torsdag den 19. juni 2014

how's about cooking somethin' up with me

Maden i Porto rangerede fra det virkeligt slemme til det decideret fremragende; vegetarretter var en saga blot, og anretninger med hele fisk var overalt i gadebilledet. Min kæreste og jeg spiser slet ikke så mange havdyr som vi burde - og egentlig gerne vil -  så vi havde aftalt at spise fisk mindst én gang, når vi nu besøgte en by helt ude ved Atlanterhavet. Til formålet valgte vi en fin lille restaurant med en moderne indretning i grove materialer, træskærebrætter på væggene og en bar bygget af rå brædder - og med den allerfineste menu-tavle. Med skælvende stemme bestilte jeg en ret klassisk, portugisisk ret med torsk, kartofler og løg, og min glæde ville ingen ende tage, da der ikke kom en hel fisk ind med klamme øjne og tusind ben, men derimod en superlækker anretning med det lækreste fisk - og en omgang lige så lækre grove chips som tilbehør.

Min kæreste havde også bestilt torsk, men anrettet efter en opskrift fra 1926, hvor torsken blev stegt i mælk og puttet i ovnen med kartofler og æg, og det var også en utroligt velsmagende ret. Vi drak hvidvin til (jeg er blevet god til ikke at bestille en cola, når jeg er ‘rigtigt’ ude) og sluttede af med turens bedste glas portvin, som vi senere fandt ud af var den absolut billigste. Oh well, det kunne vores smagsløg altså godt lide, og der røg to flasker med hjem i kufferten.
Og så var der tapas-anretningerne. Jeg har allerede vist én overdrevet lækker tallerken, men vi kunne ikke holde os i skindet og smovsede ost og kød to gange mere i løbet af ugen. Første gang var dog klart bedst - her handlede det lidt mere om kvalitet end kvantitet - men tredje gang (billedet) var nu heller ikke at kimse af, og dén omgang vandt også et par ekstra point på udsigten til floden og de smukke tjenere. Anden runde var en forglemmelig omgang, hvor vi fik serveret én halvklam, kæmpestor ost skåret i stykker samt tre stykker tørt skinke, men man kan ikke være lige heldig hver gang. Vi fik ikke spist mere fisk i Porto end det afbildede, og jeg glemte desværre også at købe nogle spændende dåser med hjem; dåsefisk er jeg ellers meget begejstret for, og her var der en hel forretning dedikeret til dem! (Lige sardinerne ville jeg dog nok springe over...)
 Og så til det mindre gode... På billedet er en af Portos signaturretter - en såkaldt ‘francesinha’, der er ikke mindre end FEM slags forskelligt kød lagt mellem toastbrød, pakket ind i sindssygt meget ost med et spejlæg på toppen og lagt i ‘special sauce’. Min kæreste var enormt sulten efter flyveturen derned, så det første vi overhovedet gjorde var at besøge dineren over for vores hotel og bestille sådan en fætter. Til ham, altså, jeg nøjedes med en bid af hans og en omgang fritter. Den smagte nok lidt som den lyder, og måske kunne den også smage bedre, hvis man valgte en lidt dyrere restaurant (de havde dem overalt), men fem slags kød er altså fire slags for meget, uanset om det så er noget fint kvalitetskød.
I det hele taget var der bare enormt meget kød over det hele. I de mange små caféer og fast-food steder var salat ren utopi, og ikke engang den ellers fint udseende McDonalds havde samme udvalg af ‘sunde’ retter som herhjemme. Mit eneste kritikpunkt af festivalen var også udvalget af mad, der ikke var hverken varieret eller inspirerende - første bod var burgere (kun kød og brød), anden bod var hotdogs (kun kød og brød), tredje bod bød på en portugisisk ret med kød stegt i noget krydderi og puttet i en bolle (kun kød og brød) - og sådan fortsatte det i samtlige femten-seksten madboder. Kun ét sted kunne man få en vegetarsandwich, der havde ligget filmindpakket i timevis, hvilket ikke rigtigt gjorde noget godt for de to(!) ingredienser spinat og rødløg... Der vil jeg gerne give mig og ønske mere Northside-agtige boder næste gang.

Mad er selvfølgelig også, hvad man gør det til, og havde vi haft et større madbudget og spist på nogle dyre restauranter, havde den samlede oplevelse nok været anderledes, og det meste af maden var jo også rigtig lækkert. Det overraskede mig bare lidt, at alle småmåltiderne langt hen af vejen var bedre i et land som Polen sidste år - der kunne man i det mindste få en vegetar-zapiekanka.

onsdag den 18. juni 2014

soft silly music is meaningful magical

John Grant
The National
!!!
Primavera Sound i Porto var en lille perlerække af gode koncerter, selvom jeg savnede et par enkelte navne fra storesøsterfestivalen i Barcelona. Det mere beskedne program gjorde det dog muligt at udforske nogle af de kunstnere, jeg var lidt nysgerrig på - jeg fik hørt lidt af de seje tøser Sky Ferreria og St. Vincent på den konto, og det var to virkeligt gode optrædener. Jeg havde først mit kamera med om lørdagen, hvorfor der blandt andet ikke er billeder fra fine Midlake eller den fantastiske Godspeed You! Black Emperor-koncert torsdag aften. Sidstnævnte var næsten samme koncert som på OFF-festivalen sidste år, men her fungerede det bare endnu bedre - på den noget mindre All Tomorrow's Parties-scene, der hurtigt blev min favorit.

Lørdag aften var helt klart den bedste koncertdag. Først så vi lidt af Lee Ranaldo And The Dust, inden vi fortsatte til den allermest fantastiske, ud-af-kroppen-agtige oplevelse med Neutral Milk Hotel, som må få sit eget indlæg. John Grant fik os ned på jorden igen med en virkelig behagelig koncert og festivalens flotteste lysshow. Jeg var ret glad for The Czars, som han var frontmand for, og hans solooptræden skuffede bestemt heller ikke. Inden Danmarks husorkester The National købte vi slik (genialt), men jeg har altså aldrig rigtigt lært at holde af dem, og det var bare lidt... kedeligt. I stedet gik vi hen til All Tomorrow's Parties-scenen, der bød på en funky soulfest med Charles 'The Screamer' Bradley. Egentlig er der ikke noget, jeg hader mere end funk (funky jazz, måske), men det havde nu sin charme at opleve det live en lørdag aften i Portugal.

Vi blev ved samme scene og så de efterhånden gamle drenge i Slint spille en fin, men liiiidt kedelig koncert. Der skulle mere til at holde mig vågen en lørdag nat lidt i halv et, så jeg tog mig lige en lur på vores fine tæppe. Kunne næsten ikke overskue !!! halv to, men da Nic Offer først gjorde sin entre på den største scene og begyndte at danse, vågnede jeg helt op igen og skyndte mig ned foran. Jeg endte med at stå næsten forrest helt ude i siden, og bandets sindssyge energi og spilleglæde gjorde det til lige præcis den fest, alle havde håbet på og trængte til. Det er tredje gang jeg ser dem, og selvom deres materiale er blevet lidt dårligere gennem årene, er koncerterne kun blevet bedre. Det var en perfekt afslutning på en rigtig god festival.

søndag den 15. juni 2014

made for the horizon

Flere fine facader og flotte tagrygge fra Porto, som altså virkelig har taget mig med storm. Især det livlige område Ribeira nede ved floden på andet billede var en ren farveeksplosion, men overalt i byen var der smukke bygninger, og jeg fik helt ondt i nakken af at kigge op det meste af tiden. Ved nogle særligt fine kakler øjnede jeg muligheden for et nyt facebook-profilbillede, så her er et af de få billeder, der blev taget af mig på turen. Min kæreste er ikke den ivrigste fotograf, hvilket jeg måske overkompenserer en smule for. 

I morgen starter en travl uge, hvor jeg skal arbejde de første tre dage. I morgen byder også på et møde med Lærke, der har været alt for længe undervejs (mødet altså), og tirsdag skal min kæreste spille med Bird Seance til Trinitatis Natkirke - og inden da byder aftenen på middag i Huset med Christina og Simone. På torsdag tager jeg nogle dage hjem til min far og søster, for jeg trænger allerede til lidt ferie igen. Jeg glæder mig til det hele!

fredag den 13. juni 2014

I'm standing on air with nothing holding me

Et af Portos knudepunkter er broen Ponte Luiz I, der forbinder det smukke gamle havneområde Ribeira med portvinskældrene i bydelen Gaia på floden Douros anden side. Det er et imponerende bygningsværk tegnet af Théophile Seyrig i 1881; en arkitekt, der tidligere havde arbejdet på Eiffel-tårnet og ladet sig inspirere deraf. Broens øverste del er nu forbeholdt metro og fodgængere, og jeg fik lokket en forbeholden kæreste med over den flere gange, selvom højder er noget af det eneste han er lidt ræd for. Der var godt nok også langt ned! Wikipedia siger 45 meter, men det føltes som flere hundrede, da vi krabbede os hen over rustne metalplader med kig til vandet. Udsigten var (også her) helt formidabel, og som det forskellige vejr på billederne antyder, måtte jeg fotografere lidt hver gang vi var i nærheden. Ponte Luiz I er en af hele seks kæmpestore broer på en relativt kort strækning, men det er klart den flotteste både at kigge på og fra, og til sidst kunne også min kæreste slappe af og nyde udsigten. 

Lige nu er det fredag aften, og jeg ville egentlig gerne have drukket et par øl med mine kollegaer, men efter en ti timers arbejdsdag og med tanke på et alt for tidligt mødetidspunkt igen i morgen har jeg i stedet trukket mig tilbage til sofahygge og Jimmynusning. Rigtig god weekend!

onsdag den 11. juni 2014

good ones can make me smile

I går aftes vendte jeg tilbage til København efter en helt fantastisk uge i Porto, der er en vidunderligt smuk og hyggelig by. Vejret artede sig, de store regnskyl udeblev, og det var mest om formiddagen at himlen var grå. Godt nok er der normalt omkring tredive grader i byen på denne tid af året, men de mere humane nogle-og-tyve grader gjorde det til en noget sjovere oplevelse at trave hele byen rundt. De smukke mønstrede kakler prydede husvæggene overalt, og i de stejle gader gemte sig bunkevis af fine forretninger og lækre restauranter. Mit kamera var på overarbejde, og resultatet er så overvældende, at jeg ikke helt ved hvor jeg skal starte og slutte, men her er lidt billeder fra vores første hele dag i Porto. 

Vi gik en lang tur langs floden Douro ud til Atlanterhavet og tilbage til bymidten op og ned af stejle og smalle gader, hvor vi blev lokket af et skilt med lovning på tapas og gårdhave. Restauranten var en del af et guesthouse, hvor jeg allerede har bestemt, at jeg gerne vil bo hvis vi skal til Porto igen. Vores eget hotel var nemlig helt formidabelt dårligt; stenhård, smal seng med dobbelttæppe, papirstynde vægge, ingen udsigt, intet pres på vandet - og så kunne døren til vores værelse da heller ikke lige låses de to første dage. Til gengæld boede vi lige midt i den gamle by, og så kostede det ingenting - og så meget var vi der jo heller ikke. Nå, men tapas og hvidvin var lige, hvad vi havde brug for efter den lange gåtur, og udsigten over byen var også ganske spektakulær.

På vej hjem besøgte vi en guitarbutik, hvor min kæreste fik en lang snak med indehaveren og manden bag de enormt flotte tolvstrengede portugisiske guitarer, der hang på væggen. Han inviterede os til at kigge forbi en boghandel samme aften, hvor ham og nogle venner mødes en gang om måneden og spiller lidt. Det tilbud benyttede vi os af, selvom jeg var lidt beklemt ved at skulle gå op af en smal trappe og ind i et baglokale, hvor de fleste tydeligvis kendte hinanden og var tredive år ældre end mig. Men folk var så søde; vi fik serveret det første af mange glas portvin på ferien, og det var i det hele taget den perfekte måde at sparke ugen igang på.