tirsdag den 30. december 2014

like whoa what was that then

Som tidligere nævnt var dette års gavehøst helt formidabel. Billederne er lidt halvdårlige, men jeg var nødt til at udnytte lyset, og jeg kan vel næsten ikke tillade mig at klage over for meget dagslys. Jeg er så glad for alle gaverne - der er ikke en eneste der skal byttes, og de kommer alle fyldt med kærlighed fra afsenderen. Jeg vil tænke på min far, når jeg står i køkkenet og skal hakke og stege (og når jeg læser alle bøgerne, ser filmene, beundrer Totoro-puden osv.), jeg vil tænke på min søsters dyr, når jeg skal tage varme ting ud af ovnen og tørre ting af, og sammen med min kæreste skal jeg på eventyr på fire hjul. Min søster selv har givet mig en helt fantastisk gave, der fortjener sit helt eget indlæg, og Jimmy har foræret mig en dejlig hovedpude, der allerede er taget i brug. Katten var dog noget mere nærig da det kom til min kærestes gave (en t-shirt med Mouse Rat), så det må vi lige have snakket med ham om.

Min far var ude i tilpas god tid til at få Maren til at signere mit eksemplar af Den Lyse Side. Selvfølgelig vil jeg altid foretrække at møde forfatteren til en bogsignering, men det her er nu den allerbedste erstatning, og signeringen er så fin. Bogen er enormt rørende, og jeg er endnu engang virkelig imponeret over, hvor meget hun kan få ud af så enkle streger. De andre bøger er jeg også enormt glad for - prøver at skære lidt ned på de ting, jeg kan låne på biblioteket (prøver er nøgleordet), men lige netop denne stak hører jo hjemme i min samling. 

onsdag den 24. december 2014

just waiting for the sun to set

 Kartoflerne er skrællet, mandlerne er smuttet (ok, det er faktisk løgn. Jeg kunne ikke smutte en eneste, men har møjsommeligt pillet hver eneste lille lortemandel, indtil mine fingre var helt rynkede og klamme), hesten er puttet, anden er i ovnen og vi har været på rundtur til diverse kirkegårde og hilse på resten af familien. Jeg holder mig fra vigtige arbejdsopgaver som sovsen og borddækningen, og derfor kan jeg lige flade ud en halv times tid inden det går løs. 'Går løs' er måske også så meget sagt, eftersom jeg får verdens mest afslappede juleaften kun med min far og søster - vi spiser, når maden er færdig, vi besøger mor på kirkegården inden risalamanden, og gaverne bliver åbnet, når  vi ikke længere er ved at sprækkes. Rigtig glædelig jul til jer alle!

onsdag den 17. december 2014

gotta let the night have dawn

Nu har jeg faktisk fået gang i julehyggen! Min kæreste og jeg så Elf i går, og jeg var ved at blive kvalt i en hjemmelavet havregrynskugle, da sneboldkampen i parken igen fik mig til at grine helt hysterisk. Og ja - en hjemmelavet havregrynskugle! Det har vi også haft tid til (skulle vi også helst, eftersom det tager omkring ti minutter at rulle sådan en stak), og det har gjort aftenerne endnu hyggeligere. Arbejdsdagene er lige blevet lidt længere - gerne en ti-elleve timer nu - men derinde forsøger vi også at julehygge lidt med slik og konkurrencer (ikke julemusik. Aldrig julemusik.) I morgen har jeg FRI, og det bliver vidunderligt at sove lidt længe for en gangs skyld. Så skal de sidste gaver pakkes ind; jeg skal hente en pakke på posthuset, og så skal jeg ellers ligge på sofaen og hygge med Kristinas fine bog. 

mandag den 15. december 2014

it's a yearning that you can't ignore


Denne omgang chips til anmeldelse er en god, rodet bunke, jeg har samlet ind over det sidste halve års tid. De første er en limited edition-pose fra Lays med smag af 'french garlic baguette', og det var en lille positiv overraskelse fra en af mine yndlingsproducenter af chips. Smagen er ikke voldsomt gennemtrængende, og det er lækkert med antydningen af hvidløg. Selve chippen er lige en lille smule tykkere end deres classics (måske er det noget jeg bilder mig ind), hvilket resulterer i en god tyggeoplevelse. Overordnet set er jeg ret tilfreds med denne variant (der vist allerede er forsvundet fra hylderne igen), selvom det ikke er en pose, man fråder det hele af i ét hug. Otte ud af ti pringlesrør.    
Da jeg for snart hundrede år siden besøgte mine venner i Malmø, gik det op for mig, at Sverige er et fremragende chipseland. Jeg har tidligere brokket mig lidt over, at et land som Tyskland - landet med de tusind chokoladevarianter - ikke har et større og mere spændende udvalg i chips, men ind fra venstre kom altså Sverige med et væld af ukendte mærker og varianter. Derfor er det måske liiiidt kedeligt, at de eneste jeg har at vise er en kæmpe pose 'Sourcream & Peppar Chips', men jeg synes posen så enormt indbydende ud. (Spiste i øvrigt også en pose færdigpoppede popcorn med ostepulver. Fik ikke taget et billede, men er heller ikke helt sikker på at de kvalificerer sig til testen.) Chipsen skuffede heller ikke - dejligt store, bølgede, tykke chips med masser af smag - og en god smag, hvor peberet dominerede. Syv ud af ti pringlesrør. 
Jeg har ikke ret meget at sige om Pulled Pork-varianten fra Kims. Selve chipsen er den klassiske riflede variant, mens smagen egentlig bare er en mindre sød udgave af barbecue-varianten, som jeg ikke har anmeldt og heller ikke er specielt vild med. Smagen er også for markant til at de kan bruges som tilbehør til mad, hvilket jeg ellers er stor fan af. Måske er de gode i en skål til en fest, men det kan ikke blive til mere end fire ud af ti pringlesrør fra mig.  
Jeg er normalt ikke så meget til ketchup, og når jeg en sjælden gang spiser det, skal det helst være den fra Beauvais. Den billige ketchup holder jeg mig langt fra, selvom det oftest er den, vi har stående i køleskabet. Min kæreste mener nemlig ikke, at der er nævneværdig forskel på kvaliteten på de kendte mærker og den billige fra fakta, og på det punkt bliver vi nok aldrig enige. Det skulle dog ikke afholde mig fra at prøve Lays-varianten med smag af Heinz-ketchup, og det er jeg virkelig glad for, at jeg gjorde. Den smager af meget, er syrlig og sprød på den helt rigtige måde, og Lays kartoffelchips er generelt altid af virkelig høj kvalitet, så denne pose er faktisk endt i min indkøbskurv et par gange siden jeg først smagte på dem. Jeg synes ikke, at de specifikt smager af Heinz-ketchup, og de dufter i hvert fald mere af eddike end af ketchup, men gode er de. Ligesom testens første Lays-pose er denne variant muligvis også en limited edition-udgave, desværre, men det afholder mig ikke fra at give dem otte store pringlesrør. 
Sidste pose i denne omgang er en gave fra min veninde Simone, der også bidrog til morskaben i forrige runde af anmeldelser med en Lays-variant fra Vietnam. Denne gang har hun været et smut i Irland og hjembragt en lille pose af disse giftigt udseende 'Meanies'. Selve snacken er puffy små udformninger af de små djævle på posen, og de smager faktisk som lovet af... noget syltet. Jeg er ret vild med smagen, og den lille pose var helt perfekt i størrelsen, for de var lidt stærke. Selvom 'Meanies' ikke er en kartoffelsnack, indgår den stadig i bedømmelsen, og opnår en fin karakter på syv ud af ti pringlesrør.  

lørdag den 13. december 2014

Sons of Anarchy

Det er efterhånden blevet en tradition for min kæreste og jeg at tage hul på en ny tv-serie når juletravlheden melder sig, for vores arbejdsdage er lange, og om aftenen er der ikke energi til meget andet end udfladning på sofaen, hygge med Jimmy og en serie på skærmen. I år har vi været godt forsynet med de allerede kørende The Walking Dead, American Horror Story, South Park og American Dad, og for to år siden så vi den fremragende sci-fi-serie 'Battlestar Galactica.' Sidste års serie var 'Sons of Anarchy'. og vi snuppede seks sæsoner på to måneder. Dette efterår har budt på syvende og sidste sæson, og i tirsdags løb den 77-minutter lange sæson-og seriefinale over skærmen.

'Sons of Anarchy' har aldrig lovet at være andet og mere end god underholdning, og det er lige præcis det, min trætte hjerne har brug for efter en lang dag. Velspillede og rørende dramaserier som mine favoritter 'Six Feet Under' og 'Friday Night Lights' kan næsten være for meget, når man er helt udmattet og letpåvirkelig, og de sørgelige scener går lige i hjertet. Derfor har en serie om en motorcykelbande i Californien været helt perfekt timet, og jeg har virkelig været godt underholdt, men med lidt andre forudsætninger end normalt. Jeg har forventet lidt mindre af SOA, jeg har tilgivet plothuller, jeg ikke ville acceptere i andre serier, jeg har rystet på hovedet af sæson fem og seks, der var helt unødvendige - men så kom syvende sæson med gode skuespilpræstationer og en historie, der faktisk var enormt spændende. Efter så mange timer i selskab med disse ofte usympatiske mænd, gik det op for mig, at jeg alligevel er begyndt at holde af et par stykker af dem.
Juice, spillet af Theo Rossi
Hovedpersonen er den unge Jackson 'Jax' Teller, spillet af Charlie Hunnam, og som vicepræsident i en motorcykelbande gør man bare nogle ting, jeg ikke synes er så fede. Flere af medlemmerne i klubben har ved seriens afslutning vel et sted mellem tredive og halvtreds menneskeliv på samvittigheden hver (i øvrigt er der et helt vanvittigt bodycount i serien set over alle syv sæsoner, og det er helt ufatteligt urealistisk, at politiet ikke er mere involverede end de er), men man lærer hurtigt, at the bad guys ikke er andet end netop det, og de mange unaturlige dødsfald er til sidst ikke så chokerende. Hvor tåbeligt det end lyder, er medlemmerne af SOA for det meste fremstillet som nogle interessante, sjove og sympatiske mennesker, og på trods af de ret psykopatiske tendenser, blev jeg faktisk rigtig glad for både ireren Chibs og sødeste, sødeste Juice, der har gået så grueligt meget igennem.

Det har de faktisk alle sammen. Gået grueligt meget igennem, altså. Syv sæsoner er to-tre for mange, og de evindelige bandekrige om stoffer og guns og damer blev hurtigt trættende. Til sidst var det næsten umuligt at holde styr på, hvem der var i ledtog med hvem og hvorfor, og det virkede også ret ligegyldigt. Der skal selvfølgelig være nogle beefs og nogle blærede biljagter og slåskampe, men alt med måde. Langt mere interessant var det at se medlemmerne begå sig i det lille lokalsamfund og forsøge at balancere familielivet med deres noget usædvanlige livsstil. Præsidenten i klubben er Jax' stedfar Clay, spillet af en uhyggelig Ron Perlman, og moderen Gemma er spillet af Katey Sagal (hende fra 'Married With Children). Hun er tilfældigvis også gift med skaberen af serien, Kurt Sutter, og derfor får hun alt, alt for meget skærmtid i forhold til hvad hendes rolle kan bære. Hun er simpelthen så sindssygt irriterende, men deres familierelation er alligevel et af seriens bærende elementer.
Syvende sæson var en god blanding af indviklede bandeforhold, enormt rørende storylines og - ikke mindst - en fantastisk gæsteoptræden af Marilyn Manson, der (selvfølgelig) spiller en virkelig badass nazist-agtig type, som Jax og Juice stifter bekendtskab med i fængslet. Der skulle bindes sløjfe på hele syv sæsoners drama, intriger og løse ender, og det synes jeg altså, at seriens skabere klarede meget godt. De sidste tre afsnit var meget intense, voldsomme og sørgelige (så meget for bare at være en underholdende actionserie), og jeg er glad for, at jeg var med til det sidste, for det var en værdig og god afslutning. Sons of Anarchy holdt hvad den lovede og kom i mål, selvom den tog et par unødvendige detours undervejs. 

Det er allerede blevet meget langt, og jeg har egentlig ikke indtryk af, at SOA er en specielt populær serie, men her til sidst vil jeg alligevel lige snakke frit om et par ting, så det følgende indeholder spoilers. For det første: Juice. Stakkels Juice, der blev voldtaget og slået ihjel af Marilyn Manson, der var uhyggeligt skræmmende. I det mindste var det sidste nogenlunde barmhjertigt udført - hvis man på nogen måde kan bruge dét udtryk om et mord - men jeg er så ked af, at Juice ikke fik mulighed for at få et godt liv et sted laaaangt væk fra Sons. For det andet: Gemma. What the fuuuuck, en usympatisk kælling. Der er bare ingen undskyldning for at drukne Tara og stikke hende i hovedet med en stegegaffel. For det tredje: Jax. Jeg finder det lidt dobbeltmoralsk, at det er okay for Jax at begå selvmord, men ikke for Juice. Slutningen var ellers ganske fin, omend på kanten af det platte med billedet af de frie krager, der flyver væk og den lidt for åbenlyse henvisning til Jesus med både udstrakte arme og det efterladte brød og vin på asfalten. Jeg startede med at holde af meget af Jax, men endte med at finde ham både utilregnelig og usympatisk, hvilket er en modig vej at gå for seriens skabere. På den anden side måtte det jo ske - ligesom Walter White, Dexter Morgan og Tony Soprano måtte Jax Teller sande, at man ikke både kan have et normalt familieliv imens man er ultrakriminel.  

søndag den 7. december 2014

when I picture you I think of your smile

På et tidspunkt i nat var det to år siden min mor trak vejret for sidste gang, blot nogle få måneder efter vi fik den chokerende melding om den uhelbredelige kræft, der allerede havde spredt sig uhyggeligt meget og hurtigt forvandlede min mor til en skygge af sig selv. De sidste ti dage af hendes liv var hun ikke ved bevidsthed, men min far, søster og jeg var ved hendes side hele tiden; vi spiste, sov, græd og grinede på den palliative afdeling på Farsø Sygehus og fik en slags bizar hverdag op at køre. Nogle dage græd vi fra morgen til aften, andre dage gik vi i bycenteret og kiggede på julepynt i Rema1000, og der var ingenting der gav mening. Verden udenfor var klædt i hvidt, og jeg så begivenhederne gennem et sløret filter i den tid. Det var en voldsom oplevelse at se min mor dø, og det kan stadig påvirke mig meget, men som jeg næsten lige har skrevet om, er de fleste dage gode nu. To år er lang tid og ingen tid.

I løbet af det sidste år har jeg savnet mere end sørget, men for nogle måneder siden tillod jeg mig selv at tænke mere over hvad der er sket med min mor, efter hun er død. Indtil da kunne jeg godt lide at forestille mig, at hun befinder sig i en slags himmel sammen med min mormor og morfar og Froy, og at jeg vil se hende igen engang. Den forestilling stemmer bare ikke helt overens med det, jeg i virkeligheden tror på - at døden er endestationen, og at der ikke sker mere når ens hjerte er holdt op med at slå. Selvom jeg selvfølgelig har tænkt de tanker før, fulgte jeg dem helt til dørs denne gang, og erkendelsen var lidt som at miste min mor en gang til. Det er svært at forklare, men det var en ret voldsom mavepumper, der gjorde mig enormt ked af det i et par uger. Nu er jeg vendt tilbage til forestillingen om en slags genforening efter døden - ikke som et desperat ønske, men som et rart drømmescenarie, for vi ved jo ikke hvad der sker når man dør - og det gør vel ingen skade at håbe lidt. Hvis det hele alligevel bare lukker og slukker til sidst, kan det jo være lige meget at jeg har brugt lidt af mit liv på at drømme om at snakke med min mor igen. 

Det blev lidt heavy, men året har som sagt mest budt på de gode minder - også de helt konkrete og fysiske af slagsen. Min mor var enormt god til at købe gaver til mig; hun vidste lige, hvad jeg godt kunne lide, og hun har foræret mig halvdelen af de strømper, knæstrømper og strømpebukser jeg har i mit skab - og det er altså ikke så få. Hun var så god til at passe på sit eget og vores tøj; da jeg boede hjemme kunne mine kjoler og t-shirts holde i årevis trods flittig brug, fordi hun altid vaskede dem. Nu bliver mit tøj langt hurtigere nusset og hullet (jeg vasker aaaaaldrig tøj i hånden mere), og jeg har været lidt i panik over at komme til at slide arvestykker og gaver op. Løsningen har været at tage dem lidt ud af rotation og kun bruge mor-strømperne ved særlige lejligheder. Når jeg har dem på, føler jeg mig lidt nærmere hende, og derfor har jeg selvfølgelig et par på i dag. Jeg mangler, savner og elsker min mor - og jeg håber, at jeg får hende at se igen en dag.    

torsdag den 27. november 2014

now and again it seems worse than it is

Jeg tror lidt, at jeg glemmer at fortælle hvordan størstedelen af dagene forløber uden min mor. Jeg skriver tit, når jeg er meget ked af det, men heldigvis byder langt de fleste dage jo på savn og ikke sorg. Der går ikke en dag, uden at jeg tænker på hende eller snakker om hende, men det er ikke hver dag jeg lader mig selv tænke på den sidste, korte tid jeg havde med hende, og de helt store tudeture begrænser sig til et par gange om måneden nu. De dårlige dage kan jeg stadig ikke styre; jeg kan ikke bestemme hvornår de kommer, eller hvor voldsom min sorg er, men det er efterhånden sjældent at det varer ved hele dagen. Oftest kan jeg mærke det om morgenen - de fleste dage er helt normale, men af og til vågner jeg med en knude i maven og en klump i halsen, og ingen af delene forsvinder, før jeg anerkender dem og lader mig selv være ked af det. Tankerne om hende popper helt naturligt op i min bevidsthed - både de gode og de dårlige -  for selv de helt trivielle hverdagsritualer kan minde mig enormt meget om min mor. Jeg sætter virkelig pris på, at hun stadig fylder så meget i mit liv, selvom det medfører et par tudeture fra tid til anden.   

De næste uger bliver nok ikke ret sjove, og jeg kan heller ikke garantere, at der ikke kommer et sygt deprimerende indlæg engang. I dag er det to år siden min mor sidste gang var ved bevidsthed og sidste gang kaldte mig 'Tinemus', og jeg kan godt mærke, at det påvirker mig enormt meget at skrive om det, hvilket sådan set modbeviser hele min pointe med indlægget. Sådan er det nok bare, når man sidder alene og savner, men i weekenden besøgte jeg min onkel (min mors storebror), tante og to fætre, og der var det rart at snakke om hende og genopfriske gamle minder. Det gør mig så godt at være i selskab med mennesker, der kendte og holdt af min mor, og jeg vil altid gerne snakke om hende - også selvom det medfører blanke øjne og en grødet stemme. Jeg tror ikke jeg er i nærheden af at være afklaret omkring min mors død, og jeg lader i stedet den øverste følelse i rodebunken dominere min dag, men jeg prøver vist bare at sige, at den følelse langt det meste af tiden er god.     

tirsdag den 25. november 2014

Les Revenants

Efter tre fantasy/sci-fi-skuffelser med Invasion, Taken og Falling Skies, havde jeg brug for en succesoplevelse inden for genren og startede på den anmelderroste 'Les Revenants' fra Frankrig. Første sæson fra 2012 er på blot otte afsnit af hver en lille times længde, og anden sæson er stadig i støbeskeen, så det er bestemt ikke en serie, der har travlt. Det behøver den heller ikke have, for en af 'Les Revenants' største forcer er de helt langsomme og vidunderligt filmede øjebliksbilleder af livet i en lille, fransk bjergby, og jeg blev grebet lige med det samme. Skuespillet er troværdigt og godt over hele linjen; det franske sprog virker overbevisende for mig, og rammen om historien er så realistisk og jordnær, at det egentlig virker plausibelt da flere af byens afdøde beboere begynder at vende tilbage til de familier, de forlod mange år tidligere. 

Disse hjemvendte er naturligvis seriens omdrejningspunkt, og i første afsnit stifter vi bekendtskab med teenageren Camille. Først ser man hende blive dræbt i en voldsom busulykke på bjerget som trettenårig, og så ser man hende vende hjem fire år senere til den ældre tvillingesøster og et par forældre, der er blevet skilt. Camille føler sig lidt træt og går i seng, og moderen freaker lidt ud over det og ringer til lederen af den støttegruppe, hun er kommet i siden datterens død. Og så tager de det egentlig ret roligt. Indrømmet; af og til kan man godt sidde med følelsen af, at alle reagerer helt irrationelt - de må da for helvede sige til nogen, at deres døde datter er vendt tilbage!? Den manglende reaktion fra de efterladte er helt klart seriens største svaghed, men når det irritationsmoment er overstået, er det alligevel nogle meget rørende, hårde og hjerteskærende interaktioner mellem en pige, der ikke kan huske de sidste fire år og bare vil elskes, og hendes familie, der har virkelig svært ved at tackle situationen.  

Camille er ikke den eneste, der vender tilbage, og alle hjemvendte har deres helt unikke, spændende historie, der langsomt udvikler sig og afsløres. Og hvor man kunne savne en lidt større reaktion fra byens involverede indbyggere, reagerer den smukke natur i stedet ganske kraftigt; massedød blandt dyrene, strømafbrydelser og et alarmerende hurtigt faldende vandreservoir. Alle disse hændelser bliver præsenteret på en ganske underspillet måde, og min kæreste - der i øvrigt slet ikke var lige så begejstret som jeg - sagde, at hele stemningen virkede som noget fra en dansk krimi. Dem ser jeg nu ikke så mange af, men jeg tror godt, jeg ved hvad han mener med det, for der er skruet ned for alle special effects-parametre i serien, da historien er uhyggelig nok i sig selv. Det er helt klart en af grundene til, at den er så meget bedre end de tre serier jeg nævnte først - selvom det i virkeligheden er helt omsonst at sammenligne dem.

Uhyggen er som sagt en af seriens store forcer. Den lille dreng Victor er en af de mest skræmmende karakterer i nyere tv-historie, selvom og fordi han næsten aldrig taler, men bare kigger på én med kæmpestore, vidende øjne. Egentlig er disse hjemvendte døde jo zombier, men så langt fra de frådende, kødspisende monstre i The Walking Dead, at man ikke kan kalde dem det. Her opfører de sig næsten almindeligt og er sympatiske karakterer, der bare vil prøve at få et normalt liv tilbage. Man ønsker det bedste for dem, selvom der hele tiden er en uhyggelig undertone og en følelse af, at noget kommer til at gå helt, helt galt. Sceneriet og stemningen minder mig af og til om Twin Peaks, selvom Les Revenants overhovedet ikke har samme element af forløsende absurditet.   

Det er familiedrama med fantasyundertoner, så det veksler mellem at være rørende til at være underligt og uhyggeligt, og det fungerer meget bedre, end man lige skulle tro. Fantastiske Mogwai har leveret det dystre soundtrack, der passer perfekt som baggrundsmusik til den lille by ved de smukke bjerge, og overordnet set er det en virkelig godt sammenskruet serie. Jeg glæder mig vanvittigt til sæson to, da afslutningen på første sæson var en cliffhanger af dimensioner.    

mandag den 17. november 2014

dance 'round the room to accordion keys

Efter en sommer, hvor jeg stort set kun har lyttet til Neutral Milk Hotel og Conor Oberst, har jeg den seneste måneds tid tilføjet et par nye plader med gamle favoritter til samlingen. Flaming Lips har haft gang i et helt vanvittigt projekt, der har udmøntet sig i With A Little Help From My Fwends - en genfortolkning af HELE Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band-pladen med The Beatles, og på hvert nummer har de gæstemusikere med. Miley Cyrus og Moby er et umage makkerpar på Lucy in the Sky with Diamonds, og Tegan & Sara er skam også at finde på Lovely Rita. Hele projektet er måske mere interessant end egentlig godt, men jeg glæder mig til at give pladen nogle flere gennemlytninger. Peaking Lights er ægteparret Aaron Coyes og Indra Dunis, som jeg har skrevet om før, og Cosmic Logic er deres nyeste plade, der er meget mere rytmeorienteret end dens to forgængere. Numrene er stadig syrede og udsvævende, men man aner alligevel en noget strammere struktur, hvilket klæder musikken godt. Dog kan jeg godt nogle gange savne det helt langsomme og drømmende univers, men Cosmic Logic gør til gengæld mere opmærksom på sig selv, og fødderne begynder at vippe helt automatisk.  

En af mine yndlingsbloggere, omveje, har skrevet et fremragende indlæg om det nostalgiske forhold man får til sine cd'er og om hvor svært det kan være at smide dem ud, og de overvejelser er ledsaget af fine anekdoter med alt fra Suede til Aqua som soundtrack. Jeg har længe villet fortælle mere om 'min' musik, om hvad jeg er vokset op med og hvordan min smag har ændret sig, men det er mest blevet til sporadiske og begejstrede fortællinger om få af mine yndlingsbands. Hvis jeg nogensinde får tid, kunne det være jeg skulle få lidt struktur på den fortælling. Der er trods alt en grund til, at jeg kaldte bloggen 'MusicIsMySecret' i sin tid. Nederst er en liste over de femten kunstnere, jeg har afspillet mest på min iPod og computer det sidste år, men der mangler jo altså alt det, vi lytter til på vinyl og fra min kærestes computer. Om ikke andet giver den et godt billede af hvad jeg godt kan lide at lytte til i bussen og på arbejde - og så er jeg bare ret vild med lister generelt.    

søndag den 16. november 2014

Rutu Modan - The Property

Jeg opdagede israelske Rutu Modan ved en tilfældighed for nogle år siden, og jeg var så glad for 'Exit Wounds' fra 2008, at jeg hurtigt efter udgivelsen sidste år fik  fat i hendes nyeste graphic novel; 'The Property'. Den er delvist selvbiografisk og fortæller om den ældre israelske dame Regina, der sammen med sit barnebarn Mica rejser tilbage til Warszawa  for første gang siden Anden Verdenskrig. Bedstemoderen ejer tilsyneladende en grund i byen, men familien mistede den under krigen, og det er lidt op ad bakke at finde rundt i alle de gamle papirer, adresser og døde mennesker. Regina har desuden også et andet, hemmeligt formål med rejsen, men Mica kan ikke finde ud af hvad det er, for hun bliver hele tiden distraheret - både af et irriterende familiemedlem og af den flotte, polske tourguide Tomasz, der drømmer om en dag at skrive den polske 'Persepolis'. Historien er egentlig ret personlig og unik, men den er så fint beskrevet, at det samtidig er nemt at genkende almindelige familiemønstre- og relationer i forholdet mellem bedstemoderen og barnebarnet. Det er rørende at se Mica hjælpe sin bedstemor med at bade og blive klædt på, selvom denne til tider kan være ret strid og besværlig.  

Rutu Modan kom på idéen til historien da hun var til en familiemiddag hos en onkel. Begge hendes bedstemødre var kommet fra Warszawa til Israel før krigen, og selvom de angiveligt ejede et jordstykke i Polen, havde de ingen intentioner om at vende tilbage, da de så landet som 'én stor kirkegård.' Herfra udviklede historien sig, og forfatteren rejste til Polen for at besøge det land, som hendes far voksede op i, og hun blev overrasket over hvor hjemme hun egentlig følte sig. 'The Property' handler også meget om forholdet mellem polakker og israelere, men ligesom i 'Exit Wounds' bliver de politiske spørgsmål flettet elegant ind i plottet og føles ikke forcerede. Det er endda oplagt at drage paralleller mellem den nutidige situation mellem israeler og palæstinensere, hvilket forfatteren også kommer ind på i dette interview. Hun påpeger det paradoksale i, at mange israelere forsøger at få deres ejendomme i Polen tilbage, mens de ikke kan se, at palæstinenserne arbejder efter samme retfærdighedsprincip omkring deres gamle ejendomme i Israel. Det er ret interessant læsning.  

Modans streg er stadigvæk ualmindeligt fin, og hun har et skarpt blik for de små detaljer, akavede øjeblikke og den pinlige tavshed. Hun er ikke bange for at gøre det lidt grimt - flere paneler fanger karaktererne fra deres bogstaveligt talt værste sider, men det gør dem meget mere virkelige end andre tegnede karakterer. Historien bliver udelukkende fortalt igennem karakterernes dialog og kropssprog, så det er også vigtigt, at de er tegnet udtryksfuldt. Hendes landskabstegninger er SÅ flotte; farverne er enormt smukke og velbalancerede, og det er en rigtig flot hardback-udgave jeg fik med mig hjem fra Faraos Cigarer. Det trækker alt sammen op, og det er også en god graphic novel, den er bare ikke helt på samme høje niveau som den forrige, desværre, men bestemt en gennemlæsning værd.   

fredag den 14. november 2014

swimming through sick lullabies

Jeg er blevet ramt af en ondsindet influenza og har de sidste dage ikke kunnet foretage mig noget som helst - ikke engang filmhygge i sofaen er det blevet til; kun hosten, nysen og rysten under dynen inde i sengen. Jimmy er en afsindigt dårlig sygepasser, for i stedet for servering af varm the og sygegaver, har han højtlydt krævet snoreleg og andre opretstående aktiviteter. De sidste døgn har derfor været en sløret omgang af søvn, feberdrømme og usammenhængende tanker blandet med katteleg, og to ting er jeg vendt tilbage til igen og igen:

1, Tænk, hvis Jimmy nu i virkeligheden var en lille hunkat. Det ville fuldstændigt ændre mit syn på den lille mand (f.eks. skulle jeg nok holde op med at kalde ham 'lille mand'), og jeg tror, at noget af hans nuttethed ville forsvinde for mig, selvom det er strengt sagt. Det er nu heldigvis ikke noget, jeg behøver at bekymre mig om, for han er temmelig sikkert en lille knægt. Gamle Froy var en hunkat af den allerbedste slags, men når jeg tænker over det, har jeg ellers kun haft drengedyr i mit liv - startende med den blå undulat Pelle over pasningen af ponyen Fister og hesten Juvel, og nu Jimmy. Med min søster er det lige omvendt; både hunden Silke, katten Mille og hesten Serafina er af hunkøn, og de er nu også nogle særdeles dejlige damer. Det ville bare ikke passe til Jimmy at være en lille pige. 

2. Jeg bruger generelt alt for meget tid - og endnu mere nu, hvor jeg er syg og min kæreste er i Italien - på at tænke på værdien af forskellige hypotetiske handlinger. Hvor mange penge ville jeg give for at have halvanden liter cola stående på bordet lige nu (dette spørgsmål stiller jeg ofte mig selv, og svaret er ofte halvtreds kroner), eller hvor meget ville jeg betale for allerede at have været i bad, i fakta og på apoteket? Det er ret fjollet, for lige meget hvor højt jeg er villig til at sætte beløbet, sker der jo aldrig noget af sig selv. Men alligevel. Jeg ville godt give halvtreds kroner for en pose af de der lakridschokolader fra Tiger lige nu. 

søndag den 9. november 2014

Stephen King - The Green Mile

Efter et par halvlunkne læseoplevelser med de nyeste bøger fra Stephen Kings hånd - og som optakt til den nye 'Revival', som jeg har tårnhøje forventninger til - trængte jeg til at genlæse en af de allerbedste, nemlig 'The Green Mile' fra 1996, der sammen med filmatiseringen cementerede Kings status som en af de allerypperste historiefortællere. Næsten alle kender i dag historien om den kæmpestore, blide John Coffey (like the drink, only not spelled the same), der under tredivernes depression sidder på dødsgangen i  et fængsel i Louisiana, men det er så god en fortælling, at den alligevel fortjener et par ord og refleksioner med på vejen. Selvom det er tredje eller fjerde gang jeg læste bogen, kunne jeg alligevel slet ikke lægge den fra mig, og jeg måtte hele tiden liiige læse et par sider mere før jeg slukkede lyset om aftenen. Historien er på ingen måde ny for mig, men selv uden overraskelseseffekten er den altså bare så velfortalt og velskrevet, at hvert gensyn er en ren fornøjelse.  

Oprindeligt var 'The Green Mile' udgivet i seks dele - både for at lave et publicity-stunt, men også for at forhindre læserne i at bladre om til sidste side for at læse slutningen først; noget hans egen mor altid selv havde gjort. Det kunne jeg aldrig drømme om at gøre! Slutningen var i øvrigt slet ikke skrevet eller færdigudtænkt, da første installation udkom, og det er en arbejdsgang der giver en perfektionist som mig sved på panden. Eksperimentet må dog siges at være en dundrende succes, og på trods af et par enkelte gentagelser, virker historien lige så godt som en enkelt, samlet udgivelse. Min far har alle seks, mens jeg må nøjes med den lidt mere skrabede paperback-udgave.  

Mange jeg kender har ikke læst bogen, men kun set den fremragende film fra 1999, og selvom Stephen King på dvd'ens ekstramateriale udtaler, at filmatiseringen er den, der kommer sit litterære oplæg nærmest, går man virkelig glip af noget ved at springe bogen over. Den noget langsommere pacing tillader en eminent god karakteropbygning af både fængselsbetjente og dødsdømte, og der var ikke noget, der var så sort/hvidt som det nogle gange kommer til at virke i filmen. Kun gennem bogen hører vi f.eks. hvilke grusomme forbrydelser franskmanden Eduard Delacroix faktisk har begået, og den sleske Percys hadfulde optræden over for ham er måske ikke mere forståelig, men i hvert fald mere nuanceret. Dels henrettelse er måske nok ubehagelig at overvære på film, men på skrift er det noget af det mest groteske, ulækre og ubehagelige, jeg nogensinde har læst fra forfatterens hånd, og derfor også virkelig, virkelig godt. Her viser King, at han ikke helt har glemt horroren.  
Selvom den har enkelte skønhedsfejl, vil jeg give Stephen King ret i, at den tre timer lange film fra 1999 er en af de allerbedste filmatiseringer af et King-værk overhovedet. Det er helt uvant at se en King-film med overbevisende, rørende skuespil, relativt gode special effects og en historie, der ikke forhastes for meget. Castingen er lige i skabet på alle fronter; mændene på begge sider af tremmerne spiller virkelig godt, og alle fangerne sidder i filmen på dødsgangen på samme tid, hvilket også skaber en fin dynamik. Den enormt skræmmende William 'Wild Bill' Wharton fik i filmen en lidt større rolle, flere replikker og mere klamhed, men med Sam Rockwell i rollen var det kun en god ting. Tom Hanks leverede en pragtpræstation i rollen som fængselsbetjenten Paul Edgecomb, og det er altså virkelig svært ikke at holde af både ham og hans kollegaer på The Green Mile. Filmen varer næsten tre timer, men tiden flyver afsted, og jeg kan på det varmeste anbefale både bog og film til alle - også til dem, der normalt holder sig fra Stephen King.  

fredag den 7. november 2014

floating through long wasted days

I dag har jeg cyklet næsten hele Amager rundt i det gode vejr, og nu skal jeg ikke lave ret meget andet end at flade ud på sofaen og se film. Jeg er for træt til at producere længere stykker tekst, så her er nogle ord, jeg godt kan lide:


heksehyl
tagetage
baryler
kålhøgen
tømmerlus (som vist hedder tømrerlus)
luskebuks

mandag den 3. november 2014

we partly messed it up

Denne sommer har budt på de allersidste sæsoner i tre af de serier, jeg godt kan lide og har skrevet om før; nemlig Wilfred, Californication og True Blood. For at starte med det bedste, var Wilfreds fjerde og sidste sæson en solid afslutning på historien om den depressive Ryan, der hænger ud med naboens hund Wilfred, som han ser som en potrygende, øldrikkende og vulgær australsk mand i en hundedragt. Sæsonen samlede alle tråde og opklarede de enormt mange ubesvarede spørgsmål, men først måtte vi igennem en række meget forvirrende afsnit, der ærligt talt var lidt trættende. Der var ikke nogen grund til flere sidehistorier, der bare trak tiden ud inden forløsningen kom, selvom jeg godt kunne lide idéen om en kult, der tilbad en hundegud hvis navn lød som Matt Damon.  De to finaleafsnit var dog det hele værd; faktisk var det noget af det mest rørende tv, jeg længe har set. SPOILERS. Okay, så den allermest åbenlyse forklaring på Wilfred er også den rigtige - han er faktisk bare en almindelig hund, og Ryan er ikke helt rask. Det var brutalt og rørende at se flashbacks, hvor situationer fra serien bliver vist i deres sande form - med en nuttet hund siddende på sofaen, mens en manisk Ryan puster røg i hovedet på den, og tror han snakker med en mand. Wilfreds endeligt var vanvittigt sørgeligt, Jenna er en bitch (men det ville have været forkert, hvis Ryan og hende var endt sammen), men slutningen er alligevel positiv, synes jeg. Ryan accepterer sin sindssyge og lukker en imaginær Wilfred tilbage i sit liv, men denne gang ved han godt, at Wilfred er en forsvarsmekaniske skabt af hans eget sind. Stærke sager. 
Californication var jeg meget begejstret for efter de første fire sæsoner, men de sidste tre har kørt lidt i tomgang og er faldet gevaldigt i niveau. Med syv sæsoner har serien haft en del mere skærmtid end Wilfred, men det har desværre også fået mig til at synes lidt mindre om Californication som helhed, selvom det bestemt stadig er god underholdning med mange lyspunkter. Især var jeg glad for Marilyn Mansons fantastiske gæsteoptræden i sæson seks, og Californications karakterer er jo altid ret sjove, men en serie af den slags burde kende sin besøgstid. I syvende sæson er Hank Moody stadig fucked og prøver stadig at overbevise Karen om sin kærlighed til hende, imens han knalder alt med en puls. Intet nyt under solen her. I mellemtiden har han fået job som manuskriptforfatter på den elendige tv-serie 'Santa Monica Cop', men har ret svært ved at acceptere, at arbejdspladsens regler og ordentlig omgangstone også gælder for ham.

Jeg binge-watchede hele syvende sæson sammen med Lærke, og vi blev enige om, at selvom det stadig var sjovt, var det også lidt forceret og allerede lettere outdated. Det er ikke længere nyt eller sjovt at folk instagrammer deres mad, og det er åndssvagt at Michael Imperiolis karakter bliver så overrasket og sur over det. Ellers et godt gensyn med en favoritskuespiller fra Sopranos. SPOILERS. Hank har altså en vildt irriterende, usjov Jonah Hill-lignende søn med Heather Graham. Ikke specielt overraskende, og deres forhold forløber ret forudsigeligt, men det er stadig en kærkommen afvigelse fra de samme gamle storylines, der ellers præger sæsonen. Slutningen er sådan lidt blah. David Duchovny har sagt, at han altid havde forestillet sig Hank Moody dø, når serien sluttede, og det ville faktisk have været en slutning, der var noget lettere at forholde sig til.
True Blood har jeg altid haft et lidt ambivalent forhold til, for jeg ville så gerne elske det, men blev aldrig helt grebet. Manden bag de første sæsoner er geniet Alan Ball, der også har skabt både American Beauty og verdens bedste tv-serie Six Feet Under, så jeg havde nok også urealistisk høje forventninger til denne vampyrserie, der skulle være alt det, som Twilight ikke var.  Det gik da også rimeligt i starten, men niveauet begyndte desværre ret hurtigt at styrtdykke med underlige, unødvendige subplots og nye, ligegyldige karakterer; men denne syvende og sidste sæson har heldigvis trukket helhedsindtrykket gevaldigt op igen med et fængende plot, der var spændende lige til det sidste. Modigt at slå en hovedperson ihjel i første afsnit! Ellers er det stadig de smukke billeder og de velskrevne karakterer, der er seriens force, og her var hele slænget endelig samlet igen. De irriterende karakterer var stadig irriterende, men mine favoritter var til gengæld både sjove (Jason, Pam & Lafayette) og lækre (Jessica & Eric), så det var det hele værd. Denne sæson har også lært mig at holde af Sookie,  og jeg synes at slutningen var præcis som den skulle være. Det er fedt, når serier lige leverer en sidste god sæson, for det gør det meget nemmere at huske alt det gode.  

fredag den 24. oktober 2014

with one deep breath and one big step

AaB vandt i går med imponerende 3-0 hjemme mod Dynamo Kiev i Europa League og leverede en af deres største bedrifter længe. Det seneste stykke tid har især én AaB-spiller været meget i medierne; nemlig den hjemvendte søn Nicklas Helenius, der har valgt at være hudløst ærlig omkring hvorfor udlandseventyret i Aston Villa blev en kæmpe fiasko. I en mandsdomineret og til tider hård fodboldverden er det albuerne først (eller knopperne på fodboldstøvlerne, om man vil), og der er nok ikke ret meget plads til svaghed, tvivl og usikkerhed hos de unge knægte, der i mange tilfælde er rejst direkte fra den trygge ungdomsklub til et nyt liv i et fremmed land uden at kende nogen. Efter bare et par måneder i England fik Helenius en irriterende mavebakterie, der ikke rigtig ville slippe ham igen, og snart fulgte et halvt års helvede med støt stigende dødsangst, søvnbesvær, depression og selvmordstanker. Jeg er så glad for, at han har valgt at dele sin historie med hele fodbolddanmark, for psykiske problemer er langt fra hverdagskost på mediernes sportssider - selvom fodboldspillere kan rammes lige så let som alle andre. Hvis du vil se interviewet, der gav mig en klump i halsen og våde øjne, kan du klikke lige her eller læse her. Nu er han tilbage i Aalborg, far til tvillinger og meget, meget gladere. Det gør også mig meget glad. 

Det er ikke første gang, at en AaB-spiller bryder tabuer. Tidligere i år kunne man i en meget rørende artikelserie i Jyllandsposten, som man desværre skal betale for at læse, opleve anfører Thomas Augustinussen (min søsters mangeårige favorit og også en af mine yndlinge) fortælle åbent om sin fars selvmord. Det gør kun min kærlighed til AaB-drengene endnu større, for de er altså en bunke enormt sympatiske knægte med begge ben solidt plantet i den jyske muld; de passer godt på hinanden, og de er ikke bange for at tabe ansigt og snakke om alt det svære. Mere åbenhed om psykisk sygdom er vejen frem!
Til gengæld vil jeg gerne bytte med Knæk Cancer-ugen, som jeg snart ikke kan overskue at høre mere om. Forstå mig ret - det er selvfølgelig en rigtig god og vigtig kampagne, og man skal nok være temmeligt afstumpet for decideret at have noget imod initiativet, men jeg orker bare ikke at høre mere om kræft lige nu. Det er naturligvis min helt egen, subjektive holdning, der er ret præget af min mors død for to år siden, men min dødsangst på egen og andres vegne bliver altså ikke mindre af at få smækket '1 ud af 3 danskere får kræft' i hovedet, hver gang jeg tænder fjernsynet. Og så er jeg virkelig ikke glad for hele denne fighter-retorik. Selvfølgelig er det fantastisk, når folk kan erklære sig sygdomsfri, men min mor døde altså ikke, fordi hun ikke kæmpede nok. Der er ikke tale om, at min mor 'tabte kampen mod kræften'. Hun blev ramt af en lortesygdom, hvor der overhovedet ikke var noget at stille op, og så kunne hun have kæmpet herfra og til månen, for det ville ikke have gjort nogen forskel overhovedet. Jeg håber I bærer over med mig og kan gennemskue, at selvom jeg ikke kan snakke objektivt om dette ømtåelige emne, synes jeg stadigvæk at både indsamlingen og det store fokus på kræft er vigtig og rigtig. Og sådan gik det til, at et billede af Nicklas Helenius optrådte i samme indlæg som et billede af min mor.    

søndag den 12. oktober 2014

I wish I could save her in some sort of time machine

Jeg tænker ret meget på min mor for tiden. I perioder kommer det bare helt af sig selv, og selvom hun altid fylder meget i min bevidsthed, fylder hun endnu mere i disse uger. Det handler nok om, at det er blevet efterår igen, og at oktober og november for to år siden var så forfærdelige og fyldt med sygdom, tårer og min mor, der så hurtigt forsvandt. Jeg har lyst til at skrige over, at der allerede er gået to år, for sådan føles det bare overhovedet ikke, og jeg bliver lidt panisk over at tiden - og min mor - forsvinder mellem hænderne på mig. Og i øjeblikket er det kun alt det dårlige, der popper op i min bevidsthed; sygehuset, da lægen overbragte den totalt uforståelige besked, min mor, der har det skidt i en hospitalsseng på en alt for lille, overfyldt stue, hvor jeg ikke kan gå nogen steder hen med min sorg, og hvor absurd det var at bo næsten to uger på en palliativ afdeling og bare vente på, at min mor skulle dø. Jeg er træt af, at det er de sidste ti uger i min mors liv, der får lov til at fylde mest, når der nu er så mange andre vidunderlige, trygge og gode uger at tage af. Dem kan jeg heldigvis godt tænke på normalt, men i øjeblikket er det ret tit forgæves, når jeg prøver at fremmane alt det gode, og jeg finder mig selv rode desperat rundt i minder fra juleaftener og fødselsdage, uden helt at kunne bryde overfladen og finde det jeg søger. Det hjælper lidt at kigge på gamle billeder; jeg får stadig en knude i maven og tårer i øjnene, men det er bedre at savne hende dybt og inderligt end konstant at blive konfronteret med måden hun forlod os på. 

Selvfølgelig har jeg det bedre, end lige da hun var død. Jeg har det også bedre end sidste år på denne tid, sådan helt generelt. Men det er to skridt frem og ét tilbage, og jeg ville altså ønske at jeg selv kunne vælge, hvilke minder om min mor der skal være mest dominerende i min bevidsthed. Det er generende for mig, at mindet om hendes allersidste åndedræt pludselig og uden varsel popper op i mine tanker, når jeg hellere bare vil tænke på hende værende glad, levende og min mor. Jeg savner hende så meget.  

lørdag den 11. oktober 2014

Stephen King - Mr. Mercedes

Mr. Mercedes er den nyeste udgivelse fra Stephen Kings produktive hånd; stadigt så ny, at jeg ikke så den oversat til tyrkisk og - alt efter hvordan man tæller - forfatterens roman nummer syvoghalvtreds. Med en så imponerende udgivelsesrække kan de ikke alle sammen være lige gode, og selvom denne thriller ikke er decideret dårlig, kunne den godt være blevet i bunden af skrivebordsskuffen. Heldigvis er selv en halvdårlig King-thriller bedre end det meste andet i genren, tempoet i bogen fejler ingenting; og Kings opbygning af karakterer er stadig eminent, omend grænsende til det stereotype i denne bog. Til sidst blev den faktisk en regulær pageturner for mig, og det var svært at slukke lyset over sengen i værelset, jeg delte med min søster i Tyskland. Ikke på grund af uhyggefaktoren i bogen, der er nærmest ikke-eksisterende, men fordi den faktisk blev enormt spændende. Jeg tror dog det er en bog, der vinder meget på at blive læst i løbet af et par dage - den er som de fleste bøger helt klart bedst, når de tidligere sider er friske i hukommelsen.

Monsteret i Mr. Mercedes er ikke en af dem fra kloakristerne eller det ydre rum, men derimod en helt anonym ung mand, der dog ikke er mindre uhyggelig af den grund. En af Kings forcer er at beskrive, hvordan den helt almindelige nabo i virkeligheden kan være en sindssyg sadist, og mange af hans mest ubehagelige historier udspringer af denne dagligdags horror. Mr. Mercedes forbliver ikke anonym for læseren ret længe, men det er et bekendtskab man måske helst ville have været foruden. Brady Hartsfield er nærmest en kliché-agtig definition på uskadelig fremmed - uden at spoile har han en meget tillidsvækkende funktion i samfundet, men ikke desto mindre er han også manden bag rattet i den Mercedes, der en tidlig morgen torpederer en gruppe af arbejdsløse, der venter foran et jobcenter. Selvom han dræber mange og sender chokbølger gennem samfundet, har han endnu større planer, og det er op til den pensionerede detektiv Bill Hodges at afsløre og  stoppe ham. 

Bill Hodges er definitionen på en 'retired cop' - i mit hoved ligner han en lidt ældre udgave af Sam Healy fra Orange Is The New Black. Han bruger sine dage på at se dårligt fjernsyn, spise junkfood og ærgre sig over, at han ikke fangede Mr. Mercedes inden han gik på pension året inden. Da han en dag får et drillende brev fra morderen, der tydeligvis har overvåget ham, beslutter han sig for at sætte efter ham - alene. Og det er altså lidt irriterende. Jeg ved godt, at der ikke rigtig ville være en historie, hvis Bill bare gav brevet videre til sine buddies på politistationen, men det virker altså lidt utroværdigt. Det bliver endnu værre som plottet skrider hastigt frem - på et tidspunkt er det direkte åndssvagt, at han ikke bare beder om hjælp. Hans kærlighedsaffære med den meget yngre og lækre søster til et andet offer er også så klichéfyldt, at det næsten er uudholdeligt; også selvom det tydeligvis er bevidste nik til detektivgenren fra Kings side. Portrættet af Brady Hartsfield derimod er både skræmmende og overbevisende, og han er straks lidt mere interessant at følge.   

Mr. Mercedes er ifølge Stephen King den første i en trilogi om Bill Hodges, hvilket for mig ikke er sindssygt ophidsende nyheder, da jeg til enhver tid hellere vil have to romaner med helt friske historier og karakterer. Hvis historien og karaktererne havde været lige så spændende og rørende som 'The Dark Tower'-serien, havde jeg nok set lidt mere frem til de næste udgivelser om Bill Hodges, men efter Mr. Mercedes er jeg mest bare mildt skuffet. 

fredag den 10. oktober 2014

breaking my back just to know your name

I Istanbul kom vi helt tilfældigt forbi et spændende bogmarked med et hav af mærkelige bøger, gamle magasiner og skjulte skatte. Langt de fleste bøger var naturligvis på tyrkisk, men jeg nød alligevel at gå rundt og bladre lidt hist og pist - især i de mange Stephen King-udgivelser med for mig nye forsider og fremmede navne. Flere af sælgerne kunne tydeligvis ikke forstå min fascination af King-bøgerne - de ville meget hellere vise mig noget underlødigt, engelsksproget chick-lit, men jeg endte med at gå tomhændet derfra, hvilket jeg både er stolt af og har inderligt fortrudt. Jeg er stolt af det, fordi jeg ikke skal slæbe mere ragelse ind i lejligheden, og jeg har fortrudt det, fordi jeg nu alligevel gerne vil have en tyrkisksproget King-roman stående i samlingen.

Turen til Istanbul kickstartede også min læselyst, der ellers har været forsvundet lidt i  arbejde, venneaftaler og ikke mindst mængden af gode film og spændende tv-serier. I går brugte jeg det meste af min fridag på sofaen med Murakamis 'Blind Willow, Sleeping Woman', og jeg måtte flere gange stoppe op for at skrive et par virkeligt gode sætninger ned, for det er længe siden, jeg har følt så stor glæde ved at læse. Murakami er så rammende  i sine beskrivelser af mennesket, og de to oversættere har gjort et kæmpe stykke arbejde ved at gøre værket så levende på engelsk. I dag har jeg også fri, men jeg kan ikke bruge hele dagen med næsen i bogen; i næste uge får vi besøg af min far og min søster, og lejligheden trænger til en kærlig hånd eller to.   

onsdag den 8. oktober 2014

I only want to be the centre of your attention

Der er katte overalt i Istanbul. OVERALT. Lige da vi ankom, blev jeg lidt nedtrykt over antallet af herreløse katte, men efter et par dage i byen synes jeg faktisk, at både katte og mennesker får det bedste ud af en nederen situation. De fleste katte hørte trods alt til et sted, og dem der ikke gjorde, blev som oftest ikke smidt væk, hvis de havde fundet nogle gamle blade at ligge på. Flere steder bliver de også fodret af de lokale, og der var kun et par af kattene der var alarmerende tynde - og kun en enkelt med et sår. Det gør kattedamen her rigtig glad! Og så er katte altså bare så afsindigt seje - hvor blæret er det ikke at ligge midt på en café og sove dybt og trygt, helt uden at ænse alle de mennesker, der pibler forbi lige ved siden af. 
En meget smuk port gemt lidt af vejen på den største gågade, Istiklal, ledte os ind til Kattenes Paradis. I virkeligheden var det en begravelsesplads for nogen, som jeg ikke liiiige fik navnet på eller historien om, men nu er det yndlings-hang-out-area for mindst tyve katte. De så alle sammen ud til at have det ganske fint, og de eneste der generede dem, var de  især kvindelige turister (mig selv inkluderet), der overfotograferede dem hver gang vi kom forbi.

I aften er det min egen lille kattemand Jimmy, der skal overdynges med snacks, opmærksomhed og leg, for de sidste par dage har jeg ikke været ret meget hjemme. I går var jeg inviteret på tårefremkaldende stærk og lækker chili con carne samt Twin Peaks-hygge hos en af mine allerbedste kollegaer sammen med seks-syv andre fra arbejdet, og det blev lidt sent, inden jeg kom hjem. Nogle gange har jeg været lidt træt af mig selv, fordi jeg ikke har fundet et relevant studiejob i stedet for at blive i det velkendte og trygge, men så kommer jeg til at tænke på alle de gode mennesker, jeg har mødt på mit arbejde igennem de sidste mange år. Den første november er det faktisk ni år siden jeg startede som juleassistance derinde; en genert, tyveårig jyde, der lige var ankommet med firetoget, og som på grund af arbejdet fik den allerbedste omgangskreds, nogle af mine bedste venner overhovedet og - efter et par år - også min kæreste. Bevares, der har da også været et par brodne kar hist og her, men generelt er min chef ret god til at spotte musikinteresserede unge mennesker, der passer godt ind på holdet.