tirsdag den 28. juni 2011

Carrer dels Tallers

Et sted mellem eksamenstravlheden og de lange arbejdsdage havde jeg helt glemt det allersidste Barcelona-indlæg (OK, har et par enkelte billeder mere...), så det kommer her: lettere forsinket. 

Carrer dels Tallers er en sidegade til Rambla'eni Barcelona - og en interessant og spændende én af slagsen. Er man musikinteresseret ligesom min kæreste og jeg, er det et MUST at slendre ned af gaden og besøge en af de seks eller syv pladebutikker, der næsten ligger dør om dør. I butikkerne sælger de alt fra sprøde vinyler til usle, brugte kassettebånd, men vi kom faktisk derfra uden at købe noget. Billederne er fra den bedste af butikkerne - her havde de ALT, og de smalle, fyldte rum fortsatte længere ind end man troede muligt, og hvert rum bød på nye overraskelser. Metal-afdelingen var placeret allerforrest i butikken, og indretningen var i det hele taget meget personlig, rodet og hyggelig. Det er klart, at man som selvstændig pladebutik har markant flere muligheder end vores butik, der er del af en landsdækkende kæde, men derfor kan man jo godt lade sig inspirere. 

Om aftenen vendte vi tilbage for at være hip med de unge på natklubben Valhalla. Der var dog ikke åbent, så vi drak i stedet en virkelig stærk, god og billig mojito på en Irish Pub. Ikke særlig spansk, men bestemt hyggeligt.   

mandag den 27. juni 2011

Dresden

Hele sidste uge gik med at arbejde, men jeg har hygget mig i kassen sammen med Nanna, der er startet igen, og det er virkelig en god fornemmelse at der snart kommer lidt penge på min konto igen. Egentlig var det planen, at jeg skulle have arbejdet de to første uger af juli også, men mine planer for sommerferien har udviklet sig i en helt anden retning. Om præcis en uge flyver jeg til Berlin, hvorfra jeg tager en bus videre til Goethe-Instituttet i Dresden, hvor jeg skal gå på tyskkursus i to uger. Simpelthen! Mine søde forældre (der gang på gang viser sig at være verdens bedste) havde uafhængigt af hinanden fået den samme idé til at hjælpe mig, og de har altså foræret mig et to-ugers ophold i Dresden. Det er nok dét, jeg har allermest brug for i kampen om at bestå min re-eksamen - simpelthen at tale tysk hele tiden, så jeg kan vænne mig til at bruge sproget og sige mere korrekte sætninger.

Jeg glæder mig virkelig meget, og jeg kan slet ikke forstå, at jeg allerede skal af sted om en uge. Stort set hele min juli måned bliver tilbragt i Tyskland, for når jeg har gået i skole, kommer mine forældre, min søster og Silke ned og besøger mig, og så holder vi alle sammen ferie. Det er længe at skulle undvære Simon og mine dejlige veninder, men det bliver også en rigtig spændende oplevelse. Den sidste halvdel af juli er Simon alligevel på mini-turne med Own Road, flere af mine veninder er ude at rejse, og jeg kunne ikke få flere timer i FONA, så det er det perfekte tidspunkt at tage af sted. Jeg er faktisk slet ikke så nervøs for at skulle ned for at møde nye mennesker - dog har jeg valgt et eneværelse, da jeg ikke kan overskue at skulle bo elleve dage med en eller anden freak. :)

Jeg har været i Dresden før, men kun i et par dage, og jeg har slet ikke set ret meget af byen. Man kan aldrig vide - måske har jeg en hemmelig læser, der ved ALT om Dresden - hvis det er tilfældet, så kom endelig med et tip eller to! 

onsdag den 15. juni 2011

Wake Me Up When You're Home

Nå. Nu har jeg også prøvet at dumpe en mundtlig eksamen. Det er godt nok en speciel oplevelse. Jeg gider ikke lade som om, at det ikke påvirker mig, for det gør det. De sidste par dage har jeg virkelig været nervøs - jeg har ikke for alvor talt tysk siden jeg gik i gymnasiet, og det er altså seks år siden jeg blev student... Men da jeg først kom i gang med at snakke, gik det meget bedre end jeg havde regnet med. Altså, jeg var jo godt klar over, at det ikke gik fantastisk, men da jeg kom ud, havde jeg alligevel en virkelig god følelse i kroppen. Jeg ville sikkert få mine laveste karakterer nogensinde, men jeg ville nok bestå. Det gjorde jeg så ikke. 

Jeg blev virkelig ked af det, mest fordi jeg blev så overrasket. Da jeg trådte ind af døren herhjemme, begyndte jeg at tude helt vildt, og jeg er så glad for, at Simon først skulle møde senere på arbejde i dag. Han krammede og trøstede og nussede, og det hjalp. Så ringede jeg til min mor og far, og det hjælper også altid lidt. Og så cyklede Simon og jeg en tur. Nu har jeg det meget bedre. Jeg skal ikke kunne udelukke, at jeg kommer til at græde lidt mere over det senere, men lige nu vil jeg bare drikke en cola og se South Park - når jeg altså har taget mig en middagslur. Jeg kan tydeligt mærke forskel på nu, og da jeg for to år siden dumpede (første gang) i fonetik - jeg har ikke længere en depression, og en dumpet eksamen får ikke længere lov til at vælte min verden.

Og hey - Allan Kuhn er tilbage i AaB! Det kan man jo kun være glad for. Nu vil jeg sove. Jeg har næsten ikke sovet i nat. Og jeg synes det er velfortjent - jeg gjorde, hvad jeg kunne.  

mandag den 13. juni 2011

Mojito & Cheeseburger Chips

En af de allerbedste ting ved at være i udlandet, er muligheden for at teste alle deres mærkværdige chipsvarianter. Jeg ELSKER chips. Jeg er helt klart en chipsepige - jeg er også RET glad for chokolade, men chips har alle dage været min favoritindulgence. Min favorit må være SourCream&Onion fra Kims - eller det grønne Pringles-rør. Jeg er ikke bange for at kaste mig ud i nye oplevelser med chips, og ud over de der klamme bacon-chips (dem, man også kan få varme i forlystelsesparker) kan jeg faktisk lide næsten alle jeg er stødt på. I Barcelona fandt jeg nemlig ud af, at de tidligere så forhadte Salt&Vinegar chips smager fremragende til en øl.

Derfor skulle jeg da også prøve Mojito og Cheeseburgerchips! Mojitochipsene smagte af... well... mojito, og jeg kunne faktisk godt lide dem. Simon syntes, at de var lidt for søde i det. Cheeseburgerchipsene smagte af en mellemting mellem en BigMac og en BigTasty, og det var nogle fremragende tømmermændschips! Spanien har faktisk et rimeligt stort udvalg af chips - ikke som i Tyskland (der dog er ved at komme efter det), hvor man næsten kun kan få små, sprøde bamsefigurer, der smager af ketchup. 
Chufi! Noget af det bedste ved at rejse til Spanien, må helt klart være horchata (også kaldet orxata). Simon har lært mig at elske det - de første år var jeg nemlig ikke helt overbevist om horchataens fortræffeligheder. Det er liiiiidt svært at forklare, hvad det er. Det ligner tynd kakaomælk, men der er overhovedet ikke mælk i det, og det opbevares ikke på køl i supermarkederne. Det er i stedet lavet af tigernuts(?), vand og sukker, og det smager MEGAgodt. Vi smugler altid en tre-fire liter med hjem i kufferten og prøver at gemme dem, men vi har altid drukket det hele efter en uge. Suk. I Nord-og Sydamerika er det noget lidt andet - her laves det ofte med ris og kanel. Nej tak. 

Om dette indlæg også er en overspringshandling? Det kan du lige tro det er! Nu er jeg for alvor blevet skør af at læse til eksamen - i går begyndte jeg spontant at stortude, da jeg så en død isbjørneunge på Animal Planet, og ti minutter efter grinede jeg højt og alt for længe af en Will Ferrell-sketch. Simon har barrikaderet sig nede i øveren, og det er nok en meget god idé. Jeg HADER at skulle være så nervøs! I gymnasiet var jeg også rystende nervøs før hver eksamen - for tænk nu hvis jeg IKKE fik det 11-tal? Hehe, good times. Nu er jeg rystende nervøs, for tænk nu hvis jeg ikke består? Det er en helt anden og værre slags nervøsitet, skulle jeg hilse og sige.  

søndag den 12. juni 2011

Lukas Moodysson, pt. III

1. Fucking Åmål Show Me Love (1998)
Min ubestridte nummer et, både på denne Lukas Moodysson-liste, men også på min liste over yndlingsfilm i det hele taget. Jeg elsker ALT ved Fucking Åmål, og der er SÅ mange ting i den, der minder mig om min egen ungdom. Jeg var tretten i 1998, men jeg så den først da jeg var femten - og forelskede mig hovedkulds i Agnes (den mørkhårede skønhed til højre). Dengang troede jeg, at jeg skulle være lesbisk, men jeg måtte senere sande, at jeg højst er en lille smule biseksuel. :D (Undskyld den navlepillende og selvudleverende nostalgi, men Fucking Åmål får bare så mange minder frem!). Hvis der er én film, der allerbedst illustrerer det miljø, jeg voksede op i - så må det være Fucking Åmål - også selvom den altså er svensk. :)

Der er så mange ting, der dengang fik mig til at identificere mig endnu mere med hovedpersonerne, og som nu får mig til at smile lidt. Den røde top Elin bærer på billedet er SÅ meget mig og min veninde i ottende klasse - jeg havde bare kort, afbleget hår... Og mobiltelefonen! Her er mobiltelefonen stadig relativt ny, så der er en helt fantastisk scene, hvor Markus afprøver sit nye vidunder - og tjekker ALLE ringetoner. Agnes får en bob hund cd i fødselsdagsgave, og hun har verdens ældste computer på sit værelse. Helt ikonisk er også portrættet af en fest i provinsbyen - komplet med grædende, unge piger, der har drukket lidt for meget.

En af de allerstærkeste scener er hvor Elin og Agnes forsøger at blaffe ind til "storbyen", og hvor de kysser på bagsædet af en bil til tonerne af Foreigners "I Wanna Know What Love Is", der siden har været en af mine guilty pleasures. :) Jeg kan blive ved med at nævne gode scener fra filmen, men så ender det med, at jeg bare genfortæller hele filmen. De fleste af jer har sikkert set den alligevel, men den tåler altså et gensyn. PS. Nu er der igen en skide irriterende linjeafstand på dette indlæg, men jeg KAN altså ikke finde ud af at fjerne det. Suk.    

onsdag den 8. juni 2011

Mercury Rev til Primavera

Søndag aften lukkede Mercury Rev Primavera Festival med manér. Det var tredje gang jeg så dem, og denne koncert var uden tvivl den bedste af dem. Primært fordi forsanger Jonathan Donahue virkede enormt glad og veloplagt, og fordi de spillede hele Deserter's Songs fra 1998, der er en af mine yndlingsplader. For mig er der et eller andet overjordisk over dette band, og de vil altid betyde noget helt specielt for mig, da jeg tænker på min mormor hver gang jeg lytter til dem. Min mormor døde i oktober 2001 - lige da jeg var kommet hjem fra efterårsferie i København med min familie. Og i København havde jeg pga. Det Elektriske Barometer købt Deserter's Songs & All Is Dream, så jeg hørte ikke andet end de plader i de kolde, triste vintermåneder på min efterskole. Jeg bliver ikke længere trist når jeg hører pladen, og nu minder den mig mere om alle de gode stunder med min mormor end om hendes død. Titlen Deserter's Songs refererer i øvrigt til flere af bandets bekendte, der døde under tilblivelsen af albummet, så det er jo på en eller anden måde meget passende. 

Nå, tilbage til koncerten. Jeg har tidligere set Jonathan Donahue være helt utroligt deprimeret, men denne søndag aften mindede han heldigvis mere om en overgearet Ole Henriksen end en modløs indiemusiker. Og eftersom jeg endnu ikke er kommet mig over min teenagetids identificering med alle mine yndlingssangere, gør det mig meget glad at se ham glad. Ja. Det var den helt perfekte afslutning på en fantastisk festival, og når jeg kiggede rundt stod alle og smilede - især, da Jonathan fandt saven frem, for selvom han kan få vildt smukke lyde ud af den, er det altså stadig lidt skørt at spille på en sav... Højdepunktet var forudsigeligt nok Goddess on a Highway, men det er fandme også en god sang. Hør selv: 

tirsdag den 7. juni 2011

Bob Esponja

Ups... Jeg kunne ikke helt dy mig for at købe nogle flere, spændende Svampebob-effekter i Spanien. Det er blevet en helt lille tradition at købe noget Svampebob med hjem fra forskellige lande, og alle ved jo, at de penge man bruger på ferier, ikke er rigtige penge. Så nu har jeg fået Svampebob og hans lille bil, hvilket ikke giver nogen mening, da han jo kun har kørekort til en bådbil. Jeg har også købt et spil kort! Hvilket fund. Og da jeg efterfølgende faldt over et ur, var jeg nødt til at købe det med også. Da jeg gik i børnehaveklasse havde jeg vist nok et lyserødt armbåndsur, men siden har jeg aldrig haft et. Jeg synes simpelthen, at alle armbåndsure er grimme. Og ordet er grimt! Armbåndsur. Det her kommer jeg nu heller ikke til at gå med, da det nok er lidt svært at style - og så ville jeg hele tiden være bange for, at Svampebobs næse skulle knække af.

Puh. I dag har jeg været til eksamen i oversættelse. Jeg tror, at det gik nogenlunde, men man ved jo aldrig. Resten af dagen blev brugt på læsesalen. Jeg oplever altså ikke de allermest spændende ting i disse dage, men så er det godt, at jeg stadig har en milliard Barcelona-indlæg at diske op med. I er muligvis ved at være trætte af at høre om turen, men som jeg tidligere har nævnt er det den perfekte overspringshandling at lave ferie-indlæg og drømme sig tilbage til Barcelona, så den næste uges tid (til jeg er færdig med eksamen) får I altså lidt flere rejseberetninger. :) 

mandag den 6. juni 2011

Lørdagskoncerter på Primavera

 Lørdagens første positive overraskelse var Einstürzende Neubauten, der spillede på den næststørste scene, RayBan. Jeg har et par plader stående herhjemme, men jeg har aldrig for alvor sat mig ind i deres omfangsrige bagkatalog - jeg kunne dog genkende en del numre fra den der plade, med hesten der tisser. :) I hvert fald var Blixa Bargeld pretty fucking awesome, og han kan lave de mest vanvittige skrig og syrede lyde med sin stemme. Nogle af lydene var nærmest ikke menneskelige, og en blanding af beundring, fryd og lidt uhygge fremkaldte kuldegysninger over hele min krop. Bandmedlemmerne er efterhånden kommet godt op i årene, men det var stadig en af de mest velspillede og energiske koncerter, jeg så på hele Primavera. De imponerede mig virkelig live, Blixa har den fedeste humor, og  de efterlod mig med en stor lyst til at lære dem bedre at kende.
Gang Gang Dance, Pitchfork Stage. Efter Einstürzende Neubauten koncerten gik turen til Pitchfork Stage, hvor Gang Gang Dance fyrede den af. Det var umuligt at stå stille, og der foregik altså også en hel del på scenen, hvor en virkelig skør og dygtig danser hoppede rundt under hele koncerten. Jeg har ikke tidligere hørt så meget Gang Gang Dance, for det er jo ikke så længe siden jeg var opfyldt af had til kvindelige kunstnere med specielle stemmer - og  Lizzi Bougatsos må siges at have en meget speciel stemme. Men den nyeste plade, Eye Contact, har virkelig overbevist mig om, hvor unikt, godt og spændende Gang Gang Dance også kan være, og den har endda præsteret at få min kæreste på dansegulvet. Hvis du har tid, kan hele første del af pladen virkelig anbefales - ellers kommer der her en lille smagsprøve i form af førstesinglen MindKilla

Næste punkt på dagsordenen var PJ Harvey, der spillede på den største scene, San Miguel. Jeg har tidligere rost hendes nyeste album Let England Shake til skyerne, så jeg var ret begejstret for sætlisten, der bød på masser af de nye sange og et par enkelte hits fra bagkataloget. Hun så helt skrøbelig og lille ud i sin hvide kjole på den største scene, men selv i de helt stille numre havde hun publikum helt på sin side. En meget smuk koncert, som jeg desværre ikke kunne koncentrere mig helt så meget om som jeg gerne ville - en gang imellem bliver man jo altså nødt til at få noget at spise og gå på toilettet, og lørdag var der altså INGEN pauser.  
Swans spillede ved midnat på RayBan-scenen, og jeg var ret glad for endelig at få set frontmand Michael Gira, men derudover kunne jeg ikke tænke på ret meget andet end den fantastiske Prince Rama-koncert jeg lige havde overværet. Jeg havde måske lidt mere lyst til at danse end til at sidde stille, men jeg vil meget gerne se Swans en anden gang. Det var en god smagsprøve, i hvert fald. Efter Swans spillede Animal Collective, og ved femtiden kunne vi endelig tumle hjem i seng efter en meget lang, men helt enestående koncertdag. Jeg har virkelig aldrig oplevet noget lignende. Vi var tilskuere til helt utroligt gode koncerter i otte-ni timer i træk, og til sidst havde jeg slet ikke flere rosende og positive tillægsord i mit ordforråd. :)

Nu er det mandag formiddag, og om lidt tager jeg igen "et smut" på læsesalen. Men først: POWER UP på smoothie, rugbrødsmadder (som jeg normalt ikke har noget imod, det var kun i går, da jeg havde lyst til alt muligt andet lækkert) og måske et par enkelte chips.

fredag den 3. juni 2011

Barcelona Zoo, pt. II

Her er lidt flere billeder fra vores tur i zoologisk have. Hundestatuen mindede os begge om skønne Enrico, for han har nok set cirka sådan her ud, da han blev fundet som halvstor hvalp med et brækket ben som gadehund i Sydamerika. Thomas og Janne tog ham med til dyrelægen for at få ham aflivet, men heldigvis ombestemte de sig, og tog ham med hjem til Danmark i stedet for. Her fik han en lillesøster, Ehya, og nu er han for det meste glad og tilfreds. Jeg elsker, når nogen gør en ekstra indsats for dyrene.

Tigerne knaldede lige da vi kom hen til dem. Jeg fumlede med kameraet og nåede ikke at tage et billede (det ville egentlig heller ikke være særlig sødt gjort), men jeg fik et lige efter. Løvinden græssede lidt. Disse skønne store katte kedede sig i hvert fald ikke. Aber har jeg altid haft det lidt svært med. Jeg synes, at de er lidt uhyggelige, fordi de er så kloge. Når det skal være, kan jeg klart bedst lide de små - og dem var der mange af i Barcelona Zoo. De fleste var dog bag glas, så jeg fik ikke taget nogle ordentlige billeder. Så er det godt, at man kan tage et billede af albinogorillaerne. 

Jeg beklager i øvrigt denne stærkt forhøjede billed-og indlægsfrekvens, og de fleste af jer er nok ude og danse til Distortion alligevel, men det er altså en ret god overspringshandling at blogge, og jeg har en helt masse jeg gerne vil vise. Jeg synes i hvert fald, at det er lidt sjovere at se billederne fra Barcelona nu, og ikke om en måned eller to. Måske jeg bare prøver at sno mig uden om at skulle læse mere om "Mentale Rum" og "Referentiel Besættelse" i tysk sprogvidenskab. Men det kan I forhåbentlig godt forstå. 

Barcelona Zoo, pt. I

Åh, hvor havde vi bare en dejlig tur i Barcelonas zoologiske have! Vi vågnede mandag morgen, friske og veludhvilede, til det dejligste solskinsvejr jeg har oplevet i år. Først var vi et par timer i Parc de la Ciutadella, og så gik turen ind til alle dyrene. Der var næsten ingen mennesker, så vi kunne stå alene ved hvert bur eller indhegning og hygge med dyrene - og det var helt specielt. Jeg fik kontakt med mange af dem, og de virkede alle sammen utroligt kvikke og interesserede.  Jeg forstår slet ikke, hvordan den hjort kan holde sig på benene.

Generelt har jeg en lidt ambivalent holdning til zoologiske haver. Som min kæreste siger, så elsker jeg næsten dyr mere end jeg elsker mennesker, og jeg vil dem ALT godt. Derfor skærer det i mit hjerte, når jeg ser f.eks. isbjørnene i København, der tydeligvis er blevet sindssyge efter al for megen tid på alt for lidt plads. Men forholdene bliver heldigvis bedre hele tiden - jeg har været i tre zoologiske haver det sidste år (Aalborg, København og Barcelona), og de er alle ved at bygge om til fordel for dyrene. I København reducerer man endda antallet af dyrearter for at give bedre plads til de tilbageværende. Thumbs up!

Jeg vil i samme omgang lige henlede opmærksomheden på Skandinavisk Dyrepark, der uden sammenligning er min yndlingsdyrepark. Jeg har været der 5-6 gange sammen med min familie, og det er lige dejligt hver gang. Her har dyrene virkelig meget plads - så meget, at man tit ikke kan se dem. (Damn you, ulve! Jeg vil så gerne se jer, men I gemmer jer hver gang!) Her er kun nordiske dyr, men det er også her, man finder mine yndlingsdyr (ulve, ugler, bjørne, elge, ræve), så det passer mig fint. :)

torsdag den 2. juni 2011

Lukas Moodysson, pt. II

2. Lilja 4-ever (2004)
Åh, hvor er den bare god, Lilja 4-ever. Jeg kan se den igen og igen, men jeg prøver lidt at holde mig fra den, fordi jeg altid kommer i ret dårligt humør af at se den. Det kan for mig dog sagtens være et kvalitetstræk ved en film - det er næsten altid positivt, når en film får mig til at føle noget. Især scenen hvor Lilja løber og løber og Rammstein blæser ud med Mein Herz Brennt er vild, og selvom jeg slet ikke er så vild med Rammstein, så får jeg kuldegysninger hver evigt eneste gang jeg hører den sang nu.

Lilja bor i det tidligere Sovjet Unionen, men optagelserne er primært foregået i Estland, og efter denne film står landet ikke ligefrem øverst på min liste over ønskede rejsedestinationer. Hendes mor efterlader hende for selv at prøve lykken med en ny mand i USA, og Lilja bor i sin tantes usle, gamle lejlighed, mens tanten selv har taget Lilja og moderens lejlighed. Åh, det er ret trist det hele, men hun har en virkelig god ven, Volodya, der gør det hele lidt bedre. Hun møder en sød fyr, der lover hende et arbejde i Sverige, men da hun ankommer til landet finder hun hurtigt ud af, at ikke alt er som det skal være. Og så går tingene for alvor ned ad bakke. Det er en virkelig voldsom film om prostitution og human trafficking, men den er også helt utrolig god, rørende og fængslende.

Forresten vil jeg gerne lige beklage den dobbelte linjeafstand i dette indlæg. Jeg kan IKKE få det væk, har endda prøvet at kopiere tekst og billeder ind i et nyt indlæg, men nu giver jeg altså op.  

onsdag den 1. juni 2011

Meet Ramón!

I Barcelona boede vi på et helt fantastisk hyggeligt Gasthaus - eller "Gästehaus Gran Vía", som det egentlig hedder. Indehaveren er tysker, så jeg fik også snakket en lille bitte smule tysk dernede - det var nemmere at forstå end hans engelske, i hvert fald. :) Han er meget glad for dyr, og lige inden for hoveddøren stod et stort akvarium. Beboeren er fyren på billederne ovenover, han hedder Ramón, og jeg er helt forelsket i ham. Hver gang vi kom og gik fra hotellet, sad jeg altid lige et par minutter hos Ramón. Han ville gerne snakke med mig - en dag blev han endda så ivrig, at han rejste sig op af glasset og væltede bagover på ryggen. Jeg blev helt bekymret, og det samme gjorde en rengøringsdame, men efter et par minutter vendte han heldigvis den rigtige vej igen. I den anden ende af akvariet, adskilt af en glasvæg for bred til Ramón, boede ti fisk. Når vi kom hjem om natten, havde nogle af fiskene vovet sig ind på fjendens territorium imens han sov. "He has only eaten TWOOO fish for FOOOUR years", som tyskeren sagde. <3