fredag den 31. august 2012

it's my favorite song they're gonna play

Jeg har været på arbejde i ti timer i dag, jeg skal arbejde både i morgen og søndag, og i går brugte vi hele aftenen på at vaske trapper i opgangen. Men alt det er lige meget, for i dag var virkelig god, og på søndag skal Nanna og jeg til Lady Gaga! Det kommer helt ud af det blå, men jeg glæder mig SÅ meget. Kender næsten ikke hendes nyeste plade, og et hurtigt lyt på spotify er også en noget blandet fornøjelse, men The Fame Monster er nok en af de bedste popplader i det nye årtusind. Telephone har meget længe ligget nummer et på min last.fm liste over mest hørte numre. (Der er jo en grund til, at min profil hedder musicismysecret, den er lidt pinlig) Og så er hun jo ufatteligt lækker.

Stephen King - Lisey's Story

I sommerhuset genlæste jeg Lisey's Story fra 2006. Hovedpersonen er enken Lisey Landon,  gift med den meget succesfulde forfatter Scott Landon, der døde to år tidligere. Historien er flettet sammen af to handlingsforløb; nemlig Liseys nutidige liv, samt fortællingen om hendes mand og hans helt umenneskelige opvækst. Der var seriøs psykisk sygdom i Scotts familie, manifesteret ved enten overdreven, voldelig adfærd eller en dyb, katatonisk tilstand - og Scotts far hørte til den første kategori. Som barn havde Scott et tilflugtssted i en anden verden, Boo'ya Moon, hvor han især søgte hen efter faderen havde slået broderen Paul ihjel. Boo'ya Moon er et forunderligt og smukt sted, men også et farligt sted, fyldt med distraherende, lokkende og farlige skabninger. Lisey har gennem mange års samliv lært sin mands hemmeligheder at kende, men hun har fortrængt dem og skubbet dem fra sig, af frygt for selv at miste grebet med virkeligheden. Efter Scotts død bliver hun dog stalket af en skør fan, der er ude efter upublicerede manuskripter, og da han viser sig at være særdeles farlig, bliver hun nødt til at søge hjælp i Boo'ya Moon. 

Lisey's Story er en romantisk og meget rørende kærlighedshistorie - der samtidig er dybt væmmelig, ulækker og uhyggelig, så det er lige som jeg bedst kan lide det. Visse elementer i bogen minder liiiidt om noget, der er set før (jeg forestiller mig f.eks. deres hus og tilhørende skrivelade som værende næsten identisk med huset i Bag of Bones - og så er det mildest talt ikke første gang, at SKs hovedperson er forfatter), men i denne nye kontekst gør det ikke noget.  Og jeg elsker alle referencerne til andre King-værker; hvoraf den vigtigste må være at handlingen foregår i Castle Rock, Maine, ligesom også Cujo, Needful Things, The Dead Zone, The Dark Half samt meget af handlingen i Bag of Bones gør det. Der er dog ikke kun gammelkendte temaer og steder i Lisey's Story. SK bevæger sig for alvor ind på nyt territorium i sin beskrivelse af Liseys familie. Båndet mellem Lisey og hendes søstre er nemlig fremragende godt fortalt af en mand, der ikke selv har nogle søstre. Kærligheden, overbærenheden og ikke mindst irritationen er evigt til stede, og SK er heller ikke bange for at tage de helt tunge emner op i familiebeskrivelsen - her er både selvskade og selvmordsforsøg beskrevet på en sober og skræmmende realistisk måde.  

Sangteksten fra "Where the Stars go Blue" af Ryan Adams står lige før bogens første kapitel. Den sang er en af mine yndlingssange i hele verden, og en sang jeg har hørt meget, når jeg har haft det rigtig svært. Det betyder derfor utroligt meget for mig, at det lige netop er den sang Stephen King bruger i en bog, hvor selvskade er et af emnerne. At skære i sig selv kan ofte handle om at få afløb for nogle følelser, som man overhovedet ikke har kontrol over, og i Lisey's Story er det for at kunne kontrollere ondskaben, at faderen skærer i sig selv og sine sønner. Ingen af delene hjælper selvfølgelig i længden, men vigtigheden i at anerkende og prøve at forstå den trang hos sine medmennesker understreges flere gange i romanen, der nok har en placering på min endnu ikke udfærdigede Stephen King- top ti. Jeg var virkelig rørt og meget opslugt af den - også selvom det er anden gang jeg læser den. Bogen er endnu ikke filmatiseret, men jeg gad godt se en instruktør prøve kræfter med især Boo'ya Moon.      

torsdag den 30. august 2012

yes, in a dream all my teeth fell out

Sommerhusturen gav også gode eksempler på de af naturens skabninger, der ikke rigtig kan siges at være nuttede; nemlig hvepse, måger og krabber. Hvepsene, der havde bygget det smukkeste hus under taget på redskabsskuret, lod os faktisk være i fred hele tiden - i sådan en grad, at vi længe troede det var bier. Mågerne var sindssygt store. Min mor nævnte "The Birds" af Hitchcock, og derefter følte jeg hele tiden de kiggede ondt på mig. I virkeligheden var de nok bare lidt mugne over at blive forstyrret midt i aftensmaden - den klamme bunke midt på stranden er hundredevis af krabber, der er blevet smidt ud som affald af fiskerne. Krabber har jeg altid haft det lidt mærkeligt med. Mine følelser placerer sig et sted mellem fobi og fascination, for krabber er vildt seje. Men jeg havde en periode, hvor jeg drømte om dem hele tiden. Engang drømte jeg, at jeg lå i komalignende tilstand på noget lavt, stillestående vand, hvor jeg efter flere måneder fødte en krabbe. Krabben kogte jeg(!) og spiste(!!) sammen med Chrelle, der var krabbens far. Freaky shit. 

onsdag den 29. august 2012

and every night was fire and wine

Jeg har lige spist en gang kedelige nudler til frokost, for madkassen er gabende tom. Godt, at det snart er den første igen, så vi kan købe ind til noget ordentligt mad, og indtil da må jeg tænke tilbage på de lækkerier, jeg spiste i sommerhuset. Brunch, indtaget udenfor selvfølgelig, var den bedste måde at starte ferien på, og burgeren nederst kaldte på os, da vi trætte og sultne var på vej hjem fra vores laaaaange gåtur. Min kæreste fik selvfølgelig en bøfsandwich, og jeg fik en cola, selvom det ikke var lørdag. Ikke vist er de grotesk store mænger slik, vi fortærede i løbet af bare fire dage - men der var meget. Jeg brød med alle mine principper og spiste bland-selv slik (og prøvede at lade være med at tænke på små tyske børn og deres klamme, beskidte fingre over det hele). Lørdag aften havde vi besøg af min familie, og der tog vi også ud at spise. Kom dog liiidt sent afsted, og restauranterne havde enten lukket eller var helt fyldte, men til sidst fandt vi Hotel Hanstholm og deres buffet. Tjenerne ville dog tydeligvis gerne have haft tidligt fri, og kokken, der skulle skære kød til os, gemte sig i køkkenet til min far selv gik op og skar. Derudover var det ved at gå HELT galt i min colabestilling - heldigvis remsede tjeneren vores ordre op, inden hun gik: "...og en Pepsi." Øh, nej tak. Men der var flødekartofler og lækre, stegte champignons, og det endte faktisk med at blive et ret godt måltid mad alligevel. 

tirsdag den 28. august 2012

crickets sing songs to bury the sunshine

Efter at have vandret rundt i lyng og mos i en times tid, gik vi det sidste stykke ud til vandet, hvor vi også blev en times tid indtil sulten drev os væk fra stranden. Lige inden solnedgangen, selvfølgelig, men der var skyerne alligevel vendt tilbage, så vi gik vist ikke glip af det store show. Jeg elsker Vesterhavet. Det er bestemt dejligt at bo tæt på Amager Strandpark, men der er nu ikke noget som Vesterhavet og de lange, mennesketomme strande. 

mandag den 27. august 2012

flowers are how plants laugh

Lige bag sommerhuset, der tilhører min kærestes forældre, ligger et stort og fredet område, der virkelig inviterer til lange gåture og beundring af landskabet. Turen går først over et lille vandløb, og så er der lyng, mos og sandgryder så langt øjet rækker.  For det meste uden sommerhuse i baggrunden til at forstyrre det smukke syn, men naturens skarpe afgrænsning af mosset skulle lige dokumenteres.
Jeg ville gerne have set en snog, men måtte nøjes med at beundre to firben, smukke blomster og en æggeskal. 
Vejret var vi ikke så heldige med - det blæste for det meste en halv pelikan, og der var ret overskyet det meste af tiden, når det da ikke bare øsede ned. Af og til kiggede solen dog frem bag skyerne og gjorde det hele lidt pænere at kigge på.  Her havde naturen lavet sin egen juledekoration.

søndag den 26. august 2012

we fall to seas to fall on shores

Aftenen bragte os og toget tilbage til København, selvom jeg virkelig godt kunne have brugt mere end fire dage ved Vesterhavet. Gerne en uge mere, eller to... Jeg trængte virkelig til at blive luftet og blæst igennem, og jeg har sådan nydt, at jeg ikke har haft opgaven at tænke på. I går aftes fik vi endda besøg af min dejlige familie (der blev til i dag og kørte os til toget), så dem nåede jeg heldigvis også at se i denne omgang. Togturen hjem virkede forunderlig kort, først fulgte jeg spændt med i opdateringerne om AaBs storsejr på 4-0 over OB, hvorefter jeg blev helt opslugt af min bog. Nu er det næsten midnat, og jeg vil kravle ind til det nyvaskede sengetøj og læse bogen færdig. Godnat!

lørdag den 25. august 2012

prince rama på KB18 og musiksnak

Min kæreste og jeg har trukket stikket ud, og har siden onsdag været i sommerhus ved Vesterhavet. Vi har ikke lavet ret meget andet end at gå laaaange ture, spille kort, se Parks and Recreation og spist bunker af bland-selv slik, som jeg ellers normalt holder mig langt fra. Og så har vi hørt musik. Mest den nye Animal Collective, men også lidt Swans og noget Woven Hand. Vi hører faktisk mest musik fra min kærestes computer, så min last.fm er kun opdateret med de ting, jeg lytter til alene. Hvilket er ret tydeligt på listen over den musik, jeg har lyttet til hen over sommeren, hvor Dana indtager en KLAR førsteplads.

Øverste billede og nummer otte på min liste er Prince Rama, som jeg har snakket om før - og de ville have haft en langt højere placering, hvis last.fm talte afspilningerne på pladespilleren med. De leverede en af sidste års bedste koncerter på Primavera Festival i Barcelona, og på onsdag skal jeg se dem igen, på KB18 i København. Det koster kun tredive kroner, det bliver en fest, og anbefalingen er hermed givet videre!   

onsdag den 22. august 2012

Daniel Clowes - The Death Ray

Jeg købte Daniel Clowes' The Death Ray i en kæmpestor hardbackudgave i Amsterdam, og den er en af de flotteste tilføjelser i min samling af graphic novels.  Den handler om en helt almindelig teenager, der pludselig får superkræfter - og det udvikler sig til tider ganske besynderligt. Karaktererne i en tegneserie af Daniel Clowes rangerer stort sit altid fra liiiidt kiksede til de yderste tabere. The Death Ray er ingen undtagelse - og det fungerer overraskende godt at koble superhelteuniverset med en kikset teenagetilværelse. Hovedpersonen er Andy, en lidt whiny teen, hvis bedste ven lokker ham til at ryge smøger - og Andy opdager, at nikotinen får ham til at udvikle superkræfter. I hans tilfælde virker de bare overhovedet ikke befriende, men nærmest som en ekstra byrde - hvilket faktisk virker helt befriende. Jeg er glad for The Death Ray og glad for Daniel Clowes.

tirsdag den 21. august 2012

the sunny mountainside that sits across the water

I går havde jeg endelig, endelig tid til at nyde det gode vejr. Rannvá kom ud på eftermiddagen, og min kæreste fik tidligt fri - og så gik turen ellers til stranden. Jeg var i vandet, og det var SÅ skønt! Håber jeg også får lejlighed til at bade i Vesterhavet i den kommende uge. Jeg gad dog ikke tage nogle billeder, så disse billeder er fra sidst jeg var ude at bade - i Østrig. Vi besøgte Zell am See på en dag med helt fantastisk godt vejr (hvor det var svært at forestille sig byen værende et populært skisportssted), så min søster og jeg benyttede lejligheden til at hoppe i vandet. Kort efter begyndte det dog at regne(!), og vi kørte videre på eventyr i bjergene. 

mandag den 20. august 2012

and the new day's always taunting

Så har jeg endelig, endelig afleveret opgave, og har i den forbindelse også forvandlet mig til en sølle, paranoid eksistens, der er sikker på, at der er gået et eller andet galt. Men jeg har gennemlæst opgaven mange gange. Og gennemlæst vejledningen til upload og aflevering tre gange. Mon ikke det går. Om lidt kommer Rannvá, og SÅ skal jeg endelig ud i det gode vejr.

søndag den 19. august 2012

there and back again

Det var svært at lave en overgang fra de smukke billeder i Østrig til den knap så idylliske tur derned og hjem, så jeg fik aldrig vist disse billeder - men efter at jeg nu har skrevet lidt om polsk tristesse, tror jeg også godt vi kan klare lidt tysk idéforladthed. Turen til Østrig - og tilbage igen - var nemlig en oplevelse i sig selv. Der var af og til kø på motorvejen, og når vi kørte meget langsomt fik Silke lov at sidde på skødet af min søster og kigge ud af vinduet. Efter en lang første dag i bilen ankom vi til den noget grå og regnvejrstriste Bergrheinfeld, hvor vi skulle overnatte. Indtrykket af byen blev ikke ligefrem bedre, da vi opdagede at den nærmeste nabo var Kernkraftwerk Grafenrheinfeld, som er centrum for begivenhederne i katastrofefilmen "Die Wolke", hvor der selvfølgelig sker et udslip. Gys. Til gengæld serverede de helt fremragende mad i hotellets restaurant - jeg fik friske svampe i flødesovs med Semmelknödeln til. Hildesheim, som vi boede i på vej tilbage til Danmark, var umiddelbart ikke meget bedre end Bergrheinfeld, men det skal retfærdigvis siges, at vi var for trætte til at udforske byen nærmere - og den var trods alt noget større.  Hotellet var lidt mere luksus, men grafittien på muren udenfor liiiige lo-fi nok til mig.

Jeg er på 19,8 sider i min opgave og har hele dagen i morgen til at komme op på et sted mellem tyve og femogtyve sider. Det bliver ikke noget problem, for jeg har ikke skrevet konklusionen endnu. Kan snart ikke finde rundt i dagene mere, men i dag har vi grillet med nogle af de andre fra opgangen. Virkelig dejligt med et afbræk fra opgaven, og virkelig dejligt med god mad. Nu vil jeg sove - og jeg kan vist endda godt tillade mig at sove længe... 

lørdag den 18. august 2012

all the trouble at my fingertips

Eftersom jeg skal aflevere opgave om 48 timer, tænkte jeg at nu ville være et glimrende tidspunkt at diskutere et ofte overset emne, nemlig den polske valuta. For helt ærligt - der er altså gået noget fuldstændig galt. Kursen ligger på omkring 1,8, men for nemhedens skyld gangede vi bare med to, da tingene alligevel var så billige. 50 zloty-sedlen er altså ikke engang hundrede danske kroner værd, men den er alligevel stort set ubrugelig. Næsten ingen steder vil de tage imod sedler større end en tyver, og selv dén rynker de på næsen af flere steder - blandt andet i et helt normalt supermarked. Og eftersom hæveautomaten kun spyttede store sedler ud, komplicerede det tingene en smule - vi kunne kun bruge dem, når vi var ude at spise. Det lyder meget first world problem-agtigt, men det var faktisk ret irriterende. Dertil kom et hav af mønter, helt ned til én øre, eller hvad det nu hedder på polsk. Det holder jo ikke. Jeg var lykkelig, da 25-øren endelig døde i Danmark, og min største indvending mod euroen er genindførelsen af små mønter. Jeg må dog slutte med at sige, at det alligevel har sin charme at være i et land, der har sin egen valuta -besværlig eller ej. Nå, det var bare lige dét, jeg ville sige.      

fredag den 17. august 2012

the glass is half full

AaB har lige vundet 3-0 over mit hadehold, FC Midtjylland, og det går i det hele taget forrygende for drengene i øjeblikket. Nicklas Helenius og Lasse Nielsen havde begge landsholdsdebut i onsdags, så Morten Olsen har altså endelig kigget helt til Aalborg. Nicklas Helenius klarede det faktisk mere end godt, selvom Danmark tabte 3-1, men jeg er jo lidt ligeglad med landsholdsresultater, så jeg kiggede kun på AaB-drengene. Lasse Nielsen var ikke helt lige så heldig, men det kommer næste gang, det er jeg sikker på!  Han har lige scoret et mål mod FC Midtjylland, så han er tilgivet. Har jo også altid haft et blødt punkt for forsvarsspillere...

Og AaB's startopstilling... Nu er jeg ingen Pia K., men det ER da smukt at se en startopstilling med så mange unge, danske knægte.  Var i øvrigt ved at få et lille hjertestop, da jeg så Nicolai Larsen i dag med sin hvide kasket på - et øjeblik troede jeg, at vi havde fået den Hvide Puma tilbage i målet. 

1 Nicolai Larsen,
3 Jakob Ahlmann,
4 Lasse Nielsen,
5 Kenneth Emil Petersen,
7 Anders Due,
8 Rasmus Würtz,
9 Thomas Augustinussen,
11 Nicklas Helenius,
14 Mathias Wichmann,
18 Lucas Andersen,
20 Henrik Dalsgaard

(Og Kasper Kusk, Jeppe Curth og Patrick Kristensen)

torsdag den 16. august 2012

Spongebob Kanciastoporty

Ingen rejse til udlandet uden en jagt på lokalt Svampebob merchandise, og på min Polenstur blev jeg bestemt ikke skuffet! Der var otte forskellige slikkepinde, og jeg var uhyggeligt tæt på at købe dem alle, men jeg holdte mig i skindet og købte kun to. Og en tegneserie... Alt dette bare på den lokale benzintank ved hotellet - tænk, hvilke Svampebob-skatte jeg er gået glip af! Østrig var forresten skuffende på Svampebob-fronten. Det samme var grænsebutikkerne i Tyskland, der havde fjernet næsten alt deres Svampebob-slik. Så fra den tur blev mit eneste udbytte den lille Patrick-figur, der var at finde i et chokoladeæg.

onsdag den 15. august 2012

colours are where my brain finds blue

Kaktusblomsten er sprunget ud! Det er en begivenhed vi fejrer på linje med en børnefødsel herhjemme, for se lige hvor smuk den er!  Kabelhunden havde vi med hjem fra Amsterdam, og han står nu og ser fjoget ud på vores pladespiller. Og så har jeg fundet svaret på, hvornår man har for mange par blå ballerinasko - når de bliver helt støvede. Parret til venstre er derfor røget til genbrug (jeg kunne alligevel ikke helt passe dem), eller faktisk ud i rodekassen på Christiania - mon ikke de kan finde en lykkelig kommende ejer derude? Indkøbsnettet med Battles har jeg vist aldrig fået vist, men jeg købte det på Primavera Festivalen sidste år, og eftersom jeg plaprede løst om Battles i går, var det en god lejlighed til lige at vise det. Og til sidst endnu et billede af kaktusblomsten, fordi den er så megapæn. 

Jeg skriver stadig opgave. Har en knugende følelse af dårlig samvittighed overfor alle mine veninder, der gerne vil se mig. Jeg vil også gerne se dem, men jeg har simpelthen ikke tid. På mandag afleverer jeg, og så har jeg titusind halve aftaler på én gang, hvilket måske heller ikke er løsningen. I går var jeg til tandlæge, og ventede flere timer med at spise noget bagefter, da jeg elsker følelsen af nyrensede tænder. Min søde tandlæge nævnte i øvrigt overhovedet ikke noget med for meget cola - hun sagde tværtimod, at det hele så fint ud. Ha! Da jeg endelig spiste noget, var det en Magnum Strawberry White, som jeg lærte at elske i Østrig - for selvom jeg sidder indenfor, vil jeg også mærke sommeren.