søndag den 31. marts 2013

if I made the world it would be all white

Da vi var i Præstø i sidste weekend, overnattede vi ikke på Hotel Frederiksminde hvor festen foregik (vi er jo ikke lavet af penge), men i stedet på den noget mere beskedne Kirsebærkro, der nu også tog sig særdeles hyggelig ud i sneen med istapper og gamle stalddøre ind til værelserne. Selve indretningen lod måske lidt tilbage at ønske, men sengene var bløde, morgenmaden god - og det største problem var i virkeligheden at der stod Pepsi på colaen i køleskabet. Der var i det hele taget rigtig hyggeligt i Præstø, hvis gamle bydel minder meget om Mariager, hvor jeg kommer fra. Byen var heller ikke glad for at slippe os igen - da vi kørte derfra af Margueritruten så vejen pludselig ud som på sidste billede, og med nyligt påførte sommerdæk på bilen måtte vi vende om igen. Vi fandt dog hurtigt ud på motorvejen og var snart hjemme på Amager hos Jimmy til fejring af min fødselsdag.  

fredag den 29. marts 2013

I feel like I'm there when I'm looking at it

Rå sandart. Skorzoné & brændte løg. Granvinaigrette & lokal fårefløde
Blåmuslinger. Kålsorter, dild & fløde
Duroc. Jordskok, æble & valnød 
I lørdags var jeg som tidligere nævnt til min 'nye' tantes fødselsdag på Hotel Frederiksminde i Præstø, hvilket var en noget mere luksuriøs affære end jeg havde regnet med. Fødselaren havde flottet sig, så vi fik den helt store menu med tre runder af snacks, seks retter mad og en ekstra forret og en 'præ-dessert'. Dertilhørende en meget lækker vinmenu, hvor jeg for første gang lagde mærke til, hvor godt afbalancerede vinene var til de forskellige retter. Rødvinen lod jeg dog stadig stå - jeg lærer nok aldrig at holde af det. Til dessert var der en vidunderlig citronfromage, som chefkokken (min tantes svigersøn) faktisk har vundet DM i desserter med. Ikke dårligt. Det hele var bare så lækkert - jeg var mest begejstret for de retter jeg viser billeder af. Kunne godt lige spise sådan en menu igen - i stedet er mit køleskab gabende tomt...

mandag den 25. marts 2013

jimmy & the jimmish

På kraftig opfordring (eller, i hvert fald på opfordring) er Jimmy & The Jimmish' debutplade 'Vådmad' nu også tilgængelig online. Den kan streames gratis lige her - eller købes for bare tre euro, og overskuddet går naturligvis til mere vådmad til hovedpersonen, der har haft en fest i dag med indpakningspappet fra vores nye spisestole. 

søndag den 24. marts 2013

too old to die young

Jeg blev født for præcis otteogtyve år siden i dag - også på en søndag. Nu når jeg ikke at komme med i the 27 Club, men det er jeg faktisk ganske godt tilfreds med. I går var jeg til en anden - noget større - tresårsfødselsdag på Hotel Frederiksminde i Præstø, og da klokken slog tolv, fik jeg også en fødselsdagssang med på vejen af selskabets småberusede gæster. Det var en rigtig god aften med en vildt lækker menu, men det fortjener sit helt eget indlæg. I dag kigger jeg nemlig bare hurtigt ind og viser billeder af alle mine fødselsdagsgaver - der er exceptionelt fine i år, synes jeg. Babushka-uglerne (der egentlig hedder matryoshka) fra Louise er SÅ søde; jeg glæder mig enormt meget til at læse mine nye bøger og graphic novels og høre min nye LP, men den allerbedste gave har jeg fået af min kæreste, der har indspillet en plade med Jimmy & the Jimmish der hedder 'Vådmad'. Temaet er Jimmy, som den kvikke læser måske har regnet ud, og numrene hedder 'Hvor er Jimmy?', 'Vådmad #2/Jimmy Swing', 'Miau Miau Miau' osv., og det er noget af det sødeste han nogensinde har gjort for mig. Nu skal vi vist have en middagslur alle sammen inden vi fortsætter min fejring - min søster er allerede kravlet under dynen i sofaen, og min far kæmper med at holde øjnene åbne i lænestolen. 

fredag den 22. marts 2013

your eyes appear in every one of my dreams

På søndag har jeg fødselsdag. Det fantastiske ved fødselsdage forsvinder lidt, når ens mor ikke længere er der til at synge fødselsdagssang og sende søde pakker med posten. Det har jeg grædt lidt over i dag. Og sidste år på min fødselsdag døde min faster. Såøhhh... Jeg har tidligere glædet mig mere til dagen end jeg gør i år, for at sige det mildt. Men helt skidt bliver det ikke, for de første pakker er allerede landet med ugleposten, og om et par timer kommer min far og min søster. I morgen skal vi til noget tres-års-fødselsdagshalløj i Præstø, men jeg har hørt rygter om afsindig god mad, så jeg glæder mig faktisk ret meget. Lige bortset fra det faktum, at jeg aldrig nogensinde har lyst til at lade Jimmy være alene hjemme mere - i går aftes var der brand i en lejlighed i vores gård, og selvom det virkede forholdsvist udramatisk, er brand noget af det mest uhyggelige jeg overhovedet kan forestille mig. Især fordi vi bor i lejlighed - man ved aldrig, om der bor en eller anden idiot nedenunder, der pludselig sætter ild til sit eget hår, eller hvad ved jeg. Og tænk, hvis det sker mens vi ikke er hjemme til at redde Jimmy ud. :( (Jeg ved godt, at det ikke sker. Men det KUNNE ske. Jeg kom til at gå ind på den her side, og brandvæsenet kører jo ud til brande hele tiden!) Ellers glæder jeg mig mest til nogle dage med det, der efterhånden er tilbage af min lille familie; jeg glæder mig til min søster endelig skal møde Jimmy, jeg glæder mig til sushi, hjemmebagte frøsnappere og cola, gyserfilm under dynen, lange gåture og hvad vi nu ellers finder på. Håber I alle får en dejlig weekend! 

onsdag den 20. marts 2013

I won't rest until I forget about it

Jeg havde helt glemt hvor hårdt det er at være en del af det arbejdende folk. Jeg er helt smadret når jeg kommer hjem om aftenen, og de sidste dage har udelukkende stået på arbejde, Jimmy-nusning og Lost. Men det virker efter hensigten - der er ikke plads til ret mange flyvske tanker, og så er det rigtig rart at snakke med nogle søde mennesker hver dag, i stedet for at sidde herhjemme og læse i en bog jeg ikke forstår. Men det betyder også, at jeg ikke altid har ret meget energi til blogning og billedtagning. Det skal nu nok komme igen, jeg skal bare lige vænne mig til at være lidt mere på benene end jeg plejer. I går var nu også exceptionelt hård med Kashmir-instore og optælling  - i dag har været ren svir med kun seks timer i kassen. 

Lidt forsinket kommer derfor et billede af de absurd lækre kager, Rannvá og jeg spiste i lørdags. (Kan endda se, at jeg ikke har fået rettet på dybdeskarpheden, men vi havde altså virkelig travlt, for kagerne skulle frådes!) Nogle af jer har måske allerede set dem på instagram, men resten skal ikke snydes, for det er noget af det bedste, jeg nogensinde har smagt. Jeg er faktisk ikke den allerstørste kagespiser - jeg synder langt hellere med chips eller chokolade - og ved første øjekast var jeg da også kun moderat begejstret for det udvalg af kager, vi fik med fra Dessertdragens Kageværksted for vores smartbox. Men hallelujah! Hver og én var helt forrygende og en lille bid af himlen, og dem jeg på forhånd havde afskrevet (er ikke så glad for bær, der har været varme. Ligesom rosiner. Ad.) var også virkelig gode. Mine favoritter var nok den med chokolademousse, brownien og - ret overraskende - den lille fluffy sag, der står forrest i midten af billedet og ser ganske beskeden ud. Den havde den lækreste konsistens i verden. Da vi troede vi var færdige, kom vi i tanke om den pakke med kyskager - i mit yndlingsfarvetema - vi også havde fået med, og de var naturligvis også vildt gode.

Jeg er virkelig glad for, at vi valgte Dessertdragen frem for nogle af de andre steder, der kunne tilbyde 'et stykke dagens kage og en kop te' for samme smartbox. Jeg har indtryk af, at det klart var her man fik mest for pengene, uden dog helt at vide, hvad det har kostet. Selvom jeg aldrig havde troet, at kage ville være noget jeg decideret ville bruge penge på, er jeg ret sikker på vi skal tilbage igen. Måske skal jeg også have min søster med engang - og alle andre jeg kender, der gider spise kage med mig. 

søndag den 17. marts 2013

oh this relief, it's the oddest thing

Jeg elsker Amager Strandpark på alle årstider, men der er nu ikke ret meget der slår at gå en tur i nogle af årets første rigtige solstråler. Billederne er fra en dag sidst i februar, og stranden tog sig virkelig ud fra sin bedste side. Det allerbedste ved at bo på Amager er, at der er så kort ned til stranden, og hver gang jeg har for meget i hovedet hjælper det at blive blæst lidt igennem nede ved vandet. Jeg har haft en rigtig dejlig uge - har været i biografen med min kæreste, jeg har arbejdet rigtig meget - og i går spiste jeg sindssyg lækker kage sammen med Rannvá, men det viser jeg lige billeder af en anden gang. Jeg slapper meget mere af med universitetet og forberedelse ude af mine tanker - jeg havde glemt hvor rart det er at have helt fri når man har fri. Næste uge bliver lidt travl med arbejde, men på fredag kommer min far og min søster og bliver helt til tirsdag, og det glæder jeg mig så meget til!

lørdag den 16. marts 2013

I am your girl and I will protect you

Jeg har fået pandehår! Igen! Nu var det ellers endelig vokset ned til hagen, men jeg savnede sådan at have lidt kant i ansigtet, så det røg af igen. Tog mod til mig og gik til frisør; en ting jeg ellers virkelig hader - der er ikke noget værre end at sidde fanget i en frisørstol og være tvunget til at smalltalke - og hvorfor vil de alle sammen føre en samtale imens de tørrer ens hår? Oh well, det gik, og jeg tog på arbejde dagen efter og følte mig som et helt nyt menneske. Man føler virkelig selv, at man ser markant anderledes ud når man er blevet klippet - men enten er det hysterisk grimt, eller også lagde folk bare ikke mærke til det, for jeg fik kun én kommentar; fra min faste lagermakker, der forsigtigt spurgte om jeg selv havde klippet det... Hehe. Nu skal jeg på arbejde igen - ville bare lige ønske jer alle en dejlig weekend fra farlige Jimmy og jeg!

onsdag den 13. marts 2013

my behind is a beehive

De sidste par dage har jeg haft en altgennemtrængende og insisterende udlængsel - jeg vil UD, jeg vil OPLEVE ting, og jeg vil mærke solen på min næse. Jeg drømmer om Spanien, Grækenland og Barbados - intet mindre. Det gjorde det ikke ligefrem bedre at vågne op til et sneklædt København i morges... Ja, jeg ved godt vi bor i Danmark, og at her bare ER koldt og mørkt det meste af året, og jeg kunne bare flytte, hvis jeg ikke er tilfreds. Jeps. Det har jeg også kraftigt overvejet flere gange. Men det er altså ikke så ligetil 'bare' at flytte, synes jeg. Jeg kan jo godt lide København. Og mine venner og familie. Så virker det umiddelbart lidt drastisk at stikke permanent af til et andet land, fordi jeg bliver vinterdeprimeret.

Jeg har da heldigvis også noget at se frem til. Jeg skal et smut til Polen til august, og så skal min far, søster og jeg forhåbentlig også en uges tid til Harzen engang. Men den store rejse, til strand og palmer og drinks i kokosnødder - den må altså vente lidt endnu. Jeg har arvet nogle penge fra min faster, og dem har jeg tænkt mig at bruge på en rejse til min kæreste og jeg. På grund af mit studie bestemte vi at vente til januar næste år... JANUAR! Der er næsten et år til! På den anden side har jeg nok lige så meget udlængsel næste vinter, og dér bliver jeg nok glad for min beslutning. Vi ved i øvrigt ikke, hvor vi gerne vil rejse hen endnu. Min kærestes eneste kriterium er, at det skal være et sted, han ikke har været før. Og jeg kan slet ikke finde ud af det - for jeg vil gerne det hele. Har dog kogt det ned til tre (arh, det er løgn, den sidste mulighed er i  princippet ret åben for fortolkning) muligheder - Japan, USA (sydstaterne) eller et vanvittigt eksotisk sted med hvid sandstrand og de føromtalte drinks i kokosnødder. Men intet er sikkert endnu, og jeg kunne godt bruge noget inspiration. Har I en drømmedestination - og hvorfor?

tirsdag den 12. marts 2013

intoxicated with the madness


Jeg har opdateret min top femogtyve, og der er sket en del ændringer siden jeg lavede den oprindelige liste for et år siden, men det er kun dejligt, synes jeg. Der er så mange gode serier for tiden, og de fortjener virkelig deres høje placeringer. Jeg glæder mig til at få lidt mere tid til at se tv-serier igen - jeg er lige gået i gang med Louie, der er virkelig godt, sammen med min kæreste genser jeg Lost - og så glæder jeg mig ubeskrivelig meget til tredje sæson af Game of Thrones. 

01 Six Feet Under
02 Friday Night Lights
04 Fringe II
05 Breaking Bad II
06 The L Word 
07 Game of Thrones 
08 Lost
09  The Walking Dead II
11 Big Love
12 Twin Peaks
13 Battlestar Galactica
14 The Sopranos
15 New Girl
16 Scrubs
17 Girls
18 X-Files
19 American Horror Story II
20 Dexter
21 Weeds 
22 Felicity
23 Freaks and Geeks
24 Californication
25 Community


Boblere: Deadwood, True BloodGrimm, Pushing Daisies, Misfits, Black Books, Extras, Bored to Death,  Dawson's Creek, Wilfred, Orange County, Children's Hospital,  Mad MenHomeland

Mine fiktive veninder 
Om forskellige serier, maj 2012

TOP 9 - ANIMATION
01 Silver Fang
02 Svampebob Firkant
03 South Park
04 American Dad
05 Flapjack
06 Adventure Time
07 Nisselægen David
08 Cowboy, Indianer og Hest 
09 The Simpsons

søndag den 10. marts 2013

Stephen King - The Regulators

I forbindelse med udgivelsen af Desperation i 1996, blev der "fundet" et efterladt manuskript af Richard Bachman kaldet The Regulators. Som tidligere fastslået, er Richard Bachman et pseudonym for Stephen King, og med denne udgivelse forsvandt enhver tvivl, da de samme karakterer optræder i begge bøger, ligesom de oprindelige dustcovers kunne sættes op mod hinanden og danne ét billede (hvilket jeg har forsøgt at pointere med det uskarpe billede, jeg har fundet i en af internettets mørke afkroge). Jeg synes det er et lidt besynderligt udgangspunkt - hvorfor ikke bare udgive begge bøger i eget navn - men måske havde han brug for at sende Richard Bachman i graven én gang for alle. Det er i hvert fald umiskendeligt en King-roman, og en af de få jeg faktisk ikke har læst tidligere.

Jeg læste den i forlængelse af Desperation, hvilket var en smule forvirrende. Som sagt optræder de samme karakterer i begge romaner, men det er måske mere præcist at sige, at de samme navne går igen. Desperations unge helt David er en voksen mand i The Regulators (og pludselig far til sine 'forældre'), og Collie Entragian er nu en ganske sympatisk, tidligere politimand og ikke den kæmpemæssige psykopat fra ørkenen. Men skurken er stadig Tak, en ældgammel dæmon, der har taget bolig i den lille autistiske dreng Seth - og pludselig tager begivenhederne altså fart i den fiktive by Wentworth et sted i Ohio. Seth har nemlig fået evnen til at kontrollere og forme virkeligheden, og den stille villavej, der er romanens hovedsetting, bliver hurtigt forvandlet til en besynderlig karikatur af det vilde vesten - som Seth kender det fra sine yndlingsfilm. Desværre har Seth via Tak også pustet liv i en gruppe superhelte-lignende karakterer, der er decideret ubehagelige og skyder på folk og hunde. (Jeg HADER når dyr dør. Er fuldstændig uberørt af de grafiske beskrivelser af en langsomt døende mand, men skyd en hund, og jeg kan næsten ikke læse videre). Resten af vejens beboere må derfor barrikadere sig i et tidligere parcelhus, der nu udefra mest af alt ligner en saloon. Herfra forsøger de at finde hoved og hale i den ganske absurde situation, der synes at udspringe fra en overforkælet knægts fantasi.

Men Seth er faktisk slet ikke ond. Han er en lille dreng der har mistet hele sin familie, han kæmper en brav kamp for at holde Tak ude af sine tanker, og han kan ikke på tilfredsstillende vis komme af med sine frustrationer, fordi han ikke rigtig kan kommunikere med sin omverden. Han elsker sin tante Audrey, og beskrivelsen af forholdet mellem de to, er helt klart romanens største force. Taks magt over Seth har vokset sig stærkere over en lang periode, og Tak kan efterhånden få Audrey til at gøre hvad som helst - hvilket oftest indebærer at hun skader sig selv voldsomt. Denne nærmest rørende baggrund flettes ind mellem hæsblæsende kapitler fyldt med krydsild, blod og flugtforsøg, og resultatet er en af de mest besynderlige King-romaner jeg nogensinde har læst. Når det kommer til King, er besynderlig dog langt fra et fy-ord, og jeg endte med at blive meget grebet af bogen, som jeg læste i ét stræk. Jeg kan altså godt anbefale den - men vil nok ikke råde nogen til at læse The Regulators som den allerførste King-roman - eller den anden eller tredje, for den sags skyld. Så vidt jeg er orienteret er The Regulators ikke blevet filmatiseret. Det kunne ellers være interessant - og en eventuel film ville alligevel ikke kunne blive dårligere end adaptionen af Desperation...

lørdag den 9. marts 2013

wrap your arms around your kitty

I dag har verdens bedste mindstemand boet hos os i præcis et halvt år! Nogle gange synes jeg næsten timingen er lidt for perfekt - jeg har været ved at adoptere en kat så mange gange, og så ender jeg med at gøre det præcis en uge før min mor får konstateret kræft. Hvor har det dog været vigtigt at have den lille, bløde kat, der har krævet opmærksomhed og kærlighed, og hvor er jeg dog glad for, at det lige præcis blev Jimmy. Han har så meget personlighed, og selvom han laver lidt ballade af og til, kan jeg slet ikke stå for ham. 

Han er ikke verdens største puttegris, men det betyder ikke, at han ikke gerne vil nusses. Det skal bare helst være mens han ligger henslængt på gulvet, eller fra pladsen i hans yndlingsstol. En sjælden gang imellem kommer han over til mig på sofaen, og så ligger jeg helt stille i en ukomfortabel stilling med sovende lemmer lige så længe han gider blive liggende. Og derfor nænner jeg ikke at smide ham væk, når han hver morgen ved halv seks-tiden vækker mig og vil ligge på min mave eller i min arm. Det bliver først irriterende en times tid senere, hvor han insisterer på vi står op, og mjaver højt og hjerteskærende. Her er det bedst at ignorere ham, hvilket virker i et kvarters tid, hvorefter han kaster sig over mine kjoler, der hænger på træbøjler inde i soveværelset. Jeg kan høre den lyd i søvne, træbøjler der rammer hinanden, klak-klak - og hver morgen må jeg hænge mellem tre og otte kjoler op igen. Han ved det godt, for han hopper ned lige så snart jeg sætter mig op i sengen. Lille bandit.

Men ud over afbrydelsen af vores nattesøvn (det er nu også slemt nok!) er han en virkelig nem lille størrelse. Jeg har ikke fortrudt han er flyttet ind en eneste gang. Hvis han har været alene hele dagen er han lidt opmærksomhedssøgende og vil gerne lege hele aftenen, men det er jo ikke så underligt når han har snorkboblet i en solstråle hele dagen. Hurra for Jimmy! 

fredag den 8. marts 2013

folded up the last year of your life

...I går meldte jeg mig ud af kandidaten i sprogpsykologi på Københavns Universitet, og nu er jeg for første gang siden nul-otte ikke studerende. Det er helt fantastisk skræmmende, men jeg er samtidig ikke et øjeblik i tvivl om, at det er det helt rigtige for mig. Sprogpsykologi var en nødløsning lige fra starten, og selvom jeg virkelig har givet det en fair chance, er det bare ikke for mig. Derudover - hvilket spiller en ligeså stor rolle - er jeg ikke i nærheden i at have det tilstrækkelige akademiske eller teoretiske fundament, der åbenbart er påkrævet på den uddannelse; der er simpelthen for mange ting jeg ikke har lært på min bachelor. Sidst, men ikke mindst, har jeg bare rigtig svært ved at koncentrere mig i øjeblikket, hvilket nok ikke er så underligt. Jeg har svært ved at læse svære tekster og huske dem, og min hjerne trænger lige til at kunne slappe helt af i en periode.

Det er ikke den bedste timing, det er jeg udmærket godt klar over. Man kan ingenting med en bachelor, hvor fin den end måtte se ud, og jeg kan slet ikke - i hvert fald ikke før jeg lærer at snakke tysk. Måske er det dét jeg skal. Til Tyskland i en periode. Men det næste stykke tid skal jeg arbejde lidt mere, og så få lidt ro i mit hoved.

Og jeg har fået endnu en ugle! Dagen efter min uglepost bankede posten på min dør med en gave fra søde Simone. Hun var i New York i sensommeren og købte en gave til mig, men jeg har været slem til at aflyse vores aftaler, så nu sendte hun den til mig i stedet. Og hvilken gave! Lækre chokoladenydelser fra selveste Dean & Deluca - kaffebaren, hvor Felicity i serien af samme navn arbejder sammen med Ben (hvorfor hvisker du?). Det var virkelig en sød gestus, der kom på det helt rigtige tidspunkt. Det skal nok gå alt sammen.   

torsdag den 7. marts 2013

I see no greater wisdom than she has given me

Min mor og hendes veninde, engang i halvfjerdserne
Det er tre måneder siden min mor døde i dag. Det forstår jeg ingenting af. Og det er ikke bare noget jeg siger - jeg kan virkelig ikke forstå, at der allerede er gået et kvart år - det er længere tid end den tid vi fik lov at have med hende, da vi fandt ud af hun var syg. I søndags skrev jeg for første gang om min mors død på facebook, ved lidt henkastet at poste et billede af hendes gravsten. Jeg har en underlig forestilling om vigtigheden i at opretholde en fuldstændig neutral karakter på facebook - når jeg er ked af det, dukker gamle Tine frem igen, og hun er altså sikker på, at de fleste mennesker grundlæggende vil mig det dårligt. (Jeg fisker virkelig ikke efter at få at vide, at det ikke er sådan, for det ved jeg for det meste godt. Har bare stadig en fornuftig distance til min hjemby og min folkeskoleklasse (der selvfølgelig også er blevet ældre og ganske sikkert meget søde), som jeg ikke nødvendigvis har et behov for at bryde.) Det virker også helt fjollet, når jeg er så personlig her på bloggen - men jeg tænker ikke altid lige rationelt. Nå, men folk var jo søde til at kommentere og 'like', og det affødte et par privatbeskeder fra flere af mine bekendte, der enten har oplevet det samme, eller bare ville udtrykke deres medfølelse. Det var rart. 

Jeg savner hende helt vildt, og samtidig føles det nogle gange som om, jeg ikke savner hende nok. Det snakkede jeg rigtig meget med min søster om, da jeg var hjemme, for hun har det på præcis samme måde. Vi kan begge blive fyldt af en altoverskyggende dårlig samvittighed over ikke at savne nok - for hvorfor kan vi overhovedet fungere, og hvordan står vi overhovedet ud af sengen om morgenen? Vi er begge blevet mødt af opmuntrende kommentarer, der fastslår at vi altså klarer det meget bedre end nogen havde regnet med - men i stedet for at være taknemmelige, får det os til at tænke at vi ikke er kede nok af det. Vores mor var den bedste i verden, og hun var så vigtig for os, at jeg burde være ked af det hele tiden (selvom hun selvfølgelig ikke ville ønske det for os). Når min søster siger det, kan jeg sagtens prøve at overbevise hende om, at det naturligvis ikke er tilfældet, og at mennesket simpelthen bare har nogle overlevelsesinstinkter der ikke lader én ligge under dynen og græde hele tiden, men det bliver straks sværere at sige det til mig selv.

Der kører også ret mange andre ting rundt i hovedet på mig i øjeblikket, og det forstærker nok også sorgen lidt. Det har sgu været lidt en træls uge (på nær i går, hvor jeg havde dejligt besøg af Nanna), men så længe jeg ved hvorfor jeg er ked af det og ved, at det holder op (eller holder pauser), så er det ikke så slemt. Det, der også fylder er min umiddelbare fremtid - jeg er ikke længere sikker på, at en kandidatuddannelse er det rigtige for mig lige nu, men det er en helt anden historie.

tirsdag den 5. marts 2013

their gaze might rest a nostalgic burst

Det er ret skørt - de sidste par uger har jeg helt uafhængigt af hinanden fået hele fire uglegaver. Jeg er - og har altid været - glad for ugler, men fik måske lidt ugleoverload for et par år siden, da den kære fugl pludselig kom på mode, og jeg fandt en million søde halskæder, bluser og ringe på e-bay. Lovede derfor mig selv ikke at købe mere med uglemotiv, men det forhindrer heldigvis ikke andre i forære mig søde ugler, og det er altså lige sket igen. Først fik jeg den fine stryge-på ugle af Annette og David, og så fik jeg et fint indkøbsnet (og gavekort til chokonydelse!) af Rannvá. Et par dage efter kom min kæreste hjem med et USB-stik han havde fundet på arbejdet, og da jeg besøgte min far, kom han hjem fra skole med en hæklet ugle, som en af hans kollegaer havde lavet. Ikke dårligt. Nu pynter de alle sammen i vores lille hjem og gør mig lidt gladere - og det har jeg brug for i disse dage, hvor jeg synes jeg har en mindre eksistentiel krise. Men mere om det en anden gang.  

mandag den 4. marts 2013

and I knew the distance to the sun

Min søster og jeg nåede en dejlig solskinstur i går inden jeg tog tilbage mod København. Det er bare så utroligt meget lettere at være glad når solen skinner. For anden gang på et år mødte jeg helt tilfældigt Lærke i toget, så jeg nåede også lige en krammer på Hovedbanegården, inden jeg tog hjem til min kæreste og Jimmy. Det har virkelig været nogle gode dage, og der er heldigvis kun lidt under tre uger til jeg ser min søster og min far igen. Jeg ved i øvrigt ikke hvorfor billederne opfører sig så mærkeligt, men min kæreste er utålmodig efter at se mere Lost, så det må I lige leve med. :)