torsdag den 26. marts 2015

they're all waiting here for me

I tirsdags tilbragte jeg min tredive-års fødselsdag på allerbedste vis i selskab med min kæreste. Jeg sov længe, fik morgenmad på sengen og pakkede lidt flere gaver op (behøver jeg nævne, hvor meget jeg elsker Michael Jackson-englen?), og jeg havde egentlig slet ikke lyst til at rejse mig fra sengen. Vi kom derfor ret sent afsted mod Zoologisk Have (jeg glemmer altid, at de lukker absurd tidligt i disse måneder), men vi nåede heldigvis at hilse på alle vennerne. 
Der var afsindig koldt, så vi var ret længe inde i regnskoven og kigge på flotte fugle. Jeg ledte også efter dovendyrene, som jeg kun kan se hveranden gang jeg er på besøg - tirsdag var ikke en af dem. Ulvene gemte sig også, men jeg fik da hilst på den i øjeblikket mest berømte beboer; det lillebitte næsehorn, der mest lå og puttede ved siden af sin mor. Inden da havde det rendt rundt i fuldt firspring på folden, men det har jeg ingen billeder af.

Aftensmaden blev indtaget på Spiseloppen, som jeg ikke tidligere har besøgt, men bestemt vender tilbage til. Det var virkelig lækker mad til absolut rimelige priser i en afslappet atmosfære, og jeg er kun ked af, at der ikke var plads i maven til dessert. 
Desserten kunne jeg heldigvis få derhjemme, for jeg har simpelthen fået så afsindigt meget slik. Mine venner, min familie og min kæreste har tydeligvis ikke tænkt sig at hjælpe i projekt bikiniklar (som nu aldrig har været et reelt projekt, og jeg ejer desuden ikke en bikini), og her er slik til mindst en uge. Høhø. På billedet mangler desuden endnu et Pringles-rør, en plade Marabou og tre Kinder Country-barer, men det har vi altså spist. 

søndag den 22. marts 2015

friends don't waste wine when there's words to sell

Jeg har ikke rigtig kunnet finde en indgangsvinkel på at fortælle om at fylde tredive, for jeg har altid syntes det var lidt fjollet når folk flippede helt ud over at nå den skillelinje. Age is just a number, man!  Men den sidste uges tid er der alligevel begyndt at snige sig nogle tanker ind på mig, der har et lille strejf af panik over sig, og jeg tager mig selv i at være overdrevet dramatisk hele tiden - i dag er det f.eks. min sidste søndag i tyverne. Jeg kan heller ikke helt finde ud af, om min ubeslutsomme tilgang til min fremtid med ét slag går fra at være okay til at være ussel, men jeg har under ingen omstændigheder tænkt mig at klippe mit hår kort, selvom man tilsyneladende ikke må være langhåret, når man er over tredive. Jeg må åbenbart heller ikke gå i t-shirts med print længere, men i så fald ville jeg skulle kassere halvdelen af min garderobe, så de der aldersracisme-lister kan shut it. Men overordnet set har jeg faktisk været lidt mere ambivalent omkring min fødselsdag end jeg troede jeg ville være - lige indtil min fødselsdagsfest i går aftes, altså, og nu har jeg det fint med at fylde rundt på tirsdag. 
Jeg har nemlig de mest fantastiske, betænksomme, sjove og festlige venner i mit liv, og i går var de fleste af dem samlet i vores lejlighed til hygge og dans. Der var dybfølte snakke, røverhistorier, britpop en masse, fyldte askebægre og øl på gulvet, og jeg havde verdens bedste aften. De sidste gæster gik ved femtiden i morges, og jeg var så glad og tilfreds (og fuld) at jeg ikke kunne sove, så jeg tændte for musikken igen, så solopgangen og begyndte at rydde op. Bedste beslutning ever! Dét var jeg glad for, da jeg vågnede i formiddags, og nu mangler jeg bare at vaske gulvet. Det kunne være virkelig fedt at få gjort i dag, da det ikke er en aktivitet jeg har behov for at beskæftige mig med på min faktiske fødselsdag på tirsdag, men lad os nu se. Jeg skal jo også lige have en lur. Billederne fra festen er ikke blog-egnede i hverken kvalitet eller indhold, så derfor får I et glimt af den overvældende samling gaver jeg fik skrabet til mig i går - de er alle sammen så fine og personlige at jeg har tudet lidt over det i dag. Jeg kan ikke afvise, at mine tømmermænd også har indflydelse på mit følsomme (men meget glade!) humør, men jeg er da heldig at have så gode venner, der kender mig så godt. 

søndag den 8. marts 2015

Stephen King - Under The Dome

Da Stephen King i 2009 annoncerede endnu et mastodontværk på over tusind sider blev jeg ganske ekstatisk, for det er hans lange værker, jeg holder allermest af. The Dark Tower-serien er et fantasy-mesterværk på højde med Ringenes Herre, og The Stand er for mig noget af det allerbedste inden for den vidtfavnende genre, der er postapokalyptisk litteratur. King begyndte at skrive på Under The Dome allerede i firserne, så det er en fortælling der har været længe i støbeskeen, og med plads til adskillelige tilretninger undervejs. Men inden jeg skruer jeres forventninger højere op (oh, who am I kidding), må jeg hellere sige, at den desværre ikke levede op til mine forventninger; heller ikke ved denne anden gennemlæsning. Jeg sætter selvfølgelig altid pris på at kunne tilbringe lidt længere tid i Kings univers, men denne gang føltes det forlængede ophold bare en smule unødvendigt, for Under The Dome er en historie, der kunne fortælles mere elegant og stringent på den halve plads. 

Den lille søvndyssende flække Chester's Mill vågner med et brag, da en gigantisk osteklokke pludselig opstår ud af det blå og omkranser hele byen. Det er et spændende og klaustrofobisk udgangspunkt der næsten fik mig til at tilgive, at byens indbyggere i bogens indledning virkede særdeles karikerede og uinteressante. Hovedpersonen Dale Barbara kaldes for det meste bare Barbie, og selvom jeg burde kunne abstrahere fra det, irriterer det mig bare helt grænseløst. Historien forbliver hæsblæsende og udfolder sig eksplosivt på de første mange sider, ...hvorefter den næsten går i stå. Jeg fremhæver næsten altid Kings enormt gode karakteropbygning, selvom hans mere plotorienterede romaner bestemt også er gode, men denne gang synes jeg at han prøver at gabe over lidt for meget. Resultatet er nogle flade og ligegyldige karakterer i en relativt spændende historie, der bare bliver strukket over aaaalt for mange sider. 

Det er bestemt interessant at opleve, hvordan mennesker reagerer i en krisesituation, og den manglende kontakt med omverdenen giver grund til ekstra panik. Der er bare lidt for mange uinteressante sidehistorier, der flytter fokus fra plottet. Slutningen er også noget svag, og det er en skam, at man ikke bliver belønnet efter den lange gennemlæsning. 
Hvor bogen trods alt er ganske hæderlig, er tv-serien en decideret skændsel. Jeg havde ellers moderate forventninger, selvom tidligere erfaringer har vist mig, at jeg skal være varsom med at forvente mig for meget af King-adaptioner. Tredje sæson starter snart i USA, og jeg følger trofast med, selvom jeg virkelig ofte har lyst til at slukke. Stephen King selv har været med til at skrive - sammen med Brian K. Vaughan, manden bag Y, the Last Man - en af mine nye favorit-graphic novels; og Niels Arden Oplev instruerede faktisk første afsnit. Alle muligheder er altså til stede for at skabe noget rigtig godt, men de misbruger dem på det groveste, og skaber noget der langt fra er godt nok til at virke troværdigt (men prøver på det), men som heller ikke er overdrevet nok til at være underholdende. 

De sidehistorier, der i romanen bare var ligegyldige, bliver i serien kørt helt af sporet og er vanvittigt urealistiske. Jeg kan sagtens acceptere en kæmpestor osteklokke over en lille by, men jeg kan ikke gå med på eksempelvis idéen om en pludseligt opstået, kæmpestort anlagt og velbesøgt fight club i en gammel fabriksbygning - i en by med (i bogen) under to tusind indbyggere. Karaktererne bliver i serien om muligt endnu mere karikerede, selvom det er meget sjovt at se Breaking Bads Dean Norris spille superskurken Big Jim. Teenageskuespillerne er ret irriterende og overspiller totalt, og det er helt skørt at se Junior være... lækker, når han nu i bogen er ubetinget usympatisk uden forsonende karaktertræk overhovedet.  

I bogen strækker hændelsesforløbet sig over en uge, men i serien er der nu gået... lang tid. Jeg kan ikke huske hvor længe, og jeg gider helt ærligt ikke undersøge det. Selvom indbyggerne er totalt afskåret fra omverdenen, bliver der løbende introduceret vigtige, nye karakterer, der 'havde gemt sig i skoven', 'boede på den anden side af søen', eller bare dukkede op uden videre forklaring. Og så bliver jeg bare lidt træt. Slutningen er også blevet ændret, men eftersom jeg ikke var vild med den originale, er det ikke en af de mange, mange ting, der går mig på ved serien. Jeg skal se sæson tre, men jeg ser ikke frem til det.  

søndag den 1. marts 2015

my mouth is just a mesh of drool

Når jeg bedømmer chips bruger jeg Pringles-skalaen, der går fra nul Pringles-rør til ti, da netop den grønne Pringles-variant er en af mine absolutte favoritter blandt alverdens lækre chips. Det er lidt tåbeligt, at jeg ikke har anmeldt selve moderchipsene noget før, men nu har jeg lavet dette indlæg dedikeret til tre af mine all-time yndlingschips, og jeg starter med de ikoniske formede Pringles. De har en helt særlig plads i mit hjerte, og selvom det måske er en smule sørgeligt, vil mange af mine venner kunne udpege dem som 'mine' chips (og jeg har også en helt særlig måde at spise dem på, men det er for klamt til at fortælle mere om på bloggen). Jeg lærte at elske Pringles på de tyske motorveje for mange år siden, og de er den perfekte bilsnack, som jeg nu altid spiser mindst ét rør af på vores sommerferiekøreture. 

Egentlig kan jeg bedre lide tanken om 'ægte' kartoffelskiver i stedet for disse kunstige støbninger lavet af kartoffelmasse (Pringles består af omkring 42% kartoffel), men de smager bare så usandsynligt godt og kan i kraft af deres udformning have store mængder lækkert pulver på sig.  Alt i alt ender jeg, selvfølgelig, på ti ud af ti pringlesrør.   
En anden af mine favoritter er også en klassiker i mange andre hjem - nemlig Kims Ostepops. Det er jo strengt taget ikke en kartoffelsnack, men på den anden side husker jeg ikke at have skrevet noget sted at andre snacks er udelukket fra testen, så her er en lille hyldest til en af de allerbedste majsbaserede (det skriver de på hjemmesiden!) snacks. Da jeg var yngre og ikke kunne fordrage ost, var de mine hadesnacks, men de seneste ti år har jeg virkelig fået øjnene på for deres genialitet. Der er ikke noget bedre end at proppe munden med de små lækkerier, og de opnår også topkarakteren på ti ud af ti pringlesrør. 
Jimmy hjalp med fotograferingen af produkterne til anmeldelse. Han forstod vigtigheden i projektet og forsøgte hele tiden at ændre på opstillingen af poserne, så jeg kunne fotografere dem fra en anden - og ifølge ham bedre - vinkel. 
Sidste pose i denne æresrunde er en anden Sour Cream & Onion-variant - og de er ligesom de lækre ostepops fra mit yndlingsmærke Kims. Jeg har stillet planten op for dramatisk effekt, da chipsene er SÅ gode, at de fortjener lidt ekstra lir. De har den perfekte tykkelse, de ligner chipsene på billedet, og de er smækfyldt med en krydderiblanding der er noget grovere end Pringles, men mindst lige så god.  Jeg tør ikke helt tænke på, hvor mange poser chips jeg har spist i mit snart tredive-årige liv (det er mange), men denne grønne pose har nok udgjort i hvert fald en trediedel af dem. Sammen med de traditionelle franske kartofler fra Taffel (der egentlig også fortjener en plads her) er det dem, jeg husker bedst fra min barndom, og min ældgamle favorit får naturligvis også karakteren ti ud af ti pringlesrør.