fredag den 24. oktober 2014

with one deep breath and one big step

AaB vandt i går med imponerende 3-0 hjemme mod Dynamo Kiev i Europa League og leverede en af deres største bedrifter længe. Det seneste stykke tid har især én AaB-spiller været meget i medierne; nemlig den hjemvendte søn Nicklas Helenius, der har valgt at være hudløst ærlig omkring hvorfor udlandseventyret i Aston Villa blev en kæmpe fiasko. I en mandsdomineret og til tider hård fodboldverden er det albuerne først (eller knopperne på fodboldstøvlerne, om man vil), og der er nok ikke ret meget plads til svaghed, tvivl og usikkerhed hos de unge knægte, der i mange tilfælde er rejst direkte fra den trygge ungdomsklub til et nyt liv i et fremmed land uden at kende nogen. Efter bare et par måneder i England fik Helenius en irriterende mavebakterie, der ikke rigtig ville slippe ham igen, og snart fulgte et halvt års helvede med støt stigende dødsangst, søvnbesvær, depression og selvmordstanker. Jeg er så glad for, at han har valgt at dele sin historie med hele fodbolddanmark, for psykiske problemer er langt fra hverdagskost på mediernes sportssider - selvom fodboldspillere kan rammes lige så let som alle andre. Hvis du vil se interviewet, der gav mig en klump i halsen og våde øjne, kan du klikke lige her eller læse her. Nu er han tilbage i Aalborg, far til tvillinger og meget, meget gladere. Det gør også mig meget glad. 

Det er ikke første gang, at en AaB-spiller bryder tabuer. Tidligere i år kunne man i en meget rørende artikelserie i Jyllandsposten, som man desværre skal betale for at læse, opleve anfører Thomas Augustinussen (min søsters mangeårige favorit og også en af mine yndlinge) fortælle åbent om sin fars selvmord. Det gør kun min kærlighed til AaB-drengene endnu større, for de er altså en bunke enormt sympatiske knægte med begge ben solidt plantet i den jyske muld; de passer godt på hinanden, og de er ikke bange for at tabe ansigt og snakke om alt det svære. Mere åbenhed om psykisk sygdom er vejen frem!
Til gengæld vil jeg gerne bytte med Knæk Cancer-ugen, som jeg snart ikke kan overskue at høre mere om. Forstå mig ret - det er selvfølgelig en rigtig god og vigtig kampagne, og man skal nok være temmeligt afstumpet for decideret at have noget imod initiativet, men jeg orker bare ikke at høre mere om kræft lige nu. Det er naturligvis min helt egen, subjektive holdning, der er ret præget af min mors død for to år siden, men min dødsangst på egen og andres vegne bliver altså ikke mindre af at få smækket '1 ud af 3 danskere får kræft' i hovedet, hver gang jeg tænder fjernsynet. Og så er jeg virkelig ikke glad for hele denne fighter-retorik. Selvfølgelig er det fantastisk, når folk kan erklære sig sygdomsfri, men min mor døde altså ikke, fordi hun ikke kæmpede nok. Der er ikke tale om, at min mor 'tabte kampen mod kræften'. Hun blev ramt af en lortesygdom, hvor der overhovedet ikke var noget at stille op, og så kunne hun have kæmpet herfra og til månen, for det ville ikke have gjort nogen forskel overhovedet. Jeg håber I bærer over med mig og kan gennemskue, at selvom jeg ikke kan snakke objektivt om dette ømtåelige emne, synes jeg stadigvæk at både indsamlingen og det store fokus på kræft er vigtig og rigtig. Og sådan gik det til, at et billede af Nicklas Helenius optrådte i samme indlæg som et billede af min mor.    

søndag den 12. oktober 2014

I wish I could save her in some sort of time machine

Jeg tænker ret meget på min mor for tiden. I perioder kommer det bare helt af sig selv, og selvom hun altid fylder meget i min bevidsthed, fylder hun endnu mere i disse uger. Det handler nok om, at det er blevet efterår igen, og at oktober og november for to år siden var så forfærdelige og fyldt med sygdom, tårer og min mor, der så hurtigt forsvandt. Jeg har lyst til at skrige over, at der allerede er gået to år, for sådan føles det bare overhovedet ikke, og jeg bliver lidt panisk over at tiden - og min mor - forsvinder mellem hænderne på mig. Og i øjeblikket er det kun alt det dårlige, der popper op i min bevidsthed; sygehuset, da lægen overbragte den totalt uforståelige besked, min mor, der har det skidt i en hospitalsseng på en alt for lille, overfyldt stue, hvor jeg ikke kan gå nogen steder hen med min sorg, og hvor absurd det var at bo næsten to uger på en palliativ afdeling og bare vente på, at min mor skulle dø. Jeg er træt af, at det er de sidste ti uger i min mors liv, der får lov til at fylde mest, når der nu er så mange andre vidunderlige, trygge og gode uger at tage af. Dem kan jeg heldigvis godt tænke på normalt, men i øjeblikket er det ret tit forgæves, når jeg prøver at fremmane alt det gode, og jeg finder mig selv rode desperat rundt i minder fra juleaftener og fødselsdage, uden helt at kunne bryde overfladen og finde det jeg søger. Det hjælper lidt at kigge på gamle billeder; jeg får stadig en knude i maven og tårer i øjnene, men det er bedre at savne hende dybt og inderligt end konstant at blive konfronteret med måden hun forlod os på. 

Selvfølgelig har jeg det bedre, end lige da hun var død. Jeg har det også bedre end sidste år på denne tid, sådan helt generelt. Men det er to skridt frem og ét tilbage, og jeg ville altså ønske at jeg selv kunne vælge, hvilke minder om min mor der skal være mest dominerende i min bevidsthed. Det er generende for mig, at mindet om hendes allersidste åndedræt pludselig og uden varsel popper op i mine tanker, når jeg hellere bare vil tænke på hende værende glad, levende og min mor. Jeg savner hende så meget.  

lørdag den 11. oktober 2014

Stephen King - Mr. Mercedes

Mr. Mercedes er den nyeste udgivelse fra Stephen Kings produktive hånd; stadigt så ny, at jeg ikke så den oversat til tyrkisk og - alt efter hvordan man tæller - forfatterens roman nummer syvoghalvtreds. Med en så imponerende udgivelsesrække kan de ikke alle sammen være lige gode, og selvom denne thriller ikke er decideret dårlig, kunne den godt være blevet i bunden af skrivebordsskuffen. Heldigvis er selv en halvdårlig King-thriller bedre end det meste andet i genren, tempoet i bogen fejler ingenting; og Kings opbygning af karakterer er stadig eminent, omend grænsende til det stereotype i denne bog. Til sidst blev den faktisk en regulær pageturner for mig, og det var svært at slukke lyset over sengen i værelset, jeg delte med min søster i Tyskland. Ikke på grund af uhyggefaktoren i bogen, der er nærmest ikke-eksisterende, men fordi den faktisk blev enormt spændende. Jeg tror dog det er en bog, der vinder meget på at blive læst i løbet af et par dage - den er som de fleste bøger helt klart bedst, når de tidligere sider er friske i hukommelsen.

Monsteret i Mr. Mercedes er ikke en af dem fra kloakristerne eller det ydre rum, men derimod en helt anonym ung mand, der dog ikke er mindre uhyggelig af den grund. En af Kings forcer er at beskrive, hvordan den helt almindelige nabo i virkeligheden kan være en sindssyg sadist, og mange af hans mest ubehagelige historier udspringer af denne dagligdags horror. Mr. Mercedes forbliver ikke anonym for læseren ret længe, men det er et bekendtskab man måske helst ville have været foruden. Brady Hartsfield er nærmest en kliché-agtig definition på uskadelig fremmed - uden at spoile har han en meget tillidsvækkende funktion i samfundet, men ikke desto mindre er han også manden bag rattet i den Mercedes, der en tidlig morgen torpederer en gruppe af arbejdsløse, der venter foran et jobcenter. Selvom han dræber mange og sender chokbølger gennem samfundet, har han endnu større planer, og det er op til den pensionerede detektiv Bill Hodges at afsløre og  stoppe ham. 

Bill Hodges er definitionen på en 'retired cop' - i mit hoved ligner han en lidt ældre udgave af Sam Healy fra Orange Is The New Black. Han bruger sine dage på at se dårligt fjernsyn, spise junkfood og ærgre sig over, at han ikke fangede Mr. Mercedes inden han gik på pension året inden. Da han en dag får et drillende brev fra morderen, der tydeligvis har overvåget ham, beslutter han sig for at sætte efter ham - alene. Og det er altså lidt irriterende. Jeg ved godt, at der ikke rigtig ville være en historie, hvis Bill bare gav brevet videre til sine buddies på politistationen, men det virker altså lidt utroværdigt. Det bliver endnu værre som plottet skrider hastigt frem - på et tidspunkt er det direkte åndssvagt, at han ikke bare beder om hjælp. Hans kærlighedsaffære med den meget yngre og lækre søster til et andet offer er også så klichéfyldt, at det næsten er uudholdeligt; også selvom det tydeligvis er bevidste nik til detektivgenren fra Kings side. Portrættet af Brady Hartsfield derimod er både skræmmende og overbevisende, og han er straks lidt mere interessant at følge.   

Mr. Mercedes er ifølge Stephen King den første i en trilogi om Bill Hodges, hvilket for mig ikke er sindssygt ophidsende nyheder, da jeg til enhver tid hellere vil have to romaner med helt friske historier og karakterer. Hvis historien og karaktererne havde været lige så spændende og rørende som 'The Dark Tower'-serien, havde jeg nok set lidt mere frem til de næste udgivelser om Bill Hodges, men efter Mr. Mercedes er jeg mest bare mildt skuffet. 

fredag den 10. oktober 2014

breaking my back just to know your name

I Istanbul kom vi helt tilfældigt forbi et spændende bogmarked med et hav af mærkelige bøger, gamle magasiner og skjulte skatte. Langt de fleste bøger var naturligvis på tyrkisk, men jeg nød alligevel at gå rundt og bladre lidt hist og pist - især i de mange Stephen King-udgivelser med for mig nye forsider og fremmede navne. Flere af sælgerne kunne tydeligvis ikke forstå min fascination af King-bøgerne - de ville meget hellere vise mig noget underlødigt, engelsksproget chick-lit, men jeg endte med at gå tomhændet derfra, hvilket jeg både er stolt af og har inderligt fortrudt. Jeg er stolt af det, fordi jeg ikke skal slæbe mere ragelse ind i lejligheden, og jeg har fortrudt det, fordi jeg nu alligevel gerne vil have en tyrkisksproget King-roman stående i samlingen.

Turen til Istanbul kickstartede også min læselyst, der ellers har været forsvundet lidt i  arbejde, venneaftaler og ikke mindst mængden af gode film og spændende tv-serier. I går brugte jeg det meste af min fridag på sofaen med Murakamis 'Blind Willow, Sleeping Woman', og jeg måtte flere gange stoppe op for at skrive et par virkeligt gode sætninger ned, for det er længe siden, jeg har følt så stor glæde ved at læse. Murakami er så rammende  i sine beskrivelser af mennesket, og de to oversættere har gjort et kæmpe stykke arbejde ved at gøre værket så levende på engelsk. I dag har jeg også fri, men jeg kan ikke bruge hele dagen med næsen i bogen; i næste uge får vi besøg af min far og min søster, og lejligheden trænger til en kærlig hånd eller to.   

onsdag den 8. oktober 2014

I only want to be the centre of your attention

Der er katte overalt i Istanbul. OVERALT. Lige da vi ankom, blev jeg lidt nedtrykt over antallet af herreløse katte, men efter et par dage i byen synes jeg faktisk, at både katte og mennesker får det bedste ud af en nederen situation. De fleste katte hørte trods alt til et sted, og dem der ikke gjorde, blev som oftest ikke smidt væk, hvis de havde fundet nogle gamle blade at ligge på. Flere steder bliver de også fodret af de lokale, og der var kun et par af kattene der var alarmerende tynde - og kun en enkelt med et sår. Det gør kattedamen her rigtig glad! Og så er katte altså bare så afsindigt seje - hvor blæret er det ikke at ligge midt på en café og sove dybt og trygt, helt uden at ænse alle de mennesker, der pibler forbi lige ved siden af. 
En meget smuk port gemt lidt af vejen på den største gågade, Istiklal, ledte os ind til Kattenes Paradis. I virkeligheden var det en begravelsesplads for nogen, som jeg ikke liiiige fik navnet på eller historien om, men nu er det yndlings-hang-out-area for mindst tyve katte. De så alle sammen ud til at have det ganske fint, og de eneste der generede dem, var de  især kvindelige turister (mig selv inkluderet), der overfotograferede dem hver gang vi kom forbi.

I aften er det min egen lille kattemand Jimmy, der skal overdynges med snacks, opmærksomhed og leg, for de sidste par dage har jeg ikke været ret meget hjemme. I går var jeg inviteret på tårefremkaldende stærk og lækker chili con carne samt Twin Peaks-hygge hos en af mine allerbedste kollegaer sammen med seks-syv andre fra arbejdet, og det blev lidt sent, inden jeg kom hjem. Nogle gange har jeg været lidt træt af mig selv, fordi jeg ikke har fundet et relevant studiejob i stedet for at blive i det velkendte og trygge, men så kommer jeg til at tænke på alle de gode mennesker, jeg har mødt på mit arbejde igennem de sidste mange år. Den første november er det faktisk ni år siden jeg startede som juleassistance derinde; en genert, tyveårig jyde, der lige var ankommet med firetoget, og som på grund af arbejdet fik den allerbedste omgangskreds, nogle af mine bedste venner overhovedet og - efter et par år - også min kæreste. Bevares, der har da også været et par brodne kar hist og her, men generelt er min chef ret god til at spotte musikinteresserede unge mennesker, der passer godt ind på holdet.   

fredag den 3. oktober 2014

heaven ain't close in a place like this

Rectify er historien om den nogle-og-tredive-årige Daniel Holden, der har siddet på death row i nitten år for at have voldtaget og myrdet sin dengang sekstenårige kæreste. Nye DNA-beviser peger på andre aktører i forbrydelsen, og sagen mod Daniel er ikke længere stærk nok til at holde ham fængslet, så da vi møder ham, er han lige blevet løsladt og skal vende tilbage til livet hos sin familie i det lille samfund i Georgia, der stadig er splittet i spørgsmålet om Daniels skyld. Skyldsspørgsmålet fylder naturligvis også meget hos seeren, men man tager sig selv i at glemme det i perioder i takt med at relationerne mellem karaktererne udvikles, og på en eller anden måde er det slet ikke så vigtigt.

Rectify er en full-blown dramaserie uden zombier, stofmisbrug, aliens, (ret meget) politi eller andre forstyrrende elementer, så skuespillet kommer automatisk mere i fokus, hvilket serien heldigvis sagtens kan bære. Der er fremragende skuespilpræstationer over hele linien, der får lov at udfolde sig endnu mere, fordi pacingen er så afsindigt langsom. Det er uden tvivl den mest stenede serie, jeg nogensinde har set, men det er i dette tilfælde absolut positivt ment. At se Daniel (spillet mesterligt af den for mig ukendte Aden Young) reagere på og forundres af verden omkring ham er noget af det mest tilfredsstillende tv meget længe, og en af de klare fordele ved et ikke plot-drevet manuskript. Serien handler mere om små øjeblikke og samtaler, end om vejen mod et klart defineret mål. Der er især en helt fantastisk scene i et kæmpestort supermarked, hvor Daniel falder helt i staver foran en fjernsynsvæg, der alle viser et actionfyldt naturprogram. Jeg er virkelig kommet til at holde af Daniel, der med sit altid rolige, ærlige og velformulerede - omend lidt distancerede - væsen er en karakter, der alt for sjældent er hovedpersonen på skærmen.

Daniel er ikke den eneste sympatiske rolle i Rectify; jeg blev også hurtigt glad for hans stedbroders unge kone Tawny, der er religiøs på en så umiddelbar og åben måde, at det slet ikke virkede irriterende eller forceret. Da han vender hjem, er hun den første til at have en rigtig samtale med ham, og de udvikler hurtigt et stærkt bånd, der fører mange rørende samtaler med sig. Ligesom i Daniels tilfælde kendte jeg ikke skuespilleren i forvejen, hvilket nok forstærker fornemmelsen af autencitet, og jeg sidder ofte med følelsen af at have overværet en meget privat samtale - hvilket også skyldes det lettere vilkårlige element i disse samtaler; i Rectify får vi ikke kun serveret de mest spændende og plotdrevne dialoger, men også ganske almindelig, dagligdags snak.

De mange flashbacks til tiden i fængslet er også enormt stærke. Især samtalerne med knægten i nabocellen, den afroamerikanske Kerwin, er voldsomt rørende. Jeg læste i en anmeldelse, at en af seriens forcer er dens evne til at vise den fine uromantiske kærlighed - en dyb og ægte hengivenhed til en ven eller et familiemedlem kan være lige så stærk som den romantiske udgave, der ikke spiller helt så stor en rolle i Rectify. Kerwin ved, hvornår han skal dø, hvilket er ret ubehageligt at tænke på - både for ham selv, Daniel og for os. Det ubehagelige, triste og voldsomme spiller i det hele taget en stor rolle i serien, må jeg hellere understrege; det er altså ikke kun sjov og ballade at lade en morddømt gå rundt i et lille samfund, hvor alle kender alle, hvor stedbroderen er sygeligt jaloux, hvor politichefen er venner med en af de dengang med-mistænkte, og hvor de efterladte igen bliver konfronteret med det tab, de har brugt så mange år på at bearbejde. 

Rectify får mine varmeste anbefalinger, og jeg glæder mig virkelig meget til tredje sæson. Især efter sæsonafslutningen, der både fik mig til at tude lidt mens den også var en cliffhanger af dimensioner. 

torsdag den 2. oktober 2014

a life before doubt

Den flotte, unge fyr på billederne er min seje far, og han har fødselsdag i dag. På de sidste tre billeder er han omtrent lige så gammel, som jeg selv er nu, hvilket jo er helt absurd at tænke på. Om et par uger kommer han og min søster på besøg i fire dage, og jeg glæder mig helt usigeligt til at fejre min far, hygge i lejligheden, spise god mad og køre lange ture. I dag har han vist lidt travlt, men der bliver heldigvis lige tid til eftermiddagskaffe med nogle gode venner.