fredag den 31. januar 2014

I will be sitting around doing nothing

På nuværende tidspunkt, hvor vi har været tilbage i lejligheden på Amager i lige præcis to døgn, havde jeg gerne set, at jeg havde postet to fine og lange blogindlæg, vasket mindst seks vaske, snakket med min far i timevis om vores eventyr, puttet med Jimmy og måske set en veninde eller to. Jeg har kun puttet med Jimmy. Efter to helt uproblematiske uger med en helt anden mad-og bakteriekultur, blev vi øjeblikkeligt fældet af en hardcore madforgiftning fra en kinagrill på Amager et par timer efter hjemkomsten. Sweet. I dag har jeg endelig kunnet spise lidt yoghurt, men ellers bruger jeg mest tiden på at ligge savlende og svedende i min seng. Vi ses på den anden side.

tirsdag den 28. januar 2014

come in my cave and arrest me for my mistakes

 Lige udenfor Cabarete, hvor vi bor (indtil i morgen, suk), ligger en af øens mange nationalparker. Der bliver virkelig gjort meget for at bevare den smukke natur, og resultatet er et grønt og frodigt land, i modsætning til øens anden halvdel Haiti, der er næsten helt gold og bar. Der var et par kilometer derud - vi gik, for det er nu engang den bedste måde at få oplevelser på, og på vejen kom vi forbi nogle af de mere autentiske kvarterer i byen (i modsætning til den turistede hovedgade). Min kæreste fik endelig prøvet en 'Kola Real', som de reklamerede for alle steder, men han var kun semibegejstret. Bedre var den iskolde vand, som jeg helt uhørt valgte over en almindelig cola. Så er der varmt! Ved indgangen til parken tog Marcos imod os; en meget veltalende ung fyr, der tydeligvis elskede sit job og naturen, og vi gik rundt i et par timer sammen med ham og et enkelt andet par, og vi fik lov til at bære flotte, gule hjelme på hele turen - også når vi bare gik rundt i skoven. Fedt.
Marcus vidste en masse om de forskellige planter, og delte ivrigt ud af sin viden, men hovedattraktionen var nok de tre dybe grotter, hvoraf én var en meget smuk drypstenshule. Trapperne var sindssyge, og der var slet ikke køligt i grotterne, så sveden drev af os. Især mig, åbenbart, Marcus følte i hvert fald trang til at kommentere: 'You are sweating a lot'. Tak, makker. Fedt, at du lige fik pointeret dét. Men han havde ret - se bare mit fedtede fjæs. I grotterne lå smukke sommerfuglevinger overalt, for det er hjemsted for en stor koloni af flagermus, og der var også små, larmende frøer. Øen har ikke store pattedyr, men i stedet mange reptiler og fugle, som vi også fik set nogle stykker af. Det er ret specielt at se kæmpestore ørne kredse rundt over junglen - i hvert fald for lille mig, der aldrig før har været uden for Europa. Vi vendte tilbage til nationalparken et par dage senere til en afslappende tur i en robåd, men mere om det en anden gang. Nu skal jeg nemlig pakke, for i morgen skal vi desværre hjem. 

søndag den 26. januar 2014

sometimes silence is the sweetest song

På en eller anden måde synes jeg næsten det er lidt pinligt at fortælle om, men samtidig må jeg simpelthen også holde op med at være så snobbet - så her er billeder fra en RIGTIG turistet danskertur, vi var på i sidste uge. Jeg havde godt nok mine tvivl, da vi meldte os til hos den søde, danske guide, og mine fordomme blev bekræftet til fulde (og mere til) - men vi endte med at have en rigtig hyggelig dag alligevel, når vi da ikke brugte tiden på at krybe sammen i pinlighed over alt det kiksede. Lige fra morgenstunden var turen én stor kliché - vi blev hentet i en stor bus som nogle af de første, hvorefter den fragtede os hen til det største resort-område jeg nogensinde har set. Det var en hel by - med veje, golfbaner, restauranter og ni-ti forskellige hoteller - det hele naturligvis indhegnet og med indtil flere vagtposter, inden man overhovedet nåede ind til hotellerne. Her samlede vi hele Østjylland op (der er nu ikke noget galt i at være fra Østjylland! Det er jeg selv, alt efter hvem man spørger!); store flokke, med Cult-tatoveringer (ja!) og solbriller i nakken. 

Den ellers søde guide stopfodrede os med ekstremt ukorrekte oplysninger hele vejen til båden, hvorpå vi fik serveret morgenmad af 'et par abekatte' (får det helt dårligt af at skrive det) og bagefter begyndte alkoholen at flyde. Første stop var i en virkelig smuk bugt, hvor vi kunne bade fra båden. Vandet var igen krystalklart, og vi fik et par noodles til at holde os oven vande, mens den flydende bar(!) kom rundt til os. Imens BRAGEDE 'Barbie Girl' og andre halvfemserhits ud af højttalerne og forstyrrede idyllen lidt, men altså - det ville jo kun gå ud over mig selv, hvis jeg gad blive irriteret over det, så det lod jeg være med. Frokosten blev indtaget på endnu en bounty-strand, hvor der gik en pelikan rundt - tilsyneladende af egen fri vilje. Fin var den i hvert fald. 
Båden sejlede gennem en mangrove-skov, der til forveksling lignede den i 'Life of Pi'-filmen. Jeg ville så gerne se en græssende søko, men så skal man vist være ekstremt heldig og ikke på en båd fyldt med halvfulde danskere. Dagens højdepunkt lå en halv times sejlads midt ude i havet; en lillebitte ø, kun bestående af sand og omgivet af det smukkeste koralrev. Øen hedder Cayo Paraíso - og det var virkelig vidunderligt og paradisisk - bortset fra udbrud som 'Min røv er satme træt af at skide' og 'så skulle man bare lige have haft parabolen med' (sidstnævnte forstod jeg ikke engang helt. Ville han se fjernsyn midt på øen, eller hvad?) Jeg prøvede at snorkle for første gang i mit liv, og under vandet var det bare mig og de tropiske fisk, og jeg har sjældent oplevet noget lignende. Jeg glemte fuldstændig tid og sted og blev helt forbrændt på ryggen, men det var simpelthen så smukt - og bestemt hele turen værd, pinlige danskere und alles.
Om bussen bare kørte os hjem til hotellerne? Nej da, vi skulle liiiige ind og se et sted, hvor der blev rullet cigarer i et vanvittigt tempo. Og hvor der tilfældigvis også var en giftshop på størrelse med en maskinhal. Grundet en bunke restriktioner på Cuba, flyttede de fleste cigarproducenter deres fabrikker til Den Dominikanske Republik, og det er faktisk her de fleste bliver lavet nu. (Sagde guiden. Men eftersom i hvert fald halvdelen af det hun sagde var forkert, er jeg ikke fuldstændig overbevist om, at det er sandt. Og jeg interesserer mig ikke nok for cigarer til at gide undersøge det.) Man kunne få en rygeprøve, hvilket min kæreste gladeligt tog imod, og jeg skulle da også lige prøve den. Tilsyneladende er jeg dog ikke i stand til at ryge noget uden at inhalere, så det var ikke en ubetinget succes. Har i øvrigt aldrig mine solbriller siddende dér i kjolen - de hører til i ansigtet eller i tasken - men jeg var nok blevet grebet lidt af stemningen. I det mindste sad de ikke i nakken.

Bussen satte os af som de første på hovedgaden i Cabarete - vores hotel ligger på en lille vej, som bussen på ingen måde kan være på - og afskedsreplikken fra en af de allerværste mænd var: 'Jeg er satme glad for, at jeg ikke bor her'. Hans kone fornemmede min irritation og sagde: 'Men der sker nok lidt mere for de unge mennesker her', og det havde hun helt ret i. Ville ønske jeg havde svaret ham igen. Jeg er på ingen måde backpacker, og vores hotel er også virkelig luksuriøst, men det går over min forstand at man gider bruge SÅ mange penge på at rejse til en helt fremmed kultur, for bare at barrikadere sig bag høje mure og spise den samme buffet hver dag. Nu blev det helt surt, og det var ikke meningen, for vi havde faktisk en virkelig god dag, og de fleste personer i gruppen var selvfølgelig enormt søde og helt almindelige. At tage på en guidet danskertur er en oplevelse i sig selv!

torsdag den 23. januar 2014

every legend tells of conquest and liberty

Hovedstaden i Den Dominikanske Republik er Santo Domingo, der befinder sig på øens sydkyst, og altså næsten så langt fra Cabarete, som man kan komme. Vi blev da også hentet allerede lidt over fem (så meget for at sove længe i sin ferie) i en minibus med en god, engelsktalende guide, og så gik det ellers derudad i næsten fem timer. Vejen derned førte os  ind i landet og igennem en stor bjergkæde, hvilket naturligt nok medførte noget lidt andet natur, end hvad vi hidtil havde set. Ved siden af motorvejen gik græssende heste, af og til kørte vi forbi en mand på et æsel i vejkanten, ligesom det heller ikke er unormalt lige at holde ind og købe en bagt sweet potato fra en gadesælger. Midt på motorvejen. 
På trods af den lange køretur havde vi nok med tid i den gamle bydel Zona Colonial, hvor vi næsten blev blæst omkuld af historiens vingesus. Santo Domingo er nemlig den by, hvor det efter et par fejlslagne forsøg på nordkysten endelig lykkedes Columbus at slå sig ned, og man skal være ualmindeligt ligeglad med historie for ikke at synes, at det er bare lidt interessant. Jeg elsker historie, og det var helt fantastisk at besøge hans families hus (restaureret - det blev plyndret og ødelagt af en fransk sørøver for mange, mange år siden) og den første regeringsbygning, men jeg skal nok skåne jer for kedelige museumsbilleder. Et enkelt snapshot af katedralen skal I dog have - dominikanerne siger gerne, at det er den ældste katedral i 'The New World' (den stod færdig i 1540), selvom Mexico vist nok byggede én et par år tidligere, der dog hurtigt blev revet ned igen. Det var fedt at se den indefra, men jeg kunne nok godt have undværet den detaljerede gennemgang af alle tolv kapeller... Hele området var rigtig flot, selvom de gamle huses facader er blevet ændret en gang eller ti siden Columbus' tid.
Vi gik et smut ned til havnen, der vidnede om den ekstreme fattigdom i byen. Der er ingen lækre sandstrande og smukke palmer, men derimod klipper, bjerge af skrald og hjerteskærende mange vilde hunde. Byens befolkning er på femten år vokset med over to millioner til de tre millioner, der bor der nu, og over 75% lever under fattigdomsgrænsen. Det monumentlignende fyrtårn til ære for Columbus symboliserer meget godt den helt latterlige kontrast i byen - når lyset tændes, kan man se et kæmpestort, hvidt kors på himlen - men det tændes sjældent, da det medfølger strømafbrydelser i resten af byen. Så kan det godt være, at paven har velsignet bygningen, men det tror jeg de fleste ultrafattige dominikanere er ret ligeglade med. Jeg har aldrig forstået, hvorfor en religion der er SÅ rig, ikke gør noget mere for at hjælpe de fattige (katolikker) i verden i stedet for at pryde dens overhoveder med overflødigt guld og ædelstene. Ad. 
Jeg bemærkede, at der var enormt meget politi over det hele, selvom der var ganske fredeligt, og at de alle sammen var ret unge mennesker - lige så mange piger som drenge. Vores guide fortalte, at regeringen står bag nogle tiltag for at få de unge væk fra gaderne og kriminaliteten - de rekrutteres i stedet til politiet og militæret, hvor de får en udmærket løn og en god uddannelse. Det er et krav, at de skal kunne snakke engelsk (men det kan de også lære undervejs), da turismen med afstand er landets vigtigste indtægtskilde, og det tiltrækker altså mange af de unge, der på denne måde kan se en vej ud af fattigdommen. Det lyder ganske fornuftigt; vores guide var i hvert fald begejstret - og så klæder det jo de fleste med sådan en uniform; især de smukke piger. De blev hurtigt en del af det levende gadebillede, der også bød på koncentreret skakspil og salg af alverdens ting og sager. Det var virkelig en god dag - man kan ikke rejse til Den Dominikanske Republik uden at besøge Santo Domingo.

mandag den 20. januar 2014

I'm going up the country, babe, don't you wanna go?

På trods af det uhyggelige Pepsi-hus, har de heldigvis også Coca Cola i STORE mængder, og det er meget billigt. :)
Vi besøgte nogle små landsbyer i en jeep, der hoppede og skramlede sig hen af de små veje, og det var en af de bedste oplevelser overhovedet. Selvom folk i visse områder, og især ude på landet, er ekstremt fattige, er det alligevel livsbekræftende at se deres farverige huse og glade børn. Børnene skal have skoleuniformer på, men staten hjælper med at betale dem - og desuden kan de låne lidt af hinanden, da de går i skole i flere 'hold' - nogle fra 08.00 - 12.00, næste hold fra 14.00 - 18.00 og de ældste børn går i skole om aftenen. Skolerne er nemlig ikke store nok til at have plads til alle på én gang, og desuden har nogle af børnene meget langt at gå - hvis de da ikke bliver kørt i de alternative skolebusser. Børnene ser ultranuttede ud i deres skoleuniformer - i det hele taget er jeg ved at dåne over kærhedsfaktoren blandt småfolket hernede, hvilket bekymrer min kæreste en anelse. Men de ER altså bare nogle lækre og smukke små basser - i det hele taget er folk hernede meget, meget smukke, med både afrikanske slaver, spanske kolonister og indfødte Taino-indianere til forfædre.

Kan I gætte, hvad denne plante bruges til? Jeg havde aldrig gættet det.
Vi besøgte et lille, økologisk landbrug og så produktionen af bananer, kaffe, kakao, papaya, kokosnødder osv. helt tæt på, og vi fik også lov til at kigge ind i den store families lillebitte hus. Plastic over møblerne så de holder længere, udendørs køkken og en bunke religiøse symboler synes at være standard - samt nogle helt vanvittigt farlige el-installationer, der gav mig enormt dårlige nerver. Det er kutyme hernede lige at stikke en fiks lille hjemmelavet ledning op til de store ledninger, så man kan få strøm - der er i øvrigt virkelig tit strømafbrydelser, der kan vare fra et par minutter til flere dage. Børnene ved bonden prøvede at sælge os blomster - vi gav dem en pakke tyggegummi i stedet, som de kastede sig over som gribbe. Jeg tror ikke på det gode i at stikke børn en pengeseddel, men det er svært at lade være, når de sådan gør sig til. Det var en virkelig god oplevelse at komme lidt ind i landet og se den 'rigtige' Dominikanske Republik, og noget jeg gerne vil gøre igen. 

søndag den 19. januar 2014

there was sand and sun and lots of fun

For et par dage siden gik turen til Samaná, en utrolig smuk og frodig halvø, der ligger på landets nordøstkyst. I kilometer er der ikke specielt langt, men vejene er i ufatteligt dårlig stand, så det tog alligevel nogle timer at køre derud. Jeg havde lokket min kæreste med, for jeg havde hørt rygter om ridning, og som gammel hestepige kunne jeg ikke stå for fristelsen.

 Hestene er den eneste måde (udover gåben, selvfølgelig) man kan besøge det tres meter høje vandfald El Limón, der ligger en halv times stenet, mudret og bakket vej inde i junglen. Alle hestene havde en 'hjælper', der gik ved siden af i mudderet og hjalp den med at finde den bedste vej - min hest hed Pinchú, og min hjælper hed Alfredo. Mit gymnasiespanske er kommet på overarbejde hernede, men jeg kan faktisk huske meget mere end jeg troede, og jeg formåede at have en ret interessant samtale med Alfredo på turen gennem junglen. Han var blevet skudt i benet og haltede lidt (havde absurd dårlig samvittighed over at sidde i ro og mag på hesteryggen, mens han stolprede forbi ved siden af), men han kunne ind imellem lige støtte sig til hesten, når der blev for ufremkommeligt. Pinchú var ejet af firmaet, men den boede hos Alfredo, der altid havde dén med på tur, og det var tydeligt, at han holdt uendelig meget af den. Han var ved at dø af grin, da jeg spurgte om hatten ikke var for varm - det var den, men han stod op klokken halv fem om morgenen(!) for at passe sit andet arbejde, og på det tidspunkt er der køligt i bjergene.  

Inden vi kunne nyde synet af vandfaldet, gik turen ned af en million trapper. Her gik Alfredo ikke med, pga. sit ben, men min kærestes hjælper fulgte med os i stedet. Der var rigtig fint ved vandfaldet, men en anelse kaotisk pga. alle de mennesker, og jeg var egentlig gladere for turen ud og hjem på hesten. Jeg kom selvfølgelig til at udpege en papegøje for min kæreste, og to sekunder efter sad den på skulderen af ham. Eftersom papegøjemanden nok ville have penge uanset hvad, snuppede jeg lige et fint billede af dem, selvom jeg egentlig er meget imod den slags dyreturisme.  I samme omgang spurgte jeg lige Alfredo om hvor mange gange om dagen hestene (og hjælperne) tog den lange tur - og det gør de faktisk kun én gang. Jeg troede, at han bandt mig en historie på ærmet, men da vi kørte fra stedet, red alle hjælperne også afsted på deres heste, så jeg tror han har ret. Hestene så også sunde, friske og velnærede ud.
Lidt uden for Samaná ligger den lillebitte ø Cayo Levantado - eller Bacardi Island, der kaldes sådan, fordi de første Bacardi-reklamer blev optaget her. Og det ER da også helt sindssygt idyllisk, med en kridhvid sandstrand og det smukkeste, turkise vand. Da vi ledte efter hotel hjemmefra, kiggede vi også på ét, der lå på øen og ejer to tredjedele af den (vi besøgte den sidste tredjedel), men i længden tror jeg vi ville dø af kedsomhed, hvis vi boede der - man kan vel gå rundt om hele øen på tyve minutter. Et par timer den eftermiddag var dog helt perfekt, og vi drak lækre drinks i kokosnødder og ananas, når vi da ikke badede. Det var en virkelig god dag, der også bød på et besøg hos en  bonde og hans økologiske landbrug, men jeg kan vist ikke presse hverken flere billeder eller mere tekst ind i det her indlæg. Min kæreste er også utålmodig efter at komme op og spise morgenmad. I dag skal jeg have pandekager og frugt.