tirsdag den 29. april 2014

True Detective

Der har aldrig rigtig været nogen tvivl om hvorvidt jeg skulle se True Detective - jeg har glædet mig lige siden serien blev annonceret. For det første fordi HBO står bag - det er virkelig sjældent jeg er blevet skuffet over noget, der kommer fra dén front, og for det andet grundet formatet - en miniserie med otte afsnit af knap en times varighed er den perfekte platform til en rigtig langsom, dyster og smuk fortælling om de mørkeste sider af mennesket. For mig virkede det også særdeles tillokkende, at den ene hovedrolle skulle spilles af en af mine gamle favoritter, Woody Harrelson, mens jeg tænkte, at Matthew McConaughey måtte kunne et eller andet, siden de havde valgt ham som Woodys sidekick.

For lige at slå en ting fast: Jeg har altid HADET Matthew McConaughey. At se hans navn på rollelisten til en film, har været nok til at få mig til at fravælge den, og hans irriterende solbrændthed, lyse, bittesmå krøller og overlegne smil har altid givet mig ticks. Måske har han faktisk kun været overgået af Nicholas Cage på listen over mine hadeskuespillere, og jeg har ikke set en film med ham i årevis. Al min skepsis og alt mit had forsvandt som dug for solen inden for de første ti minutter af True Detective. Han spiller eminent godt som den dystre betjent Rust Cohle, der med sit nihilistiske livssyn og trang til at filosofere driver den noget mere umiddelbare makker Martin Hart (Harrelson) til vanvid. Jeg vil faktisk gå så langt at sige, at McConaughey er en lille smule lækker i serien, og det er altså helt vanvittigt. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til at få mit verdenssyn vendt sådan på hovedet. 

Efterforskningen af nogle rituelle mord er drivkraften i serien, der dog mest bare er fortællingen om disse to meget forskellige mænd. Den ene halvdel af historien foregår i 1995, mens den anden halvdel fortsætter i 2012, da en række nye mord kunne tyde på, at man ikke fik fat i den rigtige morder i første omgang. De sytten år har også taget hårdt på vores to helte, især virker Rust Cohle til at være en slidt og alkoholiseret (omend stadig ekstremt veltalende) skygge af sig selv. De tidligere partnere snakker ikke længere sammen (efter et forståeligt, men fucked-up powerplay fra Hart's kone nogle år tidligere), men det kan måske blive nødvendigt, hvis de slemme drenge skal fanges. 

True Detective er en meget atypisk politiserie, hvilket helt sikkert er en af grundene til, at jeg holder så meget af den. Pacingen er uendeligt langsom, omgivelserne barske og smukke, karaktererne har både historie og dybde, og de forskellige locations er umådeligt interessante. Mit største problem var de manglende undertekster; for serien foregår trods alt i Louisiana, og producerne har ikke ligefrem gjort en indsats for at tydeliggøre lokalbefolkningens dialekt, ligesom McConaugheys drævende ytringer til tider er decideret umulige at forstå. En stor anbefaling herfra - men se den lige på HBO, så du kan få underteksterne med... 

mandag den 28. april 2014

let's build strange and radiant machines

Se, jeg har fundet flere ugler! (Jeg ved godt, at jeg næsten lige har vist den øverste. Men den er så fin i sine lysegrønne forårsklæder, at jeg syntes den fortjente en visning mere. Tænk, at der er blevet så grønt og smukt på bare et par uger!) 

I går myldrede hele Danmark ud i solskinnet, mens jeg tog min veninde under armen og satte mig godt til rette i de bløde biografsæder i Grand. Vi så 'Når Vinden Rejser Sig' - den allersidste film af Hayao Miyazaki, som jeg er så uendeligt glad for. Jeg havde holdt mine forventninger lidt nede, for jeg havde hørt, at Miyazakis besættelse med flyvemaskiner fik lidt for meget plads i filmen, men udover at filmen var måske et kvarter for lang, havde jeg ikke en finger at sætte på den. Det var en SÅ fin fortælling om en japansk flyingenør i mellemkrigstiden, og udover det lidt stenede i at se en næsten romantiseret fremstilling af krigsfly, fornemmede man også passionen for at skabe noget, der kunne hjælpe mennesker. Et ganske fint punktum i en virkelig imponerende karriere. Heldigvis var solen ikke gået hjem, da vi kom ud af biografens mørke, så vi fik et par timers D-vitamin på græsset på Christiania inden vi gik hjem og så flere film. 

mandag den 7. april 2014

but I'm a prisoner of this moment

Fem ting der gør mig glad denne regnvåde mandag:

1. 'Mess', den nye plade fra Liars, der udkom på min fødselsdag. Det er længe siden jeg sidst har haft så meget optur over en plade, og jeg har hørt den på repeat i to uger nu. Mit yndlingsnummer er nok 'Pro Anti Anti', men det er også helt umuligt at sidde stille til singlen 'Mess On A Mission'. Og så er vinylen bare så fin og lækker!

2. Jeg har fået et par e-mails fra nogle søde læsere, der kunne genkende sig selv i mange af de ting jeg fortalte om i sidste indlæg. Det gør mig rigtig glad og forstærker min tro på, at jeg gør det rigtige i at snakke åbent om tabuer.

3. Game of Thrones er startet på sin fjerde sæson med et brag af et afsnit, som jeg dog ikke vil afsløre noget fra. Men hvor er det bare fantastisk timing med sæsonstart på GoT bare en uge efter sæsonafslutningen på en fænomenal sæson af The Walking Dead! Vi bliver virkelig forkælet på tv-serie-fronten i øjeblikket. 

4. Puslespilsdyrene, som jeg fik i fødselsdagsgave af min veninde Louise. Det har været dejligt afstressende at presse figurerne ud af deres paphylstre og nøjsommeligt samle dem. Jimmy er dog lidt for interesseret i dem til at de kan stå inden for hans rækkevidde.

5. AaB ligger nummer ET i Superligaen! I lørdags fik FC Midtjylland - som jeg hader næsten lige så intenst som jeg hader Brøndby - tæv i en afsindigt spændende kamp, som jeg næsten ikke kunne holde ud at se. Der er otte runder tilbage, men jeg kan på ægte nordjysk manér sige, at jeg vil være enormt tilfreds bare AaB får medaljer. 

lørdag den 5. april 2014

I guess it's like breathing and not wanting to

Jeg har på det seneste haft enormt svært ved at finde ud af, hvad jeg skal dele på bloggen og hvad der har bedst af at forblive en kladde, og det medfører en underlig stilhed og et besynderligt miskmask af indlæg, der ikke rigtig har nogen rød tråd. Det skyldes to ting - siden min mors død er jeg blevet enormt bevidst om, at min far - og andre i min familie - læser bloggen og naturligvis bliver påvirket af de ting jeg skriver. Den anden ting handler om det faktum, at det kan være lidt svært at indrømme når man igen har det skidt. Hvis man lige 'er kommet ud på den anden side' virker det som et endnu større nederlag, når man bliver ked af det igen. Det kan nogle gange afholde mig fra at være helt ærlig, og så vil jeg hellere bare slet ikke skrive. Men det holder ikke, for bloggen hjælper mig, og jeg synes det er så vigtigt at tale åbent om svære emner som sorg, depression og psykisk sygdom. 

Den anden dag faldt jeg over ovenstående confession bear på 9gag, og den ramte mig bare lige i hjertet. Jeg har i over ti år af mit liv - fra jeg var femten - levet med den faste overbevisning, at når jeg engang skulle herfra, ville det ske for egen hånd. Jeg vil gerne understrege, at det ikke betyder ti år med daglige selvmordstanker - det har tværtimod været en slags absurd frihed for mig at have magten til selv at kunne bestemme - og det har i perioder gjort det nemmere for mig overhovedet at leve. I mine værste perioder - der efterhånden ligger mange år tilbage - var jeg dog helt overbevist om, at jeg ikke ville nå at fylde tredive. Det var simpelthen ikke det værd. Og det har haft den sideeffekt, at jeg ikke for alvor har tænkt i 'karriere' - eller i fremtid overhovedet - og derfor ikke har den fjerneste idé om, hvad jeg vil med mit liv. Det virkede farligt, næsten hovmodigt overhovedet at spekulere i min fremtid. At se disse diffuse tanker konkretiseret i et fjollet internet-meme, gjorde mig næsten glad, og mindede mig om, hvor stor en hjælp internettet har været for mig. Jeg føler mig tit mærkelig og forkert, men når andre har tænkt de præcis samme tanker - og sætter ord på det - hjælper det lidt på det. 

I 2008 (for faktisk præcis seks år siden) blev jeg sygemeldt med en svær depression, der i virkeligheden var kulminationen på syv-otte år, hvor jeg var mere eller mindre depressiv det meste af tiden. Det har været en sindssygt lang og sej kamp at komme ovenpå igen, men med min vidundermedicin (et andet kontroversielt emne, jeg gerne vil snakke om en dag) og gruppeterapi gik det bedre og bedre, og i dag er jeg forholdsvist velfungerende. (Ville skrive 'haha' bagefter, men det er jo ikke engang løgn. Jeg er forholdsvist velfungerende.) Jeg ved, at jeg er skrøbelig, jeg ved, at jeg skal passe på om vinteren, og jeg ved, at der er meget stor sandsynlighed for, at jeg igen får en depression en dag. Men lige nu vil jeg bare gerne fejre, at selvmordstankerne ikke længere er en del af min hverdag, og at selvmord ikke længere er en gyldig udvej for mig. Jeg har ikke længere lyst til at dø på nogen måde (er måske endda gået liiidt for langt over i den anden grøft efter min mors død), men livet uden nødudgang er godt nok en skræmmende størrelse at forholde sig til. 

I stedet for at slå mig selv i hovedet med, at jeg har spildt mine tyvere på ingenting, vil jeg prøve at blive bedre til at huske på alt det gode. At jeg har brugt tyverne på at OVERLEVE og få det bedre, og at det trods alt er vigtigere end et eller andet prestigefyldt job. I mine tyvere har jeg desuden også taget en bachelor (min hjerne vil SÅ gerne tilføje 'i sig selv ubrugelig' til den bachelor - jeg skal nok lige vænne mig til at tænke positivt...), og så er jeg flyttet sammen med verdens dejligste mand, der forstår mig helt utroligt godt og ikke bliver irriteret, når jeg igen græder. Jeg er endda kommet rimeligt igennem min mors død, selvom jeg havde frygtet at det ville ødelægge alt det gode, jeg havde fået bygget op. At leve er det HELE værd - også selvom det kan være enormt svært indimellem. Og jeg vil gerne fortælle om både det gode og det svære - hvem ved, måske er der endda nogen, der kan finde trøst i mine tanker.