fredag den 21. februar 2014

Stephen King - Four Past Midnight

Jeg hygger hjemme hos min far - så meget, at jeg spiser jer af med et indlæg jeg skrev engang i sidste uge, for nu skal jeg nemlig have tæv i Trivial Pursuit med Ringenes Herre-tema. 

Må lige starte med at sige, at min kopi af Four Past Midnight altså var så slidt, da jeg købte den. Jeg behandler altid mine bøger med overdreven forsigtighed (ja ja, jeg ved godt at bøger er til for at blive læst, og at det kun er charmerende med et æseløre og en knækket ryg, men jeg kan ikke få mig selv til at gøre det). Jeg har allerede fortalt om The Langoliers og Secret Window, Secret Garden, men Four Past Midnight indeholder faktisk yderligere to historier; nemlig The Library Policeman og The Sun Dog. 

The Library Policeman er en historie lige efter mit hoved. Jeg har haft min næsten daglige gang på biblioteker gennem hele min opvækst - først i det støvede, gamle og brune af slagsen med højt til loftet og et væld af børnebøger. Det havde til huse i den fine bygning på hjørnet længere nede af min gade, hvor ponyen Klaus gik i haven på den anden side, og hvor der ude på gangen var de der foldere udgivet af Naturstyrelsen - jeg hamstrede dem i stor stil. Senere flyttede biblioteket hen på Egepladsen, hvilket var tre-fire huse længere nede, men stadig så tæt på, at jeg kunne være der inden for et minut. Det var praktisk, for senere fik jeg arbejde med at sætte bøger på plads i et par timer hver tirsdag, torsdag og lørdag, og det er det bedste job, jeg nogensinde har haft. Ville ikke have noget imod at være bogopsætter fuld tid. Jeg satte også bøger på plads på skolebiblioteket, hvor jeg allerede i fjerde klasse fik lov til at læse bøger fra ungdomsafdelingen, fordi jeg havde støvsuget alt af værdi i børneafdelingen. Så ja - jeg elsker biblioteker. 

Det var lige et lille sidespor, men jeg tror der er mange, der har minder knyttet til det bibliotek de besøgte som børn. Det er et magisk sted, hvor man kan få adgang til andre universer, men for nogen er det også et lidt uhyggeligt sted, fyldt med regler, sure bibliotekarer og uoverskuelige bøder. Det er også tilfældet for forretningsmanden Sam Pebbles, hovedpersonen i The Library Policeman, der ikke har besøgt et bibliotek i årevis, før han en dag bliver næsten tvunget derind for at finde tips til at holde en god tale. Her møder han den direkte skræmmende bibliotekar Ardelia Lortz, der truer ham til at huske af aflevere bøgerne til tiden. Første del af historien er en anelse langtrukken, men da Sam alligevel glemmer at aflevere de lånte bøger - og faktisk smider dem ud ved et uheld - kommer 'the library police' altså efter ham, og så tager begivenhederne fart. Det lyder som et temmelig åndssvagt koncept, men under Stephen Kings kyndige pen virker det faktisk, måske fordi Sams frygt viser sig at bunde i et barndomstraume, han i årevis har fortrængt. Bortset fra de første, tørre sider var jeg ganske underholdt af denne lille horrorhistorie, der efter min mening er samlingens bedste, og som sagtens kunne laves til en ganske hæderlig film.

Samlingens sidste historie, The Sun Dog, handler om en af mine andre store interesser, nemlig fotografering. Jeg er dog ikke blevet nervøs for at klikke på udløseren efter at have læst novellen, eftersom det omtalte kamera her er et polaroidkamera, der i en tid før smartphones og digitalkameraer var den eneste vej til et instant picture. I novellen bliver den unge Kevin på sin fødselsdag den lykkelige indehaver af et polaroidkamera, der dog hurtigt viser sig at være defekt. Motiverne på billederne stemmer i hvert fald på ingen måde overens med virkeligheden, men forestiller derimod nogle uskarpe close-ups af en meget vred hund. For hvert klik på udløseren kommer hunden tættere på, og Kevin begynder at indse, at han er i fare. Han beslutter sig for at ødelægge kameraet, men det ville der jo ikke være meget historie i, og den griske butiksindehaver Pop Merrill forhindrer ham i det - hvilket naturligvis får konsekvenser. Historien er såmænd meget interessant, men man bliver aldrig for alvor investeret i karaktererne, der ellers plejer at være en af Kings stærke sider. Det er samlingens svageste historie, og det er nok meget heldigt, at Mick Garris' filmatisering af den faldt til jorden. Han er trods alt manden bag den skrækkelige Desperation og den heller ikke heldige Bag of Bones, så måske skulle han snart holde sig fra at ødelægge mere Stephen King.    

fredag den 7. februar 2014

with rain falling fast on the sea

Ud for Den Dominikanske Republiks østkyst kan man i januar og februar se store flokke af pukkelhvaler, der opholder sig i det dejligt varme vand for at parre sig og hygge sig lidt, inden de igen drager mod koldere himmelstrøg. Det var en chance, jeg ikke kunne lade passere, og det var da også en helt utrolig oplevelse at se de kæmpestore dyr så tæt på! Vi havde halvanden dag med dårligt vejr på vores ferie - der er trods alt også 'vinter' på de kanter - og den halve dag var altså mens vi var på hvalsafari, men jeg tror egentlig kun det var en fordel, der gjorde det nemmere at spotte dyrene i vandet. Turen ud på det åbne hav var en oplevelse i sig selv - båden fløj hen over KÆMPEstore bølger, hvilket var lige noget for mig! Jeg fik kuldegysninger over hele kroppen da vi så den første hval, og snart var der en lille flok på tre, som vi betragtede en halv times tid. De følte ikke lige for at hoppe i vejret mens vi var der, men mit pessimistiske jeg havde slet ikke forventet at se nogen, så det gjorde ingenting.

Når det så er sagt, så er det nok ikke noget jeg kunne finde på at gøre igen. Jeg havde bestilt turen igennem vores rejseselskab i en naiv forventning om, at de ville vælge en operatør der fulgte reglerne og IKKE stressede hvalerne, men jeg er ikke helt overbevist om, at det var tilfældet. Man skal på alle tidspunkter holde en afstand til hvalerne på mindst hundrede meter - men som det sidste billede vist illustrerer meget godt, var det langt fra tilfældet. I det mindste var vi der kun i den halve time man må opholde sig ved hvalerne, der var ingen snak om at svømme med dem, og jeg følte ikke, at vi decideret forfulgte dem på noget tidspunkt. Det er altid en svær balance at være dyreelsker - for jeg vil jo enormt gerne se de her dyr, men selvfølgelig ikke, hvis det decideret skader dem. Jeg vælger at tro, at hvalerne ville være svømmet væk, hvis de følte sig generede, og så vil jeg huske tilbage på dagen med glæde.

Vi har været hjemme i ni dage nu, og jeg har været udenfor tre gange. To gange i fakta, og så i dag, hvor min kæreste slæbte mig ud på en gåtur i regnvejret, fordi jeg bliver helt enormt trist af at være indenfor. Men jeg er stadig ikke helt frisk, og jeg har måttet melde mig syg på arbejde i denne uge, hvilket er ekstra åndssvagt, når man lige har holdt tre ugers ferie. I morgen prøver jeg dog igen, og så skal det altså helst lykkes.    

mandag den 3. februar 2014

you're leaving marks, but that's alright

Det er svært at udpege den bedste oplevelse på Den Dominikanske Republik, for der var så mange gode af så forskellig karakter, at de nærmest ikke kan sammenlignes. Men sejlturen i nationalparken bagved byen topper nok alligevel listen, for den bød på så mange af de gode ting på én gang - det gode vejr, en fantastisk udsigt, venlig og imødekommende lokalbefolkning, afslapning og hyggesnak med en enormt sympatisk og klog mand; guiden Levi. Bag Cabarete ligger en lagune og en å, der udspringer under bjergene, og det vand sejlede vi rundt på i et par timer i en lille, blå robåd sammen med Levi og en anden mand til at stage os frem i det lave vand. På den tur blev jeg så uendeligt meget klogere på det lille land, for eftersom vi allerede havde fået beskrivelser af flora og fauna af Marcos tidligere på ugen, snakkede vi mere frit med Levi, der hjertens gerne ville fortælle - men også gerne høre historier fra Danmark. Vi sejlede forbi små huse og glade familier, der er beviset på en spirende forandring hos lokalbefolkningen - familierne tæt ved nationalparken bliver nemlig undervist i naturbevarelse og genbrug, de samler deres skrald, og de blæser ikke øresønderrivende musik ud af kæmpestore højttalere til gene for dyre- og menneskeliv. Helt konkret er det til fordel for dem, at naturen og det nærliggende vand er sundt, for det er herfra de får de fisk, som de spiser næsten dagligt. I syv måneder om året, altså, for der er fiskeri forbudt i ynglesæsonen, så bestanden kan forblive stor.
Den smukke hane bliver desværre brugt til hanekamp, der stadig er tilladt i Den Dominikanske Republik, og som faktisk også er ret udbredt, især ude i de mindre landsbyer. Jeg har aldrig set så mange haner i mit liv (min kæreste havde svært ved at holde masken, da jeg ytrede 'I've never seen so many cocks in my life!') - men heldigvis blev langt de fleste ikke brugt til andet end at sikre den videre overlevelse af hønseflokkene, som der var næsten lige så mange af som børn. Men altså. Levi fortalte, at han ligesom et stadigt stigende antal i befolkningen var meget imod hanekampe, og han har forhåbninger om, at det bliver forbudt indenfor en overskuelig årrække. Hans egen datter er vegetar og græder, hver gang hun hører om en hanekamp. Årh. Så endte snakken på tyrefægtning, og Levi kunne ikke forstå hvordan direkte dyremishandling stadig kunne være accepteret i et såkaldt 'first world country', og jeg kunne ikke være mere enig. Jeg var så glad for at møde en ægte dyreven, og jeg elskede hans anekdote om sin mor og hendes lille flok af høns, der alle havde navne, som rendte hende i hælene som små hunde og som aldrig blev spist. 

Jeg kunne fortælle meget mere om Levi, der tydeligvis elskede sit job med at færdes i naturen. Han kunne tjene flere penge som tjener på stranden, men han hader larmen, og han synes om at stå op og gå i seng med solen. Han havde fjorten søstre og brødre, men kun to børn, der var glade for at gå i skole. En hund havde han selvfølgelig også, men dette er allerede blevet aaaalt for langt. Det er bare så fedt at opleve noget fantastisk, at man dele det med andre.