lørdag den 30. november 2013

Stephen King - Doctor Sleep

I Doctor Sleep, Stephen Kings længe ventede opfølger til mesterværket The Shining, følger vi drengen på den trehjulede cykel - Danny Torrence - der nu er blevet voksen. Stephen King har sagt i et interview, at han var nervøs for at skrive en fortsættelse til en bog, som mange mennesker læste da de var 14-15-år gamle og dermed lettere at skræmme. Jeg læste den selv som tolv-årig, og det er en af de mest uhyggelige læseoplevelser jeg nogensinde har haft. Nogle aftener turde jeg simpelthen ikke læse videre, og måtte vente til solen stod op næste dag. Og det er rigtigt - Doctor Sleep skræmte mig på ingen måde i samme grad, men det havde jeg nu heller ikke forventet. Den starter ret brutalt med et gensyn med den rådne dame fra badekarret, og så er vi godt igang. 

Dan Torrence burde have al mulig grund til at holde sig fra alkoholen, men han drikker alligevel mindst ligeså meget som sin far. Det samme gjorde Stephen King, da han skrev The Shining, og Cujo kan han næsten ikke huske at have skrevet. Så han kender vist godt det der med at vide, at man gør noget forkert - men man kan ikke lade være. Dans evne til at 'shine' drukner næsten i hans alkoholmisbrug, men efter en total deroute tager han sig sammen, får et arbejde på et plejehjem sammen med en synsk kat og begynder at kommunikere med en pige ved navn Abra ved hjælp af telepatiske beskeder. Hun er i fare, da gruppen The True Knot er efter hende - en slags vampyrer, der lever af nogle børns evne til at shine, og med medlemmer, der er over hundrede år gamle. De er usandsynligt badass og nogle af de mest skræmmende fjender i en King-roman længe. I kampen mod The True Knot ender Danny selvfølgelig på den grund, hvor The Overlook Hotel brændte ned over tredive år tidligere, og det hele er meget spændende. 

Doctor Sleep er en rimelig efterfølger til The Shining, men jeg kunne godt have ønsket mig at bogen var mindst dobbelt så lang. Den er godt nok på 486 sider, men det er med stor skrift og mange afsnit, og jeg mangler især at høre noget mere om The True Knot. Nogle af de her mennesker har levet i over hundrede år; hvad har de oplevet, hvor har de været, og hvordan kan de holde ud at være SÅ onde? Jeg er glad for Doctor Sleep, selvom den måske ikke helt levede op til mine forventninger - men de var måske også lidt for høje.  

torsdag den 28. november 2013

drooling on cakes of plastic

Apropos madpakker med en helt særlig betydning - her er den fine video til min kærestes nye single. 

onsdag den 27. november 2013

I ended up with pockets full of dust

I dag havde jeg makrel i chili og et æg med til mit ristede rugbrød, og selvom det var en klar forbedring i forhold til sidste uges leverpostej, nåede det ikke min mors madpakker til sokkeholderne. Hun lavede de bedste madpakker til mig lige indtil jeg flyttede hjemmefra som tyve-årig, og selvom mine veninder drillede mig lidt med det i de senere år, tror jeg også at de var lidt misundelige. De tre år jeg gik i gymnasiet stod jeg op og gik i bad klokken seks, og klokken halv syv gik jeg ned for at spise morgenmad. Der stod min mor op og holdt mig med selskab, hyggede om mig og smurte min madpakke, og det gjorde nogle mørke, kolde vintermorgener meget nemmere at overskue.  Jeg gik ud af døren ti minutter i, hvorefter hun gik i seng igen, hvis min far og min søster først skulle møde senere. Hun skulle bare lige sende mig godt afsted. Der var næsten altid en lille overraskelse med i madpakken; en chokoladekiks eller et lille flag, og tit havde hun skrevet en hilsen på servietten, der nænsomt var foldet ved siden af maden. Sådan en mor er den allerbedste slags, og det er ikke så underligt at jeg savner hende. I dag er det et år siden, hun sidst var ved bevidsthed. I dag er det et år siden, jeg sidst hørte hendes stemme. I dag er jeg meget, meget ked af det.  

mandag den 25. november 2013

it's cause you mean the world to me

Hurra! I dag udkommer min kærestes anden plade til digital download (vinylen er som sagt ikke kommet endnu, men den er lige på trapperne) og man kan lytte til den lige her. Han har lagt så meget arbejde i den, og det har været ret specielt at være med på sidelinjen hele vejen - lige fra numrene bare var en lille tekstbid eller et par strofer af en melodi, og nu er de pludselig rigtige sange med deres helt eget liv. Med et lidt mere professionelt pladeselskab bag sig denne gang måtte han pludselig forholde sig til begreber som 'PR' og 'pressekit', og da han ikke havde nogle pressebilleder, måtte vi for en måned siden på udflugt med kameraet. Solen var lidt for meget vores ven den dag - den skinnede så stærkt, at åbne øjne nærmest var en umulighed. Men det lykkedes - han fik sit pressebillede, og her er de fineste bloopers. 

søndag den 24. november 2013

the hours become days

I dag så jeg også solnedgangen ved vandet! Den var ikke lige så flot som den på billederne, som er taget på Als Odde for præcis en uge siden, men det var skønt at gå en lang tur med min kæreste på min første fridag siden jeg kom hjem. Her er nogle gode ting, der er sket siden sidst:

1. Spiste bøf og flødekartofler til morgenmad i dag. Det var ikke rester, det var ikke planlagt, men det var overordentligt overdådigt.

2. Gik en laaaaang tur i dag nede ved vandet og sluttede af i den nye Kvickly ved Lergravsparken, hvor alle ting af en eller anden grund var sindssygt billige. Vi gik all-in på færdig-fryse-retter til den næste måned, og da vi nåede til kassen var der YDERLIGERE 20% på alting. Ikke dårligt. Om det så er en god eller dårlig ting, at jeg går så meget op i det, er en helt anden sag.

3. Så Patrick fra Paradise Hotel i bussen i går. Stod faktisk presset helt op af ham, og troede i lidt for lang tid, at han var en tidligere juleassistance fra arbejdet jeg bare ikke kunne sætte navn på. Da han var med i PH spillede min kæreste i et band, der øvede hver mandag, tirsdag og torsdag; vi havde et fjernsyn i soveværelset, og vi havde et hav af tv-kanaler = jeg blev fanget i fælden.

4. Stephen King var med i det Sons Of Anarchy-afsnit vi så igår! Sindssyg optræden. 

Og et par enkelte dårlige ting:

1. Min kæreste skulle have holdt releasefest for sin nye plade på Drone igår, men vinylerne er ikke blevet færdige i tide, og uden det produkt der skal fejres, virkede det lidt fjollet at feste.

2. Tre, TRE gange i denne uge har bussen været propfyldt med en skoleklasse eller børnehave om morgenen. Om morgenen, hvor de ti minutter ind over Christianshavn og Knippelsbro ellers lige giver mig tid til at vågne helt i fred og ro, siddende ved vinduet med min kæreste i hånden. Sådan har det ikke været i denne uge! Tredje dag med skrigende unger snuppede min kæreste et dobbeltsæde til os for næsen af en dreng, der sendte os de vildeste dræberøjne.  (Han HAVDE selvfølgelig en plads. (We're not animals.) Han ville bare tættere på nogle af sine andre venner, så de kunne råbesnakke mere om Messi og sparke til sædet foran dem.) Jeg er ikke stolt af at sige, at jeg sendte et hovent, triumferende dræberblik tilbage. Til en dreng på under ti år. Jeg var presset.  

mandag den 18. november 2013

I woke up with this song in my head

Hvor var vejret bare vidunderligt i går! Jeg er helt glad for, at jeg ikke var med til julefrokost i København, for så var jeg stensikkert blevet under dynen hele dagen i går og var gået glip af solskinnet. Silke, min far og jeg gik en lang tur ved fjorden, og jeg vovede mig ind bag fiskernes gamle redskabsskure for at fotografere lidt. Trangen til at komme på en sejltur overmandede mig, og jeg blev sur på mit fortids-jeg for ikke at have udnyttet mulighederne lidt bedre da jeg boede her. Jeg sad bare hjemme på mit værelse og malede negle og øjne sorte, og når jeg endelig gik tur, var det mest efter mørkets frembrud. (Men okay, der er jo teknisk set ikke noget der afholder mig fra at melde mig til kajak eller roning ude ved Amager Strandpark - tvivler dog stærkt på, at det nogensinde kommer til at ske. Planlægger også hvert år at bade mindst en gang om ugen - fik det gjort én gang i år. Flot.) Pænt var der i hvert fald ved fjorden, og min vintertristesse har lettet en smule. Bliver i øvrigt nødt til lige at linke til Kristinas fantastiske indlæg om vinterdepression - det er SÅ sjovt og SÅ rigtigt, og jeg elsker hende lidt for også at tage de tungere emner op. For mig virker sollys (og til nød min lysenergilampe), gåture i frisk luft, D-vitamin i rigelige mængder og tid til at puste ud - så jeg er på den bedste kur i øjeblikket.

lørdag den 16. november 2013

the world has become a little too mean

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg kører lidt på reserverne i øjeblikket. Jeg hader, hader, HADER november, og i år er første år uden mor og derfor lige lidt værre end alle de andre år. Bloggen er kommet til at lide frygteligt under det, men nu er jeg hos min far i et par dage, og så bliver mine depoter forhåbentligt fyldt op igen så jeg får overskud til lidt mere end kun at gå på arbejde. I dag gik vi en tur op til mor, og jeg blev så glad for at se den smukke krans, som hendes veninde har lavet til hende. Der er så fint ved kirken og klosteret, og nu har også klosterhaven fået en grundig opfriskning, så der er endnu hyggeligere at gå rundt. Senere kørte vi i hundeskoven med Silke, og her til aften har vi spist flæskesteg fra en glad, fritgående gris. Det er ikke så dårligt at være hjemme.  

torsdag den 7. november 2013

these walls I know, I grew up here

Mor og Mormor
Elleve måneder siden min mor døde. Nu nærmer vi os årsdagen, og det synes jeg overhovedet ikke er spor sjovt. Jeg kæmper igen lidt med den her uvirkelighedsfølelse, hvor jeg nogle gange bliver nødt til at sige til mig selv, at hun altså ER død og ikke kommer tilbage. Nogensinde. Jeg var så glad for gruppen, fordi den tvang mig til at snakke om hende og tage fat i de svære følelser, og jeg kan godt mærke at jeg ikke er lige så god til at gøre det alene. Det er lettere bare at tænke på noget andet og snakke om noget andet, men så kommer sorgen snigende og overrasker mig på yderst upassende tidspunkter - som f.eks. i metroen i morges. Græd de første ti minutter inde på arbejdet, og så var jeg klar igen, men ville nok hellere bare have udskudt reaktionen lidt og så have grædt herhjemme. Meget passende var der i aften et arrangement hos Børn, Unge og Sorg (jeg ved seriøst ikke, hvad jeg skulle have gjort uden dem), og jeg tog derhen med et par stykker fra gruppen. 

Temaet til denne caféaften var ændrede familierelationer, og det fik mig til at tænke på, at der faktisk også er sket nogle gode ting det sidste år. Før i tiden snakkede jeg virkelig meget i telefon med min mor - nok også mere end andre på min alder. Samtalen endte tit med et 'vil du lige hilse på far', hvorefter jeg snakkede et par minutter med ham. Nu snakker jeg med min far flere gange om ugen, og oftest over en time i træk, og det er virkelig dejligt. Vi har altid været tætte, men jeg mærker det endnu tydeligere nu, og vi snakker også om nogle lidt andre ting. I næste uge tager jeg hjem til ham og min søster, for jeg kan slet ikke vente helt til jul med at se dem. Jeg går glip af julefrokosten med arbejdet, men det bliver holdt på Nørrebro Bryghus lige som sidste år, og der havde jeg en rigtig dårlig aften hvor jeg var meget ked af det. Det er faktisk også den aften jeg fik den allersidste sms fra min mor - den eneste jeg har fra hende, fordi jeg lige havde fået en ny telefon. Så. Jeg vil hellere hjem til min far og hygge mig. 

onsdag den 6. november 2013

motion makes it hard to write

Jeg har stadig mægtig travlt med både arbejde og aftaler, men indtil videre er det faktisk lykkedes mig at balancere det hele, og det gør mig glad. I går havde jeg fri - og efter et hurtigt besøg hos lægen, der gav mig et stik i hver overarm, tog jeg mod Nørrebro, hvor jeg for bare anden gang skulle mødes med Sine. Egentlig skulle vi have besøgt butik Otto, hvorfra nogle af hendes fine kreationer bliver solgt, men butikken var lukket. Meh. Heldigvis var der ikke langt hen til Assistens Kirkegården, hvor jeg af uransagelige årsager ikke har været i al den tid, jeg har boet i København. Mit sidste besøg var sammen med mine forældre for over ti år siden, hvor mit mere prætentiøse teenage-jeg hurtigt fandt Michael Strunges grav og sørgede lidt over dét. I går tog vi billeder af de pæne efterårsfarver og glædede os over, at vi ikke havde utålmodige kærester med på slæb, og jeg tror ikke det bliver den sidste fælles fotoekspedition vi drager på. (flere billeder følger, når jeg har mere end ti minutter til at smække et indlæg sammen...)

Jeg havde egentlig kalkuleret med en middagslur, men tiden gik så hurtigt, at det ikke rigtig kunne betale sig at tage hjem. Snart skulle jeg nemlig mødes med Pernille, der havde inviteret mig i teatret for at se 'Den Mystiske Sag om Hunden i Natten' eller 'The Curious Incident of the Dog in the Night-Time' som vi begge to ELSKER på bog. (Skrevet af Mark Haddon og virkelig anbefalelsesværdig. Pernille har den stående i hele tre forskellige versioner, og ja, den ER så god). Normalt er teater ikke lige min genre. Jeg synes hurtigt, at det bliver alt for kunstigt og, ja, teatralsk, og sidst jeg var på Betty Nansen så jeg 'Maria Stuart' med mit tyskhold, hvilket var en ganske forfærdelig oplevelse - havde det været en film, var vi udvandret i pausen. Men igår var noget helt, helt andet, og nu forstår jeg endelig hvad teater kan, som andre medier ikke formår. Stykket var nemlig mindst lige så godt som bogen, og Thure Lindhardt var suveræn i rollen som den femtenårige Christopher med aspergers syndrom. SUVERÆN. Jeg har aldrig set noget lignende. Det var en meget speciel og rørende oplevelse, og det fortjener mange flere rosende ord end hvad jeg lige kan nå nu.