torsdag den 19. november 2015

Stephen King - The Dead Zone

Min genlæsning af Stephen King har egentlig været ret lystbetonet i den forstand, at jeg ikke har læst bøgerne i nogen særlig rækkefølge; jeg har gået efter favoritterne og dem jeg huskede dårligst - men på det sidste har jeg fået lyst til at gå mere kronologisk til værks. Stephen King debuterede med Carrie i 1974 og fulgte stærkt op med 'Salem's Lot og The Shining inden han skrev en af mine klare favoritter The Stand i 1978. Sidste King-roman i halvfjerdserne var thrilleren The Dead Zone, og selvom den efter min mening ikke når de første fire til sokkeholderne, er det en ganske solid og spændende fortælling om en mand, der vågner efter næsten fem år i koma med overnaturlige evner.

Det er helt klart det aspekt, der fascinerer mig mest ved romanen. Det virker så ufatteligt, at man kan ligge i koma i årevis, for derefter at vågne til en verden, der er helt forandret. I The Dead Zone er det den unge lærer Johnny Smith, der efter en god aften ude med sin nye kæreste kommer voldsomt til skade i en trafikulykke, der sender ham i dyb koma. Fem år senere er kæresten Sarah naturligt nok kommet videre med ny mand og barn, men det hele er særdeles ambivalent for hende og ganske hjerteskærende at læse. Johnny vågner med evnen til at kunne se glimtvis af både fortiden og fremtiden for de mennesker, han kommer i fysisk kontakt med, og det er ofte nogle ganske gruopvækkende scener, han er vidne til. Snart udvikler historien sig til en sand spændingsroman sat i en ramme af amerikansk politik, og selvom det ikke ligefrem er min yndlingsgenre, er slutningen bestemt gennemlæsningen værd. 
The Dead Zone blev filmatiseret i 1983 af David Cronenberg med Christopher Walken i rollen som Johnny Smith, og den bliver ofte regnet blandt de bedste King-filmatiseringer overhovedet - angiveligt på grund af gode skuespilpræstationer og et godt soundtrack. Godt nok findes der uendeligt mange decideret elendige King-adaptioner derude, men The Dead Zone er efter min mening stadig meget langt fra toppen, og jeg kan slet ikke se alt det gode ved den, som anmelderne fremhæver. Ret skal være ret - en af filmes største svagheder er, at den virker meget uddateret, og det kan den sådan set ikke gøre for. Det er bare endnu et eksempel på en af de mange firserfilm, der ikke virker overbevisende på mig, fordi skuespillet er helt mærkeligt.

Et af mine andre kritikpunkter er, at filmen virker enormt forhastet. Den har alt for travlt med at få fortalt hele historien på bare en time og tre kvarter, og det gør mig uinteresseret i karakterernes skæbne. Der findes faktisk en tv-serie med samme navn, der kørte over skærmen fra 2002-2008, og som skulle være 'løst baseret' på Kings karakter Johnny Smith, men jeg har sagt til mig selv, at det er okay ikke at spilde tres timer af mit liv på det, selvom der måske er lidt bedre plads til karakterudvikling i dét medie. Alt i alt er The Dead Zone ikke i nærheden af at være blandt mine King-favoritter, men dårlig er især romanen nu langtfra. 

lørdag den 14. november 2015

it's gonna cloud our eyes again

Om en times tid tager jeg min kæreste under den ene arm og et par flasker vin under den anden, og så drager vi mod Islands Brygge til Irland-reunion med de to vennepar, vi rejste med i august. Tiden er fløjet, og siden vores hjemkomst har jeg kun set mine veninder halvanden gang - og deres søde mænd slet ikke. Så en aften med gode venner, god mad og vin, lange snakke, røverhistorier og ferieminder er lige præcis det lyspunkt, jeg har brug for her midt i en november, der pludselig er blevet endnu mere trist og grå end normalt. 

søndag den 8. november 2015

cause you can open up the heavens for me

Listen over de sidste tre måneders musikafspilninger på min Last.fm-profil vidner om det mørke efterårs komme med optrædener af flere af mine til tider lettere deprimerende favoritter (her er gensyn med teatralske Spiritual Front, vrede Marilyn Manson, storladne HIM og intense Xiu Xiu), men endnu bedre repræsenteret på listen er efterårets mange koncertaktuelle kunstnere (Sufjan Stevens, HEALTH, Lower Dens, Chelsea Wolfe, Deerhunter og John Grant), og jeg bliver nødt til at sige det igen - det er virkelig en god omgang i år. 

Fredag aften spillede Chelsea Wolfe en intens og virkelig god koncert på Loppen. Når Loppen er halvfyldt, er det et af mine yndlingsspillesteder i hele København - lyden er som regel god, scenen er lav, og man kommer meget tæt på kunstnerne på scenen. Når Loppen er udsolgt, er det til gengæld et meget uindbydende og klaustrofobisk sted at opholde sig; der er ulækkert varmt, og halvdelen af publikum kan ingenting se. I fredags var der udsolgt, men fordi vi stod forrest i den ene side, havde jeg alligevel en ret god oplevelse. Chelsea Wolfe sang så rent og smukt, at jeg først troede det var playback, og musikerne i hendes band var vildt dygtige - især trommeslageren. Det var tungt og det var godt, og koncerten har gjort den nye plade endnu bedre for mig. All hail Chelsea Wolfe!

*Jeg ved ikke, hvorfor teksten centrerer, men jeg bliver sindssyg af det!   
I går spillede Kurt Vile og i aften spiller Chastity Belt og Death Cab for Cutie, men hverken penge eller overskud rækkede længere i denne uge. Næste koncert bliver Atlas Sound og Deerhunter, og så har jeg fundet ud af, at mit nyeste crush John Grant også lægger vejen forbi København i november. Egentlig er han en gammel kærlighed, som jeg har genfundet, for jeg var ret glad for hans tidligere band The Czars. Deres coverversion af 'Song to the Siren' er et af de allersmukkeste numre i verden, men efter et par år glemte jeg dem lidt igen. Imens kørte John Grant bandet i sænk med et stofmisbrug af dimensioner; så fik han HIV, og så blev han droppet af sit livs store kærlighed. Derfor kunne man måske forvente en omgang selvmedlidende navlepilleri fra John Grants soloprojekt - men det er i stedet en eminent kombination af intelligent, humoristisk og drivende sarkastisk tekstskrivning, gode melodier, ikke-irriterende funky disco og smukke ballader.

Jeg så ham sidste år i Porto, men det var lige efter min ud-af-kroppen-oplevelse med Neutral Milk Hotel, så jeg glæder mig til at give ham min fulde opmærksomhed denne gang. Han har også udgivet en ny, fremragende plade siden sidst - Grey Tickles, Black Pressure - og den har tilmed et af de smukkeste covers jeg har set i år. Og så er det hvid vinyl! Jeg dør lige lidt. Gør dig selv en tjeneste og tjek nummeret (og den dertilhørende video) Disappointing  - jeg er i hvert fald blevet meget, meget glad for John Grant.