onsdag den 30. december 2015

your bedside manner makes me wanna watch cujo, baby


Nytår betyder listetid, og i dag gør jeg status over musikåret 2015. Den altoverskyggende kunstner har for mig været John Grant, som jeg faktisk slet ikke er færdig med at snakke om. Koncerten i slutningen af november var helt vidunderlig - jeg var alene til koncert, stod allerforrest, og han var i topform. Hvordan kan man IKKE elske en mand, der refererer Cujo og andre firser-gyserfilm i sine tekster? Nå, men der ER trods alt også sket andet i 2015. Her er mit musik-2015 i lister:


TOP 5- PLADER FRA 2015
1. John Grant - Grey Tickles, Black Pressure Jeg har allerede snakket rigtig meget om John Grant. Både nu og i november. Men han ER altså også ret fantastisk. 
2. Sufjan Stevens - Carrie and Lowell Sufjan har jeg også snakket om før. Denne utroligt skrøbelige og fine plade har betydet meget for mig i år, og jeg er ikke træt af den endnu.
3. Marilyn Manson - The Pale Emperor Et fremragende comeback fra min mørkemester efter et par decideret elendige plader. Næsten lidt blues-agtig til tider. 
4. HEALTH - Death Magic HEALTH har også været en af årets store overraskelser. Jeg kendte dem godt før denne plade, hvor deres lyd var noget mere støjende og eksperimenterende. Jeg har dog overgivet mig totalt til denne plades poplyd, som er blevet lige lidt bedre af at have set bandet live hele to gange i år. 
5. Desaparecidos - Payola Jeg sidder lidt med en følelse af at have glemt en vigtig udgivelse på min liste, for dette sideprojekt fra Conor Oberst aka. Bright Eyes er måske ikke helt godt nok til at indtage femtepladsen på denne liste. Det kan dog retfærdiggøres, for min yndlings-Conor er en vred Conor, og han er ret vred på Payola-pladen, der er fyldt med politisk ladede tekster. 

(Jeg må også lige nævne Pharmakons Bestial Burden og Hookworms' The Hum, der godt nok begge er fra efteråret 2014, men jeg har først opdaget dem i år og hørt dem til døde. Se evt. koncertlisten.)



TOP 3- POSITIVE OVERRASKELSER FRA 2015
1. Marilyn Manson - The Pale Emperor Jeg havde faktisk lidt givet op når det kom til nye udgivelser fra Marilyn Manson. Ingen kan tage storhedstiden i sluthalvfemserne og startnullerne fra ham, men det har godt nok været skidt på det sidste. Jeg var ret overrasket over at han kom så stærkt igen med The Pale Emperor, og det får mig til at håbe, at vi ikke har set den sidste interessante plade fra hans hånd. Koncerten var også ret god, selvom han desværre kun spillede to numre fra den nye plade. 
2. Miley Cyrus - Miley Cyrus & Her Dead Petz I'm just as surprised as anyone. Jeg havde IKKE regnet med, at Miley Cyrus nogensinde skulle optræde på en positiv liste på min blog, men jeg er faktisk blevet ret vild med den skøre tøs. Det hænger selvfølgelig uløseligt sammen med hendes bizarre bff-forhold til Wayne Coyne, der tydeligt har haft en finger med i spillet på den nye plade, der er en sand legestue af skøre idéer. Blandt en bunke ligegyldigheder gemmer sig et par sande perler, og jeg har lyttet til pladen flere gange end jeg ønsker at indrømme. 
3. Ryan Adams - 1989 Jeg havde heller ikke regnet med at se Taylor Swift på denne liste, men hun får altså også kun lov til at optræde camoufleret, for hende bliver jeg aldrig glad for. Ryan Adams har, lidt besynderligt, valgt at fortolke HELE hendes populære - og kun ét år gamle - 1989-plade, og det er det kommet et overraskende godt og rørende resultat ud af. Jeg er lidt ked af at indrømme det, men det er meget bedre, end noget der er kommet fra Ryans egen hånd de sidste mange år. Sangene passer virkelig godt til Ryans stemme, men det ER bare en underlig følelse at blive rørt af den smukke 'Out of the Woods' og finde ud af, at den handler om Harry Styles. Suk. 



TOP 5-KONCERTER I 2015
1. John Grant i Vega Nu har vi vist trods alt snakket nok om John Grant. Men koncerten var altså stadigvæk den allerbedste i år. 
2. Sufjan Stevens i Falconer See above. Sufjan var (igen) forrygende.
3. Dan Deacon til Primavera Festival Jeg havde en forrygende Primavera Festival, og lørdag aften, der var den sidste, var ganske enkelt vidunderlig. Jeg fik tre fantastiske koncerter i træk, og jeg har fortalt om dem alle tre her. Dan Deacon var lige et par milligram bedre end de andre, men det var meget tæt. 
4. HEALTH til Primavera Festival HEALTH leverede en super tight og virkelig god koncert i den varme, spanske nat. Koncerten i oktober i Pumpehuset havde ikke helt samme magi, men drengene fra HEALTH har stadig gjort stort indtryk på mig i år. 
5. Hookworms/Pharmakon til Primavera Festival. Nej, de spillede ikke sammen, men jeg kunne ikke vælge én fra, da de begge blæste mig totalt omkuld. Jeg kendte hverken lille, vrede Pharmakon med de vilde lyde eller Hookworms fra Leeds, der fik mig helt i trance, men jeg har lyttet rigtig meget til begge dele siden Barcelona-turen i maj.


TOP 1-SKUFFELSER FRA 2015
1. Modest Mouse. Jeg må hellere lige slutte af med at forklare, hvorfor Modest Mouse desværre ikke er finde på mine lister, selvom de er et af mine absolutte yndlingsbands. Efter ufattelige otte års ventetid, udkom 'Strangers To Ourselves' endelig i marts måned. Den var bare overhovedet ikke ventetiden værd. Decideret dårlig er den ikke, men jeg savner bare sådan noget mere af den nerve, jeg ved de har. Koncerten til Tinderbox levede mildest talt heller ikke op til mine forventninger, men selvom jeg i år er en utrolig skuffet fan, kan jeg aldrig helt droppe Modest Mouse. Der kommer vist, utroligt nok, en ny plade allerede næste år.

Alt i alt har det været endnu et rigtig godt musikår, selvom jeg godt kan mærke, at min opsøgende og nysgerrige side virkelig er begyndt at slacke lidt. Jeg har dog lige opdaget Discover Weekly på Spotify, så måske opdager jeg også noget nyt musik i 2016. 

torsdag den 24. december 2015

but you're remarkably dressed

Med mit indlæg nummer tusind (1000! Hvordan skete det lige? I løbet af fem år, er svaret, men alligevel! Det må jeg gøre mere ud af en anden gang.) vil julehunden Silke og jeg gerne ønske jer alle en glædelig jul, hvis I da fejrer den slags. Ellers må I bare have en rigtig dejlig aften. 

mandag den 7. december 2015

what if the words would bring you here

I dag er det tre år siden, at min mor døde fra mig. Jeg havde taget fri i dag for en sikkerheds skyld, men sorgen over min mor har faktisk ikke været så voldsom og insisterende det sidste stykke tid, og jeg tror såmænd sagtens jeg kunne have været på arbejde. I stedet ville tilfældighederne det sådan, at min lægetid blev rykket til i dag, og nu sidder jeg alligevel og græder lidt ned i tastaturet, selvom det mest er lidt af lettelse. Det var virkelig rart, at min læge tog mig alvorligt og ikke negligerede mine søvnproblemer, og hun ville egentlig gerne deltidssygemelde mig, hvis jeg havde dét behov. Jeg tror lige jeg prøver uden. Jeg håber og tror stadig på, at min hverdag ser helt anderledes ud om en måned. I morgen skal jeg have taget en omgang blodprøver, så det lige kan udelukkes, at al elendigheden har noget at gøre med en fysisk målbar vitaminmangel. Og her kunne jeg virkelig godt bruge min mor. Jeg ved, at jeg har taget noget ekstra tilskud i årevis, og jeg kan huske en absolut forfærdelig gastroskopi på Bispebjerg Hospital lige da jeg var flyttet til København, men jeg aner ikke hvorfor. Min mor ville vide det. 

Sundhed.dk ved det heller ikke helt, men de kan til gengæld fortælle mig, at det er tyve år siden jeg slugte et stykke af mine togskinner og måtte have det fisket ud igen på skadestuen. Jeg kom stolt i skole bagefter og fortalte, at jeg havde fået narko, hvortil min lærer lige måtte rette mig og sige, at jeg havde været i narkose. Hjemmesiden kan også fortælle mig, at det er elleve år siden min blindtarm sprang, og jeg havde et ret ubehageligt indlæggelsesforløb i Randers. Og min mor ville kunne fortælle om det meget mere detaljeret, end jeg selv kan, fordi hun er min mor.

Og nu er jeg gået i stå. Jeg vil så gerne fortælle et eller andet særligt og specielt om min mor i dag, og jeg har tusind milliarder historier, men de vil ikke ud. Jeg kan heller ikke sætte ord på det absurde i, at vi nu skal fejre jul for fjerde gang uden min mor. Så nu vil jeg slukke computeren, gå en tur i det sidste dagslys og kramme min kæreste lidt ekstra. Og så vil jeg gerne bede om en god mor-drøm i nat. 

torsdag den 19. november 2015

Stephen King - The Dead Zone

Min genlæsning af Stephen King har egentlig været ret lystbetonet i den forstand, at jeg ikke har læst bøgerne i nogen særlig rækkefølge; jeg har gået efter favoritterne og dem jeg huskede dårligst - men på det sidste har jeg fået lyst til at gå mere kronologisk til værks. Stephen King debuterede med Carrie i 1974 og fulgte stærkt op med 'Salem's Lot og The Shining inden han skrev en af mine klare favoritter The Stand i 1978. Sidste King-roman i halvfjerdserne var thrilleren The Dead Zone, og selvom den efter min mening ikke når de første fire til sokkeholderne, er det en ganske solid og spændende fortælling om en mand, der vågner efter næsten fem år i koma med overnaturlige evner.

Det er helt klart det aspekt, der fascinerer mig mest ved romanen. Det virker så ufatteligt, at man kan ligge i koma i årevis, for derefter at vågne til en verden, der er helt forandret. I The Dead Zone er det den unge lærer Johnny Smith, der efter en god aften ude med sin nye kæreste kommer voldsomt til skade i en trafikulykke, der sender ham i dyb koma. Fem år senere er kæresten Sarah naturligt nok kommet videre med ny mand og barn, men det hele er særdeles ambivalent for hende og ganske hjerteskærende at læse. Johnny vågner med evnen til at kunne se glimtvis af både fortiden og fremtiden for de mennesker, han kommer i fysisk kontakt med, og det er ofte nogle ganske gruopvækkende scener, han er vidne til. Snart udvikler historien sig til en sand spændingsroman sat i en ramme af amerikansk politik, og selvom det ikke ligefrem er min yndlingsgenre, er slutningen bestemt gennemlæsningen værd. 
The Dead Zone blev filmatiseret i 1983 af David Cronenberg med Christopher Walken i rollen som Johnny Smith, og den bliver ofte regnet blandt de bedste King-filmatiseringer overhovedet - angiveligt på grund af gode skuespilpræstationer og et godt soundtrack. Godt nok findes der uendeligt mange decideret elendige King-adaptioner derude, men The Dead Zone er efter min mening stadig meget langt fra toppen, og jeg kan slet ikke se alt det gode ved den, som anmelderne fremhæver. Ret skal være ret - en af filmes største svagheder er, at den virker meget uddateret, og det kan den sådan set ikke gøre for. Det er bare endnu et eksempel på en af de mange firserfilm, der ikke virker overbevisende på mig, fordi skuespillet er helt mærkeligt.

Et af mine andre kritikpunkter er, at filmen virker enormt forhastet. Den har alt for travlt med at få fortalt hele historien på bare en time og tre kvarter, og det gør mig uinteresseret i karakterernes skæbne. Der findes faktisk en tv-serie med samme navn, der kørte over skærmen fra 2002-2008, og som skulle være 'løst baseret' på Kings karakter Johnny Smith, men jeg har sagt til mig selv, at det er okay ikke at spilde tres timer af mit liv på det, selvom der måske er lidt bedre plads til karakterudvikling i dét medie. Alt i alt er The Dead Zone ikke i nærheden af at være blandt mine King-favoritter, men dårlig er især romanen nu langtfra. 

lørdag den 14. november 2015

it's gonna cloud our eyes again

Om en times tid tager jeg min kæreste under den ene arm og et par flasker vin under den anden, og så drager vi mod Islands Brygge til Irland-reunion med de to vennepar, vi rejste med i august. Tiden er fløjet, og siden vores hjemkomst har jeg kun set mine veninder halvanden gang - og deres søde mænd slet ikke. Så en aften med gode venner, god mad og vin, lange snakke, røverhistorier og ferieminder er lige præcis det lyspunkt, jeg har brug for her midt i en november, der pludselig er blevet endnu mere trist og grå end normalt. 

søndag den 8. november 2015

cause you can open up the heavens for me

Listen over de sidste tre måneders musikafspilninger på min Last.fm-profil vidner om det mørke efterårs komme med optrædener af flere af mine til tider lettere deprimerende favoritter (her er gensyn med teatralske Spiritual Front, vrede Marilyn Manson, storladne HIM og intense Xiu Xiu), men endnu bedre repræsenteret på listen er efterårets mange koncertaktuelle kunstnere (Sufjan Stevens, HEALTH, Lower Dens, Chelsea Wolfe, Deerhunter og John Grant), og jeg bliver nødt til at sige det igen - det er virkelig en god omgang i år. 

Fredag aften spillede Chelsea Wolfe en intens og virkelig god koncert på Loppen. Når Loppen er halvfyldt, er det et af mine yndlingsspillesteder i hele København - lyden er som regel god, scenen er lav, og man kommer meget tæt på kunstnerne på scenen. Når Loppen er udsolgt, er det til gengæld et meget uindbydende og klaustrofobisk sted at opholde sig; der er ulækkert varmt, og halvdelen af publikum kan ingenting se. I fredags var der udsolgt, men fordi vi stod forrest i den ene side, havde jeg alligevel en ret god oplevelse. Chelsea Wolfe sang så rent og smukt, at jeg først troede det var playback, og musikerne i hendes band var vildt dygtige - især trommeslageren. Det var tungt og det var godt, og koncerten har gjort den nye plade endnu bedre for mig. All hail Chelsea Wolfe!

*Jeg ved ikke, hvorfor teksten centrerer, men jeg bliver sindssyg af det!   
I går spillede Kurt Vile og i aften spiller Chastity Belt og Death Cab for Cutie, men hverken penge eller overskud rækkede længere i denne uge. Næste koncert bliver Atlas Sound og Deerhunter, og så har jeg fundet ud af, at mit nyeste crush John Grant også lægger vejen forbi København i november. Egentlig er han en gammel kærlighed, som jeg har genfundet, for jeg var ret glad for hans tidligere band The Czars. Deres coverversion af 'Song to the Siren' er et af de allersmukkeste numre i verden, men efter et par år glemte jeg dem lidt igen. Imens kørte John Grant bandet i sænk med et stofmisbrug af dimensioner; så fik han HIV, og så blev han droppet af sit livs store kærlighed. Derfor kunne man måske forvente en omgang selvmedlidende navlepilleri fra John Grants soloprojekt - men det er i stedet en eminent kombination af intelligent, humoristisk og drivende sarkastisk tekstskrivning, gode melodier, ikke-irriterende funky disco og smukke ballader.

Jeg så ham sidste år i Porto, men det var lige efter min ud-af-kroppen-oplevelse med Neutral Milk Hotel, så jeg glæder mig til at give ham min fulde opmærksomhed denne gang. Han har også udgivet en ny, fremragende plade siden sidst - Grey Tickles, Black Pressure - og den har tilmed et af de smukkeste covers jeg har set i år. Og så er det hvid vinyl! Jeg dør lige lidt. Gør dig selv en tjeneste og tjek nummeret (og den dertilhørende video) Disappointing  - jeg er i hvert fald blevet meget, meget glad for John Grant. 

torsdag den 29. oktober 2015

leave those like me at the end of this road

Tre gange inden for den sidste uge har jeg følt mig både usolidarisk og anti-fællesskabsagtig, men weekenden var altså også et inferno af følelses-overload i både fjernsynet og på de sociale medier. I den virkelige verden har det dog været en rigtig god uge, så de små irritationsmomenter har bestemt været til at klare. 

1. Først var der den næsten religiøse fejring af HELE DANMARKS Kim Larsen, der er et folkeklenodie i en sådan grad, at det grænser til blasfemi ikke at kunne se det helt eminente i manden. Men det kan jeg altså ikke. Jeg anerkender mandens betydning i den danske musikhistorie, men jeg er ikke vokset op med ham (og det tror jeg er en meget vigtig faktor), og jeg synes helt ærligt bare, at han er lidt irriterende. Fredag aften var jeg syg og fanget på sofaen, så selvom jeg egentlig havde billetter til at se Live fra Lolland på Nørrebro, blev aftenen tilbragt med Midt Om Natten, hvilket var en virkelig dårlig erstatning.

2. Og så var det i sidste uge igen blevet tid til, at hele Danmark gik totalt bananas i forfærdelige beretninger om folk, der var døde af kræft, havde overlevet kræft, havde kræft eller havde mistet nogen til kræft - og så har vi vist været hele befolkningen rundt. Ligesom sidste år må jeg hellere understrege, at jeg selvfølgelig ikke har noget imod indsamlingen og det øgede fokus som sådan - men jeg er ved at kaste op over al den følelsesporno. Det kulminerede, da jeg så overskriften: 'Seebach fik tidligere kræftramt til at bryde sammen i gråd' - og jeg har faktisk ikke engang noget imod Ralle-drengen, der med sangen 'Tusind Farver' til en depressionsramt ven har anerkendt eksistensen af andre sygdomme end kræft. 

3. Helt galt gik det på frokoststuen i mit arbejde, da jeg vel nærmest blev stemplet som landsforrædder, da jeg - 'som jo ellers går rigtig meget op i fodbold' - ytrede, at jeg ikke har tænkt mig at se landskampen mod Sverige. Landsholdet interesserer mig simpelthen så lidt, og så længe Morten Olsen står i spidsen for denne samling ligegyldigheder, kommer jeg ikke til at se det. I det mindste holder jeg ikke med Sverige, ligesom Kåre, så helt slemt er det vel ikke. Men hvem har brug for landsholdet, når man kan finde al den nerve og intensitet man har brug for i en AaB-pokalkamp mod Lyngby? I går vandt AaB 2-1 i en højdramatisk kamp, hvor Lukas Spalvis fik direkte rødt for at sige 'open your fucking eyes' til linjedommeren. Jeg elsker fodbold. 

søndag den 25. oktober 2015

just waiting for the sun to set

I et tidligere indlæg sagde jeg, at de mange koncerter var noget af det eneste gode, efteråret har at byde på. Det er dog ikke helt rigtigt, for sammen med de mørke aftener kommer også alle de gode tv-serier - lige nu er det næsten uoverskueligt på den gode måde med nye afsnit af The Walking Dead, American Horror Story, Fargo, The Leftovers, South Park, The Last Man On Earth og Modern Family hver uge. Sommersæsonen har været noget mindre overvældende, men her har jeg set både en helt fantastisk serie og en frygtelig dårlig serie blive cancelled efter deres tredje sæson - samt en jævn anden sæson af True Detective.

For at starte med det bedste - der virkelig er noget af det allerbedste - endte Bryan Fullers Hannibal med manér. Jeg er ked af, at holdet bag ikke fik lov til at fuldføre deres vision, for en fjerde sæson bygget på begivenhederne i 'Silence of the Lambs' lyder virkelig interessant, men de fik heldigvis sluttet serien uden (alt for mange) ubesvarede spørgsmål. Hannibal er noget af det flotteste tv, jeg nogensinde har set. Det balancerer hele tiden på kanten af at være prætentiøst, men jeg synes det virkeligt gode skuespil fra især Mads Mikkelsen trækker solidt i den rigtige retning, og serien fremstår helstøbt og stilsikker. 

Sæson tre havde Richard Armitrage (også kendt som dværgen Thorin i Hobbitten-sagaen) i rollen som den dybt forstyrrede Francis Dolarhyde - The Red Dragon. Jeg er ret glad for både bog og film, hvor titelrollen spilles af Ralph Fiennes, men seriens take på historien var helt eminent. Mindre spoilere følger. Hannibal i fængsel fungerede, og Wills nye rolle som familiefar var også rørende og overbevisende, mens sideplottet med Alana var mere overflødigt. Det var et værdigt farvel til en af mine favoritter, som jeg tidligere har skrevet om her.
Langt, langt nede af listen af gode tv-serier finder vi Under The Dome, der heldigvis endelig blev taget af skærmen efter en absurd dårlig og usammenhængende tredje sæson. Det var så slemt, at det var umuligt at kigge væk, for det havde alligevel en sær underholdningsværdi. Især når man efterfølgende læste de virkeligt sjove recaps på tv.com af anmelder Tim Surette, der sabler det ned med sjove billeder og gifs. I kommer aldrig til at se det, for ingen mennesker bør spilde deres tid på det skidt, men jeg kan virkelig anbefale Surettes reviews, der er hundrede gange bedre end serien selv. For tredje sæson stikker HELT af med alieninvasion og nye superskurke; deriblandt Christine, der nok er tv-historiens mest irriterende karakter, der med sin plastikopererede ulækkerhed forsøger at være sexet. Tredje sæson havde slettet alle spor af Stephen King, og jeg orker faktisk ikke at skrive mere om dette trainwreck, som jeg nu gudskelov kan lægge bag mig. 
Sidst, men ikke mindst har jeg set den ret udskældte anden sæson af True Detective, og jeg forstår ikke helt den store kritik. Bevares, den når ikke første sæsons meget høje niveau, og måske er jeg blændet af at se Taylor Kitch (der altid vil være Tim Riggins fra Friday Night Lights i mit hoved og hjerte) i rollen som plaget eks-soldat, men jeg var bestemt godt underholdt. Historien manglede første sæsons mystik, og der var helt ærligt lidt for mange ligegyldige karakterer i de hæsblæsende otte afsnit, men hovedpersonerne gjorde det bedre end forventet. Sidste år blev jeg helt omvendt i mit forhold til Matthew McConaughey, og selvom det samme ikke helt er sket med Colin Farrell og Vince Vaughn, var især førstnævnte ret overbevisende. Og Rachel McAdams og Taylor Kitch var pæne, seje og plagede, så det var lige som det skulle være. 


mandag den 19. oktober 2015

we scratch our eternal itch


'Er det allerede blevet tid til endnu en omgang spændende anmeldelser af chips', tænker I, og ja, det er det faktisk, for der sker interessante ting på chips-fronten. Sidste omgang bød på en hyldest til det irske chipsemarked, og denne gang bringer min rejselyst mig et smut til Tyskland - men dette efterårs helt sensationelle nyhed fortæller om en regulær chips-krig på det danske marked. Det tyske mærke Taffel har udfordret selveste Kims og deres firkantede Snack Chips ved at lave en næsten identisk pose kaldet Super Snacks, og Kims har efterfølgende slæbt Taffel i retten med påstanden om, at Kims er de eneste, der må sælge firkantede chips. Mens retssagen kørte, ændrede Taffel formen på deres nye Super Snacks, så de nu er ovale. Sagen endte i øvrigt (lidt kedeligt) med, at Kims trak sagen tilbage, og historien melder ikke noget om, hvorvidt Taffel begynder at lave firkantede chips igen. 

Når alt det er sagt, så købte jeg faktisk posen ved en fejl, for jeg er slet ikke begejstret for Snack Chips-formatet, og havde faktisk ikke bemærket, at posens indhold var de meget tykke, ikke særligt velsmagende chips, der rigtig nok minder uhyggeligt meget om Kims i både smag og struktur. Snack Chipsene har jeg aldrig anmeldt, men de ville nok få et lille femtal (på den sædvanlige skala fra 1-10 Pringlesrør), ligesom disse nye Super Snacks gør det. Her er min anmeldelse dog ekstremt subjektiv, da jeg kender flere, der bizart nok har Snack Chipsen som favorit.

Det er i det hele taget trængte tider hos min yndlingsproducent Kims, hvis sidste tiltag virker en kende desperat. De er gået ALL IN på at være ung med de unge, og har lavet hele fire nye varianter med skøre dyr, vilde farver, alternativ stavning og 9gag-slang på poserne, og selvom jeg på den ene side synes det er uendelig plat, er det svært ikke at holde af en pose chips, der har et billede af en odder med en hund på hovedet på forsiden. I min ivrighed over muligheden for at kunne smage en ny pose chips, bemærkede jeg ikke, at også denne Cheezburger-variant var lavet på de føromtalte, nederen Snack Chips, og jeg blev simpelthen så skuffet da jeg åbnede den. Når det så er sagt, var smagen af cheeseburger faktisk ganske hæderlig - den mindede vel mest af alt om den gennemtrængende Big Tasty-dressing fra McDonald's - og eftersom jeg også må give originalitetspoint for posen, hiver den sig alligevel op på et seks-tal. Jeg har efterfølgende fundet ud af, at ikke alle ALL IN er af Snack Chips-varianten, så jeg kunne nok godt finde på at prøve et par af de andre - hold øje med kommende anmeldelser!
Min far er en ret god leverandør af nye chips til anmeldelse. Han finder dem i sortimentet hos Aldi og Lidl, hvor han køber ost og sjove non-food ting. Denne gang havde han fundet en variant med honning og sennep i en pose, der prøvede at løbe fra at være fra en discountbutik. Min søster var ret kontant i sin anmeldelse og gav chipsen NUL Pringlesrør, og selvom jeg vil forsøge at være lidt mere forsonende, var jeg heller ikke begejstret for smagen. Jeg er ikke voksen nok til at have lært at holde af sennep, og jeg kan kun give posen fire.
De sidste tre varianter er alle fra min sommerferie til Schwarzwald, og min søster har også her været en ivrig medanmelder - vi var dog ret enige om det meste. Den første smag på bordet var Pringles-varianten Tortilla Chips med Nacho Cheese, og jeg havde ret høje forventninger. Desværre smagte de ret kedeligt og billigt, og der var slet ikke nok ostepulver på chipsene - de kom ikke i nærheden af min Doritos-favorit, og de kan også kun slippe afsted med et fire-tal. 
Vi kunne ikke stå for posen med den rare bondemand, og nu er jeg også en sucker for oste-chips, så igen var forventningerne skruet lidt i vejret på forhånd. Det var da også nogle lækre chips, men de smagte lidt mere af olie end af ost - for den der 'Milder Käse' var vist lidt for mild. Et stort seks-tal til den flinke bonde. 
Jeg bliver åbenbart ved med at købe chips med cheeseburger-smag, og jeg ved ikke helt hvorfor, for de er sjældent blandt mine favoritter. Jeg er dog ret vild med selve grundformen på Crunchips, så denne pose havde en klar fordel i forhold til den føromtalte Cheezburger allerede inden jeg smagte dem. Selve smagen var nu ikke specielt overvældende - en for mild blanding af de fremragende ketchup-chips fra Lays og Big Tasty-smagen fra tidligere; og posen kan jeg heller ikke give bonuspoint for. De får et seks-tal fra mig, mens min søster kun vil slippe en femmer. 

Denne omgang har været fyldt med middelmådige og decideret dårlige chips. Jeg kan dog berolige alle med, at jeg allerede er i gang med forberedelserne til den næste omgang anmeldelser, og her er jeg stødt på en vaskeægte nyklassiker og måske en udfordrer til Kims monopol som mit danske favoritmærke. 

mandag den 12. oktober 2015

now that I'm held in your spell

Jeg har ventet på den nye sæson af The Walking Dead lige siden sidste afsnit af femte sæson løb over skærmen d. 29. marts. Jeg har simpelthen glædet mig så meget, for efter min mening er serien KUN blevet bedre undervejs, og nu er det altså noget af det allerypperste TV, der findes derude. Ventetiden er blevet fordrevet i selskab med selveste Norman Reedus i rollen som min elskede Daryl Dixon, og han har været så flink til at hjælpe mig med de daglige gøremål i lejligheden. Men i dag er nedtællingen endelig forbi, og nu vil jeg sætte mig i sofaen sammen med min kæreste, katten og Daryl og nyde en forhåbentlig fantastisk forlænget sæsonpræmiere. Glædelig The Walking Dead-dag!

torsdag den 8. oktober 2015

forget about yourself and all your plans

Billede lånt fra Københavns Kommunes hjemmeside
Københavns Kommune søsatte for et par dage siden en helt vanvittig skræmmekampagne, der skal få københavnerne til at få børn tidligere - allerhelst, mens de stadig er studerende. Den kampagne er skudt så meget ved siden af, at det er helt ubeskriveligt, og den har udløst en shitstorm af dimensioner på deres facebookside, hvor flere hundrede kvinder har fulgt opfordringen og talt deres 'æg'. Jeg har også talt mine æg - der teknisk set befinder sig hos min far - og konstateret, at jeg desværre kun har to; men jeg er selvfølgelig også fyldt tredive. 

Jeg synes helt ærligt, at det er usmageligt at prikke til unge menneskers samvittighed og skyldfølelse på den måde. Det er vel ikke så underligt, at de fleste gerne vil have styr på deres uddannelse, boligsituation og kærlighedsliv før de kaster sig ud i det fuldstændigt livsændrende projekt, det er at få børn. Derudover er det svært at forestille sig, at kommunen kan tilbyde gode pasningstilbud og billige boliger nok til alle de nye, unge familier, og hvis lejlighederne samtidig skal være til at betale for studerende, er det ren utopi. En af mine bekendte er højgravid og netop flyttet fra byen til Birkerød, da de ikke kan finde noget, der er til at betale i København. 

Denne kampagne kommer jo ikke til at have nogen effekt overhovedet. Der er jo ingen, der vil læse plakaten og tænke - 'Gud ja, måske skulle jeg se at få nogle børn.' Det er et gammeldags, kønsstereotypt og meget uheldigt budskab, og Københavns Kommune skal overhovedet ikke bestemme hvad jeg skal bruge mine æg til, hvornår jeg skal bruge dem, eller om de overhovedet skal bruges (hvilket de i øvrigt æggeskal, tøhø). 

Hvis kampagnen lige skal toppes i nederenhed, kan man jo tænde for fjernsynet på lørdag og se liveshowet 'Knald for Danmark', der med 'et glimt i øjet' skal sætte fokus på problemstillingen. Klar til at give råd og svare på danskernes dilemmaer er et til lejligheden sammensat monopol bestående af Pernille Rosenkrantz-Theil(!), Bubber(!!) og Emil Thorup(!!!). Jesus fucking Christ, hvor skal jeg bare ikke se det program. Jeg kan i øvrigt heller ikke, for jeg skal til et dejligt bryllup - men lur mig, om der ikke også dér dukker et par upassende og grænseoverskridende børnespørgsmål op. 

onsdag den 7. oktober 2015

the best you can is good enough

I weekenden var jeg til min søde venindes fødselsdag i kollektivet Maos Lyst. Der var eftermiddagsfejring med brunch, bobler og en pandekagestak, der var Rasmus Klump værdig, og rundt om det store bord var både familie og venner. Med maverne fulde rykkede vi ind i stuen, hvor Hjertebarn spillede en lille intimkoncert for fødselaren og hendes gæster, og det var rigtig fint. Jeg kendte ikke bandet i forvejen, men jeg er en sucker for violin i poppede sammenhænge, og vokalen var rar med Nikolaj Nørlund-vibes, så det var et fint bekendtskab. Faktisk fik de mig til at smuggræde lidt i sofaen, men det var mest deres valg af covernummer, der gik rent ind hos mig – de valgte nemlig at spille ’Solen er så rød, mor’, der er min ultimative tudesang, når jeg savner min mor.

Jeg er lidt ked af at skrive det, for jeg er træt af, at det skal være sådan, men Maos Lyst minder mig desværre lidt om min mors død. Jeg fik den dumme besked om min mors sygdom aftenen efter jeg første gang havde besøgt min veninde i Hellerup, og nu får stedet altså de triste tanker om min mor frem. Jeg må besøge min veninde noget mere, for Maos Lyst er et så kærligt, varmt og trygt sted, at det er helt absurd at have et lidt anstrengt forhold til det. Et par rørstrømske tårer fik dog ikke lov til at ødelægge den skønne eftermiddag, og bagefter gik min kæreste og jeg en god lille tur ved Hellerup Havn, hvor solen skinnede og alle bådene havde jacuzzi på stævnen.
Jeg vil gerne lige dele min go-to-version af ’Solen er så rød, mor’ med jer. Her er den fremført af Mother Sparrow i Mikael Bertelsens Den 11. Time i august 2007; i et program hvor forfatteren Christel Wiinblad fortalte meget klump-i-halsen-fremkaldende om en digtsamling hun har skrevet om sin skizofrene lillebror Jannick, der ikke altid syntes, at det var så nemt at leve. Han havde et selvmordsforsøg med i bagagen, hvilket var omdrejningspunktet for storesøsters digte; hun skrev, så han kunne forstå, at han ikke måtte forlade hende. Jannick Wiinblad spillede i Mother Sparrow (der i øvrigt var et fremragende lille projekt, som jeg stadig lytter til - teksterne bærer præg af kærlighed til dyr og natur, og musikken er lidt Sparklehorse-skramlet), og efter at have spillet et af deres egne numre, lukkede han programmet med en skrøbelig version af den omtalte vuggevise. I april 2009 forsøgte han igen at begå selvmord, og denne gang lykkedes det ham, hvilket selvfølgelig også giver klippet en ekstra dimension. Men  hele programmet er virkelig fint og anbefalelsesværdigt - alle tre dele ligger på youtube -  og det er meget langt fra at være følelsesporno, selvom det måske lyder sådan. 

søndag den 20. september 2015

I look for a corner or a quieter room

Jeg har haft en weekend lige efter mit hoved. Jeg har spillet Xbox i liiidt for mange timer, spist lidt for usund mad og drukket lidt for meget cola. I går vovede jeg mig ud fra min hule og tog til Festival of Endless Gratitude, hvilket som altid var både fint og interessant. Mine people skills har dog ikke været de mest velfungerende den sidste uges tid, så da det ud på aftenen begyndte at vælte ind med mennesker, hoppede jeg på en bus og tog hjem til Jimmy og min Xbox, men jeg er glad for, at jeg lige nåede at kigge ind til festivalen. 

Billeder tog jeg ingen af, da min oplader stadigvæk befinder sig i Grønland - eller et eller andet sted på havet - men jeg har heldigvis stadig nogle smukke billeder fra Irland i baghånden. Inden afrejse havde jeg lavet en tjekliste med fem ting, jeg ville se og fotografere på turen, og det blev heldigvis noget nemmere end forventet. Kirkegården var oplagt - det er altid et mål på mine rejser - men derudover drømte jeg også om slotte, stendiger, irske skilte og fåreflokke. Stendigerne skulle vise sig at blive det nemmeste overhovedet - der var diger overalt, og de tilføjede virkelig lidt wow-faktor til det i forvejen imponerende landskab. Uden at have lavet en nærmere byggeteknisk udredning var det tydeligt, at digerne blev bygget efter forskellige metoder rundt omkring i de forskellige landsdele, men fælles for dem alle var, at de var enormt idylliske. Stenhusene var en ekstra bonus - de er virkelig glade for sten i Irland. 
Jeg havde troet, at det ville blive lidt mere vanskeligt at finde skilte skrevet på irsk, men jeg havde ikke behøve at bekymre mig - alle skilte var skrevet på både irsk og engelsk. Irland var faktisk mit første besøg i et land, der har engelsk som hovedsprog (det passer ikke helt - jeg har været på Malta), så det var næsten eksotisk nok i sig selv at se de engelske skilte - men der var nu noget helt særligt og fint over det irske. 
Det sidste punkt på min liste burde også have været det allermest ligetil - nemlig Irlands ikoniske fåreflokke. Der VAR da også helt afsindigt mange får over det hele; de var bare alle sammen lige blevet klippet og spraymalet i heftige farver, så de udstrålede ikke helt den landidyl, jeg havde håbet på. Der var også så mange af dem, at jeg helt glemte at fotografere dem - hvis det giver mening - men her fik jeg da skudt et par barberede får ved en klippekyst; og som en lille bonus står det forreste får og tisser. 

torsdag den 17. september 2015

everything I feel returns to you somehow

Efter en lang og dejlig sommer, hvor minderne om min mor mest har været gode og dukket op på overskudsfyldte solskinsdage, har september og efteråret nu ramt mig med fuldt smadder. Jeg er kommet så relativt nemt igennem det sidste halve års tid, at jeg faktisk troede at det var helt slut med den meget voldsomme sorg, men den har altså stukket hovedet lidt frem igen den sidste uges tid. Det er uden tvivl en kombination af nogle dumme mærkedage og den i øvrigt fremragende Sufjan Stevens-koncert, for selvom jeg havde et helt andet og meget mere ukompliceret forhold til min mor end Sufjan havde det til sin, ramte hans skrøbelige sange mig lige i hjertet i mandags. Jeg har sjældent oplevet noget så intenst og kuldegysfremkaldende. Det gjorde så ondt og godt på samme tid, at jeg har været helt rundt på gulvet siden, og nu er vi så ramlet ind i de datoer, hvor det hele startede for tre år siden. 

Jeg ved jo godt, at der ikke var tale om spontant, over-natten-opstået kræft hos min mor, men i mit hoved blev hun syg den syttende september, og den attende september begyndte hun at dø. Det er super overdramatisk at tænke sådan, men jeg har vist også en tendens til at være en kende overdramatisk - i hvert fald af en jyde at være. Det var nogle voldsomt ubehagelige og surrealistiske dage, som jeg næsten har fortrængt, men enkelte ting står lysende klart i min hukommelse; flyveturen hjem, min far og søsters ansigter, da de hentede mig i lufthavnen, og at min mor prøvede at trøste og berolige min søster og jeg, selvom det burde have været den anden vej rundt. 

Jeg har det egentlig okay med at være lidt ked af det igen. Jeg ser det ikke som et kæmpe tilbageskridt i min sorgproces, men som en naturlig reaktion på koncerten, mærkedagene og efterårets komme. Efteråret har jeg aldrig været gode venner med, og det hjalp ikke rigtig på det, da min mors korte sygdomsforløb strakte sig over netop efterårsmånederne. Siden sidste år har jeg også trappet yderligere ned på min medicin, hvilket gør, at jeg føler lidt mere - både det gode og det dårlige - og det skal jeg også lige vænne mig til. Jeg satser stærkt på at tage endnu et år uden en vinterdepression - sidste år var første gang i måske tolv-tretten år, hvor vinteren ikke væltede mig helt omkuld. 

Men selvom der er en forklaring på mine følelser, er det selvfølgelig stadig hårdt. Jeg savner hende simpelthen så meget, og selvom det ikke ligefrem er revolutionerende nyt, er det stadig ved at gå op for mig, at hun ikke bare er væk i nogle år, men at hun er død. Selv nu, snart tre år efter hendes død, er det helt ufatteligt for mig at hun aldrig kommer tilbage igen. Der vil aldrig have været et rigtigt tidspunkt for min mor at dø på, men jeg er så ked af, at hun døde imens min søster stadig havde det rigtig skidt, omend det gik den rigtige vej. Jeg ville sådan ønske, at hun kunne se, hvor meget bedre både min søster og jeg har det i dag, og jeg kan slet ikke bære tanken om, at hun måske har følt at hun svigtede os. Jeg ved ikke om jeg tror på, at hun stadig kan følge lidt med i vores liv - men jeg håber det virkelig. 

lørdag den 12. september 2015

a melody to keep me from worrying

Som musikelsker og koncertgænger er efteråret klart den bedste tid (det skal vel også have et eller andet at byde på), for udover sommerens festivaler, er det her, de fleste kunstnere er på tour. Dette efterår er ingen undtagelse, og jeg har allerede sikret mig billetter til en god håndfuld koncerter.  
Den første i rækken bliver Sufjan Stevens på mandag i Falconer Salen, og det er nok også den, jeg glæder mig mest til. Han spiller hele sin nyeste plade 'Carrie & Lowell' der handler meget om hans barndom og hans mor, der døde af kræft i 2012 (det kender jeg godt). Sangen ovenfor er et af de allersmukkeste numre, Sufjan nogensinde har lavet, og det siger ikke så lidt. Jeg har set Sufjan Stevens to gange tidligere, men det er ved at være længe siden, og jeg glæder mig til gensynet. Næste weekend byder på årets Festival of Endless Gratitude, hvor jeg nok skal få set en bunke nyt, spændende musik, men jeg kender ikke nogle af navnene på forhånd. 
Den 12. oktober gælder det HEALTH, som jeg så en fremragende koncert med på årets Primavera Festival i maj. I august udkom deres nye plade 'Death Magic', og jeg er virkelig vild med den, selvom de er gået i en ekstremt poppet retning i forhold til deres tidligere noise-lyd. Her er den helt vanvittige video til 'Stonefist', der også er et af pladens bedste numre.
I oktober skal min kæreste også spille et par koncerter med sit band 'The Big Dust', og det bliver første gang, at jeg oplever dem live. (De har altså også kun spillet én koncert. I Århus.)
Til november får jeg travlt; især i starten af måneden. Jeg overvejer at tage til Godspeed You! Black Emperor i Den Grå Hal d. 3. november, men ellers er første koncert på programmet Lower Dens på Loppen d. 4. For mange år siden lyttede jeg en del til Jana Hunter, men det var fuldstændig gået min næse forbi, at Hunter nu har et band, der hedder Lower Dens, så det må jeg naturligvis opleve. Nummeret 'Brains' er fra den forrige plade, men den nyeste plade er også rigtig fin. Mercury Rev spiller i Koncerthuset dagen efter, men det er simpelthen for dyrt. 
Allerede to dage efter d. 6 vender jeg tilbage til Loppen og Chelsea Wolfe. Min kæreste og mine venner har lyttet til hende længe, men jeg er først for alvor blevet glad for hende og hendes 'drone-metal-art-folk' det sidste halve års tid. Nu er jeg til gengæld vild med hende! Her er 'Carrion Flowers' fra den nyeste plade. 
D. 19. november gælder det en lidt spøjs dobbeltkoncert i VEGA- Bradford Cox aka. Atlas Sound varmer op for sit andet band Deerhunter, og for mig er det mere end en ekstra bonus, da jeg faktisk bedst kan lide Atlas Sound. Men Deerhunter har lige udgivet en fantastisk ny single, 'Snakeskin', og jeg glæder mig virkelig til både koncerten og den nye plade. 

Hvis overskuddet er der i min travleste arbejdsmåned, skal jeg også se Ducktails på Loppen d. 10. december. Det bliver et spændende musikefterår - og hvis jeg pludselig får mere tid og flere penge, er der også interessante koncerter med blandt andre Low, The Dø, Death Cab For Cutie, Chastity Belt og Destroyer, som jeg kan tage til. 

søndag den 6. september 2015

hang on to any fucking thing you love

Jeg har været i himlen. Irland er uden sammenligning det bedste chipseland, jeg nogensinde har besøgt. (Må lige understrege, at jeg nu også er ret glad for Danmarks udvalg. Vi har fat i den lange ende.) I Irland var der SÅ mange forskellige mærker og spændende smagsvarianter - og så er det helt normalt lige at snacke en lille pose chips til sin sandwich. I flyet kunne man endda bestille en toast KUN med smør og chips. Her er en gennemgang af alle de lækre chips, jeg fik fingrene i på ferien - bemærk venligst, at mange af poserne er i miniaturestørrelse - jeg har (trods alt) ikke spist tolv store poser chips på en uge. Karakterskalaen rangerer som altid fra nul til ti Pringlesrør. 
Keogh's blev mit nye favoritmærke, for alle de tre varianter jeg smagte, var ganske enkelt fremragende. Gæsteanmelderen var også meget begejstret, som man kan se på det lettere maniske fjæs, der kigger frem bag bilsædet. Selve chipsen fra Keogh's var grov og sprød, men helt uden den lettere olierede, uheldige bismag, der ellers ofte kendetegner grovchips - det var et klart plus. Det trak også gevaldigt op, at chipsene smagte af så meget; man har ikke været nærig med krydderier og pulver, og især varianten med irish cheese & onion var decideret himmelsk. Jeg troede ikke, at jeg ville være glad for den med roast beef & stout, men det var faktisk en meget afbalanceret udgave, hvor kødsmagen ikke var hverken kunstig eller altdominerende. Til sidst må jeg også rose Keogh's for deres lækre design - poserne var flotte, farverne pæne og skrifttypen god, og så er det et ekstra plus, at man kan se på hver pose, hvor kartoflerne er dyrket. Det bliver et pænt otte-tal til den røde pose, og to store ni-taller til den grønne og den blå variant. 
Hunky Dorys var bestemt heller ikke uden evner - en lidt mere traditionel form for bølgechips, der ikke lå langt fra Kims udvalg herhjemme. Igen må jeg rose mængden af krydderi og smagspulver, der i min verden er altafgørende for bedømmelsen af chips - og det har de altså fuldstændigt styr på derovre. Den i Irland ikke helt så almindelige sour cream & onion-variant var et solidt bud på en gammel klassiker, og den hiver et stort syv-tal hjem. Buffalo-varianten er vel at sammenligne med vores barbecue-smag, og selvom den ikke var dårlig, er det normalt en af de poser, jeg holder mig fra. På grund af den fine pose sniger den sig lige op på et seks-tal. 
Herhjemme har sour cream & onion-varianten længe været den mest populære smagsvariant, men den var som sagt en lidt mere sjælden gæst i Irland. Deres go-to-flavour må helt klart være cheese & onion, som jeg så i ufatteligt mange udgaver, og resten af denne omgangs testmateriale består da også af netop denne variant. Den første fra O'Donnells blev indtaget om bord på en turistbus i det regnfyldte Dublin, og den forsøgte ligesom Keogh's at markedsføre sig på det autentiske og rustikke. Her var desværre bare et eksempel på en grovchip med lidt for meget olie og lidt for lidt smag. Fem pringlesrør herfra. Straks bedre gik det for Tayto-varianten, der trods den grimme pose virkelig har fat i den lange ende. Chipsen er ganske tynd og sprød, men går ikke i stykker i posen - og så smager den næsten som de sagnomspundne Queso Blanco-chips. Jeg er i gavehumør i dag, så de sniger sig også op på et nital. 
De sidste tre små poser snuppede jeg med hjem fra lufthavnen, og her var det igen varianten i den grimmeste pose, der overraskede positivt. Chipsen fra King var nemlig ikke langt fra Tayto-varianten, omend noget mere salt. Det kan nogle gange være lækkert, men her overskyggede det næsten ostesmagen, og det trak det samlede indtryk ned på et syvtal. Kettle-chipsene havde jeg forventet mig meget mere af - de lokkede også med lækkert design og autencitet, men selvom jeg må give pluspoint for at bruge rødløg i stedet for almindelige løg, kommer de heller ikke over syv. 

Den sidste pose har droppet friturestegningen og ladet kartoflerne 'poppe' i stedet, hvilket ifølge hjemmesiden skulle gøre dem både sundere og sjovere. Det er løgn. Det med sundheden er sikkert rigtigt nok, men det er nogle af de mest triste og kedeligste chips jeg nogensinde har smagt. I Danmark har jeg smagt noget tilsvarende i ISIS-udgaven, og de er faktisk ikke så dumme endda, men deres irske/britiske fætter er altså en tør kiks.Det kan ikke blive til mere end to Pringlesrør. 

Jeg startede med det bedste og sluttede med det værste, men konklusionen er klar - Irland er et fantastisk sted, hvis man er glad for chips.