidligt i morges; med sig havde han intet mindre end en gong til Simon. Jeg sov lidt længere, Simon lavede lyde med sin gong, og sådan gik det meste af formiddagen. Min dag startede først rigtigt på universitetet med et par timers undervisning om mentale rum, og bagefter spiste Simon og jeg en ganske glimrende burger på Café Under Elmene ved siden af fire tyske forretningsmænd, som i mine ører næsten snakkede volapyk. Jeg er bekymret for eksamen til sommer. I Amager Centret kiggede vi på alt for mange fugle i et alt for lille bur, og jeg fik det helt underligt i kroppen, da papegøjen Kongo sagde "HEJ!" til mig. I Tiger købte vi chokolademælk og "Man on the Moon", og det hele er efterfølgende blevet indtaget her i sofaen. Jeg har kun været vågen i omkring ni timer, og mit aktivitetsniveau har været forholdsvist beskedent, men jeg er allerede virkelig træt. Det er der selvfølgelig ikke noget nyt i. Men! På torsdag skal jeg til Jylland og hjem til min familie, og jeg glæder mig. <3

søndag den 13. marts 2011

The Tooth Fairy

Jeg har begejstret kastet mig over mine tre nyindkomne coming-of-age bøger, og den første var "The Tooth Fairy" af Graham Joyce. Den blev valgt udelukkende fordi jeg tilfældigvis så en anbefaling bag på bogen af selveste Stephen King; "One of the books that kept me going." Stephen King har i øvrigt selv skrevet en helt fantastisk coming-of-age novelle, "The Body", der handler om drenge, der på en udflugt bliver til små mænd. I kender den måske som filmen "Stand By Me", der er præcis lige så god som novellen - og det er lidt en sjældenhed i Stephen Kings univers. :) 

Lad mig sige det med det samme; jeg elskede "The Tooth Fairy". Da jeg først var kommet i gang, havde jeg svært ved at stoppe igen. Det var aldrig til at gennemskue, hvad der ville komme til at ske i den foruroligende historie, og det var noget af det jeg allerbedst kunne lide ved den. På overfladen er dette en helt normal coming-of-age historie om tre unge drenge, som man følger fra barndom op gennem teenageårene. Men i skyggerne gemmer the Tooth Fairy sig, og kun den ene af drengene, bogens hovedperson Sam, kan se hende. Denne tandfe lever mildest talt ikke op til forventningerne om eventyrets tandfe. Her er ingen lyserøde vinger, men derimod en beskidt, bandende, voldsom skabning, der får stor indflydelse på Sams opvækst. Hun kan være en ubehagelig og led lille satan, der dog også kan fremstå særdeles forførende og smuk (dette sker dog mest, når hun er jaloux på Sams kvindelige bekendtskaber). Det er aldrig helt til at finde ud af, om hun er virkelig, eller blot en del af Sams fantasi - men det gør blot fortællingen endnu mere interessant.  Kombineret med snak om dødssyge fritidsaktiviteter, venskaber, spirende kærlighed og alt, hvad der ellers hører opvæksten til, bliver "the Tooth Fairy" til en helt enestående bog.

Det var virkelig en spændende, bizar og velfortalt historie. Jeg glæder mig allerede til at læse den igen, og jeg kan mærke, at den godt kan gå hen og blive en favorit i min samling. Igen - mange tak for anbefalingen, Natascha Maja!

lørdag den 12. marts 2011

6 og en halv ugle

Der er flyttet en ny ugle ind i vores lejlighed. Selvom jeg vist egentlig havde lovet ikke selv at investere i flere ugler (uglerne på nederste billede har jeg f.eks. fået af min mor og min kollega Louisa), røg træuglen med hjem fra Tiger i sidste uge. Jeg var blevet hjemme fra skolen, fordi jeg havde en aftale hos lægen - troede jeg. Det er så først i næste uge. Jeg havde cyklet derhen i styrtende regnvejr og havde lidt en lortedag i forvejen, så inden jeg cyklede hjem igen, lagde jeg vejen forbi Tiger for at trøste mig selv med en cola. Resten af eftermiddagen gik med at samle uglen (ikke HELT så nemt som først antaget), se de sidste nye afsnit af Big Love og drikke cola - og det kan man jo ikke klage over. Hvis man mener, at træuglen ser lidt halvfærdig og sølle ud, så er det fordi den er lige præcis dét.

fredag den 11. marts 2011

At læse er at leve.

Selvom jeg oftest skriver om film og musik, er det bøgerne, der har den største plads i mit hjerte. Skulle jeg vælge ét favoritmedie, vil det altid blive det skrevne ord - i bøgerne finder jeg et univers, som jeg ikke skal dele med andre end karaktererne i historien. Selvfølgelig sætter jeg også stor pris på nogle gange at være alene, når jeg skal lytte til musik eller se en film, men jeg synes ikke helt, at det kan sammenlignes med den følelse af komplet dedikation jeg oplever, når jeg er kommet godt i gang med en rigtig god bog. Allerede da jeg var lille elskede jeg bøger så meget, at jeg lærte mig selv at læse før jeg startede i skole. Min mor var ved at læse "Det Lille Hus på Prærien" op for mig, men pludselig fortsatte jeg altså selv, og fra den dag var godnatlæsningen mest for hyggens skyld. Jeg har brugt oceaner af tid på både skole- og kommunebiblioteket (der senere blev min arbejdsplads), og jeg kan huske, at jeg fik lov til at låne bøger fra "ungdomsafdelingen" allerede da jeg gik i femte klasse - for jeg havde simpelthen støvsuget børneafdelingen for alt, der var bare den mindste smule interessant. En undskyldning til min tålmodige søster er nok også på sin plads, eftersom jeg gennem hele vores opvækst konsekvent har haft næsen begravet i en bog; på alle ferier og familiebesøg var jeg virkelig en kedelig storesøster. Jeg beklager! :)

Min egen samling bøger er støt voksende, hvilket snart bliver problematisk, da jeg sådan set ikke har mere plads i reolen. Det afholder mig dog ikke fra at udvide, og senest har jeg købt tre coming-of-age bøger, som Natascha Maja har anbefalet på sin blog. Til en samlet pris på sølle 70 kr kunne jeg ikke lade være, og jeg er gået godt i gang med den første, der helt sikkert får en anbefaling med på vejen, når jeg engang er færdig.

torsdag den 10. marts 2011

Tillykke mormor!

I dag er det min mormors fødselsdag. Til oktober er det ti år siden hun døde, men af rent egoistiske årsager er hendes fødselsdag en dato, der altid vil stå klart i min hukommelse. Der er nemlig præcis to uger til min egen fødselsdag i dag. Tillykke mormor! 
Hos mormor og morfar fik vi altid de bedste desserter. Det involverede stort set altid pærer eller ferskner på dåse, og det er noget af det bedste jeg ved! Se bare hvor glad jeg er:


 

tirsdag den 8. marts 2011

Halvfemserfilm

Den sidste uges tid har budt på tre film fra 1990'erne. Det er ved at være længe siden! Det er helt mærkeligt (og lettere skræmmende) at tænke på, at mennesker født i starten af 1993 nu kan køre bil! Filmene var Waterworld (1995), Galaxy Quest (1999) og Shallow Grave (1994), sidstnævnte en tidlig film af en af mine favoritinstruktører, Danny Boyle. En decideret anbefaling får ingen af dem, selvom de hver især var ret underholdende. Waterworld var god pga. helt overdrevet skuespil og en ret fin idé, som jeg ikke kan forstå man ikke bygger videre på. Derudover var Kevin Costners kærlighedsinteresse og dennes "datter" velkendte ansigter for mig; det var nemlig en meget ung Jeanne Tripplehorn og en tiårig Tina Majorino, som jeg har set meget til på det sidste i Big Love.  

Galaxy Quest var faktisk meget bedre, end jeg havde regnet med efter at have kigget på coveret. Den kandiderer til at have et af de mest hæslige omslag nogensinde, men jeg kunne da spotte en misfornøjet Alan Rickman, og det plejer at være nok til at gøre mig glad. Et ganske underholdende spoof på bl.a. Star Trek og nørder. :) Shallow Grave var helt klart den dårligste film i bunken. En død mand + en kuffert fyldt med penge kan ifølge denne film få folk til at tage nogle HELT irrationelle beslutninger. Halvdårligt plot, halvdårlige skuespilpræstationer (Ewan McGregor er ellers en favorit her på matriklen) og irriterende karakterer, der på ingen måde vækkede hverken min interesse eller sympati. Skulle jeg alligevel anbefale én af de tre, må det være Waterworld. Eventyr FTW!  

mandag den 7. marts 2011

Mad, musik & maling

Banan, ananas, hindbær, æble, chokolade + flødeskum = FRUGTSALAT!
Lørdag eftermiddag begyndte forårssæsonen i Superligaen endelig - og endda med AaB som den ene aktør på banen. Silkeborg var den anden, og desværre spillede også dommeren en hovedrolle i kampen, da han som den eneste på hele stadion så et straffespark fem minutter før tid. Silkeborg scorede, kampen endte 1 - 1, og AaB ligger stadig sidst. Jeppe Curth (på billedet) scorede dog et drømmemål + holdet virkede godt sammenspillet, så jeg er stadig fortrøstningsfuld. I næste weekend hedder modstanderen godt nok FCK, men alt kan ske i fodbold!
Lørdag aften fik Simon og jeg besøg af vores gode venner Tobias og Rannvá. Endnu engang fandt vi akrylmaling, vandfarve, kul, papir i alle regnbuens farver, pensler, tusser, sakse og limstifte frem, og resten af aftenen gik med at fremstille mere eller mindre skønne kunstværker. Der blev spist frugtsalat og nachochips med guacamole, og fra anlægget kom en masse god musik - blandt andet Kurt Vile og Ducktails. Det var en rigtig dejlig aften som gerne snart må gentages - også selvom der kom en lille smule maling på vores nye sofa... 

søndag den 6. marts 2011

Ud i det blå!

YES, så kom solen endelig! Det skulle fejres, så Nanna og jeg tog i eftermiddags et smut til Klampenborg og gik tur ved både skov og vand. S-tog er gratis den første søndag i hver måned, så dagens eneste udgift var til en ret sølle hotdog på en Shell-tank. Morgenmad nåede jeg nemlig ikke, da jeg blev liggende liiiidt for længe i sengen i morges efter en lang, men meget hyggelig kreativitets-aften i går. Mere om den senere. Simon og Chrelle skulle også have været med på skovtur, men den ene sov over sig, og den anden ville hellere se fodbold på sofaen. Tsk, drenge altså. Imens dånede vi over de nuttede hjorte, som vi dog ikke kom alt for tæt på - efter Nanna blev stanget af en arrig ged i Zoologisk Have, har hun udviklet en sund skepsis overfor dyr med horn. Træerne var smukke, krogede, gamle og ente-agtige, og jeg er sikker på de ikke havde noget imod, at vi brugte deres nedfaldne grene til tykke vandrestokke.