tirsdag den 30. december 2014

like whoa what was that then

Som tidligere nævnt var dette års gavehøst helt formidabel. Billederne er lidt halvdårlige, men jeg var nødt til at udnytte lyset, og jeg kan vel næsten ikke tillade mig at klage over for meget dagslys. Jeg er så glad for alle gaverne - der er ikke en eneste der skal byttes, og de kommer alle fyldt med kærlighed fra afsenderen. Jeg vil tænke på min far, når jeg står i køkkenet og skal hakke og stege (og når jeg læser alle bøgerne, ser filmene, beundrer Totoro-puden osv.), jeg vil tænke på min søsters dyr, når jeg skal tage varme ting ud af ovnen og tørre ting af, og sammen med min kæreste skal jeg på eventyr på fire hjul. Min søster selv har givet mig en helt fantastisk gave, der fortjener sit helt eget indlæg, og Jimmy har foræret mig en dejlig hovedpude, der allerede er taget i brug. Katten var dog noget mere nærig da det kom til min kærestes gave (en t-shirt med Mouse Rat), så det må vi lige have snakket med ham om.

Min far var ude i tilpas god tid til at få Maren til at signere mit eksemplar af Den Lyse Side. Selvfølgelig vil jeg altid foretrække at møde forfatteren til en bogsignering, men det her er nu den allerbedste erstatning, og signeringen er så fin. Bogen er enormt rørende, og jeg er endnu engang virkelig imponeret over, hvor meget hun kan få ud af så enkle streger. De andre bøger er jeg også enormt glad for - prøver at skære lidt ned på de ting, jeg kan låne på biblioteket (prøver er nøgleordet), men lige netop denne stak hører jo hjemme i min samling. 

onsdag den 24. december 2014

just waiting for the sun to set

 Kartoflerne er skrællet, mandlerne er smuttet (ok, det er faktisk løgn. Jeg kunne ikke smutte en eneste, men har møjsommeligt pillet hver eneste lille lortemandel, indtil mine fingre var helt rynkede og klamme), hesten er puttet, anden er i ovnen og vi har været på rundtur til diverse kirkegårde og hilse på resten af familien. Jeg holder mig fra vigtige arbejdsopgaver som sovsen og borddækningen, og derfor kan jeg lige flade ud en halv times tid inden det går løs. 'Går løs' er måske også så meget sagt, eftersom jeg får verdens mest afslappede juleaften kun med min far og søster - vi spiser, når maden er færdig, vi besøger mor på kirkegården inden risalamanden, og gaverne bliver åbnet, når  vi ikke længere er ved at sprækkes. Rigtig glædelig jul til jer alle!

onsdag den 17. december 2014

gotta let the night have dawn

Nu har jeg faktisk fået gang i julehyggen! Min kæreste og jeg så Elf i går, og jeg var ved at blive kvalt i en hjemmelavet havregrynskugle, da sneboldkampen i parken igen fik mig til at grine helt hysterisk. Og ja - en hjemmelavet havregrynskugle! Det har vi også haft tid til (skulle vi også helst, eftersom det tager omkring ti minutter at rulle sådan en stak), og det har gjort aftenerne endnu hyggeligere. Arbejdsdagene er lige blevet lidt længere - gerne en ti-elleve timer nu - men derinde forsøger vi også at julehygge lidt med slik og konkurrencer (ikke julemusik. Aldrig julemusik.) I morgen har jeg FRI, og det bliver vidunderligt at sove lidt længe for en gangs skyld. Så skal de sidste gaver pakkes ind; jeg skal hente en pakke på posthuset, og så skal jeg ellers ligge på sofaen og hygge med Kristinas fine bog. 

mandag den 15. december 2014

it's a yearning that you can't ignore


Denne omgang chips til anmeldelse er en god, rodet bunke, jeg har samlet ind over det sidste halve års tid. De første er en limited edition-pose fra Lays med smag af 'french garlic baguette', og det var en lille positiv overraskelse fra en af mine yndlingsproducenter af chips. Smagen er ikke voldsomt gennemtrængende, og det er lækkert med antydningen af hvidløg. Selve chippen er lige en lille smule tykkere end deres classics (måske er det noget jeg bilder mig ind), hvilket resulterer i en god tyggeoplevelse. Overordnet set er jeg ret tilfreds med denne variant (der vist allerede er forsvundet fra hylderne igen), selvom det ikke er en pose, man fråder det hele af i ét hug. Otte ud af ti pringlesrør.    
Da jeg for snart hundrede år siden besøgte mine venner i Malmø, gik det op for mig, at Sverige er et fremragende chipseland. Jeg har tidligere brokket mig lidt over, at et land som Tyskland - landet med de tusind chokoladevarianter - ikke har et større og mere spændende udvalg i chips, men ind fra venstre kom altså Sverige med et væld af ukendte mærker og varianter. Derfor er det måske liiiidt kedeligt, at de eneste jeg har at vise er en kæmpe pose 'Sourcream & Peppar Chips', men jeg synes posen så enormt indbydende ud. (Spiste i øvrigt også en pose færdigpoppede popcorn med ostepulver. Fik ikke taget et billede, men er heller ikke helt sikker på at de kvalificerer sig til testen.) Chipsen skuffede heller ikke - dejligt store, bølgede, tykke chips med masser af smag - og en god smag, hvor peberet dominerede. Syv ud af ti pringlesrør. 
Jeg har ikke ret meget at sige om Pulled Pork-varianten fra Kims. Selve chipsen er den klassiske riflede variant, mens smagen egentlig bare er en mindre sød udgave af barbecue-varianten, som jeg ikke har anmeldt og heller ikke er specielt vild med. Smagen er også for markant til at de kan bruges som tilbehør til mad, hvilket jeg ellers er stor fan af. Måske er de gode i en skål til en fest, men det kan ikke blive til mere end fire ud af ti pringlesrør fra mig.  
Jeg er normalt ikke så meget til ketchup, og når jeg en sjælden gang spiser det, skal det helst være den fra Beauvais. Den billige ketchup holder jeg mig langt fra, selvom det oftest er den, vi har stående i køleskabet. Min kæreste mener nemlig ikke, at der er nævneværdig forskel på kvaliteten på de kendte mærker og den billige fra fakta, og på det punkt bliver vi nok aldrig enige. Det skulle dog ikke afholde mig fra at prøve Lays-varianten med smag af Heinz-ketchup, og det er jeg virkelig glad for, at jeg gjorde. Den smager af meget, er syrlig og sprød på den helt rigtige måde, og Lays kartoffelchips er generelt altid af virkelig høj kvalitet, så denne pose er faktisk endt i min indkøbskurv et par gange siden jeg først smagte på dem. Jeg synes ikke, at de specifikt smager af Heinz-ketchup, og de dufter i hvert fald mere af eddike end af ketchup, men gode er de. Ligesom testens første Lays-pose er denne variant muligvis også en limited edition-udgave, desværre, men det afholder mig ikke fra at give dem otte store pringlesrør. 
Sidste pose i denne omgang er en gave fra min veninde Simone, der også bidrog til morskaben i forrige runde af anmeldelser med en Lays-variant fra Vietnam. Denne gang har hun været et smut i Irland og hjembragt en lille pose af disse giftigt udseende 'Meanies'. Selve snacken er puffy små udformninger af de små djævle på posen, og de smager faktisk som lovet af... noget syltet. Jeg er ret vild med smagen, og den lille pose var helt perfekt i størrelsen, for de var lidt stærke. Selvom 'Meanies' ikke er en kartoffelsnack, indgår den stadig i bedømmelsen, og opnår en fin karakter på syv ud af ti pringlesrør.  

lørdag den 13. december 2014

Sons of Anarchy

Det er efterhånden blevet en tradition for min kæreste og jeg at tage hul på en ny tv-serie når juletravlheden melder sig, for vores arbejdsdage er lange, og om aftenen er der ikke energi til meget andet end udfladning på sofaen, hygge med Jimmy og en serie på skærmen. I år har vi været godt forsynet med de allerede kørende The Walking Dead, American Horror Story, South Park og American Dad, og for to år siden så vi den fremragende sci-fi-serie 'Battlestar Galactica.' Sidste års serie var 'Sons of Anarchy'. og vi snuppede seks sæsoner på to måneder. Dette efterår har budt på syvende og sidste sæson, og i tirsdags løb den 77-minutter lange sæson-og seriefinale over skærmen.

'Sons of Anarchy' har aldrig lovet at være andet og mere end god underholdning, og det er lige præcis det, min trætte hjerne har brug for efter en lang dag. Velspillede og rørende dramaserier som mine favoritter 'Six Feet Under' og 'Friday Night Lights' kan næsten være for meget, når man er helt udmattet og letpåvirkelig, og de sørgelige scener går lige i hjertet. Derfor har en serie om en motorcykelbande i Californien været helt perfekt timet, og jeg har virkelig været godt underholdt, men med lidt andre forudsætninger end normalt. Jeg har forventet lidt mindre af SOA, jeg har tilgivet plothuller, jeg ikke ville acceptere i andre serier, jeg har rystet på hovedet af sæson fem og seks, der var helt unødvendige - men så kom syvende sæson med gode skuespilpræstationer og en historie, der faktisk var enormt spændende. Efter så mange timer i selskab med disse ofte usympatiske mænd, gik det op for mig, at jeg alligevel er begyndt at holde af et par stykker af dem.
Juice, spillet af Theo Rossi
Hovedpersonen er den unge Jackson 'Jax' Teller, spillet af Charlie Hunnam, og som vicepræsident i en motorcykelbande gør man bare nogle ting, jeg ikke synes er så fede. Flere af medlemmerne i klubben har ved seriens afslutning vel et sted mellem tredive og halvtreds menneskeliv på samvittigheden hver (i øvrigt er der et helt vanvittigt bodycount i serien set over alle syv sæsoner, og det er helt ufatteligt urealistisk, at politiet ikke er mere involverede end de er), men man lærer hurtigt, at the bad guys ikke er andet end netop det, og de mange unaturlige dødsfald er til sidst ikke så chokerende. Hvor tåbeligt det end lyder, er medlemmerne af SOA for det meste fremstillet som nogle interessante, sjove og sympatiske mennesker, og på trods af de ret psykopatiske tendenser, blev jeg faktisk rigtig glad for både ireren Chibs og sødeste, sødeste Juice, der har gået så grueligt meget igennem.

Det har de faktisk alle sammen. Gået grueligt meget igennem, altså. Syv sæsoner er to-tre for mange, og de evindelige bandekrige om stoffer og guns og damer blev hurtigt trættende. Til sidst var det næsten umuligt at holde styr på, hvem der var i ledtog med hvem og hvorfor, og det virkede også ret ligegyldigt. Der skal selvfølgelig være nogle beefs og nogle blærede biljagter og slåskampe, men alt med måde. Langt mere interessant var det at se medlemmerne begå sig i det lille lokalsamfund og forsøge at balancere familielivet med deres noget usædvanlige livsstil. Præsidenten i klubben er Jax' stedfar Clay, spillet af en uhyggelig Ron Perlman, og moderen Gemma er spillet af Katey Sagal (hende fra 'Married With Children). Hun er tilfældigvis også gift med skaberen af serien, Kurt Sutter, og derfor får hun alt, alt for meget skærmtid i forhold til hvad hendes rolle kan bære. Hun er simpelthen så sindssygt irriterende, men deres familierelation er alligevel et af seriens bærende elementer.
Syvende sæson var en god blanding af indviklede bandeforhold, enormt rørende storylines og - ikke mindst - en fantastisk gæsteoptræden af Marilyn Manson, der (selvfølgelig) spiller en virkelig badass nazist-agtig type, som Jax og Juice stifter bekendtskab med i fængslet. Der skulle bindes sløjfe på hele syv sæsoners drama, intriger og løse ender, og det synes jeg altså, at seriens skabere klarede meget godt. De sidste tre afsnit var meget intense, voldsomme og sørgelige (så meget for bare at være en underholdende actionserie), og jeg er glad for, at jeg var med til det sidste, for det var en værdig og god afslutning. Sons of Anarchy holdt hvad den lovede og kom i mål, selvom den tog et par unødvendige detours undervejs. 

Det er allerede blevet meget langt, og jeg har egentlig ikke indtryk af, at SOA er en specielt populær serie, men her til sidst vil jeg alligevel lige snakke frit om et par ting, så det følgende indeholder spoilers. For det første: Juice. Stakkels Juice, der blev voldtaget og slået ihjel af Marilyn Manson, der var uhyggeligt skræmmende. I det mindste var det sidste nogenlunde barmhjertigt udført - hvis man på nogen måde kan bruge dét udtryk om et mord - men jeg er så ked af, at Juice ikke fik mulighed for at få et godt liv et sted laaaangt væk fra Sons. For det andet: Gemma. What the fuuuuck, en usympatisk kælling. Der er bare ingen undskyldning for at drukne Tara og stikke hende i hovedet med en stegegaffel. For det tredje: Jax. Jeg finder det lidt dobbeltmoralsk, at det er okay for Jax at begå selvmord, men ikke for Juice. Slutningen var ellers ganske fin, omend på kanten af det platte med billedet af de frie krager, der flyver væk og den lidt for åbenlyse henvisning til Jesus med både udstrakte arme og det efterladte brød og vin på asfalten. Jeg startede med at holde af meget af Jax, men endte med at finde ham både utilregnelig og usympatisk, hvilket er en modig vej at gå for seriens skabere. På den anden side måtte det jo ske - ligesom Walter White, Dexter Morgan og Tony Soprano måtte Jax Teller sande, at man ikke både kan have et normalt familieliv imens man er ultrakriminel.  

søndag den 7. december 2014

when I picture you I think of your smile

På et tidspunkt i nat var det to år siden min mor trak vejret for sidste gang, blot nogle få måneder efter vi fik den chokerende melding om den uhelbredelige kræft, der allerede havde spredt sig uhyggeligt meget og hurtigt forvandlede min mor til en skygge af sig selv. De sidste ti dage af hendes liv var hun ikke ved bevidsthed, men min far, søster og jeg var ved hendes side hele tiden; vi spiste, sov, græd og grinede på den palliative afdeling på Farsø Sygehus og fik en slags bizar hverdag op at køre. Nogle dage græd vi fra morgen til aften, andre dage gik vi i bycenteret og kiggede på julepynt i Rema1000, og der var ingenting der gav mening. Verden udenfor var klædt i hvidt, og jeg så begivenhederne gennem et sløret filter i den tid. Det var en voldsom oplevelse at se min mor dø, og det kan stadig påvirke mig meget, men som jeg næsten lige har skrevet om, er de fleste dage gode nu. To år er lang tid og ingen tid.

I løbet af det sidste år har jeg savnet mere end sørget, men for nogle måneder siden tillod jeg mig selv at tænke mere over hvad der er sket med min mor, efter hun er død. Indtil da kunne jeg godt lide at forestille mig, at hun befinder sig i en slags himmel sammen med min mormor og morfar og Froy, og at jeg vil se hende igen engang. Den forestilling stemmer bare ikke helt overens med det, jeg i virkeligheden tror på - at døden er endestationen, og at der ikke sker mere når ens hjerte er holdt op med at slå. Selvom jeg selvfølgelig har tænkt de tanker før, fulgte jeg dem helt til dørs denne gang, og erkendelsen var lidt som at miste min mor en gang til. Det er svært at forklare, men det var en ret voldsom mavepumper, der gjorde mig enormt ked af det i et par uger. Nu er jeg vendt tilbage til forestillingen om en slags genforening efter døden - ikke som et desperat ønske, men som et rart drømmescenarie, for vi ved jo ikke hvad der sker når man dør - og det gør vel ingen skade at håbe lidt. Hvis det hele alligevel bare lukker og slukker til sidst, kan det jo være lige meget at jeg har brugt lidt af mit liv på at drømme om at snakke med min mor igen. 

Det blev lidt heavy, men året har som sagt mest budt på de gode minder - også de helt konkrete og fysiske af slagsen. Min mor var enormt god til at købe gaver til mig; hun vidste lige, hvad jeg godt kunne lide, og hun har foræret mig halvdelen af de strømper, knæstrømper og strømpebukser jeg har i mit skab - og det er altså ikke så få. Hun var så god til at passe på sit eget og vores tøj; da jeg boede hjemme kunne mine kjoler og t-shirts holde i årevis trods flittig brug, fordi hun altid vaskede dem. Nu bliver mit tøj langt hurtigere nusset og hullet (jeg vasker aaaaaldrig tøj i hånden mere), og jeg har været lidt i panik over at komme til at slide arvestykker og gaver op. Løsningen har været at tage dem lidt ud af rotation og kun bruge mor-strømperne ved særlige lejligheder. Når jeg har dem på, føler jeg mig lidt nærmere hende, og derfor har jeg selvfølgelig et par på i dag. Jeg mangler, savner og elsker min mor - og jeg håber, at jeg får hende at se igen en dag.