torsdag den 23. januar 2014

every legend tells of conquest and liberty

Hovedstaden i Den Dominikanske Republik er Santo Domingo, der befinder sig på øens sydkyst, og altså næsten så langt fra Cabarete, som man kan komme. Vi blev da også hentet allerede lidt over fem (så meget for at sove længe i sin ferie) i en minibus med en god, engelsktalende guide, og så gik det ellers derudad i næsten fem timer. Vejen derned førte os  ind i landet og igennem en stor bjergkæde, hvilket naturligt nok medførte noget lidt andet natur, end hvad vi hidtil havde set. Ved siden af motorvejen gik græssende heste, af og til kørte vi forbi en mand på et æsel i vejkanten, ligesom det heller ikke er unormalt lige at holde ind og købe en bagt sweet potato fra en gadesælger. Midt på motorvejen. 
På trods af den lange køretur havde vi nok med tid i den gamle bydel Zona Colonial, hvor vi næsten blev blæst omkuld af historiens vingesus. Santo Domingo er nemlig den by, hvor det efter et par fejlslagne forsøg på nordkysten endelig lykkedes Columbus at slå sig ned, og man skal være ualmindeligt ligeglad med historie for ikke at synes, at det er bare lidt interessant. Jeg elsker historie, og det var helt fantastisk at besøge hans families hus (restaureret - det blev plyndret og ødelagt af en fransk sørøver for mange, mange år siden) og den første regeringsbygning, men jeg skal nok skåne jer for kedelige museumsbilleder. Et enkelt snapshot af katedralen skal I dog have - dominikanerne siger gerne, at det er den ældste katedral i 'The New World' (den stod færdig i 1540), selvom Mexico vist nok byggede én et par år tidligere, der dog hurtigt blev revet ned igen. Det var fedt at se den indefra, men jeg kunne nok godt have undværet den detaljerede gennemgang af alle tolv kapeller... Hele området var rigtig flot, selvom de gamle huses facader er blevet ændret en gang eller ti siden Columbus' tid.
Vi gik et smut ned til havnen, der vidnede om den ekstreme fattigdom i byen. Der er ingen lækre sandstrande og smukke palmer, men derimod klipper, bjerge af skrald og hjerteskærende mange vilde hunde. Byens befolkning er på femten år vokset med over to millioner til de tre millioner, der bor der nu, og over 75% lever under fattigdomsgrænsen. Det monumentlignende fyrtårn til ære for Columbus symboliserer meget godt den helt latterlige kontrast i byen - når lyset tændes, kan man se et kæmpestort, hvidt kors på himlen - men det tændes sjældent, da det medfølger strømafbrydelser i resten af byen. Så kan det godt være, at paven har velsignet bygningen, men det tror jeg de fleste ultrafattige dominikanere er ret ligeglade med. Jeg har aldrig forstået, hvorfor en religion der er SÅ rig, ikke gør noget mere for at hjælpe de fattige (katolikker) i verden i stedet for at pryde dens overhoveder med overflødigt guld og ædelstene. Ad. 
Jeg bemærkede, at der var enormt meget politi over det hele, selvom der var ganske fredeligt, og at de alle sammen var ret unge mennesker - lige så mange piger som drenge. Vores guide fortalte, at regeringen står bag nogle tiltag for at få de unge væk fra gaderne og kriminaliteten - de rekrutteres i stedet til politiet og militæret, hvor de får en udmærket løn og en god uddannelse. Det er et krav, at de skal kunne snakke engelsk (men det kan de også lære undervejs), da turismen med afstand er landets vigtigste indtægtskilde, og det tiltrækker altså mange af de unge, der på denne måde kan se en vej ud af fattigdommen. Det lyder ganske fornuftigt; vores guide var i hvert fald begejstret - og så klæder det jo de fleste med sådan en uniform; især de smukke piger. De blev hurtigt en del af det levende gadebillede, der også bød på koncentreret skakspil og salg af alverdens ting og sager. Det var virkelig en god dag - man kan ikke rejse til Den Dominikanske Republik uden at besøge Santo Domingo.

søndag den 19. januar 2014

there was sand and sun and lots of fun

For et par dage siden gik turen til Samaná, en utrolig smuk og frodig halvø, der ligger på landets nordøstkyst. I kilometer er der ikke specielt langt, men vejene er i ufatteligt dårlig stand, så det tog alligevel nogle timer at køre derud. Jeg havde lokket min kæreste med, for jeg havde hørt rygter om ridning, og som gammel hestepige kunne jeg ikke stå for fristelsen.

 Hestene er den eneste måde (udover gåben, selvfølgelig) man kan besøge det tres meter høje vandfald El Limón, der ligger en halv times stenet, mudret og bakket vej inde i junglen. Alle hestene havde en 'hjælper', der gik ved siden af i mudderet og hjalp den med at finde den bedste vej - min hest hed Pinchú, og min hjælper hed Alfredo. Mit gymnasiespanske er kommet på overarbejde hernede, men jeg kan faktisk huske meget mere end jeg troede, og jeg formåede at have en ret interessant samtale med Alfredo på turen gennem junglen. Han var blevet skudt i benet og haltede lidt (havde absurd dårlig samvittighed over at sidde i ro og mag på hesteryggen, mens han stolprede forbi ved siden af), men han kunne ind imellem lige støtte sig til hesten, når der blev for ufremkommeligt. Pinchú var ejet af firmaet, men den boede hos Alfredo, der altid havde dén med på tur, og det var tydeligt, at han holdt uendelig meget af den. Han var ved at dø af grin, da jeg spurgte om hatten ikke var for varm - det var den, men han stod op klokken halv fem om morgenen(!) for at passe sit andet arbejde, og på det tidspunkt er der køligt i bjergene.  

Inden vi kunne nyde synet af vandfaldet, gik turen ned af en million trapper. Her gik Alfredo ikke med, pga. sit ben, men min kærestes hjælper fulgte med os i stedet. Der var rigtig fint ved vandfaldet, men en anelse kaotisk pga. alle de mennesker, og jeg var egentlig gladere for turen ud og hjem på hesten. Jeg kom selvfølgelig til at udpege en papegøje for min kæreste, og to sekunder efter sad den på skulderen af ham. Eftersom papegøjemanden nok ville have penge uanset hvad, snuppede jeg lige et fint billede af dem, selvom jeg egentlig er meget imod den slags dyreturisme.  I samme omgang spurgte jeg lige Alfredo om hvor mange gange om dagen hestene (og hjælperne) tog den lange tur - og det gør de faktisk kun én gang. Jeg troede, at han bandt mig en historie på ærmet, men da vi kørte fra stedet, red alle hjælperne også afsted på deres heste, så jeg tror han har ret. Hestene så også sunde, friske og velnærede ud.
Lidt uden for Samaná ligger den lillebitte ø Cayo Levantado - eller Bacardi Island, der kaldes sådan, fordi de første Bacardi-reklamer blev optaget her. Og det ER da også helt sindssygt idyllisk, med en kridhvid sandstrand og det smukkeste, turkise vand. Da vi ledte efter hotel hjemmefra, kiggede vi også på ét, der lå på øen og ejer to tredjedele af den (vi besøgte den sidste tredjedel), men i længden tror jeg vi ville dø af kedsomhed, hvis vi boede der - man kan vel gå rundt om hele øen på tyve minutter. Et par timer den eftermiddag var dog helt perfekt, og vi drak lækre drinks i kokosnødder og ananas, når vi da ikke badede. Det var en virkelig god dag, der også bød på et besøg hos en  bonde og hans økologiske landbrug, men jeg kan vist ikke presse hverken flere billeder eller mere tekst ind i det her indlæg. Min kæreste er også utålmodig efter at komme op og spise morgenmad. I dag skal jeg have pandekager og frugt.

fredag den 17. januar 2014

you're going to rise up singing

Jeg har ikke ord, der kan beskrive hvor lækkert der er på Den Dominikanske Republik. Jeg føler virkelig, at jeg er kommet til paradis, og efter bare tre dage er mit vintermismod forsvundet totalt. Computeren bliver ikke brugt til ret meget andet end at opbevare de enorme mængder billeder jeg tager, men lige nu kan jeg ikke tåle mere sol; min kæreste sover, og jeg ville gerne dele lidt sommerglæde med jer. Dette indlæg er dedikeret hotellet - Velero Beach Resort i Cabarete på øens nordkyst, og det er et usædvanlig godt et af slagsen. Jeg gider simpelthen ikke bruge tid på at redigere billederne - det kan jeg gøre med de indlæg jeg laver, når jeg kommer hjem til mørke Danmark, så I må lige tage forbehold for skæve horisonter og grimme kanter.
Vi valgte med vilje et forholdsvist lille hotel med kun halvtreds lejligheder. Det var et rigtig godt valg, for når vi er her på området, foregår alting i allerlaveste gear. Her er næsten ingen mennesker - jeg tror ikke, at alle lejlighederne er lejet ud - og man er allerede begyndt at kende dem der er her. Ét barn. SCORE! Vi har vores egen terrasse, hvor vi især sidder om aftenen og drikker øl, mens vi kigger på den stjerneklare himmel og lytter til havets brusen. 
Her spiser vi morgenmad, som er det eneste måltid vi har inkluderet. Der er masser af frisk frugt og lokale lækkerier, men også en god, solid amerikansk morgenmad, hvilket er ret tiltrækkende når man har en smule tømmermænd.
Rengøringsdamen laver de efterhånden obligatoriske håndklædekunstværker, men hun er altså også virkelig god til det! På grunden vokser også min yndlingspalme, der engang for mange år siden må være væltet. Det tog dog ikke modet fra den, og den blev ved med at vokse videre, opad, mod solen og lysere tider, og det gør mig af en eller anden grund rigtig glad.
Billederne fra poolområdet taler vist for sig selv. Stranden ligger lige nedenfor, men er bedst, hvis man lige går hundrede meter længere ned af den ind i bugten. Det gør vi ofte, men nogle gange er det også ret lækkert bare at hapse en af de udendørs himmelsenge med den lækreste udsigt. På det øverste billede signalerer min kæreste, at jeg lige skal tage en kold øl og en pose chips med fra værelset, og på det nederste er jeg ved at genlæse Ringenes Herre for i hvert fald femte gang. Det er dog ved at være nogle år siden sidst, og derhjemme er der så meget andet til at distrahere - men hernede har jeg genfundet glæden ved rigtig at fordybe mig i en tyk bog.
 
Vi laver altså også andet end at fede den på stranden og hotellet. I går var vi på udflugt til nogle små landsbyer og på hesteryg gennem junglen ind til et imponerende flot vandfald (mere om det en anden gang); og i morgen skal vi besøge landets hovedstad, Santo Domingo. Vores plan er at opleve noget/tage på udflugt cirka hveranden dag, men når det så er sagt, så er vi også på FERIE, og indtil videre en helt fantastisk én af slagsen.

fredag den 10. januar 2014

to dungeons deep and caverns old

Jeg har endelig fået set anden del af Hobbitten i biografen, og det var bestemt hele ventetiden værd! Det føles så velkendt og trygt at vende tilbage til Midgård, og toeren er gennemgående bogen meget mere tro end den lidt skuffende første film. Jeg er vild med det mørke, det dystre og det voldsomme, og jeg ELSKER elverkongen Thranduil, der er en herlig blanding af Marilyn Manson og Lucius Malfoy. Martin Freeman er den perfekte hobbit, og især hans ansigtsmimik er helt formidabel. Når det så er sagt, så er der tre ting ved filmen, der trækker det samlede helhedsindtryk voldsomt ned. Mini-spoiler følger.

1. Tauriel. Selvom det føles en anelse naturstridigt at se Kate fra Lost springe rundt med spidse ører og bueskyde orker med uhyggelig præcision, er Evangeline Lilly faktisk godt castet, når der nu åbenbart skulle inddrages en kvinde mere i universet. Hun er en sød elver, og det generer mig ikke så meget at hun er der - lige indtil hun altså møder dværgen Kili og bliver forelsket?! WHAT THE EFFING FUCK! Jeg nægter at tro på, at tyve minutter med en dværg (okay, en af de mere flotte af slagsen) kan få Tauriel til at glemme 600-års flirten med Legolas, der jo må være alles drøm - elver eller ej. Dynamikken mellem Legolas og Gimli var et stort subplot i Ringenes Herre, hvor vi igen og igen fik understreget, at de to racer ligger meget langt fra hinanden. Not cool, Peter Jackson. 

2. Sauron. Han har overhovedet ikke noget at gøre i Hobbitten. Al respekt for forsøget på at forbinde de to film-trilogier lidt mere, men det virker helt forkert, at Sauron allerede dengang var begyndt at opbygge sin hær af orker og andet skidtfolk. Skulle han så have trillet tommelfingre i TRES ÅR indtil han besluttede sig for at sætte alt ind på at finde ringen? Det hænger ikke sammen.

3. Ed Sheeran. Åh gud. Værste rulletekst-sang EVER, der fuldstændig ødelagde den autentiske (ja!) følelse man havde af at være i en hel anden verden. Jeg vil have Enya eller mandekor, ikke Taylor Swifts grimme  eks-kæreste.

Det er selvfølgelig den risiko man må løbe, når man ser filmatiseringer af ens yndlingsbøger. Og som jeg prøvede at sige i starten, er jeg faktisk overordnet ret tilfreds med filmene. Det er bare ikke Tolkiens Hobbitten mere, men Peter Jacksons, og det må jeg så prøve at forholde mig til. Jeg er også godt klar over, at de fleste biografgængere ikke har tænkt to gange over mine kritikpunkter, men jeg ville stadig lige dele mine strengt subjektive tanker med jer. Har I set Hobbitten?       

torsdag den 2. januar 2014

The Wire

I løbet af sommeren besluttede min kæreste og jeg os for endelig at se The Wire, som vi har hørt så uendelig meget godt om fra mange forskellige kanter. Sammen med blandt andre Six Feet Under var serien med til at gøre formatet socialt acceptabelt blandt den brede befolkning; det var en serie der ville noget, og ikke bare hjernedødt tidsfordriv. Det er virkelig også en utrolig velskrevet, velcastet og veludført produktion, der fik mig til at bryde mit løfte om aldrig at se en rigtig politiserie; fra hvilken kategori X-Files og Fringe naturligvis er undtaget, da det overnaturlige element her er langt vigtigere. The Wire er derimod meget realistisk og holder sig inden for virkelighedens rammer hele vejen igennem, og jeg fandt meget hurtigt ud af, at den var meget mere end bare endnu en politiserie. 

Serien startede i 2002 og kørte i fem sæsoner med skiftende fokus i hver sæson. Første sæson - der også er en af de bedste - fortæller historien om den ulovlige handel med stoffer, og om alle de mennesker det påvirker; lige fra den laveste (og elskelige) narkoman Bubbles over pusherne og deres bagmænd til de politimænd, der forsøger at holde det hele på et tåleligt niveau. I en af de gennemgående hovedroller ses politimanden Jimmy McNulty, der er en meget sympatisk, omend langt fra fejlfri karakter. Han kæmper ikke bare med lovovertrædelserne på gadeplan, men også mod stive, bureaukratiske systemer opretholdt af gammeldags politikere, der har mere travlt med politiske studehandler end at varetage byens interesser. Dette aspekt af serien kan synes en anelse tørt - jeg er i hvert fald langt mere interesseret i, hvad der foregår på gadeplan. 

Fra narkomanerne på gadehjørnerne fortsætter de følgende sæsoner med et fokus på kampen mod narkotika, men set fra nogle helt forskellige perspektiver. Vi følger havnearbejderne, der kæmper for at beholde deres arbejde og føler sig presset til at modtage forsendelser med ulovlige stoffer; næste sæson byder på et indblik i skolesystemet, dernæst politik og hverdagen på en avisredaktion. Især skildringen af livet på gaden og de helt unge knægtes overlevelseskamp er utroligt rørende, og det er helt specielt at se dem blive ældre og indtræde i nye roller - på godt og ondt. Hele vejen igennem er karaktererne ægte; de ser almindelige ud, har almindelige problemer (og lidt til), og de handler troværdigt. I hvert fald lige indtil femte sæson, der i mine øjne er lidt en fuser. Den fungerer godt som afrunding på historierne om de karakterer, man har lært at elske og hade, men McNulty roder sig ud i noget helt vanvittigt, der er meget langt fra den realisme, serien ellers har lagt for dagen. Derudover er sidehistorien om avisredaktionen dødssyg og fyldt med usympatiske mennesker. Måske er det meningen. Det skal dog ikke ødelægge mit samlede indtryk af serien, der bestemt underholdte mig godt. 
Hvis ikke for andet, så skal man se The Wire for at stifte bekendtskab med en af TV's sejeste karakterer nogensinde, den shotgun-bærende, homoseksuelle, druglord-røvende Omar Little. Den mand er så gennemført cool, at det gør helt ondt. Omar er også en favorit hos selveste præsident Obama, der adspurgt om sin yndlingskarakter svarede: 'It's got to be Omar, right? That guy is unbelievable', og det har han helt ret i. Han er en totalt outlaw ligesom mange af de andre, men han har alligevel en form for retfærdighedssans, der gør ham særdeles sympatisk, og det er svært ikke at heppe på ham, når han drager ud på sine vanvittige, Robin Hood-lignende missioner. Michael K. Williams, der spiller Omar, er skuespiller, mens mange af de andre karakterer faktisk sætter ansigt på en virkelighed, de er meget bekendt med i forvejen. Tomboy-pigen Felicia 'Snoop' Pearson hedder det samme i det virkelige liv, hvor hun i øvrigt blev dømt for mord som fjorten-årig. Det er igen med til at forstærke den realisme, som folk påpeger som værende en afgørende faktor, når de igen og igen kårer The Wire til at være verdens bedste tv-serie. Det er en rigtig god serie, men jeg er langt fra enig i, at det skulle være den bedste. I virkeligheden ser jeg nok ofte tv-serier for at komme lidt væk fra hverdagen, og jeg foretrækker til hver en tid drager og zombier over fagforeningsfusk og byplanlægning (der trods alt ikke fylder ret meget i The Wire - det skal i hvert fald ikke afholde nogen fra at se den.)

onsdag den 1. januar 2014

in a year or so, I'll look back and I'll smile


Årets første dag er trist og grå, men det gør ingenting, for jeg skal slet ikke ud i dag. Selvom jeg ikke har tømmermænd, må jeg gerne tilbringe første januar ligesom resten af befolkningen, og dynen er derfor placeret i sofaen; indbagte lækkerier som mozarellasticks og chili cheese tops er blevet indtaget, og colaen er iskold. Det er helt perfekt.

2014 er startet godt - jeg vågnede nemlig op til den fineste tegning på Kristinas blog, hvor jeg er kommet i ualmindelig godt selskab sammen med ni af hendes andre yndlingsbloggere (jeg er nummer fire på tegningen), der i øvrigt også er nogle af mine yndlingsbloggere. Det er den bedste anerkendelse jeg kunne ønske mig, for der er da ikke noget bedre end at blive tegnet så fint. Jeg håber, at jeg i år også får lejlighed til at møde Kristina i den virkelige verden. Status over 2013 har jeg ikke rigtig fået lavet, og jeg tror også jeg springer over i denne omgang, for de sidste tolv måneder har på mange måder været lidt en parantes i mit liv. Jeg har brugt meget tid på at bearbejde tabet af min mor, og så har jeg også brugt en del energi på at finde ud af, hvad jeg ikke skal med mit liv - hvilket betød, at jeg stoppede på min kandidatuddannelse i sprogpsykologi. I år vil jeg hellere savne end sørge, og jeg vil gerne prøve at finde ud af, hvilke ting der gør mig glad - og begynde at gøre dem. Det er nok ikke noget, jeg finder ud af fra den ene dag til den anden, men jeg har heldigvis heller ikke travlt. Jeg håber, at I ligesom i det forgangne år igen vil være at finde på sidelinjen og komme med opmuntrende tilråb og sjove kommentarer - det har været en fornøjelse, og jeg er så glad for mit lille blog-frirum.