onsdag den 27. juni 2012

movies on my mind #5

Only Yesterday, 1991
Happiness, 1998
Life During Wartime, 2009
Sammen med min veninde har jeg fået set et par gamle favoritter og opdaget en ny. Først på programmet var Only Yesterday af Isao Takahata, og på japansk hedder filmen Omoide Poro Poro, hvilket skulle betyde noget i retningen af "memories come tumbling down". Det er en meget god beskrivelse af denne helt rolige fortælling om pigen Taeko på syvogtyve, der er single og arbejder i Tokyo. Hun beslutter sig for at hive stikket ud i en periode, og tager på landet for at hjælpe nogle fjerne slægtninge med høsten af saflor, der er en slags tidsel. På togturen derhen vækkes de første minder til live fra da hun var en lille skolepige, der ønskede mere end noget andet at komme på sommerferie på landet ligesom alle de andre i klassen. Herfra flyder minderne i en lind strøm - især er jeg glad for hendes minde om menstruation, og hvor pinligt det bare var, hvis drengene fandt ud af det. Taeko bliver glad for det nedbarberede og helt simple liv på landet, og må snart gøre op med sig selv, om hun har været tro mod de håb og drømme, som hun havde da hun voksede op.  
  
Dernæst så vi to Todd Solondz-film, Happiness fra 1998 og fortsættelsen Life During Wartime fra 2009. Min helt Daniel Clowes har tegnet plakaten til førstnævnte, der længe har haft en æresplads i min samling, og da en kunde på arbejde den anden dag nævnte fortsættelsen, måtte den jo med hjem med det samme. Begge film handler om de tre søstre Trish, Joy og Helen, der i deres liv kæmper med cirka alt det dårlige, et menneske overhovedet kan komme ud for. Depression, pædofili, ensomhed, selvmord - you name it, they've tried it - men det er beskrevet på så overdrevne og absurde måder, at man kun kan grine lidt af al elendigheden. 

søndag den 24. juni 2012

I could eat for a million hours

 SCAMPI CON POMODORINI: stegte tigerrejer med cherrytomater, hvidløg og hvidvin, serveret på en skive landbrød
CARPACCIO DI CARNE: tynde skiver rå oksemørbrad med rucola, pinjekerner og frisk revet parmesan (og soltørrede tomater, oliven og artiskok, men det var bare en ekstra bonus)
FILETTO DI MANZO: grillet oksemørbrad med dagens grøntsager (samt kartofler og bernaise sauce i rigelige mængder)
MOUSSE DI CIOCCOLATA BIANCA E´ NERA: hjemmelavet hvid og mørk chokolademousse
Det var ikke så sjovt at komme hjem til et gabende tomt køleskab efter at have spist sådan en lækker middag som jeg gjorde i onsdags med min familie. Vi spiste her, og det var en virkelig hyggelig aften, hvor vi aftalte at tage til Østrig på sommerferie om en måneds tid. Jeg glæder mig allerede!  

fredag den 22. juni 2012

it pleases me this memory

Verdens bedste mor, altså min, har fødselsdag i dag. Tillykke! Hun har fået en tablet, så hun kan spille Wordfeud på en større skærm (og så min far kan få sin telefon tilbage...), og min søster og jeg gav hende nogle fine kopper fra Rice. Det er hende på den øverste tegning, selvom jeg nu husker hende med lidt mere hår og noget mindre prangende øreringe. Nederst er hele familien, åbenbart til fastelavn, for jeg har mit mariehøne-kostume på. Det gule hus bor mine forældre stadig i, men den røde Lada er blevet skiftet ud et par gange siden...

søndag den 17. juni 2012

I wasn't born with enough middle fingers

Egentlig har jeg slet ikke lyst til at skrive om koncerten i går, for der vil mangle så meget mere, der er så mange usagte ting mit forhold til den fantastiske institution, der er Marilyn Manson. Jeg har det mærkeligt ved bare at nedfælde et par hurtige linjer om en koncert, når denne mand indirekte har reddet mit liv. Han fortjener fem tusinde sider og min ubetingede dedikation opmærksomhed. Men et par hurtige linjer bliver det, for jeg er lige kommet hjem til min familie, og jeg kom til at græde lidt af træthed over aftensmaden. Jeg trænger simpelthen så meget til at slappe helt af et par dage på mit teenageværelse. Jeg blev da også sytten år igen da tæppet gik i går, og Manson og Twiggy stod lige foran mig - det samme gjorde Nanna, og det var fem kvarter i himlen. Og i silende regnvejr, vel at mærke - og nej, jeg havde alligevel ikke taget mine gummistøvler på. Marilyn Manson var i absolut topform, og det var en meget bedre koncert end den fra nul-syv. Jeg døde lidt af lykke, da jeg hørte Tourniquet og Antichrist Superstar, og han spillede ikke et eneste nummer fra de sidste to, helt forfærdelige plader, så det var bare helt perfekt. Mit kamera ville helt sikkert have druknet i regnen, så det blev altså i lommen - billederne er derfor ikke mine, men alligevel ret aktuelle. Nu må jeg hellere se den der landskamp. 

onsdag den 13. juni 2012

hear me roar again

Travlhed på hjernen. Men her er en løve, som jeg tegnede engang i firserne.

fredag den 1. juni 2012

The Smashing Pumpkins - Siamese Dream

Et af de bands, der er blevet hørt allermest på mit teenageværelse er The Smashing Pumpkins. Min fascination startede, da jeg som tiårig så videoen til Bullet With Butterfly Wings på MTV, og jeg har ikke kigget mig tilbage siden. Jeg har ikke tal på alle de gange jeg har ligget på min seng og lyttet til især Mellon Collie And The Infinite Sadness og Adore, som jeg kender ud og ind, og hvis tekster jeg aldrig glemmer. Billy Corgan er nok et af de mennesker jeg allerhelst vil drikke en øl med, og han har bestemt også været genstand for noget teenageforelskelse. Mit VHS-bånd med alle musikvideoerne er helt tyndslidt i 1979-videoen, hvor Billy sidder på bagsædet af en bil og smiler det sødeste smil i verden. Jeps - der er ét eller andet over denne høje, skaldede mand. 

Billy Corgan har hele sit liv kæmpet med OCD, depressioner, selvskade og tanker om selvmord, og det er jo desværre alle sammen ting, jeg selv er bekendt med. Det lyder så banalt, men det gør bare, at musikken rører mig endnu dybere. Jeg har godt nok tudet mange gange til Crestfallen fra Adore, men mindst lige så mange gange har jeg, boblende af glæde, sunget Today i uskøn fuldeduet med Nanna, eller hørt Disarm uhyggeligt højt under opvasken. Da jeg gik på gymnasiet i Randers havde jeg fyrre minutters bustur hver vej og masser af tid til at høre alt muligt musik, men én ting var sikker - når jeg gik fra bussen op til skolen, hørte jeg hver dag Thru The Eyes of Ruby, som uden sammenligning er min yndlings Pumpkins-sang.

Smashing Pumpkins er indirekte også skyld i, at jeg bor i København. Altså, jeg var nok flyttet herover uanset hvad, så det er selvfølgelig at stramme den lidt, men de var i hvert fald skyld i, at jeg kendte nogle mennesker da jeg flyttede. Chrelle har jeg nemlig mødt på det danske Smashing Pumpkins-forum, der mest af alt bare var en lille trofast skare, der diskuterede SP og alt muligt andet på nettet. Vi mødtes et par gange på Roskilde Festival, der blev holdt et par fester, og snart vidste alle mere eller mindre hvem hinanden var. Jeg mødte også en anden fyr fra København på siden,  og via ham en bunke andre søde mennesker, som jeg virkelig har haft det godt sammen med. Jeg fik også et værelse i en af vennernes lejlighed (og ham skal jeg se spille om et par uger på Copenhell!), og selvom jeg nu opdagede en hel masse ny musik, hørte jeg stadig rigtig meget Smashing Pumpkins, især når jeg gik lange ture på Nordhavnen. 

Nå, jeg kunne blive ved - jeg har slet ikke fortalt om de to koncerter, jeg har været til. Men nu må jeg altså have mig en lur. Min kæreste har smittet mig, og nu er jeg mere forkølet, end jeg har været i årevis. Måtte melde mig syg på arbejde, og må droppe Kitty Wu-koncert med Lotte, Heidi og Stefanie i aften. Kan kun ligge og snøfte og læse lidt fonetik af og til, selvom jeg snart ikke kan gøre mere på dén konto - nu må det bære eller briste. Indimellem tillader jeg dog mig selv at høre musik, svælge i gamle minder og ramble løs herinde. Billederne forestiller i øvrigt, som indlæggets titel antyder, Siamese Dream, der sidste år blev genudgivet på vinyl - og hvilken lækker en af slagsen. Den kunne jeg ikke stå for, og da jeg sidst vandt en konkurrence på arbejdet, røg den med hjem til samlingen.