søndag den 25. januar 2015

to save my soul from all these troubled times

Jeg nyder min vinterferie i fulde drag. Min kærestes forældre besøgte os i København tidligere på ugen, og der blev alle småprojekterne i lejligheden ordnet af hans far, imens vi andre tog en tur i Operaen. Tryllefløjten viste sig at være det helt rigtige valg til os operabegyndere, for den var noget mere folkelig og fjollet end jeg havde regnet med. Super fjollet, faktisk, jeg havde aldrig forestillet mig, at man ville sidde og grine når man var til opera, men det gjorde jeg altså flere gange. Jeg kunne aldrig drømme om at sætte en opera på anlægget derhjemme, men det var vildt fascinerende at opleve det live, og de høje toner og intense kor er bare noget mere overvældende, når sangerne står så tæt på én. Det var en meget bedre oplevelse end jeg havde regnet med, og jeg har haft Nattens Dronnings hævnarie på hjernen lige siden.

I torsdags kørte vi tværs over Danmark fra København til Nr. Vorupør ved Vesterhavet, hvor mine svigerforældre har verdens dejligste sommerhus. De tændte op i brændeovnen for os og kørte så hjem igen, så min kæreste og jeg har haft et par skønne, afslappende dage midt i stilheden. Sneen kom først lørdag morgen da vi drog videre, men inden da havde frosten efterladt smukke spor i naturen omkring os, og I bliver nok heller ikke fri for en syv-ottehundrede billeder fra vores lange gåture. 
Vi var heldige med vejret udenfor, men det meste af tiden blev nu altså brugt på indehygge i sofaen  foran brændeovnen. Alting foregik i absolut slowmotion, hvor den mest energikrævende aktivitet var at lægge nyt brænde på. Min søster har fødselsdag lige om lidt, og i sommerhuset smugkiggede jeg i nogle af de gaver jeg har købt til hende - blandt andet bogen om hunden Maddie, som jeg har fulgt på instagram i hundrede år. Jeg havde helt glemt at der også var kommet en bog, men klikkede den straks hjem, da Malene viste den på sin fine blog

Nu er jeg rykket videre til en anden sofa - nemlig den hos min far - hvor jeg lige snupper et par feriedage mere. Januar har behandlet mig usandsynligt godt i år, og min kæreste gjorde mig forleden opmærksom på, at jeg for første gang i den tid vi har været sammen ikke har haft en vinterdepression. Jeg troede aldrig det ville ske, og der er selvfølgelig ikke nogen garanti for, at det ikke sker igen - men det er stadigvæk en kæmpe sejr for mig. 

fredag den 23. januar 2015

Brian K. Vaughan - Y, The Last Man

Min store kærlighed for graphic novels stammer blandt andet fra min ven Chrelles kyndige introduktion til nogle af de allerbedste og forholdsvis let tilgængelige udgivelser fra Chris Thompson og Daniel Clowes, og nu har han altså også fået mig overtalt til at kaste mig over de mere regulære tegneserier, der udkommer i flere bind over en længere årrække. Jeg har læst mange tegneserier som barn - udover mine Anders And- og hesteblade læste jeg også min fars Tintin, Asterix og Lucky Luke, men fælles for alle de historier er, at de ikke nødvendigvis skal læses i rækkefølge. (Med Wendy var det dog en klar fordel at gøre, for der var altid en eller anden fortsat historie med hendes kusine eller bortløbne hund, ligesom Anders And også godt kunne være leveringsdygtige i historier delt ud over flere blade). De tegneserier, jeg læser nu, er én lang, spændende historie, så jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg har fundet det uoverskueligt at gå i gang. 

En af grundene til at jeg havde afskrevet disse længere serier var pga. prisen, for de samlede udgivelser af f.eks. Y, The Last Man - som dette indlæg skal handle om - eller The Walking Dead, kan nemt overstige flere tusinde kroner. Min redning blev selvfølgelig biblioteket, men jeg havde længe slet ikke overvejet, at de ville have så mange engelsksprogede tegneserier stående. Det var en helt fantastisk opdagelse at gøre, og jeg kan sagtens leve med at skulle vente lidt på den næste bog, for det afholder mig fra at sluge hele historien på én gang. Chrelle havde snakket enormt godt om tegneserien 'Y, The Last Man', så det blev den første, jeg lånte med hjem. Den er skabt af Brian K. Vaughan og Pia Guerra, og de tres hæfter blev udgivet mellem 2002 og 2008, men er nu også samlet i fem collections, der gør det lidt nemmere at bevare overblikket.
Y, The Last Man har et meget interessant udgangspunkt - lige pludselig dør alle hankønsvæsener i hele verden på særdeles brutal vis; alle voksne mænd, børn, fostre og dyr med y-kromosomet er på få minutter totalt udslettet fra jordens overflade. Det er nogle ekstremt grafiske og tragiske fremstillinger af hændelsen, og det er virkelig en stærk start på historien. Vi finder hurtigt ud af, at én mand har overlevet - nemlig den unge Yorick og hans tamme abe Ampersand (bedste navn nogensinde), der også er af hankøn. Serien igennem søger han og hans voksende følge efter sandheden bag udslettelsen og hemmeligheden bag Yoricks overlevelse (selvom Yorick i virkeligheden mest leder efter sin kæreste Beth), og det er en rejse, der bringer dem verden rundt og giver os et spændende indblik i den nye verden. Mange kvinder forsøger at opretholde en nogenlunde normal hverdag, på trods af de mange udfordringer og svære omstillinger - mens andre er gået totalt amok og patruljerer vejene i bevæbnede grupper. Jeg har efterhånden nævnt min fascination for det postapokalyptiske så mange gange, men denne historie har virkelig en interessant vinkel på det - for verden er jo sådan set ikke gået under, den har bare udslettet alle mænd. 
Historiens længde tillader en grundig karakterudvikling, og jeg er blevet meget mere involveret i de her mennesker, end jeg troede jeg ville blive - mine favoritter er søsteren Hero og Agent 355. En fortælling af denne type fokuserer naturligvis en del på plottet, men begivenhederne føles aldrig forhastede, og der er god plads til rørende sidehistorier og sjove bemærkninger - især Yorick bidrager til morskaben med sine skæve udtalelser og platte humor. Der er en ret stor mængde nøgenhed og sex i historien, og det er simpelthen så smukt tegnet, at det bestemt har sin berettigelse. Der bliver også brugt en del tid på at filosofere over mændenes forsvinden - det store spørgsmål er selvfølgelig stadig hvorfor, men det har også skabt grobund for, at kvinderne kan starte forfra uden at være bundet af alle de prædefinerede roller. Der er også flere ting, man måske kunne have forventet ville forsvinde med mændene, der stadig eksisterer - der er bordeller i alle dele af verden, og landene er stadigvæk i krig (dog mest med Israel), mens der modsat heldigvis (og selvfølgelig) stadig er statsoverhoveder, politikere og videnskabsmænd, samt filmproduktion og tegneserieudgivelser. Ud over det åbenlyse problem med reproduktion, er der faktisk en ret stor del af kvinderne, der er ganske tilfredse med at klare sig uden mænd.   
Y, The Last Man er fyldt med referencer til populærkulturen, hvilket jeg altid har været en sucker for - og her er de altså rigtig gode! Der bliver snakket om Coen-brødrene, Woody Allen, David Bowie, Seinfeld, David Lynch og Tolkien - og Lara Croft, der bliver betegnet som en 'teenage boy's masturbatory fantasy' (men hun er altså mere end det; hun er en af min ungdoms heltinder - bare ikke i Angelina-udgaven). De snakker også en del om Shakespeare (Yoricks navn stammer fra Hamlet-stykket), som de har mistænkt for at have været en kvinde. Omvendt bliver der nu også refereret til Y, The Last Man andre steder - i Lost læser Hurley en spansk udgave af tegneserien, hvilket jeg aldrig har bidt mærke i, selvom jeg har set serien fire-fem gange. 

En filmatisering af tegneserien har været i støbeskeen flere gange, men er hver gang blevet cancelled inden produktionen for alvor går i gang. Fans af tegneserien krydser fingre for en tv-serie, og jeg er helt enig i, at det er det helt rigtige format til dén historie. Hovedforfatteren Brian K. Vaughan må dog paradoksalt nok gerne holde fingrene fra den, for han er manden bag tv-serien 'Under The Dome' over King-romanen af samme navn, som han som instruktør har maltrakteret totalt. Men med de rigtige skuespillere og fokus på deres interaktion frem for et actiondrevet plot kunne det blive rigtig godt. 

tirsdag den 20. januar 2015

your name disintegrating from my lips

Musikåret 2015 er startet fremragende ud for mit vedkommende med superlækre udgivelser fra både Marilyn Manson, Panda Bear, Decemberists og Belle & Sebastian - de to sidstnævnte kommer vist på min ønskeseddel i stedet for i indkøbskurven, da jeg ikke kan forsvare at bruge mere af månedens budget på flotte plader. Marilyn Manson er på banen med 'The Pale Emperor', der hurtigt fik status som en af de smukkeste vinyler i min samling med sit betagende, gennemførte artwork - jeg er især vild med de tre tryk, der er lagt ved, og som Jimmy stolt fremviser. Jeg pligtkøber altid mandens plader, men de sidste to-tre udgivelser har været noget ujævnt venstrehåndsarbejde med kun små lyspunkter, og jeg havde egentlig heller ikke forventet andet af 'The Pale Emperor' - men med så lave forventninger, er det heldigvis også nemt at blive positivt overrasket. Vi er stadig meget langt fra mesterværket 'Antichrist Superstar', men mindre kan også gøre det, og jeg faktisk blevet ret vild med hele pladen. Nummeret 'Warship My Wreck' er min klare kuldegysfremkaldende favorit, og singlerne er også stærke, selvom hele tekstuniverset stadig halter noget efter hans storhedstid. Det samlede indtryk har efterladt mig som en 16-årig goth-pige, og jeg har ikke hørt andet end Marilyn Manson, siden jeg fik fingrene i vinylen for nogle dage siden.   
Ventetiden mod den nye Manson-plade blev dog fordrevet på allerbedste vis med den nyeste udgivelse fra Noah Lennox aka. Panda Bear - en af hovedkræfterne bag Animal Collective, og et af mine største crushes i mange, mange år. (Nu er jeg på team Avey Tare). Forgængeren 'Tomboy' var ret minimalistisk (og lidt kedelig), og jeg er glad for at høre en noget varmere lyd på 'Panda Bear meets The Grim Reaper', der emmer af samme legesyghed som de tidligere udgivelser. Den når ikke helt niveauet fra 'Person Pitch', men især singlerne er fremragende. Jeg er ikke helt overbevist om artworket - det gjorde det også nemmere at sige nej tak til en deluxe-pakke, der indeholdt en t-shirt i samme mønster - for selvom jeg normalt er glad for farver, har det måske taget lidt overhånd på pladecoveret. Tegningerne indeni er meget flottere. I forbindelse med udgivelsen har pitchfork i øvrigt lavet en fænomenalt flot feature om Noah Lennox, som kan læses lige her

søndag den 11. januar 2015

through shadow to the edge of night

Endelig blev det min tur til at få set den sidste Hobbitten-film, for i går trodsede min veninde, min kæreste og jeg stormen og tog i Empire, der er en af mine yndlingsbiografer - selvom jeg ikke er tilfreds med, at der står Pepsi på colaen. Filmen var noget bedre end jeg havde frygtet, og meget bedre end toeren, der næsten irriterede mere end den underholdte. Introduktionen af Tauriel og beslutningen om at inddrage Legolas giver dog markant mindre spilletid til gamle favoritter som Beorn og Radagast (som jeg har lært at holde af), og i det hele taget har filmen lidt for travlt. Håber den forlængede version kan hjælpe lidt på det indtryk. Richard Armitrage spillede ret eminent som den forstyrrede Thorin, og Martin Freeman leverede igen en fantastisk Bilbo. Jeg var også glad for at se så meget skærmtid til elverkongen Thranduil, som jeg har et kæmpe crush på. 

Men Hobbitten kan aldrig nå Ringenes Herre til sokkeholderne, og derfor var det da også en scene fra sidstnævnte, jeg forleden bragte med mig hjem i LEGO. Jeg køber åbenbart ikke tøj på udsalg, men LEGO - og jeg skammer mig ikke det mindste. Jeg faldt også over det fine postkort fra min far, som han sendte til mig for næsten tyve år siden.* Min søster og jeg er nemlig vokset op med Tolkien og har elsket universet siden vi var helt små, og så er det også svært ikke at have tårnhøje forventninger til filmatiseringerne. I dag har jeg sat mig på sofaen med min controller i hænderne og 'Shadow of Mordor' i konsollen, og jeg holder kun pause, fordi batterierne skal lades op. Bogstaveligt talt, altså; der sidder genopladelige batterier i min controller, og de er løbet tør. Det har været en dejlig weekend i Tolkiens ånd, og jeg er næsten klar til en lang arbejdsuge, der starter i morgen tidlig.       

*På samme tur købte han i øvrigt mesterværket 'Different Class' med Pulp til mig, og det skulle hurtigt blive en af mine absolutte yndlingsplader, og måske den cd, jeg har lyttet allermest til. 

fredag den 9. januar 2015

you can untie ties that have you tied upside

Forleden da jeg ryddede op i Jimmys legetøj, gik det op for mig, at jeg har opfostret endnu en lille samler. Hans mus alene (plus en enkelt lille bamse og en krabbe) fylder en hel skål, og så mange synes jeg altså ikke, at jeg har købt til ham. Han har alt for mange, og de fleste gider han overhovedet ikke lege med. Hans favorit er den meget slidte og efterhånden lidt ulækre lille, grå mus, der ligger nederst i skålen, fordi den var for klam til at blive fotograferet, men han er også ret glad for den røde. Snacks har han også rigeligt af, for jeg tager altid nogle forskellige varianter med hjem til ham, når jeg har været på ferie. De eksotiske varianter siger ham nu ikke altid så meget, mens jeg har mistænkt Whiskas for at putte afhængighedsskabende stoffer i deres sprøde snacks (snakkede man ikke om det engang?), som han ELSKER. Han kan endda selv åbne skuffen med snacks nu, hvis jeg glemmer at sætte stolen for. Vi har begge to lige spist frokost og fået en lille snack til dessert. Og nu skal vi have en middagslur, Jimmy og jeg.       

mandag den 5. januar 2015

messy hearts made of thunder

Min veninde Rannvá anbefalede mig den britiske ungdomsserie 'Skins' for hundrede år siden, men de uoverskueligt mange sæsoner (syv) gjorde, at den altid endte bagerst i rækken, når jeg skulle starte på en ny tv-serie. Men så manglede jeg noget at se, da min kæreste var på tour i næsten hele november, og her var Skins et oplagt valg. Det viste sig jo også, at sæsonerne kun indeholdt otte-ni afsnit hver, og jeg har arbejdet mig gennem serien hurtigere end jeg havde troet muligt. Det var godt nok svært ikke at snuppe en hel sæson i et hug, når man først var kommet i gang, for det bliver ret hurtigt vanedannende at føle sig ung med de unge. Skins skifter hele castet ud efter hveranden sæson, og hele serien byder altså på tre grupper af teenagere, hvoraf jeg som den eneste i hele verden holder klart mest af tredje og sidste generation.
Seriens skiftende perspektiv og nye hovedpersoner i hvert afsnit er et frisk pust inden for genren af ungdomsserier, der ellers har tendens til at køre en smule fast i gruppeformatet - eller lade hovedpersonerne blive udsat for urealistisk mange livsændrende begivenheder på alt for kort tid. I Skins bliver der heller ikke sparet på klichéerne og ungdomsproblemerne (der bliver godt nok taget usandsynligt mange stoffer), men det hjælper altså lidt, når skuespillerne rent faktisk selv er helt almindeligt udseende teenagere, der siger almindelige ting. Flere af seriens forfattere er også selv ganske unge, så selvom det hele  er (til tider meget) overdrevet, er der alligevel en helt anden grad af realisme over serien end hvad man normalt ser inden for genren.

Første og anden sæson er blevet rost til skyerne som en af de mest innovative og realistiske tv-serier fra England, blandt andet pga. ovennævnte, men jeg skulle som sagt lidt længere ind i serien, før den for alvor fangede mig. Første generation byder ellers på et par kendte ansigter fra Game of Thrones: Hannah Murray er meget overbevisende i rollen som den usikre og drømmende Cassie, mens mit crush på Joe Dempsie dalede en smule efter jeg så ham portrættere en fjollet Chris i Skins. Hans karakter voksede dog gevaldigt på mig, må jeg hellere lige huske at sige. De to roller er faktisk også mine favoritter i de første sæsoner, der ellers mest byder på irriterende karakterer. 
Anden generation bød overordnet set på et meget mere interessant persongalleri og noget mere voldsomme problemstillinger. Den bitchy Effy var gruppens leder og min favorit, men det var også svært ikke at holde af prototypen på en rebelsk brite - den højtråbende James Cook. Desværre fandt vi også her seriens mest overflødige og utroværdige karakterer i den ubegribeligt irriterende Pandora og den mildt autistiske JJ Jones. Det virkede nogle gange lidt for konstrueret, at så forskellige unge mennesker havde en interesse i at hænge ud sammen - noget, der ellers fungerede i de andre generationer. 

Det er helt klart denne anden generation der byder på den mest interessante og troværdige dynamik i pigegruppen. Bortset fra Pandora genkender jeg alle typerne så godt, og man vil så gerne både hjælpe dem og råbe lidt af dem, når de igen fucker op. Effy (og Naomi) vendte tilbage i de to første afsnit af seriens korte, syvende sæson, ligesom Cook rundede serien helt af med de to sidste afsnit. De to mellemste bød på et velkomment og rørende gensyn med Cassie fra første sæson.
Men tredje generation er uden sammenligning den bedste af dem alle. Jeg havde ikke klaget, hvis alle syv sæsoner havde været med dette cast, for de er bare så søde, sjove, rørende, teenageagtige og ægte. Sæson fem starter forrygende ud med introduktionen af den androgyne Franky (pigen fra 'Det Gyldne Kompas' er blevet teenager) - en karakter, der længe rørte mig dybt og var en af mine yndlinge, men som udviklede sig til en regulær kælling i slutningen af første sæson. Min absolutte nummer et forblev heldigvis helt fantastisk sæson fem og seks igennem, og hvis jeg havde været sytten, ville jeg være totalt forelsket i metalhovedet Rich, der er den sødeste, mest følsomme unge fyr i nyere tv-historie. Den rødhårede bonderøv Aloysius 'Alo' er lidt sværere at holde af i starten, men afsnittet med ham i hovedrollen var helt eminent. 

Soundtracket er et andet klart plus ved serien, og i de sidste sæsoner går det fra godt til fantastisk, da Akron/Family's 'Love Is Simple' bliver brugt i en scene. Zola Jesus har fået spilletid flere gange, og af andre gode kunstnere på soundtracket kan jeg nævne Florence & The Machine, Grouper, Low, Gang Gang Dance, Yeah Yeah Yeahs, Battles, Ryan Adams, Camera Obscura og Sigur Ros - en imponerende samling, der kun lige akkurat overgås af lydsiden til Friday Night Lights som det bedste tv-serie-soundtrack nogensinde.

Jeg vil anbefale 'Skins' til alle, men det hjælper nok lidt på det, hvis man stadig kan huske hvordan det er at have ondt i hjertet på teenage-måden. 

lørdag den 3. januar 2015

it's a good time for a photo, can't let go

Jeg ved godt, at det er alt for sent at vise julebilleder nu. Men mellem jul og nytår var jeg enten alt for travl eller - når jeg ikke var travl - alt for doven til at få vist den sidste omgang julestemning fra mit barndomshjem, så nu får I dem altså lidt forsinket. Vi har altid haft mange fugle på træet, men de senere år er der føjet nogle ekstra fine eksemplarer til samlingen efter vores sommerferier til julebyer i Tyskland. Hos mor var der også blevet julefint, og hun sendte min far og jeg et stjerneskud en aften vi besøgte hende i mørket.

Året startede travlt ud med en ti-timers arbejdsdag i går med besøg af L.O.C., og selvom han selv er ganske flink, er nogle af hans fans en anelse irriterende. Larmende teenagepiger eller ej - jeg synes nu, at det er meget sjovt at have in-stores. Jeg har selv været ivrig autografjæger, og jeg ved hvor fedt det er at få lov til at hilse på sit idol. I dag har jeg fri, og jeg har  været på biblioteket og udsalgsshoppet ganske beskedent i H&M. Der ligger stadig stjerneformet konfetti på gulvet, men det får lov at blive lidt endnu.  

torsdag den 1. januar 2015

once the page of a calendar is turned it's no more

Jeg begyndte det nye år i selskab med en en lille gruppe af nogle af de bedste mennesker jeg kender. Der var god mad, lange samtaler, meget popmusik og - efter klokken tolv - en hel del dans. Jeg vovede mig endda udenfor og kiggede på fyrværkeri, og da klokken pludselig var fem, var jeg helt stolt af mig selv over at have holdt mig vågen så længe. To af mine veninder overnattede, så oprydningen i dag var ikke slem - vi kunne hurtigt plante os i sofaen og på en madras med eventyrfilm på skærmen og bunkevis af grillmad fra just-eat. Nu har vi snart set fire QI-afsnit i træk, hvilket er en ret god måde at starte året på. Håber I alle havde en god aften, og rigtig godt nytår!