søndag den 30. marts 2014

no dust collecting in the corners

Weekenden er gået med tiltrængte gåture, nødvendig refleksion og med følelserne lidt mere uden på tøjet end de har været længe. Min fødselsdag har fået savnet til min mor til at vokse sig større end det har været i månedsvis, men hjertet føles heldigvis mindre tungt i solskinnet ved Amager Strandpark, end da jeg denne vinter sad i mørket og kiggede ud på regnen. Men det er svært lige nu. Aftenerne er blevet brugt på endnu en oprydning og omorganisering af blandt andet mine bøger, der virkelig kommer til deres ret på de nye(-ish) boghylder. Min OCD bliver altid noget mere intens, når jeg bruger kræfter på at tackle andre følelser, men når det udmønter sig i en helt ren og ryddelig lejlighed, er det selvfølgelig ikke så dumt. Skulle bare have købt tre gange så mange hylder, så der også var plads til bøgerne i soveværelset - og dem på loftet.  

fredag den 28. marts 2014

words that no one ever said

Jeg led ekstremt meget af hjemve da jeg var barn. Hos mine forældre har jeg altid følt mig så sikker og tilpas, at jeg ikke havde lyst til at sove andre steder, og de første år overnattede jeg kun hos Louise, der alligevel kun boede to minutter fra os. Jeg begyndte tidligt til spejder - og var glad for det - men spejderturene var det værste. Om dagen gik tiden med vandreture og skumfiduser over et selvbygget bål, men om aftenen savnede jeg min mor så frygteligt, at jeg flere gange græd mig i søvn. Det var dog intet imod den tomhedsfølelse jeg vågnede med om morgenen, hvor udsigten til endnu en dag uden mine forældre var vildt uoverskuelig. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys var det derfor nok  skudt lidt over mål at sende mig på ti dages Blå Sommer i Sønderjylland, da jeg var bare ni år gammel. 

På billedet er jeg ellers totalt klar, og det var da også i perioder rigtig sjovt og lærerigt. Det jeg husker allerbedst fra Blå Sommer er et møde, hvor lederne lagde vægt på hygiejne og fortalte os, at vi skulle huske at vaske os i skridtet. Jeg anede ikke hvad 'skridtet' var, og jeg turde ikke spørge - men jeg var nu ganske renlig alligevel. Efter fire dages savn så stort, at jeg ikke kunne være i min egen krop, kom min far og hentede mig. Vi kørte over grænsen og købte bunkevis af slik - og så var aftalen, at jeg skulle tage tilbage til spejderlejren. Jeg var dog snu og fik både slik og forældretid; jeg gad nemlig overhovedet ikke andet end at tage med hjem igen. Alle deltagere havde fået påsyet et Blå Sommer-mærke på deres uniform, men tilbage i klubhuset blev mit mærke taget fra mig, fordi jeg ikke 'rigtigt' havde været med. Det er så usandsynligt småligt, og min spejderkarriere stoppede hurtigt derefter. 

Hjemveen slap jeg dog ikke for; selv da jeg gik på efterskole var jeg hjemme i næsten hver weekend. Det var også ret hårdt at flytte til København og være SÅ langt væk - det er stadig svært, men efter otte år har jeg trods alt vænnet mig til adskillelsen, og 'hjemme' er også her på Amager. De sidste par dage har jeg dog haft ret meget hjemve. Jeg savner min far og min søster, men jeg savner og mangler i den grad også min mor, for det var bare helt forkert at have fødselsdag uden hende. Det er helt ubegribeligt, at jeg allerede har fyldt år to gange siden hendes død, for det føles overhovedet ikke som om det er så længe siden jeg så hende sidst. Nogle gange når jeg vågner om morgenen, har jeg samme følelse i kroppen, som da jeg var barn. Det sker heldigvis ikke så tit mere. 

lørdag den 22. marts 2014

so this is what they do out here for fun

Der har været gang i chipsesmagningen det sidste stykke tid. Første pose på bordet var fra sødeste Simone, der havde taget en spændende Lays-variant med hjem til mig fra Vietnam. Jeg sætter virkelig stor pris på, at mine venner hjælper mig i dette vigtige, videnskabelige projekt. Desværre var smagen nok lige en tand for eksotisk for mig, for posen lyver ikke - de smager virkelig af tang, og det spiser jeg altså kun, hvis der ligger et stykke sushi ved siden af. Min kæreste var dog ret glad for dem, så de gik skam ikke til spilde. Af mig kan de dog ikke få mere end 3/10 pringlesrør.  
Lovepops har jeg efterhånden spist et par gange, for selvom de ikke er helt lige så gode som ostepops, er de en ganske rimelig erstatning, når man har brug for lidt afveksling. De har en god størrelse, men der kunne godt være lidt mere ostepulver på - helt 'max cheddar' er det altså ikke. Jeg vakler mellem seks og syv pringlesrør men hælder til det sidste, da jeg giver lidt ekstra point for den symbolske værdi i at få en pose fyldt med kærlighed. 
Denne omgangs værste chips er 'Det' Najs'-posen, der også har testens med afstand værste navn. Jeg er i forvejen ikke alt for vild med fennikel - og vel egentlig heller ikke timian, og så var posen en måned for gammel, men det har sikkert ikke påvirket smagen. Den var nok bare dårlig. Skam dig, Lotte! Jeg kunne have lavet en meget mere spændende chipsvariant. 1/10 pringlesrør, og det ene point går til udskæringen af kartoflen. 

En anden kandidat i chips-valget var Jørgens egne Wild West-chips, og selvom de klart vinder over Lotte og hendes klamme fennikel-chips, er jeg ikke fuldstændig overbevist om nødvendigheden af denne pose. Generelt er jeg fan, lige så snart der står 'sour cream' på posen - om den anden ingrediens så er løg, peber eller ranch-krydderi er ikke så vigtigt, men her bliver slutresultatet et underligt miskmask af sour cream & onion-chips og barbecue-chips, som er nogle af de eneste chips jeg ikke er så glad for. Jeg er ikke helt overbevist, men bestemt heller ikke afvisende. 6/10 pringlesrør. 

Rosinen i pølseenden i denne omgang er denne Lays-pose købt på Den Dominikanske Republik, der ikke havde et specielt spændende udvalg i chips. De havde ret mange banansnacks, især af den ikke-søde variant plantain, men det er kun majs- og kartoffelchips der klarer denne bedømmelses strenge adgangskrav. (Det har også lidt at gøre med, at jeg ikke fik taget billeder af alle de andre snacks vi spiste på ferien). Queso Blanco er en cremet og blød hvid ost, og den egner sig særdeles fremragende som chipsvariant. Chipsen er helt tyndtskåret og lækker, og så er der bare afsindigt meget af det her ostepulver på, der smager en lille smule yoghurt-agtigt. På den gode måde. Det er lidt pinligt at indrømme, men jeg spiste nok seks poser queso blanco-chips på fjorten dage... Jeg er kæmpefan, og slet ikke i tvivl om at uddele topkarakteren: 10/10 pringlesrør.  


lørdag den 15. marts 2014

meaning is sometimes hard to spot

Jimmy har åbnet en restaurant i vores køkken. Stedet hedder bare Jimmy's, og man skal lige være opmærksom på, at han kun serverer sine egne livretter, som f.eks. vådmad med oksekød. Uheldigvis er der ikke så mange overlap i de retter som jeg synes er lækre, og de retter som Jimmy synes er lækre - faktisk kan vi kun blive enige om creme fraiche og makrel, men jeg skal da ikke fuldstændigt kunne afvise, at hans tørkost også smager rimeligt. Da jeg var barn og besøgte min mormor og morfar, spiste jeg lidt for tit de cornflakes-lignende stykker mad, der var i hunden Sifs foderspand, og de smagte i hvert fald glimrende. Sif havde ikke noget imod at dele, for jeg gav hende altid en ekstra håndfuld fra spanden imens jeg snackede.  

Mine følgere på instagram (musicismysecret) har allerede set de fine servietter jeg fandt i fakta og begejstret købte med henblik på at fejre Jimmys fødselsdag, men I andre skal da ikke snydes. Eftersom jeg ikke skal have børn, er det vel lidt mere acceptabelt med kæledyrsfejringer, men jeg er godt klar over, at jeg er ude på et sidespor. I morgen skal jeg heldigvis besøge nogen, der sagtens kunne finde på at gøre det samme. Min kæreste og jeg tager over sundet og besøger David og Annette og katten Trillian i Malmø, og den kat bliver om muligt fotograferet mere end Jimmy. Jeg kommer nok også til at snuppe et billede eller to i morgen, og jeg glæder mig.   

søndag den 9. marts 2014

over and over it ended today

Jeg har længe haft Hannibal nederst på min prioriteringsliste, da jeg ikke havde hørt ret meget godt om den. Thomas Harris og hans karakterer har draget mig siden jeg var ung teenager, og jeg er begejstret for både bøger og film, så jeg havde ikke lyst til at få ødelagt min opfattelse af Hannibal Lecter, der altså bare ER Anthony Hopkins. Men så gik det op for mig, at Bryan Fuller er manden bag den nye serie- samme mand, der har produceret Dead Like Me og Pushing Daisies; to serier, hvis univers jeg er ret begejstret for, og som også har opklaring af mord (og andre dødsfald) på dagsordenen. Derfor har jeg udnyttet et par aleneaftener og kværnet mig igennem hele første sæson, der viste sig at være meget bedre end forventet. 

Mads Mikkelsen er eminent i rollen som Hannibal Lecter, han er bare en anden Hannibal. Hugh Dancy er også fremragende som den lettere sindsforstyrrede FBI-efterforsker Will Graham, der opklarer mord ved at gennemleve dem i hovedet i rollen som morderen. De fleste karakterer er faktisk rigtig gode, på nær lige den kvindelige journalist Freddie Lounds, der er ret øretæveindbydende. Soundtracket er super godt og med til at øge den ekstremt ubehagelige stemning og væmmelsen ved de klamme mord. Og de er virkelig klamme - hvor ulækkert er det ikke at slå mennesker ihjel for at gro svampe på deres rådnende kroppe? Det bliver dog præsteret næsten elegant med flotte kameravinkler og lange scener, og seriens mord er langt mere interessante end f.eks. Dexters. Jeg er fan, og jeg er glad for at anden sæson netop er startet i USA. 
Evan Peters, mums
De sidste par måneder har også budt på tredje sæson af den hæsblæsende og altid underholdende American Horror Story, der stadig benytter mange af de samme skuespillere, og som denne gang har undertitlen 'Coven'. Det øgede mine forventninger en del, da jeg  altid har været fascineret af hekse i enhver forstand; endnu en interesse jeg har arvet fra min far, der har reolen fyldt med litteratur om emnet. Jeg har muligvis også messet 'light as a feather, stiff as a board', mens jeg prøvede at få en veninde til at levitere efter vi igen havde set The Craft. Det lykkedes ikke. Historien i tredje sæson af serien udspiller sig på en kostskole for unge hekse, der er efterkommere fra Salem, og selvom antallet af elever i det store hus er drastisk faldende og nede på bare fire, er huset alligevel fyldt godt op med interessante karakterer. Der er forstanderinden Cordelia og hendes mor - den altid helt eminent spillende Jessica Lange, samt den sindssygt uhyggelige butler Spalding, der bruger sin fritid på at afholde teselskaber for sine lige så uhyggelige dukker på loftet.En anden favoritkarakter i tredje sæson er Kathy Bates som Delfine - en udødelig racist, der bliver gravet op efter hundrede og tres år i jorden. Hun har noget svært ved at tilpasse sig nutidens New Orleans, og hun fælder en tåre, da hun ser, at en sort mand er blevet præsident. Det er over stregen, og det er SÅ sjovt.

Evan Peters har jeg haft et lille crush på siden første sæson, hvor han spillede den uhyggelige nabosøn Tate, der måske/måske ikke var et spøgelse, og sæson to, hvor han som karakteren Kit måske/måske ikke var sindssyg seriemorder. Jeg har googlet ham, og han er lige fyldt syvogtyve, så mit crush er tilladt. Jeg frygtede, at han var lidt yngre. I tredje sæson er det dog noget sværere at holde af Kyle, der tidligt går en frygtelig skæbne i møde, hvor han faktisk dør. Slutresultatet af den genoplivede Kyle, der er sat sammen af dele fra flere forskellige kroppe, er en meget hæmmet og voldsom ung mand, der føler så meget uden at kunne udtrykke det - og selvom man har bunkevis af sympati for ham, er han altså ikke lækker mere. Han spiller dog stadig virkelig godt, ligesom den Stevie Nicks-elskende sumpheks Misty Day.  Der har været delte meninger om sæson tre, men jeg synes helt klart, at det har været den bedste endnu. Se den!

Omend spændingsniveauet til tider har været næsten identisk med intensiteten i de to horrorserier, har det været noget mindre bloddryppende at se Matador. Det skulle tage mig otteogtyve år at få det set (kan næsten høre ramaskriget bag skærmen - jeg møder i hvert fald tit opfattelsen af, at det er helt vanvittigt at jeg arbejder med film og tv-serier uden at have set dette vigtige stykke af vores fælles kulturarv.) Det har dog været hele ventetiden værd, for jeg er øjeblikkeligt blevet fan af Korsbæk og byens beboere, og i modsætning til de fleste andre danske serier, virker Matador på ingen måde uddateret. Den er både meget mere velskrevet, godt instrueret og velspillet, end jeg overhovedet havde turdet håbe på. Jeg troede lidt at alle mennesker elskede den, fordi de har et nostalgisk forhold til at se serien sammen med deres familie igen og igen, men den virker altså også på en 28-årig førstegangsseer. Jeg har også lært at elske Helle Virkner og holde meget af Ghita Nørby, som jeg ellers altid har fundet ret irriterende. Matador overhaler ikke Riget som den bedste danske tv-serie i mit hoved, men den er strøget ind på en direkte andenplads (over mit uforklarlige crush på Rejseholdet), og jeg er virkelig glad for, at jeg endelig har fået den set. Det har været et par særdeles gode måneder på tv-serie-fronten, og nu er der kun en måned til Game of Thrones starter igen.