onsdag den 29. juni 2011

Avatar: Xbox 360 + sniksnak

Søndag eftermiddag og aften forvandlede Rannvá og jeg os til to nørdede 16-årige drenge, med alt hvad der dertil hører af Coca Cola, chips, quesadillas og så videre - og Avatar på Xboxen. Ingen af os havde spillet det før, men for et par dage siden brugte vi altså et sted mellem fem og mange flere timer på at ride, flyve og løbe rundt i helt fantastisk smukke omgivelser. Vi synes begge ret godt om filmen - noget mesterværk er det ikke, men den er ret underholdende og smuk. Det samme er spillet, og selvom det ikke har fået fantastiske anmeldelser rundt omkring og ikke er specielt langtidsholdbart, så kan vi bestemt anbefale det til en hyggelig nørdeaften- og nat. 

I går tilbragte vi til gengæld udenfor i det dejlige vejr - vi læste bøger og solede og badede og snakkede og drak vand heeeeeele eftermiddagen. Især er jeg stolt af, at vi kom i vandet. :) Der var ret mange fine ting at tage billeder af, men nogle gange gider jeg bare ikke hive kameraet frem. Jeg gemmer billederne oppe i hovedet i stedet. Hvor har jeg savnet bare at hænge ud med nogen i flere dage i træk - eller bare at se mine veninder lidt mere regelmæssigt - og det bliver bare så meget lettere om sommeren. 

Yay: Sleepovers, veninder, solskin, jordbær og bare tæer. 
Nay: Mugne jordbær, sure kunder og en ny vabel under foden, der gør vildt nas.

tirsdag den 28. juni 2011

Carrer dels Tallers

Et sted mellem eksamenstravlheden og de lange arbejdsdage havde jeg helt glemt det allersidste Barcelona-indlæg (OK, har et par enkelte billeder mere...), så det kommer her: lettere forsinket. 

Carrer dels Tallers er en sidegade til Rambla'eni Barcelona - og en interessant og spændende én af slagsen. Er man musikinteresseret ligesom min kæreste og jeg, er det et MUST at slendre ned af gaden og besøge en af de seks eller syv pladebutikker, der næsten ligger dør om dør. I butikkerne sælger de alt fra sprøde vinyler til usle, brugte kassettebånd, men vi kom faktisk derfra uden at købe noget. Billederne er fra den bedste af butikkerne - her havde de ALT, og de smalle, fyldte rum fortsatte længere ind end man troede muligt, og hvert rum bød på nye overraskelser. Metal-afdelingen var placeret allerforrest i butikken, og indretningen var i det hele taget meget personlig, rodet og hyggelig. Det er klart, at man som selvstændig pladebutik har markant flere muligheder end vores butik, der er del af en landsdækkende kæde, men derfor kan man jo godt lade sig inspirere. 

Om aftenen vendte vi tilbage for at være hip med de unge på natklubben Valhalla. Der var dog ikke åbent, så vi drak i stedet en virkelig stærk, god og billig mojito på en Irish Pub. Ikke særlig spansk, men bestemt hyggeligt.   

mandag den 27. juni 2011

Dresden

Hele sidste uge gik med at arbejde, men jeg har hygget mig i kassen sammen med Nanna, der er startet igen, og det er virkelig en god fornemmelse at der snart kommer lidt penge på min konto igen. Egentlig var det planen, at jeg skulle have arbejdet de to første uger af juli også, men mine planer for sommerferien har udviklet sig i en helt anden retning. Om præcis en uge flyver jeg til Berlin, hvorfra jeg tager en bus videre til Goethe-Instituttet i Dresden, hvor jeg skal gå på tyskkursus i to uger. Simpelthen! Mine søde forældre (der gang på gang viser sig at være verdens bedste) havde uafhængigt af hinanden fået den samme idé til at hjælpe mig, og de har altså foræret mig et to-ugers ophold i Dresden. Det er nok dét, jeg har allermest brug for i kampen om at bestå min re-eksamen - simpelthen at tale tysk hele tiden, så jeg kan vænne mig til at bruge sproget og sige mere korrekte sætninger.

Jeg glæder mig virkelig meget, og jeg kan slet ikke forstå, at jeg allerede skal af sted om en uge. Stort set hele min juli måned bliver tilbragt i Tyskland, for når jeg har gået i skole, kommer mine forældre, min søster og Silke ned og besøger mig, og så holder vi alle sammen ferie. Det er længe at skulle undvære Simon og mine dejlige veninder, men det bliver også en rigtig spændende oplevelse. Den sidste halvdel af juli er Simon alligevel på mini-turne med Own Road, flere af mine veninder er ude at rejse, og jeg kunne ikke få flere timer i FONA, så det er det perfekte tidspunkt at tage af sted. Jeg er faktisk slet ikke så nervøs for at skulle ned for at møde nye mennesker - dog har jeg valgt et eneværelse, da jeg ikke kan overskue at skulle bo elleve dage med en eller anden freak. :)

Jeg har været i Dresden før, men kun i et par dage, og jeg har slet ikke set ret meget af byen. Man kan aldrig vide - måske har jeg en hemmelig læser, der ved ALT om Dresden - hvis det er tilfældet, så kom endelig med et tip eller to! 

onsdag den 22. juni 2011

Danmarks Akvarium

I mandags tog Pernille, Simon og jeg en tur til Charlottenlund og Danmarks Akvarium. Jeg er ret fascineret af havet og havdyr, for der er virkelig nogle bizarre arter imellem. Danmarks Akvarium flytter i øvrigt til Kastrup i 2013- og udvider samtidig rigtig meget. Det er en god idé, for selvom det er et rigtig fint sted, er det ikke så stort. Selvom vi brugte laaaang tid ved hvert akvarium, var vi ikke derinde så længe. Men de dyr der var, var nogle meget spændende nogle af slagsen. Jeg ville ikke fotografere med blitz derinde, så mine billeder er lidt slørede.  
De to nederste fisk er VIRKELIG bizarre. De ligner jo arter fra en anden planet! Det ender med, at jorden bliver overtaget af havdyr som den øverste. (Jeg ved godt, at det der ligner øjne ikke er øjne, men det ser stadig sjovt ud). Den nederste smiler bare hele tiden. 
Patrick! Det her ligner bare SÅ meget Patrick fra Bikini-Bunden (I ved, Svampebob Firkants ven). Sådan ser han ofte ud, når han tager en skraber. Hehe. Der var også Nemo-fisk, hvilket alle børnene ivrigt råbte, når de så dem.
Jeg har også svært ved at forstå, hvordan fisk kan have sådan nogle sindssyge farver. Hvorfor ser mennesket ikke sådan ud? Det kunne da være sejt at have en blå ninjastreg hen over øjnene. Eller en blå-og-gulstribet mave? (OK, det gad jeg dog ikke have, jeg ville jo aldrig kunne tage på Aalborg Stadion!) Og tjek lige de læber!
Det her er muligvis den allermest uhyggelige fisk jeg nogensinde har set. Den er ligeså slem som den, der har en lygte foran gabet. Der var også fisk, som i Amazon-floden svømmede op i kvinders vagina (5-10 tilfælde om ÅRET!), bed sig fast og sugede blod. Og seje, seje piratfisk, som vi så blive fodret. Og jeg fandt ud af, hvad Ramón er for et dyr. Han er en alligatorskildpadde! Og en sød én af slagsen. 

torsdag den 16. juni 2011

Parc Joan Miró

En anden skøn park i Barcelona er Parc Joan Miró, der ligger tæt på Plaza Espanya. Der er ikke store, grønne græsarealer som i Parc de la Ciutadella, men der er masser af andre grunde til at hænge lidt ud hér - hvoraf den allervigtigste grund er hundene. I Barcelona er der simpelthen så mange hunde i alle størrelser, former og farver, og i denne park samles de alle for at lege i hundegården. (Og i resten af parken for den sags skyld- det der med hunde i snor og generel lydighed er ikke vanvittigt udbredt her, så man skal nok ikke være bange for hunde, hvis man tager herhen.) Jeg fik snakket med nogle søde hunde, men den dag jeg havde kameraet med, var hundeejerne lidt sure, så jeg turde ikke tage billeder af hundene.

onsdag den 15. juni 2011

Wake Me Up When You're Home

Nå. Nu har jeg også prøvet at dumpe en mundtlig eksamen. Det er godt nok en speciel oplevelse. Jeg gider ikke lade som om, at det ikke påvirker mig, for det gør det. De sidste par dage har jeg virkelig været nervøs - jeg har ikke for alvor talt tysk siden jeg gik i gymnasiet, og det er altså seks år siden jeg blev student... Men da jeg først kom i gang med at snakke, gik det meget bedre end jeg havde regnet med. Altså, jeg var jo godt klar over, at det ikke gik fantastisk, men da jeg kom ud, havde jeg alligevel en virkelig god følelse i kroppen. Jeg ville sikkert få mine laveste karakterer nogensinde, men jeg ville nok bestå. Det gjorde jeg så ikke. 

Jeg blev virkelig ked af det, mest fordi jeg blev så overrasket. Da jeg trådte ind af døren herhjemme, begyndte jeg at tude helt vildt, og jeg er så glad for, at Simon først skulle møde senere på arbejde i dag. Han krammede og trøstede og nussede, og det hjalp. Så ringede jeg til min mor og far, og det hjælper også altid lidt. Og så cyklede Simon og jeg en tur. Nu har jeg det meget bedre. Jeg skal ikke kunne udelukke, at jeg kommer til at græde lidt mere over det senere, men lige nu vil jeg bare drikke en cola og se South Park - når jeg altså har taget mig en middagslur. Jeg kan tydeligt mærke forskel på nu, og da jeg for to år siden dumpede (første gang) i fonetik - jeg har ikke længere en depression, og en dumpet eksamen får ikke længere lov til at vælte min verden.

Og hey - Allan Kuhn er tilbage i AaB! Det kan man jo kun være glad for. Nu vil jeg sove. Jeg har næsten ikke sovet i nat. Og jeg synes det er velfortjent - jeg gjorde, hvad jeg kunne.  

tirsdag den 14. juni 2011

Religion og højdeskræk

På toppen af Tibidabo ligger en smuk, gammel kirke. Ovenpå den gamle kirke ligger en lidt nyere kirke, og sammen rager de altså endnu et godt stykke op i landskabet. Simon og jeg tog turen helt op til Jesu fødder, og mens Simon blev stående i døråbningen, vovede jeg mig hele vejen ud til kanten og tog billeder. Jeg har aldrig lidt af højdeskræk, men deroppe følte jeg nu alligevel hele den store bygning svaje. Det er helt sikkert bare noget, jeg bildte mig ind.  Bemærk i øvrigt hvordan Jesus står badet i sollys. Det virkede lidt beroligende, at han holdt hånden over os. :)

Jeg kan godt lide at besøge kirker, når jeg er ude at rejse. Min meget historieinteresserede far har slæbt hele familien med ind i tusindvis af kirker på vores mange rejser, og det har åbenbart givet pote, for nu besøger jeg dem også gerne selv. Jeg er ikke religiøs - jeg tror i hvert fald ikke på en kristen Gud - men der er alligevel noget overvældende og stemningsfyldt over at besøge et sted, der betyder så meget for så mange mennesker. Jeg tændte også et lys for mine bedsteforældre, og et for Simons farmor, for uanset hvad er det en smuk tanke.

Tibidabo

Onsdag i Barcelona blev brugt i de højere luftlag. Lærke havde anbefalet os at tage på udflugt til Tibidabo, og eftersom det også er en meget brugt lokation i "Shadow of the Wind" - en rigtig pageturner, jeg fik i fødselsdagsgave af Simone og Derek - var der ikke så meget tvivl om, at vi skulle derop. Det skulle vi bestemt heller ikke fortryde, for der var den vildeste udsigt over hele Barcelona og Middelhavet - billeder følger i næste indlæg. Samtidig var her en halvforladt forlystelsespark, hvor der ud af højttalerne lød en blanding af Tom Waits-numre og cirkusmusik. Kombineret med et ret lavt antal besøgende, følte vi lidt, at vi var trådt ind i en tidslomme og var de eneste mennesker i verden. Det var virkelig en god dag, og helt sikkert et udflugtsmål jeg vil anbefale! 

mandag den 13. juni 2011

Mojito & Cheeseburger Chips

En af de allerbedste ting ved at være i udlandet, er muligheden for at teste alle deres mærkværdige chipsvarianter. Jeg ELSKER chips. Jeg er helt klart en chipsepige - jeg er også RET glad for chokolade, men chips har alle dage været min favoritindulgence. Min favorit må være SourCream&Onion fra Kims - eller det grønne Pringles-rør (som nu er kombineret i de nye Super Chips fra Kims - de smager MEGA godt!) Jeg er ikke bange for at kaste mig ud i nye oplevelser med chips, og ud over de der klamme bacon-chips (dem, man også kan få varme i forlystelsesparker) kan jeg faktisk lide næsten alle jeg er stødt på. I Barcelona fandt jeg nemlig ud af, at de tidligere så forhadte Salt&Vinegar chips smager fremragende til en øl.

Derfor skulle jeg da også prøve Mojito og Cheeseburgerchips! Mojitochipsene smagte af... well... mojito, og jeg kunne faktisk godt lide dem. Simon syntes, at de var lidt for søde i det. Cheeseburgerchipsene smagte af en mellemting mellem en BigMac og en BigTasty, og det var nogle fremragende tømmermændschips! Spanien har faktisk et rimeligt stort udvalg af chips - ikke som i Tyskland (der dog er ved at komme efter det), hvor man næsten kun kan få små, sprøde bamsefigurer, der smager af ketchup. 
Chufi! Noget af det bedste ved at rejse til Spanien, må helt klart være horchata (også kaldet orxata). Simon har lært mig at elske det - de første år var jeg nemlig ikke helt overbevist om horchataens fortræffeligheder. Det er liiiiidt svært at forklare, hvad det er. Det ligner tynd kakaomælk, men der er overhovedet ikke mælk i det, og det opbevares ikke på køl i supermarkederne. Det er i stedet lavet af tigernuts(?), vand og sukker, og det smager MEGAgodt. Vi smugler altid en tre-fire liter med hjem i kufferten og prøver at gemme dem, men vi har altid drukket det hele efter en uge. Suk. I Nord-og Sydamerika er det noget lidt andet - her laves det ofte med ris og kanel. Nej tak. 

Om dette indlæg også er en overspringshandling? Det kan du lige tro det er! Nu er jeg for alvor blevet skør af at læse til eksamen - i går begyndte jeg spontant at stortude, da jeg så en død isbjørneunge på Animal Planet, og ti minutter efter grinede jeg højt og alt for længe af en Will Ferrell-sketch. Simon har barrikaderet sig nede i øveren, og det er nok en meget god idé. Jeg HADER at skulle være så nervøs! I gymnasiet var jeg også rystende nervøs før hver eksamen - for tænk nu hvis jeg IKKE fik det 11-tal? Hehe, good times. Nu er jeg rystende nervøs, for tænk nu hvis jeg ikke består? Det er en helt anden og værre slags nervøsitet, skulle jeg hilse og sige.  

4 Hour Festival, Distortion

Own Road
Teppop Music & Chemistry
La Belle Indifference
Mads og Nillers Snakkeband
T.I.G (feat. Zlatko Buric)
4-hour Festival var det eneste Distortion-relaterede jeg oplevede i år; vi var netop landet fra Barcelona, og jeg havde pludselig alt for lidt tid til at læse til eksamen. Men Simon skulle spille til dette spændende event, så det måtte jeg jo se. Hver kunstner havde et kvarter til at imponere, underholde og overraske, og jeg blev virkelig imponeret, underholdt og overrasket! Mest af de kunstnere, som jeg har taget billeder af, men det hele fungerede ret godt. 

Zlatko Buric var SJOV! Og alle børnene begyndte pludselig at kaste blomster på ham. Mads og Nillers snakkeband var også ret godt og har ført til, at jeg siden har overspringshandlet helt vildt med at finde Je m'appelle Mads + Bounty Niller videoer på youtube. Og så var der kemi-show! Totalt fedt. Børnene var SÅ optagede af det, at jeg ikke tror vi skal frygte en mangel på naturvidenskabsinteresserede unge mennesker det næste stykke tid. (Er kemi naturvidenskab? Vi kommer i hvert fald ikke til at mangle kemikere). Det var et virkelig godt arrangement, som jeg meget gerne ser gentaget næste år (hvor jeg sikkert også skal læse til eksamen under Distortion...).

søndag den 12. juni 2011

Lukas Moodysson, pt. III

1. Fucking Åmål Show Me Love (1998)
Min ubestridte nummer et, både på denne Lukas Moodysson-liste, men også på min liste over yndlingsfilm i det hele taget. Jeg elsker ALT ved Fucking Åmål, og der er SÅ mange ting i den, der minder mig om min egen ungdom. Jeg var tretten i 1998, men jeg så den først da jeg var femten - og forelskede mig hovedkulds i Agnes (den mørkhårede skønhed til højre). Dengang troede jeg, at jeg skulle være lesbisk, men jeg måtte senere sande, at jeg højst er en lille smule biseksuel. :D (Undskyld den navlepillende og selvudleverende nostalgi, men Fucking Åmål får bare så mange minder frem!). Hvis der er én film, der allerbedst illustrerer det miljø, jeg voksede op i - så må det være Fucking Åmål - også selvom den altså er svensk. :)

Der er så mange ting, der dengang fik mig til at identificere mig endnu mere med hovedpersonerne, og som nu får mig til at smile lidt. Den røde top Elin bærer på billedet er SÅ meget mig og min veninde i ottende klasse - jeg havde bare kort, afbleget hår... Og mobiltelefonen! Her er mobiltelefonen stadig relativt ny, så der er en helt fantastisk scene, hvor Markus afprøver sit nye vidunder - og tjekker ALLE ringetoner. Agnes får en bob hund cd i fødselsdagsgave, og hun har verdens ældste computer på sit værelse. Helt ikonisk er også portrættet af en fest i provinsbyen - komplet med grædende, unge piger, der har drukket lidt for meget.

En af de allerstærkeste scener er hvor Elin og Agnes forsøger at blaffe ind til "storbyen", og hvor de kysser på bagsædet af en bil til tonerne af Foreigners "I Wanna Know What Love Is", der siden har været en af mine guilty pleasures. :) Jeg kan blive ved med at nævne gode scener fra filmen, men så ender det med, at jeg bare genfortæller hele filmen. De fleste af jer har sikkert set den alligevel, men den tåler altså et gensyn. PS. Nu er der igen en skide irriterende linjeafstand på dette indlæg, men jeg KAN altså ikke finde ud af at fjerne det. Suk.    

Silence Is Sexy

Her på femte sal i bygning 23 på KUA har jeg tilbragt det meste af min tid de sidste par uger. Jeg er virkelig kommet i eksamensmode, og lige før min sidste skriftlige eksamen i torsdags, følte jeg endda en vis glæde ved tysk grammatik. Men det er altså ikke HELT nemt at koncentrere sig, for lige udenfor - strategisk utroligt dårligt placeret mellem to biblioteker/læsesale - er en basketballbane. Og til højre: En meget larmende byggeplads. Suk. Rikke sagde, at hun godt kunne lide min nederdel, men jeg ved ikke helt - måske skal den have et nyt liv et andet sted. Monki-kjolen er jeg til gengæld blevet virkelig glad for igen (jeg har vist også begået et modeblogging faux-pas ved at vise det samme stykke tøj to gange på en måned, men så er det jo godt, at jeg ikke er modeblogger). I øvrigt er INGEN af colaerne på bordet på første billede mine. Jeg siger det bare.

lørdag den 11. juni 2011

Havnerundfart i Barcelona + tanker om havet

Åh, hvor jeg dog elsker havet! Da jeg var lille tilbragte jeg hver eneste sommer ved Øster Hurup og badede hver dag, til jeg var helt rynket. Da jeg blev større var jeg stadig en vandhund (men ingenting i forhold til min søster), men de sidste år har jeg ikke fået badet så meget i havet. Det skal der ændres på denne sommer! Nu har jeg også købt både badedragt, bikini og strandhåndklæde i Primark. Jeg har også altid boet tæt på havet, jeg kan næsten se det fra mit værelse hjemme hos mine forældre, min første lejlighed i København lå tæt på Nordhavnen, og nu bor jeg tæt på Amager Strandpark. Det giver mig en ro i kroppen at vide, at jeg altid lige kan cykle en tur ned til stranden og føle mig lillebitte.  Når jeg siger "havet" mener jeg bare vand, der ikke er en sø. Jeg ved godt, at Middelhavet, Østersøen og Vesterhavet ikke er det samme, men jeg diskriminerer ikke, du!


Nå, men Barcelona har heldigvis også en helt masse vand. Ellers tror jeg ikke, at det kunne være min yndlingsby. Og skulle I besøge byen, bør I bestemt ikke snyde jer selv for en havnerundfart på halvanden time. Det er en meget turistagtig ting at gøre, det er alt for dyrt og om bord på båden skulle vi døje med spanske skolebørn og den obligatoriske harmonikaspiller, men det var det hele værd. Især på en utrolig varm dag var det skønt at blive blæst igennem, og man kommer faktisk ret langt omkring på halvanden time - både ud forbi de kunstige strande, forbi kæmpestore cruisebåde og industrihavnen. Og så kunne vi se Primavera Festival fra den anden side! Inde på havnen dyppede jeg mine varme fødder i det helt klare, smukke vand. Simon turde ikke, han var vist lidt bange for fiskene (på en utrolig mandig måde, selvfølgelig). Det var helt skørt at se så store fisk svømme rundt i havnen. Bagefter fandt jeg en neglelak til 1 euro, og nu minder den mig om havet, hver gang jeg kigger på den.