fredag den 30. august 2013

Nate Powell - Swallow Me Whole

'Swallow Me Whole' fra 2009 er endnu en af de bøger, jeg tog med hjem fra Faraos Cigarer af ren nysgerrighed. Heller ikke denne gang blev jeg skuffet, for historien handler om teenageren Ruth, der har OCD i mere ekstrem grad, end jeg nogensinde har oplevet (heldigvis!), og det synes jeg altid er interessant at læse om. Jeg har nævnt det før, men jeg er ret begejstret for, at langt størsteparten af hovedpersonerne i mine yndlings graphic novels er unge mennesker, der har et eller andet i deres hverdag, der driller dem i større eller mindre grad.  Men det stopper ikke her - både Ruths bedstemor og stedbror lider af skizofreni, i broderens tilfælde manifesteret i en lille irriterende troldmand, der bor på spidsen af hans blyant. 

Det er svært at lægge bogen fra sig, og jeg læste de 216 sider på en gang, hvilket bestemt kan anbefales. Ruth er en kompliceret pige, der lige kræver lidt tid, men hun er altså også et godt bekendtskab. Da historien starter, er den døende bedstemor lige flyttet ind på familiens sofa - men der går flere år før hun giver slip, og det er både en skræmmende og lærerig oplevelse for børnene, der snart bliver teenagere. Både bror og søster ser ting, der ikke eksisterer; hos Perry optræder den førnævnte troldmand, mens Ruth kæmper med enorme flokke af insekter, som hun forsøger at indfange og opbevare i glas. Det, der gør denne fortælling så speciel, er dens præcise skildren af hvordan disse syner følger de unge i deres dagligdag - når de vasker op, hænger ud med vennerne eller er i skole. 

Det er ikke en af de 'nemmeste' graphic novels jeg har læst, men den er det hele værd, og man vænner sig hurtigt til tegnestilen. De store helsiderstegninger skaber en hel speciel stemning i historien, og man kommer næsten helt ind under huden på Ruth - nogle gange føles det næsten som at læse hendes dagbog. Også baggrundsstøjen er helt perfekt - umiddelbart ligegyldige kommentarer bidrager nemlig også til førnævnte stemning. Historien, der på overfladen kan virke på grænsen til det patetiske, er hele tiden tro mod sig selv og falder på intet tidspunkt i klichéfælden, hvilket er enormt forfriskende. Der er i hvert fald ingen grund til at undgå bogen fordi emnet virker for tungt. En stor anbefaling herfra!

torsdag den 29. august 2013

your feelings are more important of course

Nu er min kæreste endelig kommet hjem efter ti dages mini-tour i Jylland, men mindstemanden og jeg har nu også råhygget, mens han har været væk. Jimmy har nydt godt af min maniske oprydning, der resulterede både i ny papkasse og to nye gemmesteder til ham. Kassen har jeg haft i årevis, men køn er den altså ikke, og så er det ikke nok at Melissa fra The O.C. har en magen til. Nu har Jimmy smadret den til ukendelighed. Han er også blevet lidt for tyk, ligesom visse andre i husstanden. Jeg havde alt for meget slik med hjem til ham fra Tyskland, og så er han vist blevet forkælet lidt af sine kattepassere - og af mig. Om et par uger er det et helt år siden han flyttede ind, men det der tidsbegreb er vist sat lidt ud af spil hos mig efterhånden. 

søndag den 25. august 2013

promises, they break before they're made

Efter jeg kom hjem fra Polen, er jeg for alvor begyndt at skære lidt ned på mængderne af både mad, chips og cola. Det har hele tiden været meningen at jeg ville gå all-in i ferien, og det gjorde jeg, men nu går den ikke længere. Det er dog dejligt at have billederne fra vores Tysklands-tur at savle over, og jeg kunne godt fråde en god gang brasede kartofler lige nu! Jeg svælger hermed lidt i selvmedlidenheden og fortæller lidt om det hele.

Første aften spiste vi på Brauhaus Lüdde, der lå lige rundt om hjørnet fra hvor vi boede i Quedlinburg - men okay, det gjorde det meste. Det minder lidt om Nørrebro Bryghus i indretningen, men dog befriende nok noget mindre fancy i stemningen. Min søster og jeg fik svinemedaljoner med brasede kartofler (den gode slags med løg og bacon!) og skovsvampe i flødesovs. Det var virkelig lækkert! Min far fik en Schewinshaxe.
Anden aften besøgte vi Kartoffelhaus nr. 1, som min far og søster har fortalt om i meget rosende vendinger lige siden de sidst besøgte stedet for nogle år siden. De kan lave ALT med kartoffel, og det var helt synd for min kæreste at han ikke var med, han elsker alt, der bare minder om kartoffel. Vi satte os udenfor og bestilte forventningsfuldt - og ventede. Og ventede. Efter næsten en time frøs vi lidt og gik indenfor, og her opdagede tjeneren vist at hun havde glemt os, for efter bare ti minutter kom vores mad. Jeg fik en særdeles skuffende broccoligratin - der var virkelig kun kartoffel, fløde, broccoli og ost i den ret. Min søster fik en halvrå skinkeschnitzel, og så blev min far lidt irriteret, hvilket jeg godt kan forstå, selvom vi ellers er ret konfliktsky. Hendes mad var dog udmærket i anden omgang, men vi blev enige om at kokken enten var blevet dybt alkoholiseret eller taget på ferie, og det var turens mest skuffende madoplevelse. 
Efter kartoffelgratin havde jeg lyst til noget kød, og her skuffede den græske restaurant bestemt ikke. Jeg fik mere kød den aften end jeg normalt får på en hel måned, selvom jeg langt fra spiste op - selv Silke måtte give op på et tidspunkt. Det hele var rigtig lækkert - oksekødsbollerne og lammekødet det bedste - men jeg kunne godt have ønsket mig noget mere sovs end den lille klump tzatziki.
Feriens bedste måltid fik vi på Rathaus Wildemann i den lille by af samme navn - det var efter eventyret med tådypning i den smukke skovsø, og appetitten var stor. Jeg fik Semmelknödel mit frischen Pfifferlingen, hvilket er lidt svært at oversætte, men det er en slags boller lavet af brød, mælk og æg, og de er afsindigt lækre. Pfifferlinge er kantareller, og de var også bare lige i skabet. Min søster fik en lækker Jägerschnitzel, og min far fik ragout - vist nok med hjort? Han drak i øvrigt en Spezi, der er det forfærdelige resultat af at blande cola med en orangesodavand, men det minder ham om de gode gamle firsere, hvor han var busguide i Harzen og drak bunkevis af Spezi. Og øl.
Jeg har slet ikke fået fortalt om Magdeburg endnu, og det bliver nok også det sidste Tysklands-indlæg i denne omgang. Når det altså kommer. Men i den smukke by var vi altså tæt på at overophede, hvilket blev afhjulpet af vand til hunden og isdesserter til søstrene. Jeg fik en lækker, frisk og afkølende yoghurt-kiwi-is, mens min søster fik den (indrømmet, noget lækrere) After Eight-drøm med mint-is og chokoladenydelse i alle afskygninger.
En aften i Quedlinburg var vi kommet lidt for sent hjem eller havde snuppet en lidt for lang eftermiddagslur - det var i hvert fald blevet sent, inden vi nåede på restaurantjagt. Heldigvis fandt vi hurtigt et ret fint sted på hjørnet af torvet lige ved åen - det så ikke prangende ud, men vi forventede heller ikke så meget. Jeg fik gnocci med spinat, fløde og masser af ost - lige hvad jeg havde brug for, selvom deres gnocci godt kunne have været hjemmelavede. Min søsters carbonara var ret intetsigende, og min fars pizza alt for tør.
Den sidste dag i Quedlinburg gik vi på Pfannkuchencafé og spiste de lækreste vafler, jeg nogensinde har smagt. Tilbehøret var lækre, friske frugter, flødeskum og is,  og selvom jeg normalt sværger til cola, var den iskolde danskvand et virkeligt godt valg til den søde vaffel. 
Den sidste aften spurgte vi vores udlejer om hvor i byen den bedste schnitzel havde til huse, og hun tøvede ikke et sekund før hun svarede, lige som hendes to venner også var helt enige i valget. Og det var da også noget af en skønhed - schnitzlen altså - helt flad og med perfekt panering, med lækker champignonsovs og brasede kartofler - og så en lille smule salat til lige at bryde alt det fede. Lækkert, lækkert og bestemt den perfekte schnitzel (hvis vi så bare kunne tilføje de brasede kartofler fra dag ét og sovsen fra Wildemann ville hele måltidet være optimalt). 

Nå. Man har jo lov at drømme. Nu må jeg tilbage til min salat, der vel er fin nok, men jeg kunne altså godt spise nogle kartofler eller en vaffel lige nu.

tirsdag den 20. august 2013

Stephen King - Secret Window, Secret Garden


Anden historie i Four Past Midnight er Secret Window, Secret Garden, der måske ikke helt overraskende handler om en mandlig forfatter fra Maine - det er vel omkring hver femte af Kings bøger, der har sådan en karakter i en af hovedrollerne. Mort Rainey er en interessant én af slagsen; en forsmået forfatter, der efter at have fundet konen i seng med en anden mand har søgt tilflugt i sit sommerhus ved søen. Som om han ikke har problemer nok, bliver han snart opsøgt af manden Shooter, der er helt overbevist om, at Mort har kopieret en af hans historier.Det er faktisk lidt uhyggeligt, for Shooter tror virkelig selv, at han har ret - og så er det svært at overbevise folk om det modsatte. Den modbydelige fremmede slår endda Morts kat ihjel for at understrege situationens alvor, og jeg hader vold mod dyr så meget, at det påvirkede hele historien. Herfra spreder uhyggen sig, og novellen følger Mort ind i en slags sindssyge, hvor det bliver sværere og sværere at skelne mellem virkelighed og fiktion.    

Filmen er et eksempel på et af de sjældne tilfælde, hvor filmatiseringen er bedre end sit litterære forlæg, men med Johnny Depp og John Turturro i hovedrollerne er det også svært at gå rigtig galt i byen. Deres tilstedeværelse gør altså lige en god historie en tand bedre. Langt hen af vejen er filmen også novellen ganske tro, selv ned til de mindste detaljer om, at Mort finder en pakke L&M og en pose gamle Doritos i sin skrivebordsskuffe. (Uhmn, Doritos). Johnny Depp er god til langsomt at blive mere og mere forvirret og til at tale meget med sig selv, og Turturro er oprigtigt skræmmende som den ubehagelige Shooter; 'You stole my story!' Her er det en hund og ikke en kat, der må lade livet, men det bliver det altså ikke bedre af. Plottwistet i novelle og film er det samme, men filmens slutning overstråler til gengæld totalt  novellens lidt skuffende og svage slutning. En ganske hæderlig, og lidt atypisk, Stephen King-filmatisering.   

mandag den 12. august 2013

Rutu Modan - Exit Wounds

I sommerferien har jeg genlæst en række af mine graphic novels, blandt andet Exit Wounds af Rutu Modan. Den er fra 2007 og en af de graphic novels jeg ikke anede nogetsomhelst om, før jeg hev den ned fra hylden i Faraos Cigarer for et par år siden - jeg kan godt lide at blive overrasket, og køber af og til en næsten tilfældig bog. Jeg har en virkelig lækker hardback-udgave, der gør den til en ren fornøjelse at læse, og det var helt klart den primære grund til, at det var dén der kom med hjem den dag. Anede f..eks ikke, at Rutu Modan var en kvinde før jeg havde læst hele historien, men det glæder mig, for jeg er ikke stødt på ret mange kvindelige tegnere, og endnu færre jeg rent faktisk har kunnet lide. Hun er også fra Israel, ligesom historien foregår i Tel-Aviv, så på den front er den også markant anderledes end alle de amerikanske, akavede mænd jeg normalt læser.

Historien handler om den unge taxachauffør Koby, der en dag bliver ringet op af den kvindelige soldat Numi, der overbringer ham nyheden om at hans far muligvis er blevet dræbt ved et selvmordsangreb. Koby har ikke snakket med sin far længe, og han har egentlig ikke lyst til at finde ud af sandheden, men han deltager alligevel modstræbende i  eftersøgningen. Dette er rammefortællingen, men historiens største force er de tilfældige øjeblikke, der opstår undervejs. Numi og Koby på udflugt ved stranden er smukt tegnet og ganske rørende - især fordi man på det tidspunkt har vænnet sig til tegnestilen, der i starten virkede lidt for tilfældig og sløset. Farverne er så smukke, og dialogen simpel og præcis, og så er det et unikt indblik i en helt anderledes kultur, der dog samtidig appellerer bredt og har relevans for alle læsere.

Det er også en kærlighedshistorie, men en lidt besynderlig en af slagsen. Numi, der er i starten af tyverne, har åbenbart haft et forhold til Kobys meget, meget ældre far, og det virker altså en anelse bizart. Men Numi har i forvejen et lidt anstrengt forhold til sin meget rige familie med den utroligt smukke mor og endnu smukkere søster, da hun selv er temmelig tomboy-agtig. Måske virker det lidt upassende med den spirende kærlighed mellem Numi og Koby, men det virker samtidig som et noget sundere forhold. De er begge lidt akavede på deres egen måde, men det er åbenbart et universelt karaktertræk ved hovedpersoner i graphic novel-genren. Exit Wounds siger så meget med få ord, og jeg kan kun anbefale den.   

søndag den 11. august 2013

I want to know if we have the same taste

Ingen udlandstur uden anmeldelse af mindst én pose chips - og denne gang er jeg gået all-in og har udelukkende for jeres skyld smagt på seks forskellige polske chipsevarianter. Den første var et sikkert valg - Lay's med forårsløg og ost på en tyk og bølget chip - og den skuffede da heller ikke. Måske i virkeligheden testens bedste, hvis jeg nu skal vælge en vinder. Er ikke den store dip-elsker normalt, men lige den her ville også være rigtig god med lidt snasket dyppelse. 8/10 pringlesrør.    
Sidste års allerbedste polske chips - og en kandidat til en plads på min all-time-favourites -var dem med champignonsmag. Både min kæreste og jeg har drømt om dem adskillige gange siden, og set frem til det øjeblik, hvor vi igen kunne fylde vores grådige munde med den syndige gudespise, men ak! De har ikke været til at finde overhovedet. Og tro mig, vi har kigget. Måske var det bare en limited edition, der var fremme sidste år; måske er de taget ud af sortimentet. Det var meget, meget trist, og i ren desperation forsøgte vi os med en anden variant fra samme mærke. Med salt og smør. Smør! Det lyder som en god idé, men det er det ikke. De blev helt klamme i det, og smagte lidt som om de var for gamle og harske. 2/10 pringlesrør.  
Den næste pose på chipsebordet var endnu en Lay's-variant (umiddelbart det mest populære chipsemærke i Polen, stærkt efterfulgt af Lorenz/Crunchips). Indpakningen antyder, at man skal regne med en virkelig heftig omgang wasabismerte, men 'stærke chips' er meget sjældent rigtig stærke når det kommer til stykket, så jeg forventede ikke noget særligt. Men whoa, her er en pose, der holder hvad den lover! Chipsen vokser sig næsten større i munden på én, og lige når man ikke kan holde det ud mere, holder de op med at ætse sig ind i ens bløde mundhule. Altså - ret perfekt, hvis man er til stærke ting. Det er jeg, men jeg er ikke så meget til wasabi, så jeg kan kun give dem 6/10 pringlesrør - men min kæreste gav dem topkarakter, og senere spurgte Chrelle mig også om jeg var stødt på dem, så de er allerede lidt legendariske. 
Kebab- og løgchipsene smagte vi også sidste år, og de ER altså bare bedre end de ser ud til. Sidste år beskrev jeg dem som værende lidt i stil med Kims Bølgechips, der jo altid er gode, og den beskrivelse holder jeg mig til. De smager ikke ulækkert af kunstigt kød eller hvad man ellers kunne frygte, og de smager i hvert fald overhovedet ikke af kebab. 7/10 pringlesrør.
Den sidste pose Lay's var lidt et sikkert valg - FOR sikkert, for jeg havde ikke lige bemærket, at det var med præcis de samme ingredienser som første pose, nemlig forårsløg og ost. Google Translate forsøgte at bilde mig ind, at det havde noget med en grøn pære at gøre(?), men jeg vælger altså at stole på min sunde fornuft og kigge på billedet. Eneste forskel fra første pose var altså chipsen selv - denne gang den 'sunde' variant, der er blevet bagt i ovnen i stedet for at blive stegt i olie. Jeg er ikke helt vild med tanken om, at de helt ens chips er blevet formet af en klam kartoffeldej i stedet for at være skiver skåret af en kartoffel, og det trækker ned. 6/10 pringlesrør. 
Den sidste pose blev købt på tankstationen ved vores hotel ret sent natten mellem lørdag og søndag. Vi var lidt berusede, meget sultne (og hende bag disken forstod ikke Heidis diverse forsøg på at bestille en gang pomfritter - altså ikke fordi Heidi var fuld, men fordi tankpasserpigen ikke talte et ord engelsk.), og min kæreste mente, at denne variant ville være lige i skabet, når vi vågnede dagen efter med tømmermænd. Det var den ikke... Denne gang kom den kunstige kødsmag frem, og toppet med en alt for kraftig 'texansk sovs' ala Big Tasty var det turens klammeste chips, og den eneste pose vi ikke spiste op. 2/10 pringlesrør. (De var dog stadig bedre end de søde, ulækre, karamelagtige chips Heidi kom til at købe sidste år...)

fredag den 9. august 2013

the thermometer ran out of numbers

Her er billederne fra vores fantastiske lejlighed 'Apartment Queen' på Hostel 70s i Krakow. Vi har dem mistænkt for at opkalde deres hostel efter halvfjerdserne for at retfærdiggøre den ret smagløse indretning. To næsten identiske - og lige grimme - sofaer, men intet sofabord. Virkelig højt til loftet, hæslig, hjemmelavet kunst på bagsiden (?) af et lærred, og mærkeligst af alt placeringen af fjernsynet. Wtf? Helt oppe i det ene hjørne og ikke f.eks. på kommoden eller reolen ved siden af? Oh well, vi så nu ikke rigtig fjernsyn, og skulle vi have haft lyst, havde vi nok valgt en dejlig polsk synkroniseret VHS-film i stedet for. Æsken til Bruce Almighty var desværre tom, så her gemte vi vores penge. Man kunne også lære matematik eller Microsoft Word, og det er jo ikke sådan at kimse af. Det var stort, det var centralt, og det var virkelig billigt - min største kritik er dobbeltdynen, der i seksogtredive gaders varme ikke gør noget godt for nogen.

I de her dage er jeg syg. Noget post-festival-influenza, tror jeg, og det er ret irriterende, da min veninde Christinas polterabend foregik i dag. Jeg slæbte dog mig selv både i bad og ud af døren for at møde dem på Lunas Diner, og de par timer jeg kunne holde mig oprejst, var så hyggelige. Mit organisatoriske geni af en veninde Simone havde arrangeret det hele; pigerne havde haft en rigtig dejlig tur i Sofiebadet da jeg mødte dem, og nu sidder de forhåbentlig og får en lækker drink et sted. Jeg glæder mig rigtig meget til brylluppet om en måned.      

onsdag den 7. august 2013

too many years built in to memories

Jeg savner min mor så frygtelig meget. Men jeg er heldigvis ikke længere automatisk ked af det, bare fordi det bliver den syvende. I dag har været en ganske god dag, selvom jeg har haft en knaldende hovedpine (troede min cola-nedtrapning var synderen, men nu er det vist til at udvikle sig til regulær sygdom.) Det er i dag otte måneder siden hun døde, og selvom jeg siger det hver gang, er det mig ubegribeligt hvor tiden bliver af. Jeg kan ikke forstå, at livet bare fortsætter, og at jeg nu er nået til det punkt, hvor folk spørger mig hvad der er galt hvis jeg er ked af det - det er ikke længere en selvfølge, at det er fordi jeg mangler min mor. For dem, altså. For mig fylder det stadig næsten det hele. Men det har gjort en enorm forskel at starte i den gruppe. Terapeuterne er for så vidt fine nok, men det er muligheden for at spejle mig selv i de andre, der virkelig hjælper mig. Jeg har på det seneste døjet lidt med dødsangst - jeg er blevet frygtelig bange for at miste folk omkring mig, men især min far. Og selvom det ikke helt fjerner følelsen, så hjælper det mig at vide, at det er helt normalt at tænke sådan. Det er virkelig rart at kunne mærke noget fremgang, men igen fyldes jeg mest af følelsen af, at hun har været væk længe nok nu. Det kunne altså være meget fedt, hvis hun snart kom tilbage.   

mandag den 5. august 2013

mellon collie and the infinite sadness

Her er lige lidt pænt at kigge på mens jeg flyver hjem og hygger lidt med min mindstemand. Sidder i lufthavnen i Krakow lige nu og forestiller mig, at Jimmy står klar med flag og balloner når vi kommer ind af døren derhjemme, mens Simon håber, at han har lavet aftensmad. Det kan godt være det er lidt for meget at forlange af en lille kat, men man har jo lov at håbe. I hvert fald - se lige hvor smuk Mellon Collie vinylboksen er! Der er den fineste bog med tekster og et hæfte fyldt med Billys kommentarer til hvert nummer, hvilket er rent guf når man som mig er lidt nørdet. Er vild med det klassiske bandbillede - havde selv den samme sorte Zero-trøje, som jeg gik flittigt med hele gymnasiet. Er stadig høj efter koncerten, der helt klart var festivalens bedste, skarpt efterfulgt af Goat, Austra og Godspeed You! Black Emperor.

søndag den 4. august 2013

I made up my mind that there must be a higher power

Jeg har haft en ubeskrivelig dejlig festival fyldt med kærlighed, virkelig gode koncerter og rigtig mange af mine gode venner samlet på samme sted. Udover de fire vi selv har rejst med, har vi her i Katowice mødt Chrelle og Tobias og deres venner, samt Mark og Frederik og deres venner - jeg har i denne weekend hygget med flere mennesker end hele det sidste år i København. Det er svært ikke at være glad i låget hele tiden; festivalpladsen er så smuk med alle træerne (der også kan give noget tiltrængt skygge ind imellem!) og samtidig så lille, at man næsten ikke behøver aftale mødesteder - man render ind i hinanden før eller siden. 
 
I fredags startede jeg ud med at se Uncle Acid & The Deadbeats, der lød som Black Sabbath for tredive-fyrre år siden. Super fedt, men vi måtte hurtigt overgive os og fortrække til skyggen. Derefter spillede Woods på skovscenen, og efter det så jeg Soft Moon alene i et meget varmt telt. Kendte dem ikke i forvejen, men var ret begejstret! Så kom jeg til at gå ind i ølområdet og drikke øl helt indtil Smashing Pumpkins, men det er jo også en del af at være på festival, så det går nok. I går startede jeg med en rigtig dejlig Jens Lekman-koncert, jeg har glædet mig til at se ham live i årevis, og endelig lykkedes det i går. Den nyeste plade er jeg ikke begejstret for, men det hjælper altid at høre sangene live, og han spillede heldigvis også en bunke gamle numre. Bagefter så vi halvdelen af koncerten med Brutal Truth - jeg synes altid det er sjovt at se metalkoncerter, og her blev jeg især hypnotiseret af trommeslagerens helt vanvittigt hurtighed med trommestikkerne. 
 
Så mødte vi Tobias, der havde smuglet vodka med ind, og med et par billige Red Bull fra baren blev jeg hurtigt meget glad. Det var så dejligt at se ham igen - har ikke set ham meget, meget længe, hvilket er en skam. Vi hørte lidt Walkmen fra ølområdet, men ellers blev vi hængende sammen med Chrelle og hans gruppe hele aftenen indtil Godspeed You! Black Emperor gik på den store scene ved midnat. Det er et andet navn jeg har glædet mig til at se meget længe; har lyttet til dem i snart ti år, men lige da jeg havde fået øjnene op for dem, annoncerede de en pause på ubestemt tid - en pause, der varmede helt til 2010. Alle dem jeg stod med i går var enige om, at det var super, super fedt - lige med undtagelse af Nanna og Stefanie, hvor jeg ti minutter inde i koncerten overhørte følgende: 'Jeg er bange for, at de er gået i gang...' Hehe. Tyve minutter lange numre helt uden vokal er ikke for alle.
 
Det bliver langt, det her, men jeg må lige nævne gårsdagens sidste koncert med bedårende Austra. Kendte intet til hende/dem for bare et par måneder siden, men de kravlede lynhurtigt op på listen til at være en af de tre koncerter jeg glædede mig allermest til. Og de skuffede bestemt ikke! Med en fortid i opera giver hendes stemme en ekstra kant til det dystre elektropop, og hun ramte alle de ubegribeligt høje toner lige på kornet. At hun så var iklædt noget besynderligt firsertøj, komplet med springvand i håret og mystiske aerobic-bevægelser på scenen, kunne jeg godt tilgive hende, for hun var virkelig sød. Så koncerten med Heidi, der efter koncerten var mindst lige så lykkelig og overstadig som jeg var efter at have set Billy i forgårs, og sådan en ægte glæde smitter let. Det er svært at forstå, at vi skal hjem i morgen - men der er heldigvis en hel festivaldag tilbage endnu. Min dybeste respekt til alle, der har læst helt hertil! Nu skal jeg have mig en middagslur i den lækre hotelseng.    

lørdag den 3. august 2013

who wouldn't stand inside your love?

Jeg er ret lykkelig lige nu. Har sammen med Nanna haft den allermest perfekte koncertoplevelse med The Smashing Pumpkins og min elskede Billy (har skrevet lidt mere om ham her), og her dagen efter er jeg stadig så rørt og overvældet, at jeg ikke rigtig kan sætte ord på det. Vi kom hjem til hotellet ved tretiden i nat, og jeg havde lyst til at skrive en utrolig følelsesladet kærlighedserklæring til Billy, men min kæreste er blevet småsyg, var taget tidligt hjem og lå og snøftede i sengen, så jeg ville ikke vække ham. Kunne dog på ingen måde sove, så stod op og drak i mørket en dyr cola fra minibaren, mens jeg smilede og smilede.

Det var ellers tæt på at gå helt galt. Billy og bandet (som jeg altså er ret ligeglad med - de er ikke og bliver aldrig Smashing Pumpkins) gik på, Billy begyndte at synge, men der var ingen lyd i mikrofonen. Det varede hele første nummer, og han blev mere og mere pissed - hvilket er helt forståeligt. Han er meget humørsyg (og har OCD og en mor, der er død af kræft - vi er jo et match made in heaven), og kunne sagtens have fundet på at udvandre. Men det skete ikke, der kom lyd i mikrofonen, og så fik vi ellers halvanden times energiudladning, jeg sjældent har set mage til. Efter at være blevet banket godt og grundigt igennem til XYU, fik vi en plads allerforrest, og kunne stå lidt bedre imod det meget voldsomme polske publikum. Today, Zero og Stand Inside Your Love var et tredelt miraklel, hvor alt gik op i en højere enhed, og her lavede Billy et hjerte til mig! Jeg var teenageforelsket igen og havde lavet et hjerte med mine hænder (classy, I know), og efter først at have vinket til Nanna, lavede han et hjerte til mig. Behøver jeg at sige, at jeg var ret tilfreds? Og da Nanna greb setlisten, var vi ikke til at skyde igennem. Jeg var ret misundelig, men var også bare glad for at én af os fik den, og jeg havde slet ikke regnet med at få den foræret. Nanna er en af de bedste i verden, og nu har jeg det allerbedste minde fra den allerbedste aften. 

(Den eneste lillebitte dråbe malurt i bægeret var, at de ikke spillede et af mine yndlingsnumre Porcelina, selvom det stod på sætlisten - de var gået over tid, fordi Billy havde spillet blæret guitar i over ti minutter på United States. Øv. Men vi fik Zero, Disarm, Cherub Rock, Ava Adore, Today, Tonight Tonight osv., så jeg har ikke rigtig noget at klage over. Andet end mit åndssvage digitalkamera, der ikke kan nogetsomhelst, så snart mørket er faldet på.)