mandag den 30. juli 2012

Stephen King - The Wind Through The Keyhole

Den nyeste Stephen King, The Wind Through The Keyhole, er en historie i en historie i en historie. Rammehistorien har mine gamle venner fra Dark Tower-serien i hovedrollerne, og det er et virkelig dejligt gensyn. Handlingen foregår mellem bog nummer tre og fire i serien, og her sker ikke noget banebrydende eller afslørende for dem, der ikke har læst serien endnu. Roland og slænget må søge ly for en storm, og de fordriver tiden ved at lytte til Rolands beretninger om sidst, han måtte søge ly for en storm- en såkaldt Starkblast - hvor han fortalte en ung knægt en historie - der er bogens længste. Lidt forvirrende, og måske en anelse unødvendigt, men intertekstuelle referencer er altid et hit i min bog, så det er jeg villig til at lade passere.

Desværre er historien bare ikke ret god. Bevares, man får hurtigt sympati for den unge Tim, der bor alene med sin mor i en lille by i skovkanten, for The Covenant Man kommer hvert år og kræver urimeligt høje skatter af de stakkels fattige mennesker. Her er også drager, mystiske væsener og magi, men det er ikke rigtigt nok. Der er godt nok 323 sider i min hardback-udgave, men der står ikke ret meget på hver side, og med tanke på Kings forkærlighed for lange romaner er det underligt, at han ikke har ladet historien udfolde sig lidt mere.

I morgen tidlig går turen til Krakow - og på torsdag videre til Katowice og OFF Festival. Ha' det godt så længe!      

lørdag den 28. juli 2012

there's never a next time, there's only a this time

Jeg kan ret godt lide at være på katolske kirkegårde. Den i Lofer var ingen undtagelse. De er så meget mere bombastiske end kirkegårdene herhjemme i Danmark, og samtidig også meget mere personlige, med små billeder af afdøde på gravstenen. Hjemme i lejligheden var vi også godt beskyttet, for over vores dør - og over stort set alle andre døre i hele byen - har værtsfamilien nedkradset nogle tegn, der faktisk beder om Kaspar, Melchior og Balthasars beskyttelse i året 2011 (okay, de var lidt bagud, men det er vel tanken der tæller.)

fredag den 20. juli 2012

the hills are alive with the sound of music

En lille update fra Østrig, hvor vi virkelig nyder livet og overvejer at blive for evigt. Jeg har ikke siddet ret meget ved computeren, men nu regner det virkelig meget udenfor, og vi sidder med hver vores tablet, computer og smartphone - min søster og mine forældre spiller wordfeud med hinanden, og jeg er asocial og blogger lidt. Billederne er fra den anden dag, hvor min far, hunden og jeg tog på bjergvandring på Loferer Alm. Jeg er i helt åndssvagt dårlig form, men det var faktisk ikke så slemt, og det sortnede kun for mine øjne en enkelt gang, haha. På toppen fik vi øl, cola og vand til hunden og kiggede på nogle af de firehundrede alpekøer, der går rundt deroppe.

torsdag den 19. juli 2012

Stephen King - Misery

For en måneds tid siden genså jeg filmatiseringen af Misery sammen med Rannvá, og siden har jeg også genlæst den relativt korte roman. Mange kender historien om den succesfulde forfatter Paul Sheldon, der kører galt under en snestorm og bliver reddet af sygeplejersken Annie Wilkes, der dog viser sig at være skingrende sindssyg, hvilket er mildest talt ubehageligt. Rob Reiner, der også er manden bag den fantastiske filmatisering af Stand By Me, kastede sig over projektet i 1990, og her har vi efter min mening med en af de bedre Stephen King-filmatiseringer at gøre.

Kathy Bathes er helt formidabel som Annie Wilkes. Hun er virkelig uhyggelig, fordi hun virker så oprigtig skør i bolden. Hun er umulig at rationalisere med og komplet uforudsigelig, og James Caan gør som Paul Sheldon et rimeligt arbejde med at være målet for hendes sindssyge. Jeg tror den generelle holdning er, at han også spiller ret godt, men for mig er han bare lidt for... halvfemser i sit skuespil. Annie Wilkes er selvproklameret "number one fan" af Paul Sheldon, og hun bliver komplet ulykkelig da hun opdager, at Paul har slået hendes yndlingskarakter Misery ihjel. Hun tvinger ham til at skrive en ny roman, hvilket også er et lille stik fra Kings side - han følte pres fra sine constant readers om hele tiden at skulle skrive videre på Dark Tower-serien. Jeg kan godt forstå dem lidt dog, jeg kan virkelig ikke vente til næste bog i "A Song of Ice and Fire" udkommer.  

En personlig anekdote; min far og jeg (og sidenhen min søster) har altid nørdet Stephen King. Da jeg gik i niende klasse, gik Misery som teaterstykke i Aalborg, og det skulle min far og jeg naturligvis se. På vej ind til stykket møder jeg min første kærestes forældre, som jeg ikke havde set siden jeg ikke længere ville være kæreste med deres søn et år tidligere. De syntes helt sikkert bare, at det var hyggeligt at se mig, men jeg kunne KUN tænke på, at jeg havde gjort deres søn så ked af det. Derfor kan jeg nærmest ingenting huske af selve stykket - men bogen er ideel som teaterstykke (selvom jeg ikke er ubetinget begejstret for det medie...), da det meste af handlingen foregår omkring kun to personer i ét rum.  

søndag den 8. juli 2012

Friday Night Lights

Friday Night Lights er en af de mest rørende og medrivende tv-serier jeg nogensinde har set. Jeg har udsat den længe, for jeg syntes ikke en serie om high school football lød så interessant. Men FNL er så meget mere. Og jeg er næsten blevet fan af sporten - forstår i hvert fald nogenlunde, hvad der foregår på banen. Serien handler om high school holdet Panthers, der hører til i fiktive Dillon, Texas, med coach Eric Taylor og hans familie som omdrejningspunkt. Hver sæson er en ny kamp for at komme til at spille om State Championship, og hver eneste kamp er spændende. De unge knægte kæmper med alt hvad de har lært, og jeg er helt forelsket i dem alle sammen! Især i rebellen Tim Riggins, der fastholder min kærlighed gennem alle fem sæsoner, men også Landry er helt fantastisk. Flere karakterer forsvinder i de senere sæsoner, men nye kommer til, og de gør det også godt - især Vince Howard-, selvom femte sæson i perioder er lidt svag. Den når dog sit vanlige niveau i de sidste fire-fem afsnit - afslutningen på hele serien er noget af det smukkeste tv, jeg nogensinde har set. Vi snakker altså en slutning, der når Six Feet Under-lignende højder.

Det er altså en seriøs gang teenagedrama, serien har gang i - og jeg ville gerne have set den også, da jeg var yngre. Tyra er en helt fantastisk pige, der mildest talt kæmper med noget social arv. Hendes søster Mindy arbejder i en stripklub, hvorfra der også er et par rigtig gode scener - især den, hvor Becky skammer sig over sin første gang. "I mean, who loses their virginity in a truck?", hvorefter stort set alle pigerne rækker hånden op. Åh, white trash i Texas! <3 Men også mere 'almindelige' familier bliver portrætteret - jeg er vild med coach Taylor og hans kone Tami, selvom han nogle gange godt kan være lidt streng og stædig. 

Jeg har allerede én gang kommenteret på det helt sublime soundtrack til serien, men jeg må lige komme med endnu et par tilføjelser. Landrys søde bandmate synger Flaming Lips' She Don't Use Jelly på en helt vildt charmerende måde, og de er bare så nuttede. Og der er The Killers, Iron & Wine, Whiskeytown, ...And You Will Know Us by the Trail of Dead og Sufjan Stevens som baggrundsmusik - så bliver det altså ikke meget bedre. Jeg elsker Friday Night Lights, og alle bør unde sig selv den oplevelse det er at give sit hjerte til Dillon Panthers. CLEAR EYES FULL HEARTS CAN'T LOSE!

(Først blev der faktisk lavet en film, Friday Night Lights fra 2004. Den er udgået, men den anden dag fandt jeg den i TP i Amager Centret - tak, konkurrent! Jeg tænkte, at jeg hellere måtte se hvor al magien stammer fra, og det er også en god film. Har dog mig selv mistænkt for at ville elske alt, hvor Explosions In The Sky spiller i baggrunden. Billy Bob Thornton er coach her, og han er altså ingen coach Taylor. Derudover virker det hele meget forhastet, når man på to timer skal se begivenheder, man lige har set udfolde sig på tretten afsnit, men det er nok bare mig, der lige skal vænne mig til at se film igen.)

fredag den 6. juli 2012

Fringe


Fringe er sammen med Breaking Bad en af de allermest fængende og underholdende tv-serier, jeg har set i nyere tid. Det tog mig ellers lige et stykke tid at blive overbevist - næsten halvdelen af første sæson, faktisk, for der mindede serien mig mest bare om CSI med et twist. Men oh boy - Fringe er SÅ meget mere. En slags moderne X-Files med et helt forrygende persongalleri - med John Noble som Walter Bishop som min helt klare favorit. I starten kunne jeg KUN se Denethor for mig, den onde marsk af Gondor i Ringenes Herre - ham der spiser og spiser mens stakkels lille Pippin synger så smukt. Suk. Nu ser jeg dog John Noble som Walter Bishop - en meget mere elskelig karakter. Efter at være blevet løsladt fra et sindssygehospital efter hele sytten år, huserer han i et gammelt laboratorium under universitetet Harvard - herfra hjælper ham og sønnen Peter (Joshua Jackson) det såkaldte Fringe-team, en afdeling under FBI.

Og det er ikke småting, teamet kommer ud for. Med Olivia Dunham (den i starten noget ligegyldige, men nu søde Anna Torv) i front, søger holdet at finde forklaringer på alverdens mystiske (ofte drabs)fænomener, og uden at afsløre for meget (men det er en lille spoiler), må jeg nævne det alternative univers, der er helt exceptionelt godt udført. Fauxlivia og Walternate er helt geniale. Her ser vi også mere til endnu en af mine favoritter, Charlie Francis.

Et godt parameter på en tv-serie for mig er altid, om den kan få mig til at tude lidt. Og det kan Fringe! Især forholdet mellem Walter og den unge, enormt sympatiske lab-assistent Astrid er spot-on og bliver bare bedre og bedre. Og afsnittet, hvor det midterste billede er fra, er et af de (forholdsvist mange) afsnit, der rørte mig dybt. Men det meste af tiden er det bare helt utroligt sjovt. Som for eksempel her, hvor de ser Svampebob. Jeg har måttet overgive mig fuldstændig, og Fringe stryger ind på en top ti, der virkelig snart skal opdateres.
 

tirsdag den 3. juli 2012

Hotel The Exchange, Amsterdam, pt. II

Hver etage på hotellet var indrettet af forskellige designere. På første etage var den skønne, brede sofa med utallige smukke puder, og stolene med tøj på boede på anden etage. Vi boede på fjerde etage, men skulle tage elevatoren til tredje og gå ad snoede gange, over i en anden bygning og op af nogle trapper derfra - vildt forvirrende, men meget hyggeligt. I gadehøjde ligger den tilhørende café Stock, hvor vi spiste en lækker morgenmad (panini og friskpresset appelsinjuice!) fredag morgen, indtil vi fandt en meget billigere bager lidt længere nede af gaden. Og som om det ikke var nok, hører der også en "contemporary department store" til hotellet, nemlig Options!, der lå ved siden af caféen. Der var fyldt med lækre ting, men jeg begrænsede mig til at købe en lille ting til min søster. 

Alt i alt var jeg meget imponeret over og tilfreds med dette hotelkoncept. Hvis I også synes det lyder spændende, kan I tjekke deres hjemmeside her. Så vidt jeg har forstået, kan det dog bedst betale sig at give et par hundrede kroner ekstra for et fire-stjerners værelse, da de helt billige værelser vist slet ikke har vinduer...

mandag den 2. juli 2012

Hotel The Exchange, Amsterdam, pt. I

I Amsterdam havde vi fornøjelsen af at overnatte på et helt specielt hotel, der lå to minutters gang fra... alting; hovedbanegården, shoppingkvarteret, samt den gamle by med kirker, red light district og coffeshops. Hotellet, og dets værelser (der rangerer fra én til fem stjerner) er indrettet af studerende på Amsterdam Fashion Institute, og det er fyldt med små trapper, halve etager, kringlede gange og fine elevatorer. Vi boede i et fire-stjerners værelse, og det var virkelig godt. Sengen var kæmpestor, rummet inspireret af Rembrandt og hans krave, og vi havde tre store vinduer med udsigt til Damrak, hovedgaden. Derfor larmede det også en smule om natten, men det kunne vi sagtens sove fra - straks værre var det, at vi måtte dele en dobbeltdyne. Suk! Dette var dog eneste kritikpunkt, og resten af hotellet  var helt i top. Udefra ser det ikke ud af meget - facaden og skiltet i gadehøjde er ikke bredere end døråbningen på øverste billede, men indenfor (flere billeder følger i morgen) er det altså en helt anden historie.