søndag den 29. juni 2014

the lure of my bed is ever near

Denne søndag er blevet brugt nogenlunde ligeligt mellem energisk rengøring, støvsugning, tøjvask og oprydning på den ene side, samt sofahygge og stilleleg på den anden. Der er ingen tvivl om hvad jeg foretrækker, men det var altså nødvendigt at få sat lidt skik på lejligheden efter en uge med arbejde og udsigten til det samme de næste fire dage. I fredags havde jeg godt nok også en fridag, men den blev brugt på allerbedste vis sammen med Rannvá. Vi trodsede de grå skyer og kastede os i bølgerne ved Amager Strandpark, og efter det første kuldechok var det SÅ behageligt, og vi blev i vandet i et kvarters tid. Jeg vil gerne blive bedre til at udnytte, at jeg bor så tæt på stranden, for jeg kan virkelig godt lide at bade. Om aftenen så vi Tod Brownings 'Freaks' fra 1932, der var helt ulig noget jeg har set tidligere. Tjek lige Prince Randian! Jeg fik hende også lokket til at se Fars Fede Europaferie, og så kunne aftenen ikke blive bedre. Nu lader jeg op til næste uge med Orange is the New Black og Jimmynusning.  

torsdag den 26. juni 2014

some afternoon so sound and soft

Der var mange smukke parker i Porto, og den sidste dag i byen besøgte vi en af de allerfineste, Jardins do Palácio de Cristal. Som navnet antyder var det faktisk mange små haver over et ret stort område; i nogle af dem var græsset klippet millimeterpræcist, mens blomster og planter fik lov at gro vildt andre steder. Og så var der påfugle! Et af min søsters yndlingsdyr, og jeg forstår godt hvorfor, for de er SÅ smukke. En af dem sad højt oppe i et træ (en irriterende dame lokkede den ned med brød, før jeg fik taget et billede), hvilket kom lidt bag på mig, da jeg ikke troede de kunne lette fra jorden. Vi gik mange kilometer den eftermiddag, og til sidst måtte et par af mine yndlingsstrømpebukser desværre give op, men de valgte i det mindste et smukt sted at dø.

Igår var jeg ude og spise med Chrelle. Jeg tog ingen billeder, men på Madklubben i Admiralgade fik jeg endelig prøvet svinekæber efter mange anbefalinger - og de smagte vidunderligt! Inden da havde jeg fået en rigtig lækker kold tomatsuppe, og til dessert delte vi lidt ost og en gang koldskål, der var meget mere spændende end den lyder. Nu må vi se, om det bliver Brøndby eller AaB der ender øverst i tabellen næste år - jeg håber selvfølgelig på mere rødstribet succes og endnu en gratis middag. God mad i dejligt selskab bliver jeg aldrig træt af.

mandag den 23. juni 2014

their eyes knock you backwards with a glance

I lørdags kørte min far og jeg en tur omkring Glenstrup Sø; en rute, som han er begyndt at cykle af og til, fordi han er den sejeste i verden. Ved Handest, hvor min mor voksede op, plukkede vi nogle vilde markblomster til hende, og jeg tog billeder af både en fåreflok og nogle drøvtyggende køer, for de rutungede, blide kæmper har forståeligt nok altid været et af hendes yndlingsdyr. Jeg fik sagt tillykke med fødselsdagen til hende i går inden toget gik tilbage til København, og den sidste uges tid har budt på mere savn end sorg, hvilket er rigtig rart. 

lørdag den 21. juni 2014

and count every beautiful thing we can see

Måske er det ved at tage en lille smule overhånd med Porto-billeder, men jeg kan ikke styre det! Jeg havde slet ikke regnet med, at der ville være så pænt over det hele. Det nederste billede er fra den lille togstation (ikke hovedbanegården) São Bento, som vi boede lige ved siden af, og den var SÅ smuk. Væggene var udsmykket med ikke mindre end tyve tusinde fliser, der viser Portugals historie - så sparede vi lige en tur på museum, hehe. Streetart var der også lidt af; inde i midtbyen var der stort set kun værker af kunstneren Hazul. De var alle sammen SÅ fine, og jeg kunne ikke finde ud af hvilket billede jeg skulle poste, så nu poster jeg slet ikke nogen. Men se lige her, hvor sej han er.
 
Jeg har haft et par fantastisk hyggelige dage hos min far og søster; men i morgen skal jeg desværre allerede hjem igen. Der er heldigvis kun en lille måned til vi rejser til Garmisch-Partenkirchen sammen, så jeg ser dem snart igen. I morgen ville min mor være blevet syvoghalvtreds, så inden jeg hopper på toget, skal jeg lige en tur på kirkegården og sige tillykke med fødselsdagen til hende. Om lørdagen på vores ferie i Portugal var det halvandet år siden hun døde, og der havde jeg et mindre meltdown på hotellet (og på McDonalds... Slet ikke akavet at sidde og tude ned i en cheeseburger...) Sorgen kommer stadig lidt bag på mig ind imellem - fordi jeg er dårlig til at give den ret meget plads i hverdagen - men nu skal jeg heldigvis snart ses med de andre piger fra min sorggruppe igen. Hver gang jeg ser dem, er det som om en sten falder fra mit hjerte, for det er så rart at blive mindet om at mine følelser er helt normale.

fredag den 20. juni 2014

all I perceive is wasted and broken

Midt imellem alle de smukke, finkaklede huse i Porto stod også adskillige bygninger i forskellige grader af forfald, hvor de fleste var decideret nedrivningsparate ruiner, der sikkert også var ganske farlige at opholde sig i. Portugals lovgivning er åbenbart ikke så striks på det område; i København ville en bygning aldrig få lov til at forfalde så meget, men jeg synes faktisk, at det i de fleste tilfælde var ret charmerende. Jeg tænkte straks på min søster og vores fascination af alt det forladte (vores bedste tur var til dette spøgelseshus), men i Porto turde jeg trods alt ikke vove mig indenfor nogen steder - det meste var også låst af.

Samtidig var der nedrivning- og genopbygningsarbejde i gang overalt i byen - jeg er især vild med det sidste billede, der viser resterne af både et badeværelse og måske et køkken. Porto har i år fået en turismepris for bedste europæiske destination, men jeg ved selvfølgelig ikke om det har noget med den gennemgribende restaurering at gøre. Jeg fik også kæmpe optur over endelig at se en kran blive bygget (måske er 'kæmpe optur' en mild overdrivelse, men jeg blev meget glad) - de dukker altid bare op uden man opdager det, men nu har jeg langt om længe set en in the making

torsdag den 19. juni 2014

how's about cooking somethin' up with me

Maden i Porto rangerede fra det virkeligt slemme til det decideret fremragende; vegetarretter var en saga blot, og anretninger med hele fisk var overalt i gadebilledet. Min kæreste og jeg spiser slet ikke så mange havdyr som vi burde - og egentlig gerne vil -  så vi havde aftalt at spise fisk mindst én gang, når vi nu besøgte en by helt ude ved Atlanterhavet. Til formålet valgte vi en fin lille restaurant med en moderne indretning i grove materialer, træskærebrætter på væggene og en bar bygget af rå brædder - og med den allerfineste menu-tavle. Med skælvende stemme bestilte jeg en ret klassisk, portugisisk ret med torsk, kartofler og løg, og min glæde ville ingen ende tage, da der ikke kom en hel fisk ind med klamme øjne og tusind ben, men derimod en superlækker anretning med det lækreste fisk - og en omgang lige så lækre grove chips som tilbehør.

Min kæreste havde også bestilt torsk, men anrettet efter en opskrift fra 1926, hvor torsken blev stegt i mælk og puttet i ovnen med kartofler og æg, og det var også en utroligt velsmagende ret. Vi drak hvidvin til (jeg er blevet god til ikke at bestille en cola, når jeg er ‘rigtigt’ ude) og sluttede af med turens bedste glas portvin, som vi senere fandt ud af var den absolut billigste. Oh well, det kunne vores smagsløg altså godt lide, og der røg to flasker med hjem i kufferten.
Og så var der tapas-anretningerne. Jeg har allerede vist én overdrevet lækker tallerken, men vi kunne ikke holde os i skindet og smovsede ost og kød to gange mere i løbet af ugen. Første gang var dog klart bedst - her handlede det lidt mere om kvalitet end kvantitet - men tredje gang (billedet) var nu heller ikke at kimse af, og dén omgang vandt også et par ekstra point på udsigten til floden og de smukke tjenere. Anden runde var en forglemmelig omgang, hvor vi fik serveret én halvklam, kæmpestor ost skåret i stykker samt tre stykker tørt skinke, men man kan ikke være lige heldig hver gang. Vi fik ikke spist mere fisk i Porto end det afbildede, og jeg glemte desværre også at købe nogle spændende dåser med hjem; dåsefisk er jeg ellers meget begejstret for, og her var der en hel forretning dedikeret til dem! (Lige sardinerne ville jeg dog nok springe over...)
 Og så til det mindre gode... På billedet er en af Portos signaturretter - en såkaldt ‘francesinha’, der er ikke mindre end FEM slags forskelligt kød lagt mellem toastbrød, pakket ind i sindssygt meget ost med et spejlæg på toppen og lagt i ‘special sauce’. Min kæreste var enormt sulten efter flyveturen derned, så det første vi overhovedet gjorde var at besøge dineren over for vores hotel og bestille sådan en fætter. Til ham, altså, jeg nøjedes med en bid af hans og en omgang fritter. Den smagte nok lidt som den lyder, og måske kunne den også smage bedre, hvis man valgte en lidt dyrere restaurant (de havde dem overalt), men fem slags kød er altså fire slags for meget, uanset om det så er noget fint kvalitetskød.
I det hele taget var der bare enormt meget kød over det hele. I de mange små caféer og fast-food steder var salat ren utopi, og ikke engang den ellers fint udseende McDonalds havde samme udvalg af ‘sunde’ retter som herhjemme. Mit eneste kritikpunkt af festivalen var også udvalget af mad, der ikke var hverken varieret eller inspirerende - første bod var burgere (kun kød og brød), anden bod var hotdogs (kun kød og brød), tredje bod bød på en portugisisk ret med kød stegt i noget krydderi og puttet i en bolle (kun kød og brød) - og sådan fortsatte det i samtlige femten-seksten madboder. Kun ét sted kunne man få en vegetarsandwich, der havde ligget filmindpakket i timevis, hvilket ikke rigtigt gjorde noget godt for de to(!) ingredienser spinat og rødløg... Der vil jeg gerne give mig og ønske mere Northside-agtige boder næste gang.

Mad er selvfølgelig også, hvad man gør det til, og havde vi haft et større madbudget og spist på nogle dyre restauranter, havde den samlede oplevelse nok været anderledes, og det meste af maden var jo også rigtig lækkert. Det overraskede mig bare lidt, at alle småmåltiderne langt hen af vejen var bedre i et land som Polen sidste år - der kunne man i det mindste få en vegetar-zapiekanka.

onsdag den 18. juni 2014

soft silly music is meaningful magical

John Grant
The National
!!!
Primavera Sound i Porto var en lille perlerække af gode koncerter, selvom jeg savnede et par enkelte navne fra storesøsterfestivalen i Barcelona. Det mere beskedne program gjorde det dog muligt at udforske nogle af de kunstnere, jeg var lidt nysgerrig på - jeg fik hørt lidt af de seje tøser Sky Ferreria og St. Vincent på den konto, og det var to virkeligt gode optrædener. Jeg havde først mit kamera med om lørdagen, hvorfor der blandt andet ikke er billeder fra fine Midlake eller den fantastiske Godspeed You! Black Emperor-koncert torsdag aften. Sidstnævnte var næsten samme koncert som på OFF-festivalen sidste år, men her fungerede det bare endnu bedre - på den noget mindre All Tomorrow's Parties-scene, der hurtigt blev min favorit.

Lørdag aften var helt klart den bedste koncertdag. Først så vi lidt af Lee Ranaldo And The Dust, inden vi fortsatte til den allermest fantastiske, ud-af-kroppen-agtige oplevelse med Neutral Milk Hotel, som må få sit eget indlæg. John Grant fik os ned på jorden igen med en virkelig behagelig koncert og festivalens flotteste lysshow. Jeg var ret glad for The Czars, som han var frontmand for, og hans solooptræden skuffede bestemt heller ikke. Inden Danmarks husorkester The National købte vi slik (genialt), men jeg har altså aldrig rigtigt lært at holde af dem, og det var bare lidt... kedeligt. I stedet gik vi hen til All Tomorrow's Parties-scenen, der bød på en funky soulfest med Charles 'The Screamer' Bradley. Egentlig er der ikke noget, jeg hader mere end funk (funky jazz, måske), men det havde nu sin charme at opleve det live en lørdag aften i Portugal.

Vi blev ved samme scene og så de efterhånden gamle drenge i Slint spille en fin, men liiiidt kedelig koncert. Der skulle mere til at holde mig vågen en lørdag nat lidt i halv et, så jeg tog mig lige en lur på vores fine tæppe. Kunne næsten ikke overskue !!! halv to, men da Nic Offer først gjorde sin entre på den største scene og begyndte at danse, vågnede jeg helt op igen og skyndte mig ned foran. Jeg endte med at stå næsten forrest helt ude i siden, og bandets sindssyge energi og spilleglæde gjorde det til lige præcis den fest, alle havde håbet på og trængte til. Det er tredje gang jeg ser dem, og selvom deres materiale er blevet lidt dårligere gennem årene, er koncerterne kun blevet bedre. Det var en perfekt afslutning på en rigtig god festival.

søndag den 15. juni 2014

made for the horizon

Flere fine facader og flotte tagrygge fra Porto, som altså virkelig har taget mig med storm. Især det livlige område Ribeira nede ved floden på andet billede var en ren farveeksplosion, men overalt i byen var der smukke bygninger, og jeg fik helt ondt i nakken af at kigge op det meste af tiden. Ved nogle særligt fine kakler øjnede jeg muligheden for et nyt facebook-profilbillede, så her er et af de få billeder, der blev taget af mig på turen. Min kæreste er ikke den ivrigste fotograf, hvilket jeg måske overkompenserer en smule for. 

I morgen starter en travl uge, hvor jeg skal arbejde de første tre dage. I morgen byder også på et møde med Lærke, der har været alt for længe undervejs (mødet altså), og tirsdag skal min kæreste spille med Bird Seance til Trinitatis Natkirke - og inden da byder aftenen på middag i Huset med Christina og Simone. På torsdag tager jeg nogle dage hjem til min far og søster, for jeg trænger allerede til lidt ferie igen. Jeg glæder mig til det hele!