fredag den 31. juli 2015

the whole world began to ring

I Baden-Württemberg ligger et uendelig fint lille vulkanområde - nemlig Kaiserstuhl, hvor man med hjælp fra det subtropiske klima laver noget fremragende hvidvin. Vi kørte dertil på feriens allervarmeste aften, og det var umuligt at forestille sig, at der ligger sne om vinteren, men det gør der. Selvom jeg kan blive så frygteligt vinterdeprimeret, elsker jeg at mærke årstidernes skiften, og i Danmark kan det hele blive gråt i gråt liiiige ofte nok - men det sydlige Tyskland er lige noget for mig. Vi købte et par flasker med hjem til hygge på balkonen, og jeg blev helt forfalden til sådan et glas kølig aftenhvidvin. 
Om en times tid bliver Jimmy overfaldet med nus og farvelkys, inden vi lukker døren bag os og sætter kurs mod lufthavnen. Lige før midnat lander vi i Dublin, og den næste uges tid skal min kæreste og jeg og fire af vores venner køre ned af Irlands vestkyst i en lejet minibus.Computeren bliver hjemme denne gang, men jeg poster nok et billede eller to på min instagram-profil - og I må nok forberede jer på at blive spammet med endnu flere feriebilleder, når jeg kommer hjem igen.  

tirsdag den 21. juli 2015

raised on a diet of broken biscuits

I Schapbach midt i Schwarzwald bor der et par tusinde mennesker, nogle hundrede køer, en bunke geder - og såmænd også ni bjørne. Lige uden for byen lå nemlig den mest fantastiske lille bjørnepark, hvis beboere tidligere har levet under forfærdelige forhold i små betonindelukker og i cirkus, hvor de har levet af alt for lidt hundetørfoder, er blevet slået, tvunget til at cykle og danse - og jeg kunne blive ved. I Danmark har dyr som bjørne, tigre og løver været forbudt i cirkus siden 1962, men så længe vi tillader elefanter og søløver, synes jeg ikke der er så meget at råbe hurra for. Det var et sidespor, og heldigvis findes der parker som den i Schapbach, hvor man kæmper aktivt for at fjerne bjørne fra cirkus for at give dem et værdigt og dejligt otium midt i en kæmpestor skov. 
Som skiltet måske antyder, er parken ikke nogen stor, strømlinet turistattraktion, og der var heller ikke specielt mange gæster denne varme julidag. Til gengæld er der virkelig meget plads, og flere af bjørnene så vi kun på laaaang afstand - eller slet ikke - og det er sådan det skal være. Bjørnene har dog været så afhængige af mennesker hele deres liv, at flere af dem paradoksalt nok føler sig tryggest i nærheden af mennesker, så vi fik mulighed for at se nogle af de store bamser close-up. I det første indelukke var et par charmetrolde med behov for ekstra pleje - nemlig Schapi og Poldi. Schapi er blevet helt blind efter femten år i en kold og fugtig betongarage, og den overvægtige Poldi er ret gigtplaget, men meget interesseret i gæsterne. De var SÅ søde og glade, og deres historier rørte mig dybt. Jeg ville ELSKE at arbejde et sted som her - om jeg så skulle skovle lort hele dagen lang. 
Jeg tror, at det her er Kaja. Hun er et år ældre end mig - enogtredive - og har rejst rundt med et cirkus indtil 2011, hvilket næsten ikke er til at holde ud at tænke på. Nu er hun dog blevet et rigtigt fjollehoved, der rullede rundt i sin solplet og gnaskede æbler i stor stil da vi besøgte hende. Hendes søster Leoni blev aflivet for en måned siden, da hun udviste for meget tvangsadfærd og ikke kunne finde ro, og selvom det er umådeligt trist at hun aldrig fik et godt liv, er jeg glad for at parken ikke holder bjørnene i live for enhver pris. Nogle gange er en aflivning bare det mest humane.
I parken bor der faktisk også tre eksemplarer af mit yndlingsdyr ulven, hvis tilstedeværelse hjælper bjørnene med at finde tilbage til deres naturlige instinkter. De gemte sig dog så godt, at jeg end ikke fik et glimt af dem, men det kan jeg godt leve med. I stedet fik vi en lille snak med Bien-Erich (der har den sejeste hjemmeside i verden), hvilket var enormt interessant - jeg har aldrig været så tæt på bier før. Vi købte et glas honning med hjem og gik videre rundt i den store park, hvor jeg kunne være blevet i dagevis - men dyrlægen kaldte, og bjørnene fik et 'på gensyn' fra min søster og jeg, der gerne vil vende tilbage til Schwarzwald og bjørneparken en dag. 

søndag den 19. juli 2015

things will end before they start

Efter en lang dag på de tyske motorveje og en times kaos ved grænsehandlen sammen med resten af Danmark, nåede vi til Mariager tids nok til at kunne se anden halvleg af AGF - Brøndby fra sofaen. Det har været en virkelig god, afslappende og VARM ferie; vi har haft temperaturer i sluttrediverne det meste af ugen (den lille pool var guld værd), og først den sidste nat eksploderede himlen i gigantiske tordenbrag, der sendte os hjemad i går med et tiltrængt regnvejr. Vores skønne ferielejlighed lå næsten midt i idylliske Schwarzwald i et område med det fantastiske navn Bad Rippoldsau-Schapbach, og der var skov så langt man kunne se. Starten af ugen var som nævnt fyldt med tre dyrlægebesøg, så vores tyske eventyr var liiige kort nok, men jeg har heldigvis forlænget min ferie med et par dage hjemme hos min far i det jyske. I morgen skal jeg sove længe, sortere billeder og se AaB tæve Esbjerg (i fjernsynet, dog, da vi bytter stadion ud med grill på terrassen), og i løbet af ugen vil jeg vise jer lidt mere af alt det seje, Schwarzwald havde at byde på.

onsdag den 15. juli 2015

something suddenly unclear


Det var slet ikke meningen, at jeg ville være stille så længe, men min ferie med min far og søster fik en lidt uheldig start, da min søsters elskede hund Silke desværre fik det rigtig skidt på andendagen. Hun kunne hverken holde mad eller vand i sig, og da både opkast og afføring tilmed var blodig, var vi syge af bekymring for det lille myr. Vi rådførte os med dyrlægen i Danmark, der rådede os til at søge dyrlæge hernede - så på en højhellig søndag fik vi støvet en akutdyrlæge op i den nærliggende by Wolfach. 
Silke fik indsprøjtninger og blev grundigt undersøgt, og så fik vi besked på at komme igen mandag eftermiddag. Mandag eftermiddag fik hun flere sprøjter og blev røntgenfotograferet, men billederne viste ikke noget, så vi måtte tilbage igen i går(!) for at få svar på blodprøverne, der 'heldigvis' kunne melde om en betændelsestilstand eller ubalance i bugspytkirtlen - og ikke kræft eller andre unævnelige ting. I Danmark ville den behandling have ruineret os, men selvom det selvfølgelig heller ikke er gratis hernede, har dyrlægeregningen stadig efterladt plads i budgettet til schnitzler og store is.

Silke er næsten allerede tilbage til sit gamle, frække jeg, men hun skulle og skal naturligvis skånes lidt, så det er ikke helt blevet til de mange og lange eventyr i Schwarzwald som vi havde håbet på. Det absolut vigtigste for os alle har dog været Silkes velbefindende, og vi har bestemt hygget os alligevel. Nu er vi jo altså også på ferie, og et glas hvidvin og en god bog på altanen er virkelig heller ikke så dumt, og de sidste par dage skal nydes til fulde!

lørdag den 4. juli 2015

the last thing we need is to miss

Dette sidste halve år har jeg virkelig genopdaget glæden ved musik - flere af mine gamle favoritter har udgivet nyt, og jeg har været til en lang perlerække af gode koncerter og festivaler. Min Last.FM er også spækket med navne jeg har set live (og et par stykker, hvor det af gode grunde ikke har været muligt), og som jeg har lyttet ivrigt til inden koncerterne og dyrket bagefter. Der er også flyttet et par nye, smukke plader ind med Hookworms og Pharmakon, og især førstnævnte har virkelig været en højdespringer på min liste over antal afspilninger. Jeg forudser, at listen ikke ændrer sig synderligt de næste par måneder, selvom HEALTH nok rykker et par pladser op, når deres nye plade 'Death Magic' udkommer om en måneds tid - og så har jeg lagt Modest Mouse lidt på is, men lad os nu se, hvor længe dét holder.