torsdag den 31. oktober 2013

Paul Hornschemeier - 'Mother, Come Home', 'The Three Paradoxes' & 'Life With Mr. Dangerous'

Jeg fik slet ikke givet udtryk for, hvor meget jeg egentlig elsker Paul Hornschemeier, da jeg kort nævnte hans 'Life With Mr. Dangerous' tilbage i januar. Faktum er, at jeg har været kæmpe beundrer af manden siden jeg først læste 'Mother, Come Home', der er en af de tre bedste graphic novels nogensinde (de to andre værende Daniel Clowes' Ghost World og Craig Thompsons 'Blankets'), men jeg har ikke turdet læse den, siden min mor blev syg. Jeg græd allerede over den inden, så jeg tænkte det var bedst lige at vente nogle måneder før jeg kastede mig over den igen. Nu har jeg lige genlæst den sammen med førnævnte 'Life With Mr. Dangerous' og 'The Three Paradoxes', og jeg kan ikke med god samvittighed snakke om graphic novels her på bloggen, hvis jeg ikke har snakket om Paul H. 
Mesterværket 'Mother, Come Home' fra 2003 handler om den syv-årige Thomas og hans far, der mister moderen i familien. De tackler begge sorgen ved at blive virkelighedsfjerne og distancerede, men faderen desværre så meget, at han får svært ved at vende tilbage til en normal hverdag med arbejde, pligter og overskud til sin søn. De er begge to kede af det, og det formidles krystalklart gennem de smukke billeder, der altså er hård kost på en emotionel dag. Thomas kæmper også med en misforstået hensynstagen, som lærerinden der skaber problemer ud af ingenting. Hans onkel og tante er også velmenende, men han vil helst bare klare det på sin egen måde, og en aften tager han på en storstilet mission for at redde sin far. Det er så rørende og så sørgeligt, men også så uendelig smukt. Jeg vil så gerne give Thomas et knus, prøve hans løvemaske og snakke om vores mødre.
'The Three Paradoxes' fra 2007 er en lille selvbiografisk tour-de-force i Hornschemeiers mestren af forskellige stilarter, og den starter med en historie inde i historien. Den unge Paul er på besøg hos sine forældre, mens han prøver at færdiggøre en tegneserie. Han går en aftentur med sin far, og undervejs tager han billeder af de steder, han husker bedst fra da han var barn. Med billederne følger hver gang et barndomsminde - alle tegnet forskelligt, men alle meget medrivende og rørende. Måske dog lige med undtagelse af den næsten komiske fortælling om filosoffen Zeno, der præsenterer sine tre paradokser om bevægelse, forandring og stilstand for blandt andet Sokrates, der udtaler: 'Man, no offence, but are you guys retarded?' Det er helt klart bogens mærkeligste indslag, men passer alligevel meget godt til tematikken. Hornschemeier  har virkelig talent for at skabe noget helt specielt med sine tegninger. Ord er ofte overflødige, som på de fem tegninger af bilen i brand, der udtrykker så meget med så lidt. 'The Three Paradoxes' virker dog nogle gange mere som en stiløvelse end en ren historie, og jeg kunne egentlig godt have ønsket mig at den var lidt længere.   
'Life With Mr. Dangerous' fra 2011 er nok en meget præcis beskrivelse af, hvordan mit liv ville have set ud, hvis jeg var alene og ikke boede sammen med min kæreste. Den 26-årige Amy bor alene med sin kat, ser lidt for mange tegneserier og har svært ved at finde motivation og energi. Forestil dig Girls som en graphic novel, tilsat noget mere ensomhed og monotoni, men den har helt sikkert den samme 'lost twenties'-følelse. Tegnestilen er mere sammenhængende hele vejen igennem i forhold til de to andre, der blandede flere forskellige måder at tegne på, hvilket ifølge forfatteren også er et udtryk for karakterernes mentale tilstand - Amy er noget mere i balance end mændene fra de andre bøger. Hun har lige en detour ind i fiktionens verden, men ellers er hendes problem mere, at tingene står stille - eller at de samme ting sker igen og igen. Paul Hornschemeier har udtalt, at 'Life With Mr. Dangerous' er mere eller mindre selvbiografisk - selvom han naturligvis har ændret nogle åbenlyse ting som f.eks. hovedpersonens køn.

Som det vist ret tydeligt fremgår ovenfor (ahem), kan jeg på det kraftigste anbefale Paul Hornschemeier. Hver udgivelse tager ikke mere end en times tid at læse, og det er altså timer well spent. 

onsdag den 30. oktober 2013

knocked your heart right out of sync

I går var en fuldstændig vidunderlig aften! Det var endelig blevet tid til at se Tegan and Sara i Koncerthuset, og jeg vågnede i går morges og havde det lidt som om jeg skulle til eksamen. Havde faktisk kvalme af nervøsitet det meste af dagen, og var så småt begyndt at fortryde min beslutning om at tage alene til Meet'n'Greet - hvad fanden skulle jeg snakke med dem om? Tog afsted i absurd god tid og gik rundt om Koncerthuset fire gange i voldsomt blæsevejr, inden en medarbejder endelig åbnede dørene for os. Liiiiidt akavet i starten at sidde alene sammen med tyve andre piger, der alle var afsted med deres bedste ven eller kæreste, men vi begyndte hurtigt at snakke sammen. Det hjalp også gevaldigt på min nervøsitet at se de andre være endnu mere nervøse. Og da en pige gættede på, at jeg var nitten, kom humøret helt i top. Hun er nu min nye bedste ven. 

Efter en times tid blev vi hentet af en sur official, der uddelte VIP-skilte og fortalte om alle de ting, vi ikke måtte. Der er godt nok sket noget siden første gang jeg så dem i 2008, hvor stemningen var noget mere afslappet, men det er forståeligt nok - med berømmelsen kommer nogle ret hardcore fans. Vi blev dirigeret ind på en lang række, hvor ingen ville stå forrest - heller ikke jeg (man blev eskorteret ud af rummet lige bagefter), men jeg endte alligevel med at være nummer tre. Og pludselig var de der! De fineste, skrøbeligste, smukkeste og dejligste piger i hele verden. Jeg havde forberedt nogle ting jeg gerne ville sige, men endte selvfølgelig med at stå og snakke om min mor. Ikke helt ud af kontekst, trods alt, Tegan and Sara havde nemlig deres mor med på sidste tour, hvor hun skrev på en blog om alle de skøre, europæiske fans. Jeg fortalte, at deres gamle plade The Con betød rigtig meget for mig, da jeg var ked af det sidste år, men at deres nye plade kom på det helt rigtige tidspunkt i foråret og gav mig et skud tiltrængt popenergi. De var simpelthen så søde og nemme at snakke med, virkede oprigtigt interesserede i deres fans og grinede, da jeg sagde, at jeg ville have haft Jimmy med, men at Koncerthuset ikke lukkede katte ind. Tegan sagde også "wow, I really like your shirt!", så hvis det ikke var min yndlingstrøje tidligere, så er det i hvert fald min yndlingstrøje nu. Minutterne gik alt for hurtigt, og så tog den sure official et billede, mens mit øje spassede helt ud med tics. Så noget mesterværk er det ikke, og det er lidt svært at føle sig flot sammen med to helt bittesmå piger, men det er MIG sammen med TEGAN AND SARA!!! 

Jeg svævede op ad trappen til de andre fans, der også bare stod med et fjoget grin og kiggede henført på deres signerede plakater og billetter. Det var lidt mærkeligt ikke at have nogen jeg kendte at dele det med, men jeg blev hurtigt accepteret som en del af 'gruppen' og hyggede mig enormt meget med de andre. Lige inden koncerten startede, kom Stefanie og Heidi (der også begge var med i Polen) og sad et par rækker bag ved mig, ligesom Lærke også dukkede op. En lille, butch, irsk pige på bare sytten varmede op (hun kaldte sig SOAK), og det gjorde hun godt. Hun var virkelig sød. Og SÅ gik Tegan and Sara på, og jeg sad lige på anden række helt midtfor, så det kunne ikke være bedre. Eller jo, det kunne det godt, for musikken egner sig sådan set ikke til en sidde-ned-koncert, og der gik da heller ikke ret lang tid inden de fleste rejste sig op. De spillede selvfølgelig mest fra den nye, men hele FIRE numre fra The Con - og tre endnu ældre numre, så jeg var i himlen! Derudover havde de desværre en del tekniske problemer, men det betød bare, at de var nødt til at snakke lidt ekstra mellem numrene, og det har de altid været rigtig gode til. Der blev snakket om ALT mellem himmel og jord, de fik drillet hinanden og drillet os, og det var bare helt perfekt. Var lige ved at tude under 'Call It Off', var lykkelig under 'Living Room' og var ekstatisk da de spillede 'I Couldn't Be Your Friend' fra den nye plade, for det gjorde de nemlig ikke på Northside, og det er det bedste nummer de har lavet i årevis. 

Aftenen sluttede med et par øl på Kanalbodegaen på Christianshavn. Jeg har ramblet igen nu, beklager, men jeg kan ikke rigtig styre mig, når det kommer til Tegan and Sara.

mandag den 28. oktober 2013

hands reach for my light when it get's dark

Igår inviterede jeg to regnvåde cyklister indenfor i varmen til stearinlyshygge, kage og kaffe (sidstnævnte havde jeg lært at lave på gasblusset i dagens anledning - så nu siger I bare til, hvis I skal have en espresso!). Med sig havde pigerne blomster, Asti, gaver og rigtig godt selskab, hvilket gjorde det markant sjovere at sidde indendøre for tolvte dag i træk og kigge ud på regnvejret. Til juli næste år regner det forhåbentlig ikke, for der skal min søde veninde giftes på eventyrmåden med kirke, en stor bunke irske gæster og en fin, hvid brudekjole, som jeg skal med ud og se på fredag. Jeg glæder mig allerede; både til fredag og til juli. I morgen slutter min ferie, der ikke er blevet brugt på ret meget andet end at ligge under et tæppe på sofaen og hoste. Men sådan er dét bare. 

mandag den 21. oktober 2013

you've got a story, would you trade with mine?

Nå, men skal vi ikke lige snakke om noget andet? I Harzen ligger der nemlig den smukkeste by ved navn Goslar, som jeg har besøgt adskillige gange op gennem min opvækst - senest i sommer med min far og min søster. Byen har været hjemsted for de tysk-romerske kejsere (for tusind år siden, altså), og er nu fyldt med de fineste bindingsværkshuse og flot arkitektur. Men jeg tænker kun på én ting, når jeg tænker på Goslar. Dukatenmännchen. For på hjørnet af en af torvets smukkeste bygninger, sidder der en lille bitte mand og... skider. Han er vist nok et symbol på byens velstand og rigdom, der først og fremmest skyldtes Rammelsberg-minen uden for byen - men som vist også havde noget at gøre med købmændenes forhandlingsmetoder og evner til at gøre en særdeles god handel på markedspladsen. Dukatenmännchen blev sat op af de selvsamme købmænd i 1494, som et lille 'fuck jer!' til kritikere - har jeg læst. Når man ser sådan en lille mand, der sidder på et hus og skider - og når man samtidig ikke er mere end syv-otte år gammel - så gør det altså et uudsletteligt indtryk, og jeg har aldrig glemt ham. Det var et godt gensyn med den lille mand i sommer - han sendte os hjem med den smukkeste solnedgang, og da jeg en måneds tid efter ryddede op i gemmerne, dukkede lykkemønten fra dengang også op. Inskriptionen betyder noget i retning af: 'Han presser og skider og bringer dig held.' 

Jeg havde mit andet møde med Goslar, da jeg var 12-13 år gammel og var inde i min ultimativt mest kiksede periode overhovedet. Min søster er ved at flække af grin, bare hun tænker på hvordan jeg så ud dengang, og der er især ét bestemt billede, hun altid håner mig med. Det får I ikke at se, men tænk skrigorange fleecetrøje, uformelige cowboybukser, togskinner i både over- og undermund, helt kort hår og en fremtoning så gennemsyret drenget, at mange (i perioder de fleste) tog fejl. Jeg var virkelig ligeglad på det tidspunkt. Men i Goslar var jeg til Skyttefest - en kæmpestor byfest med et enormt omrejsende tivoli, der havde de mest sindssyge forlystelser med. Det var det bedste jeg vidste - sindssyge forlystelser - og jeg prøvede en af dem alene, mens min mor havde et mindre angstanfald nede på jorden. Hun var sikker på, at jeg ville dø af det - og det var jeg faktisk også selv, men det sagde jeg aldrig til hende. Senere knækkede jeg min bøjle på en ristet mandel. Goslar, mand. 

lørdag den 12. oktober 2013

now I've forgotten how to speak

Noget af det bedste ved at være stoppet på studiet er, at jeg har fået meget mere tid til at læse  ikke-studierelevante bøger uden konstant at have dårlig samvittighed. Hen over sommeren har jeg læst denne lille stak, og det har for det meste været en fornøjelse - og en meget varieret en af slagsen. 

Haruki Murakamis 1Q84 er en af de allerstørste læseoplevelser jeg nogensinde har haft. Det er imponerende,  at han kan få flettet noget overnaturligt så elegant ind i firsernes Japan at man næsten ikke lægger mærke til, at der sker noget helt specielt. Jeg læste bøgerne på mine ferier til Quedlinburg og Krakow, og det gav lige historien en ekstra tand magi. Layoutet er også noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set. Jeg kan virkelig anbefale den - burde skrive meget mere om den, men jeg ved snart ikke hvor jeg skal starte og slutte. 

Yann Martels Pi's Liv (apostroffen er altså nødvendig her) fik jeg af Pernille for år tilbage og nød virkelig at læse den. Efter at have set den ganske underholdende film, fik jeg lyst til at genlæse den, og det var en god idé. Bogen er - som det næsten altid er tilfældet - bedre end filmen, og jeg blev igen en lille smule trist af slutningen, der er en lille smule uforløst. Men jeg gad virkelig godt være ven med en tiger.  

Charlotte Roches Vådområder er virkelig vild! Der bliver snakket meget om Caitlin Moran i blogland - hende har jeg ikke læst (endnu), men jeg kan forstå, at hendes bog blandt andet indeholder eksplicitte fødselscener. Vådområder er også virkelig, virkelig direkte i sit sprog og meget grafisk i sine beskrivelser af kvindekønnet og alt, hvad der dertil hører. (Imens jeg skriver det her, sidder min kærestes venner og snakker om ekstremt ulækre ting - folk, der spiser bussemænd og om at skære hård hud af sine fødder med en brødkniv. Hvis du synes det er for klamt, skal du ikke læse Vådområder.) Hovedpersonen er en ung kvinde, der er indlagt på hospitalet, fordi hun har prøvet at skære en flap af sit... ja, røvhul, og det er gået helt galt. Herfra er det en lang række af mærkelige historier om bizar sex, menstruation og diarré, men det er sært underholdende og virkelig anbefalelsesværdigt. 

Dette Burde Skrives I Nutid af Helle Helle fik jeg i fødselsdagsgave, men der gik lige et par måneder før jeg fik den læst. Da jeg først var startet, lagde jeg ikke bogen fra mig før den var færdig, for jeg elsker Helle Helle, og jeg elsker hendes sprog og umiddelbare simplicitet, hvor alt det usagte hele tiden vokser sig større og voldsommere under overfladen. Den er også rigtig trist, for den beskriver mennesker, der ikke laver så meget andet end at vente på, at det hele går rigtig galt. Jeg ved ikke hvad det er med Helle Helle, og hvorfor hendes romaner og noveller fanger mig i sådan en grad. Altså, der sker jo ikke noget. Det er umiddelbart så langt fra spændingsniveauet i A Game of Thrones som overhovedet muligt, men jeg læser dem med samme intensitet og elsker dem lige højt. 

Lene Skriver Bak har interviewet ni forskellige kvinder i alle aldre i bogen om 'Når Mor Dør', som jeg fandt på tilbud til en tier i Amager Centeret i foråret. De her kvinder har haft vidt forskellig opvækst og oplevelser, men de har alle sammen mistet deres mor - mange af dem tidligt. Jeg synes godt hun kunne have skåret et par interviews, så der kunne komme lidt mere kød på de andre historier, men den var da meget interessant at læse igennem. 

Senest har jeg - som det sidste menneske i verden - læst Jordens Søjler af Ken Follett. Jeg kan forstå, at det en af verdens mest læste bøger, er mange menneskers ubetingede yndlingsbog og at den har betaget mange, der normalt ikke gider læse bøger. Det må jeg stille mig komplet uforstående overfor. Helt seriøst - det er ikke god litteratur. Og bevares, det behøver det heller ikke altid at være (med Stephen King som yndlingsforfatter kender jeg godt charmen ved noget letlæst, god underholdning), men jeg forstår simpelthen ikke tiltrækningen. Det er en spændende historie, men sproget er nærmest dødt, og personerne er så voldsomt karikerede, at det næsten ikke er til at holde ud. Der er ingen mennesker, der er så ubetinget onde eller gode som tilfældet er det her. Så tv-serien bagefter, der ikke var meget bedre - men Prior Phillip lignede min elskede Jamie Stewart på en prik, så der var i det mindste lidt eyecandy.  

   

tirsdag den 8. oktober 2013

and I close my eyes and I take it in

I Magdeburg ligger en af de smukkeste bygninger, jeg nogensinde har set, 'Grüne Zitadelle', der populært også kaldes Hundertwasserhaus, selvom det 'rigtige' bygningsværk med dét navn befinder sig i Østrig. De er begge tegnet af Friedensreich Hundertwasser, der dog døde inden han kunne se den i Magdeburg færdigopført i 2005. Jeg er så forelsket i asymmetrien - og jeg er normalt stor fan af lige linjer og rene geometriske figurer, men især de forskellige vinduer er jo fuldstændigt fantastiske. Hundertwasser var som ung knægt tvunget til at melde sig ind i Hitler Jugend for at beskytte sin mor, en jødisk kvinde, der levede under falsk identitet. Hans tidlige bekendtskab med organisationens struktur og strenghed fik ham til siden at afsky alt totalitært og firkantet - både politisk og i sin arkitektur. Han kaldte endda lige linjer for 'djævelens redskaber', hvilket tydeligt ses i hans værker. I stedet elskede han spiraler og natur, og der vokser ofte træer på tagene af hans bygninger. 

I 1958 udgav han sit 'Mouldiness Manifesto', hvori han talte for alle menneskers ret til at hænge ud af deres vinduer og male på muren udenfor. Alle burde have lov til at udtrykke sig selv kreativt og vise naboen, hvem der bor inde ved siden af. (Det er i øvrigt også tilladt i 'Grüne Zitadelle, men jeg så nu ikke nogen, der havde benyttet sig af muligheden. Bygningen er trods alt rimelig vild i forvejen!) Han mente i øvrigt også, at elendighed og depression udspringer af den sterile og monotone byggestil, der tvinger mennesker til at bo i små, firkantede kasser uden udfoldelsesmuligheder. Jeg kunne godt tænke mig at bo i et af hans huse. Det er jeg sikker på, jeg ville blive et meget gladere menneske af. Da jeg var lille, drømte jeg også altid om at bo specielle steder. I min yndlingsfantasi boede jeg i et hus på en ø - måske i Vejle Fjord eller i en af Silkeborgsøerne - og løst rundt på den lille ø gik mine heste, hunde, katte, geder, høns, køer, grise, lamaer og ulve rundt. (Det sidste kunne blive lettere problematisk, men det var trods alt bare en fantasi, og ulve var allerede dengang mit yndlingsdyr). Nu ville jeg stille mig tilfreds med at bo i en Hundertwasser-bygning. Jeg synes han er så spændende, og 'Grüne Zitadelle' er et ret imponerende punktum i en lang og flot karriere. 

mandag den 7. oktober 2013

the days were long, the weeks flew by

I dag er det den syvende, og dermed ti måneder siden min mor døde. Men jeg havde faktisk næsten glemt det. Den sidste måned har uden sammenligning været den, hvor jeg har tænkt mindst på min mor (eftersom hun er i mine tanker næsten konstant, er det en velkommen ændring), faktisk tror jeg, at jeg har haft to sammenhængende dage uden overhovedet at skænke hende en tanke - eller uden at skænke hendes død en tanke, i hvert fald. Jeg tænker tit på hende. Som hun var igennem hele mit liv, og ikke som hun var, da hun blev syg. Jeg har ikke skrevet til psykologen fra Børn, Unge og Sorg endnu, og jeg ved ikke helt, om jeg gør det. Med tanke på sidste lørdag hvor jeg havde det så skidt burde jeg måske, men for det meste går det jo, og der er jo ikke noget underligt i at være ked af det engang imellem - som jeg trods alt 'bare' er normalt. I morgen skal jeg mødes med tre af pigerne fra gruppen, og det tror jeg i virkeligheden er en endnu bedre løsning. Glæder mig til at se dem igen og høre, hvordan de har klaret den sidste måned uden gruppen. 

lørdag den 5. oktober 2013

dream captain take me on your ship

Jeg opdagede australske Shaun Tan ved en ren tilfældighed - jeg tror det var via et af mine yndlingstidsfordriv StumbleUpon, og jeg blev med det samme draget af hans magiske og til tider mørke univers. Han har tegnet siden han var helt lille, og han har også arbejdet på en række forskellige film, blandt andet en af mine favoritter Wall-E. Og så har han en af de fineste hjemmesider, jeg nogensinde har set. Jeg bestilte The Red Tree på nettet til ingen penge, og den er endnu smukkere i virkeligheden. Det er min første Shaun Tan, men bestemt ikke min sidste. Nu skal jeg bare finde ud af, hvilken en jeg skal skrive på min ønskeseddel. Det er snart jul!

onsdag den 2. oktober 2013

Modern Family

Modern Family startede for mig som en no-brainer-serie jeg kunne se, når jeg vaskede op eller lagde tøj sammen, men den voksede hurtigt i min anseelse, for den behandler faktisk nogle ret vigtige og modige emner. Titlen Modern Family er spot-on, for i hovedrollerne ses medlemmerne af én stor, rodet familie, der repræsenterer alternative - men mere og mere populære - familieformer. I centrum er Phil og Claire med børnene Alex, Haley og Luke - en 'normal' familie i bedste forstand, selvom de bestemt også har deres problemer. Claires bror Mitch er gift med Cameron , og adopterer i løbet af serien en virkelig sød (og sjov!) pige fra Vietnam, og så er der søskendeparrets far Jay, der er gift med den noget yngre og virkelig lækre colombianske Gloria, der også har sønnen Manny fra et tidligere ægteskab. Der er altså grobund for nogle heftige dramaer og uoverstigelige problemer, men det hele bliver serveret med en humor og distance så overdreven, at det bare er hysterisk morsomt. Medvirkende til dette er også det faktum, at den er filmet i min yndlings-comedy-stil, nemlig som en mockumentary i stil med Parks and Recreation og The Office. Det er virkelig tåkrummende pinligt til tider.

Modern Family startede i 2009, og her i september begyndte femte sæson at løbe over skærmen i USA. De to første sæsoner var klart de bedste, men sådan er det jo næsten altid, og de senere sæsoner har bestemt også haft deres gode øjeblikke. Her gør børnene en stor forskel, for hvor de andre karakterer ikke udvikler sig helt så meget som man kunne ønske, sker der et naturligt spring hos børnene fra sæson til sæson. Den yngste Luke, der ærlig talt er temmelig uintelligent (men virkelig nuttet) er spillet af Nolan Gould, der har været medlem af Mensa siden han var fire. Siger internettet. Nørden Alex er også en pige lige efter mit hjerte, selvom det er næsten hjerteskærende at se hende være kæreste med en ung knægt, der tydeligvis er homoseksuel.  Den lidt sippede Mitch er også en af mine favoritter - jeg er især glad for at se ham bryde ud af den kontrollerede rolle (et af mine yndlingsafsnit indebærer Mitch danse helt overdrevet til en flash mob i et indkøbscenter), hvilket hans flamboyante mand Cam er ret god til at tvinge ham til. 

Der er da også nogle ting der ikke fungerer. I tre 'moderne familier' er det påfaldende, at kun den ene forælder går på arbejde, mens den anden går hjemme og passer hjem og børn. På den anden side er det jo bare medvirkende til at skabe en anden type scener, og det kan jeg godt leve med. Ligesom det også er i orden, at de har penge nok - kun Jay og Gloria bor decideret prangende, og han har tydeligvis arbejdet for det. Jeg kan frygte lidt, at serien lider samme skæbne som How I Met Your Mother og kører i hundrede sæsoner, men hvis det lykkedes dem at stoppe med en solid sæson fem, vil Modern Family stå tilbage som et af de rigtig gode (omend meget overfladiske) nyere familieportrætter.