tirsdag den 31. december 2013

to fill the night with hollering

Årets sidste dag startede med en arbejdsdag på fem timer; men dagen gik hurtigt, og vi hyggede os med god musik og Cava og Asti efter lukketid. Simon og jeg gik hjem, og vi så den smukkeste eftermiddagssol over vandet fra Knippelsbro. Herhjemme har vi brugt eftermiddagen og aftenen på at lytte til høj og god musik (blandt andet Beirut, Larkin Grimm og Animal Collective) og på at spille backgammon, 500 og guitar. Sidstnævnte kun min kæreste, dog. Til aftensmad fik vi sushi, hvilket vel også er lidt nytårsagtigt, og for en times tid siden sendte jeg Simon videre til fest. Jeg holder nytår sammen med Jimmy, og lige nu hører vi også høj musik. Om lidt sætter jeg en film på og åbner en pose chips - og det er lige som det skal være. Godt nytår, håber I alle sammen har en dejlig aften og passer på jer selv! 

søndag den 29. december 2013

as the day disappears from the sky

Anden juledag tog min far og jeg hunden med på ekspedition for at finde forstenede søpindsvin ude på Raget, der er et stykke stenstrand nede ved fjorden lige uden for Mariager. Der var helt ualmindelig tåget, og vi havde stranden for os selv, bortset fra en enkelt anden hundelufter, der trængte til frisk luft og en pause fra julemaden. Jeg har været med min far på Raget så længe jeg kan huske, og der er efterhånden også akkumuleret en rimelig stak søpindsvin i zinkspanden hjemme på terrassen. Dagens høst var ret imponerende, hvilket nok til dels skyldes stormen, men bestemt også min fars amatørarkæologiske falkeblik. Han har alle dage været bedst til at finde dem - min søster og jeg havde altid travlt med at få våde sko eller rifter i tøjet. Jeg kan nu sagtens se det tillokkende i at gå og sparke lidt til stenene - det er enormt afslappende, og jeg ville ønske Amager Strandparks vandkant var lidt mere spændende.   

torsdag den 26. december 2013

Tine hun har ingen ro, før hun får sin pakke

Noget af det bedste ved julen er gaverne. Sådan er det altså bare. Jo ældre jeg bliver, jo mere fylder den gode julemad og det rare samvær, men der bor altså stadig et lille barn inde i mig, der elsker at få gaver. Jeg kan godt prøve at bilde jer ind, at jeg er lettere ambivalent på det punkt, og at jeg i virkeligheden synes, at min far giver alt for store gaver (det gør han faktisk), men jeg synes det er SÅ hyggeligt at pakke gaver op. Det er da fantastisk at få en bunke af de ting, man ikke altid synes man har råd til at købe selv, fordi man måske strengt taget ikke har brug for det. Gavehøsten i år har været helt forrygende, og jeg er glad for det hele - men min søsters gave var nok lige et lille hak sejere end de andre. Hun har fundet en bog om nisser - ikke julenisser, men de nisser, der lever under trærødderne og er venner med skovens dyr. Det er den bog, som mit yndlings-børne-tv Nisselægen David udspringer fra, og den er helt utrolig fin.   

onsdag den 25. december 2013

you're the christmas unicorn too

Vi havde en rigtig dejlig juleaften i går. Der var nogle ting, vi bare ikke fik gjort - den fine juledug kom ikke på bordet, der kom ikke flag på træet, vi fik ikke danset rundt om det, og stjernen var erstattet med en engel - men det gjorde ingenting. Vi skaber vores egne traditioner nu, og de er mindst lige så fine og gode som før i tiden (og jeg synes faktisk, at træet er pænere uden flag). Min søster og min kæreste lavede en fantastisk sovs, ænderne var stegt til perfektion, mens jeg selv ikke lavede meget andet end at dække bordet. Mellem anden og risalamanden gik vi en tur op til mor på kirkegården. Vi blev lidt rørte og kede af det, for det gør man på en aften som i går, men det var rigtig rart at være lidt sammen med hende alligevel. Tilbage i den julepyntede stue blev jeg voldsomt begavet - det får lige sit eget indlæg - og så hyggede vi ellers igennem med julegodter, granskning af julegaver og 'Fars Fede Juleferie' i baggrunden. Det er helt klart den mest afslappede juleaften jeg nogensinde har haft, hvilket passede mig særdeles glimrende.

tirsdag den 24. december 2013

so anxious for your look of joy and delight


Så blev det alligevel jul i år, selvom jeg havde mine tvivl! Men jeg nåede hjem til min far i går helt stress-fri, ænderne er stegt, min kæreste er hentet i lufthavnen, pastaenglen jeg lavede til spejder er kommet på træet - og nu er vi klar til at holde mini-jul. Aldrig tidligere har jeg prøvet at være så få til juleaften, men det er heldigvis sammen med de mennesker jeg holder allermest af; min far, min søster og min kæreste. Jeg vil ønske jer alle en rigtig glædelig jul sammen med jeres kære, og så vil jeg sende en ekstra tanke til alle dem, der også mangler nogen omkring juletræet i aften. Det skal nok blive nemmere en dag.

søndag den 22. december 2013

all eyes on the calendar

Det er slet ikke til at forstå, at det er jul lige om lidt - men det er endnu mere mærkeligt, at der er gået elleve dage uden jeg har fået set den nye Hobbitten i biografen. Det er virkelig trist, for selvom jeg langt fra er tilfreds med alting ved filmatiseringen, så er det alligevel et elsket og velkendt univers for mig, der bringer trygge barndomsminder frem. På væggen i stuen hos mine forældre hang i mange år illustrationen af tøndeflugten; nu er den forvist til øverste etage, hvor den trods alt har fået ærespladsen. Jeg håber, at jeg kommer i biografen inden det nye år tager sin begyndelse. 

Nu har jeg endelig juleferie! Jeg arbejdede turbohurtigt i dag og fik lov til at gå hjem halvanden time før tid - ekstremt tiltrængt, da der stod en enorm opvask og ventede på mig. En opvask af den slags, hvor selv de brune reservetallerkner er taget i brug. Jeg kan uden at blinke sige, at jeg var lige ved at lade den stå - men det kan jeg ikke byde min kærestes forældre, der skal køre os tilbage til København efter jul. Suk. Nu er den taget - og nu burde jeg pakke gaver ind, pakke kuffert og hænge tøj til tørre, men jeg overspringshandler lige lidt med blogging og 'Mirakler i Midtjylland', der er utroligt underholdende og tankevækkende TV. Kan ikke helt overskue tanken om togturen hjem i morgen, men mon ikke det alligevel ender med at blive jul.  

torsdag den 19. december 2013

my life's gotten simple since

Svampebob hjælper mig med at holde styr på dagene med en lille, daglig historie om det ulogiske i et snefyldt Bikinibunden. På tysk. Det er den bedste julekalender nogensinde - stærkt efterfulgt af min Kinder-chokoladekalender og den skrabekalender, der bare MÅ give mig de 5000 kr i år. Jeg mangler kun ét sølle rensdyr, og selvom jeg godt ved, at det er sådan for alle og den samme skuffelse hvert år, kan jeg alligevel ikke lade være med at håbe.

On a completely different note; så er jeg pakkeposten evigt taknemmelig for bare at stille den store gave (i omfang) jeg har købt til min kæreste foran vores dør. Ingen ironi her - jeg forstår, at det nogle steder kan være problematisk at efterlade en pakke uden opsyn, men i min opgang er det slet ikke et issue. Til gengæld er jeg mindre begejstret for den almindelige post, der har efterladt en seddel om en pakke, der sagtens kunne have været i postkassen. Det er ikke så heldigt, eftersom jeg skal arbejde i alle posthusets åbningstider indtil jul. Burde nok have tilmeldt mig det der Døgnposten. Måske kan jeg lokke min kæreste til at hente den - det er trods alt en gave til ham, og han skal jo bare arbejde elleve-tolv timer hver dag indtil jul (men ikke i posthusets åbningstider). Hehe. Nu vil jeg slå hjernen helt fra (det er vist allerede sket) og se 'Skat, Børnene er Skrumpet' med dyne i sofaen. Det må man nemlig godt, når man er alene hjemme.    

mandag den 16. december 2013

can I stand in your light just for a while?

Jeg har altså virkelig kastet min kærlighed på den nye Kvickly i mit nabolag. Den ikke bare lokker med unødvendige og dyre madlækkerier, den er også mit nye posthus; og så er turen derhen altid en fornøjelse. Således også lørdag i sidste uge, hvor solen skinnede og mindedes min mor med en lille smule sne og krystalklar himmel, og jeg brugte meget længere tid end nødvendigt på at hente en adventsgave fra min far.

lørdag den 14. december 2013

deceiving the peace we had inside

Der er virkelig knald på inde i butikken i øjeblikket. Der kommer nok aldrig til at blive helt så travlt som før finanskrisen, men det ligger efterhånden så mange år tilbage, at jeg lykkeligt har fortrængt det. Kunderne i år virker lige lidt mere sure og utålmodige end sidste år, men det kan også bare være mig, der har en noget lavere tolerancetærskel - det sker helt automatisk, når ens hoved bliver fyldt med snot. For ja, jeg er blevet møgforkølet. Igen, fristes man til at sige, og ja - jeg er virkelig tit småsyg. Denne gang må forkølelsen helst ikke udvikle sig, for det er først i dag, at vi for alvor er gået ind i julehandlen, og jeg skal arbejde meget i næste uge. Gik hjem et par timer før tid i dag - så jeg kan være frisk til i morgen. Nu kigger jeg på julepynt med Jimmy.  

I år vil kunderne rigtig gerne have fat i Hobbitten. Det er ikke noget problem - vi har flere tusind stående ude på lageret - men når vi så afleverer den til kunden, viser det sig, at de i virkeligheden var ude efter nummer to. Søde venner. Kan vi blive enige om, at filmene liiiige skal have lov til at køre i biografen i et par måneder, før de udkommer på dvd? Det samme med jer, der er ude efter Lars Von Triers Nymphomaniac. Den har ikke engang haft biografpremiere endnu, så det er altså lige optimistisk nok at ønske sig den i julegave. I dag ville kunderne også hellere have hjælp af en storsvedende, rød-i-hovedet-udseende, civilklædt, overlæsset-sækkevognskørende pige (mig), end af de fem af mine kollegaer, der stod klar til at hjælpe dem i informationen. Oh, the joys of christmas. 

onsdag den 11. december 2013

den lyse for os ville og sprede mørket her


Mens resten af verden mindedes Mandela, blev min elskede bedstemor bisat fra den lille, fine landsbykirke i Skelund. Vi kunne ikke fylde et helt stadion, men vores kærlighed, respekt og sorg var ikke mindre af den grund. På trods af alt det triste endte det med at blive en smuk dag; solen - der var temaet i præstens tale - kiggede frem, da vi bar kisten ud af kirken, og resten af eftermiddagen blev brugt på at udveksle gode minder med kusinerne og fætteren fra København. (Værløse, teknisk set. Men da jeg var barn, var hele Sjælland København). Vi snakkede om de uendeligt lange -på den allerbedste måde - sommerferier på gården, om tømmerflådebyggeri og risengrød til nissen, og om hvor heldige vi har været med at have verdens bedste bedstemor.

mandag den 9. december 2013

hovedet højt og striberne på

AaB gør det nemt for mig at fokusere på de gode ting i øjeblikket, for de har lige spillet Viborg ud af banen, vundet fem-nul og generobret andenpladsen fra de usle københavnere, så vi nu kan overvintre komfortabelt i dén position. Jeg er simpelthen så glad for fodbold, og jeg synes det er direkte pinligt, at jeg ikke har været på stadion i over et år, men jeg har selvfølgelig haft nogle andre ting at tænke på. Jeg SKAL se fodbold live engang i løbet af foråret, især hvis vi ender med at få medaljer - for jeg 'plejer' at være til stede, når vi vinder noget. Første billede er fra bronzekampen i 2007 (hvor jeg havde feber), og de andre billeder er fra medaljeoverrækkelsen da AaB vandt mesterskabet året efter. Jeg har haft nogle helt fantastiske oplevelser med det hold - og med min far og min søster, som jeg altid er på stadion med, og der er forhåbentlig mange flere i vente.

(Jeg MÅ også lige nævne gode gamle Jimmy Nielsen, der har været min favorit-AaB'er lige siden jeg så min allerførste kamp live i august '99, og som min kat er opkaldt efter. I lørdags blev han nemlig amerikansk mester med sit hold, Sporting Kansas City, efter en straffesparkskonkurrence, hvor han med flere brækkede ribben lavede en klasseredning. Tillykke til ham - det varmer mit hjerte, at det går ham godt i USA!)

lørdag den 7. december 2013

all the words hide in my mouth

Et helt år er på forunderligste vis passeret siden min elskede mor døde. Det er overhovedet ikke til at forstå. I dag er det dog heldigvis de gode minder, der fylder mest, hvilket også er besynderligt; hvorfor er denne syvende i måneden så meget nemmere end de elleve foregående? Jeg bilder mig ikke ind, at jeg på nogen måde er færdig med at sørge, men det er så rart også at kunne huske de gode ting, så i dag kigger jeg på gamle billeder og læser breve. Måske bliver jeg meget ked af det senere, måske ikke - og begge dele er helt okay. 

onsdag den 4. december 2013

I wanna fill her heart with forget-me-nots

Det er stadig lidt uvirkeligt for mig, at min bedstemor er død - mest fordi det kom helt ud af det blå, selvom hun selvfølgelig lige var fyldt halvfems. Jeg er ikke på samme måde i sorg, som da jeg mistede min mor, men det er nok meget naturligt. Min bedstemor var ved at blive ret dement. Hun kunne heldigvis sagtens kende os, når vi besøgte hende, men hendes korttidshukommelse var ikke-eksisterende, og det vidste hun godt selv. På en måde er det godt, at hun fik fred på denne hurtige og smertefrie måde, når det nu skulle være. Og det skal det vel, når man er halvfems. 

Det betyder dog ikke, at jeg ikke er ked af det - for det er jeg. Har heldigvis et væld af  gode minder om hende og gården hun boede på da jeg var barn, for hun var en rigtig bedstemor, der var god til at bage kage, fortælle historier og plukke bær med os i den store køkkenhave. Laden var lejet ud, men min søster og jeg måtte gerne gå derind for at gynge i hængesofaen eller køre fingrene igennem bunkerne af korn. Nogle gange måtte vi også tage en håndfuld korn til vores imaginære heste, som vi havde opstaldet i den tomme grisestald ved siden af. De heste levede som konger! Når vi var sultne, lokkede hun med nybagte kanelsnegle eller en skive franskbrød med hjemmelavet jordbærsyltetøj, og til aftensmad lavede hun den bedste flæskesteg med brun sovs og kartofler. Jeg kommer til at savne hende, men jeg er også taknemmelig for, at jeg ikke oplevede at miste mere af hende inden det skete. Og så er jeg rigtig glad for, at det kun er to uger siden jeg så hende sidst. Der kørte vi en tur ud omkring Als Odde og så solnedgangen, og det er et godt sidste billede at have af hende. 

tirsdag den 3. december 2013

I stood still, it's what I did

Jeg tror også det bliver svært at komme i julestemning i år. I går døde min bedstemor. 

mandag den 2. december 2013

bordering on imperfection's license

Udfordringen ved at arbejde et sted, der hiver en stor del af årets omsætning ind omkring jul, kan være selv at komme i julestemning. Det er nogle gange helt vanvittigt at være vidne til ellers helt normale voksne menneskers opførsel, når de bliver nødt til at vente mere end ti sekunder på at få betjening, og al julemusik lyder forfærdeligt allerede inden det er blevet december. Derfor er jeg i dag, på en af mine sidste fridage inden jul, gået all-in på julehyggen for at se, om det ikke kan lykkes i år. Til tonerne af Sufjan Stevens, der synger de fineste gamle julesange - og finder på sine egne - pynter jeg op i lejligheden sammen med Jimmy, der også synes det hele er noget så interessant. Lidt for interessant, faktisk, jeg lærte hurtigt, at jeg var nødt til at placere det hele uden for hans rækkevidde (derfor den uimodståelige fugl nu bor i en julesok). Det går ualmindelig langsomt, for hvert eneste stykke julepynt opfylder mig med nostalgi i en sådan grad, at det næsten er for meget. Hver gang jeg selv har anskaffet mig et enkelt stykke julepynt, har jeg nemlig fået fem stykker af min mor (og et par stykker af min far), så hun er med på sidelinjen når jeg hænger julepølserne op eller sætter lys i pyramiden. Det er faktisk ret hyggeligt. Pølser og pyramide må i øvrigt fotograferes en anden dag, for nu er det næsten allerede blevet mørkt. Igen.