søndag den 29. maj 2011

Primavera Festival 2011


Pulp gjorde mig lykkelig i fredags, og lykkefølelsen sad stadig i mig, da jeg lørdag ankom til festivalpladsen og startede aftenen med en virkelig god Fleet Foxes-koncert. Jeg har aldrig fået lyttet så meget til dem, men live var de i hvert fald et super velspillende band. Resten af koncerterne havde jeg ikke de store forventninger til - jeg glædede mig, jovist, men torsdag og fredag havde nok været højdepunkterne for mig. Troede jeg. I går endte med at blive den mest vanvittige aften, og jeg har aldrig i mit liv set så mange gode koncerter i træk. De har fortjent hver deres indlæg, for jeg blev simpelthen så positivt overrasket over dem alle. I løbet af næste uge vil der derfor komme anmeldelser af Einstürzende Neubauten, Gang Gang Dance, PJ Harvey, Prince Rama og Animal Collective. Jeg så også lidt af Swans, og det var fedt at se mørkemanden Michael Gira, men i tankerne var jeg stadig hos de dejlige piger i Prince Rama, så der kan jeg vist ikke komme med en ordentlig anmeldelse. 

Det øverste billede er i øvrigt ikke et forsøg på at lave en awkward blogger-pose, det er mest bare et awkward billede, tror jeg. Jeg elsker Primavera. Der er ikke noget at gøre, vi må herned igen næste år. Og næste år. Og næste år! Primavera Festival bliver afholdt på havnen helt ned til vandet, og der er ikke noget campingområde, som man kender det fra Roskilde. Alle bor derfor på hotel (eller hostels eller på gaden, men i hvert fald ikke i telt!), og folk er derfor generelt ikke så smadrede og ulækre. Godt nok blev jeg selv helt utrolig fuld i går efter den sidste koncert (damn you, Red Bull & Vodka!), men man ser ikke mange vælte rundt, sanseløst berusede af druk - kun et par enkelte englændere. (En fordom: Jeg har aldrig været i England, men ALLE de englændere vi har mødt til festival hernede de sidste fire år har været helt vildt irriterende, højtråbende og dumme. Jeg håber ikke, at alle er sådan.) Der har i år været nogle logistiske problemer, der gjorde det umuligt at købe øl den første dag, men ellers fungerer tingene ret godt. Tidsplanen bliver overholdt til punkt og prikke, hvilket er virkelig dejligt, når der er så meget man gerne vil nå. Og nå ja - programmet har været helt forrygende. Jeg kan kun anbefale jer at tage afsted næste år!

lørdag den 28. maj 2011

Pulp på Primavera


I går fandt jeg ud af, hvad det vil sige at være helt og aldeles lykkelig. Jeg har sjældent følt mig så boblende glad og fyldt med energi som jeg gjorde i nat, da Pulp gik på scenen og begyndte at spille "Do You Remember The First Time?", og selvom Simon, Albert og Nicolaj var til Deerhunter, følte jeg mig langt fra alene, for jeg stod næsten forrest sammen med mange andre glade mennesker, der dansede og sang. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal beskrive koncerten, for det var nok en af de største oplevelser i mit liv, og jeg er stadig helt høj af den. (Og jeg har ikke sovet ret mange timer i nat). Men altså. Jeg fik næsten tårer i øjnene, da de spillede "Something Changed", jeg fik kuldegysninger til "F.E.E.L.I.N.G.C.A.L.L.E.D.L.O.V.E", og jeg dansede til "Common People" live, hvilket har været min drøm siden jeg hørte den første gang. Der var ikke en finger at sætte på den liveoptræden, og det var alt, hvad jeg nogensinde havde turdet håbe på. Den sidste halvdel af koncerten så jeg sammen med Simon lidt længere væk fra scenen - jeg var nok 75 grader varm på det tidspunkt. Inde foran scenen kunne jeg slet ikke komme til at tage billeder, men jeg var altså RIGTIG tæt på Jarvis. :)

Mit yndlingsband opdagede jeg ved et tilfælde, og min ubestridte yndlingsplade, Different Class, har kørt i rotation siden jeg fik den i 1996, da min far var i Oxford på kursus. Han havde hørt noget om det der britpop, så han spurgte i en pladebiks efter det bedste, og så fik han stukket Pulp i hånden. Jeg er den ekspedient evig taknemmelig for, at jeg ikke fik Oasis i stedet! I hvert fald var mine to største helte som 11-årig Jarvis Cocker og Michael Jackson, og det har ikke ændret sig så meget her femten år efter. 

Derfor var jeg også nødt til at smage en Pulp-sandwich. Nicolaj fik en Animal Collective-sandwich, mens Simon fik noget helt vildt lækkert thai-mad, der dog ikke havde et sejt bandnavn. I går så jeg også M. Ward (som jeg skal giftes med, hvis der skulle ske noget med Simon), Belle & Sebastian, Fiery Furnaces, Ariel Pink's Haunted Grafitti, Explosions in the Sky og Battles, men meget mere om det en anden gang. Nu skal jeg have en middagslur!

fredag den 27. maj 2011

Konfetti & Balloner

Hurra, så er Primavera Festivallen for alvor begyndt! I går så jeg en hel bunke gode koncerter; Toundra, Emeralds, Moon Duo, of Montreal, Ducktails, P.I.L, Grinderman, Interpol og Flaming Lips. Det nederste billede er selvfølgelig fra Flaming Lips-koncerten, og Wayne Coyne var også på en lille trilletur ud over publikum i den kæmpe oppustelige spacebubble han har. Og jeg mødte ham! Lige efter of Montreal så jeg ham bag ved den største scene, og så blev jeg nødt til lige at kalde på ham. Så snakkede vi lidt om København og of Montreal (der var helt vildt fedt, ligesom sidst jeg så dem), og jeg var starstruck og glad. Nick Cave og Warren Ellis (og de to andre) gav den sindssygt meget gas til Grinderman koncerten, og det var nok den største positive overraskelse for mig. Det øverste billede er fra Moon Duo koncerten på den næststørste scene - og se lige vandet i baggrunden! Der er simpelthen så lækkert på det festivalområde. Og ja, jeg havde det alt for varmt i alt det tøj.

Turen hjem blev lidt unødvendigt spændende, da vores meget unge taxachauffør tilsyneladende var på coke - eller i hvert fald bare MEGET glad for at køre vildt og stærkt. Men det var også en lille smule fedt at køre igennem Barcelona klokken tre om natten med 110 km/t. :) Rápido, rápido, sagde knægten og spændte sin sikkerhedssele - på anlægget sang Bruce Springsteen om Hungry Hearts. I aften skal jeg se Pulp - det bliver så ubeskriveligt awesome! 

Lukas Moodysson, pt. I

Jeg skammer mig lidt over at have glemt svenske Lukas Moodysson på min liste over yndlingsinstruktører, for han ligger helt klart i top. Jeg har set hans fem største film, tre er virkelig gode,og de sidste to er begge på top ti over mine yndlingsfilm nogensinde. 

5. Ett hål i mitt hjärta A Hole In My Heart (2004)

Et Hul i mit Hjerte så jeg for første gang i går, og jeg er stadig ret påvirket af den. Den er virkelig modbydelig på en meget realistisk måde, og den var langt sværere at kigge på end mine sædvanlige horrorfilm fyldt med blod og afrevne lemmer. En mand indspiller en pornofilm i sin snuskede lejlighed, mens sønnen sidder på værelset og forsøger at fortrænge det hele. Pigen bliver udnyttet på det groveste, men ender altid med at komme tilbage - blot for igen at blive ydmyget. Det er virkelig en ubehagelig film, men til tider også en virkelig rørende film. Et spinkelt venskab opstår mellem drengen Eric og pornostjernen Tess, og det kommer der nogle fine scener ud af. 

Men den er nok ikke for alle. Thorsten Flinck, der spiller faderen, har efterfølgende fortalt, at nogle scener var så svære at indspille, at han var på stoffer under hele produktionen. Det er ikke en film jeg har behov for at se igen lige med det samme, men jeg er glad for, at jeg har set den.

4. Mammoth (2009) 
 Jeg synes, at denne perle fra 2009 er virkelig overset og undervurderet. De fleste jeg kender er langt fra begejstrede for filmen, og jeg kan da også godt følge dem i visse kritikpunkter. Ja, det er en film flettet sammen af flere historier - ligesom i Babel af Iñárritu, som jeg selv er meget glad for. (Det var også ham med Biutiful). Men den fortællestil tiltaler mig altså, og med to virkelig dygtige og søde skuespillere i front; Michelle Williams og Gael García Bernal, er det svært for mig ikke at være begejstret!

3. Tilsammans Together (2000)

Tilsammans er en virkelig fin film om livet i et kollektiv. Den er helt skør og fjollet og fri, men viser også bagsiderne ved alt den frihed, og at det måske ikke er for alle. Det kan jeg ret godt lide ved den, for selvom jeg finder hippiekulturen og kollektivstanken enormt fascinerende, er det alligevel alt for grænseoverskridende for mig at skulle f.eks. dele min kæreste. Og så tror jeg heller ikke, at det er vildt fedt at skulle flytte med sin mor i kollektiv, når man er en ung, genert dreng. Filmen ser faktisk ud til at være indspillet i 70'erne, scenerne, påklædningen og det hele er ret godt ramt. Det er en virkelig fin film, synes jeg. 


Jeg ved godt, at der ikke ligefrem er spænding om de øverste to, men de får nu alligevel deres egen post. Det er nemlig to af mine yndlingsfilm.

torsdag den 26. maj 2011

Chad VanGaalen

I øjeblikket lytter jeg næsten kun til musik, jeg skal se live på Primavera Festival, men i sidste uge havde Simon en sand perle med hjem. Fyren hedder Chad VanGaalen, han er fra Canada, og så har han åbenbart allerede udgivet fire hele albums. De første har jeg endnu ikke hørt (men har tænkt mig at gøre det lige efter jeg kommer hjem fra Barcelona), men den nyeste Diaper Island (åndssvagt navn, i øvrigt) er blevet spillet i hvert fald femten gange hjemme hos os. For den er virkelig god! Musikken lyder som noget man godt kender, på den absolut bedste måde, og de tolv numre er meget forskellige. Her er spor af Grateful Dead, Animal Collective og Ryan Adams, for nu at nævne tre meget forskellige typer musik.

Så vidt jeg har forstået, er Chad VanGaalen også selv med til at producere sine musikvideoer, og det er der altså kommet mange fine ting ud af. Se bare her (hvis du kun har tid til at se en, så se den sidste, Red Hot Drops. Den er virkelig fin.)


Han kommer og spiller i Lille Vega d. 12 august, skal du med?
Diaper Island udkommer i Danmark d. 27 maj. 

onsdag den 25. maj 2011

Sumobrødre og Nakketræk

Min lørdag blev tilbragt i Lergravsparken med sol, Sumobrødre og en Coca Cola. Jeg får et "med kærlig hilsen" med på vejen, hver gang jeg går ned til metroen. Min gade er faktisk en ret fin gade, af at være sådan noget blokbyggeri.  Min kjole er ret gammel efterhånden, og den klarede altså heller ikke Barcelona-cuttet, men den var perfekt til en dag som i lørdags. Og ja, mine ben ER så hvide. 

Sumobrødre af Morten Ramsland var rigtig hurtigt læst, og den var enormt underholdende undervejs. Hovedpersonen er den 11-årige Lars, som jeg mødte i et parcelhuskvarter i Odense i 1981, men historien kunne ligeså godt foregå hvorsomhelst og mange år efter. Der er i hvert fald rigtig mange episoder, der mindede mig om min egen barndom. Lars har en lillebror. Han hedder Mikael, men alle kalder ham bare Overbiddet. Han har en bøjle med nakketræk, som han skal have på i tre timer om dagen efter skole - og det er noget, jeg kan kende genkendende til. Suk, jeg havde også den forfærdelige bøjle - og alle andre typer bøjler i øvrigt. En gang slugte jeg endda et stykke på størrelse med en nål fra min ganebøjle, og jeg måtte på sygehuset og få det fisket op gennem halsen. Bagefter fortalte jeg alle i min klasse, at jeg havde fået narko, men så fortalte min dansklærer mig, at det hed at være i narkose. Men nu er jeg bøjlefri og har aldrig haft huller i tænderne, hurra!

Alt er selvfølgelig ikke fryd og gammen i den lille familie i Sumobrødre. Men det er alligevel rart at læse om en forholdsvis normal, dansk dreng, der er i en periode i sit liv, hvor det hele handler om at være truende overfor de mindre snotunger og undgå, at man selv får alt for mange på hovedet af dem, der er større end en selv. Det handler også om at opdage sin egen spirende seksualitet, om nøgne "brydekampe" med vennerne og om en mildest talt mærkelig farfar, der lokker med slik, hotdogs og flippermaskiner. Jeg synes, at det er en virkelig god bog af forfatteren til en anden god moderne slægtsroman; Hundehoved. 

mandag den 23. maj 2011

Blå detaljer


Lettere inspireret af søde fasterfis og hendes lyserøde eventyr, har jeg her samlet nogle blå billeder fra fredag. Blå er virkelig min yndlingsfarve, og hvis jeg havde en campingvogn, skulle den også være blå. Himlen er blå! Og min nye neglelak er blå, smuk og en gave fra min søster. Den er fra China Glaze og hedder Midnight Mission. Dagens anden Coca Cola er ikke blå, men det er Futtes tæppe til gengæld - vores yndlingshyggetæppe til sofaen. Og cykelhjelmen er en gave fra mine forældre - for en sikkerheds skyld. Jeg må blankt indrømme, at jeg har glemt den mindst halvdelen af gangene jeg har været ude at cykle siden jeg købte den i sidste uge. Også på vores Store Bededags Skovtur. Men jeg skal nok blive bedre til at huske den!

fredag den 20. maj 2011

Store Bedeeftermiddag

Over middag cyklede vi en god tur langs en masse forskelligt vand. Det er ret sødt, at fuglene har bygget en rede oven på skibet. Vi kørte af nogle små veje på Christiania, der førte os til steder, hvor jeg aldrig før har været. De fineste huse er næsten dem, der er gemt helt af vejen. På Månefiskeren fik Simon en kop kaffe, vi så på en bunke forskellige hunde og nød solen. Imens havde jeg glemt mit yndlingstørklæde (der også passer perfekt til min nye jakke) på min cykels bagagebærer, men det var der stadig, da vi kom tilbage. Jeg blev virkelig glad og taknemmelig for, at det ikke var blevet stjålet. Men jeg fik det tilbage, blot for at miste det igen få øjeblikke senere. Det viklede sig nemlig helt ind i min cykelkæde og hjul! Nu er det helt fyldt med olie. :(  Destiny! Kan det reddes?

Hunden var heller ikke særlig sød. Vi havde prøvet at komme i kontakt med mindst ti hunde inde på Månefiskeren, men de ignorerer altid én fuldstændigt. Så jeg blev glad, da denne basse kom løbende imod os, men pludselig begyndte den altså at gø helt vildt meget af os og se lidt aggressiv ud. Det var ikke så fedt. Måske har den lært at gø af folk, der tager billeder. Heh. Det var en helt vildt dejlig cykeltur, og vi kørte helt ud til Holmen, før vi vendte snuden hjemad igen. Kl. 15.00 spillede AaB nemlig mod Silkeborg, og selvom Kayke nok scorede årets mål, tabte de alligevel 4-3. Suk. Vind lige på onsdag, tak!

Store Bedeformiddag

I formiddags(-ish) var vi glubende sultne, så vi lod os lokke af en brunch-buffet - og en Coca Cola og en appelsinjuice -  på Café Bizarro på Holmbladsgade. Maden var god uden at være overvældende, men når det nu er en buffet, kan man jo heldigvis bare nøjes med det man bedst kan lide. Lakserullerne var virkelig gode, og så spiste jeg nok en halv ananas. Jeg var i øvrigt nødt til at tage et billede af verdens mest usle cupcake. Den smagte efter sigende heller ikke ret godt. Min taske er fra Dorothy Perkins, og den passer perfekt til den nye jakke jeg har købt - og som jeg viser i næste indlæg. For bagefter drog vi på eventyr med en masse mad og dejlig cola i maven, og jeg tog en masse billeder.

torsdag den 19. maj 2011

FerieForberedelser

Sikke mange penge man pludselig kan komme til at bruge, bare fordi man mangler et par ting til ferien og er løbet tør for andre ting, som man mangler både til ferien og hverdagen. Neglelakken manglede jeg vel strengt taget ikke - og måske heller ikke ørestikkerne fra H&M, men de var altså ret fine. Kjolen er også fra H&M, og til bare 80 kr gør det ikke så meget, hvis pasformen ikke holder evigt. De glitrende ballerinaer blev mine for blot ti kroner! Vabelplaster er uundværligt - sidste år blev mine hæle helt ødelagt allerede første feriedag - det kan ikke anbefales. Skintonic - måske jeg liiiige skal finde en lidt mindre flaske at slæbe med, ellers får jeg svært ved at pakke til ti dage... 

onsdag den 18. maj 2011

Barcelona - Tips?

Uh, nu nærmer det sig for alvor: Søndag morgen flyver vi til Barcelona og bliver i ti dage. Det er fjerde gang jeg besøger byen, der langsomt har sneget sig op som nummer et på min liste over yndlingsbyer (andre favoritter er blandt andet Amsterdam, Prag og Firenze), men byen er stor, og der er mange steder vi slet ikke har udforsket endnu. Hvis I sidder med et godt tip til en spændende oplevelse, en god restaurant eller en hyggelig park, så skriv endelig i kommentarfeltet! Denne gang tror jeg blandt andet vi besøger Barcelonas Zoologiske Have, der lige har fået flere beboere af den furry&fuzzy slags - mit yndlingsdyr ulven. Vi skal i øvrigt bo meget tæt på Plaza Espanyol, så vi kan komme langt omkring på gåben eller tage metroen.

Hvilken by er din yndlingsby - og hvorfor?

tirsdag den 17. maj 2011

Tideland

Den noget besynderlige filminstruktør Terry Gilliam besidder sammen med David Lynch (og Tim Burton indtil 2005) de øverste pladser på min liste over yndlingsinstruktører. Terry Gilliam, der i øvrigt har en fortid i Monty Python, har blandt andet instrueret Fear & Loathing in Las Vegas, 12 Monkeys, Brazil, Brothers Grimm og The Imaginarium of Doctor Parnassus, og de er hver og en helt unikke, meget forskellige og virkelig gode. Min kæreste og jeg har efterhånden fået tilføjet alle hans film til samlingen, men hans helt tidlige film som Jabberwocky og Time Bandits kan man efter min mening godt springe over - medmindre man er hardcore fan.

Tideland er den bedste af dem alle. Denne lille perle er fra 2005 og helt, helt unik. En slags bizarro Alice In Wonderland med en pragtpræstation fra verdens bedste barneskuespillerinde Jodelle Farland (der i mellemtiden er blevet 16 år, ak, som tiden flyver). Jeliza-Rose hedder pigen, der efter moderens overdosis er flyttet laaaaangt ud på landet med sin junkie-far, spillet af Jeff Bridges. Som jeg elsker. Se den! 

mandag den 16. maj 2011

Chrelles fødselsdagsfest


Lørdag aften var Simon og jeg inviteret til fødselsdagsfest hos Chrelle på Frederiksberg. I pakken var den nyeste Gang Gang Dance-LP, en stor pose Skittles og en bog - jeg håber, at han kan bruge det. Chrelle bor sammen med Nils, der har sit navn skrevet fint på døren, og de har lejligheden fyldt med discokugler. På billedet ser det ud til, at søde Pernille kigger på en discokugle, men hun var faktisk optaget af noget helt andet - Skønheden & Udyret. I puderummet kunne man nemlig tage en slapper til en Disney-film, der var fyldt med madrasser og puder og dæmpet belysning. I køkkenet var der som altid proppet med rygere (og Elvis og en discokugle), og det var helt mærkeligt ikke at være en del af dét mere. Inde i stuen havde Simon fået fingrene i nogle skøre solbriller, mens Woody Allen kiggede ned fra væggen med sine nye Svampebob-øjne. Se mere her.

søndag den 15. maj 2011

Loppemarked i Mayhem

For første gang i virkelig lang tid er jeg stået op før klokken ni på en søndag. Lidt over blev Simon og jeg nemlig hentet i bil af Tobias - hvilket var utrolig fedt, da vores destination var et loppemarked på Nørrebro - og vi ville gerne sælge meget mere end vi kunne bære i bussen. Loppemarkedet var i Mayhem, der ligger i virkelig seje omgivelser på Ragnhildsgade ved Bolsjefabrikken. Og guess what - vi solgte for 600 kr! Det er bare helt fantastisk og over al forventning; jeg fik blandt andet solgt tre par jeans til en ung fyr, der åbenbart havde præcis samme kropsbygning som jeg havde for to år siden. Det allerførste jeg solgte var en Eminem LP, og det havde jeg altså ikke lige set komme.  Vores hæslige Kappa-løbejakker (julegave fra FONA) bragte os også lidt penge i kassen - og det samme gjorde Simons samling af nøgleringe. Og vi brugte næsten ingen penge selv :)

Skrivemaskinen var smuk og grøn, men den blev desværre ikke min. Grafitti var der masser af - himlen var lidt mørk, og det begyndte da også at styrtregne på et tidspunkt. Nanna kiggede forbi da solen skinnede - hun har fødselsdag - og hun kunne fortælle, at Anders Fogh også har fødselsdag i dag, så vejret må naturligvis være lidt blandet. Tillykke med fødselsdagen, Nanna!