onsdag den 24. juli 2013

he's gonna steal your friends if he can

En af dagene i Tyskland gik min far, Silke og jeg en tur på Teufelsmauer - en tyve kilometer lang klippestrækning, der efter sigende er resultatet af djævelens mislykkede forsøg på at bygge en mur, der kunne holde kristendommen ude af hans elskede Harzen. Vi gik ikke tyve kilometer - men vi gik langt, og på mere eller mindre ufremkommelige klipper. Fik på et tidspunkt lidt betænkeligheder over at have slæbt den stakkels hund med på bjergbestigning, men hun satte ikke en fod forkert, og vi havde en virkelig god tur.    

tirsdag den 23. juli 2013

did I trip 'cause I know I fell

Holder lige en lille pause med Tysklands-beretningen, men ikke med billederne. De er alle sammen fra Quedlinburg, og jeg har sorteret mindst dobbelt så mange fine skilte-billeder fra, så I ikke skulle få en overdosis tysk idyl. 

Men ja. Jeg er kommet hjem, og selvom det var skønt at se min kæreste og Jimmy igen, er det også lidt hårdt. Har totalt stress over at skulle afsted igen allerede lørdag meget tidligt - og jeg skal endda arbejde både onsdag, torsdag og fredag. Det kører rundt i hovedet på mig med pakkeliste, vasketøj, rengøring af meget beskidt lejlighed, opvask, kattemadsindkøb, logistiske problemer med nøgleoverdragning til kattepasser nummer to og jeg kunne blive ved. (Nå ja, vi skal også lige vaske trapper i opgangen i denne uge...) Det er ret first world problem-agtigt at være stresset over at skulle på ferie, jeg ved det godt, men det er ikke desto mindre ret irriterende.

Var ved læge i dag. Scorede lavere end nogensinde på depressionstesten (just to clarify - det er meget, meget positivt!), og vi snakkede om det paradoksale i at være glad for, at man for en gangs skyld har en gyldig grund til at være ked af det. Jeg fortalte om en lidt ubehagelig dødsangst, der er begyndt at dukke op hos mig - ikke så meget i forhold til mig selv, men mest en frygt for, at folk omkring mig skal dø - og så var min søde læge selv ved at begynde at græde. Hendes far døde åbenbart i går. Havde det lidt mærkeligt med at snakke mere med hende om min mor bagefter - jeg ville slet ikke kunne tage på arbejde, hvis jeg var i hendes sted, men det er selvfølgelig også et lidt uheldigt sammentræf, at hun lige skulle høre om døde forældre i dag. Heldigvis var der masser af plads til snak i gruppen lidt senere, hvor jeg havde en rigtig god og konstruktiv dag. Det er så hårdt at gå der, men det er også bare så godt.  

fredag den 19. juli 2013

you have to make the equation work

Vi boede i en by ved navn Quedlinburg i den nordøstlige del af Harzen, og den kunne prale af intet mindre end tretten hundrede bindingsværkshuse fra seks forskellige århundreder og i meget forskellig stand. De fleste var SÅ smukke og hyggelige; resten var ved at blive det - desværre boede vi i et af sidstnævnte, hvilket sidste billede tydeligt viser. Udlejerne havde lige 'glemt' at nævne, at huset var ved at gennemgå en meget omfattende restaurering, og vores lejlighed lå derfor ikke i helt så idylliske omgivelser, som vi havde regnet med. Det gjorde nu ikke så meget. I løbet af dagen var vi alligevel ikke ret meget hjemme, så det var kun for alvor slemt mandag morgen syv minutter over syv, da håndværkerne begyndte at kaste teglsten ned fra fjerde sals højde...

En gåtur rundt i Quedlinburg byder på sjove detaljer, skæve vinkler og yndigheder i overflod. Der er simpelthen så meget at kigge på, og jeg blev helt forelsket i alle de gamle huse. Jeg kunne såmænd godt nøjes med et af de helt små og smalle; så måtte sengen bare stilles på den anden led, hvis det kniber med pladsen. Min hjemby Mariager har lidt af den samme atmosfære med brosten og bindingsværk - dog i noget mindre skala - og med mange års træning i netop gåen-på-brosten, kunne vi komme noget mere elegant frem på de små gader end de andre turister.

torsdag den 18. juli 2013

you're just a product of loveliness

Er svedig, træt og kørevarm efter en hel dag i bil på de tyske motorveje og minimum to kilo tungere end for en uge siden, men jeg er også virkelig glad og taknemmelig efter en rigtig god ferie med min far og min søster (og Silke, selvfølgelig). At være uden internet i en hel uge er efterhånden en sjældenhed, men det har været fantastisk befriende bare at nyde ferien og det gode selskab uden forstyrrende facebook og irriterende instagram. Tjekkede selvfølgelig begge dele i samme sekund vi kørte tilbage over grænsen, så mere hellig er jeg altså heller ikke, men det er nok meget sundt med en pause i ny og næ. Men nu er pausen slut, og når jeg har arbejdet mig igennem alle de nihundredeotteogtredive billeder jeg har taget, glæder jeg mig til at dele en brøkdel af dem med jer.
 
De første billeder er slet ikke fra Tyskland, men dog stadig fra ferien, da vi overnattede hos min onkel og tante inden vi kørte videre sydpå. Hos dem stod den på virkelig lækker mad, hundeleg i den kæmpestore, parklignende have og ikke mindst beundring af en stor flok nyklippede lamaer, der af en eller anden grund bor hos deres nabo. På vej hjem i dag kørte vi også et smut forbi dem og hilste på min ene fætter, der i går kom hjem fra et helt år i Michigan. Knægten er nærmest blevet voksen siden jeg så ham sidst, men det bliver man jo nok af at være langt hjemmefra så længe. 

søndag den 7. juli 2013

use my hands to use my heart

I dag er det syv måneder siden min elskede mor døde, og som hver gang det bliver den syvende, kan jeg overhovedet ikke forstå at tiden går så hurtigt. Siden jeg startede i gruppen har hun luret lidt tættere på overfladen end normalt, men det har faktisk været meget rart. Når jeg tænker en lille smule på hende hele tiden, undgår jeg at blive helt så overvældet, når det hele pludselig ramler, og jeg har også lidt lettere ved at snakke om hendes død - især med mennesker, jeg ikke kender så godt. På onsdag tager jeg på ferie med min far og min søster, hvilket jeg glæder mig virkelig meget til. Det bliver så underligt at køre over grænsen uden mor, at tage ud og spise schnitzel uden mor eller grine over fjollet musik i bilen uden mor, men jeg ved hun følger med et eller andet sted fra og glæder sig over at vi overhovedet tager afsted. Den rødlilla trøje på billedet var min yndlingsbeklædningsgenstand fra jeg var femten til sytten, og jeg tror jeg græd lidt den dag min mor selv sagde, at det var på tide at kyle den ud. Hun havde simpelthen gemt så meget tøj fra da hun var ung og flippet, og jeg elskede det hele! Ville ønske jeg havde gemt trøjen bagerst i skabet, så jeg kunne tage den frem og kramme den lidt.