torsdag den 31. december 2015

in a living room filled with arts and crafts

Her på årets sidste dag deler jeg lige min fine julegavehøst med jer. Der var som altid stof til mange timers underholdning, og jeg har allerede malet lidt i Game of Thrones-malebogen fra min far, selvom det krævede lidt overvindelse. Min søster havde fundet noget fint tøj til mig, samt den SEJESTE Totoro-paraply, der dog lige kræver lidt teknisk snilde at slå op. Nu skal jeg i bad, i festtøjet og til Nørrebro, hvor en lille flok af mine venner venter. Rigtig godt nytår!

onsdag den 30. december 2015

your bedside manner makes me wanna watch cujo, baby


Nytår betyder listetid, og i dag gør jeg status over musikåret 2015. Den altoverskyggende kunstner har for mig været John Grant, som jeg faktisk slet ikke er færdig med at snakke om. Koncerten i slutningen af november var helt vidunderlig - jeg var alene til koncert, stod allerforrest, og han var i topform. Hvordan kan man IKKE elske en mand, der refererer Cujo og andre firser-gyserfilm i sine tekster? Nå, men der ER trods alt også sket andet i 2015. Her er mit musik-2015 i lister:


TOP 5- PLADER FRA 2015
1. John Grant - Grey Tickles, Black Pressure Jeg har allerede snakket rigtig meget om John Grant. Både nu og i november. Men han ER altså også ret fantastisk. 
2. Sufjan Stevens - Carrie and Lowell Sufjan har jeg også snakket om før. Denne utroligt skrøbelige og fine plade har betydet meget for mig i år, og jeg er ikke træt af den endnu.
3. Marilyn Manson - The Pale Emperor Et fremragende comeback fra min mørkemester efter et par decideret elendige plader. Næsten lidt blues-agtig til tider. 
4. HEALTH - Death Magic HEALTH har også været en af årets store overraskelser. Jeg kendte dem godt før denne plade, hvor deres lyd var noget mere støjende og eksperimenterende. Jeg har dog overgivet mig totalt til denne plades poplyd, som er blevet lige lidt bedre af at have set bandet live hele to gange i år. 
5. Desaparecidos - Payola Jeg sidder lidt med en følelse af at have glemt en vigtig udgivelse på min liste, for dette sideprojekt fra Conor Oberst aka. Bright Eyes er måske ikke helt godt nok til at indtage femtepladsen på denne liste. Det kan dog retfærdiggøres, for min yndlings-Conor er en vred Conor, og han er ret vred på Payola-pladen, der er fyldt med politisk ladede tekster. 

(Jeg må også lige nævne Pharmakons Bestial Burden og Hookworms' The Hum, der godt nok begge er fra efteråret 2014, men jeg har først opdaget dem i år og hørt dem til døde. Se evt. koncertlisten.)



TOP 3- POSITIVE OVERRASKELSER FRA 2015
1. Marilyn Manson - The Pale Emperor Jeg havde faktisk lidt givet op når det kom til nye udgivelser fra Marilyn Manson. Ingen kan tage storhedstiden i sluthalvfemserne og startnullerne fra ham, men det har godt nok været skidt på det sidste. Jeg var ret overrasket over at han kom så stærkt igen med The Pale Emperor, og det får mig til at håbe, at vi ikke har set den sidste interessante plade fra hans hånd. Koncerten var også ret god, selvom han desværre kun spillede to numre fra den nye plade. 
2. Miley Cyrus - Miley Cyrus & Her Dead Petz I'm just as surprised as anyone. Jeg havde IKKE regnet med, at Miley Cyrus nogensinde skulle optræde på en positiv liste på min blog, men jeg er faktisk blevet ret vild med den skøre tøs. Det hænger selvfølgelig uløseligt sammen med hendes bizarre bff-forhold til Wayne Coyne, der tydeligt har haft en finger med i spillet på den nye plade, der er en sand legestue af skøre idéer. Blandt en bunke ligegyldigheder gemmer sig et par sande perler, og jeg har lyttet til pladen flere gange end jeg ønsker at indrømme. 
3. Ryan Adams - 1989 Jeg havde heller ikke regnet med at se Taylor Swift på denne liste, men hun får altså også kun lov til at optræde camoufleret, for hende bliver jeg aldrig glad for. Ryan Adams har, lidt besynderligt, valgt at fortolke HELE hendes populære - og kun ét år gamle - 1989-plade, og det er det kommet et overraskende godt og rørende resultat ud af. Jeg er lidt ked af at indrømme det, men det er meget bedre, end noget der er kommet fra Ryans egen hånd de sidste mange år. Sangene passer virkelig godt til Ryans stemme, men det ER bare en underlig følelse at blive rørt af den smukke 'Out of the Woods' og finde ud af, at den handler om Harry Styles. Suk. 



TOP 5-KONCERTER I 2015
1. John Grant i Vega Nu har vi vist trods alt snakket nok om John Grant. Men koncerten var altså stadigvæk den allerbedste i år. 
2. Sufjan Stevens i Falconer See above. Sufjan var (igen) forrygende.
3. Dan Deacon til Primavera Festival Jeg havde en forrygende Primavera Festival, og lørdag aften, der var den sidste, var ganske enkelt vidunderlig. Jeg fik tre fantastiske koncerter i træk, og jeg har fortalt om dem alle tre her. Dan Deacon var lige et par milligram bedre end de andre, men det var meget tæt. 
4. HEALTH til Primavera Festival HEALTH leverede en super tight og virkelig god koncert i den varme, spanske nat. Koncerten i oktober i Pumpehuset havde ikke helt samme magi, men drengene fra HEALTH har stadig gjort stort indtryk på mig i år. 
5. Hookworms/Pharmakon til Primavera Festival. Nej, de spillede ikke sammen, men jeg kunne ikke vælge én fra, da de begge blæste mig totalt omkuld. Jeg kendte hverken lille, vrede Pharmakon med de vilde lyde eller Hookworms fra Leeds, der fik mig helt i trance, men jeg har lyttet rigtig meget til begge dele siden Barcelona-turen i maj.


TOP 1-SKUFFELSER FRA 2015
1. Modest Mouse. Jeg må hellere lige slutte af med at forklare, hvorfor Modest Mouse desværre ikke er finde på mine lister, selvom de er et af mine absolutte yndlingsbands. Efter ufattelige otte års ventetid, udkom 'Strangers To Ourselves' endelig i marts måned. Den var bare overhovedet ikke ventetiden værd. Decideret dårlig er den ikke, men jeg savner bare sådan noget mere af den nerve, jeg ved de har. Koncerten til Tinderbox levede mildest talt heller ikke op til mine forventninger, men selvom jeg i år er en utrolig skuffet fan, kan jeg aldrig helt droppe Modest Mouse. Der kommer vist, utroligt nok, en ny plade allerede næste år.

Alt i alt har det været endnu et rigtig godt musikår, selvom jeg godt kan mærke, at min opsøgende og nysgerrige side virkelig er begyndt at slacke lidt. Jeg har dog lige opdaget Discover Weekly på Spotify, så måske opdager jeg også noget nyt musik i 2016. 

tirsdag den 29. december 2015

all delighted people raise their hands

Jeg har haft nogle dejlige juledage i allerlaveste gear. Tiden er gået med dyne i sofaen, indtagelse af store mængder julemad, slik og risalamande, kirkegårdsbesøg og nusning med både hund, kat og hest. Jeg kunne godt have brugt et par dage mere sammen med min far og søster, men efter et hurtigt visit hos barndomsveninden i Hobro, hoppede jeg på toget til København søndag eftermiddag. Nu drømmer jeg om at få elimineret en horribelt stor opvask, men jeg har fået en malebog i julegave, og den trækker faktisk lidt mere efter denne første, hårde arbejdsdag efter julen. Nu må vi se. 

torsdag den 24. december 2015

but you're remarkably dressed

Med mit indlæg nummer tusind (1000! Hvordan skete det lige? I løbet af fem år, er svaret, men alligevel! Det må jeg gøre mere ud af en anden gang.) vil julehunden Silke og jeg gerne ønske jer alle en glædelig jul, hvis I da fejrer den slags. Ellers må I bare have en rigtig dejlig aften. 

lørdag den 19. december 2015

yesterday I woke up sucking a lemon

Julestemningen har nok aldrig været længere væk end i går, hvor min cykel blev stjålet og jeg havde en arbejdsdag på tretten timer. Jeg var blevet SÅ glad for den cykel, men åbenbart ikke helt glad nok til at besvære mig med at stille den ind i gården hver dag, hvilket min kæreste selvfølgelig altid gør. Og nu er den væk. Oh well. Den lange arbejdsdag var faktisk fin nok og virkede slet ikke så lang (nu skal jeg jo også lige tjene til en ny cykel) - mine kollegaer og jeg er alle i samme båd, og vi klør på med absurditeter, overtræthed, slik og koffein, og det virker heldigvis det meste af tiden. Her er en af mine venner f.eks. en yndig Amy Winehouse. (Jeg var desværre ikke selv vidne til det smukke syn, men heldigvis eksisterer snapchat, og jeg er ikke for fin til at tage et screenshot af noget mindeværdigt.)
Min arbejdsplads er ret glad for lettere passiv-aggressiv skiltning på både toiletter, i elevatoren og i køkkenet. I totally get it - folk er helt ekstremt dårlige til at sætte deres ting i opvaskemaskinen, og jeg er også en sucker for formanende skilte, men ni af slagsen er måske alligevel i overkanten. Jeg er vild med det. 

Jeg skal arbejde tre dage mere inden jul, og det har jeg det helt fint med. Så længe jeg kan søge tilflugt ude på lageret af og til, er det faktisk meget sjovt at opleve menneskemængderne på gaveindkøb. Og hvis ikke før, så skal julestemningen nok indfinde sig lillejuleaften, når jeg endelig kommer hjem til min far og min søster. 

søndag den 13. december 2015

I had nothing to show you

Der sker ikke så frygtelig meget i mit liv for tiden ud over mit arbejde. Derfor kommer der her en række observationer fra en typisk arbejdsdag. Første billede er fra den skrækindjagende gang ned til et lager i kælderen på mit arbejde - eller faktisk er det under kælderen; deraf navnet Dybet. Dybet er et sagnomspundet sted, hvor mange juleassistancer og unge piger frygter at gå ned alene; og flere af mine tidligere kollegaer hævder, at de har set eller hørt noget mærkeligt dernede. Jeg synes også, at gangen er lidt skummel, men jeg er dernede femten gange om dagen, og det tager måske mystikken lidt af stedet. Vores andre lagre har i øvrigt så charmerende navne som Rottehullet, Rygeren og Det Tropiske Rum (sidstnævnte mest pga. den klamme luft og lyden af vand, der risler gennem hele bygningen).  
Den anden dag var Dybet overhovedet ikke uhyggeligt, da jeg fandt en bunke hø foran en dør, der ikke er vores. Jeg tænker, at det er undertøjsforretningen ved siden af, der har gang i noget halvfrækt nissepigeshow, men uanset hvad var det rart, at der pludselig duftede lidt af stald imens jeg var på arbejde. 
En lille del af mit arbejde består af at skrive titler på de kasser, der skal stilles væk på lager. Af uvisse årsager er det ekstremt tilfredsstillende for mig. Mit drømmescenarie er et lager, hvor jeg selv har fået lov til at skrive på alle kasserne, og hvor jeg ikke skal se på sløset håndskrift i tide og utide, men jeg er godt klar over, at jeg virkelig bare skal komme over det. Min kæreste reddede sig ud af en ekstra grimt skrevet kasse ved at tilføje mit navn, og så lod han mig ellers skrive på resten af dagens kasser. Dét er kærlighed. 
Jeg mødte klokken seks i hele sidste uge, men det passede mig udmærket, fordi jeg alligevel stadig ikke kan sove om natten. Det betød også, at jeg havde tidligere fri, så hver dag nåede jeg lige at nyde den sidste vintersol. I fredags var den ekstra fin over Knippelsbro. 

Nu venter en ny, lang arbejdsuge, men det har været en god og afslappende weekend, så det skal nok gå. Og lige om lidt er det jul!

mandag den 7. december 2015

what if the words would bring you here

I dag er det tre år siden, at min mor døde fra mig. Jeg havde taget fri i dag for en sikkerheds skyld, men sorgen over min mor har faktisk ikke været så voldsom og insisterende det sidste stykke tid, og jeg tror såmænd sagtens jeg kunne have været på arbejde. I stedet ville tilfældighederne det sådan, at min lægetid blev rykket til i dag, og nu sidder jeg alligevel og græder lidt ned i tastaturet, selvom det mest er lidt af lettelse. Det var virkelig rart, at min læge tog mig alvorligt og ikke negligerede mine søvnproblemer, og hun ville egentlig gerne deltidssygemelde mig, hvis jeg havde dét behov. Jeg tror lige jeg prøver uden. Jeg håber og tror stadig på, at min hverdag ser helt anderledes ud om en måned. I morgen skal jeg have taget en omgang blodprøver, så det lige kan udelukkes, at al elendigheden har noget at gøre med en fysisk målbar vitaminmangel. Og her kunne jeg virkelig godt bruge min mor. Jeg ved, at jeg har taget noget ekstra tilskud i årevis, og jeg kan huske en absolut forfærdelig gastroskopi på Bispebjerg Hospital lige da jeg var flyttet til København, men jeg aner ikke hvorfor. Min mor ville vide det. 

Sundhed.dk ved det heller ikke helt, men de kan til gengæld fortælle mig, at det er tyve år siden jeg slugte et stykke af mine togskinner og måtte have det fisket ud igen på skadestuen. Jeg kom stolt i skole bagefter og fortalte, at jeg havde fået narko, hvortil min lærer lige måtte rette mig og sige, at jeg havde været i narkose. Hjemmesiden kan også fortælle mig, at det er elleve år siden min blindtarm sprang, og jeg havde et ret ubehageligt indlæggelsesforløb i Randers. Og min mor ville kunne fortælle om det meget mere detaljeret, end jeg selv kan, fordi hun er min mor.

Og nu er jeg gået i stå. Jeg vil så gerne fortælle et eller andet særligt og specielt om min mor i dag, og jeg har tusind milliarder historier, men de vil ikke ud. Jeg kan heller ikke sætte ord på det absurde i, at vi nu skal fejre jul for fjerde gang uden min mor. Så nu vil jeg slukke computeren, gå en tur i det sidste dagslys og kramme min kæreste lidt ekstra. Og så vil jeg gerne bede om en god mor-drøm i nat. 

tirsdag den 1. december 2015

there are many reasons for blushing

Glædelig første december! Jeg er meget, meget langt fra at være i julestemning, men der er håb endnu, for både min lille familie og mine venner har sat alle sejl til for at sprede lidt lys og hygge i min mørke december. I sidste weekend nåede jeg tyve timers intens familiehygge hos min onkel i Vejen, og der overrakte min søster mig den allerfineste pakkekalender, som hun og min far har lavet til mig. Det er SÅ sødt af dem. Pakkekalenderen skal naturligvis ikke blive ved med at ligge i skuffen, men Jimmy har været lidt for interesseret i for tidlig oppakning af gaverne, og indtil vi lige har fået en god snak om dét, må det være sådan. 

I denne weekend hentede jeg en ægte omsorgs-pakke på posthuset fra min søde veninde Louise. I det søde, vedlagte kort skrev hun, at for nogen er december ikke lig med hygge, men med mørke, sorg og savn, og det er simpelthen så rart at blive forstået på den måde. Nisserne er utroligt fine og lige mig - men indtil videre får de lov til at være det eneste julepynt, der bliver stillet frem herhjemme. Jeg tror, at jeg springer over i år. Arbejde i detailhandlen i juletiden kan lukke munden på selv den største juleelsker, og når jeg så samtidig kan smide min mors december-død i pujlen, er det altså svært at komme i den rigtige stemning. 

Men jeg GLÆDER mig til en række sammenhængende fridage, hygge med min far og søster, god mad og venindebesøg. Jeg har fået en lille smule overskud igen siden sidst - det hjalp gevaldigt at bede om hjælp (hvem skulle have troet det), og nu skal de næste uger bare overståes. Hvis der samtidig også kunne ryge lidt nattesøvn ind på kontoen ville det være helt perfekt, for jeg vågner desværre stadig ved firetiden hver nat. Jeg har prøvet at indhente noget forsømt blogging i de tidlige morgentimer, men det er sjovt nok ikke de allermest konstruktive eller positive indlæg der dukker op på det tidspunkt, hvor jeg er ved at skrige af frustration og træthed. Jeg får set en masse X-Files til gengæld. I nat var Scully f.eks. voldsomt jaloux på Mulders flirt med en insektekspert ved navn Bambi, så intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. 

torsdag den 26. november 2015

everyday is silent and grey

Trods alle intentioner om det modsatte er jeg alligevel blevet overmandet af en træls vinterdepression. Derudover kan jeg genkende mig selv i lige lovligt mange af stress-historierne hos AmarOrama for tiden; jeg kan ikke sove om natten, og de sidste par uger har jeg haft lidt for mange meltdowns og tudeture på arbejdet. Det er noget rigtig lort, for nu at sige det som det er, men lige i dag er jeg faktisk ret fortrøstningsfuld. Efter en god snak med min chef i går har jeg fået en håndfuld fridage mere inden jul - samt lovning på at kunne gå hjem, når jeg er færdig med mit arbejde. Det hjælper en del - ligesom dagslys, gåture og venneaftaler gør det, så det vil jeg fylde mine fridage med frem til jul. I dag har jeg gået ti kilometer i det smukke vejr - men uden kamera, så billederne er fra en tilsvarende Amager-gåtur engang i sommer.  

torsdag den 19. november 2015

Stephen King - The Dead Zone

Min genlæsning af Stephen King har egentlig været ret lystbetonet i den forstand, at jeg ikke har læst bøgerne i nogen særlig rækkefølge; jeg har gået efter favoritterne og dem jeg huskede dårligst - men på det sidste har jeg fået lyst til at gå mere kronologisk til værks. Stephen King debuterede med Carrie i 1974 og fulgte stærkt op med 'Salem's Lot og The Shining inden han skrev en af mine klare favoritter The Stand i 1978. Sidste King-roman i halvfjerdserne var thrilleren The Dead Zone, og selvom den efter min mening ikke når de første fire til sokkeholderne, er det en ganske solid og spændende fortælling om en mand, der vågner efter næsten fem år i koma med overnaturlige evner.

Det er helt klart det aspekt, der fascinerer mig mest ved romanen. Det virker så ufatteligt, at man kan ligge i koma i årevis, for derefter at vågne til en verden, der er helt forandret. I The Dead Zone er det den unge lærer Johnny Smith, der efter en god aften ude med sin nye kæreste kommer voldsomt til skade i en trafikulykke, der sender ham i dyb koma. Fem år senere er kæresten Sarah naturligt nok kommet videre med ny mand og barn, men det hele er særdeles ambivalent for hende og ganske hjerteskærende at læse. Johnny vågner med evnen til at kunne se glimtvis af både fortiden og fremtiden for de mennesker, han kommer i fysisk kontakt med, og det er ofte nogle ganske gruopvækkende scener, han er vidne til. Snart udvikler historien sig til en sand spændingsroman sat i en ramme af amerikansk politik, og selvom det ikke ligefrem er min yndlingsgenre, er slutningen bestemt gennemlæsningen værd. 
The Dead Zone blev filmatiseret i 1983 af David Cronenberg med Christopher Walken i rollen som Johnny Smith, og den bliver ofte regnet blandt de bedste King-filmatiseringer overhovedet - angiveligt på grund af gode skuespilpræstationer og et godt soundtrack. Godt nok findes der uendeligt mange decideret elendige King-adaptioner derude, men The Dead Zone er efter min mening stadig meget langt fra toppen, og jeg kan slet ikke se alt det gode ved den, som anmelderne fremhæver. Ret skal være ret - en af filmes største svagheder er, at den virker meget uddateret, og det kan den sådan set ikke gøre for. Det er bare endnu et eksempel på en af de mange firserfilm, der ikke virker overbevisende på mig, fordi skuespillet er helt mærkeligt.

Et af mine andre kritikpunkter er, at filmen virker enormt forhastet. Den har alt for travlt med at få fortalt hele historien på bare en time og tre kvarter, og det gør mig uinteresseret i karakterernes skæbne. Der findes faktisk en tv-serie med samme navn, der kørte over skærmen fra 2002-2008, og som skulle være 'løst baseret' på Kings karakter Johnny Smith, men jeg har sagt til mig selv, at det er okay ikke at spilde tres timer af mit liv på det, selvom der måske er lidt bedre plads til karakterudvikling i dét medie. Alt i alt er The Dead Zone ikke i nærheden af at være blandt mine King-favoritter, men dårlig er især romanen nu langtfra. 

tirsdag den 17. november 2015

in a graveyard or garden that waits for the spring

Jeg har ikke rigtig set dagslyset i to dage nu, og jeg kommer heller ikke til at se det i morgen. Det passer mig virkelig dårligt, for jeg synes det hele virker lidt mørkt og trist for tiden. Heldigvis skal jeg en smuttur til Jylland i weekenden, hvor jeg skal til min onkels fødselsdag sammen med min far og søster, og det bliver så godt at se dem igen, selvom det kun er i en dags tid.  Der skal jeg nok få fyldt depoterne lidt op igen. 
Når jeg har fri, går jeg altid en tur. Det er en aftale jeg har lavet med mig selv, for selvom jeg ikke altid gider, bliver jeg hver gang SÅ glad for at komme ud. Dagslyset (med eller uden sol), den friske luft og musik i ørerne er for mig en af de allerbedste måder at koble af på (selvom jeg nu heller ikke takker nej til en Xbox-aften på sofaen med cola og chips), og i sidste uge gik turen til Sundby Kirkegård, der var klædt i de fineste efterårsfarver.  

lørdag den 14. november 2015

it's gonna cloud our eyes again

Om en times tid tager jeg min kæreste under den ene arm og et par flasker vin under den anden, og så drager vi mod Islands Brygge til Irland-reunion med de to vennepar, vi rejste med i august. Tiden er fløjet, og siden vores hjemkomst har jeg kun set mine veninder halvanden gang - og deres søde mænd slet ikke. Så en aften med gode venner, god mad og vin, lange snakke, røverhistorier og ferieminder er lige præcis det lyspunkt, jeg har brug for her midt i en november, der pludselig er blevet endnu mere trist og grå end normalt. 

søndag den 8. november 2015

cause you can open up the heavens for me

Listen over de sidste tre måneders musikafspilninger på min Last.fm-profil vidner om det mørke efterårs komme med optrædener af flere af mine til tider lettere deprimerende favoritter (her er gensyn med teatralske Spiritual Front, vrede Marilyn Manson, storladne HIM og intense Xiu Xiu), men endnu bedre repræsenteret på listen er efterårets mange koncertaktuelle kunstnere (Sufjan Stevens, HEALTH, Lower Dens, Chelsea Wolfe, Deerhunter og John Grant), og jeg bliver nødt til at sige det igen - det er virkelig en god omgang i år. 

Fredag aften spillede Chelsea Wolfe en intens og virkelig god koncert på Loppen. Når Loppen er halvfyldt, er det et af mine yndlingsspillesteder i hele København - lyden er som regel god, scenen er lav, og man kommer meget tæt på kunstnerne på scenen. Når Loppen er udsolgt, er det til gengæld et meget uindbydende og klaustrofobisk sted at opholde sig; der er ulækkert varmt, og halvdelen af publikum kan ingenting se. I fredags var der udsolgt, men fordi vi stod forrest i den ene side, havde jeg alligevel en ret god oplevelse. Chelsea Wolfe sang så rent og smukt, at jeg først troede det var playback, og musikerne i hendes band var vildt dygtige - især trommeslageren. Det var tungt og det var godt, og koncerten har gjort den nye plade endnu bedre for mig. All hail Chelsea Wolfe!

*Jeg ved ikke, hvorfor teksten centrerer, men jeg bliver sindssyg af det!   
I går spillede Kurt Vile og i aften spiller Chastity Belt og Death Cab for Cutie, men hverken penge eller overskud rækkede længere i denne uge. Næste koncert bliver Atlas Sound og Deerhunter, og så har jeg fundet ud af, at mit nyeste crush John Grant også lægger vejen forbi København i november. Egentlig er han en gammel kærlighed, som jeg har genfundet, for jeg var ret glad for hans tidligere band The Czars. Deres coverversion af 'Song to the Siren' er et af de allersmukkeste numre i verden, men efter et par år glemte jeg dem lidt igen. Imens kørte John Grant bandet i sænk med et stofmisbrug af dimensioner; så fik han HIV, og så blev han droppet af sit livs store kærlighed. Derfor kunne man måske forvente en omgang selvmedlidende navlepilleri fra John Grants soloprojekt - men det er i stedet en eminent kombination af intelligent, humoristisk og drivende sarkastisk tekstskrivning, gode melodier, ikke-irriterende funky disco og smukke ballader.

Jeg så ham sidste år i Porto, men det var lige efter min ud-af-kroppen-oplevelse med Neutral Milk Hotel, så jeg glæder mig til at give ham min fulde opmærksomhed denne gang. Han har også udgivet en ny, fremragende plade siden sidst - Grey Tickles, Black Pressure - og den har tilmed et af de smukkeste covers jeg har set i år. Og så er det hvid vinyl! Jeg dør lige lidt. Gør dig selv en tjeneste og tjek nummeret (og den dertilhørende video) Disappointing  - jeg er i hvert fald blevet meget, meget glad for John Grant. 

torsdag den 5. november 2015

cloudless drops tear at my cheeks

Jeg har det helt ærligt ikke fantastisk for tiden. I går ramlede det hele sammen om ørerne på mig, og jeg begyndte at græde på arbejdet uden jeg egentlig helt ved hvorfor. Nogle gange holder det op, hvis jeg lige får en lille pause, så jeg gik en tur i Kongens Have, satte mig på en bænk og lyttede til en app med en rar mand, der fortalte mig, at jeg skulle trække vejret helt ned i maven. Det hjalp, men da jeg kom tilbage på arbejdet, trillede tårerne igen, og jeg endte med at gå hjem. Hvor jeg græd videre. I otte timer. Jeg droppede derfor den første af november måneds mange koncerter (Lower Dens), og jeg har i det hele taget nok været lidt for optimistisk omkring mit overskud til at gå til ti koncerter i den travleste måned på mit arbejde. Hvor jeg i øvrigt havde hele 10-års jubilæum i mandags. Det er faktisk en tredjedel af mit liv, og det har været fyldt med op- og nedture - men igennem mit arbejde har jeg mødt min kæreste og en god håndfuld af mine bedste venner, og det vil jeg aldrig glemme. En af mine søde chefer forærede mig en fin cola med sløjfe på, og så kan man jo næsten ikke bede om mere.

I dag ser det hele anderledes lyst ud, og som altid når jeg har haft sådan en tur, så ærgrer det mig, at jeg ikke bare kunne tage mig sammen, komme over det og arbejde videre i går. 'At tage sig sammen' er bare slet, slet ikke en mulighed, når jeg har det sådan, så det er nok bedre at jeg forebygger lidt i stedet for. Jeg vil så gerne undgå den frygtede vinterdepression, men havde du spurgt mig i går, ville jeg nok sige, at jeg allerede var midt i den. Jeg sover dårligt om natten, og jeg er bare så enormt træt og uden overskud det meste af tiden. Når jeg ikke får min nattesøvn, fungerer jeg bare slet ikke. Så i går var jeg modløs og trist - i dag er jeg mere optimistisk og har fundet min lysenergilampe frem, og i aften slukker jeg computeren tidligt og læser i min bog indtil jeg bliver træt. I nat kommer jeg til at sove godt; i morgen har jeg en relativt kort dag på arbejde, og i morgen aften skal jeg til koncert med Chelsea Wolfe. Det skal nok gå alt sammen. 

lørdag den 31. oktober 2015

or these trees to undress all their leaves unto me

I dag blev jeg - efter hele to måneders adskillelse - genforenet med mit kamera. Eller, kameraet har jeg haft hele tiden, men opladeren til batteriet har været en tur i Grønland. Og der er den faktisk endnu, så vidt jeg ved. Efter at have ventet læææænge modtog jeg i hvert fald en helt forkert oplader med posten forleden, og nu har jeg altså bare købt en ny, som jeg hentede på posthuset i dag. Verden er vist ved at være mættet af close-up naturbilleder med sløret baggrund, men jeg er ikke helt færdig med at vise mine close-up naturbilleder med sløret baggrund, så I må lige bære over med mig. 
I weekenden har min kæreste været i Jylland, og jeg har fordrevet tiden i godt selskab med flere veninder, Jimmy og mig selv. Jeg har gået lange ture i efterårssolen - i dag langs Amagerbanen, og jeg har spist enorme mængder bland-selv slik på sofaen til en bunke gyserfilm. Nu er jeg klar til en ny uge, der bliver ganske travl og god med både meget arbejde og mindst to koncerter.