lørdag den 24. marts 2012

Parks and Recreation

Det er med bævende mine at jeg begiver mig ud i at beskrive det fantastiske fænomen, der er Parks and Recreation, for der er SÅ meget godt at beskrive, og ord kan ikke yde serien retfærdighed. Handlingen udspiller sig omkring Parks and Recreation-afdelingens ansatte; primært den yderst engagerede Leslie Knope, der simpelthen er det mest sympatiske menneske nogensinde portrætteret på TV. Jeg gad virkelig godt være veninde med hende, ja, faktisk gad jeg godt hænge ud med dem alle sammen. Serien kører i øjeblikket på fjerde sæson, og den har bestemt ikke tabt pusten, men er blevet endnu bedre efter Adam Scott og Rob Lowe(!) indtræder i rollerne som Ben og Chris. 

Der er så mange gode karakterer i serien at det er svært at have bare én favorit. Jeg har fire; Leslie Knope, den mutte teenagepraktikant April (hvis yndlingsband er Neutral Milk Hotel!), hendes kæreste, den ikke helt så begavede Andy og selvfølgelig mesteren selv; Ron Swanson, der hader alting undtagen breakfast food. Der er guldkorn i hver eneste episode, men nogle af de allerbedste omhandler et bryllup mellem to homoseksuelle pingviner, byens maskot Lil' Sebastian og en spøgelsesrobotstøvsuger, der spiller Black Eyed Peas som den allerværste straf, man kan forestille sig. Jeg er helt enig. Der kunne nævnes utallige eksempler endnu, men jeg synes, at I selv skal opleve dem. Mine allervarmeste anbefalinger går til denne perle, der er strøget ind på en tredjeplads på min liste over yndlings tv-serier.     

fredag den 23. marts 2012

Stephen King - Bag of Bones

Bag of Bones fra 1998 er en af de mest stemningsfremkaldende og uhyggespredende romaner jeg nogensinde har læst. Ligesom en anden King-favorit, Duma Key fra 2008, handler den om en kunstnerisk mand, der efter store ændringer i sit liv trækker sig tilbage til et feriehus ved vandet. I Bag of Bones en forfatter med en alvorlig skriveblokering, der tager til Maine (hvor ellers), og i Duma Key møder vi maleren Edgar, der er at finde i en usædvanlig King-setting, nemlig Florida. I Bag of Bones er hovedpersonen forfatteren Mike Noonan, der har svært ved at komme videre i livet efter konens pludselige død. Nemmere bliver det ikke da han opdager, at hun var gravid - for han kan ikke selv få børn. I huset ved søen begynder han at finde små tegn på, at hun prøver at kommunikere med ham og fortælle, hvilke opdagelser hun har gjort sig i den meget interessante lokalhistorie. Men hun er ikke den eneste, der prøver at kontakte ham fra den anden side...   

Bag of Bones er meget højt placeret på listen over mine yndlings Stephen King-romaner; i perioder ligger den endda helt i top. Derfor var jeg særdeles bekymret, da jeg så, at Mike Garris havde kastet sig over det store projekt det er at adaptere historien til det store lærred - eller det lidt mindre lærred er det jo i dette tilfælde, da det endte med en miniserie lavet til TV. Mike Garris har også instrueret tv-udgaven af en anden favorit, The Stand, hvilket han faktisk slap hæderligt fra; en nyere adaption af The Shining, der er bogen mere tro, samt Desperation, der var ret forfærdelig. Man ved ikke helt, hvad man kan forvente fra den gode Garris. Nu Bag of Bones - med Pierce Brosnan i hovedrollen..? Really..? Men når man ikke har nogle forventninger, er det sværere at blive skuffet, og der er bestemt også et par gode elementer og uhyggelige overraskelser i Bag of Bones. 

Desværre er der bare endnu mere, der IKKE fungerer. Stephen King er ikke kendt for begrænsningens kunst, og hans fortællinger bliver endnu bedre af de mange sidehistorier, der til sidst føres sammen i en stor finale. Det kan være svært at presse ind i en film, og selvom der her er tale om en miniserie på fire timer, virker visse passager meget forhastede. Det hele går alt for hurtigt, og jeg nåede ikke for alvor at fatte sympati med nogle af karaktererne. Et andet af Kings kendetegn er en stor brug af indre dialog, der også kan være vanskeligt at vise på film. En af de allerstørste bommerter er i mine øjne at give Brandon fra Beverly Hills en havlstor rolle. Åh gud, Pierce Brosnan OG Jason Priestly? Jeg vil i stedet anbefale alle at læse bogen, der også er et rigtig godt sted at starte, hvis man ikke kender så meget til Stephen King.    

onsdag den 14. marts 2012

Dana Buoy

Dana Buoy hedder i virkeligheden Dana Janssen - og man kender ham nok bedst som trommeslager og sanger i Akron/Family. (Hvis man da overhovedet kender Akron/Family, altså...) Til maj udkommer hans første soloplade, 'Summer Bodies', som er delvist indspillet i en hytte på stranden i Thailand. Det kan høres på førstesinglen 'Call to Be', som jeg ikke kan holde op med at lytte til igen og igen. Jeg skal forresten giftes med ham, hvis min kæreste en dag forlader mig til fordel for en hot folksangerinde, for han er SÅ sød og pæn.  I kan høre 'Call to Be' lige her. 

tirsdag den 13. marts 2012

hvem bor i en ananas?

Svampebob Firkant, Patrick og Gary har figureret ALT for lidt på bloggen det sidste års tid. De bor til dagligt i en skuffe, men af og til og lige nu har de fået ærespladsen på hylden i soveværelset, hvor de spreder lidt forårsstemning, fest og farver. I år kommer jeg slet ikke til Spanien, hvor de ellers plejer at have BUNKER af Spongebob-relaterede ting - mon Polen også er glad for Svampebob?  

onsdag den 7. marts 2012

if you are wasting your life say hi

Se hvad jeg har fået i tidlig fødselsdagsgave af min kæreste! Min første Xiu Xiu-plade på vinyl, og hvilken vinyl at starte ud med. Indlæggets overskrift er også pladens åbningslinje, så alt er ved det gamle - verdens mest deprimerende og kyniske tekster pakket ind i legende støj. Jeg glæder mig enormt meget til koncerten om en måneds tid (fjortende april, stengade tredive - be there!), for deres sidste koncert i København var virkelig en oplevelse. (Også den forrige, men den har jeg lidt besvær med at huske...) Zola Jesus, som varmede op for Xiu Xiu sidst, gæster i øvrigt også København igen - otteogtyvende marts - også stengade tredive. Jeg kunne godt have ønsket mig en dobbeltkoncert igen, men nu får jeg til gengæld TO forhåbentligt gode aftener.

tirsdag den 6. marts 2012

it makes my eyes explode

Mønstre og struktur gør mig generelt glad, og det er endnu bedre at se dem i naturen. Jeg har tusind ting hængende over hovedet, tusind ting, jeg skal have sat i system og struktureret og planlagt. Det er naturen heldigvis ret ligeglad med. 

lørdag den 3. marts 2012

Cormac McCarthy

Jeg har de sidste par år for alvor fået øjnene op for Cormac McCarthy. Min første roman med den amerikanske forfatter var The Road, som jeg læste, da jeg var på ferie på Fuerteventura for to år siden. Jeg lå på en liggestol ved poolen, drak lækre drinks og spiste bunkevis af gratis, lækker mad - all inclusive er slet ikke så dumt - mens jeg læste denne fantastiske fortælling om et postapokalyptisk USA hvor solen aldrig skinner, og hvor mad er en mangelvare. Det gav lige min læsning lidt ekstra kontrast. Nu er postapokalyptisk litteratur og film generelt i høj kurs hos mig, så jeg havde ret høje forventninger til The Road - forventninger, der bestemt blev indfriet. Tempoet i denne slags bøger er generelt højt, men et kendetegn ved McCarthys bøger er langsomheden, og også faderen og sønnens tur gennem USA føles som en evighed. Det er et uhyggeligt billede af, hvor langt menneskeracen er parat til at gå, når den bliver sat i ekstreme situationer (død og ødelæggelse og sult og jordens undergang kan vel ret beset godt betegnes som en ekstrem situation...) 

Vel hjemme fra ferie havde jeg mod på mere, og det blev No Country For Old Men, som jeg på det tidspunkt allerede havde set filmatiseringen af. Coen-brødrene har helt klart sat deres fingeraftryk på filmen, men samtidig er den bogen meget tro - ligesom The Road er det. Jeg ville helt klart have foretrukket at læse bogen først, for det ødelagde lidt af min læseoplevelse at have Javier Bardem med pagehår i hovedet hele tiden. Jeg er ret begejstret for, at en menneskejagt kan beskrives i sådan et detaljeret og meget langsomt tempo.

For en måneds tid siden købte jeg Border-trilogien (på de øverste billeder) megabilligt og har siden fået læst den første; All The Pretty Horses. Karaktererne er ikke de samme i de tre bøger, og jeg tror lige, at jeg gemmer de to sidste til en anden god gang, hvor jeg har rigtig meget tid at slå ihjel - jeg synes ikke de egner sig til tyve minutters godnatlæsning et par gange om ugen. Nå, men i den første bog møder vi to unge knægte, der rider fra deres hjem i Texas og ned for at søge lykken i Mexico. Undervejs får vi indgående beskrivelser af de smukke omgivelser og de skønne heste, hvilket lige er noget for en gammel hestepige som jeg. Idyllen er dog truet af en bette knægt, der følger efter dem på en stjålen hest - og efter ham følger det mexicanske politi. Et ret hæsblæsende forløb, der beskrives ganske langsomt og nøgternt, og det er så godt skrevet. Siden har jeg haft en brændende trang til at hoppe på hesteryg og ride rigtig hurtigt på en uendelig græsmark efterfulgt af en badetur i en kølig flod - og så måske en lille lur, mens hestene græsser i skyggen.     
Jeg har set filmatiseringer af alle tre bøger, og det samlede indtryk er også her overordentligt positivt. Jeg kan forestille mig, at bøgerne har været vanskelige at adaptere til film - netop grundet deres relativt langsomme tempo, men filmene kan så noget andet. Filmatiseringen af The Road er præcis ligeså skræmmende og dyster som romanen, og langt hen af vejen er den også historien ganske tro. Der bliver spillet en anelse mere på kærlighedselementet, og der er udeladt et par horrible passager fra bogen - hvilket er en skam, men alt i alt synes jeg ret godt om filmen, og en udsultet og forhutlet Viggo Mortensen spiller virkelig godt. 

I sidste uge skulle jeg på mit arbejde opdatere vores oversigt over alle filmene, og pludselig falder jeg over All the Pretty Horses, som jeg ikke anede eksisterede. Coveret er, som I kan se, ganske forfærdeligt, og jeg havde næsten ikke lyst til at se filmen, i frygt for at den ville ødelægge den gode oplevelse jeg lige havde haft med bogen. Men jeg kunne jo ikke lade være... Og den var faktisk slet ikke så slem! Igen, der bliver skruet lidt op for kærligheden, og Penelope Cruz' karakter Alejandra fylder noget mere i filmen, men der er også rigtig smukke landskabsbilleder, fantastisk flotte heste, og Matt Damon er slet ikke så irriterende som normalt.