søndag den 27. november 2011

.come, ring the curtain up.

Jeg kunne ikke stå for de små nøddeknækkere med de desperate øjne og de grimme tænder. De er fra turen i Tivoli, og man må sige, at de passer ret godt ind med resten af min beskedne samling julepynt. OK, det er i virkeligheden løgn, jeg har meget mere julepynt, men det er altså blevet forvist til det lille værelse. Der er ligesom ikke mere plads her i stuen - vindueskarmen er fyldt med kaktus i alle former og størrelser. Fra palmen hænger den ene julepølse og dingler, mens den anden nyder solens stråler på en plante i vinduet. Simon synes det hele er forfærdeligt, men han bærer heldigvis over med mig, så længe det ikke tager overhånd. Og det er et løfte jeg kan holde - i hvert fald i et par år endnu, til jeg får samlet mig endnu mere tyskinspireret julepynt!  

lørdag den 26. november 2011

.I don't feel at all like I fall.

I torsdags spiste Chrelle og jeg middag på den tyrkiske restaurant med det opfindsomme navn Topkapi II - mest fordi den ligger lige nede på hjørnet, men også fordi den faktisk er udmærket. En ny ejer er kommet til siden sidst, men udover at have skruet priserne noget op, er der ikke sket det store på menukortet, der stadig byder på Festival- og Luksusmenu. Chrelle kunne berette, at man kan bestille en Succesmenu i den oprindelige Topkapi på Gammel Kongevej - den skulle dog efter sigende indebære det samme som Festivalmenuen, så jeg tror ikke vi er blevet snydt. Maden var god, og der var rigeligt af den - og bedre selskab kan man jo ikke ønske sig. Billeder tog jeg dog ingen af, så jeg har i stedet fundet et par stykker frem fra arkivet.

De første er fra en efterårsweekend i 2006 og er taget i den lejlighed jeg boede i, da jeg først flyttede til København - i Silkeborggade på Østerbro. Her holdt Nanna, Chrelle og jeg Lost-marathon på mit værelse, og selvom Nanna hele tiden faldt i søvn, var det en mindeværdig og super hyggelig weekend. Især opkvikningsturene efter kaffe og cigaretter til den døgnåbne Statoil-tank på Strandboulevarden var fantastiske - man ser verden på en helt ny måde, når man har været vågen i lidt for mange timer. Det nederste billede er fra et halvt år efter - på det tidspunkt var Chrelle og jeg lige flyttet sammen i en taglejlighed på Frederiksberg Allé. 

Vi snakkede også lidt om, at tiden føles anderledes nu. Da jeg var femten-seksten år føltes et år som en evighed - bare en uge kunne være uendelig. Nu er det helt omvendt, tiden flyver af sted, og jeg husker de billeder som var det i går. I denne måned er det også præcis tre år siden jeg flyttede herud til Simon på Amager - og det er det mest uforståelige af det hele. D. 11.11.11 havde vi faktisk fire og et halvt års jubilæum, så vi kunne sagtens være blevet gift. :)

torsdag den 24. november 2011

.all the figures I used to see.

Disse fem helt uimodståelige skabninger flyttede ind hos mig da Louise var på besøg - de er købt i en butik i Strædet. Egentlig havde jeg slet ikke råd (havde også lige købt den der sommerfugleplakat + tre Tarkovskij-film), men jeg blev grebet af stemningen, og jeg kan heller ikke helt udelukke at jeg køber endnu et sæt engang... (måske det med de kloge ugler) Jeg havde ikke forestillet mig HVOR besværligt det ville være at klippe alle de små dele ud og lime dem sammen (fik heldigvis hjælp af Louise), og det er vist også ret tydeligt, at katten var den første jeg lavede.

I går var jeg på arbejde hele dagen. Jeg har lidt svært ved at komme op om morgenen i øjeblikket - jeg er ekspert i at udsætte min alarm, men jeg har fundet ud af, at det er meget lettere bare at stå op. Derfor sprang jeg næsten ud af sengen, da min alarm bippede første gang - og fik hikke. En meget insisterende hikke. Der blev ved i TO timer OG vendte tilbage, da jeg havde spist frokost. Jeg tror helt seriøst ikke jeg ville kunne leve med at have kronisk og konstant hikke. I går aftes var jeg pylret og frøs, så Simon og jeg kravlede under flere tæpper og så et par afsnit af Carnivale, som vi lige er begyndt på. Det er VIRKELIG fedt!

søndag den 20. november 2011

.I feel it in my bones.

Jeg er lige vendt hjem fra årets julefrokost med arbejdet. I år foregik det på Kulørbar/Den Røde Baron (jeg nåede rent faktisk aldrig at komme ovenpå til dét, der i virkeligheden ER Kulørbar, men godt det samme), og det var måske ikke den mest velvalgte setting. Tidligere år har vi været på Gladsaxe Stadion og festlokaler i Kastrup, og det er altså langt at foretrække frem for en dunkel kælder med provinsstemning og dårlig, høj musik. Selvom selskabet var rigtig godt, fungerede det hele bare slet ikke i mit hoved, og derfor sidder jeg hjemme nu, ganske ædru (det var altså også besværligt at skulle få refills med et 0,25 cl glas), og det er vel godt nok. Jeg kan bare ikke undgå at tænke på tidligere tiders fester med arbejdet, og gassen er altså gået lidt af ballonen.  Det ér ikke det samme at dele et lille lokale med fire-fem andre firmajulefrokoster.

Det handler selvfølgelig også om, hvad man gør det til. For mig var i aften bare en hyggelig aften, hvor jeg fik snakket med især Nanna og Camilla for første gang i lang tid. Og for de fleste andre var det sikkert et fint sted. Jeg er vist bare blevet for gammel og kedelig. Og så savner jeg mine veninder meget - det føles som hundrede år siden jeg har set nogle af dem. Det er ikke rigtig nok at råbe trivialiteter hen over en fedtet voksdug, men der er heldigvis håb forude. Den næste måned bliver kun endnu mere travl, men i det mindste skal jeg arbejde sammen med både Nanna, Camilla og Lærke, og mon ikke vi også finder på at lave noget efter arbejde en gang eller to. Jeg krydser fingre!  

lørdag den 19. november 2011

.game of thrones.

Fredag eftermiddag og aften blev tilbragt i Nordvest i selskab med Rannvá, Tobias, Game of Thrones, Coca Cola og popcorn. Så bliver det altså ikke meget bedre. Vi snuppede lige syv afsnit i træk, og jeg er blæst fuldstændig væk. Jeg har set det beskrevet som "Sopranos i Middle-Earth", en rimelig sammenligning, selvom hele dette univers er har så meget mere. Jeg vil ikke skrive en hel roman, for Rannvá har allerede skrevet en fin anbefaling af det - den kan du læse her. 

torsdag den 17. november 2011

.to be young is to be sad.

Min far er lærer på min gamle folkeskole, hvilket bestemt havde både sine fordele og ulemper. Den eneste rigtige ulempe var sådan set uhyggelige Peter fra ottende klasse, der engang gav mig en brændenælde (altså et smertefuldt vrid på armen) i skolegården fordi jeg var lærerbarn. Ellers er min far vist en ret populær lærer - og ikke kun fordi han viser mange film og lader klassen spille rundbold, der jo ellers er den gængse måde hvorpå man måler folkeskolelæreres popularitet. Når jeg er hjemme i en weekend, besøger jeg nogle gange min gamle skole sammen med ham (hvis han skal hente nogle bøger eller noget), og det er en helt speciel oplevelse at gå rundt i de tomme gange. 

Jeg snakker ikke med en eneste fra min folkeskoleklasse. Louise er et år ældre end mig og gik i klassen over - de havde endda min far til engelsk - men udover hende har jeg slet ikke kontakt med folk fra min hjemby. Det er da lidt mærkeligt, men på den anden side var de sidste år af folkeskolen og de følgende år ikke ligefrem en god periode i mit liv, og jeg har ikke lyst til at blive mindet om det hele tiden. Det må være nok, at jeg drømmer om at være tilbage i skolen tre-fire gange om ugen. Alt dette forhindrer mig dog ikke i at skrive tillykke på facebook til min gamle bedste veninde, der skal have en lille dreng til februar, for dét er gode nyheder, og hun har jo betydet alverden for mig.       

tirsdag den 15. november 2011

.to ting jeg virkelig holder af.

To ting jeg virkelig holder af, er Stephen King og Harry Potter. Den allersidste film udkommer på dvd i dag, og den er selvfølgelig flyttet ind på hylden til de andre i serien. Det er helt mærkeligt, at det er slut nu. Og hvor ville jeg dog ønske, at de havde udeladt de sidste fem minutter af filmen. Det er jo en pinagtig afslutning på en stribe gode film. Også Stephen King er fan - jeg kan endnu engang anbefale The Dark Tower, den sidste bog er ren meta (Stephen King selv spiller en vigtig rolle i historien) og fyldt med referencer til Harry Potter-universet. Jeg er helt overbevist om, at jeg stadig læser begge dele når jeg fylder firs. ...Men hvorfor er Stephen Kings briller altid lidt for små?

Den nyeste King har jeg fået som en tidlig adventsgave af min far, og jeg hentede den på posthuset i går. Jeg er allerede i fuld gang med den. Prøvede halvhjertet at lave en aftale med mig selv om, at den først måtte læses efter jul - men jeg vidste jo godt, at jeg ikke ville kunne lade den være. I øvrigt ventede jeg fem kvarter på lægen i går. Inden jeg havde hentet bogen, selvfølgelig. Suk, it's a cruel world. I stedet måtte jeg fordrive tiden med at smile til andre folks babyer, læse Billed Bladet og stirre ud af vinduet. Min læge var i det mindste virkelig sød - som altid. Det er rart at have en læge, der rent faktisk virker interesseret i hvad der foregår.  

mandag den 14. november 2011

.the devil and daniel johnston.

Jeg har fået den anbefalet flere steder fra, og nu har jeg endelig fået set "The Devil and Daniel Johnston", der er en af de bedste og mest rørende (musik)dokumentarer jeg nogensinde har set. Her er et helt unikt indblik i den maniodepressive kunstners barndom; han har nemlig lavet små film og kreative projekter siden han var helt ung. Senere eksperimenterer han lidt for meget med sprut og stoffer, hvilket kun fremmer hans vrangforestillinger, og det er et frygteligt ærligt billede af total menneskelig nedtur. Vi får dog heldigvis også opturen at se. Der er nemlig så meget mere i denne film der er smukt og optimistisk. Musikken er virkelig god, og Daniel er faktisk også ret sjov - ligesom de mange interviews med hans forældre og venner er det. En hel klar anbefaling herfra til folk, der godt kan lide dokumentarfilm, menneskeskæbner og god musik.  

søndag den 13. november 2011

.get lost in the memory.

Jeg har haft den allerbedste og hyggeligste weekend sammen med sødeste Louise, der kom flyvende helt fra Hobro for at tage forskud på julestemningen. I går gik vi først en lang tur i det gode vejr - først rundt på Christiania og ind over Knippelsbro, og derefter gik turen gennem Strædet, hvor vi fik brugt lidt penge på de fineste ting. Jul i Tivoli har hele tiden været udgangspunktet for vores weekend, så selvom vi begge synes det var liiiige tidligt nok med julemusik og klejner, var det dér vi brugte det meste af eftermiddagen. I år er temaet russisk jul, og som I nok kan fornemme, er de virkelig gået all-in. Jeg har aldrig tidligere besøgt Tivoli til jul, men det bliver bestemt ikke sidste gang, for der var SÅ fint. Først på eftermiddagen var der heller ikke ubehageligt mange mennesker; de myldrede først til, da mørket faldt på. 

Jeg kan ikke huske, hvornår Louise og jeg sidst har haft en weekend alene sammen. Men vi har kendt hinanden i snart et kvart århundrede(!), så tiden fløj af sted, og egentlig havde vi slet ikke tid nok. Vi kiggede i gamle fotoalbums og grinede og græmmede os over senhalvfemsernes mode; vores halbal-outfits og tur til Italien, og det var bare SÅ hyggeligt. Hun er faktisk den eneste veninde jeg har fra min hjemby og min opvækst, og nogle gange er det bare rart at kunne referere til fælles folkeskolelærere, klassekammerater og byens originaler. Alberte på halvandet blev hjemme hos far og sagde kun HEJ og HEJ HEJ i telefonen, så der var dømt hygge helt uden forstyrrelser. I morges lavede vi morgenmad med hjemmebagte boller, pandekager, scrambled eggs, bacon og frugt - et overdådigt måltid som vi fik spist det hele af, inden jeg fik taget et billede. Yndlingsweekend!

torsdag den 10. november 2011

.fra tanke til handling.

Jeps, jeg kunne ikke holde mig i skindet, og kort efter min skuffelse over den danske oversættelse af Stephen Kings Dark Tower, havde jeg bestilt den engelske udgave på play.com til billige penge. At jeg i min iver har bestilt den ene i hardback og den anden i den et par centimeter kortere paperbackudgave, er vel bare noget jeg må lære at leve med. De får lov at stå ulæste på hylden et par måneder endnu - jeg har trods alt lige læst den danske udgave - men nu er de her. Hurra!

Min forfængelighed byder mig at nævne, at min tommelfinger slet ikke ser så mærkelig og fed ud i virkeligheden - den er bare lidt i krampe over at holde fast om de tunge bøger. Min neglelak frastødte i øvrigt en ældre kunde på mit arbejde så meget, at han måtte spørge: "Jeg har aldrig set det før. Synes du virkelig selv, at det er pænt?" Det måtte jeg jo svare ja til. Jeg elsker blå.

tirsdag den 8. november 2011

.freaks and geeks.

Freaks and Geeks er på et splitsekund blevet min yndlings ungdomsserie, og jeg ville have givet meget for at have set den i 1999, hvor serien er fra og hvor jeg var fjorten år. Beverly Hills, Dawson's Creek - you ain't got nothing! Der er virkelig mange gode skuespillere samlet i én serie; Seth Rogen, James Franco, Linda Cardellini og især Jason Segel er helt fantastisk. Jeg tror endnu ikke, at jeg har set ham i en dårlig rolle? Freaks and Geeks kredser sig om Lindsay og hendes lillebror Sam, der begge går i high school i Michigan i 1980, og gæt selv, hvem der er henholdsvis freaks og geeks!

Det er et dejligt umiddelbart portræt af ungdommen, og meget nemmere at relatere til end til de førnævnte serier. På de kun atten afsnit omfavner den godt nok ufatteligt mange typiske problemstillinger og stereotyper, men det virker alligevel afbalanceret og ikke helt urealistisk. Og så er den bare virkelig, virkelig sjov! Der er så mange helt åndssvage situationer; især Lindsay og Sams håbløst gammeldags forældre er søde, men ofte ganske tåkrummende pinlige. Denne serie har alt - min eneste anke er, at den ikke er udgivet på dvd i Europa. Jeg lånte serien af Rannvá i region et-format og så den på min computer, men der måtte gerne stå et eksemplar på min egen hylde.      

mandag den 7. november 2011

.nature sometimes makes mistakes.

Min søsters hest Serafina blev flyttet til sit nye hjem i lørdags. Her er de nye staldkammerater NOGET mindre end hvad hun er vant til, til gengæld scorer de ekstremt højt på nuttethedsskalaen. Den brogede hedder Alfie, og dværgponyen hedder Pusle - og hende kan jeg altså godt finde plads til i min lejlighed! Serafina følte sig dog lidt truet (her må jeg retfærdigvis sige, at det ikke var disse små yndigheder hun følte sig truet af) og sprang ud af folden to gange i går, men mon ikke hun snart falder ordentligt til. Det er i øvrigt min gamle rideskole; et sted jeg har tilbragt det meste af min tidlige ungdom, så det var ret sjovt at være tilbage.  

søndag den 6. november 2011

.walking in the woods.

Efteråret er langt fra min yndlingsårstid, men det er godt nok en af de flotteste. Jeg er glad for, at jeg nåede en tur hjem inden de sidste blade faldt af træerne, for jeg synes nu engang de er pænere på grenene end på jorden. De små knægte blev med deres plasticsværd og brynjer forvandlet til mægtige krigere på en vigtig mission - og overbeviste selv Silke, der lige måtte hen og knurre lidt af dem. Huset på toppen af bakken er vist et yndet udflugtsmål for kysselystne folkeskoleelever - det er dog ikke noget jeg selv kan bekræfte, da jeg dengang ikke havde stort held med kæresteriet. Jeg må hellere tage Simon med derop engang og tage revanche. 

fredag den 4. november 2011

.sometimes days go speeding past.

I morges stod jeg utrolig tidligt op og tog med min søster ud i stalden, hvor hendes nye hest Serafina står opstaldet - indtil i morgen, hvor hun bliver flyttet hen på vores gamle rideskole, der ligger noget tættere på. Derfor har de trænet trailer de sidste par dage, og hunden Nickie holdt øje med, at alt gik ordentligt til. Han er eneste hund på gården i øjeblikket (udover Silke, der tydeligvis nyder at rende rundt i møddingen og blive beskidt), men han er den stolte far til omkring en milliard sorte hunde rundt om i landet, da gårdens beboer tidligere har opdrættet Formel 1 labradorhunde. For et par år siden var der ikke mindre end tredive dejlige basser på gården, men nu nyder han sit otium i fred og ro - kun generet af de frække katte. Charmetrolden på første billede hedder forresten Piccolo  (hans smukke mor hedder Jealotte), og hvis man kunne have en hest i en lejlighed på tredje sal på Amager, havde jeg taget ham med hjem med det samme. Jeg kan og vil ikke fornægte min fortid som hestepige, og jeg glæder mig til at få en tur på Serafina - når min søster altså har redet hende til. :)     

torsdag den 3. november 2011

.smoothie love.

Ikke en helt dum måde at starte dagen på. Nu sidder jeg mæt og tilfreds i det lille auditorium på KUA til forelæsning om amerikansk film fra 1970 til nu; før pausen så vi et klip fra Blue Velvet, og senere skal vi snakke om Natural Born Killers og Pulp Fiction. Til hvert emne får vi udleveret en liste over de vigtigste film og instruktører fra perioden, og det er første gang, at jeg på forhånd kender mere end halvdelen. Min underviser Peter Schepelern- der er AWESOME - dukkede i øvrigt op i kulturprogrammet på TV2 news i går aftes og gav den prætentiøse og irriterende Ole Christian Madsen tørt på, hehe. Han er en lille smule bedrevidende, men han har bestemt også noget at have det i, og det gør kun forelæsningerne sjovere og mere interessante. Jeg har snakket så godt om ham, at min kæreste troede jeg havde et lille professor-crush, men det kan jeg på det kraftigste afvise - jeg har generelt ikke crushes på mænd, der er over dobbelt så gamle som mig selv...

Resten af dagen står på en fire timers togtur, der endnu engang bringer mig hjem til en velfortjent forlænget weekend hos mine forældre og min søster. (Og Froy, Silke, Mille og Serafina.) Hurra!  

tirsdag den 1. november 2011

.craig thompson. habibi.

Jeg kunne ikke holde mig i skindet særlig længe, og søndag eftermiddag efter brylluppet for to uger siden var en perfekt anledning til at forsvinde ind i Craig Thompsons Habibi. Mange af de graphic novels jeg ellers læser, som f.eks. Daniel Clowes, er meget minimalistiske i deres stil, så det er rart at blive blæst helt igennem af nogle helt overdrevne og smukke tegninger.

Historien kredser om den unge pige Dodola, der bliver solgt som barnebrud af sine forældre til en ældre mand. Han bliver dog snart slået ihjel, og herefter tager begivenhederne for alvor fart - Dodola flygter gennem det smukt tegnede, tidløse Mellemøsten. Hun må prostituere sig for at skaffe mad til hende og hendes 'lillebror' Zam, som hun tog med, da hun flygtede fra byen. Hun ender også som favoritten i en sultans harem - sex spiller i det hele taget en stor rolle i bogen, men det er af den forbudte og fornedrende slags. Der er nu også plads til lyspunkter (historien breder sig trods alt over 672 sider), og det hele forenes i en fantastisk fortælling, der levede op til alle mine forventninger.

Den er næsten lige så god som forgængeren Blankets/ En Dyne af Sne - men den er altså også umulig at overgå i mine øjne. Første gang jeg læste den var i en weekend hos Chrelle i Søborg; han spillede Oblivion på Xbox, og jeg læste alle hans tegneserier mens vi tømte hans forældres fryser for lækre sager. Men det er jo en helt anden historie.