tirsdag den 29. juli 2014

the years float like dust held in the sunlight

Hold nu kæft hvor er det nedtur at starte på arbejde efter tre ugers ferie. Det er jeg bare på ingen måde motiveret til, og jeg starter endda ud med tre hårde og lange uger, fordi det er blevet andres tur til at holde ferie. Siden jeg kom hjem fra Tyskland har jeg ikke haft lyst til andet end at flytte ned til en mindre, tysk bjerglandsby sammen med min kæreste, kat, far og søster. Det er den sædvanelige post-ferie-blues, men denne gang har det føltes mere dragende, mere ægte, mere muligt. Jeg VED jo godt, at det også ville blive hverdag dernede; min halve uddannelse og sparsomme tyskkundskaber ville nok kun skaffe mig et job i kassen i et tysk supermarked - og det er jo altså ikke ret meget anderledes end det jeg laver nu. For ikke at tale om det faktum, at det kan blive svært at få tre andre mennesker til helt at ændre deres liv for min skyld.  (Men bjerge! Der vil være udsigt til bjerge! Andet billede er fra vores balkon)

Og nu en ufin overgang til noget helt, helt andet, for i går var det nemlig femten år siden jeg fik mit første kys og min første kæreste. Det er nok en dato jeg aldrig glemmer - jeg var fjorten år, fire måneder og fire dage, og jeg følte mig så afsindigt mærkelig og nederen og som helt bestemt den eneste fjortenårige i verdenshistorien der aldrig var blevet kysset. Han var lige fyldt femten og havde heller ikke kysset før, og vi var kærester i lige knap fire måneder. Det var sødt, uskyldigt og trygt, og i årene der fulgte, var jeg glad for at have et bevis på, at det der med drengene godt kunne lade sig gøre for mig. Jeg er glad for, at jeg dengang ikke kendte udsigten til de næste mange års kærlighedstørke, depression og knuste hjerter, og at jeg ikke vidste, at min næste rigtige kæreste ville blive ham, jeg har nu  - dengang tænkte jeg mest på, at det var lidt ulækkert at kysse. Den fornemmelse gik heldigvis hurtigt over, og jeg er min første kæreste evigt taknemmelig for de ting, vi lærte sammen. Jeg har ikke snakket med ham i årevis, men jeg ved, at han nu er jazzmusiker, så det er nok meget godt at vi gik hvert til sit.  

lørdag den 26. juli 2014

please believe in labour and hope and joy

Det var helt specielt at være i Tyskland under VM-finalen i fodbold. På selve dagen var vi ualmindeligt heldige og fik et bord udenfor en restaurant midt i byen med god udsigt til en storskærm, og her var en sand fodboldfest under opsejling mens vi spiste aftensmad og tændte de uddelte stjernekastere under nationalsangen. Silke var også iklædt sit fineste festtøj, og hun virkede ikke specielt generet af larmen, selvom der var skruet godt op for lyden på både kamp og fans. Derhjemme gider hun ellers aldrig være i stuen, når vi ser fodbold. I stedet var det mig der måtte overgive mig tidligt med en ond hovedpine - i pausen tog jeg Silke med hjem til ferieboligen og så resten af kampen fra sofaen. Fra balkonen kunne jeg se fyrværkeri og høre glade mennesker inde fra byen, så jeg fik stadig lidt feststemning med. Tysklands landshold har altid været mit yndlings (i perioder sammen med Danmarks), og det gjorde jo bare resultatet endnu bedre. Resten af ferien så vi det tyske flag overalt - det er et folk, der forstår at holde en fest!

I dag har AaB tævet FC Midtjylland med 2-0, og indtil i morgen ligger vi faktisk nummer et. Helenius og Enevoldsen er kommet tilbage til klubben, hvilket er fantastisk, og så er lejesvenden Rasmus Jönsson også blevet tilbudt en fast kontrakt. Søde drenge på et spændende AaB-hold - jeg håber på endnu en overraskende og god superligasæson. 

fredag den 25. juli 2014

the time was passed so easily

Dagen i dag har jeg for første gang i to uger tilbragt kun i selskab med Jimmy. Det har været en vidunderlig ferie, dejligt at komme hjem til min kæreste og min kat, og skønt at se både Nanna og Rannvá de sidste dage, men det har godt nok også været rart at være helt alene i dag. Her er en lille tidslinje over min ikke specielt produktive dag:

08.43. Vågner første gang. Giver Jimmy lidt mad og sover videre.
09.40. Vågner igen. Tjekker min telefon; instagram, facebook, blogs... og 9gag.
10.30. 9gag er en tidsrøver. Står op, spiser morgenmad og leger med Jimmy.
11.15. Begynder oprydningsprojekt på det lille værelse. Starter naturligt nok med at sortere alt mit neglelak, hvilket indebærer at prøve alle dem, jeg har mistænkt for at være for gamle. 
11.52. Lytter til Neutral Milk Hotel og prøver stadig neglelak. Ender med at smide hele ti stykker ud, og er helt stolt af mig selv. Den ene er en sort Chanel, som jeg købte i Prag for præcis ti år siden. Dengang var det ikke til at opdrive en sort neglelak, så jeg måtte til lommerne. I dag må jeg dog vemodigt erkende, at den er færdig. 
12.10. Skifter Jimmys kattebakke. Kan næsten ikke trække vejret og har det afskyeligt varmt. Gider ikke gå i bad, da jeg har planer om en svømmetur senere.

12.25. Snakker i telefon med min kæreste og min far. Min kæreste er til Fanø Free Folk Festival i weekenden; min far maler huset, og i aften skal han passe Silke, når min søster skal til fest.
13.15. Cykler ned til Amager Strandpark, svømmer en lang tur i det dejligt kølige vand, mens jeg hele tiden er bange for, at nogen stjæler min taske imens. 
13.53. Cykler forbi den nye Kvickly, som jeg elsker, og køber mango og blommer. Og chips, cola og kattegræs. Overvejer at tage i Lergravsparken og læse lidt i min bog, men jeg har fået lidt for meget sol de sidste par dage, så jeg kører hjem til Jimmy i stedet. 
14.27. Er lidt træt ovenpå anstrengelserne, så jeg lægger mig på sofaen og bladrer lidt i en tegneserie. Spiser en blomme og nogle chips. Og en Happy Hippo fra Tyskland.
15.10. Sætter Neutral Milk Hotel på igen og fortsætter oprydningen. Det går helt godt. Bliver dog distraheret og begynder at pille plakater ned rundt omkring i lejligheden. Der skal et par nye op, og de andre skal flyttes, men lige nu ligger de alle i pres på spisebordet.

15.57. Bliver træt og kravler under dynen i sofaen igen. (Dyne i sofaen er OK, når man er alene hjemme!) Sætter Sherlock på, og ser de første tre kvarter af et afsnit, før jeg falder i søvn.
17.30. Vidunderlige middagslur! Efterhånden en sjælden gæst i mit liv, men en meget velkommen én af slagsen.
17.40. Fotograferer Jimmy. 

17.45. Laver aftensmad. Det er en af de der pastaretter, hvor man bare skal tilsætte vand. Den købte jeg også i Kvickly. Imens jeg spiser, ser jeg resten af Sherlock. 
18.50. Overvejer, om jeg gider vaske op. 
18.51. Vasker et par glas og en tallerken op. Så er jeg ligesom i gang.
18.53. Beslutter mig for at gemme resten af opvasken til i morgen. 
19.00. Ser et par afsnit af sjette sæson af Californication. Skal snart se syvende sæson sammen med Lærke, så jeg opfrisker lige hukommelsen inden. Der er godt nok meget sex. 
20.00. Falder over et frygteligt program på DR. 'Hvem var det nu vi var', hedder det. Jeg ser naturligvis det hele. 
21.00. Ser lige TV-Avisen også. 
21.25. Overvejer om jeg skal lave en helt ny karakter i Skyrim, eller om jeg skal geninstallere Age of Empires på min computer. Skal i hvert fald ikke sove de næste mange timer. 
21.35. Bliver distraheret af nuttede kattevideoer på youtube.
22.03. Begynder at skrive dette totalt meningsløse blogindlæg. Jeg ELSKER ferie.  

      

torsdag den 24. juli 2014

my darling it's the place to be

Mine billeder minder i øjeblikket faretruende meget om et regulært feriealbum, men ligesom jeg gerne deler mine dumme tanker, savnet til min mor og andre hændelser på den mørkere del af spektret, vil jeg også gerne vise alle de ting, der gør mig glad. Fotos fra en badetur nærmer sig det trivielle, men det er længe siden jeg har følt mig så tilfreds og afslappet, som da jeg flød rundt på ryggen i den vidunderligt smukke Eibsee - og det synes jeg er lige så vigtigt at dele som alt det dårlige.

Jeg er ikke den største vandhund i verden (min søster beskrev meget rammende vores barndoms sommerferier; hende plaskende rundt i poolen mens jeg sad i skyggen og læste en bog - og var keeeedelig), men jeg kan rigtig godt lide at bade i søer. De er ofte helt krystalklare, uden brandmænd, og så skal man ikke vade gennem lavt vand i evigheder, før man kan svømme rundt uden at ramme bunden. Eibsee var et pragteksempel på sådan en skovsø, og dens placering ved foden af Tysklands højeste bjerg, Zugspitze, trak bestemt ikke ned i den samlede oplevelse, der også indeholdt en halv times sejltur rundt mellem søens små øer.       
Der havde været lidt snak om en heldagstur til München, men som ugen gik blev temperaturerne bare ved med at stige, og udsigten til endnu en badetur var langt mere tillokkende end varm storby. Selvom Eibsee havde været en forrygende oplevelse, bød landskabet omkring Garmisch-Partenkirchen på mange flere smukke badesøer, så et par dage efter kørte vi mod den noget mindre Geroldsee, der ikke var helt så prangende, men lige så skøn at bade i. En bonde havde lige øjnet en mulighed for at score lidt penge på at eje grunden ned til søen, så denne gang måtte vi hoste op med to euro per mand for at nyde solen. Fair nok - til gengæld fik vi skygge til hunden og langt færre mennesker, og vi blev der lige indtil behovet for aftensmad ikke længere kunne ignoreres. 

onsdag den 16. juli 2014

I wanna shine on in the hearts of men

I mandags tog vi en lille udflugt til slottet Linderhof, som er det mindste af hele tre slotte som Kong Ludwig d. II af Bayern lod bygge i den sidste halvdel af attenhundredetallet. Det ligger ikke ret langt fra Garmisch-Partenkirchen, og vi kørte næsten lidt tilfældigt forbi. Planen var bare at gå rundt i parken i et kvarters tid, men der var vanvittigt overdådigt og smukt, og vi brugte flere timer på at udforske de små haver, fine statuer og flotte springvand.
Linderhof var også et lille stykke af OCD-himlen. Alting var ordnet, nusset og plantet millimeterpræcist, og selvom jeg også er glad for f.eks. vilde markblomster, giver det mig en ubeskrivelig tilfredshed at se noget så symmetrisk som det var tilfældet her.
Silke var som altid en overordentlig populær dame, hvilket kommer ret godt til udtryk på dette nederste billede. 'Sie hat zwei verschiedene Augen', hører man tit folk hviske, når vi er gået forbi - hvis de da ikke stopper op for at snakke med hende - og os. Her kommer min søsters tyskkundskaber til kort, og jeg er heller ikke glad for at rode mig ud i at forklare om dansk-svenske gårdhunde og huskys, så vores stakkels far må gang på gang fortælle om Silkes oprindelse.
 
Ham Kong Ludwig var i øvrigt en ret interessant fætter.  Han brugte alle sine penge på overdådige byggeprojekter (senere på ugen når vi forhåbentlig en tur til Neuschwanstein, der er ti gange så stort og endnu flottere - men her skal vi nok heller ikke indenfor - det er nogle af de få steder, hvor Silke ikke er velkommen), og så var han ret forelsket i Wagner. Han var super introvert og ville langt hellere snakke med en lokal bonde i stedet for at deltage i formelle arrangementer, og så døde han under mystiske omstændigheder som fyrre-årig. Han ville have været den kulørte presses yndlingsoffer, hvis han havde levet i dag!

lørdag den 12. juli 2014

change your ways while you're young


Jeg sidder i vores skønne ferielejlighed i Garmisch-Partenkirchen i det allersydligste Tyskland og ser VM-bronzekamp, efter to lange dage på de tyske motorveje med latterligt meget trafik. Min far havde været forudseende og bestilt overnatning til i går i gode gamle Bettwar, som vores familie har besøgt fem-seks gange tidligere, når vi har været på vej til Italien. 

Bettwar er virkelig et hul i jorden - men et superhyggeligt og meget charmerende et af slagsen med køer i stalden og mødding i garagen. Byen er så lillebitte at den ikke har gadenavne, så husene må nøjes med et nummer. Ved vores tidligere besøg har vi boet hos gamle Frau Killian i nummer enogtres, men denne gang rykkede vi ned til nummer tooghalvtreds på 'Gasthof Alte Schreinerei', hvor vi også altid plejer at spise vidunderlige schnitzler. Jeg tror ikke Frau Killian har ferieboliger mere, men hun var altså også ret gammel og sær sidst vi var der, og det var ni år siden.  Nu er der fyldt med Tysklands-lir på vores gamle balkon.
Jeg har nogle helt klare og tydelige minder fra Bettwar, selvom vi aldrig har opholdt os i byen i mere end en nat af gangen. For tretten år siden havde vi min veninde Louise med på ferie, og midt om natten låste Frau Killian sig ind på vores værelse, snakkede uforståeligt tysk og begyndte at støvsuge. Noget med en edderkop, tror jeg, men fandt aldrig rigtig ud af det. Året efter havde jeg været på efterskole og var begyndt at ryge, og Bettwar var stedet, hvor jeg fortalte mine forældre det - det var nødvendigt efter en lang dag i bil uden mulighed for liiiige at liste mig lidt væk. Min mor var IKKE begejstret, men hendes veninde stak mig en smøg og fortalte, at hendes søn altså havde røget i årevis, så min timing var upåklagelig. Nu er jeg stoppet med at ryge igen, min mor er desværre ikke med, og i går skete der ikke noget helt så mindeværdigt som tidligere, men det var stadig helt specielt at være tilbage i den skønne lille by i Taubertal.