mandag den 30. september 2013

we'll be living on inside the molecules

I går vågnede jeg op i et helt andet og bedre humør, og jeg fik slæbt en lidt modstræbende og træt kæreste med på udflugt - efter at have mærket solen og med en Ginger Ale i maven blev han dog hurtigt glad igen, og vi begav os på ekspedition på Vestre Kirkegård. Hele fire egern var på forrådstogt forskellige steder på kirkegården, hurtige som lynet sprang de frem og tilbage mellem de ældgamle, smukke træer, og jeg var langt fra altid hurtig nok til at fange dem med linsen. Det var en vidunderlig smuk dag, og godt hjemme på sofaen forlængede vi hyggen med take-out og fodbold - en kamp, der desværre ikke blev det brag, jeg havde håbet på. I går er en dag, jeg vil gemme på og tage frem, når det hele ser lidt sort ud. 

onsdag den 18. september 2013

just another thing to pull me under

I dag er endnu en af de der trælse mærkedage, som jeg forsøger at fortrænge så ihærdigt, at de kun fremstår endnu tydeligere i min hukommelse. I dag er det et år siden jeg hastebestilte et fly til Aalborg og tog afsted fyldt med bange anelser og en kæmpestor klump i halsen, og i dag er det et år siden lægen gav os en besked endnu værre end jeg overhovedet havde kunnet forestille mig. I dag er det et år siden min mor begyndte at dø. Jeg ved ikke helt hvorfor det ændrer noget, men det gør det. Jeg tror det handler om måden jeg fortæller om min mor. Jeg inkluderer altid - 'men for et år siden vidste vi ikke engang at hun var syg!', men dette år er gået så vanvittig hurtigt, at det nu faktisk ER tolv måneder siden. Det har jeg ret svært ved at acceptere. Sidste september, oktober og november havde jeg min mor. Om tre måneder er det et år siden hun døde. 

Jeg havde i forvejen ikke rigtig set frem til denne dag, men det blev overhovedet ikke bedre, da jeg fik besked om at min bedstemor blev indlagt igår. Og min far kan ikke være der. Han er i Krakow med en skoleklasse, og det er typisk det skal ske lige nu - han gør ellers ALT for min bedstemor, besøger hende hele tiden og snakker i telefon med hende ret mange gange om dagen (nogle gange glemmer hun, at hun har ringet.) Jeg ved, det går ham frygtelig meget på, og det er helt ubærligt. Min seje søster besøgte min bedstemor igår, selvom Aalborg Sygehus ikke er et sted fyldt med gode minder for os. Min bedstemor klarer forhåbentlig skærene, men hun er frygtelig forvirret og ved ikke rigtig, hvad der foregår. 

Her til aften var jeg ude at spise med Lærke, og det var virkelig rart at få en pause fra tankemylderet. Vi skulle også have set min kæreste spille, men jeg var helt træt i hovedet, så vi droppede det - han skal heldigvis spille igen til Lærkes fødselsdag næste lørdag. Jeg synes godt nok, at det er blevet efterår med et brag, og det bekymrer mig lidt. Sidste år opfattede jeg det næsten ikke, men de næste måneder bliver frygtelig lange at komme igennem. Det er godt, at jeg har mange planer og mange gode venner til at hive mig op ad sumpen. 

tirsdag den 17. september 2013

lost in the curtains of time

Jeg er stadig stor fan af at få billeder printet ud, så jeg kan sidde og bladre et fotoalbum igennem med hænderne i stedet for med piletasterne, og det gør sig også gældende når det handler om instagram. De sidste par aftener har jeg nørklet med en limstift og sorte og røde penne, og jeg synes faktisk resultatet er blevet rigtig fint. Det hjælper selvfølgelig lidt, at jeg har under hundrede billeder på min instagram, for ellers ville det hurtigt blive et uoverkommeligt (og meget dyrt!) projekt. 

fredag den 13. september 2013

Stephen King - Joyland

I juni måned var der endelig nyt fra min mørkemester Stephen King, der meldte sig ind i kampen om opmærksomheden fra sommerferiefolket med den lettilgængelige paperback Joyland. Den er faktisk kun udgivet i det format - King ville forsøge at genskabe idéen med de gamle 'mystery novels' man kunne folde sammen, proppe i baglommen og tage med overalt. Den er næsten skrevet til at tage med på stranden - jeg læste den godt nok i Harzen, men feriestemningen var altså intakt. 

Bogens hovedperson er den unge Devin Jones, der bliver droppet af sin kæreste lige inden han starter på et sommerjob i forlystelsesparken Joyland i North Carolina i starten af halvfjerdserne. Det sender ham i en mindre eksistentiel krise, der dog beskrives næsten nostalgisk af den nu midaldrende Devin. Han bruger sine fridage på at læse Ringenes Herre og lytte til The Doors og finder hurtigt nogle venner blandt parkens andre sæsonarbejdere, og så er det hele måske ikke så skidt alligevel. Til tider er bogen helt coming-of-age-agtig, hvilket er en af mine favoritgenrer. Alting er dog ikke helt normalt - der er noget suspekt ved 'the Funhouse', hvor en kvinde engang blev myrdet og nu hjemsøger stedet. Morderen blev aldrig fundet, men befinder sig muligvis stadig i Joyland... 

Joyland er et hurtigt overstået bekendtskab, men ikke nogen ubetydelig parantes i Kings forfatterskab. Jeg elsker at læse om miljøet omkring forlystelsesparker (en af mine yndlings tv-serier er Carnivále) - faktisk elsker jeg forlystelsesparker i det hele taget, og jeg er vild med at (mindre spoiler) bogen kulminerer på toppen af et pariserhjul. Mystery novels er ikke lige min genre, men her jeg blev drevet frem af en trang til at vide, hvem der stod bag det koldblodige mord. Man bliver aldrig givet helt nok hints til at kunne gætte rigtigt, og det er faktisk meget fedt, for jeg vil hellere bare se historien folde sig ud uden mine spekulationer. Tonen i bogen minder mig lidt om Duma Key - en af mine King-favoritter, som jeg endnu ikke har skrevet om - her er også lange gåture op og ned ad strande og møder med reserverede mennesker i store strandvillaer. Joyland er en solid lille fortælling, der kun fik mig til at glæde mig endnu mere til den kommende Doctor Sleep, der er lige på trapperne.    

lørdag den 7. september 2013

this is where the summer ends

I dag er det ni måneder siden min mor døde, men det er stadig ikke engang et år siden hun fik diagnosen. Det er helt sindssygt at tænke på, men jeg kan godt mærke, at efterårets komme minder mig meget om det sidste hektiske efterår. Jeg savner hende ufattelig meget, og jeg er ked af, at sorggruppen er slut, selvom vi heldigvis holder kontakten. Jeg kan mærke en helt enorm forandring i min sorgproces efter jeg startede der - nu kan jeg for det meste sagtens snakke om hende uden at blive alt for ked af det. Man kan ligesom 'skubbe' sorgen til et andet tidspunkt, hvor den er mere passende. Det er en stor hjælp i forhold til mit arbejde, hvor det er rart ikke at blive væltet helt omkuld bare fordi jeg hører 'Do You Realize?' med Flaming Lips.

Billedet er af min mor og hendes bedste veninde, der også har figureret på flere af de andre billeder jeg har vist. Hun havde nemlig fundet en hel bunke billeder min mor frem fra gemmerne og klistret dem på en planche, som hun havde med til min mors begravelse. Det var simpelthen så sødt gjort, og jeg er så glad for, at min mor havde sådan nogle fantastiske veninder. På billedet var de lige blevet færdige som sygeplejersker; noget jeg aldrig selv kunne blive, men som jeg respekterer helt utrolig meget. Især efter de sidste uger i Farsø, hvor jeg mødte nogle helt utrolige af slagsen, der behandlede min mor med bunkevis af omsorg og respekt, og hvor flere af dem fældede en tåre, da hun døde. Folk, der arbejder med mennesker (og som er gode til det), er for seje!    

torsdag den 5. september 2013

it's the smiling on the package

Da jeg var teenager og gik i gymnasiet i Randers, havde jeg i årevis et fast ritual. Bussen kørte fra Randers Rutebilstation klokken 15.20, 15.59 stod jeg af i Mariager, og 16.02 trådte jeg ind af døren derhjemme. Så sagde jeg lige hej til min mor, smed skoletasken og kogte vand til en omgang yum-yum-nudler. 16.10 begyndte Beverly Hills, hvilket var en perfekt baggrund til indtagelse af disse vidunderlige nudler (vi snakker naturligvis om de gule med kyllingesmag) - med et æble og tre tuc-kiks som tilbehør. Aldrig mere, aldrig mindre. Nudlerne købte vi i Hobro, hos en grønthandler ejet af forældrene til en dreng i min parallelklasse i folkeskolen, og vi købte altid en hel kasse med tredive pakker i.

Da jeg flyttede hjemmefra, kunne jeg praktisk talt ikke lave mad. Jeg var i sommerferien inden blevet introduceret for den mest fantastiske hjemmelavede pesto hos et par, som min familie overnattede hos på vej til Italien, og de første måneder i København levede jeg af pasta med pesto fra fakta og yum-yum-nudler. Havde fundet et asiatisk supermarked langt ude af Østerbrogade, hvor jeg kunne blive ved med at købe kasserne med tredive pakker. Jeg følte mig altid enormt fjollet når jeg tog bussen hjem med den kæmpestore kasse i armene, men det var det hele værd. Tit fik jeg besøg af Chrelle, der deler min nudelpassion. Han kalder dem altid for 'nudelsupper', hvilket de fleste andre mennesker vist også gør, men jeg synes det lyder sjovt.

Vi flyttede sammen på Frederiksberg, lige ved Vesterbrogade, og jeg blev meget langsomt bedre til at lave mad. Jeg havde utroligt nok ikke rigtig taget på af de abnorme mængder kulhydrater (det kom først senere), men jeg fik alligevel lyst til at spise lidt sundere. Nudlerne spiste vi dog stadigvæk af og til, men de blev suppleret af lækre pizzaer fra Fontana Di Trevi og svinske burgere fra, nå ja, Burger Palace. Chrelle spiste nogle gange andre nudler, men jeg har altid holdt mig til yum-yum. 

Nu er der gået ti år siden min nudel-afhængighed var på sit højeste, og i dag spiser jeg meget sjældent nudler. En-to gange om måneden. Og sidst jeg ville nyde en portion med en iskold cola til, smagte de bare helt forkert. Jeg prøvede en pakke mere dagen efter, men det var det samme. Jeg er bange for, at de har ændret på opskriften, ligesom indpakningen også er blevet lidt mere... skinnende. Måske er en epoke slut. Helt slut med nudler er det dog ikke, for Chrelle havde et lille udvalg med hjem til mig fra hans tur til Japan i foråret. Jeg håber han kommer herud en dag, så kan vi spise dem sammen og bedømme dem på en skala fra et til ti.