torsdag den 28. februar 2013

blæsten går frisk over limfjordens vande

Lige inden jeg tog med toget til Jylland i formiddags, tømte jeg kortet i mit kamera - og flyttede billederne over på den computer jeg ikke har med. First world problem, men ikke desto mindre betyder det, at jeg lige måtte rode lidt i arkiverne for at finde et billede til dette indlæg. Og hvad er mere passende end mig i en AaB-sandwich - med Jeppe Curth på den ene side og Kenneth Emil Petersen på den anden - for i morgen starter forårssæsonen i superligaen endelig! Den sidste AaB-kamp jeg så, streamede jeg i virkelig dårlig kvalitet mens vi sad på min mors stue på Farsø Sygehus - AaB tabte tre-nul til AGF, og det var i det hele taget en rigtig dårlig dag, hvor fodbolden egentlig var ret ligegyldig. Nu er jeg dog begyndt at genfinde interessen for ting, der virkede totalt meningsløse under min mors sygdom, og det er jo ret god timing, eftersom superligaen som sagt starter igen i morgen, og AaB er den ene part i årets første kamp (mod Silkeborg). Jeg tror på en sejr og jeg tror på en tredjeplads når sæsonen er slut!
 
Det er virkelig dejligt at være hjemme hos min far og min søster. Ankomsten var helt uden tårer denne gang - i hvert fald ikke de voldsomme og mange af slagsen. I stedet snakkede vi om helt almindelige ting på vej hjem i bilen - mest om folkeskolelærernes kommende og ganske urimelige vilkår. Derhjemme hjalp jeg min søster med at lave mad; en sund pizza med blomkålsbund og spidskålssalat - og så gik vi en lang tur med Silke i rask tempo. Min søster har varslet nye tider i det lille hjem, så der nu bliver kigget på kalorier og fedtindhold, og det er virkelig godt for dem begge. Jeg har virkelig meget respekt for min søster, der er sej nok til at kunne overskue en kostomlægning midt i alt det her rod. Lige nu kører Game of Thrones i baggrunden mens jeg skriver blogindlæg og spiser ananas. En tur til Mariager var lige, hvad jeg havde brug for.

onsdag den 27. februar 2013

oh my dreams are getting so strange

I starten af januar skrev jeg om de seneste sæsoner af flere af mine favoritserier, der løb over skærmen i efteråret. På daværende tidspunkt var de sidste afsnit af Fringe og American Horror Story ikke blevet sendt endnu, så derfor måtte I vente lidt på del to af indlægget. Ligesom sidst er det fyldt med spoilers, så læs kun med, hvis du er godt opdateret. Fringe blev i sidste øjeblik forlænget med en femte og sidste sæson, og det synes jeg godt man kan mærke på især de første afsnit af sæsonen. Historien med Olivia og Peters datter er bare lidt irriterende - man skulle tro de ville have grund nok til at ville redde verden fra the observers selvom de ikke havde en voksen datter. Hvor datteren Henrietta er totalt ligegyldig, byder femte sæson dog også på et gensyn med en af mine yndlingskarakterer, nemlig observeren September. Som historien skrider frem og kæmpe spoiler Henrietta dør spoiler slut, tager tingene dog for alvor fart. De sidste afsnit er nogle af seriens bedste overhovedet, og det er virkelig en intens omgang med følelsesladede afskedsscener og - hvilket er virkelig sejt - et endeligt opgør, hvor alle de tidligere Fringe-cases bliver bragt til overfladen og brugt i kampen mod the observers. Femte sæson startede svagt, men endte med at være en mere end værdig afslutning på serien. Jeg måtte da også fælde en tåre, da Walter rejste ud i fremtiden med Michael til sidst, og tårer er for mig ofte en indikation på en god serie. 
Og så er American Horror Story løbet over skærmen med tretten helt vanvittige afsnit. Altså  helt over-the-top, sindssyge og overdrevne afsnit, og det har været utroligt underholdende. Denne gang foregår historien i fireogtres på Briarcliff Asylum, der drives af nonner med den lettere tyraniske Jude (spillet helt eminent af Jessica Lange) i front. Og det er i det hele taget persongalleriet, der får dette skøre eksperiment til at lykkes - både hovedpersonerne Kit Walker, Grace og Lana Winters spiller rigtig godt, men niveauet stiger lige nogle ekstra procent, når Chloe Sevigny, Franka Potente og Frances Convoy (der alle er blandt mine favorit skuespillerinder) dukker op i gæsteroller - for sidstnævntes vedkommende som The Angel of Death. Der sker ting og sager,  og det gælder altså om at holde tungen lige i munden, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at holde bare nogenlunde styr på de mange forskellige tråde i handlingen. Vi snakker alien abductions, en læge med fortid i anden verdenskrigs udryddelseslejre, lesbiske og inter-racial parforhold, sadistiske nonner og meget, meget andet. Det giver ikke altid mening (hvad havde de der aliens med nogetsomhelst at gøre?), der er lidt for mange flugtscener (det lykkedes Lana at flygte fra Briarcliff hele tre gange) men det er ret underholdende undervejs. 
Og så er mit elskede Parks and Recreation ved at nærme sig afslutningen på femte sæson. Og selvom jeg er glad, hver eneste gang der kommer et nyt afsnit, håber jeg også femte sæson bliver den sidste, så serien kan stoppe på toppen. Femte sæson har måske manglet lige de sidste ti procent til at nå tidligere tiders højder, men det er stadig en af de mest innovative, skæve og hysterisk morsomme sitcoms derude - og stadig min favorit indenfor genren. Jeg er virkelig stor fan af at en sjov serie stadig kan være så rørende og skabe så sympatiske karakterer som det er tilfældet med Parks. Også karaktererne udvikler sig - selveste Ron Swanson formår faktisk at være en ganske troværdig 'stedfar' for sin kærestes to små piger - en situation, der havde været ganske utænkelig i sæson et, og April får rent faktisk sat nogle projekter i værk - blandt andet en dog park, hurra! Lidt trivia her på falderebet: Nick Offerman, der spiller Ron Swanson, er i virkeligheden rent faktisk gift med sin i serien forfærdelige eks-kone Tammy II (spillet irriterende godt af Megan Mullally - Karen fra Will & Grace). 

tirsdag den 26. februar 2013

all that you suffer is all that you are

Har i dag været til mit andet møde med en psykolog hos Børn, Unge & Sorg, og selvom jeg havde forberedt mig selv på at det ville blive lidt hårdt, var jeg alligevel overrasket over hvor mange ting der dukkede op til overfladen på bare tre kvarter. Det er stadigvæk meningen at jeg skal starte i en gruppe derinde, men 'min' psykolog synes at jeg hører til i en lidt mere intensiv gruppe med terapeuter tilknyttet, i stedet for den anden type gruppe, der ledes af unge frivillige. Selvom jeg heller ikke ville have noget imod at starte dér, synes jeg det lyder meget godt med lidt professionelt tilsyn - ulempen er så bare, at dén gruppe først starter i slutningen af juni. Indtil da skal jeg have nogle individuelle samtaler med 'min' psykolog cirka hver tredje uge, så jeg bliver ikke fuldstændig glemt. Og hun er god. At hun på bare tre kvarter kan få mig til at føle mig helt tryg ved hende, få det til at gøre ondt (fordi det gør ondt) og samle mig op fra gulvet igen, er ret imponerende.

Men i dag var altså hård. Det sidste stykke tid har jeg ikke rigtig tilladt mig selv at mærke sorgen, og når jeg har, har jeg mest bare været ked af hele situationen. I dag bad psykologen mig tænke over, hvad jeg ville sige til min mor, hvis hun stod foran mig. Og at det kunne være en god idé at skrive breve til hende. Der skulle ikke mere til - så blev jeg helt utroligt ked af det, fordi jeg tænkte på MOR, tænkte på hvor fantastisk hun var og hvor meget jeg savner hende. Og så var det pludselig rigtig svært at holde op med at græde igen. Psykologen siger, at det vil være godt for mig på den måde at få afløb for nogle af alle mine tanker - specielt pga. min ocd, der virkelig er begyndt at skabe sig igen. I går, da jeg stod og ventede på bussen, var jeg nødt til at gå tilbage til min lejlighed og tjekke, at jeg ikke havde knust Jimmys lille kranium i døren, da jeg smækkede den. Har ellers godt kunnet leve med at skulle tjekke tingene en ekstra gang og gøre tingene på en bestemt måde igen - det har endda givet mig en smule tryghed - men de her katastrofetanker husker jeg kun alt for godt, og de må meget gerne blive væk.  

Jeg mødte verden igen med røde øjne og en lyst til at købe noget pænt. Så jeg brugte halvfjerds kroner i Tiger og fik det meget bedre, og så købte jeg en ny notesbog, der skal bruges til at skrive breve til min mor. Jeg tog hjem, prøvede at skrive lidt, men så væltede det bare frem med tårer, og jeg faldt i søvn på en helt våd hovedpude. Da jeg vågnede havde jeg sindssygt ondt i hovedet og virkelig meget kvalme - så jeg har aflyst min aftale i aften med mine gamle gymnasieveninder. Føler mig ussel og som en virkelig dårlig veninde - det er ikke første gang jeg aflyser, og den ene havde endda flyttet en anden aftale for at få det til at passe. Lige nu føles det som om jeg er ved at få influenza, men jeg har før oplevet at få det rigtig dårligt fysisk når jeg har det skidt psykisk. Jeg håber ikke, at de opgiver mig helt, for jeg vil dem virkelig gerne. Håber virkelig heller ikke jeg skal til at være syg - jeg skal jo til Mariager på torsdag... Jeg vil dog gerne lige slutte indlægget på en positiv måde - for selvom det har været en forfærdelig trist dag, har det alligevel været godt at tænke lidt mere på min mor og få snakket om hende. Jeg tror nogle gange, at jeg ikke gør det nok.      

søndag den 24. februar 2013

they were pictures of things back on earth

Resten af Designmuseum Danmark var også fint, omend det, som tidligere nævnt, virkede lidt tilfældigt hvad der var udstillet. De første mange rum var fyldt med japanske og kinesiske genstande - jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg synes det er to meget spændende lande, så det passede mig fint. Ovenpå var en porcelænsudstilling, som jeg helt sikkert skal have min søster med ind og se - personligt sagde den mig dog ikke så meget. Jeg var mest fascineret af de grimme dyr og fine vinpropper, men fint var det da. Til sidst kom rummene med alle designerstolene, som jeg helt ærligt ikke kan se det sjove i. At give tredive tusinde for en stol er uden for min fatteevne, men heldigvis har folk jo forskellige interesser, og jeg kender mange der ryster på hovedet af min musik- og filmsamling... Alt i alt er Designmuseum Danmark meget langt fra at være mit nye yndlingsmuseum, men nu kom vi jo altså også kun for den ene udstilling - og dén var rigtig fin.

I går så jeg tre gode film med Rannvá. Jeg var helt flad efter en lang dag på arbejde, så det passede mig perfekt, at hun også var i humør til filmaften. Det blev blandt andet til et gensyn med Moonrise Kingdom, der var mindst ligeså fin anden gang. Kiosken havde ikke flere billige toliters cola, så igår drak vi cola på dåse, hvilket var dyrere - og meget, meget bedre. I dag har jeg vasket op, vasket tøj og fået læst, og nu skal min kæreste og jeg vist se et afsnit eller to af Lost. Håber I også har haft en god weekend!   

fredag den 22. februar 2013

the joy of repetition really is in you

I går og i dag har jeg mærket foråret lidt, synes jeg. Men allerede i starten af februar kiggede de smukkeste erantis frem i vores lille have i Mariager, og min far var hurtig til at plukke et par stykker til vores værelser. Det gør han altid - hver gang jeg kommer hjem, står der en lille blomst i en lille vase oppe på mit gamle værelse, og jeg får helt ondt i hjertet af kærlighed hver gang jeg ser det. Han er ret sej, min far. Han har købt en ny lænestol og har helt selv valgt uglepuden - thumbs up herfra! Jeg savner ham, og jeg savner min søster. Vi har altid været tætte, men under min mors sygdom, hvor vi bogstaveligt talt boede på Farsø Sygehus i de sidste to uger, kom vi endnu tættere på hinanden. Jeg er blevet helt vant til at være sammen med dem hele tiden, og så er det pludselig svært at være helt herovre i København. Så selvom det kun er tre uger siden jeg sidst var hjemme, tager jeg et smut til Jylland og hjem til min familie i næste uge.    

torsdag den 21. februar 2013

my eyes never forget, you see

I går var Lærke og jeg på Designmuseum Danmark og se udstillingen "Pladecovers - Vinylens Revival". Det var en super hyggelig eftermiddag, og en rigtig fin udstilling, som jeg egentlig ikke havde haft så høje forventninger til inden. Langt de fleste pladecovers kender man, eller jeg, jo i forvejen, men opdelingen af dem og det helt særlige fokus der var på dem, gjorde det til noget helt specielt. Jeg var naturligvis glad for samlingen med dyr på (surprise), men også pladerne med psykedelia- og nøgenhedscovers var ret fine. I den sidste samling var der endda en Pulp-plade (This Is Hardcore), hvilket fik mig til at synes endnu bedre om den. Bagerst i rummet var nogle stole, et par pladespillere og nogle kasser med plader, og jeg fandt den utroligt flotte Mariah-plade. Billedet er tilegnet min kæreste og de (forbavsende mange!) af mine venner, der i ramme alvor mener, at hun synger skidegodt. Tsk tsk tsk... 

Det koster halvfjerds kroner at komme ind, hvilket måske er lige i overkanten, men med  henholdsvis studie- og pressekort kunne vi komme ind helt gratis. Resten af museet er også meget interessant, om end flere af udstillingsgenstandende virker lidt... vilkårlige. Jeg anede ikke, at museet eksisterede, men nu kan jeg også krydse dét af på min liste - har et mål om at besøge alle museer i København. Efter et par timer gik vi på Halifax og spiste en kæmpestor burger med gedeost og champignon (men ingen cola! Nej, jeg skal ikke have en speciel 'Halifax-cola', tjenertype, der ellers var helt vildt flink.) Det allerbedste ved i går var at se Lærke igen og rigtig få snakket, men en lækker caféburger og en musikudstilling var en ret perfekt anledning til det. 

søndag den 17. februar 2013

love comes in different ways

I eftermiddags satte jeg punktum for en rigtig dejlig weekend ved at tage min kæreste under armen og slæbe ham med ud i kulden til demonstration for ændring af hundeloven. Det ærgrer mig, at tonen i debatten efterhånden er blevet noget skinger, og jeg er også godt klar over, at der virkelig findes mange idioter derude, der ikke burde have nogetsomhelst med dyr at gøre - slet ikke en kæmpestor muskelhund de ikke kan styre. Men loven, som den ser ud lige nu, er altså en fuldstændig grotesk og uholdbar lappeløsning uden forståelse for hundes natur, og det kan ingen være tjent med. Fjortenhundrede hunde er de sidste to år blevet aflivet pga. hundeloven, og jeg tvivler altså stærkt på, at de alle har været bidske, farlige og ubehagelige. Jeg (og de fleste andre tilstedeværende) ønsker en ændring i definitionen af et skambid - og en ophævelse af raceforbuddet, da det er dybt godnat at aflive en hund alene på baggrund af dens race. Prinsessen, som jeg græd over for et par uger siden, er et virkelig godt eksempel - teksten er taget fra Dyreværnet. 

 "Et af de mest absurde eksempler på dette var sagen om Prinsessen. Prinsessen blev i sommeren 2012 reddet fra mishandling af en civilbetjent, der overværede, hvordan den sagesløse hund blev sparket og slået. Med blodsprængte øjne blev Prinsessen anbragt på Dyreværnets internat, hvor hun langsomt kom sig. Dyreværnet kæmpede for, at den imødekommende og tillidsfulde hund kunne bortadopteres evt. til udlandet, hvor Prinsessen, der var en amerikansk staffordshire terrier, ikke er anført som en ulovlig race. Men foreningen kæmpede forgæves. Efter næsten to måneders ophold på Dyreværnets internat, faldt dommen over Prinsessen: aflivning. I forbindelse med sagen om Prinsessen, producerede en af Dyreværnets mange tilknyttede dyrevenner en kort film om Prinsessens sidste time. Den hjerteskærende film kan ses på:http://www.youtube.com/watch?v=A6f9um9UtaQ"

Det er IKKE i orden! Men det er jeg heldigvis ikke den eneste der synes, og i dag dukkede over tusind mennesker op for at udtrykke deres utilfredshed. Vi gik fra Polititorvet til Christiansborg, hvor der var taler, god stemning og søde hunde i massevis. Jeg håber virkelig, at der snart kommer en ændring af loven, men mit allerstørste ønske er et dyrepoliti i Danmark, der uafhængigt af det almindelige politi tager sig af alle dyrs velbefindende. (Også dem, der ikke ligger i sofaen eller kommer med på ferie - finder det i samme ombæring absurd at se folk i pels til demonstrationen i dag, men det er en helt anden snak.) Resten af min weekend har været noget mindre følelsesladet, men ikke mindre spændende - men det må I høre om en anden gang.  

tirsdag den 12. februar 2013

instead I mumble randomly

Jeg ville egentlig vise billeder af de nyeste tilføjelser til vores vinylsamling, men jeg nåede ikke at komme hjem inden der blev mørkt udenfor, så det må blive en anden dag. I dag er billederne derfor af de buketter vi fik, da min mor døde, og de er heller ikke helt ude af kontekst, da det i dag er præcis to måneder siden bisættelsen. Jeg har næsten ikke været ked af det i weekenden - ikke mere end lige ti minutter her og der, i hvert fald. Mandag er af en eller anden grund altid  lidt træls, men sådan er det vist helt generelt med mandage, og dagen igår blev hurtigt bedre da Chrelle kom forbi. Jeg har ikke set ham i tusind år, men vi spiste nudler, snakkede om gamle computerspil og hørte plader, så det var lige som det plejer og lige hvad jeg havde brug for.

Weekenden var også ret hyggelig - jeg havde en virkelig god dag på arbejde lørdag (ligesom i dag), og bagefter kom Rannvá forbi til Will-Ferrell-og-Zooey-Deschanel-filmhygge - først med altid fantastiske Elf, og derefter Winter Passing. For future reference bør filmene ses i omvendt rækkefølge, da Winter Passing er helt utroligt deprimerende. Rigtig god, men virkeligt deprimerende. Når man indenfor de første ti minutter ser Zooeys karakter grædende drukne sin lille kattekilling fordi den har leukæmi, er stilen ligesom lagt... Søndag kiggede David forbi med sin amerikanske kæreste Annette, og så blev der spist en lækker, hjemmelavet (af Annette) tærte og snakket lidt gebrokkent engelsk (af mig). Jeg synes selv jeg er rimelig til engelsk, jeg læser stort set altid bøger på engelsk, men når jeg skal tale det, er jeg altid pinligt bevidst om hvor ringe det lyder. Og så er det bare lidt sværere at udtrykke sig præcis som man vil - i stedet for at have ti ord at vælge imellem i det indre ordforråd, er der måske to. Men øvelse gør mester, og jeg får chancen igen på lørdag, hvor vi heldigvis får dem på besøg igen. Nu skal jeg læse lidt mere om kommunikationsteorier til i morgen, hvor jeg har min anden undervisningsgang på kandidaten i sprogpsykologi.  

lørdag den 9. februar 2013

Battlestar Galactica

Jeg har slet ikke fået fortalt om Battlestar Galactica, som min kæreste og jeg så i efteråret. Det er en forglemmelse, for jeg blev virkelig positivt overrasket over denne serie, som jeg helt ærligt havde ret lave forventninger til før vi satte den på. Min kæreste fik lov at vælge denne gang, og så blev det altså noget med spaceships, som jeg er langt mindre begejstret for end dragons and direwolves. Men jeg gav det en chance, og jeg blev hurtigt opslugt af BG, der teknisk set også er et postapokalyptisk drama, hvilket altid scorer højt i min bog. Der er ingen spoilers i denne lille anbefaling, så alle kan roligt læse med. (Men jeg spoiler meget gerne i kommentarfeltet bagefter, hvis nogen skulle have lyst til at diskutere BG...)

Menneskeheden i en anden dimension (eller galakse eller noget andet overraskende) der ligner vores til forveksling, er nået noget længere i teknologien end os og har skabt cylonmodellen, en race af superrobotter, der med tiden gjorde oprør og bosatte sig et ukendt sted i universet. Nu er de tilbage; de har bombet alle planeterne og kolonierne til ukendelighed, og de sidste nogle og fyrretusinde mennesker tilbage befinder sig nu på en flåde ledt af krigsskibet Battlestar Galactica. De er i en evig søgen efter en ny beboelig planet, og nogen har hørt om et sted, der kaldes Jorden... Lige fra afsnit et udfolder historien sig i et hæsblæsende tempo, og et afsnit uden et cylonangreb, vandmangel, forrædderi eller andet skelsættende er virkelig en sjældenhed. Især en af de fire hovedkarakterer, den til tider ret irriterende kamppilot(ind)e Starbuck, må siges at udsættes for så mange vanvittige ting, at det tangerer Kelly Taylor fra 90210-lignende højder. Men det gør ikke noget, for hele rammefortællingen foregår trods alt også lidt uden for vores normale referencezone... De andre hovedpersoner er alle ret sympatiske karakterer og består af kaptajnen for flåden Will Adama (Edward James Olmos, the Doomsday Killer fra Dexter...), koloniernes præsident Laura Roslin, der er konstant døende af kræft (men alligevel i stand til at udføre utroligt mange  krævende opgaver - noget, jeg normalt ikke ville lade mig irritere af, men jeg så serien under min mors sygdom, hvilket gjorde jeg nok lagde lidt ekstra mærke til det), samt videnskabsmanden/politikeren/altmuligmanden Gaius Baltar, der er en evig kilde til underholdning. 

Derudover findes et hav af mindre karakterer, der for det meste er ret vellykkede. Persongalleriet er i det hele taget en af seriens forcer, og også cylonmodellerne er totalt spot-on - især den overjordisk tiltrækkende Number Six (spillet af modellen Tricia Helfer, den smækre blondine på billedet). Det er et superfedt twist at den nye cylonmodel er en tro kopi af mennesket, og at alle kan være en ikke-aktiveret cylon. Det skaber naturligvis mistro og panik på hele flåden, og de trækker godt nok tiden ud med at afsløre, hvem de tolv modeller er. Min favorit, cylon eller ikke cylon, er chefmekanikeren Galen Tyrol, flådens repræsentant for arbejderklassen (jeps, der er også plads til strejke og fagforeningssnak i BG). Han må også gå grueligt meget igennem i løbet af seriens fire sæsoner, og kan ikke rigtig siges at have held i kærlighed. En anden favorit er løjtnant Felix Gaeta, der dog lider under seriens allerstørste minus - det er meget tydeligt at historien blev udviklet løbende, og der rettes åbenlyst ind undervejs, hvilket som sagt især går ud over Gaeta, der flere gange optræder fuldstændigt uden for karakter. Det er en skam, det irriterede mig flere gange, men det ødelagde trods alt ikke det samlede indtryk af en serie, der kan noget helt andet end de fleste andre. 

Når jeg engang får opdateret min top-25 over tv-serier, ender Battlestar Galactica nok på en relativt høj placering - måske endda i top ti. Jeg havde frygtet fire sæsoner a la Star Wars (som jeg helt ærligt finder ret elendigt; nok fordi jeg ikke har et nostalgisk forhold til det overhovedet...), men det var slet ikke tilfældet - her er ingen mærkelige aliens eller irriterende robotter med engelsk accent, og det gør hele oplevelsen meget lettere at fordøje. Og når der endelig ER ildkamp i rummet, er det sindssygt flot. Derfor kan jeg også anbefale serien til langt de fleste - selv Jimmy er fan - for man behøver ikke være sci-fi-nørd for at holde af Battlestar Galactica. 

torsdag den 7. februar 2013

you'll stumble in my footsteps

I dag er det to måneder siden jeg mistede min elskede mor. Jeg har i dagens anledning fundet et fint billede, hvor hende og min faster spiser frokost i Dyrehaven engang i starten af firserne. Min faster døde også alt for tidligt af kræft for snart et år siden, og hun havde fødselsdag i tirsdags, så jeg tænker en del på dem begge i disse dage. Det er enormt underligt at tænke på, at i forhold til min mor var alting helt normalt for bare et halvt år siden, så det er nok ikke så underligt at jeg har lidt svært ved at følge med. Jeg drømmer stadig om hende næsten hver nat, og jeg kan ikke helt bestemme mig for om det er dejligt eller forfærdeligt - det kommer selvfølgelig også lidt an på drømmen, men de sidste uger har jeg drømt at hun blev rask igen, og at kræften nu var et frygteligt, men overstået kapitel. Så kan det godt være lidt svært at vågne igen. I dag har jeg nu ikke været ked af det, heldigvis.  I stedet har jeg gået en lang tur i min mors vinterstøvler. Eller, ét par af mine mors vinterstøvler - hun var ret glad for sko, så da jeg kom tilbage til København i sidste uge, var det med hele seks 'nye' par sko og støvler i kufferten. På billedet er de allerede mere beskidte end min mor nogensinde tillod sine at blive, så jeg håber ikke hun kigger med. Min søster og jeg har også delt hendes fine tørklæder imellem os, og først syntes jeg det var lidt mærkeligt at tage hendes ting, men nu kan jeg godt lide tanken om at gå i hendes sko. Jeg vil i hvert fald meget hellere have, at de står her hos mig i stedet for at blive sendt til genbrug. Om lidt kommer Nanna, og så tror jeg vi laver en gang lasagne til aftensmad. 

søndag den 3. februar 2013

Stephen King - Desperation

Senest har jeg kastet mig over Stephen Kings Desperation fra 1996, en af de få romaner i hans lange forfatterskab der IKKE udspiller sig i Maine, men derimod i en fiktiv lille mineby kaldet Desperation -  midt i Nevadas ørken. Her er grænsen mellem vores verden og en anden dimension ganske tyndslidt, og da minearbejdere ved et tilfælde sprænger hul ind til en gammel mineskakt, slipper de på samme tid dæmonen Tak fri. Denne er ikke til at spøge med, for den kan antage menneskelig skikkelse ved at overtage landsbyboernes kroppe, og det er derfor ikke en helt almindelig landbetjent, der kort tid efter kører rundt på Highway 50 og stopper uskyldige og uvidende gennemrejsende. Det er denne lille gruppe af anholdte der bliver romanens omdrejningspunkt, og i hvert kapitel skifter fortællesynspunktet. Det fungerer egentlig rigtig godt, selvom jeg i Kings forfatterskab normalt foretrækker de karakterdrevne romaner frem for de mere plotorienterede. Sidstnævnte byder ofte på næsten karikerede persontegninger, og der er da også et par figurer i Desperation jeg godt kunne have undværet, blandt andet forfatteren (King skriver næsten a-l-t-i-d en midaldrende, mandlig forfatter ind i sit persongalleri) Johnny Marinville, der mest bare er irriterende. Anderledes er det med gruppens usædvanlige leder, den elleveårige David, gennem hvem Gud tilsyneladende taler.

Religion fylder en hel del i Desperation; meget mere end hvad man normalt er vant til fra Kings hånd. Linjerne mellem det onde og det gode trækkes skarpt op, med den forhistoriske Tak på den ene side og den umage gruppe på den anden. Gud er her en ganske konkret størrelse, der giver David håndgribelige hjælpemidler i kampen mod Tak, hvilket som læser kan være lidt svært at acceptere - men flere af de andre karakterer i romanen er også noget skeptiske, og det hjælper lidt på det. Denne kristne Gud og hans budskaber virker dog aldrig forceret eller prædikende, og han er altså også en strid banan, der gerne tillader horrible hændelser som led i en større plan. Tak er også manifestationen af en slags religion, en art naturforbundethed gone terribly wrong. Dæmonen har nemlig ørkendyrene i sin magt, og det er altså de ubehagelige af slagsen - blandt andet edderkopper, skorpioner, gribbe og prærieulve.  Især prærieulvene får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig - der er noget særdeles skræmmende over en kæmpe flok store dyr, der sidder helt kontrolleret langs en vej og holder vagt. Desperation var en af de første King-romaner jeg læste, og den blev siddende i kroppen på mig længe - tænk, at et helt lille samfund kunne forsvinde uden nogen bemærkede det... Her ved tredje eller fjerde gennemlæsning er den ikke helt så uhyggelig mere, men det har længe været en af mine favoritter og er det stadig. 
Jeg er som sagt ret glad for Desperation, der på mange måder skiller sig ud af mængden. Filmen er dog en helt anden historie, og er et godt eksempel på hvor galt det kan gå med filmatiseringer af Kings univers. Faktisk er det måske den ringeste af dem alle sammen, og det siger altså ikke så lidt - og det er ikke engang fordi den er produceret direkte til TV. Af Mick Garris - manden, der sætter sit fedtede aftryk på alt for mange af de rigtig gode King-historier, senest Bag of Bones. Stephen King har faktisk selv skrevet manuskriptet, men det gør den bestemt ikke bedre. Mange andre horrible King-filmatiseringer som f.eks. Maximum Overdrive har stadig en ret høj underholdningsværdi grundet deres helt absurde plot og overdrevne skuespil, men hvor skuespillet i Desperation også er helt overdrevet, er det mest bare på den dårlige måde. De fleste skuespillerpræstationer er direkte elendige, og det er KUN Ron Pearlman som den uhyggelige sherif Entragian (Taks første vessel) der har gjort, at jeg har sat filmen på mere end én gang. Mange vigtige plotforbindelser er ganske enkelt udeladt, og har man ikke læst bogen, må filmen være utroligt forvirrende. Netop pga. udeladelsen af den rørende historie om Davids ven Brian og hvordan David fandt sin tro må slutningen også ændres - til en forfærdelig gang cheesy sødsuppe. Suk. Det kunne være så godt, men det er det altså bare ikke.