lørdag den 27. april 2013

spend all my time amongst the animals

I dag har jeg tømmermænd og travlt med at bestille flybilletter til Krakow, så I bliver spist af med en billedserie af verdens mest nuttede dyreunge - den brune bjørn. Hans mor legede med en hestehale (jeps, en rigtig hestehale), mens bjørnefar på den anden side af indhegningen meget gerne ville være med. 

fredag den 19. april 2013

Stephen King - Cujo

En af de første Stephen King-romaner jeg læste som ganske ung, er Cujo fra enogfirs. Den er også det nyeste projekt i min genlæsning af hele Kings forfatterskab, og det er tilmed en af de rigtig gode - og ret klassiske horrorhistorier, som de fleste kender i en eller anden udstrækning; når man siger Cujo, tænker mange på Kings monsterhund. Bogen er dog over firehundrede sider, og altså meget mere end 'bare' historien om en hund med rabies, der dog helt klart er handlingens omdrejningspunkt. Måske er den hundrede sider for lang; det tager tid før den for alvor kommer i gang, men når man når den sidste tredjedel er den til gengæld umulig at lægge fra sig.  Cujo er en af de romaner, som King overhovedet ikke kan huske at han har skrevet, fordi han var fuld konstant, hvilket er lidt en skam. Den er mørk - så mørk, at slutningen blev ændret i filmatiseringen fra treogfirs, men jeg kan godt lide, når King ikke lefler for læseren, og slutningen er helt fin med mig. Det skinner dog tydeligt igennem, at Cujo er skrevet af en mand, der ikke har den helt store tiltro til den menneskelige race, og jeg er glad for King fik det bedre, for hans sympatiske karakterer er mindst ligeså interessante som idioterne.

To vidt forskellige familier er romanens hovedpersoner - på den ene ende af spektret Vic og Donna Trenton, samt deres fireårige søn Tad - familien er lige flyttet til Castle Rock fra New York. Donna er Vic utro med en lokal tennisspiller, og stemningen er mildest talt lidt anspændt før Vic rejser væk med sit arbejde. Uden for byen bor Joe og Charity Chamber med deres søn Brett; og Cujo, den kæmpestore og godmodige Sankt Bernhard, der dog langsomt forsvinder ind i smerten og sindssygen efter at være blevet bidt i snuden af en rabiesramt flagermus. Joe er mekaniker, alkoholiker og generelt ret ubehagelig, så da Charity vinder i lotteriet, ser hun en chance for at rejse væk med sin søn en uges tid. Joe griber muligheden for et par dages sanseløs druk, og der er derfor ingen hjemme til at ordne bilen, da Donna og hendes dreng kommer kørende i deres gamle Pinto, der udånder på gårdspladsen. Kun Cujo er der til at byde dem velkommen, og han er ikke glad for at se dem. Hunden er faktisk et virkelig skræmmende monster, for de fleste af os kender en hund, som vi føler vi kan stole helt og fuldkomment på - ligesom man kunne stole på Cujo, før han blev syg. Hans vedholdenhed er også uhyggelig; han venter i timevis på sin chance for at skabe ravage og slå ihjel, for den rest af hans hjerne der stadig fungerer, fortæller ham at det er kvinden i bilen, der er skyld i hans smerte. Herfra udfolder historien sig i mere og mere forfærdelige retninger, med groteske og meget detaljerede beskrivelser af død og ødelæggelse og frithængende indvolde. 


Filmen fra treogfirs er en lidt anden historie. Stadig langt fra en familiefilm, men dog med en noget mere... publikumsvenlig slutning end bogen. Jeg genså den sammen med Rannvá, og hendes største frustration gik på, at Donna virkede så handlingslammet i bilen. Seriøst, det er trods alt bare en hund, løb nu ud af bilen og gør et eller andet! Det giver jeg hende ret i, og på det punkt lykkes det bogen noget bedre at forklare, hvorfor hun ikke prøver at tackle situationen lidt anderledes. Cujo er altså også lidt mere uhyggelig i bogen. Jeg har læst, at de var nødt til at binde skuespillerhundenes haler ned, fordi de logrede hele tiden, hvilket gør mig lidt glad. Positivt er det også, at filmen udelader det lidt ligegyldige subplot med Vics reklamefirma, der er i store problemer, men nogen stor film er det ikke. Jeg har hørt rygter om en genindspilning her i år, hvilket nu heller ikke er noget, der får mig til at vente i åndeløs spænding - faktisk forstår jeg ikke helt, hvorfor de lige har valgt at genindspille Cujo, når der findes så mange andre af Kings romaner, der endnu ikke har optrådt på det store lærred.  

Cujo er også et godt eksempel på, at jeg nærmest er vokset op med Stephen King og hans univers. Da jeg var helt lille og sov på mit gamle værelse i stueetagen i vores hus, havde jeg 'monster-remsen' hængende på væggen. Den havde min far læst i Cujo, hvor Tads far skriver ordene ned og læser dem højt hver aften for knægten, der er frygtelig bange for monstret i skabet. Min far havde oversat remsen og indsat mit navn, og selvom jeg ikke kan huske, at jeg har været specielt bange for monstre, var det nu meget rart at have dem over hovedpuden, når det rev og ruskede udenfor. 

monsters, stay out of this room!
you have no business here.
no monsters under tad's bed!
you can't fit under there
no monsters hiding in tad's closet!
it's too small in there
no monsters outside of tad's window!
you can't hold on out there
no vampires, no werewolves, no things that bite
you have no business here
nothing will touch tad, or hurt tad, all this night
you have no business here.

mandag den 15. april 2013

he who brings a brand new song

I julen kunne jeg byde endnu et medlem velkommen i min beskedne, men utroligt værdsatte Tolkien-samling, nemlig en fin hardback-udgave af Hobbitten. Min søsters samling er noget mere omfattende (hun vil til hver en tid tæve dig i det Ringenes Herre-Trivial Pursuit hun har stående), ligesom min far også har nogle fine, ældgamle udgaver på hylden, men min vokser da også langsomt. Når jeg en dag vinder en million, vil jeg anskaffe mig en pænere udgave af Ringenes Herre, men jeg er nu også glad for dem jeg har, da der er lidt historie bag. Da jeg gik på efterskole deltog jeg i en konkurrence (altså ikke på efterskolen), hvor man skulle fortælle, hvad Tolkien betød for én. Det var ret nemt for mig, for jeg har været glad for Tolkien siden jeg var helt lille, hvor min far læste op fra Hobbitten, og jeg vandt derfor mine egne udgaver af bøgerne. Vi havde også en plakat hængende med en illustration fra Hobbitten hængende hjemme i stuen. Nu er Hobbitten udkommet på dvd og bluray, og sidstnævnte skal også snart hjem til mig og bo. Bemærk i øvrigt den alternative stavemåde fra en utroligt dygtig marketingsafdeling, der åbenbart ikke fandt det nødvendigt lige at læse korrektur på det kæmpe banner vi har hængende på arbejdet... Kan godt forstå Bilbo ser lidt outraged ud. 

torsdag den 11. april 2013

Girls

I sidste måned løb sidste afsnit af anden sæson af Girls over skærmen, og jeg er meget, meget taknemmelig for denne serie, der er så markant anderledes end alt andet tv derude, og samtidig er meget eksplicit i forholdet til sex - og skønhedsidealer generelt, psykiske sygdomme, udfordringerne ved at stå på egne ben og så videre. Serien er skrevet - og til dels produceret- af hovedrolleindehaveren Lena Dunham, der spiller Hannah - en karakter, der til dels er bygget på hende selv, hvilket kun giver bonuspoint på troværdighedskontoen. Hannah er spirende forfatter, men da hendes forældre i første afsnit brat stopper for pengetilførslen og Hannah selv må betale både mad og husleje, begynder det at knibe med at få plads til kreativiteten. I perioder har hun ellers ganske høje tanker om sig selv - hun mener, at hun måske kunne være sin generations stemme - eller 'a voice of A generation, anyway', og selvom man i serien griner lidt af dét udsagn, er jeg tilbøjelig til at give hende ret - ikke siden Ghost World og Claire i Six Feet Under har jeg i så høj grad kunnet genkende mig selv i en fiktiv karakter. Ligesom jeg også kan genkende flere af mine veninders karaktertræk i Hannahs veninder (og i Hannah selv - det er ikke fordi jeg lider af den vrangforestilling, at jeg er den eneste der forstår hovedpersonen i sidste års mest omtalte tv-serie), der i øvrigt bidrager til det ret fine persongalleri.

For selvom Hannahs veninder er en anelse mere karikerede end hende selv, er de altså også spot-on i mange situationer. Hendes flatmate Marnie i første sæson er en irriterende smuk og perfekt serial-dater, der keder sig gudsjammerligt i sit forhold til Charlie, men som heller ikke kan finde ud af ikke at være kærester med ham. Og hendes berejste og totalt over-the-top boheme-veninde Jessa, for hvem det hele altid skal være lidt vildere og lidt mere ekstremt, er måske en af de bedste karakterer overhovedet. Hendes kusine, den lidt yngre og ekstremt naive Shoshanna, er også en klar favorit - hun elsker Sex & The City, og har lidt en forestilling om at hendes eget ophold i New York kommer til at spejle den virkelighed hun kender fra serien. Boy, is she wrong! Alle pigerne er i det hele taget lidt irriterende på mange punkter - men det er piger godt nok også i virkeligheden, og det lykkes jo alligevel de fleste at finde gode veninder og seriøse forhold. Det kan lyde lidt som om jeg hylder alt, der er autentisk, men det er overhovedet ikke tilfældet - jeg er jo svært glad for både zombier og drager - det er bare så tydeligt, at Girls ikke er skrevet af en midaldrende mand, men i stedet af en ung pige, der ved hvad hun taler om.

Anden sæson skruede lidt op for seriøsiteten og tog nogle ret modige valg hen af vejen. Afsnit fem er en såkaldt bottle-episode, der næsten udelukkende udspiller sig i et luksuriøst byhus tæt på Hannahs arbejde. Hele afsnittet centrerer om Hannah, der hiver stikket ud et par dage og nærmest flytter ind hos en totalt ukendt mand, Joshua (spillet af Patrick Wilson, der også virkelig sjældent har en dårlig rolle). Man ser hende i nogle virkelig sårbare situationer, men afsnittet markerer også lidt et vendepunkt - f.eks. beder hun eksplicit Joshua om at tilfredsstille hende seksuelt i stedet for bare at gøre, hvad han beder hende om (hvilket hun er vant til i sit lidt bizarre forhold til Adam, som jeg i øvrigt elsker), og det er altså store sager. Rent personligt blev jeg også dybt påvirket af at se hende kæmpe med OCD i slutningen af sæsonen, for OCDen vises fra sin allergrimmeste side og ikke - som oftest på tv - som en lidt quirky ting folk lider af, hvis de er bakterieforskrækkede eller farvesorterer deres bogreol. (De viser sjovt nok sjældent, hvordan bogreolen må sorteres igen lige bagefter, eller hvordan huden på hænderne bliver helt rå af at blive vasket så meget). Hannah stikker blandt andet en vatpind så langt ind i øret at hun må på hospitalet for at få den fjernet - men det afholder hende ikke fra at gøre præcis det samme med det andet øre, da hun kommer hjem - for der skal jo være symmetri i tingene. Det er også voldsomt at se hende tælle hele tiden, for det kender jeg kun alt for godt for mig selv. Jeg er ret imponeret af hvor præcist og overbevisende det fortælles, for OCD er vist nok en af de ting Lena Dunham ikke selv har med i bagagen.

Lena Dunham er min nye heltinde. Hun er simpelthen så inspirerende, dygtig og sjov - og så ligner hun et helt almindeligt menneske. Sexscenerne i Girls er ganske udpenslede, og Lena Dunham er altså ikke indehaver af en modelkrop - hun er lidt chubby og har ret små bryster- men det forhindrer hende ikke i at lave en scene, hvor hun spiller bordtennis i bar overkrop. Nå, det blev langt, men jeg er virkelig også begejstret. En femtendeplads på min top25 er ALT for fedtet, men den blev opdateret før jeg havde set sæson to, der virkelig fik mig overbevist. Har ikke engang nævnt soundtracket endnu, men jeg tror jeg ville blive fan af enhver serie, der har hovedpersonen dansende rundt alene til Dancing On My Own med Robyn. Hvis du også er glad for Girls, kan jeg anbefale dig at få fat i filmen 'Tiny Furniture', der også er skrevet af og starring Dunham, og i øvrigt har samme omdrejningspunkt som serien + mange af de samme skuespillere. Det var den, der overbeviste Judd Apatow om, at han gerne ville arbejde sammen med Dunham om en tv-serie - and the rest is history. 

søndag den 7. april 2013

and our lives are forever changed

Unge mor og morfar chiller i skoven
I dag er det fire måneder siden min mor døde. Engang i sidste uge var jeg ved at ringe til hende, fordi jeg lige skulle høre hende om en opskrift. Stod med min telefon i hånden før det gik op for mig, at der ikke var nogen at ringe til, og det var virkelig et slag i ansigtet. Kan ikke helt finde ud af hvad der er værst - om det er de øjeblikke hvor jeg har glemt det, eller de dage, hvor det bare ligger som en ulmende og ubehagelig følelse under overfladen. I det hele taget har det været et par møgdage i den henseende, for natten til fredag drømte jeg igen, at jeg var oppe at skændes med min mor. Vi skændtes aldrig i virkeligheden - føler altid jeg har haft et næsten unaturligt godt forhold til mine forældre - men jeg drømmer det altså rigtig tit, og det er enormt ubehageligt. Min pude var helt våd af tårer da jeg vågnede, og jeg kunne ikke rigtig slippe den øv-følelse resten af dagen. Blev utrolig nemt stresset og irriteret på arbejdet, men da jeg endelig havde fri efter ti timer, gik min kæreste og jeg hjem på trods af ømme fødder, og da vi nåede hjem til Jimmy kunne jeg sagtens nyde resten af aftenen. 

Jeg synes bare det er svært nu. Det er ved at være så længe siden min mor døde, at de mennesker der ikke er tættest på mig efterhånden har glemt det - eller i hvert fald mener, at jeg nok burde være ovre det nu. Og jeg føler på den anden side nærmest ikke, at min sorgproces er rigtig begyndt endnu. Jeg ville ønske min mor var her, så jeg kunne snakke med hende om det. Jeg savner hende. 

torsdag den 4. april 2013

we are not the ones to blame

Er lige kommet hjem efter endnu en lang dag på arbejde, hvor jeg har brugt det meste af dagen på at pakke den nye Volbeat ned til de kunder, der har forudbestilt den på hjemmesiden. Og det er der overraskende mange, der har gjort! Kan i øvrigt oplyse om, at cirka en fjerdedel af Volbeats fanskare tilsyneladende bor i Randers, hvilket faktisk ikke kommer bag på mig. Jeg kunne godt forestille mig folk i Randers høre Volbeat. Har selv gået tre år på gymnasiet i Randers, men selvom det var dér jeg fandt ud af, at man ikke nødvendigvis behøver være ked af det hele tiden, bare fordi man er teenager og er lidt anderledes, var det nok ikke så meget byens skyld som det var de søde mennesker jeg kom i klasse med. For Randers er altså lidt... well... der er lidt en grund til byens dårlige ry, synes jeg. Er f.eks. mere betænkelig ved at gå i byen i Randers end i København. Når folk spørger mig hvor min hjemby Mariager ligger (hallå, mand, Mariager Fjord!?), ville det være oplagt at svare 'nord for Randers' - men i stedet siger jeg 'lige mellem Århus og Aalborg' og undgår dermed behændigt at afsløre mit tilhørsforhold til byen. Må dog hellere slutte med at sige, at det var mig eget valg at gå i skole i Randers i stedet for at tage til Hobro sammen med resten af min folkeskoleklasse - og dengang var det altså det helt rigtige for mig. Har også haft nogle af mine bedste koncertoplevelser på den nu lukningstruede Café Von Hatten, og halvdelen af min musiksamling er købt i byens Stereo Studio, som jeg besøgte næsten hver eneste dag efter skole (fordi jeg A-L-T-I-D skulle vente mindst en halv time på bussen). 

onsdag den 3. april 2013

wish I could buy a brand new face

Havde en rigtig fin aften til Trinitatis Natkirke i går. Jeg havde faktisk været lidt betænkelig ved at tage derind - siden min mors bisættelse har jeg ikke haft den store lyst til at gå i kirke, da det på en måde er lidt for overvældende. Jeg er ikke troende - i hvert fald ikke kristen - men jeg føler da helt klart en art ydmyghed når jeg er i en kirke - og nu føler jeg altså også sorgen over min mors død. Heldigvis(?) blev den ellers enormt søde og dygtige præst Mia syg, og aftenen i går var derfor 'bare' tre almindelige koncerter uden den indgangsbøn, prædiken og nadver, der ellers normalt står på programmet. På trods af lidt lumske sommerfugle i maven klarede min kæreste koncerten rigtig fint, og det var dejligt at se ham spille igen, selvom jeg blev lidt mere rørt end jeg plejer. Sådan er det vist fra nu af - jeg kan tude over alting. Selvom der ingen gudstjeneste var, nævnte bookeren Anna alligevel muligheden for at tænde et lys for nogen, og det kunne jeg slet ikke finde ud af om jeg skulle. Havde en kort overgang en ubehagelig fornemmelse af at have alles øjne på mig, -'der er hende med den døde mor, hvorfor tænder hun ikke et lys?', selvom jeg udmærket godt er klar over, at det ikke var tilfældet. Uanset hvad ved jeg, at min mor ikke var i kirken i går -hvis hun var, ville det være for at se min kæreste spille, og ikke for at se mig være ked af det, fordi jeg 'burde' være det. Jeg tænder et lys for hende herhjemme i stedet, og det ved jeg hun ville sætte meget mere pris på. I stedet lykkedes det mig at glemme alt det triste lidt, nyde musikken og hygge mig med mine venner, og det var lige hvad jeg havde brug for.  

tirsdag den 2. april 2013

store your little nightmares

Når min kæreste ikke er hjemme hos Jimmy og jeg, befinder han sig oftest i sit øvelokale i en bunker på Christianshavn, hvor han laver musik under navnet Own Road. Man glemmer fuldstændig tid og sted når man er dernede - uden dækning på mobilen eller nogen idé, om der er lyst eller mørkt udenfor, og det er lidt forskelligt om jeg synes det er hyggeligt eller det stik modsatte - der kan i princippet udbryde krig over vores hoveder uden vi ved det. Own Road har holdt en lille pause med koncerterne vinteren over, men i dag starter han igen med et show i Trinitatis Natkirke ved Rundetårn, hvor han efterhånden har spillet en del gange. I næste uge rejser han til Berlin og bagefter Italien på en minitour, hvilket jeg helt ærligt synes er lidt snyd - jeg vil også rejse og ned til sol og varme! Men i Berlin skal han bruge det meste af tiden i et andet øvelokale sammen med en af vores venner der bor dernede, og i Italien skal han rejse rundt med Mattia og sove på fremmede menneskers sofa, og det er alligevel ikke lige mig. Næste gang måske. 

mandag den 1. april 2013

intoxicated with the madness

Om jeg har haft en god påske? Jeg tror vi lader billedet tale sit eget tydelige sprog... Onsdag aften efter arbejde overvandt jeg trætheden og smuttede en tur i Gamestop i Fields for at hente Bioshock Infinite, som jeg kun skulle slippe hundredeogfyrre kroner for, fordi jeg samtidig afleverede det meget skuffende Assassins Creed III. Havde egentlig lovet Rannvá at vente, men kom alligevel til at spille fire timer onsdag aften... Torsdag tog Nanna og jeg en tur til Dragør og gik en tur i det gode vejr - men der var nu alligevel en del koldere end der lige så ud til, der nede ved havnen. Nåede lige at spille en times tid om eftermiddagen, inden turen om aftenen gik til Huset og koncert med Umberto og Vitamin C. Super fed koncert af førstnævnte, omend jeg synes et par af numrene kunne blive endnu bedre med lidt vokal - f.eks. Karin Dreijer fra The Knife. Tobias havde arrangeret, Rannvá havde lavet plakaten, og det var bare en rigtig vellykket aften, der sluttede med et par timers Bioshock. Hvilket også var på dagsordenen HELE fredag sammen med Rannvá. Travl dag på arbejde lørdag efterfulgt af øl på vores stamværtshus Toga , og jeg har nu været småfuld hele to gange i dette år. Dagen i går gik med... Bioshock (og et afsnit af Lost her og der - min tømmermandsramte kæreste syntes ikke det var ok, at jeg okkuperede både sofa og fjernsyn hele dagen.) I dag er der andre boller på suppen - jeg skal have vasket tøj og vasket op og gjort rent, så lejligheden er til at holde ud at komme hjem til den næste uge, hvor jeg skal arbejde hver dag. I aften skal vi dog hygge med sæsonafslutning på The Walking Dead - og ikke mindst sæsonstart på Game of Thrones - oh yes!