lørdag den 31. maj 2014

Stephen King - Firestarter

Firestarter fra 1980 er en af de Stephen King-romaner, jeg var allergladest for som ung. Jeg var betaget af idéen om en lille pige, der telepatisk kunne sætte ild til ting, men ved denne genlæsning er jeg efterladt med en lidt flad fornemmelse af at have læst en ikke særligt interessant thriller. Persongalleriet er helt klart romanens stærke side, men det retfærdiggør ikke de svimlende 567 sider. Jeg er ellers normalt glad for Kings lange fortællinger; her er det bare som om siderne fyldes med lidt for mange ligegyldigheder, og sidehistorierne er ikke interessante nok til at bære den megen plads de får. Hovedpersonerne - den lille pige Charlie McGee og hendes far Andy - besidder ligesom mange andre af forfatterens karakterer overnaturlige kræfter, og romanens omdrejningspunkt er deres flugt fra og tilfangetagen af den CIA-lignende organisation 'The Shop', der ønsker at studere - og destruere - resultatet af det eksperiment, de selv satte i gang år tilbage.

Altså et meget lovende udgangspunkt, og det er da også ind imellem en meget spændende historie, der bare skulle have været halvt så lang. Den minder også lidt for meget om noget, man har hørt før - og bedre - fra Kings egen hånd; Charlie er i virkeligheden ikke så langt fra den noget mere uhyggelige Carrie, der satte ild til ting seks år tidligere. Charlie er dog noget yngre, og hendes indre kamp for at kunne kontrollere sine kræfter er til tider ganske hjerteskærende. Men alt i alt var det ikke et positivt gensyn med Firestarter; Stephen King har dog så overdrevet mange udgivelser bag sig, at det er svært at undgå et par enkelte smuttere - og Firestarter er desuden en favoritbog blandt mange constant readers; altså trofaste King-fans, så måske er det bare mig der er galt på den. 

Ligesom jeg havde glædet mig til at genlæse Firestarter, havde jeg virkelig også set frem til at skulle gense filmatiseringen fra 1984, som jeg huskede som værende et lille mesterværk med en meget ung Drew Barrymore i en pragtpræstation. Mine krav til en film er muligvis vokset en smule siden trettenårsalderen, men jeg kan nu alligevel ikke forstå, at jeg var så meget ved siden af. Filmen er forfærdelig! Den er helt sindssyg firseragtig på den dårlige måde; Heather Locklear spiller moderen og ødelægger alt det gode ved forældrenes fine kærlighedshistorie, ligesom Martin Sheen som leder af The Shop også er svær at abstrahere fra. Drew Barrymore er sød, men jeg kan bedre lide hende i Cat's Eye, en anden King-produktion. Samtlige roller er frygteligt karikerede, men filmen skal trods alt have et par point for underholdningsværdien.

Som bonusinfo kan jeg fortælle, at der tilsyneladende er en ny tv-serie på vej, der handler om den nu voksne Charlie, der sammen med andre unge med magiske kræfter skal bekæmpe The Shop, der er mere kontrollerende og uhyggelig end nogensinde. Det lyder heller ikke fantastisk, men mon ikke jeg ser det alligevel - jeg skal nok melde tilbage, hvis serien mod forventning skulle være noget værd.  

torsdag den 29. maj 2014

here we come mister airplane

I mandags cyklede min kæreste og jeg ud til lufthavnen, hvor vi på en stribe græs på Kystvejen fandt lige det sted, hvor flyene bragede hen over os når de lettede og landede. Jeg har altid fundet idéen om flyvemaskiner og lufthavne umådeligt interessant - de er næsten magiske og fyldt med uendelige muligheder; man kan fra det ene øjeblik til det andet bestemme sig for at rejse til verdens ende, og rent faktisk gøre det. Da jeg var yngre stammede fascinationen nok mest fra, at jeg aldrig havde prøvet at flyve (min første flyvetur gik til Malta med min gymnasieklasse da jeg var nitten), men selv nu bliver jeg lidt spændt, når jeg har en flyvetur foran mig. De er for mig forbundet med noget positivt og livsbekræftende; en rejse eller ferie og helt nye oplevelser, og allerede når man træder ind i lufthavnen, kan man næsten mærke luften sitre af forventning. Da min mor blev syg, fløj jeg et par gange til Aalborg fordi hun alligevel var indlagt dér, men de ture gælder ikke - man nåede jo næsten ikke at komme op i luften, før man var landet igen. Og ligesom med meget andet fra min mors sygdomsperiode har jeg næsten glemt det - de måneder er meget tågede i min erindring, til trods for at det kun er halvandet år siden.

Vi lå på ryggen i græsset og spekulerede i mulige destinationer for de forskellige fly - og hvad de rejsende mon skulle, når de nåede frem. Der var både bryllup, babyer og en ikke-trist begravelse involveret, og ellers skulle langt de fleste ifølge os på ferie, for forretningsmænd er kedelige. På tirsdag er det vores tur til at flyve igen - til Porto, og den tur kommer som sendt fra himlen efter en periode hvor jeg har haft det rigtig godt, men har været meget mere travl og selskabelig end jeg egentlig kan overskue. Det bliver godt med en uges pusterum, gode koncerter, spændende fiskeretter og lækker portvin, men inden jeg når så langt, skal jeg lige have overstået de sidste dage på arbejde - og allerførst tager jeg om lidt et smut til Valby for at hjælpe min veninde med at flytte.

mandag den 19. maj 2014

we're going to escape into the stars

Foto: Henning Bagger, bt.dk
...Og så gik der lige en uge. En uge med fejring af nye fodboldtriumfer, nemlig The Double snuppet i Parken i torsdags i allerbedste selskab med min far og min søster. Vi havde en helt fantastisk tur med mange øl, mange mål og mange sange, og det er en dag jeg aldrig vil glemme. I går sluttede sæsonen med en 1-0 sejr over AGF, og det var samtidig sidste kamp for både Anders Due og Jeppe Curth. Sidstnævnte kunne efter hele ni år i AaB-trøjen ikke holde tårerne tilbage, da han for sidste gang lod sig hylde og udskifte, og det var jeg også ved at hyle lidt over. Han virker til at være et enormt sympatisk, interessant og veltalende menneske, der tilfældigvis også er en helt fantastisk fodboldspiller, og jeg kommer virkelig til at savne ham. Men i går var allermest en festdag, for hvor er det dog utroligt, uventet og fænomenalt for AaB at vinde The Double. Tillykke med det og hurra!

PS. Jeg skal nok snart blogge om noget andet end fodbold...

mandag den 12. maj 2014

we're painted red to fit right in

Fotos: Jens Dresling/Polfoto
I dag har jeg befundet mig i en mindre lykkerus, eftersom AaB i går aftes sikrede sig det danske fodboldmesterskab ved at spille 0-0 i en ellers dødkedelig kamp ude mod FC Vestsjælland. Da Duncan også brændte et straffespark i Herning, hvor FCK naturligvis scorede i overtiden, var titlen en realitet. Det er SÅ fortjent, og totalt overraskende, eftersom AaB inden sæsonstart var spået til at være blandt nedrykningskandidaterne. Med et af ligaens laveste spillerbudgetter og en rystende dårlig økonomi var der ingen der havde set det komme, men de unge knægte har vist et enormt potentiale (Kusk, Thomsen, Spalvis), og flere af de ældre spillere har spillet deres bedste sæson nogensinde (Risgård, Würtz) - og det var heldigvis nok. Tusind gange tillykke til AaB - I vil altid være mit hold!
Foto: Lars Pauli/nordjyske.dk
Jens Dresling/Polfoto
Jeg ved godt, at de fleste af jer er ret ligeglade med fodbold, men måske I kan værdsætte billeder af nogle flotte mænd? Langt fra alle af de nuværende AaB-spillere er eyecandy-materiale (det har faktisk været lidt sløjt de sidste par sæsoner), men der er bestemt et par snacks imellem. Blandt andet en af mine favoritter, Kenneth Emil Petersen, der faktisk jublede så meget i går, at han blev skadet. Det ville have været utrolig sjovt, hvis det ikke var fordi det betyder, at han ikke er med i pokalfinalen mod FCK på torsdag. Hvor jeg skal i Parken med min far og min søster, og så snupper vi The Double!

lørdag den 10. maj 2014

Loka Kanarp & Carl-Michael Edenborg - Mørket Venter

Den anden graphic novel i pakken fra Damgaard var Mørket Venter, en gysertegneserie skrevet og tegnet af det svenske ægtepar Carl-Michael Edenborg og Loka Kanarp. Allerede forsiden sladrede om, at jeg havde noget helt specielt i vente, og det har også været en enormt god læseoplevelse. Jeg har faktisk nydt, at den er på dansk, og jeg glæder mig især til at vise den til min søster, der ikke er så glad for at læse engelsk. 
I Mørket Venter møder vi de to søstre Elsa og Frederikke, der har mistet deres mor, og nu bor hos deres kedelige plejeforældre i et endnu mere kedeligt villakvarter. Jeg kan på ingen måde anmelde tegneserien objektivt, for det gør ondt lige i hjertet, hver gang pigerne snakker om deres mor. Elsa, den ældste, reagerer på sorgen ved at være mut og på tværs, og Frederikke elsker sin storesøster så meget, at hun følger hendes mindste vink. Således også da turen går midt ind i skoven til et forladt hus, selvom de flere gange har fået at vide, at skoven er off-limits. Min søster og jeg er selv helt vilde med forladte huse (endnu et lighedstegn med pigerne i historien) - min bedste ekspedition var helt klart for et par år siden, da vi udforskede et forladt hus tæt på Hadsund. Huset i tegneserien ser dog noget mere mørkt og truende ud, og jeg er ikke sikker på, at jeg turde gå derind. Man kan læse lidt om inspirationen til huset lige her. 
Fortællingen er virkelig uhyggelig. Hvis man giver sig tid til at mærke stemningen og synke ind i de på overfladen simple, men meget smukke og stilsikre tegninger, kan man ikke undgå at få kuldegysninger en gang eller to. Der er så meget jeg gerne vil fortælle om historien, men en del af oplevelsen er bestemt overraskelseselementet, så jeg vil ikke ødelægge det for nogen. Jeg må dog lige nævne, at jeg især kan genkende en mareridtslignende fremstilling af deres døde mor, for dét har jeg selv drømt flere gange. At en syg og uhyggelig udgave af min mor pludselig vil vise sig for mig. Heldigvis drømmer jeg langt oftere om de gode stunder. Det element har betydet en del i min læsning, men læsere, der ikke har mistet deres mor, kan naturligvis få ligeså meget ud af historien. Her har jeg lyst til lige at lave en smiley, men det prøver jeg at holde ude af blogindlæg, hehe. (Selvom 'hehe' vel teknisk set er det samme...) Jeg vil anbefale denne lille perle til alle - uanset om man er vant til at læse tegneserier eller ej. 

fredag den 9. maj 2014

Henri Gylander - Drømme og Ønsker

For et par uger siden fik jeg en pakke fra forlaget Damgaard med deres to nyeste udgivelser - et par meget smukke og indbydende graphic novels - eller tegneserier, om man vil. Damgaard udgiver tegneserier på dansk, hvilket jeg normalt ikke læser så meget af, da de fleste graphic novels er på eller oversat til engelsk. Men disse to er oprindeligt svenske, og dermed ikke noget jeg ellers ville få fingrene i, så det er helt perfekt. Anne Bredahl - kvinden bag en af mine yndlingsblogs Anne O'Manne - udgiver også sin debutbog 'Jeg vil ikke tage det flot' på forlaget lige om lidt, og den glæder jeg mig så meget til at læse. Derudover udgiver forlaget også børnebøger. 
Den første tegneserie er en fin lille sag på bare 56 sider ved navn Drømme og Ønsker, skrevet og tegnet af finsk/svenske Henri Gylander. Hovedpersonen er den treårige Henkki, der glæder sig enormt meget til at blive storebror. Hans dage er fyldt med drømme og forhåbninger om det lille ny familiemedlem, og han har lidt svært ved at acceptere, at der skal gå så lang tid før babyen kommer. Forventningens glæde bliver dog afløst af en dyb skuffelse, da tingene ikke går helt som planlagt. Senere følger vi en ung Henkki, der stadig er påvirket af begivenhederne fra sin barndom, hvilket dog ikke har lagt låg på hans fantasi. Han møder en pige, der også drømmer, og deres første møder er så fint beskrevet. 
Tegningerne er enkle, fine og holdt i jordfarver, hvilket bidrager til fornemmelsen af nostalgi. Nogle af drømmesekvenserne tegnes med en lidt anden streg, som jeg er helt forelsket i. Og se lige, hvilken bog han får læst op sammen med hundene! Det er 'Gnomes', som jeg fik af min søster i julegave, og som sender mig lige tilbage til barndommen. 'Drømme og Ønsker' er en anbefalelsesværdig lille sag, og jeg er glad for at kunne tilføje den til samlingen. Følg med i morgen, når jeg fortæller om 'Mørket Venter', der blæste mig helt omkuld!

tirsdag den 6. maj 2014

flowers in the love of my arms

Nu er det snart fire måneder siden jeg besøgte Den Dominikanske Republik, og næsten lige så længe siden jeg overdyngede jer med billeder fra den smukke, farverige ø, så jeg tænkte, at tiden er moden til denne lille bunke billeder, der gemte sig i et indlæg nederst i mine kladder. De er fra den eneste dag på turen, hvor det regnede. Til gengæld regnede det hele formiddagen og det meste af eftermiddagen, og det regnede meget. Bagefter var naturen igen helt fin og frisk i farverne, frøerne myldrede frem i vandpytterne, og himlen viste helt nye sider af sig selv. Alting duftede så godt, og lige så snart den sidste dråbe var faldet, skyndte vi os udenfor og gik en laaaaang tur. 

Jeg er stadig meget overvældet af turen, og bliver nok ved med at være det i et godt stykke tid. Alle de indtryk; den søde lokalbefolkning, fattigdommen, den fantastiske natur, farverne, historien... - der går ikke en dag, uden at jeg i tankerne besøger stedet. Min kæreste kom hjem fra sin tour i weekenden, og en aften snart vil jeg lokke ham til at se alle billederne fra vores ferie sammen med mig. Måske skal vi have et glas hjemmelavet mamajuana, og vi skal helt sikkert også høre den bachata-cd, som vi købte derovre og hørte tusind gange i vores ferielejlighed, imens vi drak kolde øl og spillede kort. Ellers vil jeg glæde mig over, at jeg allerede om en måned skal rejse igen; denne gang en smuttur til Portugal, der også mangler et kryds på min rejseliste. 

torsdag den 1. maj 2014

I don't need no human friends

I dag fylder verdens bedste mindstemand hele to år, og han er slet ikke så lille mere. Faktisk er han i virkeligheden nok lidt for tyk, men det bliver ikke i dag han skal på kur, for nu skal han fejres med snacks og vådmad i en lind strøm. Der er kommet mange kælenavne til, og jeg hører ofte mig selv kalde ham 'lille banan' og 'troldmand' uden helt at vide, hvor det kommer fra. Jeg har også fundet ud af, at jeg åbenbart ikke er glad for at bande foran den lille fyr. 'Hvad søren har du lavet?' er en sætning, der ikke tidligere fandtes i mit ordforråd, men nu siger jeg det, hver gang Jimmy laver ballade. Det gør han ret tit, men han bliver altid tilgivet. 

Han har ikke tisset i sengen - eller andre steder end sin bakke, for den sags skyld - i sit andet leveår. Hurra! Han har dog trukket sin numse hen over gulvet ligesom en hund - og efterladt klamme lortespor i hele gangen, fordi der sad noget fast i pelsen. Men det kan han jo sådan set ikke gøre for. Har en vag fornemmelse af, at jeg oversharer igen nu, men betragt det som et indlæg på en mommy-blog, der fortæller om babyens første faste afføring eller noget. I det mindste er der ingen billeder. Og når han ikke er klam, er han den bedste. Jimmy er min bedste morgenmakker. Når jeg vågner, bliver jeg mødt af et nuttet og træt lille fjæs, der glad følger med mig rundt i lejligheden. Når jeg trækker badeforhænget fra efter badet, sidder han klar på bademåtten til at gnide sig op af mine våde ben, og imens jeg tager tøj på, ligger han på kommoden lige ved siden af. Og når man kommer ind af hoveddøren efter at have været væk, kan man godt beregne mindst tre minutters nusningstid fra en overlykkelig Jimmy, der har smidt sig ned på gulvet med alle fire ben i vejret. Jeg elsker den lille fyr.

Forresten - som en lille tilføjelse til sidste indlæg om True Detective vil jeg lige nævne, at min kæreste i mandags spillede opvarmning til en koncert med Handsome Family, der har lavet intromelodien til serien. Det er altså ret sejt.