fredag den 29. maj 2015

the perils of keeping it real

Jeg har det helt fantastisk i Barcelona, men tid har jeg ikke meget af, så nu spiser jeg jer af med endnu en serieanbefaling. Unbreakable Kimmy Schmidt er den nyeste komediesatsning fra Tina Fey og Netflix, og alle tretten afsnit af første sæson blev tilgængelige i starten af marts - perfekt til at bingewatche, og det er præcis hvad jeg har gjort. Det tog mig også lige et par afsnit at komme rigtigt ind på tonen og stemningen i serien, der virkelig er noget af det mest overgearede og farverige, jeg nogensinde har set, og det kan ved første øjekast ligne et tween-show fra Nickelodeon, men der er en meget dyster og egentlig voldsom historie bag Kimmys boblende fremtræden. 

Kimmy Schmidt blev som ung teenager bortført af en manipulerende præst, der spærrede hende inde i en bunker sammen med tre andre kvinder. Her levede hun de næste femten år i den tro, at hele verden omkring hende var gået under - der bliver insinueret, at hun også blev udnyttet seksuelt, så overraskelsen er stor, da the Mole Women en dag bliver befriet fra deres underjordiske fangeskab. Ellie Kemper i titelrollen som Kimmy er sød, optimistisk og sympatisk (kan næsten sammenlignes med Leslie Knope fra Parks) - og helt ufatteligt naiv, hvilket fører til en del absurde situationer, da hun hurtigt efter befrielsen flytter til New York for at starte på en frisk. 
Kimmy finder hurtigt en super gay roomate i en tvivlsom kælderlejlighed hos en alkoholisk landlord. Et job kommer også ret let til hende - hun skal være assistent for den skrækkelige, rige housewife Jacqueline Vorhees (bemærk Friday the 13th-referencen) spillet af en overbevisende  Jane Krakowski, og hendes lige så ulidelige steddatter Xanthippe Lannister Vorhees (udpegning af reference bør være overflødig). Serien er generelt besat af nogle stærke, velskrevne roller, og den eneste karakter der virker en anelse off er Kimmys stedfar, der heldigvis heller ikke har ret meget skærmtid.  Især er Kimmys roommate Titus virkelig sjov, og selvom hans optræden langt overskrider det stereotype for en gay black guy, er det også meget forfriskende med en karakter, der går all in. Men Titus er også et udtryk for seriens måske største svaghed - den er spækket med ikke særligt sjove race-jokes, der ikke engang er over stregen; de er bare dårlige. Kimmys vietnamesiske ven Dong kan så meget mere end bare at snakke fjollet engelsk og levere fast food, og det er for plat at en af the mole women er en sydamerikansk kvinde, der tilsyneladende ikke har lært at snakke engelsk i de femten år, hun har tilbragt i de andre kvinders selskab (eller har hun?)

Det gør bare ikke så meget for det samlede indtryk, for serien kan så meget andet, og er dejligt forfriskende på mange måder. Kontrasten mellem Kimmys åbne tilgang til verden og de frygtelige oplevelser, hun har med i bagagen, er virkelig interessant, og hendes måde at tackle traumerne på er, ja, sjov at følge. Hendes første date er med en gammel og senil mand, der ikke ville kunne huske de ting, hun betroer ham, hendes natlige mareridt er utroligt voldsomme, og hun har en mærkelig fobi for velcro. En fuldstændig perverteret, misdannet plastikkirurg spørger hende om hun har oplevet meget stress, 'because you have very distinct scream lines. Where did those come from, I wonder.'  
Alle disse popkulturelle referencer går godt i spænd med de mange forrygende gæsteoptrædener i især sidste halvdel af sæsonen, der lige trækker serien et par ekstra takker op. Kiernan Shipka, der spiller Don Drapers datter i Mad Men, er her Kimmys usandsynligt vrede og indebrændte halvlillesøster Kymmi, og det fungerer virkelig godt. Hun skal nok blive til noget stort. Men det er hendes Mad Men-far Jon Hamm der virkelig stjæler rampelyset i de sidste par afsnit som den præst, der bortførte pigerne, og han er simpelthen så sjov når han rambler derudad - og det var han også i sin ultrakorte optræden i Parks & Recreation. Hundrede gange bedre end i Mad Men,  i hvert fald, men det er jeg også kørt lidt død i efterhånden.  Dean Norris (Hank fra Breaking Bad) har i øvrigt også en god, lille optræden som en personlig træner, der skal lære Titus ikke at være så bøsset i sin optræden.

Unbreakable Kimmy Schmidt er en fin lille størrelse, der gør tomrummet efter Parks and Recreation lidt mindre. Det er langt fra perfekt, men dejligt forfriskende, og jeg glæder mig til anden sæson.  


mandag den 25. maj 2015

it's more a case of haves against haven'ts

I lørdags var der fantastisk vejr - i hvert fald omkring Mariager Fjord - og min far, søster, hunden og jeg kørte en tur til Øster Hurup, hvor jeg har tilbragt de fleste af min barndoms sommerferier i min mormor og morfars campingvogn. Vi fik en is sammen med stort set resten af Nordjyllands befolkning, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvor travlt der må være i ishuset, når sommeren og turistsæsonen for alvor begynder. 
Jeg havde jo advaret jer om flere rapsbilleder, for da vi kørte omkring Havnø efter isspisning var der så overdrevet idyllisk, at vi gik endnu en lille tur i rapsmarkerne ved møllen. Mine bedsteforældre arbejdede på Havnø inden de købte deres egen gård nogle kilometer væk, og da min far var en lille knægt, var det her han kravlede i træer og løb rundt efter gæssene. Her var ingen mennesker, men i stedet nuttede køer og fuglefløjt, og på sådan en forårsdag i naturen har jeg svært ved at forstå, at jeg har valgt at bo i byen. 

fredag den 15. maj 2015

I think there's something in my eye

ADVARSEL! Her følger et, for de fleste af mine læsere, kedeligt indlæg om fodbold, men jeg må have det ud, for fodbolden døde lidt i dag. Den mistede i hvert fald som minimum lidt af sin sjæl. AaB smed alt håb om bronze og nok også drømmen om Europa væk med et nederlag på hjemmebane til OB her til aften, og selvom det er trist, accepterede jeg det allerede for et par uger siden. Med sidste års The Double kan jeg godt leve med en mellemsæson, for AaB ER ikke et hold, der kan ligge helt i toppen hvert år. Det værste ved årets sæson er, at FC Midtjylland nok ender med at rende med guldet, og det gør ondt helt ind i hjertet - men det er ikke derfor, jeg er trist i dag.

Som det ulækre billede viser, har AaB-drengen Kasper Kusk skiftet til FCK i dag. Jeg kan simpelthen ikke beskrive, hvor rasende det gør mig, så her citerer jeg lige en bruger fra AaBs debatside, der er lidt bedre til at sætte ord på nogle af de følelser jeg har: 'Jeg er godt nok overrasket over, hvor primitiv en voksen, relativt fornuftig person som jeg kan blive over det her. Men fuck hvor er han ulækker at se på med den klamme trøje i hånden - det svin... Og så slår fornuften til, og jeg husker at han også har en karriere at pleje, samt at AaB aldrig havde været villige til at smide tilstrækkeligt med penge efter Twente eller Kusk alligevel. Han har altid virket som en utroligt sympatisk gut, og jeg håber at han får hurtig succes og bliver solgt videre til udlandet. Det fucking svin. Føj.'  Her må jeg lige tilføje, at skuffelsen kun er så stor, fordi kærligheden var det samme. 

Men ÅH, Kasper Kusk, hvor kunne du! Jeg kan måske acceptere hans ønske om flere penge, for det kan AaB ikke tilbyde, men han drømte jo om udlandet, og transfervinduet er ikke engang åbnet endnu! Kunne han ikke liiiige vente lidt og se om der skulle dukke et andet spændende tilbud op i løbet af de næste par måneder, inden han fuldstændig forkaster hele sin fodboldopvækst og vender ryggen til sit under et år gamle statement: 'Jeg kan sagtens se mig selv spille i AaB igen. AaB er min klub'? Jeg ved godt, at klubskifter er en del af gamet, og  at FCK jo nok er et skridt opad i karrieren for Kasper Kusk, men mit hjerte kan ikke forstå, at spillerne ikke har samme klubfølelse som fansene. Øv. Det eneste der trøster mig er, at han ikke skiftede til FC Midtjylland eller Brøndby. 

torsdag den 14. maj 2015

all things being considered you'd call it a success

De forskellige poser chips til anmeldelse i denne omgang kommer fra så eksotiske steder som England og Sverige. De første fire, små poser havde min kæreste med hjem fra et besøg i London, og trods deres beskedne størrelse var de et fint bekendtskab - med de brede, riflede Cheddar & Onion-chips fra McCoy's som en af de to bedste. Chipsene var så dejligt tykke, at stort set ingen af dem var knækket i posen, og det var et stort plus, da jeg ikke er fan af smulder. Selve smagen var fin; med lidt mere løg end ost, men den kunne måske godt have været lidt mere dominerende. Jeg ender med karakteren syv (ud af ti) store pringlesrør.    
Min kæreste havde også tre små poser Walkers med hjem - Walkers er ejet af Frito-Lays Corporation og er derfor basically det samme som Lays, der er et af mine favoritmærker. Jeg var dog noget skeptisk over for disse tre eksemplarer, da jeg måske ikke synes rejecoctail og worcestersauce er oplagte smagsvarianter - men i England er de altså en del af det faste sortiment. Fælles for dem alle var en lækker konsistens og udformning af nogle tynde, smagfylde kartoffelskiver, der heller ikke går for meget i stykker i posen - og en fuldstændig ugennemsigtig varedeklaration, der ikke helt fortalte om indholdet i krydderierne, men lad nu det ligge.

Jeg tog det sikre valg og startede med Simply Roast Chicken-varianten, der faktisk var overraskende lækker. Den gode smag af grillkylling var ret autentisk og ikke tung eller overvældende; hvilket chips med kødsmag ellers godt kan have en tendens til at være, og posen var min anden, engelske favorit. De ender med karakteren syv ud af ti.  Famously Worcester Sauce-varianten var næste pose til bedømmelse, og her var smagen virkelig gennemtrængende. Jeg har aldrig smagt saucen irl, men internettet fortæller mig, at chipsene smager præcis sådan. De var ikke lige mig, men jeg må give point for en kraftig smag, og de får seks ud af ti pringlesrør. Definitively Prawn Cocktail var jeg mest forbeholden overfor. Jeg er egentlig glad for både skaldyr og fisk, men måske ikke i forbindelse med chips. Det skulle dog vise sig, at chipsene slet ikke smagte af rejer, men af det der dressing, der altid er i en rejecocktail - og så virkede det straks mindre ulækkert. I stedet var de bare lidt kedelige, og må også nøjes med seks rør.  
Posen med Hockeychips er denne rundes fineste, trods de associationer den giver til en vis forfærdelig fodboldklub. Men skriften er pæn, chipsene ligner sig selv, og farverne er trods alt flotte. De er bragt til København fra Malmø af min kollega og ven David, og jeg har forhåbninger om et fremtidigt samarbejde med henblik på at fremme interessen for svenske chips. Selve chipsen lever desværre ikke helt op til den smukke indpakning - det er en ganske reel grovchip, der minder om dem fra Netto og Fakta (som jeg åbenbart ikke har anmeldt.) De er altså ikke decideret dårlige - men bare heller ikke specielt spændende. Hockeychipsene kan lige akkurat snige sig op på syv ud af ti pringlesrør, også fordi de støtter det svenske hockeylandshold.   
Den sidste pose i denne omgang er også svensk - denne gang en gave fra min kæreste, der spillede en koncert i Lund tidligere på året. OLW er et udmærket mærke, der laver store, tykke, riflede chips, og denne gang skulle jeg prøve Grill Cheese & Onion-varianten. Jeg er meget ambivalent omkring varianten, for på den ene side er det nok det tætteste jeg er kommet den fabelagtige Queso Blanco-variant fra Den Dominikanske Republik, men på den anden side er der bare ikke nok pulver på chipsene. Smagen bliver nogle gange lige grillet nok, men alt i alt er de ret lækre, og jeg spiser meget gerne en pose igen engang, når nu jeg ikke kan få den bedste i kategorien. Otte ud af ti pringlesrør.    

fredag den 8. maj 2015

convince me that the truth is always grey

Jeg har hørt godt om The Americans fra flere kanter, men først da jeg opdagede at selveste Felicity (Keri Russell) spiller en af hovedrollerne, blev jeg endeligt overbevist om at jeg skulle se dette politiske spion-familiedrama. Da jeg først kom i gang gik det rigtig stærkt, og jeg slugte de foreløbigt tre sæsoner på få uger, for The Americans er til tider en af de mest spændende serier jeg har set siden Breaking Bad. Omdrejningspunktet er familien Jennings - en på overfladen helt almindelig middelklassefamilie i startfirsernes USA, og deres udfordringer og glæder er næsten interessante nok i sig selv til at udgøre en god tv-serie, men forældrene gemmer også på en dyb hemmelighed. De er undercover sovjetiske agenter, der arbejder hårdt og dedikeret for moderlandet - alt imens deres børn vokser ganske uvidende op med amerikanske værdier og drømme. Det er mildest talt udfordrende for Elizabeth og Philip at opretholde facaden ind imellem; ikke mindst, da en FBI-agent flytter ind i huset ved siden af.

The Americans er virkelig spændende. Jeg har det normalt ikke så godt med politiske spændingsfilm- og serier - Homeland fik mig aldrig overbevist - men The Americans kan noget helt andet. Felicity sparker røv som en russisk spion, og det überseje faktum alene er nok til at fastholde min interesse, men også mere tekniske detaljer som klipning og kameraføring er lige i skabet. Igen holder man med skurkene, men de er et par enormt sympatiske eksemplarer af slagsen, og selvom deres gerninger nogle gange er virkelig voldsomme, er man næsten altid på deres side.

En af parrets vigtigste opgaver er at forføre nøglepersoner, have affærer med dem og udnytte deres viden om alt, der kan være gavnligt for Sovjetunionen. Det er helt vanvittigt at de kan leve på den måde og være helt åbne omkring det, men det også enormt fascinerende, og det er også forfriskende at se lidt af den kolde krig fra et russisk perspektiv. 
Det er måske en anelse urealistisk at især Philip kan leve et dobbeltliv så omfattende som han gør, men det virker faktisk overbevisende det meste af tiden. (Bortset fra det faktum at det tager sygt lang tid for dem at skifte paryk og skæg, og alligevel gør de det hele tiden.)

Jeg kan virkelig anbefale The Americans til alle, der kan lide gode tv-serier. Simple as that.    

Til sidst storspoiler jeg lige, så læs kun med, hvis du har set alle tre sæsoner af The Americans. Tredje sæsons finale var kuldegysfremkaldende, men hvor var Martha? Efter afslutningen på det næstsidste afsnit synes jeg egentlig, at hendes whereabouts er ret essentielle for den videre udvikling, og det er ikke fair at lade den historie være så åben. Og hvad skete der med hende den 15-årige? Måske var jeg bare uopmærksom, men det var da helt vildt og overvældende at Philip overvejede at gå i seng med hende, og det var en sindssygt interessant problemstilling, der pludselig blev til ingenting. Men phew, hvor er det spændende. Der er alt for lang tid til næste sæson! 

onsdag den 6. maj 2015

I went there again for old time's sake

I dag er jeg blevet nyforelsket i Amager. Jeg startede min fridag med et besøg hos lægen, hvor vi aftalte yderligere nedtrapning af min medicin, og da jeg kom udenfor, skinnede solen fra en skyfri himmel og gjorde mig glad for at være stået tidligt op. Jeg havde ikke andre planer end en uhyrlig opvask, som jeg i skrivende stund er halvvejs med, så jeg endte med at cykle rundt på Amager i to timer og nyde foråret. Måske er det bare fordi jeg ikke er vokset op i København, men jeg forstår virkelig ikke hadet og latterliggørelsen af Amager, der er så mangfoldig, skøn og rig på natur. Jeg kan helt uden ironi i stemmen sige, at jeg synes det er det bedste sted at bo i København, og jeg er virkelig glad for at bo her.   
Dengang jeg studerede, havde jeg lidt mere tid at gøre med, og jeg var hundelufter for de dejligste og skøreste hunde et par gange om ugen. Først var der mine favoritter Enrico og Ehya - Ehya, den smukke border collie, og Enrico, der var et besynderligt, mexicansk gadekryds med en begivenhedsrig fortid. Jeg passede dem også i weekender og miniferier, og det var SÅ skønt. Efter et par år flyttede de ud på en gård på Møn, og selvom jeg stadig savner dem, var det helt klart det bedste for energibomben Ehya og den mistroiske Enrico. Ozzy og Bailey fulgte efter, men jeg fik aldrig helt det samme bånd med dem, og snart havde jeg heller ikke tid.

I hvert fald har jeg travet meget af det østlige Amager rundt med de her hunde, og jeg elsker villakvartererne med de smukke, gamle huse og vildtvoksende haver. På min cykeltur i dag genfandt jeg noget af magien i området mellem Amagerbrogade og Amager Strand, og jeg kunne ikke lade være med at drømme lidt om selv at have et lille hus og en have. Det behøver slet ikke være så stort og fint som dem på billederne (som jeg ikke helt ved, om det er god stil at vise - men det er jo kun fordi jeg synes, at de er vildt flotte!); faktisk ville vi sagtens kunne nøjes med én etage - og selvom det ikke kommer til at ske (så skal der da virkelig ske noget på jobfronten), er det en fin drøm at gemme på.
Jeg cyklede hen til Steiner-skolen, over metrobroen og ned til strandparken og spiste en kæmpestor is til morgenmad, hvilket var en perfekt beslutning. Strandparken er en anden ting, jeg elsker ved Amager; jeg havde hundene med herned hele tiden, og jeg håber at jeg kan tage mig sammen til at komme lidt mere i vandet i år.   

fredag den 1. maj 2015

I've got this sentimental heart that beats

I dag fylder verdens bedste mindstemand hele tre år, og han er dermed en fuldvoksen, dejlig kat. Jeg har sagt det før, men selvom jeg længe havde glædet mig til at få en lille kat, havde jeg fuldstændig undervurderet den betydning, Jimmy ville få for os. Han skaber så meget glæde herhjemme, og vi snakker (alt for) meget til og om ham - for han er jo vores lille baby og en stor del af min lille familie. (#crazycatladyalert). Han startede sit liv ud som en frygtsom lille fyr, der absolut ikke ville løftes, putte i sofaen eller snakke alt for meget med gæster, men det blev hele tiden lidt bedre, og i skrivende stund ligger han på sofaen ved siden af mig og sover. Gæster elsker han nu, og han var i stuen det meste af tiden til både nytårs- og fødselsdagsfesterne og charmerede alle mine venner med bensmygning og gulvrullen, så hvem ved, hvad fremtiden vil bringe? 

Jeg fejrer dagen med ham mens min kæreste er taget til Århus for at spille til SPOT Festival (hurra!), og her bliver ikke sparet på vådmad, licquid snack, godbidder og snoreleg, og om lidt skal vi kigge på flere fugle fra vinduet i soveværelset. Bagefter snupper vi nok en fælles middagslur. Tillykke Jimmy!